Skriftlig fremsættelse (20. december
2019)
Skatteministeren
(Morten Bødskov):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
registreringsafgiftsloven og ligningsloven. (Annullering af
stigning i registreringsafgift for eldrevne køretøjer
og pluginhybridbiler i 2020 samt lavere beskatning af eldrevne
biler, pluginhybridbiler og brændselscelledrevne biler, der
anvendes som fri bil)
(Lovforslag nr. L 90)
Regeringen (Socialdemokratiet), Radikale
Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet
ønsker med dette lovforslag at fremme udbredelsen af
miljø- og klimavenlige køretøjer.
Forslaget vil medføre, at det bliver
billigere at købe og anvende eldrevne
køretøjer og pluginhybridbiler til privat brug og som
firmabil. Miljø- og klimavenlige biler vil dermed blive et
økonomisk mere attraktivt alternativ til benzin- og
dieselbiler.
Efter de gældende regler stiger
registreringsafgiften for eldrevne køretøjer og
pluginhybridbiler fra den 1. januar 2020. Det foreslås at
annullere den planlagte stigning i 2020, så de i 2019
gældende regler for registreringsafgift for eldrevne
køretøjer og pluginhybridbiler også finder
anvendelse i 2020. Det foreslås samtidig, at den i 2019
gældende sats for bundfradrag i registreringsafgiften
på 40.000 kr. videreføres i 2020.
Desuden foreslås det at
indføre et fradrag i beskatningsgrundlaget for miljø-
og klimavenlige firmabiler (elbiler, pluginhybridbiler og
brændselscelledrevne biler) på 40.000 kr. fra 1. april
til 31. december 2020.
Det forventes, at kommissionen for
grøn omstilling af personbiler afrapporterer i 2020. Det er
hensigten, at der herefter aftales en ny samlet model for
bilafgifterne for elbiler og andre lavemissionsbiler, som skal have
virkning fra 2021. Der foreslås derfor ingen ændringer
for 2021 og frem på nuværende tidspunkt.
Det foreslås, at loven træder i
kraft den 1. februar 2020, og at den foreslåede annullering
af stigningen i registreringsafgift for eldrevne
køretøjer og pluginhybridbiler i 2020, får
virkning fra 1. januar 2020, så det ikke risikeres, at de
foreslåede ændringer sætter markedet i stå
i en længere periode. Grundet tidspunktet for indgåelse
af en aftale om finansloven for 2020 har lovforslaget været
sendt i en forkortet høring. Jeg står naturligvis til
rådighed og vil besvare spørgsmål fra
høringsparter også efter afslutning af
høringsperioden, såfremt der måtte opstå
behov herfor.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.