L 3 Forslag til lov om ændring af lov om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansåret 2020, lov om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansåret 2021 og lov om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansåret 2022.

(Konsekvenser af regeringens forslag til finanslov for 2020).

Af: Finansminister Nicolai Wammen (S)
Udvalg: Finansudvalget
Samling: 2019-20
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 02-10-2019

Fremsættelse: 02-10-2019

Skriftlig fremsættelse (2. oktober 2019)

20191_l3_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (2. oktober 2019)

Finansministeren (Nicolai Wammen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansåret 2020, lov om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansåret 2021 og lov om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansåret 2022 (Konsekvenser af regeringens forslag til finanslov for 2020)

(Lovforslag nr. L 3)

Lovforslaget har til formål at ændre de konkrete niveauer for udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansårene 2020, 2021 og 2022.

Budgetlovens § 6, stk. 2, fastsætter, at finansministeren i særlige tilfælde kan fremsætte et forslag til lov om ændring af de i stk. 1 nævnte love om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner. Bestemmelsen tager sigte på en samlet forhøjelse eller reduktion af de tre udgiftslofter under ét, altså ændringer i niveauet for de samlede offentlige udgifter.

Ændringerne skal ses i lyset af regeringsskiftet og afspejler regeringens prioriteringer på det forslag til finanslov for 2020, som regeringen har fremsat den 2. oktober.

Udgiftslofterne afspejler de udgiftspolitiske prioriteringer ifm. FFL20 og de indgåede økonomiaftaler med kommuner og regioner for 2020. I forbindelse med en kommende opdateret mellemfristet plan - hvor regeringens overordnede prioriteringer i den økonomiske politik lægges fast - vil der iht. budgetloven være mulighed for at fremsætte lovforslag om ændring af de gældende udgiftslofter.

Finansministeren har endvidere i henhold til budgetlovens § 8 foretaget en række administrative korrektioner af de gældende lofter som følge af blandt andet omprioritering mellem stat, kommuner og regioner.

Med lovforslaget foreslås de tre separate udgiftslofter for henholdsvis stat, kommuner og regioner ændret. Det statslige udgiftsloft er opdelt i to dellofter for henholdsvis driftsudgifter og indkomstoverførsler. Det kommunale udgiftsloft er en øvre grænse for de kommunale nettodriftsudgifter til service, mens det regionale udgiftsloft er opdelt i to dellofter for henholdsvis sundhedsområdet og de regionale udviklingsopgaver.

Et udgiftsloft angives som et beløb opgjort i milliarder kroner med én decimal. Udgiftslofterne skal overholdes af stat, kommuner og regioner hver især og må ikke overskrides med henvisning til en samlet overholdelse af summen af udgiftslofterne for de tre sektorer til sammen.

Forslaget er sendt i høring samtidig med fremsættelsen med høringsfrist den 30. oktober 2019. Høringssvarene foreligger og vil blive fremsendt til Finansudvalget forud for 2. behandlingen af forslaget.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.