L 86 Forslag til lov om ændring af lov om socialtilsyn.

(Ændring af formålsbestemmelser i vedtægter for fonde, krav om indhentelse af straffeattest og præcisering af rækkevidden af socialtilsynets godkendelse og tilsyn).

Af: Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S)
Udvalg: Social- og Indenrigsudvalget
Samling: 2019-20
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 18-12-2019

Fremsættelse: 18-12-2019

Skriftlig fremsættelse (18. december 2019)

20191_l86_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (18. december 2019)

Social- og indenrigsministeren (Astrid Krag):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om socialtilsyn (Ændring af formålsbestemmelser i vedtægter for fonde, krav om indhentelse af straffeattest og præcisering af rækkevidden af socialtilsynets godkendelse og tilsyn)

(Lovforslag nr. L 86)

Lovforslaget består af tre elementer, som vedrører:

1. Krav om indhentelse af straffeattester i tilbud, som er omfattet af lov om socialtilsyn.

2. Socialtilsynets godkendelse af og tilsyn med den samlede indsats efter lov om social service.

3. Lempelse af betingelserne for ændring af formålsbestemmelser om drift af tilbud i vedtægter for fonde på det sociale område.

Formålet med lovforslagets del om indhentelse af straffeattester er at medvirke til at forebygge seksuelle overgreb, vold og berigelseskriminalitet, herunder tyveri og røveri, mod børn, unge og voksne, herunder voksne med handicap, der opholder sig på botilbud, opholdssteder, døgninstitutioner, i plejefamilier og på øvrige tilbud, som er godkendt af socialtilsynet.

Med lovforslaget indføres der regler, hvorved det bliver et krav, at tilbud, som er omfattet af socialtilsynsloven fremover skal indhente straffeattester inden ansættelse af personale, herunder ledere. Der indføres endvidere et krav om, at socialtilsynet som betingelse for godkendelse af et nyt tilbud, vil være forpligtet til at sikre, at tilbuddet har indhentet straffeattester for allerede ansat personale og ledere. Derudover skal socialtilsynet indhente straffeattester for personer, der søger om godkendelse som plejefamilie, inden plejefamilien kan godkendes. I forlængelse af kravet om indhentelse af straffeattester skal socialtilsynet i deres driftsorienterede tilsyn følge op på, om tilbuddene indhenter straffeattester, inden de ansætter personale og ledere.

Formålet med lovforslagets del om godkendelse af og tilsyn med den samlede indsats er at sikre fleksibilitet i anvendelsen af tilbuddenes pladser og en bedre retstilstand for beboerne i tilbuddene samt at give administrative lettelser for tilbud og socialtilsyn.

Med lovforslaget foreslås reglerne om socialtilsynets tilsyn med tilbud omfattet af § 4, stk. 1, i socialtilsynsloven derfor præciseret, så det tydeliggøres, at socialtilsynets godkendelse og tilsyn omfatter den samlede indsats efter lov om social service i de tilbud, der er omfattet af § 4, stk. 1, i socialtilsynsloven. Præciseringen er i overensstemmelse med, hvad der oprindeligt var tænkt med loven. Lovgivers hensigt har været, at godkendelse af og tilsyn med sociale tilbud efter serviceloven omfatter både bodelen og den øvrige indsats efter serviceloven, der ydes i tilbuddet.

Formålet med lovforslagets del om lempelse af betingelserne for ændring af formålsbestemmelser om drift af tilbud i vedtægter for fonde på det sociale område er at sikre, at tilbud på det sociale område, der er oprettet som fonde, kan udvikles og ændres i forhold til behovene hos brugerne, udviklingen af nye metoder og ny viden m.v. I modsat fald kan der opstå situationer, hvor det ikke er muligt at tilbyde disse særligt udsatte grupper i samfundet de så vidt muligt bedste rammer for ophold, bopæl, behandling og støtte m.v.

Med lovforslaget indføres derfor regler, hvorved betingelserne for ændring af formålsbestemmelser i vedtægter for fonde på det sociale område lempes. Lovforslaget omfatter formålsbestemmelser om drift af tilbud, der er omfattet af socialtilsynsloven. Den fondsretlige lovgivning og praksis på området indebærer, at der stilles visse (strenge) krav til at få godkendt ændringer af formålet i en fondsvedtægt.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.