Betænkning afgivet af Klima-,
Energi- og Forsyningsudvalget den 27. april 2020
1. Dispensation fra Folketingets
forretningsorden
Udvalget indstiller, at der dispenseres fra
bestemmelsen i Folketingets forretningsorden § 8 a, stk. 2,
om, at der skal gå 2 dage fra offentliggørelsen af
betænkningen, til lovforslaget kommer til 2. behandling, fra
bestemmelsen i § 13, stk. 1, således at 3. behandling
kan finde sted tidligere end 2 dage efter 2. behandling, og fra
bestemmelsen i § 13, stk. 1, om, at der skal gå 30 dage
fra lovforslagets fremsættelse, til det kan vedtages ved 3.
behandling.
2. Indstillinger
Udvalget
indstiller lovforslaget til vedtagelse
uændret.
Alternativet, Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved
betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed
ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske
bemærkninger i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
3. Politiske bemærkninger
Venstre, Dansk
Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal
Alliance
Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative
Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal Alliance støtter
lovforslaget. Partierne havde gerne set, at ministeren på et
tidligere tidspunkt havde vidst, at det ville blive
nødvendigt at udskyde visse frister på ministerens
område. Så havde Folketinget ikke behøvet at
behandle lovforslaget som hastelovgivning.
Med lovforslaget lægges der op til,
at ministeren får en lang række beføjelser.
Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Nye
Borgerlige og Liberal Alliance har principielt
betænkeligheder ved, at ministeren får så vide
beføjelser. Når vi alligevel kan støtte
lovforslaget i sin nuværende form, skyldes det, at regeringen
har tilkendegivet, at det er nødvendigt i lyset af den
aktuelle situation. Derfor er det også vores forventning, at
når ministeren anvender beføjelserne, holdes
Folketinget orienteret herom.
Desuden er det meget væsentligt, at
Energistyrelsen sikrer, at der sker en hurtig sagsbehandling af de
ansøgninger, styrelsen allerede har modtaget om
støtte til energi produceret ved anvendelse af biogas.
Derfor er det også betryggende, at ministeren i en mail af
22. april 2020 oplyser: »Energistyrelsen behandler som
udgangspunkt ansøgningerne i den rækkefølge, de
modtages. Sagsbehandlingen af de allerede modtagne
ansøgninger afventer naturligvis ikke hverken den
gældende ansøgningsfrist d. 1. maj eller den nye frist
d. 1. juli. Sagsbehandlingen vil foregå så hurtigt som
muligt, og sagsbehandlingstiden for den enkelte ansøgning
forlænges ikke som følge af udskydelsen af
ansøgningsfristen.« Ministeren har endvidere
bekræftet dette i svaret på spørgsmål 11
til lovforslaget.
4. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 21. april
2020 og var til 1. behandling den 23. april 2020. Lovforslaget blev
efter 1. behandling henvist til behandling i Klima-, Energi- og
Forsyningsudvalget.
Oversigt over lovforslagets
sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse
med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på
Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i
skriftlig procedure.
Høringssvar
Et udkast til lovforslaget er forinden
fremsættelsen ikke sendt i høring. Under hensyn til at
lovforslaget hastebehandles, er lovforslaget heller ikke sendt i
høring samtidig med fremsættelsen.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 4 bilag
på lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
11 spørgsmål til klima-, energi- og
forsyningsministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har
besvaret.
Anders Kronborg (S) Anne Paulin
(S) Bjarne Laustsen (S) Tanja Larsson (S) Henrik Møller (S)
Jesper Petersen (S) Jens Joel (S) Orla Hav (S) Ruben Kidde (RV)
Zenia Stampe (RV) Rasmus Helveg Petersen (RV) fmd. Signe Munk (SF) Carl Valentin (SF)
Søren Egge Rasmussen (EL) Mai Villadsen (EL) Rasmus
Nordqvist (UFG) Gitte Willumsen (V) Christoffer Aagaard Melson (V)
Lars Christian Lilleholt (V) Marie Bjerre (V) Tommy Ahlers (V)
Carsten Kissmeyer (V) nfmd.
Morten Messerschmidt (DF) Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Mette
Abildgaard (KF) Orla Østerby (KF) Katarina Ammitzbøll
(KF) Peter Seier Christensen (NB) Alex Vanopslagh (LA)
Alternativet, Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 48 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 42 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 16 | |
Radikale Venstre (RV) | 16 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 14 | |
Enhedslisten (EL) | 13 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 13 | |
Nye Borgerlige (NB) | 4 | |
Liberal Alliance (LA) | 3 | |
Alternativet (ALT) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 5 | |