Ministeren svarer, at der ikke er givet tilladelse til, at der er folk i gule veste, der dirigerer trafikken, men det var rent faktisk det, de gjorde. Så vil jeg godt høre, hvorfor man ikke skrider ind, når man klart og tydeligt kan se, at de dirigerer optoget. Bl.a. er der en, der sidder ud ad bagvinduet i en hvid BMW, og der står i svaret på spørgsmål 322, at politiet har observeret bilen flere gange, men ikke vurderede, at det gav anledning til politimæssig interesse. Jeg forstår simpelt hen ikke, at man fra politiets side har tilladt det her. Jeg har set tre separate episoder, hvor vedkommende sidder og råber ud af vinduet og dirigerer trafikken i en stor hvid BMW, der i den grad stopper hele trafikken. Altså, der er ikke noget overladt til politiet, det er fuldstændig overladt til optoget og til de mennesker, der deltager i optoget. Der er sat vagter på, og det er dem, der dirigerer hele molevitten, ikke politiet, og det er ganske utilfredsstillende.