Betænkning afgivet af
Beskæftigelsesudvalget den 23. oktober 2019
1. Ændringsforslag
Der er stillet 7 ændringsforslag til
lovforslaget. Enhedslistens medlemmer af udvalget har stillet
ændringsforslag nr. 1 og 2 om deling af lovforslaget.
Beskæftigelsesministeren har stillet ændringsforslag
nr. 3-7.
2. Dispensation fra Folketingets
forretningsorden
Udvalget indstiller, at der dispenseres fra
bestemmelsen i Folketingets forretningsordens § 8 a, stk. 2,
om, at der skal gå 2 dage fra offenliggørelsen af
betænkningen, til lovforslaget kommer til 2. behandling.
3. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (S, V, DF, RV, KF, NB og LA) indstiller lovforslaget til
vedtagelse med de af
beskæftigelsesministeren stillede ændringsforslag.
Flertallet vil stemme imod de af Enhedslisten stillede
ændringsforslag.
Et mindretal i
udvalget (SF) vil stemme for de af Enhedslisten under nr. 1 og 2
stillede ændringsforslag om deling af lovforslaget. Hvis
ændringsforslagene bliver forkastet, vil mindretallet stemme
for de af beskæftigelsesministeren stillede
ændringsforslag og ved 2. behandling redegøre for sin
stilling til lovforslaget.
Et andet
mindretal i udvalget (EL) vil stemme for de under nr. 1 og 2
stillede ændringsforslag om deling af lovforslaget. Hvis
ændringsforslagene bliver forkastet, vil mindretallet stemme
for de af beskæftigelsesministeren stillede
ændringsforslag og ved 2. behandling redegøre for sin
stilling til lovforslaget.
Et tredje
mindretal i udvalget (ALT) vil stemme for de af Enhedslisten
under nr. 1 og 2 stillede ændringsforslag om deling af
lovforslaget. Hvis ændringsforslagene om deling af
lovforslaget bliver forkastet, vil mindretallet stemme for de af
beskæftigelsesministeren stillede ændringsforslag og
stemme for lovforslaget ved 3. behandling.
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved
betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed
ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske
bemærkninger i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
4. Politiske bemærkninger
Enhedslisten
Den 31. januar i år vedtog
Folketinget økonomiske forbedringer for de pensionister, der
har indtægter ud over folkepensionen. Der blev indført
en skattefri seniorpræmie og større fradrag i
indtægten, før der blev beregnet pension. Og allerede
nu - ikke engang et år efter - får vi et nyt
lovforslag, hvor man både forhøjer seniorpræmien
fra 30.000 kr. til 42.000 kr. og indfører en ny »anden
seniorpræmie« på 25.000 kr. Og herudover bliver
fradragene ved beregning af pension yderligere forhøjet.
Forhøjelsen af seniorpræmien
og den nye seniorpræmie skønnes at koste 359 mio. kr.
i 2025, og det skønnes, at der vil være 19.900
modtagere af seniorpræmien. De større
indtægtsfradrag skønnes at ville koste efter skat
188,2 mio. kr. i 2019, og 139,9 mio. kr. i 2025. Men regeringen
skønner samtidig, at kun ca. 375 flere folkepensionister vil
fortsætte med at arbejde som følge af forslaget om
forhøjelse af seniorpræmien og den nye
seniorpræmie. Samtidig viser ministerens svar på
udvalgets spørgsmål, at der vil være en
overrepræsentation af højtlønnede borgere med
videregående uddannelser, som opfylder kravene til at modtage
seniorpræmier. Vi synes ærlig talt, at de penge kunne
bruges meget bedre end til at give de bedre stillede
folkepensionister endnu bedre vilkår, samtidig med at der
ikke bliver nogen forbedring for de folkepensionister, der ikke har
anden indtægt end pensionen.
Da Enhedslisten går ind for
ægtefælle- og samleveruafhængighed, kan vi
støtte den del af forslaget, som giver større fradrag
både i ægtefællers og samleveres indtægt og
i pensionistens egen arbejdsindtægt. Enhedslisten vil ved 2.
behandling af lovforslaget redegøre for sin endelige
stilling til det samlede lovforslag.
5. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
a
Ændringsforslag om
deling af lovforslaget
Af et mindretal
(EL), tiltrådt af et mindretal
(SF og ALT):
1)
Lovforslaget deles i to lovforslag med følgende titler og
indhold:
A. »Forslag
til lov om ændring af lov om social pension og lov om
højeste, mellemste, forhøjet og almindelig
førtidspension m.v. (Forhøjelse af
fradragsbeløb for folkepension og
førtidspension)« omfattende §§ 1, 2 og
4.
