Skriftlig fremsættelse (5. maj
2020)
Udlændinge- og integrationsminister
(Mattias Tesfaye):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
udlændingeloven (Ny positivliste for faglærte og
skærpet bødestraf for virksomheders brug af illegal
arbejdskraft)
(Lovforslag nr. L 188)
Det fremgår af aftale mellem
regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten
og Alternativet om finansloven for 2020, at partierne er enige om,
at der i tillæg til den gældende positivliste skal
udarbejdes en ny supplerende positivliste omfattende stillinger
på minimum faglært niveau på områder, hvor
der er mangel på arbejdskraft. Det fremgår endvidere,
at det kun vil være arbejdsgivere, der lever op til et krav
om danske løn- og ansættelsesvilkår og deres
samfundsmæssige pligter for uddannelse af lærlinge og
elever, der får adgang til at benytte den nye
positivliste.
Ligeledes fremgår det af aftalen, at
med henblik på at styrke inddragelsen af de Regionale
Arbejdsmarkedsråds viden om danske løn- og
ansættelsesvilkår i administrationen af en ny
positivliste vil Styrelsen for International Rekruttering og
Integration afholde kvartalsvise dialogmøder, hvor
udviklingen på området kan drøftes og
kvalitetssikres. Lovforslaget indeholder på den baggrund
forslag om, at Styrelsen for International Rekruttering og
Integration skal have hjemmel til at videregive oplysninger fra
ansøgningssager til de regionale
arbejdsmarkedsråd.
Herudover fremgår det af aftalen, at
partierne er enige om at skærpe bødeniveauet for
virksomheder, der ansætter illegal arbejdskraft.
Aftaleelementet foreslås i lovforslaget udmøntet ved
at fordoble bøderne for den, der som led i udøvelse
af erhvervsvirksomhed forsætligt eller groft uagtsomt
ansætter udenlandsk arbejdskraft uden ret til at arbejde.
Bøderne fordobles også i tilfælde, hvor den
ansatte ikke har ret til at opholde sig i Danmark, og/eller hvor
der ved overtrædelsen er opnået eller tilsigtet en
økonomisk fordel.
Lovforslaget udmønter de
nævnte forslag.
Lovforslaget fremsættes i maj
måned pga. corona-situationen/COVID-19. Det foreslås,
at lovforslaget træder i kraft den 1. juli 2020.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.