Skriftlig fremsættelse (13. november
2019)
Klima-, energi- og
forsyningsministeren (Dan Jørgensen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
biobrændstofloven (Ændring af krav til anvendelse af
bæredygtige biobrændstoffer i brændstof til
landtransport og ændring af dobbelttællingsbestemmelse
m.v.)
(Lovforslag nr. L 51)
Direktivet om vedvarende energi fra 2009
fastslår, at der i 2020 skal være mindst 10 pct.
vedvarende energi i transportsektoren i alle lande i EU.
Med lovforslaget sikres det, at Danmark
opfylder denne forpligtelse ved at forhøje iblandingskravet
for bæredygtige biobrændstoffer fra 5,75 pct. til 7,6
pct. Den resterende del på ca. 2,4 pct. bliver opfyldt via
elektrificering af jernbane og vejtrafik.
Regeringen foreslår, at
forhøjelsen af iblandingskravet er etårig, og kravet
vil derfor igen være på 5,75 pct. fra 1. januar
2021.
For at undgå, at der med et
forhøjet iblandingskrav opstår en øget brug af
palmeolie, foreslås det, at der i 2020 indføres et
krav, om en minimumsiblanding af bæredygtige
biobrændstoffer i benzin på mindst 5 pct. Regeringen
ønsker med et sådan krav for benzin at sikre, at
iblandingskravet primært vil blive opfyldt ved øget
iblanding i benzin frem for øget iblanding af
biobrændstoffer i diesel, som kan være baseret på
palmeolie.
Iblandingskravet på 0,9 pct. for
avancerede biobrændstoffer, som blev vedtaget i 2016,
træder først i kraft d. 1. januar 2020. Det har derfor
af lovtekniske grunde været nødvendigt at
genfremsætte denne bestemmelse samt de tilhørende
dispensationsbestemmelser. Der er ikke sket ændringer i
hverken kravet eller i ministerens mulighed for at reducere
iblandingskravet.
Regeringen foreslår at tilpasse
dobbelttællingsbestemmelsen i biobrændstofloven, da
dobbelttællingsbestemmelsen i VE-direktivet er erstattet af
to lister over råprodukter og brændstoffer, der kan
anvendes til at producere dobbelttællende bæredygtige
biobrændstoffer. Med lovforslaget implementeres denne
ændring.
Lovforslaget bemyndiger ministeren til at
fastsætte nærmere regler om, at kommunikation, om
forhold omfattet af loven, skal ske digitalt. Dette følger
af aftalen om digitaliseringsklar lovgivning, som blev
indgået i januar 2018 af alle Folketingets partier.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.