Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 21. januar 2020
Forslag
til
Lov om planter og plantesundhed m.v.
Kapitel 1
Lovens anvendelsesområde og
definitioner
Lovens
anvendelsesområde
§ 1.
Loven finder anvendelse på produktion af og handel med
planter og bekæmpelse af uønskede hjemmehørende
plantearter.
Stk. 2. Med
henblik på sikring af plantesundheden finder loven også
anvendelse på enhver art, stamme eller biotype af patogener,
dyr og parasitplanter, der er skadelige for planter eller
planteprodukter (skadegørere). Loven finder endvidere
anvendelse på andre objekter, med hvilke der kan
indslæbes eller spredes skadegørere, herunder jord og
vækstmedier.
Definitioner
§ 2.
I denne lov forstås ved:
1) Handel: Salg,
herunder lagerføring, fremvisning, frembydelse eller
besiddelse med henblik på salg, udbud til salg og enhver
overdragelse, levering eller overførsel med henblik på
kommerciel udnyttelse af planter til tredjepart mod vederlag eller
vederlagsfrit.
2) Planter:
Levende planter og følgende levende plantedele:
a) Frø i
botanisk forstand, bortset fra sådanne, som ikke er bestemt
til brug som såsæd.
b) Frugter i
botanisk forstand.
c)
Grønsager.
d) Rod- og
stængelknolde, løg, jordstængler, rødder,
grundstammer og stoloner.
e) Skud,
stængler og udløbere.
f)
Afskårne blomster.
g) Grene med
eller uden løv.
h) Fældede
træer med løv.
i) Blade og
løv.
j)
Plantevævskulturer, herunder cellekulturer, kimplasma,
meristemer, kimæriske kloner og materiale produceret ved
mikroformering.
k) Levende
pollen og sporer.
l) Knopper,
okuleringsmateriale, stiklinger, podekviste og podninger.
m) Kogler og
frøstande.
Kapitel 2
Bemyndigelse til regulering af
produktion af og handel med planter og til foranstaltninger mod
planteskadegørere m.v.
Gennemførelse af
EU-lovgivning m.v.
§ 3.
Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan
fastsætte regler og træffe beslutninger med henblik
på opfyldelse af Den Europæiske Unions direktiver og
beslutninger om forhold, der er omfattet af denne lov. Ministeren
kan endvidere fastsætte regler og træffe de
beslutninger, som er nødvendige for anvendelsen af Den
Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af
denne lov. Ministeren kan fastsætte regler om fravigelse af
reglerne i de ovennævnte retsakter, i det omfang disse
indeholder adgang hertil.
Stk. 2.
Ministeren kan fastsætte regler med henblik på
opfyldelse af internationale konventioner og aftaler inden for
lovens område.
Registrering m.v. af
professionelle operatører
§ 4.
Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling
fastsætter regler om registrering, godkendelse og
autorisation af professionelle operatører. Ministeren
fastsætter nærmere regler herom, herunder betingelser
og vilkår for registrering m.v., tilbagekaldelse af
autorisation og indbringelse af afgørelser for
domstolene.
Stk. 2.
Ministeren kan fastsætte regler om, at professionelle
operatører er registreringspligtige i overensstemmelse med
Den Europæiske Unions forordninger på
plantesundhedsområdet.
Produktion af og handel
med planter
§ 5.
Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling
fastsætter regler om produktion af og handel med planter,
herunder om afprøvning og godkendelse af sorter af
landbrugs- og havebrugsplantearter med henblik på optagelse
på sortslisten, jf. § 6, stk. 2, og af
formeringsmateriale af slægter og arter af træer med
henblik på optagelse på kåringslisten, jf. §
6, stk. 3, om klassificering og godkendelse til salg på
grundlag af oprindelse, anvendelse, sundhed, kvalitet og behandling
og om dokumentation, egenkontrol, indførsel,
udførsel, pakning og mærkning og regnskab over lager,
køb og salg.
Navngivning af
plantesorter, sortslisten og kåringslisten
§ 6.
Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling
fastsætter regler om navngivning af sorter af landbrugs- og
havebrugsplantearter.
Stk. 2.
Ministeren fastsætter regler om en officiel fortegnelse over
godkendte sorter af landbrugsplante-, frugtplante- og
grønsagsarter (sortslisten).
