Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 30. april 2020
Forslag
til
Lov om rentefrie lån svarende til angivet
moms og lønsumsafgift og fremrykket udbetaling af
skattekreditter m.v. i forbindelse med covid-19
§ 1.
Virksomheder, der efter momslovens § 57, stk. 3, anvender
kvartalet som afgiftsperiode, kan efter anmodning til told- og
skatteforvaltningen som et rentefrit lån få udbetalt et
beløb svarende til virksomhedens angivne afgiftstilsvar for
fjerde kvartal 2019, der havde angivelsesfrist den 2. marts 2020,
jf. dog § 5.
§ 2.
Virksomheder, der efter momslovens § 57, stk. 4, anvender
kalenderhalvåret som afgiftsperiode, kan efter anmodning til
told- og skatteforvaltningen som et rentefrit lån få
udbetalt et beløb svarende til virksomhedens angivne
afgiftstilsvar for andet halvår 2019, der havde
angivelsesfrist den 2. marts 2020, jf. dog § 5.
§ 3.
Virksomheder, der efter § 6 a i lov om afgift af lønsum
m.v. foreløbigt skal opgøre og indbetale
lønsumsafgift på grundlag af virksomhedens
lønsum, kan efter anmodning til told- og skatteforvaltningen
som et rentefrit lån få udbetalt et beløb
svarende til virksomhedens angivne foreløbige
opgørelse for opgørelsesperioden for første
kvartal 2020, der havde opgørelsesfrist den 15. april 2020,
jf. dog § 5.
§ 4.
Virksomheder, der efter § 6 b i lov om afgift af lønsum
m.v. har angivet lønsumsafgift for indkomståret 2019,
kan efter anmodning til told- og skatteforvaltningen som et
rentefrit lån få udbetalt et beløb svarende til
en fjerdedel af afgiften af overskuddet for indkomståret
2019, jf. dog § 5.
§ 5.
§§ 1-4 gælder ikke for virksomheder, der
1) er under
konkursbehandling,
2) er under
rekonstruktionsbehandling,
3) er under
likvidation,
4) er under
tvangsopløsning,
5) har stillet
eller er blevet pålagt at stille sikkerhed efter
opkrævningslovens § 11,
6) inden for de
seneste 3 år har fået fastsat et tilsvar af skatter
eller afgifter m.v. foreløbigt efter opkrævningslovens
§ 4, stk. 1, som ikke er erstattet af en angivelse for
afregningsperioden,
7) har en fysisk
eller juridisk person, som er ejer af virksomheden, reelt driver
virksomheden, er medlem af virksomhedens bestyrelse eller direktion
eller er filialbestyrer i virksomheden, og som inden for de sidste
10 år er dømt for skatte- eller afgiftssvig efter
skatte- eller afgiftslovgivningen eller straffelovens §
289,
8) i perioden
fra og med den 9. april 2020 til og med den 15. juni 2020 har
skiftet 50 pct. eller mere af ejerkredsen, medmindre anmodningen om
lån ledsages af en erklæring fra en uafhængig,
godkendt revisor om ejerskiftet,
9) ikke opfylder
betingelserne for at modtage statsstøtte eller
10) er
offentlige institutioner.
Stk. 2.
Afgørelser om bevilling af lån efter denne lov kan
ikke påklages.
Stk. 3.
Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om
afskæring af virksomheder omfattet af stk. 1, nr. 9, fra at
opnå lån efter §§ 1-4 og om indholdet af
erklæringen fra en uafhængig, godkendt revisor efter
stk. 1, nr. 8.
§ 6.
Udbetalte lån efter §§ 1-4 skal tilbagebetales
senest den 1. april 2021 via indbetaling til skattekontoen.
Stk. 2.
Ophører eller inddrages virksomhedens registrering for moms
eller lønsumsafgift, skal det lån, der er udbetalt
vedrørende den ophørte eller inddragne registrering,
tilbagebetales senest 14 dage efter registreringens ophør
eller inddragelse. Opfylder en virksomhed i løbet af
låneperioden ikke betingelserne i § 5, skal lånet
dog tilbagebetales straks.
