L 202 Forslag til lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik.

(Yderligere forlængelse af 12-månedersperioden i 225-timersreglen som led i udfasningen af hjælpepakker i forbindelse med covid-19).

Af: Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2019-20
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 24-06-2020

Afgivet: 24-06-2020

Betænkning afgivet af Beskæftigelsesudvalget den 24. juni 2020

20191_l202_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Beskæftigelsesudvalget den 24. juni 2020

1. Dispensation fra Folketingets forretningsorden

Udvalget indstiller, at der dispenseres fra bestemmelsen i Folketingets forretningsordens § 13, stk. 1, om, at der skal gå 30 dage fra lovforslagets fremsættelse, til det kan vedtages ved 3. behandling.

Udvalget indstiller, at der dispenseres fra bestemmelsen i Folketingets forretningsordens § 8 a, stk. 2, om, at der skal gå 2 dage fra offentliggørelsen af betænkningen, til lovforslaget kommer til 2. behandling, og fra bestemmelsen i § 13, stk. 1, således at 3. behandling kan finde sted tidligere end 2 dage efter 2. behandling.

2. Indstillinger

Et flertal i udvalget (S, V, RV, SF, EL og ALT) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.

Et mindretal i udvalget (DF, KF og LA) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Et andet mindretal i udvalget (NB) vil redegøre for sin indstilling til lovforslaget ved 2. behandling

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

3. Politiske bemærkninger

Venstre

Venstre noterer sig, at den socialdemokratiske regering har oplyst, at færre - som følge af den økonomiske situation, vi står i - vil kunne leve op til kravet om 225 timers arbejde, i forbindelse med at beskæftigelsen på en lang række arbejdspladser berøres heraf. Et flertal i Folketinget vedtog derfor i foråret at sætte kravet om arbejde ved siden af kontanthjælpen midlertidigt på pause.

Som Venstre sagde dengang, er det helt afgørende for Venstre, at 225-timersreglen virker efter hensigten: Den skal sikre, at flere kontanthjælpsmodtagere har et klart incitament til tage et arbejde ved siden af kontanthjælpen. Det forudsætter, at der er job at tage.

Derfor støttede Venstre dengang regeringens ønske om at suspendere 225-reglen midlertidigt, idet regeringen har oplyst, at der på grund af coronakrisen er adgang til færre småjob. Og derfor støtter Venstre også en forlængelse af perioden nu. Det er samtidig vigtigt for Venstre at understrege, at der er tale om en midlertidig suspendering.

Venstre har netop stået i spidsen for at indføre 225-time?rsreglen med det formål at sikre, at flere kontanthjælpsmodtagere arbejder ved siden af ydelsen, hvis de kan. 225-timersreglen har - sammen med kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen - bidraget til, at især flere ikkevestlige indvandrere er kommet i arbejde. Særlig flere ikkevestlige kvinder på kontanthjælp har fået job ved siden af kontanthjælpen, siden vi indførte 225-timersreglen. Det har bidraget til, at flere forsørger sig selv, og at flere bidrager til at finansiere vores fælles velfærd i Danmark.

For Venstre er det helt afgørende, at vi - så snart det er muligt - kan fortsætte det succesfulde arbejde, som vi igangsatte i sidste valgperiode, hvor flere skiftede kontanthjælpen ud med et arbejde, og hvor flere ikkevestlige indvandrere blev selvforsørgende. Derfor skal 225-timersreglen genindføres i sin normale form igen, så snart det er muligt. Derfor gælder suspenderingen af 225-timersreglen kun midlertidigt i en periode, hvor det ifølge regeringen kan være svært at finde job. For vi skal stille klare krav til, at de kontanthjælpsmodtagere, der kan arbejde, også arbejder.

4. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 18. juni 2020 og var til 1. behandling den 19. juni 2020. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Beskæftigelsesudvalget.

Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter

Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 1 møde.

Høringssvar

Et udkast til lovforslaget har på grund af lovforslagets hastende karakter ikke været sendt i høring.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 2 bilag på lovforslaget.

Bjørn Brandenborg (S) Bjarne Laustsen (S) Jan Johansen (S) Jens Joel (S) Jeppe Bruus (S) Kasper Sand Kjær (S) fmd. Leif Lahn Jensen (S) Lennart Damsbo-Andersen (S) Samira Nawa (RV) Kathrine Olldag (RV) Karsten Hønge (SF) Halime Oguz (SF) Jette Gottlieb (EL) Victoria Velasquez (EL) Christian Juhl (EL) Torsten Gejl (ALT) Hans Andersen (V) Anne Honoré Østergaard (V) Carsten Kissmeyer (V) Morten Dahlin (V) nfmd. Anni Matthiesen (V) Ulla Tørnæs (V) Bent Bøgsted (DF) Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Christian Langballe (DF) Naser Khader (KF) Birgitte Bergman (KF) Lars Boje Mathiesen (NB) Alex Vanopslagh (LA)

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)48
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)42
Dansk Folkeparti (DF)16
Radikale Venstre (RV)16
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Enhedslisten (EL)13
Det Konservative Folkeparti (KF)13
Nye Borgerlige (NB)4
Liberal Alliance (LA)3
Alternativet (ALT)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)4