Stk. 3.
Ministeren fastsætter regler om en officiel fortegnelse over
godkendt formeringsmateriale af slægter og arter af
træer, der finder forstlig anvendelse
(kåringslisten).
Foranstaltninger mod
skadegørere m.v.
§ 7.
Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan
fastsætte regler om foranstaltninger med henblik på at
forebygge introduktion og spredning af skadegørere og
inddæmme og udrydde skadegørere.
Stk. 2.
Ministeren underretter offentligheden og professionelle
operatører om foranstaltninger efter stk. 1 i
overensstemmelse med Den Europæiske Unions forordninger
på plantesundhedsområdet.
Stk. 3.
Ministeren kan fastsætte regler om fravigelse af
offentlighedens og professionelle operatørers
underretningsforpligtelser om forekomst af skadegørere i
overensstemmelse med Den Europæiske Unions forordninger
på plantesundhedsområdet.
Undersøgelse af
plantesundhedstilstanden
§ 8.
Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling
undersøger plantesundhedstilstanden i overensstemmelse med
Den Europæiske Unions forordninger på
plantesundhedsområdet. Undersøgelserne kan foretages
på offentlige og private ejendomme og lokaliteter og af
transportmidler, maskiner og emballage.
Stk. 2.
Undersøgelser efter stk. 1 foretages ved visuel gennemgang,
opsætning af fælder til indsamling af
skadegørere og indsamling af prøver og analyser
heraf.
Foranstaltninger
påkrævet efter tredjelandes
plantesundhedslovgivning
§ 9.
Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan ved
eksport af planter, planteprodukter og andre objekter, med hvilke
der kan spredes skadegørere, herunder jord og
vækstmedier, træffe afgørelse om
iværksættelse af nødvendige foranstaltninger,
som er påkrævet efter modtagerlandets
plantesundhedslovgivning.
Grænsekontrolsteder
m.v.
§
10. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling
kan fastsætte regler om, at der i forbindelse med udpegningen
af et grænsekontrolsted, et inspektionscenter i tilknytning
til et grænsekontrolsted eller et andet kontrolsted uden
udgift for staten af de lokale interessenter stilles udstyrede
lokaler og indretninger til rådighed for
grænsekontrollen i overensstemmelse med Den Europæiske
Unions retsakter om forhold, der er omfattet af denne lov, med
henblik på kontrol af planter, planteprodukter og andre
objekter ved indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af
Den Europæiske Union.
Stk. 2.
Ministeren kan fastsætte regler om, at omkostninger i
forbindelse med drift af grænsekontrolsteder, der ikke
dækkes af den betaling, der opkræves i medfør af
§ 13, helt eller delvis afholdes af de lokale interessenter i
grænsekontrolstedet.
Stk. 3.
Ministeren kan indgå aftaler om, at etablering og drift af
grænsekontrolsteder helt eller delvis finansieres af lokale
interessenter.
Kompensationsordning
§
11. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling
kan fastsætte regler om kompensation til ejere i forbindelse
med påbudt tilintetgørelse af planter, planteprodukter
eller andre objekter efter § 16.
Stk. 2.
Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, i hvilket
omfang udgifter i forbindelse med påbudte foranstaltninger
mod skadegørere, herunder udgifter til
bekæmpelsesmidler, kan kompenseres.
Stk. 3.
Ministeren kan fastsætte nærmere regler om beregning af
kompensationen i henhold til stk. 1 og 2.
Uønskede
hjemmehørende plantearter
§
12. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling
kan fastsætte, hvilke hjemmehørende plantearter der
skal anses for uønskede, og kan med henblik på
bekæmpelse og forebyggelse af udbredelse af disse plantearter
fastsætte regler om
1)
håndtering og behandling af varer og produkter med indhold af
uønskede hjemmehørende plantearter,
2) transport ad
offentlig vej af varer og produkter med indhold af uønskede
hjemmehørende plantearter,
3)
rengøring af transportmidler, maskiner, redskaber, emballage
og lokaler, der har været anvendt til transport, behandling,
håndtering og opbevaring af varer med indhold af
uønskede hjemmehørende plantearter,
4) overdragelse
af varer og produkter med indhold af uønskede
hjemmehørende plantearter,
5) behandling af
dyrkede og udyrkede arealer med forekomst af uønskede
hjemmehørende plantearter og
6) pligt til at
afgive oplysning om forekomst af uønskede
hjemmehørende plantearter, herunder ved overdragelse af
ejendoms- eller brugsret til arealer eller ved anvendelse af
maskiner og redskaber m.v., der tilhører andre.
