Fremsat den 26. marts 2020 af sundheds- og ældreministeren (Magnus Heunicke)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om foranstaltninger
mod smitsomme og andre overførbare sygdomme
(Yderligere foranstaltninger for at
forebygge og inddæmme smitte med COVID-19 m.v.)
§ 1
I lov om foranstaltninger mod smitsomme og
andre overførbare sygdomme, jf. lovbekendtgørelse nr.
1026 af 1. oktober 2019, som ændret ved bekendtgørelse
nr. 156 af 27. februar 2020, bekendtgørelse nr. 157 af 27.
februar 2020 og lov nr. 208 af 17. marts 2020, foretages
følgende ændringer:
1. I
§ 1, stk. 2, indsættes efter
»ministeren«: », og iagttage de pligter, der
påhviler ministeren«.
2. I
§ 1 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3.
Sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler om
adgangen til at klage over afgørelser, der er truffet i
henhold til bemyndigelse i medfør af stk. 2.«
3. I
§ 6, stk. 1, 1. pkt., ændres
»afholdelse af og deltagelse i større forsamlinger,
arrangementer, begivenheder m.v.« til: », at flere
personer befinder sig på samme sted.«, og i 2. pkt. ændres »forsamlinger,
arrangementer, begivenheder m.v.« til: »steder, hvor
flere personer befinder sig.«
4. I
§ 6 indsættes efter stk. 2
som nyt stykke:
»Stk. 3.
Sundheds- og ældreministeren kan, når det er
nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse
af en alment farlig sygdom her i landet, efter forhandling med
justitsministeren fastsætte regler om, at politiet kan
nedlægge forbud mod ophold på et bestemt sted, hvortil
der er almindelig adgang, i en bestemt periode, hvis det efter
politiets skøn er nødvendigt for at forhindre fare
for smitte med en alment farlig sygdom det pågældende
sted. Sundheds- og ældreministeren kan endvidere
fastsætte regler om, at den, der har rådighed over et
sted, som er omfattet af et forbud, efter anmodning fra politiet
skal bistå med opsætning af skilte eller
lignende.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
5. I
§ 6, stk. 3, der bliver stk. 4,
ændres »stk. 1« til: »stk. 1 og
3«.
6. I
§ 6 a ændres »adgangen
til offentlige institutioner m.v.« til: »adgangen til
eller brugen af indendørs eller udendørs offentlige
institutioner og idrætsanlæg, legepladser og lignende
faciliteter, der frembyder smittefare.«
7. I
§ 6 a indsættes som 2. pkt.:
»Regler fastsat i medfør af 1. pkt.
kan fravige anden lovgivning.«
8. I
§ 12 a, 1. pkt., ændres
»transportministeren« til: »vedkommende
minister«.
9. I
§ 12 b, 1. pkt., ændres
»lokaler, som erhvervsdrivende råder over« til:
»lokaler og andre lokaliteter, som fysiske eller juridiske
personer råder over«.
10. I
§ 12 c indsættes efter
»plejehjem«: », plejeboliger, aflastningspladser,
anbringelsessteder og botilbud m.v.«, og efter
»sygehuse« indsættes: »og
klinikker«.
11. I
§ 12 d indsættes efter stk.
1 som nyt stykke:
»Stk. 2.
Sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler om
fravigelse af betingelser fastsat i anden lovgivning eller i
medfør af anden lovgivning, når fravigelse er
nødvendig for at sikre patientsikkerheden eller patienters
og borgeres behandling, pleje og andre rettigheder m.v. i anden
lovgivning eller i medfør af anden lovgivning, og disse
betingelser ikke vil kunne opfyldes som følge af et
ekstraordinært ressourcetræk hos sundhedsmyndighederne
eller tiltag eller foranstaltninger, der er truffet med henblik
på at forebygge eller inddæmme udbredelsen af en alment
farlig sygdom her i landet.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
12. I
§ 13, stk. 3, ændres
»transportministeren« til: »vedkommende
minister«.
