Jeg er helt enig i, at det her er en kompleks sag, men det er også en ekstremt alvorlig sag. Og jeg må sige, at jeg ikke mindes at kunne tænke tilbage på tidligere tiders alvorlige sager, hvor konklusionen har været noget i retning af, at det må vi lære af. Altså, jeg tror, at der sidder rigtig mange borgere derude, der tænker: Hold da op, hvis jeg havde begået en alvorlig fejl, kunne jeg da også godt tænke mig, at konklusionen efterfølgende var, at det slår vi en streg over, og at det må vi lære af.
Når man dykker ned i den redegørelse, ministeren har oversendt, kan man jo se, at der gik 14 dage, fra departementet fik kendskab til sagen, til departementschefen modtog en orientering, og så gik der yderligere 40 dage, før Advokatsamfundet fik noget at vide, og så gik der endnu fem arbejdsdage, før forsvarsadvokaterne og domstolene fik kendskab til sagen, og Folketinget blev så først underrettet engang i starten af juli måned.
Burde departementet ikke have indset, at der var noget potentielt meget, meget alvorligt på spil her, og dermed også have indset alvorligheden i sagen i forhold til at sikre, at man fik orienteret den ansvarlige minister, og at man sørgede for også at få orienteret Folketinget og de relevante myndigheder på et langt tidligere tidspunkt?
Hvilken konsekvens skal det have, at man ikke tog den læring undervejs og også sikrede sig, at man handlede rettidigt undervejs?