Betænkning afgivet af Kulturudvalget
den 4. december 2019
1. Ændringsforslag
Kulturministeren har stillet 1
ændringsforslag til lovforslaget.
2. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (udvalget med undtagelse af EL) indstiller lovforslaget
til vedtagelse med det stillede
ændringsforslag.
Et mindretal i
udvalget (EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet
stemmer for det stillede ændringsforslag.
Liberal Alliance, Inuit Ataqatigiit,
Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved
betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed
ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske
bemærkninger i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
3. Politiske bemærkninger
Venstre og SF
Venstres og SF's medlemmer af udvalget
stemmer for lovforslaget, da det er med til at styrke lokale
teatres positioner, og vi ser lovforslaget som en styrkelse af
scenekunsten. Dog er vi betænkelige ved bestyrelsernes
sammensætning, som vil betyde, at muligheden for at
indsætte lokale kræfter udelukkes. I lovforslaget
lægges der vægt på, at teatrene skal være
lokale kraftcentre, og at den lokale forankring er vigtig. Men
selve bestyrelsessammensætningen betyder, at de lokale
bestyrelsesmedlemmer, som har arbejdet dygtigt for og er
medvirkende til, at teatrene nu kan opgraderes til § 5-teatre,
ikke har mulighed for at blive siddende i bestyrelserne. Dette kan
kun lade sig gøre i de tilfælde, hvor ministeren
vælger at udpege de selv samme. I Venstre og SF har vi tillid
til de lokale kræfter og til, at man i teatrene kan have en
forsvarlig drift med en udvidelse af bestyrelsen med yderligere to
pladser. Driften har været forsvarlig indtil nu og så
succesfuld, at man har fortjent et løft til status som
§ 5-teater. Vi mener ikke, at det er gavnligt for teatrene i
så høj grad at blive styret centralt. At udvide
bestyrelsen med to pladser - svarende til
bestyrelsessammensætningen i Folketeatret - vil blot betyde,
at der gives plads til netop den lokale forankring. Derfor vil
Venstre og SF fortsat være undersøgende over for
muligheden for at lave denne styrkelse af de lokale kraftcentre, og
vi opfordrer hermed forligspartierne i stemmeaftalen af marts 2019
til at gøre os følgeskab i forhold til dette.
Ligeledes opfordrer Venstre og SF
ministeren til at reagere på Dansk Teaters høringssvar
til lovforslaget og til de nye bekendtgørelser, der udstedes
i medfør af lov om scenekunst, og i forlængelse heraf
overveje en tydeliggørelse af kriterierne for, hvad der skal
til for at kvalificere sig til at blive et § 5-teater.
Enhedslisten
Enhedslistens medlemmer af udvalget kan
ikke støtte lovforslaget, da det bl.a. finansieres af en
nedskæring på formidlingsordningen. Dette kommer til at
betyde en reduktion i bevillingen til en række teatre og
dyrere billetter for mange mennesker. Efter en årrække
med store nedskæringer på kulturområdet vil dette
have meget negative konsekvenser. EL ser dog positivt på, at
lovforslaget bevirker, at flere teatre får yderligere
beføjelser, og bakker op om udviklingen frem mod flere
stærke teatre i hele Danmark.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 1
Af kulturministeren,
tiltrådt af et flertal (udvalget
med undtagelse af EL):
1) Nr. 1
affattes således:
»1. I §
5, stk. 1, nr. 4, ændres »i hele landet
eller« til: »i hele landet,«.«
[Teknisk præcisering]
Bemærkninger
Til nr. 1
Ændringsforslaget er en teknisk
præcisering, som følge af at »eller«
optræder to gange i den sætning i § 5, stk. 1, nr.
4, som lovforslaget vedrører. Med ændringsforslaget
præciseres det, at den foreslåede ændring knytter
sig til det sidste »eller« i sætningen. Den
foreslåede ændring er en konsekvens af, at der
tilføjes et nyt nummer, og at § 5, stk. 1, nr. 4, med
den foreslåede ændring ikke længere vil
være næstsidst i opremsningen af numre i § 5, stk.
1. Dette fremgår ligeledes af de specielle bemærkninger
til bestemmelsen i lovforslaget.
5. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 2. oktober
2019 og var til 1. behandling den 23. oktober 2019. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i
Kulturudvalget.
Oversigt over lovforslagets
sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse
med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på
Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 2
møder.
Høringssvar
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring. Den 1.
november 2019 sendte kulturministeren det udkast til lovforslag,
der havde været sendt i høring, til udvalget, jf. L 20
- bilag 5. Den 1. oktober 2019 sendte kulturministeren
høringssvarene og et høringsnotat til udvalget, jf. L
20 - bilag 1.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 8 bilag
på lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
5 spørgsmål til kulturministeren til skriftlig
besvarelse, som ministeren har besvaret.
Daniel Toft Jakobsen (S) Flemming
Møller Mortensen (S) Henrik Møller (S) nfmd. Jan Johansen (S) Jesper Petersen
(S) Kasper Sand Kjær (S) Leif Lahn Jensen (S) Malte Larsen
(S) Zenia Stampe (RV) Marianne Jelved (RV) Jens Rohde (RV)
Charlotte Broman Mølbæk (SF) Jacob Mark (SF)
Søren Søndergaard (EL) Mai Villadsen (EL) Uffe
Elbæk (ALT) Britt Bager (V) Ellen Trane Nørby (V)
Bertel Haarder (V) fmd. Kim
Valentin (V) Hans Christian Schmidt (V) Inger Støjberg (V)
Stén Knuth (V) Pernille Bendixen (DF) Pia Kjærsgaard
(DF) Peter Skaarup (DF) Kristian Thulesen Dahl (DF) Birgitte
Bergman (KF) Pernille Vermund (NB)
Liberal Alliance, Inuit Ataqatigiit,
Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke
medlemmer i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 48 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 42 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 16 | |
Radikale Venstre (RV) | 16 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 14 | |
Enhedslisten (EL) | 13 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 13 | |
Alternativet (ALT) | 5 | |
Nye Borgerlige (NB) | 4 | |
Liberal Alliance (LA) | 3 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 1 | |