L 202 Forslag til lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik.

(Yderligere forlængelse af 12-månedersperioden i 225-timersreglen som led i udfasningen af hjælpepakker i forbindelse med covid-19).

Af: Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2019-20
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 18-06-2020

Fremsættelse: 18-06-2020

Skriftlig fremsættelse (18. juni 2020)

20191_l202_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (18. juni 2020)

Beskæftigelsesministeren (Peter Hummelgaard):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik (Yderligere forlængelse af 12-månedersperioden i 225-timersreglen som led i udfasningen af hjælpepakker i forbindelse med covid-19)

(Lovforslag nr. L 202)

Danmark er nu et godt stykke inde i en genåbning af samfundet. Hjælpepakkerne har virket. De har blandt andet bidraget til, at dansk økonomi har et bedre afsæt for genopretningen, der venter forude.

Med aftalen om udfasning af hjælpepakker, stimuli-initiativer og eksportinitiativer af den 15. juni er der aftalt en forlængelse af en række af initiativerne på beskæftigelsesområdet.

Hjælpepakkerne udfases i takt med, at samfundet åbner igen. Det betyder, at eksempelvis suspenderingen af anciennitetstællingen i dagpengesystemet forlænges med to måneder. Ordningen for den midlertidige forlængelse af retten til sygedagpenge forlænges i tre måneder.

Parallelt med at hjælpepakkerne forlænges som led i en udfasning, er det også relevant at tage stilling til vilkårene for borgere i kontanthjælpssystemet.

Lovforslagets formål er derfor at forlænge suspenderingen af 225-timersreglen med yderligere to måneder som led i en udfasning. 225-timersreglen betyder, at modtagere af kontanthjælp m.fl. kan få nedsat deres ydelse, hvis de ikke har 225 timers beskæftigelse inden for en 12-månedersperiode.

Med lovforslaget ændres bestemmelsen i lov om aktiv socialpolitik om suspensionsperioden, således at det fremgår, at perioden fra og med den 9. marts 2020 til og med den 8. juli 2020 forlænges med 2 måneder, så perioden for forlængelsen af 12-månedersperioden løber fra og med den 9. marts og til og med den 8. september 2020 for optjening af 225 timers beskæftigelse. Personer, der er omfattet 225-timersreglen, men som endnu ikke har fået nedsat hjælpen, får derfor ikke nedsat hjælpen i denne periode.

Personer, der allerede har fået nedsat hjælpen som følge af 225-timersreglen før 9. marts 2020, vil ikke i suspensionsperioden få sat ydelsen op til hidtidigt niveau.

Personer, der måtte få ordinære arbejdstimer i suspensionsperioden, kan tælle disse med til opfyldelse af arbejdskravet på 225 timer.

På grund af den ekstraordinære situation er der behov for, at lovforslaget hastebehandles. Det forudsætter en række dispensationer fra reglerne i Folketingets forretningsorden.

Lovforslagets hastende karakter er også årsagen til, at lovforslaget ikke har været sendt i høring.

Det foreslås, at loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.