Tak for det. Spørgsmålet er jo stillet ikke mindst med basis i den sag, vi kender fra Østerbro, hvor det viste sig, at en person, der i øvrigt havde begået meget alvorlig kriminalitet tidligere, tilsyneladende igen havde begået alvorlig kriminalitet, nemlig drab på ældre mennesker på Østerbro – det er han i hvert fald sigtet for. Og vi må jo se, hvordan den sag udvikler sig.
Men det, der i hvert fald står tilbage for dem, der har fulgt den her sag, er, at nok kan politiet via diverse registre søge sig frem til, at en person har begået kriminalitet tidligere, men det, der så sker, når personen skifter navn, er jo, at forskellige borgere, offentlige myndigheder og andet, har sværere ved at være opmærksom på, at en person er den samme, som han var, da han begik kriminalitet tidligere, fordi vedkommende har skiftet navn. Og det er klart, at det har betydning, hvilket navn man har, fordi man på forskellig måde bliver kendt med det navn, man nu har.
Og der kunne jeg godt tænke mig at spørge justitsministeren, om justitsministeren ikke godt kan se problemstillingen, hvis vi f.eks. taler om en af de kriminelle, som også har været omtalt i medierne, nemlig Peter Lundin, som jo stod bag meget, meget voldsom, umenneskelig kriminalitet. Hvis vedkommende lige pludselig giver sig ud for at være en anden – lad os sige, at han lige pludselig hedder Anders Jacobsen – jamen så vil man, når han på et eller andet tidspunkt kommer på fri fod, kunne se den person derude, måske med et lidt andet udseende, som en person, der hedder Anders Jacobsen, og så er der en risiko for, at vedkommende måske ikke vil være kendt af nogen borger eller myndighed i den sammenhæng, han nu optræder i. Det kan være en risiko.
Det er egentlig derfor, at jeg – selv om jeg hørte, hvad ministeren sagde – appellerer til regeringen om igen at overveje, om man ikke kan ændre holdning her.