13. I
§ 29, stk. 1, nr. 1,
indsættes efter »overtræder«: »§
13, stk. 1 eller 2, eller«.
14. § 29,
stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. I
forskrifter, der udfærdiges efter loven, kan der
fastsættes straf af bøde eller fængsel indtil 6
måneder for overtrædelse af bestemmelserne i
forskrifterne.«
15. I
§ 29 indsættes efter stk. 2
som nyt stykke:
»Stk. 3.
Ved udmåling af bøder til erhvervsdrivende efter
forskrifter, der udfærdiges i henhold til loven, skal der
tages hensyn til antallet af ansatte i virksomheden på
gerningstidspunktet.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
§ 2
Stk. 1. Loven
træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stk. 2. Regler fastsat i
medfør af § 1, stk. 2, §§ 6, 6 a, 12 a-12 d
og 13 og § 29, stk. 2, i lov om foranstaltninger mod smitsomme
og andre overførbare sygdomme forbliver i kraft, indtil de
ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i
medfør af § 1, stk. 2, §§ 6, 6 a, 12 a-12 d
og 13 og § 29, stk. 2, i lov om foranstaltninger mod smitsomme
og andre overførbare sygdomme, som affattet ved denne lovs
§ 1, nr. 1, 3-12 og 14.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne
og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes
helt eller delvis i kraft for Færøerne med de
ændringer, som de færøske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige
bemærkninger | | Indholdsfortegnelse | | 1. | Indledning | 2. | Lovforslagets
hovedpunkter | | 2.1. | Mulighed for at fastsætte regler om
klageadgang ved delegation til andre myndigheder | | | 2.1.1. | Gældende ret | | | 2.1.2. | Sundheds- og Ældreministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning | | 2.2. | Forbud mod, at flere personer befinder sig
på samme sted | | | 2.2.1. | Gældende ret | | | 2.2.2. | Sundheds- og Ældreministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning | | 2.3. | Forbud mod ophold på steder, hvortil
der er almindelig adgang | | | 2.3.1. | Gældende ret | | | 2.3.2. | Sundheds- og Ældreministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning | | 2.4. | Forbud mod eller restriktioner for adgang
til udendørs offentlige idrætsanlæg, legepladser
m.v. | | | 2.4.1. | Gældende ret | | | 2.4.2. | Sundheds- og Ældreministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning | | 2.5. | Forbud mod eller restriktioner for adgang
til lokaler og udendørsområder, som fysiske eller
juridiske personer råder over | | | 2.5.1. | Gældende ret | | | 2.5.2. | Sundheds- og Ældreministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning | | 2.6. | Besøgsrestriktioner for
anbringelsessteder og botilbud m.v. | | | 2.6.1. | Gældende ret | | | 2.6.2. | Sundheds- og Ældreministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning | | 2.7. | Fravigelse af lovgivningen af hensyn til
patienters og borgeres behandlings- og plejerettigheder og andre
rettigheder | | | 2.7.1. | Gældende ret | | | 2.7.2. | Sundheds- og Ældreministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning | | 2.8. | Udmåling af bøder for
overtrædelser af forskrifter udstedt i medfør af
loven | | | 2.8.1. | Gældende ret | | | 2.8.2. | Sundheds- og Ældreministeriets
overvejelser og den foreslåede ordning | 3. | Forholdet til
grundloven og Danmarks internationale forpligtelser | | 3.1. | Grundloven | | | 3.1.1. | Grundlovens § 79 | | | 3.1.2. | Grundlovens § 73 | | | 3.1.3. | Grundlovens § 67 | | 3.2. | Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention (EMRK) | | | 3.2.1. | EMRK artikel 11 | | | 3.2.2. | EMRK artikel 8 og artikel 2 i 4.
