L 168 Forslag til lov om bemyndigelse til midlertidig fravigelse af virksomheders pligter på selskabs- og regnskabsområdet og af reglerne om begrænsning af butikkernes åbningstider i forbindelse med covid-19.

Af: Erhvervsminister Simon Kollerup (S)
Udvalg: Erhvervsudvalget
Samling: 2019-20
Status: Delt

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 31-03-2020

Fremsættelse: 31-03-2020

Skriftlig fremsættelse (31. marts 2020)

20191_l168_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (31. marts 2020)

Erhvervsministeren (Simon Kollerup):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om bemyndigelse til midlertidig fravigelse af virksomheders pligter på selskabs- og regnskabsområdet og af reglerne om begrænsning af butikkernes åbningstider i forbindelse med Coronavirussygdommen covid-19

(Lovforslag nr. L 168)

Flere erhvervsorganisationer har gjort opmærksom på, at der hverken i epidemiloven eller i den nuværende selskabs- og regnskabslovgivning er tilstrækkelige muligheder for at fravige pligter for erhvervslivet, så virksomhederne kan håndtere den helt ekstraordinære situation, som covid-19 forårsager. Det er regeringens vurdering, at det er forsvarligt i en periode at fravige visse konkrete pligter, så der frigives tid og kompetencer i virksomhederne til at håndtere den helt ekstraordinær situation, som covid-19 pandemien forårsager, hvor mange virksomheders eksistens er truet.

Det foreslås derfor i lovforslaget, at erhvervsministeren bemyndiges til at fastsætte regler om fravigelse af pligter, der påhviler virksomheder og filialer af udenlandske virksomheder i henhold til selskabs- og regnskabslovgivningen, herunder selskabs- og regnskabsretlige regler i den finansielle lovgivning, samt pligter der følger af virksomhedernes vedtægter, når det vurderes forsvarligt, at den pågældende pligt i en midlertidig periode fraviges, f.eks. at en frist forlænges. Det skal bl.a. give mulighed for at kunne fravige lovbestemte frister om indsendelse af årsrapporter og frister for afholdelse af generalforsamling. De regler, som vedtages i medfør af bemyndigelsen, kan alene give en bedre retsstilling for de omfattede virksomheder.

Derudover foreslås det i lovforslaget, at erhvervsministeren bemyndiges til at fastsætte regler om fravigelse af lukkelovens begrænsninger med henblik på at sikre, at detailsalg fra butikker kan foregå på en sådan måde, at risikoen for smitte med covid-19 begrænses. Det skal give mulighed for at kunne fravige midlertidigt for lukkelovens begrænsninger således, at dagligvarehandlen op til og under påskedagene kan spredes ud over flere dage. Dagene op til og under påsken er traditionelt nogle af årets største handelsdage for både de store butikker og de mindre butikker, med særligt mange handlende i butikkerne, hvilket kan medføre stor kødannelse og dermed en forøget smittefare.

Henset til den midlertidige karakter af de foreslåede tiltag indeholder lovforslaget en ophørsklausul. Det betyder, at loven automatisk ophæves den 1. januar 2021.

På grund af den igangværende sæson for generalforsamlinger, hvor de alvorlige konsekvenser af spredningen af covid-19 nødvendiggør, at der udvises fleksibilitet over for erhvervslivet, og da påskedagene nærmer sig hastigt, er der behov for, at lovforslaget hastebehandles. Det forudsætter en række dispensationer fra reglerne i Folketingets forretningsorden. Lovforslagets hastende karakter er også årsagen til, at lovforslaget ikke har været sendt i høring, og at det ikke har været muligt at sikre vedtagelse af lovforslaget senest 4 uger før den 1. januar eller den 1. juli. Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft ved bekendtgørelse i Lovtidende.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.