Stk. 2.
Ministeren kan fastsætte regler om, at regler fastsat i
medfør stk. 1 finder anvendelse for ejere og brugere af
ubebyggede og ubefæstede arealer samt virksomheder tilknyttet
landbrugsdrift.
Kapitel 3
Formålsbestemte betalinger
m.v.
Betaling for omkostninger
ved kontrol m.v.
§
13. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling
kan fastsætte regler om betaling for omkostninger ved
kontrolopgaver, der udføres efter denne lov eller regler
fastsat i medfør af denne lov eller af Den Europæiske
Unions forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov.
Ministeren kan endvidere fastsætte regler om betaling for
særlige ydelser og ekspeditioner, herunder autorisationer,
certificeringer, godkendelser, registreringer, tilladelser,
undersøgelser, attestationer og dispensationer, der ydes i
henhold til denne lov eller regler fastsat i medfør af denne
lov eller i henhold til Den Europæiske Unions forordninger om
forhold, der er omfattet af denne lov.
Stk. 2.
Bestillinger på plantesundhedscertifikater for frø og
konsumvarer, der udføres til stater, der ikke er medlemmer
af Den Europæiske Union, kan mod betaling af et tillæg
til certifikatgebyret behandles forud for tidligere modtagne
bestillinger. I hastende tilfælde betales et tillæg
på 50 pct. af certifikatgebyret fastsat efter stk. 1. I meget
hastende tilfælde betales tillige et tillæg på
400 kr.
Stk. 3.
Ministeren kan fastsætte regler om betaling for omkostninger
ved opgaver vedrørende opfølgende kontrol og
genkontrol efter konstatering af manglende overholdelse af pligt
til bekæmpelse af uønskede hjemmehørende
plantearter efter regler fastsat i medfør af § 12.
Erindringsskrivelser og
rentetilskrivning ved for sen eller udeblivende betaling
m.v.
§
14. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling
kan fastsætte nærmere regler om opkrævning af
beløb, der er nævnt i § 13, herunder ved brug af
særlige e-betalingstjenester.
Stk. 2.
Betalingsforpligtelser, der er fastsat ved forordning inden for
lovens område, i denne lov eller i regler fastsat i
medfør af denne lov, og som ikke betales rettidigt,
tillægges, medmindre andet er fastsat i Den Europæiske
Unions retsakter, en årlig rente, der svarer til den
fastsatte referencesats i renteloven med tillæg fra
forfaldsdagen at regne. Den tillagte rente udgør dog mindst
50 kr. For rykkerbreve betales et gebyr på 100 kr., som
reguleres med tilpasningsprocenten i lov om en
satsreguleringsprocent. Beløbet afrundes til nærmeste
hele kronebeløb, der kan deles med 10.
Kapitel 4
Kontrol og offentliggørelse af
kontrolresultater m.v.
Kontrol og
tilsyn
§
15. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling
kan fastsætte regler om tilsyn og kontrol med overholdelsen
af denne lov eller de i medfør heraf fastsatte regler eller
Den Europæiske Unions retsakter om forhold omfattet af denne
lov.
Stk. 2.
Ministeren kan fastsætte regler om opbevaring af oplysninger
og analysemateriale med henblik på tilsyn og kontrol med
overholdelsen af denne lov eller de i medfør heraf fastsatte
regler eller Den Europæiske Unions retsakter om forhold, der
er omfattet af denne lov.
Påbud og forbud
m.v.
§
16. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling
kan træffe de afgørelser, herunder meddele de forbud
og påbud, der er nødvendige for overholdelse af denne
lov eller af regler fastsat i medfør heraf eller
bestemmelser i Den Europæiske Unions forordninger om forhold,
der er omfattet af denne lov.
Stk. 2. Hvis et
påbud ikke efterkommes inden for en nærmere fastsat
frist, kan ministeren lade arbejdet udføre for den
ansvarliges regning. §§ 17 og 18 finder tilsvarende
anvendelse i forbindelse med arbejdets udførelse.