tillægsprotokol til EMRK | 4. | Økonomiske
konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det
offentlige | 5. | Økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v. | 6. | Administrative
konsekvenser for borgerne | 7. | Miljømæssige konsekvenser | 8. | Forholdet til
EU-retten | 9. | Hørte
myndigheder og organisationer m.v. | 10. | Sammenfattende
skema |
|
1. Indledning
Regeringens altoverskyggende hovedprioritet er
fortsat at afbøde de alvorlige konsekvenser af spredningen
af COVID-19 i det danske samfund mest muligt. Det er helt
afgørende, at samfundet og myndighederne er rustet til og
har de nødvendige redskaber til at udføre opgaven og
modvirke yderligere udbredelse af Coronavirussygdom 2019.
Med lov nr. 208 af 17. marts 2020 om
ændring af lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre
overførbare sygdomme (Udvidelse af foranstaltninger til at
forebygge og inddæmme smitte samt sikring af
kapacitetsmæssige ressourcer m.v.) fik regeringen på en
række områder adgang til at sikre myndighedernes
handlemuligheder og en effektiv ressourceudnyttelse mod smitsomme
og andre overførbare sygdomme. Det er i vid
udstrækning vurderingen, at disse tiltag mod smittespredning
allerede har haft en betydelig effekt på danskernes
aktiviteter og adfærd, og at de vil bidrage til at aflaste og
afbøde belastningen af sundhedsvæsenet.
Det er imidlertid regeringens opfattelse, at
den nuværende lovgivning på en række
områder fortsat ikke nødvendigvis er
tilstrækkelig til at sikre myndighedernes handlemuligheder i
forhold til inddæmning og afbødning af konsekvenserne
af smitsomme og andre overførbare sygdomme, herunder
COVID-19. Der er således efter regeringens opfattelse behov
for nye handlemuligheder, så det sikres, at myndighederne
hurtigt kan handle, hvis det måtte vise sig
nødvendigt. Det bekræftes også af udviklingen i
en række øvrige europæiske lande.
På den baggrund foreslår
regeringen en række nye ændringer og justeringer af
epidemiloven.
Det foreslås, at den gældende
mulighed for at fastsætte regler om forbud mod forsamlinger
m.v. udvides fra i dag at omfatte større forsamlinger,
arrangementer, begivenheder m.v. til at omfatte muligheden for at
fastsætte regler om forbud mod, at flere personer befinder
sig på samme sted. Dermed vil der som den nedre grænse
kunne fastsættes regler om forbud mod, at 3 personer eller
flere befinder sig på samme sted. Det forudsættes i den
forbindelse, at personer fra samme husstand samt nærmeste
pårørende ikke vil kunne omfattes af et sådant
forbud.
Det foreslås endvidere, at muligheden
for at regulere adgangen til offentlige institutioner m.v. udvides
til også om nødvendigt at kunne omfatte
udendørs idrætsanlæg, legepladser og lignende
faciliteter, der frembyder smittefare.
Det foreslås desuden, at den
gældende mulighed for at regulere lokaler, som
erhvervsdrivende råder over, udvides til både at
omfatte udendørs arealer og lokaler, som enhver fysisk eller
juridisk person råder over. Det vil eksempelvis give mulighed
for at regulere adgangen til forlystelsesparkers udendørs
arealer eller museer m.v., som hverken er offentlige eller
erhvervsdrivende.
Herudover foreslås indført en
mulighed for, at politiet, hvis det er nødvendigt, i en
bestemt periode kan nedlægge forbud mod at tage ophold
på et bestemt sted, hvortil der er almindelig adgang. Hjemlen
vil f.eks. kunne bruges, hvis politiet erfarer, at der på
bestemte steder gentagne gange samler sig menneskemængder
på en sådan måde, at der er forhøjet
smittefare.