§ 7.
Anmodning om lån i henhold til §§ 1-4 skal
være modtaget af told- og skatteforvaltningen senest den 15.
juni 2020.
Stk. 2. Er
anmodningen om udbetaling modtaget rettidigt, sker udbetaling af
beløb omfattet af §§ 1-4 så vidt muligt 5
bankdage efter modtagelsen af anmodningen til virksomhedens
nemkonto. Beløb omfattet af § 4 udbetales dog tidligst
efter betalingsfristen for indkomståret 2019. Der ydes ikke
rentegodtgørelse ved udbetaling efter 5 bankdage, jf. 1.
pkt.
Stk. 3. Kan
told- og skatteforvaltningen på grund af virksomhedens
forhold ikke foretage kontrol af en anmodning om udbetaling af
beløb omfattet af §§ 1-4, afbrydes
udbetalingsfristen, indtil virksomhedens forhold ikke længere
hindrer kontrol. Skønner told- og skatteforvaltningen, at
udbetaling på det foreliggende grundlag vil indebære en
nærliggende risiko for afgiftstab, kan udbetalingsfristen
ligeledes afbrydes, indtil virksomhedens forhold er
undersøgt.
Stk. 4. Alene
beløb, der er tilovers efter modregning med debetsaldoen
på skattekontoen og med beløb, der efter
opkrævningslovens § 16 c, stk. 4, 4. pkt., er overgivet
til inddrivelse, udbetales som lån efter §§ 1-4.
Opkrævningslovens § 16 c, stk. 6, 1. pkt., finder
tilsvarende anvendelse.
Stk. 5.
Overdragelser af krav omfattet af §§ 1-4 kan ikke
overstige det beløb, der udbetales efter modregning, jf.
stk. 4.
Stk. 6.
Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om
undtagelser fra anmodningsfristen, anmodningens indhold og
administration af anmodninger efter stk. 1.
§ 8.
Selskaber m.v. og personer, der driver selvstændig
erhvervsvirksomhed i virksomhedsordningen, kan efter anmodning til
told- og skatteforvaltningen få fremrykket udbetaling af
skatteværdien af underskud, der stammer fra udgifter, der i
indkomståret 2019 straksafskrives som forsøgs- og
forskningsudgifter efter ligningslovens § 8 B, stk. 1, eller
afskrivningslovens § 6, stk. 1, nr. 3. Ligningslovens § 8
X, stk. 1, 2.-6. pkt., og stk. 2 og 3, finder tilsvarende
anvendelse.
Stk. 2.
Anmodning om fremrykket udbetaling efter stk. 1 skal indgives
senest den 15. maj 2020 og skal vedlægges oplysninger om
karakteren og størrelsen af de konkrete udgifter, der er
afholdt i indkomståret 2019, og som ved afgivelsen af
oplysninger efter skattekontrollovens § 2 for det
pågældende indkomstår straksafskrives som
forsøgs- og forskningsudgifter efter ligningslovens § 8
B, stk. 1, eller afskrivningslovens § 6, stk. 1, nr. 3.
Stk. 3.
Anmodning om fremrykket udbetaling efter stk. 1 skal ledsages af en
erklæring fra en uafhængig, godkendt revisor.
Skatteministeren fastsætter nærmere regler om indholdet
af erklæringen.
Stk. 4. Ved
opgørelsen og ved en eventuel efterfølgende afgivelse
af oplysninger efter skattekontrollovens § 2 for
indkomståret 2019 skal årets underskud nedsættes
med den del af underskuddet, hvoraf der anmodes om udbetaling efter
stk. 1.
Stk. 5. Told- og
skatteforvaltningen overfører det opgjorte beløb, der
er opgjort efter stk. 1, til skattekontoen så vidt muligt
senest den 30. juni 2020.
Stk. 6. Ved
udbetaling af skattekredit modregnes virksomhedens restancer af
skatter og afgifter med påløbne morarenter, uanset om
der er sket overdragelse af kravet.
