Skriftlig fremsættelse (28. november
2019)
Ministeren for
fødevarer, fiskeri og ligestilling (Mogens
Jensen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til Lov om
dyrevelfærd (Dyrevelfærdsloven)
(Lovforslag nr. L 80)
Formålet
med lovforslaget er at gennemføre en forenkling af
lovgivningsstrukturen på dyrevelfærdsområdet og
samtidig gøre lovgivningen mere overskuelig og brugervenlig
i praksis. Lovforslaget fremsættes som en ny hovedlov, der
erstatter den gældende dyreværnslov, og er en rammelov
for langt størstedelen af dyrevelfærdslovgivningen,
med det formål at fremme god dyrevelfærd og respekt for
dyr som levende væsener. Loven varetager såvel
dyrevelfærdsmæssige som dyreetiske hensyn.
Med
lovforslaget foreslås en række dyreartsspecifikke love
på dyrevelfærdsområdet ophævet, og de
materielle bestemmelser, der i dag fremgår af de love, der
ophæves, indarbejdes i den nye dyrevelfærdslov,
herunder i tilhørende bekendtgørelser med hjemmel i
loven. Følgende love
foreslås
ophævet:
- Lov om
udendørs hold af svin
- Lov om
indendørs hold af gylte, goldsøer og drægtige
søer
- Lov om
indendørs hold af smågrise, avls- og slagtesvin
- Lov om hold
af slagtekalkuner
- Lov om hold
af slagtekyllinger
- Lov om hold
af malkekvæg og afkom af malkekvæg
- Lov om hold
af heste
- Lov om
forbud mod hold af ræve
- Lov om
forbud mod slagtning og aflivning af drægtige produktionsdyr
og heste i den sidste tiendedel af drægtighedsperioden
- Lov om
forbud mod markedsføring m.v. samt indførsel og
udførsel af skind og skindprodukter fra hunde og katte
Det foreslås endvidere, at enkelte
dyrevelfærdsrelaterede bestemmelser i lov om hunde flyttes
til dyrevelfærdsloven og til en tilhørende
bekendtgørelse om hunde med hjemmel i den nye
dyrevelfærdslov. Lov om hold af heste indeholder udover
bestemmelser om dyrevelfærdsforhold for heste tillige enkelte
bestemmelser om lovpligtig ansvarsforsikring og objektivt
erstatningsansvar for løsgående heste. Da
bestemmelserne ikke har til formål at varetage
dyrevelfærdsmæssige eller dyreetiske hensyn,
foreslås disse overført til lov om mark- og vejfred,
der i forvejen indeholder bestemmelser om erstatningsansvar for
skader forvoldt af husdyr (undtagen hunde).
Med
lovforslaget foreslås dermed en bredere anvendelse af
bemyndigelsesbestemmelser, der samtidig muliggør, at
reglerne hurtigere og mere fleksibelt kan tilpasses udviklingen
på området, når der er behov herfor, f.eks.
på baggrund af ny viden, herunder især i forhold til
anerkendte praktiske erfaringer og forskningsresulter.
Lovforslaget
viderefører som udgangspunkt gældende ret og
indeholder hovedsageligt regler fra den gældende
dyreværnslov, der enten videreføres uændret
eller videreføres med mindre ændringer af hensyn til
bl.a. strukturen. Lovforslaget indeholder ligesom den
gældende dyreværnslov grundlæggende bestemmelser
for forsvarlig og omsorgsfuld behandling og hold af dyr, forbud mod
visse handlinger, der involverer dyr, regler om tilsyn og
bestemmelser om straf m.v. samt en række
bemyndigelsesbestemmelser til at fastsætte mere specifikke
regler om bl.a. dyrs opholdsrum, håndtering og behandling af
dyr, operative indgreb, aflivning af dyr, salg og fremvisning af
dyr, transport af dyr, krav om uddannelse og regler om forbud mod
hold af særlige dyrearter m.m.
Lovforslaget
indeholder desuden enkelte nye regler. Af forslåede nye eller
ændrede regler kan bl.a. fremhæves forbuddet mod
hundekampe i lov om hunde, der overføres til den nye
dyrevelfærdslov og udvides til et forbud mod dyrekampe
generelt, og bemyndigelsen til at fastsætte regler om forbud
mod hold og fremvisning af vilde dyr i cirkus og lignende
virksomheder, der udvides med henblik på at kunne
fastsætte forbud mod hold og fremvisning af bl.a. elefanter
og søløver. Med lovforslaget ophæves endvidere
klippekortsordningen for dyretransporter, idet evalueringer af
ordningen har konkluderet, at klippekortsordningen medfører
en uhensigtsmæssig forskelsbehandling af danske
transportører og chauffører i forhold til udenlandske
transportører og chauffører.
Endvidere
foreslås en konsekvensændring af lov om Miljø-
og Fødevareklagenævnet, så klager efter den nye
dyrevelfærdslov fortsat er undtaget fra klagegebyr.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.