Skriftlig fremsættelse (13. november
2019)
Erhvervsminsteren (Simon Kollerup):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
hvidvaskloven, lov om finansiel virksomhed og forskellige andre
love (Styrkelse af indsatsen mod finansiel kriminalitet og
gennemførelse af 4. og 5. hvidvaskdirektiv)
(Lovforslag nr. L 58)
Hvidvask af penge og finansiering af
terrorisme er alvorlig kriminel aktivitet, der er dybt skadelig for
et samfund og et lands internationale omdømme. Det er
samtidig et område, som kræver vedvarende
bevågenhed, fordi det konstant udfordres af kriminelle, der
forsøger at finde nye metoder og veje til at hvidvaske de
midler, som er oparbejdet fra bl.a. skatteundgåelse og
-unddragelse, narkokriminalitet m.v. eller finansiere
terrorisme.
Formålet med lovforslaget er at
gennemføre en række tiltag, som styrker indsatsen mod
hvidvask og terrorfinansiering. Ændringerne skal være
med til at styrke Finanstilsynets tilsynsmuligheder med den
finansielle sektor for derigennem at undgå, at det
finansielle system misbruges af kriminelle til hvidvask af
kriminelt udbytte og anden finansiel kriminalitet.
Med lovforslaget får Finanstilsynet
blandt andet adgang til at udstede administrative
bødeforelæg for overtrædelser af hvidvaskloven.
Det skal sikre, at Finanstilsynet kan sanktionere
lovovertrædelser hurtigt og effektivt.
Finanstilsynet får derudover adgang
til at udpege en sagkyndig person, der i en nærmere bestemt
periode kan følge den daglige drift af institutterne med
henblik på at afdække mulige risici for finansiel
kriminalitet. Desuden får Finanstilsynet mulighed for
midlertidigt at påbyde helt eller delvist stop for optagelse
af nye kundeforhold, hvis der er konstateret alvorlige
overtrædelser af centrale hvidvaskregler i virksomheden.
Derudover indeholder lovforslaget en
række skærpede sanktioner, der skal være med til
at sikre, at bekæmpelsen af hvidvask og anden finansiel
kriminalitet bliver taget mere alvorligt og prioriteres
højere i den finansielle sektor.
Lovforslaget gennemfører den
politiske aftale af 27. marts 2019 om styrkelse af indsatsen mod
finansiel kriminalitet. Desuden implementerer lovforslaget dele af
4. og 5. hvidvaskdirektiv vedrørende de juridiske rammer for
Hvidvasksekretariatets virksomhed.
Høringen for en mindre del af
lovforslaget pågår stadig med henblik på at sikre
rimelig tid til inddragelse af relevante interessenter.
Høringsfristen udløber den 19. november 2019.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.