Stk. 7. Er der
sket udbetaling med et større beløb, end
ligningslovens § 8 X berettiger til, opkræves det for
meget udbetalte beløb. Selskabsskattelovens § 29 B,
stk. 4, 3. pkt., og § 30 om opkrævning af restskat
finder tilsvarende anvendelse.
§ 9.
Med bøde straffes den, der forsætligt eller groft
uagtsomt afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller
fortier oplysninger til brug for kontrollen med udbetaling af
beløb efter §§ 1-4 og 8.
Stk. 2. I
forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der
fastsættes straf af bøde for den, der forsætligt
eller groft uagtsomt overtræder bestemmelser i
forskrifterne.
Stk. 3. Den, der
begår en af de nævnte overtrædelser med
forsæt til at opnå større udbetalinger, end
vedkommende er berettiget til efter §§ 1-4, straffes med
bøde eller fængsel indtil 1 år og 6
måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter
straffeloven.
Stk. 4. Der kan
pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§
10. Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i
Lovtidende.
Stk. 2. Loven
ophæves den 5. maj 2021.
§ 11. I
lov nr. 211 af 17. marts 2020 om midlertidig udskydelse af
betalingsfrister for indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag,
B-skat og foreløbigt arbejdsmarkedsbidrag samt midlertidig
udskydelse af angivelses- og betalingsfrister og forlængelse
af afgiftsperioder for moms m.v. foretages følgende
ændringer:
1.
Lovens titel affattes
således:
»Lov om
midlertidig udskydelse af angivelses- og betalingsfrister m.v.
på skatteområdet i forbindelse med
covid-19«.
2.
Efter kapitel 2 indsættes:
»Kapitel 2 a
Angivelse og betaling af
lønsumsafgift
§ 8 a. Fristen for angivelse
af lønsumsafgift i henhold til § 6 a i lov om afgift af
lønsum m.v. udskydes for andet kvartal 2020 til den 1.
september 2020, og fristen for tredje kvartal 2020 udskydes til den
16. november 2020.«
3. §
9 affattes således:
Ȥ 9.
Beløbsgrænsen i opkrævningslovens § 16 c,
stk. 5, 2. pkt., udgør 10 mio. kr. i perioden fra og med den
25. marts 2020 til og med den 6. maj 2020. I perioden fra og med
den 7. maj 2020 til og med den 1. april 2021 udgør
beløbsgrænsen 100 mia. kr.«
4. § 10,
stk. 3, ophæves.
§ 12. I
dødsboskatteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 426 af
28. marts 2019, som ændret ved § 8 i lov nr. 688 af 8.
juni 2017 og § 2 i lov nr. 92 af 31. januar 2020, foretages
følgende ændring:
1. I
§ 87 indsættes som stk. 6:
»Stk. 6.
Fristen på 3 måneder i stk. 2, 2. og 4. pkt.,
udløber for indkomståret 2019 den 1. december
2020.«
§ 13. I
skattekontrolloven, lov nr. 1535 af 19. december 2017, som
ændret ved § 6 i lov nr. 1430 af 5. december 2018,
§ 7 i lov nr. 1726 af 27. december 2018 og § 2 i lov nr.
1573 af 27. december 2019, foretages følgende
ændring:
1. I
§ 14 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3.
Skatteministeren eller den, som ministeren bemyndiger dertil, kan
forlænge frister i skatte- og afgiftslovgivningen, som er
fastsat under hensyn til oplysningsfristerne i §§ 10-13,
når det må anses for umuligt eller
uforholdsmæssig vanskeligt for grupper af skattepligtige at
opfylde fristerne.«
§ 14. I
ligningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 806 af 8. august
2019, som ændret senest ved lov nr. 93 af 31. januar 2020,
foretages følgende ændring:
1. I
§ 8 X indsættes som stk. 7:
»Stk. 7.
Stk. 1 finder ikke anvendelse, i det omfang der er anmodet om
fremrykket udbetaling af skattekredit for indkomståret 2019
efter § 8 i lov om rentefrie lån svarende til angivet
moms og lønsumsafgift og fremrykket udbetaling af
skattekreditter m.v. i forbindelse med covid-19.«
§
15. Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland.