L 60 Forslag til lov om ændring af lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag.

(Modelparametre for erhvervsuddannelser til brug for beregning af praktikpladsafhængigt arbejdsgiverbidrag for 2020 og justering af det aktivitetsafhængige VEU-bidrag for 2020 m.v.).

Af: Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S)
Udvalg: Børne- og Undervisningsudvalget
Samling: 2019-20
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 13-11-2019

Skriftlig fremsættelse (13. november 2019)

20191_l60_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (13. november 2019)

Børne- og undervisningsministeren (Pernille Rosenkrantz-Theil):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (Modelparametre for erhvervs­uddan­nelser til brug for beregning af praktikpladsafhængigt arbejds­giverbidrag for 2020 og justering af det aktivitets­afhængige VEU-bidrag for 2020 m.v.)

(Lovforslag nr. L 60)

Lovforslaget vedrører det praktikpladsafhængige AUB-bidrag, der blev aftalt ved "Trepartsaftale om tilstrækkelig og kvalificeret arbejdskraft i hele Danmark og praktikpladser" fra 2016, og det aktivitetsafhængige VEU-bidrag, der blev aftalt ved "Trepartsaftalen om styrket og mere fleksibel voksen-, efter- og videreuddannelse (2018-2021)" fra 2017. Det er forudsat i lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, at der årligt ved lov skal ske en fastsættelse af modelparametrene i det praktikpladsafhængige AUB-bidrag og af bidragssatsen i det aktivitetsafhængige VEU-bidrag.

Det praktikpladsafhængige AUB-bidrags formål er at understøtte, at alle virksomheder hjælper med at uddanne elever, så virksomhederne i fremtiden kan få den nødvendige faglærte arbejdskraft. Efter denne ordning belønnes de virksomheder, der bidrager til at uddanne erhvervsuddannet arbejdskraft, mens de virksomheder, der ikke i tilstrækkelig grad bidrager til at uddanne erhvervsuddannet arbejdskraft, omvendt pålægges et større ansvar for den samlede finansiering i Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag.

De årlige modelparametre for de enkelte erhvervsuddannelser er fastsat i bilag 1 til lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag. Med dette lovforslag lægges der op til at ændre bilag 1 med sigte på at fastlægge modelparametrene for 2020.

Efter modellen for det aktivitetsafhængige VEU-bidrag skal der ske en årlig tilpasning ved lov af arbejdsgivernes indbetalinger, så indbetalingerne svarer til de forventede udgifter til VEU-godtgørelse m.v. Det foreslås på denne baggrund, at det aktivitetsafhængige VEU-bidrag for 2020 fastsættes til 323 kr. pr. fuldtidsbeskæftiget.

Endelig indeholder lovforslaget mindre justeringer af sproglig og teknisk karakter.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2020.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.