Skriftlig fremsættelse (31. marts
2020)
Beskæftigelsesministeren (Peter
Hummelgaard):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om udskydelse af ferie i
forbindelse med covid-19
(Lovforslag nr. L 161)
På grund af den aktuelle krise som
følge af covid-19 situationen, hvor der inden for visse
brancher opleves aktuelt mangel på særlig arbejdskraft
som følge af mange sygdoms- eller karantæneramte
lønmodtagere eller på grund af særlige opgaver i
forbindelse med covid-19, foreslår Regeringen, at det i helt
særlige situationer skal være muligt at udskyde ferie,
som ikke kan holdes i ferieåret.
Efter gældende regler kan en
arbejdsgiver ændre tidligere fastsat ferie uden varsel,
såfremt væsentlige, upåregnelige
driftsmæssige hensyn gør det nødvendigt. Det er
forudsat, at den ændrede ferie skal kunne afholdes i
ferieåret, hvilket inden for indeværende ferieår
er den 30. april 2020. Gældende regler giver desuden heller
ikke mulighed for, at der kan overføres ferie efter aftale
ud over optjent ferie ud over 20 dage til en efterfølgende
afholdelsesperiode.
Forslaget indebærer, at såfremt
væsentlige, upåregnelige driftsmæssige hensyn
gør det nødvendigt i forbindelse med covid-19, kan
ferie, som ikke kan holdes i ferieåret, udskydes til den
efterfølgende afholdelsesperiode. Udskydelsen omfatter
både ferie, som er fastlagt og ferie, der ikke er fastlagt.
Udskydelse af ferie vil enten kunne ske efter aftale mellem en
arbejdsgiver og en lønmodtager eller efter arbejdsgiverens
pålæg. Herved imødekommes et behov for, at
berørte lønmodtagere uden tab af ferie vil kunne
arbejde i den forestående periode, hvor behovet for
særlig arbejdskraft vil kunne være
påtrængende.
For ikke at forspilde formålet med
forslaget - at give arbejdsgiveren en hurtig men midlertidig bedre
mulighed for at imødekomme en efterspørgsel på
særlig arbejdskraft - foreslås, at loven finder
anvendelse på alle lønmodtagere, forudsat at
betingelserne i øvrigt er opfyldt.
Loven vil derfor som udgangspunkt
gælde uanset andre fastsatte regler herom, herunder regler
fastsat ved kollektiv overenskomst. Dog foreslås det, at der
ved kollektiv overenskomst eller aftale kan indgås aftale om,
i hvilke andre særlige situationer i forbindelse med
covid-19, der kan ske udskydelse af ferie til en
efterfølgende afholdelsesperiode. Herved får
arbejdsmarkedets parter mulighed for selv at fastsætte
nærmere regler om, i hvilke situationer i forbindelse med
covid-19 en udskydelse af ferie til en efterfølgende
afholdelsesperiode skal ske.
Da der er tale et midlertidigt initiativ
som følge af covid-19, vil forslaget kun gælde ferie,
der er optjent efter den gældende ferielov til brug i
ferieåret 2019/2020 og det korte ferieår fra 1. maj
2020 til 31. august 2020.
På grund af den ekstraordinære
situation, er der behov for, at lovforslaget hastebehandles.
Det foreslås, at lovforslaget
træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende, og at
lovforslaget kan stadfæstes straks efter dets vedtagelse.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og bemærkninger hertil, skal jeg anbefale
lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.