Spm. nr. S 1449

16) Til sundheds- og ældreministeren af:

Eva Flyvholm (EL) :

Mennesker, der bor på plejehjem og bosteder, er stadig ekstremt afskåret fra deres familier og pårørende på grund af besøgsrestriktioner, hvilket har store konsekvenser; folk får depression eller mister deres førlighed eller evnen til at kommunikere, og en del når også at dø efter måneders ensomhed – er vi ikke for længst nået dertil, at det er alt for voldsomt at fratage mennesker retten til familieliv og samvær i så lang tid?

Skriftlig begrundelse

Der er stadig lukket utrolig meget ned i forhold til plejehjem og bosteder, og det er så skadeligt med så stor ensomhed. Vi har også oplevet, at rammerne for de udendørs besøg kan være meget begrænsede. Eksempelvis kun en halv time ugentlig, og at folk forhindres i at gå en tur, selv om de burde have lov. Besøg bliver overvåget, og man skal holde to meters afstand. Det er meget svært at håndtere, hvis man f.eks. har demens eller ikke kan høre på 2 meters afstand. De allersygeste mennesker i vores samfund har ikke fået et knus eller kærtegn i over 3 måneder. Og det ser ud til at fortsætte i månedsvis fremover. Selvfølgelig er der en relevant bekymring for smittefaren, men isolationen gør stor skade, det hører vi også fra både Ældresagen, Alzheimerforeningen, pårørende og plejehjemsbeboere.

Værsgo at læse spørgsmålet højt.

Tak for det. Mennesker, der bor på plejehjem og bosteder, er stadig ekstremt afskåret fra deres familier og pårørende på grund af besøgsrestriktioner. Det har store konsekvenser; folk får depression eller mister deres førlighed. Vi har også hørt om mange, der mister evnen til at kommunikere, og der er også nogle, der simpelt hen når at dø efter måneders ensomhed. Derfor vil jeg gerne spørge: Er vi ikke for længst nået dertil, at det er alt for voldsomt at fratage mennesker retten til familieliv og samvær i så lang tid?

Ministeren.

Formålet med de her restriktioner er at beskytte de særlig sårbare grupper, f.eks. vores ældre, mod en smitte, som kan have fatale konsekvenser. I Danmark, som indtil nu er sluppet nådigt igennem epidemien, er mere end en tredjedel af alle dødsfald med covid-19 konstateret blandt plejehjemsbeboere, og det, vi ser i øjeblikket i Hjørring, er, hvor hurtigt det kan gå, hvis der kommer smitte ind på et plejehjem.

Restriktionerne for besøg på plejehjem m.v. har derfor været et vigtigt redskab til at beskytte nogle af vores mest sårbare borgere mod smitte. Men vi ved jo også godt, at restriktionerne desværre har haft menneskelige omkostninger, både for de berørte borgere og deres pårørende, og at afsavnene har været store for mange, og det er vigtigt, at vi skaber bedre muligheder for besøg, i takt med at vi har fået smitten under kontrol og er i gang med at åbne samfundet generelt. Men det er også vigtigt, at der fortsat gøres alt, hvad der kan, for ikke at få smittekæder ind på plejehjem, da det kan have fatale tendenser. Det er en svær, men nødvendig balance.

I forlængelse af den politiske aftale af 20. maj blev der i sidste uge åbnet for yderligere besøg på bl.a. plejehjem, og det er sket efter en model, der er udarbejdet med input fra sektorpartnerskabet for genåbning af plejesektoren og interessenter fra både ældre-, sygehus- og psykiatriområdet. Regeringen er meget opmærksom på, at der er flere interessenter og flere partier – det ser vi også i dag – der gerne så, at der blev åbnet endnu mere for besøg på plejehjemmene. Som sagen fra Hjørring Kommune viser, er der dog stadig brug for varsomhed. Vi har fokus på, at restriktionerne ikke skal være mere indgribende end nødvendigt, og vi følger naturligvis løbende det her område. Tak.

Fru Eva Flyvholm.

Men jeg føler sådan, at jeg er nødt til at sige til ministeren, at det, der foregår nu, er meget voldsomt. Det kommer til at lyde, som om der mere eller mindre er åbnet op for besøg, men det er jo ikke den faktuelle virkelighed. Rigtig mange steder er det, folk kan blive tilbudt, måske en time en gang om ugen, hvor man sidder udenfor på en parkeringsplads eller i et telt. Man er overvåget, og man sidder 2 m fra hinanden. Det er en meget, meget svær måde at være sammen på som familie. Vi ved, at det påvirker folk helt ekstremt meget. Vi kan se rigtig mange tilfælde, hvor folk ikke længere kan tale, hvor folk ikke længere kan gå. Det her er virkelig hardcore.

