Skriftlig fremsættelse (20. november
2019)
Skatteministeren
(Morten Bødskov):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
ændring af ligningsloven og forskellige andre love
(Fastholdelse af beskatningen af fri telefon og internet m.v.)
(Lovforslag nr. L 73)
Regeringen vil investere i
fællesskabet og sætter velfærden og klimaet
først. Skal de udfordringer, som Danmark står over
for, løses, kræver det vilje til prioriteringer.
Derfor ønsker regeringen at fastholde den nuværende
beskatning af fri telefon og internet.
Med dette lovforslag tages også et
konkret skridt i retning af at mindske indkomstforskellene i det
danske samfund ved at fastholde en rimelig beskatning af et
personalegode, som stilles til privat rådighed.
Med fastholdelse af beskatningen fastholdes
også det skatteretlige udgangspunkt om, at aflønning
beskattes ens, uanset om aflønningen sker kontant eller
på anden vis, f.eks. i form af fri telefon.
Af hensyn til kontinuitet i
administrationen hos erhvervslivet og den offentlige administration
er det vigtigt, at lovforslaget vedtages, inden skattefritagelsen
træder i kraft den 1. januar 2020. Lovforslaget sendes derfor
af tidsmæssige årsager i fem dages høring
samtidig med fremsættelsen.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.