Ja, det vil jeg godt redegøre for. Jeg har ikke givet nogen mundkurv på. Jeg kender ikke baggrunden for den artikel – jeg har godt set den – og derfor reagerede jeg samme dag, jeg læste den, og sørgede for, at tallene blev lagt ud til offentligheden. Jeg må så også være ærlig at sige, at det undrede mig dybt at se den artikel. Jeg kan heller ikke overhovedet se, hvad motivet skulle være.
Vi er et af de lande i verden, som gennemfører suverænt flest test per indbygger. Her i morges kl. 8.00 havde vi gennemført mere end 400.000 test af danskere. Det mener jeg sagtens er værd at stå på mål for; det arbejde, der er blevet gjort af vores medarbejdere, kan vi være stolte over.
På et mere generelt plan har regeringen fremlagt grundlaget for de politiske beslutninger, som er truffet i forbindelse med corona. De rapporter, som ekspertgruppen under Statens Serum Institut, har lavet, ligger tilgængelige på Statens Serum Instituts hjemmeside. Senest er kildekoderne til de modeller, som ekspertgruppen anvender, også lagt frem. Den daglige overvågning af epidemien fra Statens Serum Instituts side bliver løbende udbygget og gjort mere detaljeret, i takt med at overvågningen opbygges og tilpasses den fase, vi er i. Og der arbejdes stenhårdt på at udvikle og offentliggøre de opgørelser, som er relevante for, at alle kan følge med i epidemien. Det synes jeg vi er kommet langt med på kort tid.
Jeg tror, det er vigtigt også at huske på, at for et halvt år siden var der ingen, der havde forventet, at vi ville stå i en epidemi på nuværende tidspunkt – derfor står vi også på ubetrådt land. For mange af områderne gælder, at der skal tænkes nyt, og det er så det, som er blevet gjort af vores myndigheder.
Min tilgang er, at der skal være åbenhed både om de fejl, vi begår alle sammen – og der vil blive begået fejl – men selvfølgelig også om de her ting, og derfor blev de lagt åbent frem, da jeg havde læst den artikel, som undrede mig dybt. For der er ikke givet nogen, som der står i artiklen, mundkurv på.