B. »Forslag
til lov om ændring af lov om en skattefri seniorpræmie
(Forøgelse af skattefri seniorpræmie)«
omfattende § 3 og § 4, stk. 1 og 2.
[Forslag om deling af
lovforslaget]
b
Ændringsforslag til
det under B nævnte lovforslag
Til § 4
2) I
stk. 2 udgår »,jf. dog stk.
6, 12 og 15«.
[Konsekvensændring]
c
Ændringsforslag til
det udelte lovforslag
Til § 3
Af beskæftigelsesministeren,
tiltrådt af et flertal (S, V, DF,
RV, KF, NB og LA):
3) I
den under nr. 1 foreslåede
affattelse af § 1 ændres i
stk. 3, 1. pkt., Ȥ 3, stk.
1« til: »§ 3, stk. 2«.
[Korrektion af henvisning]
4) Nr. 3
affattes således:
»3. § 3, stk. 1, affattes således:
»Første seniorpræmie
udgør et engangsbeløb på 42.000
kr.««
[Præcisering af bestemmelsens
indhold]
5) I
det under nr. 4 foreslåede § 3, stk. 2, ændres
»Seniorpræmien udgør et engangsbeløb
på 25.000 kr. for personer, jf. § 1, stk. 3.« til:
»Anden seniorpræmie udgør et engangsbeløb
på 25.000 kr.«
[Præcisering af bestemmelsens
indhold]
Til § 4
6) I
stk. 4, 1. pkt., ændres
»§ 1, nr. 2« til: »§ 1, nr.
2-4«.
[Korrektion af henvisning]
7) I
stk. 10, 1. pkt., ændres
»§ 1, nr. 2« til: »§ 2, nr.
2«.
[Korrektion af henvisning]
Bemærkninger
Til nr. 1
Med ændringsforslaget foreslås,
at lovforslaget deles i to lovforslag. Det ene lovforslag (A)
vedrører herefter forhøjelse af fradragsbeløb
for folkepension og førtidspension. Det andet lovforslag (B)
vedrører herefter forøgelser af den skattefri
seniorpræmie.
Til nr. 2
Der er tale om en konsekvensændring
som følge af ændringsforslag nr. 1 om deling af
lovforslaget.
Til nr. 3
Der er tale om korrektion af en
henvisning.
Til nr. 4
Der er tale om en præcisering af
bestemmelsens indhold.
Til nr. 5
Der er tale om en præcisering af
bestemmelsens indhold.
Til nr. 6
Der er tale om korrektion af en
henvisning.
Til nr. 7
Der er tale om korrektion af en
henvisning.
4. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 2. oktober
2019 og var til 1. behandling den 8. oktober 2019. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i
Beskæftigelsesudvalget.
Oversigt over lovforslagets
sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse
med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på
Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 2
møder.
Høringssvar
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
beskæftgelsesministeren sendte den 23. august 2019 dette
udkast til udvalget, jf. BEU alm. del - bilag 25
(Folketingsåret 2018-19, 2. samling). Den 2. oktober 2019
sendte beskæftigelsesministeren høringssvarene og et
høringsnotat til udvalget.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 4 bilag
på lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
9 spørgsmål til beskæftigelsesministeren til
skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.
Bjørn Brandenborg (S)
Bjarne Laustsen (S) Jan Johansen (S) Jens Joel (S) Jeppe Bruus (S)
Kasper Sand Kjær (S) fmd.
Leif Lahn Jensen (S) Lennart Damsbo-Andersen (S) Samira Nawa (RV)
Nils Sjøberg (RV) Karsten Hønge (SF) Halime Oguz (SF)
Jette Gottlieb (EL) Victoria Velasquez (EL) Christian Juhl (EL)
Mira Issa Bloch (ALT) Hans Andersen (V) Anne Honoré
Østergaard (V) Carsten Kissmeyer (V) Morten Dahlin (V) nfmd. Anni Matthiesen (V) Ulla
Tørnæs (V) Bent Bøgsted (DF) Jens Henrik
Thulesen Dahl (DF) Dennis Flydtkjær (DF) Naser Khader (KF)
Birgitte Bergman (KF) Lars Boje Mathiesen (NB) Alex Vanopslagh
(LA)
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 48 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 43 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 16 | |
Radikale Venstre (RV) | 16 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 14 | |
Enhedslisten (EL) | 13 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 12 | |
Alternativet (ALT) | 5 | |
Nye Borgerlige (NB) | 4 | |
Liberal Alliance (LA) | 3 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgruppe (UGF) | 1 | |