L 98 Forslag til lov om forbud mod udbud af opgavebesvarelser m.v. til eksaminander på en uddannelsesinstitution under Børne- og Undervisningsministeriet eller Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Af: Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S)
Udvalg: Børne- og Undervisningsudvalget
Samling: 2019-20
Status: Stadfæstet

Lovforslag som optrykt efter 2. behandling

Optrykt: 09-06-2020

Optrykt: 09-06-2020

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 9. juni 2020

20191_l98_efter_2behandling.pdf
Html-version

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 9. juni 2020

Forslag

til

Lov om forbud mod udbud af opgavebesvarelser m.v. til eksaminander på en uddannelsesinstitution under Børne- og Undervisningsministeriet eller Uddannelses- og Forskningsministeriet1)

§ 1. Denne lov finder anvendelse på udbud, herunder markedsføring, formidling og salg, af skriftlige opgavebesvarelser eller anden uretmæssig hjælp til aflæggelse af prøver og eksamener.

§ 2. I denne lov forstås ved:

1) Prøver og eksamener: Prøver og eksamener efter bestemmelserne i de regler, der gælder for den pågældende uddannelse eller faget.

2) Eksaminand: En person, der aflægger en prøve eller eksamen.

3) Uretmæssig hjælp: Bistand til en eksaminand til at

a) skaffe sig eller give andre eksaminander hjælp til besvarelse af en prøve eller eksamen, herunder kommunikation under prøven eller eksamenen,

b) udgive andres arbejde som eksaminandens eget,

c) anvende ikketilladte hjælpemidler eller

d) skaffe sig anden hjælp givet i direkte forbindelse med aflæggelse af prøver og eksamener.

§ 3. Der må ikke ske udbud, herunder markedsføring, formidling eller salg, af skriftlige opgavebesvarelser eller anden uretmæssig hjælp til eksaminander på en uddannelsesinstitution under Børne- og Undervisningsministeriet eller Uddannelses- og Forskningsministeriet til aflæggelse af prøver eller eksamener.

§ 4. Overtrædelse af § 3 straffes med bøde. Der skal ved udmålingen af bøde tages særligt hensyn til, om overtrædelsen er af grov eller gentagen karakter.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 3. Er der ved en overtrædelse opnået et økonomisk udbytte, konfiskeres dette efter reglerne i straffelovens 9. kapitel. Kan der ikke ske konfiskation, skal der tages særskilt hensyn hertil ved udmåling af en bøde.

Stk. 4. Den, der forsætligt medvirker til overtrædelse af § 3, kan pålægges strafansvar efter straffelovens § 23.

§ 5. Loven træder i kraft den 1. juli 2020.

§ 6. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Officielle noter

1) Loven har som udkast været notificeret i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/1535/EU af 9. september 2015 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester (Informationsproceduredirektivet), herunder Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (E-handelsdirektivet). Lovforslaget er endvidere notificeret i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked (Servicedirektivet).