Betænkning afgivet af
Beskæftigelsesudvalget den 11. december 2019
1. Ændringsforslag
Enhedslistens medlemmer af udvalget har
stillet 2 ændringsforslag til lovforslaget.
2. Korrektion vedrørende
lovforslagets økonomiske virkning
Beskæftigelsesministeren har sendt et
brev til udvalget, hvor de økonomiske konsekvenser for
lovforslaget korrigeres som følge af forslagets virkning
på det særlige fleksbidrag, som kommunerne har ret til,
når de modtager refusion på 20 pct. af udbetalt
flekstilskud. Dette betyder, at de statslige udgifter øges,
imens de kommunale udgifter tilsvarende sænkes. De samlede
offentlige udgifter til lovforslaget er således
uændret. Brevet med rettelserne af de økonomiske
konsekvenser er omdelt på L 53 - bilag 4.
3. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (udvalget med undtagelse af EL og ALT) indstiller
lovforslaget til vedtagelse
uændret. Flertallet vil stemme imod de af Enhedslisten
stillede ændringsforslag.
Et mindretal i
udvalget (EL og ALT) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede
ændringsforslag.
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved
betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed
ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske
bemærkninger i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 1
Af et mindretal,
tiltrådt af et mindretal
(ALT):
1)
Før nr. 1 indsættes som
nyt nummer:
»01. I §
118, stk. 2, udgår nr.
4.«
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 2]
2) Nr. 1
affattes således:
»1. § 119 affattes således:
Ȥ 119. En person kan
blive ansat i et fleksjob på den hidtidige arbejdsplads,
såfremt pågældende opfylder betingelserne for
fleksjob, jf. § 116.««
[Ret til fleksjob på hidtidig
arbejdsplads for alle]
Bemærkninger
Til nr. 1
Konsekvens af ændringsforslag nr.
2.
Til nr. 2
Det vil være en kæmpe fordel
for alle parter, hvis kravet om 12 måneders forudgående
ansættelse under overenskomstens sociale kapitler eller
på særlige vilkår ophæves for alle, der
ønsker at blive ansat i fleksjob på deres hidtidige
arbejdsplads. Det er en fordel både for den borger, der er
visiteret til fleksjob, for arbejdsgiveren, der kan fastholde en
erfaren arbejdskraft, og for kommunen, der sparer en lang og
ressourcekrævende sagsbehandling. EL henstiller til
Folketinget, at Folketinget følger anbefalingerne fra Dansk
Arbejdsgiverforening, FH, Foreningen af Kommunale Social-,
Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Danmark, Akademikerne, Dansk
Magisterforening, Dansk Socialrådgiverforening,
Gigtforeningen og Ældre-Sagen og ophæver
dokumentationskravet om 12 måneders forudgående
beskæftigelse under sociale kapitler eller på
særlige vilkår, således, at alle, der er
visiteret til fleksjob, og ikke kun seniorer, får ret til et
fastholdelsesfleksjob. På den baggrund foreslår
Enhedslisten, at alle får ret til et fleksjob på den
hidtidige arbejdsplads, såfremt de opfylder de øvrige
betingelser for ret til fleksjob.
5. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 13. november
2019 og var til 1. behandling den 28. november 2019. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i
Beskæftigelsesudvalget.
Oversigt over lovforslagets
sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse
med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på
Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 2
møder.
Høringssvar
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
beskæftigelsesministeren sendte den 2. oktober 2019 dette
udkast til udvalget, jf. BEU alm. del - bilag 4. Den 13. november
2019 sendte beskæftigelsesministeren høringssvarene og
et høringsnotat til udvalget.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 5 bilag
på lovforslaget.
Bjørn Brandenborg (S)
Bjarne Laustsen (S) Jan Johansen (S) Jens Joel (S) Jeppe Bruus (S)
Kasper Sand Kjær (S) fmd.
Leif Lahn Jensen (S) Lennart Damsbo-Andersen (S) Samira Nawa (RV)
Nils Sjøberg (RV) Karsten Hønge (SF) Halime Oguz (SF)
Jette Gottlieb (EL) Victoria Velasquez (EL) Christian Juhl (EL)
Torsten Gejl (ALT) Hans Andersen (V) Anne Honoré
Østergaard (V) Carsten Kissmeyer (V) Morten Dahlin (V) nfmd. Anni Matthiesen (V) Ulla
Tørnæs (V) Bent Bøgsted (DF) Jens Henrik
Thulesen Dahl (DF) Dennis Flydtkjær (DF) Naser Khader (KF)
Birgitte Bergman (KF) Lars Boje Mathiesen (NB) Alex Vanopslagh
(LA)
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 48 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 42 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 16 | |
Radikale Venstre (RV) | 16 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 14 | |
Enhedslisten (EL) | 13 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 13 | |
Alternativet (ALT) | 5 | |
Nye Borgerlige (NB) | 4 | |
Liberal Alliance (LA) | 3 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 1 | |