L 72 Forslag til lov om ændring af sømandsbeskatningsloven, tonnageskatteloven og forskellige andre love.

(Tilpasning af DIS-ordningen, refusionsordningen for sandsugere og tonnageskatteordningen til EU-retten m.v. og udvidelse af sømandsfradraget til søfolk på forsknings- og havundersøgelsesskibe).

Af: Skatteminister Morten Bødskov (S)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2019-20
Status: Delt

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 20-11-2019

Fremsættelse: 20-11-2019

Skriftlig fremsættelse (20. november 2019)

20191_l72_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (20. november 2019)

Skatteministeren (Morten Bødskov):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af sømandsbeskatningsloven, tonnageskatteloven og forskellige andre love (Tilpasning af DIS-ordningen, refusionsordningen for sandsugere og tonnageskatteordningen til EU-retten m.v. og udvidelse af sømandsfradraget til søfolk på forsknings- og havunder­sø­gelses­skibe)

(Lovforslag nr. L 72)

Regeringen arbejder for, at erhvervslivet har gode økonomiske rammevilkår. Formålet med lovforslaget er derfor at sikre, at statsstøtteordninger, der på skatteområdet er etableret til fordel for den maritime sektor, kan opretholdes. Det skyldes, at Kommissionens godkendelse af hhv. DIS-ordningen, refusionsordningen for sandsugere og tonnageskatteordningen er betinget af, at ordningerne bringes i overensstemmelse med EU-retten, herunder Kommissionens seneste afgørelsespraksis efter de maritime statsstøtteretningslinjer.

Kommissionens godkendelse af hele DIS-ordningen - og ikke kun udvidelsen med specialskibe, jf. lov nr. 359 af 29. april 2018 - ved afgørelse C(2019) 1594 af 22. februar 2019 er betinget af, at ordningen ændres med virkning fra 1. januar 2020. Det foreslås derfor at lempe kravet om registrering i Dansk Internationalt Skibsregister, så søfolk, der arbejder på skibe registreret i andre EU- eller EØS-medlemsstater, kan omfattes af ordningen. I den forbindelse foreslås det, at arbejdsgivere, der har hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat end Danmark, for at kunne nyde godt af DIS-ordningen skal opfylde de samme krav med hensyn til omfattede aktiviteter, indberetning og hæftelse, som arbejdsgivere, der har hjemsted i Danmark, og som har skibe registreret i Dansk Internationalt Skibsregister. Det foreslås endvidere, at DIS-ordningen for færger forbeholdes personer, der er statsborgere i en EU- eller EØS-medlemsstat.

I forbindelse med høring af lovforslaget har flere høringsparter kritiseret, at arbejdsgivere med hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat end Danmark, skal opfylde de samme krav til indberetning og hæftelse som arbejdsgivere med hjemsted i Danmark. Flere høringsparter foreslår alternativt, at danske søfolk i stedet gøres skattefri af løn ved arbejde på skibe, der er registreret i en anden EU- eller EØS-medlemsstat, og som opfylder betingelserne for at være omfattet af DIS-ordningen. Forslaget skal gøre det lettere for danske søfolk at tage hyre på skibe, der er registreret i en anden EU- eller EØS-medlemsstat end Danmark.

Forslaget om at indføre en individuel skattefritagelse til søfolk på skibe, der er registreret i andre EU- eller EØS-medlemsstater, kan ikke gennemføres inden for rammerne af Kommissionens godkendelse af DIS-ordningen. Forslaget medfører derfor en ændring af en eksisterende statsstøtteordning, som skal anmeldes efter den almindelige statsstøtteprocedure og godkendes af Kommissionen, inden det kan indføres.

Det vurderes ikke at være muligt at få en ny godkendelse af DIS-ordningen inden 1. januar 2020.

Formålet med denne del af lovforslaget er derfor at justere DIS-ordningen i overensstemmelse med Kommissionens afgørelse og derved sikre, at DIS-ordningen fortsat er godkendt af Kommissionen som forenelig statsstøtte fra 1. januar 2020.

Regeringen ser dog positivt på høringsparternes forslag. Regeringen vil derfor arbejde videre med forslaget og indlede en ny dialog med Kommissionen om mulighederne for at indføre en individuel skattefritagelse til søfolk på skibe, der er registreret i andre EU- eller EØS-medlemsstater.

Kommissionens godkendelse af refusionsordningen for sandsugere udløb i januar 2019. I forbindelse med genanmeldelsen af ordningen, har Kommissionen tilkendegivet, at ordningen skal ændres, hvis den skal kunne godkendes på ny - og dermed videreføres. Det foreslås derfor at lempe kravet om registrering i Danmark samt at ophæve kravet om, at arbejdsgivere med hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat skal have fast driftssted i Danmark for at anvende ordningen. Endvidere foreslås det at begrænse ordningen til aktiviteter, der er berettiget til støtte efter de maritime statsstøtteretningslinjer, og at nedsætte refusionssatsen.

Kommissionens godkendelse af udvidelsen af tonnageskatteordningen ved lov nr. 1886 af 29. december 2015 er betinget af, at ordningen på flere punkter justeres. På den baggrund foreslås bl.a., at der indføres visse begrænsninger i adgangen til at henføre indtægt ved udlejning af skibe uden besætning og ved virksomhed, der udøves i nær tilknytning til rederivirksomhed, til beskatning under ordningen. Desuden foreslås visse andre justeringer af ordningen for at sikre, at den anvendes efter hensigten.

Endelig foreslås at udvide sømandsfradraget til søfolk, der arbejder om bord på forsknings- og havundersøgelsesskibe, og at ændre virkningstidspunktet for udvidelsen af tonnageskatteordningen ved lov nr. 1886 af 29. december 2015. Der er for begge ændringer tale om forslag, som blev fremsat i foråret 2019, men som bortfaldt ved udskrivelsen af valget.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.