Betænkning afgivet af
Beskæftigelsesudvalget den 11. december 2019
1. Ændringsforslag
Der er stillet 4 ændringsforslag til
lovforslaget. Beskæftigelsesministeren har stillet
ændringsforslag nr. 2. Enhedslistens medlemmer af udvalget
har stillet ændringsforslag nr. 1, 3 og 4.
2. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (S, V, DF, RV, KF, NB og LA) indstiller lovforslaget til
vedtagelse med det af
beskæftigelsesministeren stillede ændringsforslag.
Flertallet vil stemme imod de af Enhedslisten stillede
ændringsforslag.
Et mindretal i
udvalget (SF, EL og ALT) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede
ændringsforslag.
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved
betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed
ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske
bemærkninger i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
3. Politiske bemærkninger
Socialistisk Folkeparti
Socialistisk Folkepartis medlemmer af
udvalget er af den opfattelse, at Enhedslistens
ændringsforslag vedrører forliget om
beskæftigelsesreformen. SF er ikke en del af dette forlig og
kan således støtte ændringsforslagene, idet de
forbedrer lediges mulighed for uddannelse og er med til at
imødekomme behovet for flere faglærte.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 1
Af et mindretal
(EL), tiltrådt af et mindretal
(SF og ALT):
1)
Efter nr. 4 indsættes som nyt nummer:
»01. § 96, stk. 2, affattes
således:
»Stk. 2.
Der kan gives tilbud om erhvervsuddannelse inden for puljen til
uddannelsesløft, selv om uddannelsen ikke kan
gennemføres inden for den periode, hvor personen er
berettiget til dagpenge efter lov om
arbejdsløshedsforsikring m.v. Når dagpengeretten er
opbrugt, har personen ret til at færdiggøre
uddannelsen og modtage SU eller voksenlærlingestøtte
eller selv finansiere resten af uddannelsen.««
[Tilbud om erhvervsuddannelse inden
for puljen til uddannelsesløft, selv om kun en del af
uddannelsen kan gennemføres inden for dagpengeperioden]
Af beskæftigelsesministeren,
tiltrådt af udvalget:
2)
Efter nr. 4 indsættes som nyt nummer:
»02. I §
118 indsættes som stk.
3:
»Stk. 3.
Afviser en person at modtage behandling foretaget af en læge
i form af operation, lægeordineret medicin eller
lægebehandling af tilsvarende indgribende karakter, kan dette
ikke tillægges betydning for jobcenterets afgørelse om
visitation til fleksjob.««
[Videreførelse af
gældende regler om ret til at sige nej til
lægebehandling]
Til § 4
Af et mindretal
(EL), tiltrådt af et mindretal
(SF og ALT):
3)
Før nr. 1 indsættes som nyt nummer:
»01. § 48 a, stk. 1, affattes
således:
»Et medlem, der deltager i tilbud om en
erhvervsuddannelse efter § 96 i lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats, modtager dagpenge med sin hidtidige
dagpengesats, jf. dog stk. 2.««
[Mulighed for
uddannelsesløft, selv om kun en del af uddannelsen kan
gennemføres inden for dagpengeperioden]
4) Nr. 1
udgår.
[Den midlertidige ordning, hvor et
medlem, der deltager i uddannelsesforløb, modtager dagpenge
med sin hidtidige sats, gøres permanent]
Bemærkninger
Til nr. 1
Mange erhvervsuddannelser varer 3-3½
år. Selv om der gives merit, kan det være vanskeligt at
gennemføre uddannelsen inden for den 2-årige
dagpengeperiode. Det skyldes blandt andet, at der kan gå
nogle måneder, før man bliver klar over
uddannelsesmuligheden, får ansøgt om tilbud om
uddannelsesløft, får bevilget uddannelsesløft
og starter på uddannelsen. Derfor bør det være
muligt at få tilbud om erhvervsuddannelse inden for puljen
til uddannelsesløft, hvor man færdiggør
uddannelsen, når dagpengeretten er opbrugt.
Til nr. 2
Bestemmelsen om nej til
lægebehandling blev indsat i den gældende lov om en
aktiv beskæftigelsesindsats, jf. lovbekendtgørelse nr.
1342 af 21. november 2016, ved § 6, nr. 1, i lov nr. 495 af 1.
maj 2019. Med bestemmelsen blev forsøgsordningen om at
afvise lægebehandling, uden at det har betydning for
jobcenterets afgørelse om visitation til fleksjob, gjort
permanent.
