Betænkning afgivet af Miljø-
og Fødevareudvalget den 15. januar 2020
1. Ændringsforslag
Miljøministeren har stillet 4
ændringsforslag til lovforslaget.
2. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (udvalget med undtagelse af NB og LA) indstiller
lovforslaget til vedtagelse med de
stillede ændringsforslag.
Et mindretal i
udvalget (NB og LA) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet
vil stemme imod de stillede ændringsforslag.
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved
betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed
ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske
bemærkninger i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
3. Betænkningsbidrag fra
miljøministeren
Miljø- og Fødevareministeriet
har i lovforslagets bemærkninger oplyst, at Danmark i praksis
allerede opfylder kravene i
letvægtsplastbæreposedirektivet via emballageafgiften
på plastikbæreposer. Det er derudover vurderet, at
Danmark ikke har et forbrugsniveau, der overstiger 90
letvægtsplastbæreposer pr. person pr. år.
Emballageafgiften omfatter kun bæreposer med hank med et
rumindhold på mindst 5 liter.
Miljø- og Fødevareministeriet
har i oktober 2018 besvaret spørgsmål fra Folketinget
vedrørende opfyldelsen af
letvægtsplastbæreposedirektivet (MOF alm. del - svar
på spørgsmål 988-993, folketingetsåret
2017-18). I disse svar har det også været vurderingen,
at kravene i letvægtsplastbæreposedirektivet er opfyldt
via emballageafgiften.
På baggrund af bemærkninger
under 1. behandlingen og spørgsmål under
udvalgsbehandlingen om plastikbæreposer uden hank har
ministeriet foretaget en nærmere analyse af muligheden for,
at også disse plastikbæreposer kan være omfattet
af forbud mod gratis udlevering.
Derudover har Kommissionen henvendt sig til
Danmark i en pilotprojektsag vedrørende mulig manglende
gennemførelse i dansk ret af en række definitioner
fastsat i letvægtsplastbæreposedirektivet.
På baggrund af analysen og i
forbindelse med besvarelsen af pilotprojektsagen er ministeriet
blevet opmærksom på, at direktivets definitioner ikke
har været fuldt ud implementeret. Der er derfor stillet et
ændringsforslag til det fremsatte lovforslag, som
medfører, at bæreposer af plastik uden hank med en
vægtykkelse over 30 mikrometer også bliver omfattet af
forbuddet mod gratis udlevering.
På baggrund af det fremsatte
lovforslag og det stillede ændringsforslag er det
ministeriets vurdering, at direktivets definitioner er fuldt ud
implementeret.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 1
Af miljøministeren, tiltrådt af et
flertal (udvalget med undtagelse af NB
og LA):
1) I
den under nr. 2 foreslåede § 51 a indsættes i stk. 1 efter »med hank« ordene:
»af andet materiale end plastik«.
[Præcisering som konsekvens
af ændringsforslag nr. 2]
2) I
den under nr. 2 foreslåede § 51 a indsættes efter stk. 1 som
nyt stykke:
»Stk. 2.
Bæreposer af plastik med og uden hank med en
vægtykkelse over 30 mikrometer må ikke udleveres gratis
på salgssteder for varer eller produkter, jf. dog stk.
5.«
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
[Udvidelse af forbud mod gratis
udlevering til også at omfatte bæreposer af plastik
uden hank med en vægtykkelse over 30 mikrometer]
3) I
den under nr. 2 foreslåede § 51 a ændres i stk. 4, der bliver stk. 5, »forbuddet i stk. 1« til:
»forbuddene i stk. 1 og 2«.
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 2]
4) Nr. 3
affattes således:
»3. I §
110, stk. 1, nr. 1, indsættes efter »§ 50
a, stk. 1 eller 2,«: »§ 51 a, stk.
1-3,«.«
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 2]
Bemærkninger
Til nr. 1
Bæreposer af plastik med og uden hank
foreslås reguleret særskilt i et nyt stk. 2 og i det
oprindelig foreslåede stk. 2, som bliver stk. 3. Da
bæreposer af plastik reguleres særskilt,
præciseres stk. 1 til kun at omfatte bæreposer af andet
materiale end plastik.
Med den foreslåede ændring vil
stk. 1 dermed alene regulere bæreposer af andre materialer
end plastik, f.eks. poser af papir, stof m.m. Bæreposer af
plastik med og uden hank med en vægtykkelse over 30
mikrometer reguleres særskilt i stk. 2.
