L 167 Forslag til lov om ændring af lov om anerkendelse af visse uddannelses- og erhvervsmæssige kvalifikationer.

(Gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/958 af 28. juni 2018 om en proportionalitetstest forud for vedtagelse af ny regulering af erhverv samt klageadgang i sager om erhvervspas og ved udsendelse af advarsler).

Af: Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S)
Udvalg: Uddannelses- og Forskningsudvalget
Samling: 2019-20
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 26-05-2020

Afgivet: 26-05-2020

Betænkning afgivet af Uddannelses- og Forskningsudvalget den 26. maj 2020

20191_l167_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Uddannelses- og Forskningsudvalget den 26. maj 2020

1. Ændringsforslag

Uddannelses- og forskningsministeren har stillet 1 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Indstillinger

Et flertal (udvalget med undtagelse af EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.

Et mindretal (EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for det stillede ændringsforslag.

Alternativet, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

3. Politiske bemærkninger

Venstre

Det fremgår af lovforslaget, at »Anerkendelsesloven sondrer ikke mellem statsborgerskab i tilfælde af afsendelse og modtagelse af en advarsel. Lovens bestemmelser om udsendelse og modtagelse af advarsler, som har til formål at beskytte det danske samfund og borgerne mod personer, som er dømt for benyttelse af forfalsket dokumentation for deres erhvervsmæssige kvalifikationer, udvider således direktivets personkreds til også at omfatte statsborgere fra tredjelande. Der har således været tale om overimplementering.«

Venstres medlemmer af udvalget har spurgt ministeren, hvorfor direktivet overimplementeres i dansk lovgivning. Det fremgår af ministerens svar, at lovforslagets bemærkninger om overimplementering vedrører opfølgning på implementering af anerkendelsesdirektivet, ikke gennemførelse af proportionalitetstestdirektivet. Det fremgår videre, at anerkendelseslovens bestemmelser om udsendelse og modtagelse af advarsler udvider anerkendelsesdirektivets personkreds til også at omfatte statsborgere fra tredjelande. Der henvises til ministerens svar på spørgsmål 5.

Dansk Folkeparti

Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget har været bekymrede for, hvorvidt vi med lovforslaget fortsat kan være sikre på, at vi i Danmark kan opretholde de krav til sundhedspersonale som f.eks. læger og sygeplejersker, som vi i Danmark finder relevante. Det kunne f.eks. være sprogkrav, så sundhedspersonalet kan kommunikere med patienter på betryggende vis, ligesom det er afgørende, at Danmark kan stille relevante krav i forhold til sundhedspersonalets sikkerhed og arbejdsmiljømæssige krav. DF har på den baggrund stillet en række spørgsmål til ministeren, og på baggrund af ministerens svar kan DF støtte forslaget. Der henvises til blandt andre ministerens svar på spørgsmål 3, 6 og 8.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af uddannelses- og forskningsministeren, tiltrådt af udvalget:

1) Efter nr. 5 indsættes som nyt nummer:

»01. I § 6, stk. 1, ændres »stk. 3« til: »stk. 4«.«

[Konsekvensændring]

Bemærkninger

Til nr. 1

Ændringsforslaget er en konsekvensrettelse, idet § 6, stk. 1, i lov nr. 1871 af 29. december 2015 om anerkendelse af visse uddannelses- og erhvervsmæssige kvalifikationer indeholder en henvisning til lovens § 1, stk. 3, som med lovforslagets § 1, nr. 3, bliver til stk. 4.

5. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 31. marts 2020 og var til 1. behandling den 30. april 2020. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Uddannelses- og Forskningsudvalget.

Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter

Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 1 møde.

Høringssvar

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og uddannelses- og forskningsministeren sendte den 9. januar 2020 dette udkast til udvalget, jf. UFU alm. del - bilag 60. Den 31. marts 2020 sendte uddannelses- og forskningsministeren høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 4 bilag på lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 8 spørgsmål til uddannelses- og forskningsministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.

Bjørn Brandenborg (S) fmd. Jens Joel (S) Julie Skovsby (S) Kasper Roug (S) Kasper Sand Kjær (S) Rasmus Horn Langhoff (S) Rasmus Stoklund (S) Mette Gjerskov (S) Troels Ravn (S) Stinus Lindgreen (RV) Katrine Robsøe (RV) Jacob Mark (SF) Astrid Carøe (SF) Mai Villadsen (EL) Rosa Lund (EL) Uffe Elbæk (UFG) Marie Bjerre (V) Anne Honoré Østergaard (V) nfmd. Carsten Kissmeyer (V) Mads Fuglede (V) Tommy Ahlers (V) Ulla Tørnæs (V) Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Marie Krarup (DF) Pernille Bendixen (DF) Katarina Ammitzbøll (KF) Birgitte Bergman (KF) Peter Seier Christensen (NB) Henrik Dahl (LA)

Alternativet, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)48
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)42
Dansk Folkeparti (DF)16
Radikale Venstre (RV)16
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Enhedslisten (EL)13
Det Konservative Folkeparti (KF)13
Nye Borgerlige (NB)4
Liberal Alliance (LA)3
Alternativet (ALT)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)4