Det foreslås, at bestemmelsen om, at
det ikke kan tillægges betydning for jobcenterets
afgørelse om visitation til fleksjob, hvis personen afviser
at modtage behandling foretaget af en læge i form af
operation eller lægeordineret medicin eller
lægebehandling af tilsvarende indgribende karakter,
også indsættes i § 118, stk. 3, i lov nr. 548 af
7. maj 2019 om en aktiv beskæftigelsesindsats. Det betyder,
at de gældende reglerne om nej til lægebehandling
videreføres i den nye lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats, der gælder fra den 1. januar
2020.
Formålet med den permanente ordning
er, at borgere ikke skal føle sig tvunget til at deltage i
lægebehandling, herunder lade sig operere eller modtage
medicinsk behandling, som borgeren ikke er tryg ved.
Bestemmelsen omfatter alene
lægebehandling i snæver forstand. Det betyder, at
operationer, behandling med lægeordineret medicin eller
lægebehandling af tilsvarende indgribende karakter,
eksempelvis ECT-behandling (elektrochokbehandling), er omfattet af
bestemmelsen.
Derimod omfatter bestemmelsen ikke
genoptræning efter operation eller behandling hos en
fysioterapeut, uanset at det er en læge, der har anbefalet
behandlingen, idet borgeren som hidtil skal bidrage til egen
helbredelse. Endvidere omfattes samtaleforløb og behandling
hos psykolog ikke af bestemmelsen, da disse behandlingstyper ikke
betragtes som lægebehandling i snæver forstand.
Borgeren har fortsat pligt til at medvirke
og deltage i sagens oplysning, herunder lade sig undersøge,
jf. § 11, stk. 1, nr. 2, i lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område. Borgeren har
ligeledes fortsat pligt til at medvirke til, at borgerens egen
læge udarbejder en lægeattest til brug for
opfølgning, hvis kommunen beder om dette.
Til nr. 3
Med ændringsforslaget bliver det
muligt at få et uddannelsesløft, selv om kun en del af
uddannelsen kan gennemføres inden for dagpengeperioden.
Til nr. 4
Samfundet har brug for flere faglærte
arbejdere, og de ufaglærte arbejdsløse
a-kasse-medlemmer har brug for gunstige vilkår, der
gør det lettere for dem at gennemføre en
erhvervsuddannelse. Da ordningen med uddannelsesløft er
målrettet a-kasse-medlemmer over 30 år, hvoraf mange
har etableret sig med familie og bolig, vil en
indtægtsnedgang til en dagpengesats på 80 pct. af
højeste dagpengesats afholde en del medlemmer fra at deltage
i uddannelsesløftet. For at få så mange
medlemmer med i ordningen som muligt foreslås det at
gøre den midlertidige ordning med, at man kan bevare sin
hidtidige dagpengesats under uddannelsen, permanent.
5. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 13. november
2019 og var til 1. behandling den 27. november 2019. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i
Beskæftigelsesudvalget.
Oversigt over lovforslagets
sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse
med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på
Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 2
møder.
Høringssvar
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring. Den 18.
november 2019 sendte beskæftigelsesministeren
høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 6 bilag
på lovforslaget.
Bjørn Brandenborg (S)
Bjarne Laustsen (S) Jan Johansen (S) Jens Joel (S) Jeppe Bruus (S)
Kasper Sand Kjær (S) fmd.
Leif Lahn Jensen (S) Lennart Damsbo-Andersen (S) Samira Nawa (RV)
Nils Sjøberg (RV) Karsten Hønge (SF) Halime Oguz (SF)
Jette Gottlieb (EL) Victoria Velasquez (EL) Christian Juhl (EL)
Torsten Gejl (ALT) Hans Andersen (V) Anne Honoré
Østergaard (V) Carsten Kissmeyer (V) Morten Dahlin (V) nfmd. Anni Matthiesen (V) Ulla
Tørnæs (V) Bent Bøgsted (DF) Jens Henrik
Thulesen Dahl (DF) Dennis Flydtkjær (DF) Naser Khader (KF)
Birgitte Bergman (KF) Lars Boje Mathiesen (NB) Alex Vanopslagh
(LA)
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 48 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 42 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 16 | |
Radikale Venstre (RV) | 16 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 14 | |
Enhedslisten (EL) | 13 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 13 | |
Alternativet (ALT) | 5 | |
Nye Borgerlige (NB) | 4 | |
Liberal Alliance (LA) | 3 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 1 | |