L 171 Forslag til lov om ændring af SU-loven.

(Udvidet mulighed for slutlån som følge af covid-19).

Af: Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S)
Udvalg: Uddannelses- og Forskningsudvalget
Samling: 2019-20
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 28-04-2020

Afgivet: 28-04-2020

Betænkning afgivet af Uddannelses- og Forskningsudvalget den 28. april 2020 (omtryk)

20191_l171_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Uddannelses- og Forskningsudvalget den 28. april 2020

1. Dispensation fra Folketingets forretningsorden

Udvalget indstiller, at der dispenseres fra bestemmelsen i Folketingets forretningsordens § 13, stk. 1, således at 3. behandling kan finde sted tidligere end 2 dage efter 2. behandling, og fra bestemmelsen i § 13, stk. 1, om, at der skal gå 30 dage fra lovforslagets fremsættelse, til det kan vedtages ved 3. behandling.

2. Indstilling

Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.

Alternativet, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

3. Politiske bemærkninger

Venstre

Venstres medlemmer af udvalget konstaterer, at studerende, der ikke har flere su-klip, men endnu ikke har ret til slutlån, og studerende, der ikke har flere slutlånsrater, risikerer at komme i klemme, hvis de mister deres job som følge af covid-19. I yderste konsekvens risikerer vi, at denne gruppe af studerende føler sig nødsaget til at melde sig ud af studiet for eksempelvis at få ret til en anden offentlig ydelse. De studerende skal selvfølgelig kunne færdiggøre deres studier, og derfor er det godt, at der bliver mulighed for 3 måneders ekstra slutlånsrater, og at studerende, der endnu ikke har ret til slutlån, kan søge, op til 3 måneder før at denne ret normalt ville indtræde.

Venstre bemærker, at Danmark lige nu står i en alvorlig og ekstraordinær situation, der har store konsekvenser for alle dele af det danske samfund. Der er fortsat stor usikkerhed i uddannelsessektoren, og bl.a. er studerende, ph.d.-studerende og ledere af forskningsprojekter m.fl. bekymrede for spørgsmål om fremdrift, hvis der opstår forsinkelse som følge af covid-19. Samtidig er den delvise genåbning af forskningslaboratorierne forbundet med en del forvirring og dermed bekymring i sektoren. Venstre opfordrer derfor ministeren til at adressere disse problematikker.

Venstre er klar til at holde hånden under det danske samfund og tage ansvar for en sundhedsmæssig forsvarlig genåbning af Danmark. Med de bemærkninger stemmer Venstre for forslaget, herunder også hastebehandlingen.

Dansk Folkeparti

Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget konstaterer, at der i den aktuelle situation er behov for, at vi understøtter de studerende, som ikke har flere su-klip til rådighed. Det vigtige er, at der ikke er nogen studerende, som tvinges til at stoppe på studiet, fordi studiejobbet som følge af covid-19-krisen er forsvundet og de derfor ikke har nogen indtægt. Denne ordning kan på samme måde som den tidligere vedtagne lov nr. 328 af 31. marts 2020 om udvidede muligheder for studielån og slutlån m.v. benyttes af alle studerende, som er godkendt til at modtage su, herunder også de vandrende arbejdstagere, som på det grundlag får su i Danmark. Derfor er det vigtigt for DF at understrege, at loven er en midlertidig ordning, som ophører om få måneder, og at DF herefter vil fortsætte arbejdet med at sikre, at su, finansieret af den danske stat, forbeholdes danske studerende. Med de bemærkninger støtter DF forslaget.

Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti

Enhedslistens og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget støtter lovforslaget, der sikrer, at studerende, der har opbrugt deres su-klip og ikke modtager slutlån, også har mulighed for at modtage su-lån under covid-19. For EL og SF er det vigtigt, at covid-19 ikke går ud over hverken de studerendes eller institutionernes økonomi. Derfor mener EL og SF, at institutionerne bør kompenseres for den del af resultattilskuddet, der handler om studietidstilskud, som de eventuelt mister, såfremt institutionerne kan dokumentere, at studietidsforlængelserne skyldes covid-19. Desuden bekymrer det EL og SF, at covid-19 vil resultere i yderligere studiegæld hos mange tusinde studerende. Det er ikke ønskværdigt, og derfor ønsker EL og SF også, at flere studerende som følge af covid-19 får ekstra su-klip. EL og SF er bekymrede for, at usikkerheden i universiteternes økonomi påvirker deres tildeling af ekstra su-klip.

4. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 21. april 2020 og var til 1. behandling den 23. april 2020. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Uddannelses- og Forskningsudvalget.

Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter

Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 1 møde.

Høringssvar

Et udkast til lovforslaget er ikke forinden fremsættelsen sendt i høring. Under hensyn til at lovforslaget hastebehandles, er lovforslaget heller ikke sendt i høring samtidig med fremsættelsen.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 3 bilag på lovforslaget.

Bjørn Brandenborg (S) fmd. Jens Joel (S) Julie Skovsby (S) Kasper Roug (S) Kasper Sand Kjær (S) Rasmus Horn Langhoff (S) Rasmus Stoklund (S) Mette Gjerskov (S) Troels Ravn (S) Stinus Lindgreen (RV) Katrine Robsøe (RV) Jacob Mark (SF) Astrid Carøe (SF) Mai Villadsen (EL) Rosa Lund (EL) Uffe Elbæk (UFG) Marie Bjerre (V) Anne Honoré Østergaard (V) nfmd. Carsten Kissmeyer (V) Mads Fuglede (V) Tommy Ahlers (V) Ulla Tørnæs (V) Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Marie Krarup (DF) Pernille Bendixen (DF) Katarina Ammitzbøll (KF) Birgitte Bergman (KF) Peter Seier Christensen (NB) Henrik Dahl (LA)

Alternativet, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)48
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)42
Dansk Folkeparti (DF)16
Radikale Venstre (RV)16
Socialistisk Folkeparti (SF)14
Enhedslisten (EL)13
Det Konservative Folkeparti (KF)13
Nye Borgerlige (NB)4
Liberal Alliance (LA)3
Alternativet (ALT)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)5