Pligt til at yde
myndigheden bistand
§
17. Den, der er omfattet af reglerne i denne lov, af regler
fastsat i medfør af denne lov eller af bestemmelser i Den
Europæiske Unions forordninger om forhold omfattet af denne
lov, skal efter anmodning fra ministeren for fødevarer,
fiskeri og ligestilling eller den, ministeren bemyndiger hertil,
give alle oplysninger, herunder om økonomiske og
regnskabsmæssige forhold, som er påkrævet af
hensyn til gennemførelse af kontrol efter loven eller efter
Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er
omfattet af denne lov.
Stk. 2. Den, der
er omfattet af reglerne i denne lov, af regler fastsat i
medfør af denne lov eller af bestemmelser i Den
Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af
denne lov, skal vederlagsfrit yde ministeren eller den, ministeren
bemyndiger hertil, fornøden bistand ved kontrol,
undersøgelser, udtagning af prøver, kopiering og
udlevering af skriftligt materiale og udskrifter af elektroniske
data. Ministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, kan
vederlagsfrit medtage sådant materiale i forbindelse med
kontrol.
Stk. 3.
Ministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, kan som led i
løsningen af opgaver i henhold til denne lov, regler fastsat
i medfør af denne lov eller bestemmelser i Den
Europæiske Unions forordninger om forhold, der er omfattet af
denne lov, vederlagsfrit medtage eller udtage prøver af
planter, planteprodukter og andre objekter mod kvittering.
Adgang uden
retskendelse
§
18. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling
eller den, ministeren bemyndiger hertil, har, hvis det
skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig
legitimation uden retskendelse adgang til offentlig og privat
ejendom, lokaliteter, transportmidler, forretningsbøger,
papirer m.v., herunder også materiale, der opbevares i
elektronisk form, for at tilvejebringe oplysninger, der er
nødvendige til brug for kontrol og løsning af opgaver
i henhold til denne lov, regler fastsat i medfør af denne
lov eller bestemmelser i Den Europæiske Unions forordninger
om forhold, der er omfattet af denne lov.
Stk. 2. Politiet
yder om nødvendigt bistand til gennemførelse af
kontrol efter stk. 1. Ministeren kan efter forhandling med
justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.
Offentliggørelse
af kontrolresultater
§
19. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling
kan fastsætte regler om offentliggørelse med navns
nævnelse af resultater og art og omfang af sanktioner
på grundlag af kontrol, som gennemføres i henhold til
denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov eller
af Den Europæiske Unions forordninger om forhold, der er
omfattet af denne lov. Ministeren kan herunder fastsætte
regler om, at klage ikke har opsættende virkning på
offentliggørelsen.
Stk. 2.
Ministeren kan fastsætte regler om, på hvilken
måde og i hvilken form kontrolresultaterne skal gøres
tilgængelige for offentligheden, herunder på hvilke
betingelser virksomheder kan fritages for pligten til at
gøre kontrolresultater tilgængelige.
Stk. 3.
Ministeren kan fastsætte regler om formen for og omfanget af
offentliggørelse, herunder at offentliggørelse kan
ske elektronisk. Ministeren kan bestemme, at visse resultater af
administrativ kontrol ikke skal offentliggøres, hvis
resultatet kun har begrænset relevans for offentligheden.
Stk. 4.
Ministeren kan bestemme, at offentliggørelse skal ske
på grundlag af et af ministeren oprettet elektronisk
informationssystem vedrørende kontrolresultater. Ministeren
kan på ethvert tidspunkt, herunder periodisk, videregive
såvel enkeltstående oplysninger som masseoplysninger
fra informationssystemet til en ubestemt kreds af modtagere. Enhver
har adgang til fra informationssystemet at få meddelt
oplysninger, som enten har været offentliggjort, eller som
skal offentliggøres. Adgangen omfatter såvel
enkeltstående oplysninger som masseoplysninger.
Kapitel 5
Obligatorisk digital
kommunikation
§
20. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling
kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og
fra Miljø- og Fødevareministeriet om forhold, der er
omfattet af denne lov eller af regler fastsat i medfør heraf
eller af Den Europæiske Unions forordninger, skal
foregå digitalt.