Til nr. 2
I det fremsatte lovforslag er alle
bæreposer uanset materiale med hank omfattet af bestemmelsen
i § 51 a, stk. 1, om forbud mod gratis udlevering på
salgssteder for varer eller produkter. Det fremsatte lovforslag
tager udgangspunkt i emballageafgiftens definition af
bæreposer, som alene er bæreposer med hank.
Bæreposer af plastik uden hank med en vægtykkelse over
30 mikrometer er således ikke omfattet af bestemmelsen i det
fremsatte lovforslag.
I forbindelse med 1. behandling af
lovforslaget og spørgsmål under udvalgsbehandlingen er
det fundet hensigtsmæssigt også at forbyde gratis
udlevering af bæreposer af plastik uden hank med en
vægtykkelse over 30 mikrometer.
Med den foreslåede ændring vil
bæreposer af plastik med og uden hank med en
vægtykkelse over 30 mikrometer være reguleret samlet i
stk. 2.
Til nr. 3
Salgssteder, der udelukkende sælger
varer fritaget for afgift (genbrugsbutikker), jf. momsloven,
må kun sælge brugte varer, der er modtaget
vederlagsfrit.
Som følge af det foreslåede
nye stk. 2 vil forbud mod gratis udlevering af bæreposer
være reguleret i både stk. 1 og stk. 2. Lovforslaget
undtager genbrugsbutikker fra kravet om betaling i stk. 1. Med den
forslåede ændring i ændringsforslagets nr. 3
bliver bæreposer af plastik over 30 mikrometer reguleret
særskilt i stk. 2, hvorfor bestemmelsen i § 51 a, stk.
4, der bliver til stk. 5, udvides til at omfatte både stk. 1
og stk. 2.
Med den foreslåede ændring vil
genbrugsbutikker være undtaget fra kravet om betaling i
forbindelse med udlevering af bæreposer, uanset om
bæreposen er lavet af plastik eller andre materialer, f.eks.
papir, stof m.v.
Til nr. 4
Som konsekvens af at der foreslås
indsat et nyt stk. 2 i § 51 a, ændres der også i
miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 1, nr. 1,
sådan at der henvises til § 51 a, stk. 1-3. Dermed
omfattes også det nye stk. 2 af bestemmelsen, og eventuel
overtrædelse heraf kan straffes efter lovens almindelige
bestemmelser herom. Det betyder, at overtrædelse kan straffes
med bøde, og at straffen kan stige til fængsel i
indtil 2 år.
5. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 14. november
2019 og var til 1. behandling den 22. november 2019. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i Miljø- og
Fødevareudvalget.
Oversigt over lovforslagets
sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse
med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på
Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 3
møder.
Høringssvar
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
miljøministeren sendte den 29. august 2019 dette udkast til
udvalget, jf. MOF alm. del - bilag 84, folketingsåret
2018-19, 2. samling. Den 14. november 2019 sendte
miljøministeren høringssvarene og et
høringsnotat til udvalget.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 9 bilag
på lovforslaget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget
1 skriftlig henvendelse om lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
14 spørgsmål til miljøministeren til skriftlig
besvarelse, som ministeren har besvaret.
Anders Kronborg (S) Anne Paulin
(S) Bjarne Laustsen (S) Christian Rabjerg Madsen (S) Kasper Roug
(S) nfmd. Malte Larsen (S) Mette
Gjerskov (S) Troels Ravn (S) Zenia Stampe (RV) Nils Sjøberg
(RV) Carl Valentin (SF) Anne Valentina Berthelsen (SF) Signe Munk
(SF) Søren Egge Rasmussen (EL) Mai Villadsen (EL) Susanne
Zimmer (ALT) Erling Bonnesen (V) Hans Christian Schmidt (V) Marie
Bjerre (V) Ellen Trane Nørby (V) Anni Matthiesen (V) Jacob
Jensen (V) René Christensen (DF) fmd. Bent Bøgsted (DF) Lise Bech
(DF) Mette Abildgaard (KF) Orla Østerby (KF) Peter Seier
Christensen (NB) Henrik Dahl (LA)
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 48 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 42 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 16 | |
Radikale Venstre (RV) | 16 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 14 | |
Enhedslisten (EL) | 13 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 13 | |
Alternativet (ALT) | 5 | |
Nye Borgerlige (NB) | 4 | |
Liberal Alliance (LA) | 3 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 1 | |