Jeg forstår sagtens bekymringen for smitte. Det er selvfølgelig nødvendigt også at se på, hvad vi kan gøre for at få bedre test, at holde enheder adskilt fra hinanden og rigtig mange andre ting, det er nødvendige at se på, men nu har det varet lang tid. Det er så vigtigt at se på den balance, der skal være til stede. Den er vi nødt til at tage, mener jeg, meget, meget alvorligt. Det har så store konsekvenser, fordi størstedelen af de mennesker, der bor på plejehjem, jo også har demenssygdomme eller hjerneskade eller andet, der gør, at det også kan være meget svært for dem at forstå, hvad der sker, og de skader, man kan få af at være inaktiv eller ensom i så lang tid, er typisk også uoprettelige. Det er også det, der er så kritisk her.

Så derfor er min appel, om ministeren ikke vil sørge for at rette op på det der, hvor vi ved det her bliver håndhævet meget mere strikst, end det bør blive – f.eks. der, hvor man kun må komme en time om ugen, eller hvor folk stadig væk ikke må gå tur, selv om man egentlig burde kunne det – så man får den mulighed. Det er planen, at de her nye retningslinjer, som ikke åbner særlig meget mere op, skal gælde de næste 3 måneder. Var det ikke muligt at få kigget på dem igen noget før? For det synes jeg folk fortjener.

Ministeren.

Jo, det er bestemt muligt. Jeg har intet ønske om, at vi skal have lukket mere ned og længere ned end absolut højst nødvendigt. Jeg får også mange beretninger om situationer og om, hvordan man prøver at håndtere de her restriktioner, og det er ikke nemt for familierne. Det er heller ikke nemt for medarbejdere og for vores institutioner og selvfølgelig heller ikke for beboerne. Så det synspunkt deler jeg fuldt ud. Jeg har da et stort ønske om, at det skulle kunne lade sig gøre at åbne mere op tidligere. Så snart det er muligt, vil vi meget gerne gøre det, men vi bliver nødt til også at have en mulighed for at lukke ned hurtigt igen de steder, hvor smitten så blusser op igen.

Spørgeren.

Jeg vil gerne sige tak til ministeren for det tilsagn om, at man vil se på, om der ikke kan ske noget her hurtigere. Er det ikke muligt også at komme lidt længere med meget hurtigere at kigge på, hvordan kommunerne så implementerer de nye retningslinjer, f.eks. det her med gåture? Jeg ved de facto, at der er rigtig mange steder, hvor folk stadig væk bliver forhindret i det. Jeg tror, kommuner og plejehjem er bange for ikke at overholde de her restriktioner. Så kan ministeren love, at vi i hvert fald inden sommerferien får kigget på, hvordan det her egentlig bliver implementeret? For ellers er jeg også lidt bange for, at der går sommerferie i den, og så sidder folk faktisk, hvor de sidder, i de næste 3 måneder.

Ministeren.

Der går i hvert fald ikke sommerferie i noget i mit ministerium. Vi knokler døgnet rundt og har gjort det nu i mange, mange måneder, og det vil vi fortsætte med at gøre her.

Vi følger det meget, meget tæt, og det er klart, at vi også følger implementeringen. Noget af det, der kommer fra centralt hold omkring covid-19-situationen, er vi jo nødt til at lægge op til en konkret lokal vurdering. Vi kan jo ikke beskrive samtlige plejehjems indretning: Er der en havedør? Er der ikke? Er der fliser? Er der parkeringsplads? Hvordan ser det ud? Er der gårdhaver? Er det godt? Er der læ? Det er jo umuligt at beskrive alle scenarier, og derfor er der nødt til at være noget til konkret lokal vurdering derude, men jo mere lokal vurdering, jo større risiko er der også for, at der er for stor forskel på, hvordan man så følger og håndhæver de her restriktioner. Det er jeg med på.

Spørgeren.

Men betyder lige præcis den forskel så også, at ministeren vil gøre noget særligt for f.eks. nu her at skrive til kommunerne og sige, at det f.eks. er sådan – det ligger i de nye regler – at man må passere gennem indendørs bygninger for at komme til et udendørs areal. Det betyder, at man også gerne må gå udenfor med en kørestol på plejehjemmets udendørsareal og sådan nogle ting, som kommunerne faktisk har brug for at få indskærpet, tror jeg. For det er ikke min oplevelse, at det bliver fulgt.

Så vil ministeren henvende sig til kommunerne og komme med nogle positive eksempler på, hvad det faktisk er, man gerne må, og hvad der ligger i de her regler, så vi kan undgå, at det bliver strammet yderligere?

Ministeren.

Jamen jeg synes da, det er en god idé at sende sådan et hyrdebrev – er det ikke sådan, man ville kalde det? – og det kan vi sagtens se på. Jeg skal nok lige vende tilbage, når mit ministerium har set på det, for faren er jo så, at hvis man beskriver en positivliste, hvad så med alt det, som ikke står på listen, men som man også må? Må man så ikke det? Vi skal lige tænke over det; men som udgangspunkt, måske i dialog med KL, kan vi prøve at finde ud af, om der er nogle af de store grundlæggende klumper, man er i tvivl om, og få det slået fast i sådan et hyrdebrev. Det synes jeg er en glimrende idé.

Tak for det. Spørgsmålet er afsluttet.

Men vi går videre til næste spørgsmål med samme persongalleri, nemlig sundheds- og ældreministeren og fru Eva Flyvholm.