Stk. 2.
Ministeren kan fastsætte nærmere regler om digital
kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer,
særlige digitale formater og digital signatur el.lign.
Stk. 3. En
digital meddelelse efter denne lov anses for at være kommet
frem, når den er tilgængelig for adressaten for
meddelelsen.
Stk. 4. Hvor det
efter denne lov eller regler fastsat i medfør heraf er et
krav, at et dokument, som er udstedt af andre end ministeren for
fødevarer, fiskeri og ligestilling, skal være
underskrevet, kan dette krav opfyldes ved anvendelse af en teknik,
der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt
dokumentet, jf. dog stk. 5. Sådanne dokumenter sidestilles
med dokumenter med personlig underskrift.
Stk. 5.
Ministeren kan fastsætte nærmere regler om opfyldelse
af underskriftskravet nævnt i stk. 4.
Kapitel 6
Delegation og klage
§
21. Henlægger ministeren for fødevarer, fiskeri
og ligestilling sine beføjelser efter loven til en myndighed
under ministeriet, kan ministeren fastsætte regler om
adgangen til at klage over myndighedens afgørelser, herunder
om, at klage ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed,
og om myndighedens adgang til at genoptage en sag, efter at der er
indgivet klage. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om
indgivelse af klager, herunder om formkrav til klagen.
Stk. 2.
Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan efter
forhandling med vedkommende minister henlægge sine
beføjelser efter loven til en anden statslig myndighed eller
institution. Ministeren kan i forbindelse hermed fastsætte
regler om adgangen til at klage over myndighedens eller
institutionens afgørelser, herunder om, at klage ikke kan
indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedens
adgang til at genoptage en sag, efter at der er indgivet klage.
Ministeren kan endvidere fastsætte regler om indgivelse af
klager, herunder om formkrav til klagen.
§
22. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling
kan henlægge løsning af visse opgaver, der har
karakter af faktisk forvaltningsvirksomhed, og som følger af
regler fastsat i medfør af §§ 5 og 15 om
sagsbehandlingsskridt i forbindelse med kontrol og
prøvetagning på læggekartoffelområdet, til
en privat juridisk person. Den private juridiske person er
undergivet ministerens instruktion og tilsyn med hensyn til alle
opgaver, som er henlagt efter denne bestemmelse.
Stk. 2.
Henlægger ministeren opgaver efter stk. 1 til en privat
juridisk person, gælder forvaltningslovens § 3, §
4, stk. 1, § 6 og § 27 for enhver, der er
beskæftiget hos den private juridiske person med varetagelsen
af de tillagte opgaver.
§
23. Afgørelser truffet i henhold til denne lov eller
regler fastsat i medfør heraf eller i henhold til direkte
anvendelige bestemmelser i Den Europæiske Unions retsakter
kan, hvis ikke andet er fastsat i regler udstedt i medfør af
§ 21, påklages til Miljø- og
Fødevareklagenævnet, som behandler sagen i den
afdeling, der er nævnt i § 3, stk. 1, nr. 4, i lov om
Miljø- og Fødevareklagenævnet, og kan dermed
ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 2. Klage
til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives
skriftligt til den myndighed, der har truffet afgørelsen,
ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. § 21 i lov om
Miljø- og Fødevareklagenævnet. Myndigheden
skal, hvis den vil fastholde afgørelsen, snarest og som
udgangspunkt ikke senere end 3 uger efter modtagelsen af klagen
videresende klagen til klageinstansen. Klagen skal ved
videresendelsen være ledsaget af den påklagede
afgørelse, de dokumenter, der er indgået i sagens
bedømmelse, og en udtalelse fra myndigheden med dennes
bemærkninger til sagen og de i klagen anførte
klagepunkter.
Kapitel 7
Straf m.v.
Straffebestemmelser
§
24. Medmindre strengere straf er forskyldt efter anden
lovgivning, straffes med bøde den, der
1)
overtræder beslutninger truffet i medfør af § 3,
stk. 1, 1. pkt.,
2) undlader at
efterkomme beslutninger truffet i medfør af § 3, stk.