Endvidere foreslås en forhøjelse
af bødeniveauet for overtrædelse af regler fastsat i
medfør af epidemiloven, herunder mulighed for at graduere
størrelsen af en bøde afhængigt af
virksomhedens størrelse, med henblik på at sikre, at
bøder også for større virksomheder bliver
økonomisk følelige på samme måde som for
mindre virksomheder og dermed får en tilsvarende
præventiv effekt.
Endelig lægges der med lovforslaget op
til at rette op på nogle uhensigtsmæssigheder og
udeladelser ved lov nr. 208 af 17. marts 2020.
Det foreslås således bl.a. at
åbne mulighed for at regulere rekursadgangen (klageadgangen)
for de påbud, som kan udstedes af bl.a. politiet eller
Styrelsen for Patientsikkerhed, og regulere adgangen til at
aflægge besøg på anbringelsessteder og botilbud
m.v. på det sociale område.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Mulighed for at fastsætte regler om
klageadgang ved delegation til andre myndigheder
2.1.1. Gældende ret
Efter § 1, stk. 2, i lov om
foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme
(epidemiloven) kan sundheds- og ældreministeren bemyndige
andre myndigheder, herunder de epidemikommissioner, der er
nævnt i kapitel 2, til at udøve de beføjelser,
der i denne lov er tillagt ministeren.
Sundheds- og ældreministeren kan
både bemyndige myndigheder under Sundheds- og
Ældreministeriet og myndigheder under andre ministerier til
at udøve de beføjelser, der følger af loven.
Sundheds- og ældreministeren kan endvidere i regler, der
fastsættes i medfør af loven, fastsætte, at
andre myndigheder skal udøve beføjelserne
ifølge de pågældende regler.
Sundheds- og ældreministeren har
bemyndiget politiet til at udøve de beføjelser, der
følger af bekendtgørelse nr. 224 af 17. marts 2020 om
forbud mod større forsamlinger og forbud mod adgang til og
restriktioner for visse lokaler i forbindelse med håndtering
af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) med senere ændring, jf.
bekendtgørelsens § 10. Bekendtgørelsen er
udstedt i medfør af bl.a. epidemilovens §§ 6, 6 a
og 12 b.
Hvor der er sket delegation af kompetence fra
en myndighed til en anden, vil der normalt være rekurs til
den delegerende myndighed. Der er derfor efter gældende ret
adgang for en part til at klage over afgørelser, som en
myndighed har truffet efter bemyndigelse fra sundheds- og
ældreministeren i medfør af epidemilovens § 1,
stk. 2.
Efter gældende ret er der som
følge heraf f.eks. adgang til at klage til Sundheds- og
Ældreministeriet over politiets afgørelser i
medfør af den ovennævnte bekendtgørelse.
2.1.2. Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og
den foreslåede ordning
Det er efter Sundheds- og
Ældreministeriets opfattelse ikke hensigtsmæssigt, at
afgørelser, der træffes af andre myndigheder efter
bemyndigelse fra sundheds- og ældreministeren, i alle
tilfælde kan påklages til Sundheds- og
Ældreministeriet. Det skyldes, at Sundheds- og
Ældreministeriet ikke i alle tilfælde besidder den
sagkundskab, der er nødvendig for at kunne behandle
klagerne.
Det foreslås på den baggrund, at
sundheds- og ældreministeren bemyndiges til at
fastsætte regler om adgangen til at klage over
afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse. Det
vil i medfør heraf kunne fastsættes, at politiets
afgørelser i medfør af den ovennævnte
bekendtgørelse om forbud mod større forsamlinger og
forbud mod adgang til og restriktioner for visse lokaler i
forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019
(COVID-19) skal kunne påklages til Rigspolitiet i stedet for
til Sundheds- og Ældreministeriet. I givet fald vil det
endvidere kunne fastsættes, at Rigspolitiets
afgørelser i klagesager ikke kan påklages til
Justitsministeriet.
