Skriftlig fremsættelse (2. oktober
2019)
Skatteministeren
(Morten Bødskov):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
registreringsafgiftsloven og forskellige andre love (Styrket
regelefterlevelse på motorområdet, skærpet
bødepraksis ved overtrædelse af
registre-ringsafgiftsloven og øvrige punktafgiftslove og
øvrige tilpasninger af reglerne på
motorområdet)
(Lovforslag nr. L 24)
Med dette lovforslag ønsker
regeringen at gennemføre dele af Aftale
om styrket regelefterlevelse på motorområdet,
som er indgået mellem Socialdemokratiet, Venstre, Dansk
Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti,
Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Alternativet og Liberal
Alliance den 2. april 2019.
Lovforslaget har således til
formål at gennemføre en række initiativer, der
skal øge regelefterlevelsen og mindske risikoen for svig
på motorområdet. Det skyldes, at Motorstyrelsen har
konstateret en række udfordringer med selvanmelderordningen
for biler, der eksporteres, hvormed der udbetales
eksportgodtgørelse på et forkert grundlag, ligesom der
er konstateret systematisk snyd med for eksempel toldsynet.
Lovforslaget implementerer dele af aftalen,
herunder afskaffelse af selvanmelderordningen ved eksport af brugte
køretøjer, indførelse af gebyr ved eksport af
brugte køretøjer, ændring af regler for toldsyn
ved eksport af brugte køretøjer, ændring af
reglerne for udbetaling af eksportgodtgørelse,
ophævelse af regel om nedsættelse af
registreringsafgift ved første registrering af brugte biler
og motorcykler i Danmark og skærpet bødepraksis.
Derudover omfatter lovforslaget også
en række øvrige ændringer på
motorområdet, herunder ændring af kontrolbestemmelserne
i registreringafgiftsloven, indførelse af tvangsbøder
ved kontrol af registreringsafgift, indsættelse af en
manglende EU-note, videregivelse af oplysninger fra
Køretøjsregisteret til andre EU lande via Eucaris,
straks-ibrugtagning af leasingkøretøjer ved betaling
af forholdsmæssig registreringsafgift, ændring af
leasingaftaler ved betaling af forholdsmæssig
registreringsafgift, ophævelse af krav om anvendelse af
standardformularer ved betaling af forholdsmæssig
registreringsafgift og indsættelse af bestemmelser om
afgørelseskompetence i brændstofforbrugsafgiftsloven
og vægtafgiftsloven.
Lovforslaget er omfattet af de fælles
ikrafttrædelsesdatoer og ønskes vedtaget senest 4 uger
før den 1. januar 2020.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.