Skriftlig fremsættelse (23. april
2020)
Erhvervsministeren
(Simon Kollerup):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om produkter og
markedsovervågning
(Lovforslag nr. L 179)
Formålet
med lovforslaget er at styrke beskyttelsen af danske forbrugere og
andre slutbrugere mod usikre og ulovlige produkter, herunder
når de handler online og via globale platforme. Lovforslaget
skaber en ny, stærk ramme for håndhævelse af
kravene til produkters sikkerhed og overensstemmelse på
tværs af en række produktområder, herunder
legetøj, børneomsorgsprodukter, fyrværkeri,
el-apparater, maskiner mv. Lovforslaget supplerer EU-forordning
2019/1010 af 20. juni 2019 om produkters sikkerhed og
overensstemmelse. Lovforslaget fastsætter desuden konkrete
begrænsninger for salget af lattergaspatroner til private,
særligt med henblik på at stoppe unges brug af
lattergas som et rusmiddel.
De
gældende regler om markedsovervågning tager ikke
højde for de senere års udvikling i global e-handel.
Det betyder, at det i dag er for nemt, særligt for
virksomheder og platforme uden for EU, at omgå reglerne og
udsætte brugere for risici. Det betyder også, at det
store flertal af danske virksomheder, som overholder reglerne,
bliver udsat for unfair konkurrence. Det ønsker regeringen
at lave om på. Med lovforslaget gør vi det derfor
sværere at omgå produktreglerne på bekostning af
danske brugeres sikkerhed og sundhed. Lovforslaget udvider, i
forlængelse af EU's markedsovervågningsforordning,
myndighedernes beføjelser til at føre kontrol, blandt
andet med nye hjemler til kontrol under skjult identitet og til at
få blokeret adgangen til onlinegrænseflader, der
sælger farlige produkter. Lovforslaget skærper samtidig
konsekvenserne for ikke at overholde reglerne, blandt andet ved at
skærpe straffen og hæve de vejledende
bødeniveauer med særligt fokus på gentagne
overtrædelser.
Lovforslaget
samler de overordnede bestemmelser om markedsovervågning af
produkter på Sikkerhedsstyrelsens områder i én
hovedlov, uanset om disse er omfattet af EU-harmonisering. I
modsætning til i dag, hvor kontrolbeføjelser og
sanktioner varierer fra produkt til produkt, ønsker
regeringen at ensarte markedsovervågningen til gavn for
brugernes sikkerhed og virksomhedernes retssikkerhed. Loven er
samtidig fremtidssikret på den måde, at nye
produkttyper, som vi ikke kender i dag, vil kunne omfattes af
loven, ligesom det vil være muligt for andre danske
myndigheder at anvende loven på samme måde som den
eksisterende produktsikkerhedslov.
Lovforslaget
følger desuden op på den politiske aftale om lattergas
fra 21. januar 2020. Lovforslaget gør det forbudt at
sælge lattergaspatroner til unge under 18 år, forbudt
at sælge mere end 17 gram lattergas ad gangen og forbudt at
sælge lattergas, hvis man sælger alkohol og tobak. Det
kan være livsfarligt at indtage lattergas som et rusmiddel.
Regeringen foreslår derfor, at reguleringen vedr. lattergas
træder i kraft snarest muligt. Regeringen er samtidig optaget
af, at vi hurtigst muligt får styrket vores muligheder for at
håndtere de stigende udfordringer med farlige og ulovlige
produkter solgt online. Vi lægger derfor op til, at det
øvrige lovforslag træder i kraft 1. juli 2020, selvom
markedsovervågningsforordningen først finder
anvendelse fra 2021. Det betyder, at de beføjelser i
forordningen, som ikke allerede findes på lovforslagets
anvendelsesområde, kan anvendes ca. et år før
tid.
Med disse
bemærkninger, og idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og bemærkningerne til dette, skal jeg hermed
anbefale forslaget til Folketingets velvillige behandling.