2.2. Forbud mod, at flere personer befinder sig på
samme sted
2.2.1. Gældende ret
Det følger af epidemilovens § 6,
stk. 1, 1. pkt., at sundheds- og ældreministeren, når
det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme
udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet, efter
forhandling med justitsministeren kan fastsætte regler om
forbud mod afholdelse af og deltagelse i større
forsamlinger, arrangementer, begivenheder m.v.
Det følger endvidere af epidemilovens
§ 6, stk. 1, 2. pkt., at regler fastsat i medfør af 1.
pkt. kan omfatte både indendørs, udendørs,
offentlige og private forsamlinger, arrangementer, begivenheder
m.v.
Det følger bl.a. af
bemærkningerne til bestemmelsen, at det umiddelbart var
hensigten, at grænsen for størrelsen på
forsamlinger skal være 100 personer, men at antallet kan
hæves eller sænkes afhængigt af, hvad der
vurderes at være nødvendigt for at forebygge eller
inddæmme udbredelse af den pågældende sygdom, jf.
Folketingstidende 2019-20, A, L 133 som fremsat, side 24.
Derudover følger det af
bemærkningerne, at de regler om forbud mod afholdelse og
deltagelse i forsamlinger, arrangementer, begivenheder m.v., der
kan udstedes i medfør af bestemmelsen, skal forstås i
bred forstand, og at de vil kunne omfatte enhver situation, hvor
personer opholder sig sammen, jf. Folketingstidende 2019-20, A, L
133 som fremsat, side 24.
Det fremgår endvidere af
bemærkningerne, at reglerne om forbud ikke vil omfatte
almindelig tilstedeværelse på en arbejdsplads, men at
de dog vil kunne omfatte forsamlinger på en arbejdsplads,
f.eks. fællesmøder.
Den gældende bestemmelse i § 6,
stk. 1, er udmøntet i §§ 1 og 2 i
bekendtgørelse nr. 224 af 17. marts 2020 om forbud mod
større forsamlinger og forbud mod adgang til og
restriktioner for visse lokaler i forbindelse med håndtering
af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) med senere ændring. Det
fremgår af § 1 i bekendtgørelsen, at det er
forbudt at afholde og deltage i indendørs og udendørs
arrangementer, begivenheder, aktiviteter eller lignende, hvor der
er flere end 10 personer til stede. Desuden fremgår det af
§ 2, stk. 1, at politiet, hvis flere end 10 personer befinder
sig sammen på et offentligt tilgængeligt sted på
en sådan måde, at det efter politiets skøn
udgør en særlig fare for smitte med COVID-19, kan
påbyde personerne at forlade stedet.
2.2.2. Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og
den foreslåede ordning
Efter Sundheds- og Ældreministeriets
opfattelse kan det - afhængigt af det videre forløb af
indsatsen for at forebygge eller inddæmme udbredelsen af
COVID-19 - vise sig nødvendigt at skærpe de
nuværende regler fastsat i medfør af epidemilovens
§ 6, stk. 1, om forbud mod forsamlinger m.v.
Derfor bør den gældende hjemmel i
epidemilovens § 6, stk. 1, ændres, så reglerne om
forbud mod forsamlinger m.v. vil kunne skærpes, hvis der
viser sig behov herfor, f.eks. ved at indføre forbud mod, at
3 personer befinder sig på samme sted, dog med visse
undtagelser.
Det foreslås på den baggrund, at
epidemilovens § 6, stk. 1, 1. pkt., ændres,
således at muligheden for at fastsætte regler om forbud
udvides fra i dag at omfatte større forsamlinger,
arrangementer, begivenheder m.v. til at omfatte muligheden for at
fastsætte regler om forbud mod, at flere personer bef?inder
sig på samme sted.
Med den foreslåede ændring vil det
ikke længere være et krav, at forbuddet kun kan rettes
mod "større" forsamlinger m.v. Det betyder, at der med
bestemmelsen, hvis det måtte vise sig nødvendigt,
også vil kunne fastsættes regler om forbud mod mindre
forsamlinger m.v. Dermed vil der som den nedre grænse kunne
fastsættes regler om forbud mod, at 3 personer eller flere
befinder sig på samme sted.