1, 2. pkt.,
3)
overtræder vilkår i afgørelser meddelt efter
§ 16,
4)
overtræder et forbud meddelt efter § 16,
5) undlader at
efterkomme påbud meddelt efter § 16 eller
6) undlader at
afgive oplysninger eller at stille bistand til rådighed efter
§ 17.
Stk. 2.
Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan i
regler, der udstedes i medfør af denne lov, fastsætte
straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i
reglerne.
Stk. 3.
Ministeren kan fastsætte regler om straf af bøde for
overtrædelse af bestemmelser fastsat af Den Europæiske
Union om forhold, der er omfattet af denne lov.
Stk. 4. Der kan
pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Administrative
bødeforelæg
§
25. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling
kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler
om, at Landbrugsstyrelsen for nærmere angivne sager om
overtrædelser af denne lov, regler fastsat i medfør af
denne lov og regler i Den Europæiske Unions forordninger om
forhold, der er omfattet af denne lov, der ikke skønnes at
medføre højere straf end bøde, i et
bødeforelæg kan tilkendegive, at sagen kan
afgøres uden retssag, hvis den, der har begået
overtrædelsen, erklærer sig skyldig i
overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en
nærmere angiven frist at betale en bøde som angivet i
bødeforelægget.
Stk. 2.
Retsplejelovens regler om krav til indholdet af et anklageskrift og
om, at en sigtet ikke er forpligtet til at udtale sig, finder
tilsvarende anvendelse på sådanne
bødeforelæg.
Stk. 3. Vedtages
bøden, bortfalder videre forfølgning.
Kapitel 8
Ikrafttrædelses- og
overgangsbestemmelser
§
26. Loven træder i kraft den 1. februar 2020.
Stk. 2. Lov om
frø, kartofler og planter, jf. lovbekendtgørelse nr.
12 af 4. januar 2017, ophæves.
Stk. 3. Lov om
planteskadegørere, jf. lovbekendtgørelse nr. 14 af 4.
januar 2017, ophæves den 1. januar 2022.
Stk. 4. Regler
fastsat i medfør af de love, der er nævnt i stk. 2 og
3, og § 10, stk. 2 og 3, i lov om drift af landbrugsjorder,
jf. lovbekendtgørelse nr. 958 af 10. juli 2017, forbliver i
kraft, indtil de ophæves eller afløses af nye regler
fastsat i medfør af denne lov eller lov om drift af
landbrugsjorder. Regler om straf for overtrædelser af regler,
der er fastsat i de pågældende bekendtgørelser,
forbliver i kraft, indtil bekendtgørelsen ophæves
eller afløses af regler fastsat i medfør af denne lov
eller lov om drift af landbrugsjorder.
Kapitel 9
Ændringer af anden
lovgivning
§ 27. I
lov nr. 1715 af 27. december 2016 om Miljø- og
Fødevareklagenævnet, som ændret ved § 57 i
lov nr. 338 af 2. april 2019, foretages følgende
ændring:
1. I
§ 19 indsættes som nr. 9:
»9) Klager
over afgørelser, der indbringes for nævnet efter
§ 23 i lov om planter og plantesundhed m.v.«
§ 28. I
lov om drift af landbrugsjorder, jf. lovbekendtgørelse nr.
958 af 10. juli 2017, foretages følgende
ændringer:
1. Overskriften før § 10 affattes
således:
»Bekæmpelse
af kæmpebjørneklo«.
2. § 10,
stk. 1, ophæves.
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 1 og
2.
3. § 10,
stk. 2, der bliver stk. 1, affattes således:
»Ministeren kan fastsætte regler om
bekæmpelse og forebyggelse af udbredelse af
kæmpebjørneklo, herunder om behandling af arealer med
forekomst heraf.«
4. I
§ 10, stk. 3, 1. pkt., der bliver
stk. 2, 1. pkt., ændres »stk. 2« til: »stk.
1«.
5. I
§ 10, stk. 3, 1. pkt., der bliver
stk. 2, 1. pkt., udgår »flyvehavre og«.
6. I
§ 10, stk. 3, 2. pkt., der bliver
stk. 2, 2. pkt., udgår »af disse arter«.
7. I
§ 16, stk. 2, ændres
»§ 10, stk. 2 og 3, samt §§« til:
»og §§ 10,«.
Kapitel 10
Territorial gyldighed
§
29. Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland.