L 92 Forslag til lov om ændring af lov om pas til danske statsborgere m.v.

(Opretholdelse og styrkelse af indsats mod rekruttering til væbnede konflikter i udlandet samt modernisering af regler om gæsteprotokoller).

Af: Justitsminister Nick Hækkerup (S)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2019-20
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 08-01-2020

Fremsættelse: 08-01-2020

Skriftlig fremsættelse (8. januar 2020)

20191_l92_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (8. januar 2020)

Justitsministeren (Nick Hækkerup):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om pas til danske statsborgere m.v. (Opretholdelse og styrkelse af indsats mod rekruttering til væbnede konflikter i udlandet samt modernisering af regler om gæsteprotokoller)

(Lovforslag nr. L 92)

Det er et centralt mål for regeringen at sikre tryghed i Danmark. Det gøres bl.a. ved at give myndighederne de bedst mulige redskaber til at forebygge og forhindre terror mod Danmark.

Det er i regeringens optik afgørende, at myndighederne fortsat har mulighed for at sikre, at personer, der har til hensigt i udlandet at deltage i aktiviteter, hvor dette kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden, kan forhindres i at udrejse.

Med lovforslaget foreslås det, at opretholde de gældende bestemmelser om inddragelse af pas, nægtelse af udstedelse af pas og meddelelse af udrejseforbud til personer, når der er grund til at antage, at den pågældende i udlandet vil deltage i aktiviteter, hvor dette kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Bestemmelserne er i dag omfattet af en udløbsbestemmelse, der betyder, at bestemmelserne ellers bortfalder den 1. marts 2020.

Lovforslaget indeholder desuden en udvidelse af den gældende ordning, således at den maksimale tidsmæssige udstrækning af en afgørelse om inddragelse af pas mv. forlænges fra maksimalt 1 år til maksimalt 3 år.

Endelig indeholder lovforslaget en modernisering af bemyndigelsesbestemmelsen i paslovens § 3, hvorefter ministeren kan fastsætte regler om hotellers mv. pligt til at registrere overnattende danske statsborgere i en autoriseret protokol, så der i pasbekendtgørelsen kan fastsættes mere tidssvarende regler, herunder om elektronisk registrering.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.