Med den foreslåede ændring vil det
ikke længere fremgå af lovteksten, at der skal
være tale om en forsamling, arrangement, begivenhed m.v.,
idet lovteksten foreslås ændret, således at
henvisningen til forsamlinger, arrangementer, begivenheder m.v.
udgår og erstattes af, at der kan fastsættes regler om
forbud mod, at flere personer befinder sig på samme sted. Der
er tale om en præcisering af lovteksten, da det allerede
fremgår af den gældende lovtekst, at der ikke er tale
om en udtømmende opregning, jf. ordet "m.v.", og da det
fremgår af bemærkningerne til den gældende
bestemmelse, at enhver situation, hvor personer opholder sig
sammen, vil kunne være omfattet af regler udstedt i
medfør af bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2019-20, A, L
133 som fremsat, side 24.
Det bemærkes i den forbindelse, at det
forudsættes, at der ikke vil blive fastsat regler om forbud
mod, at tre medlemmer eller flere af samme husstand befinder sig
på samme sted.
Det forudsættes også, der ikke
fastsættes regler om forbud mod, at tre personer eller flere,
som er nærmeste pårørende, befinder sig på
samme sted. Ved nærmeste pårørende forstås
personens ægtefælle, faste samlevende, faste partnere,
forældre, børn og søskende.
Det forudsættes endvidere, at der ikke
vil blive fastsat regler om forbud mod, at personer, som ikke
tilhører samme husstand, men hvis boligforhold tilsiger, at
de i praksis ikke kan undgå et vist mål af omgang med
hinanden, befinder sig på samme sted. Det gælder f.eks.
studerende i kollegieboliger med fælles køkken-
og/eller badefaciliteter og lignende boligfællesskaber.
Det bemærkes endvidere, at det
forudsættes, at der som udgangspunkt ikke med hjemmel i
bestemmelsen vil blive fastsat regler, der gælder for private
boliger. Hvis det måtte vise sig nødvendigt, vil der
dog kunne fastsættes regler for situationer, hvor private
boliger benyttes til sammenkomster med personer uden for
husstanden, der er forsamlet på en sådan måde,
som skønnes at udgøre en særlig fare for smitte
med Coronavirussygdom 2019 (COVID-19).
Endelig bemærkes det, at det fortsat er
hensigten, at reglerne om forbud ikke vil omfatte almindelig
tilstedeværelse på en arbejdsplads, men at reglerne dog
vil kunne omfatte forsamlinger på en arbejdsplads, f.eks.
fællesmøder.
2.3. Forbud mod ophold på steder, hvortil der er
almindelig adgang
2.3.1. Gældende ret
Det følger af epidemilovens § 6,
stk. 1, 1. pkt., at sundheds- og ældreministeren, når
det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme
udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet, efter
forhandling med justitsministeren kan fastsætte regler om
forbud mod afholdelse af og deltagelse i større
forsamlinger, arrangementer, begivenheder m.v.
I medfør af bl.a. denne bestemmelse har
sundheds- og ældreministeren udstedt bekendtgørelse
nr. 224 af 17. marts 2020 om forbud mod større forsamlinger
og forbud mod adgang til og restriktioner for visse lokaler i
forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019
(COVID-19) med senere ændring.
Det fremgår af § 1 i
bekendtgørelsen, at det er forbudt at afholde og deltage i
indendørs og udendørs arrangementer, begivenheder,
aktiviteter eller lignende, hvor der er flere end 10 personer til
stede. Desuden fremgår det af § 2, stk. 1, at politiet,
hvis flere end 10 personer befinder sig sammen på et
offentligt tilgængeligt sted på en sådan
måde, at det efter politiets skøn udgør en
særlig fare for smitte med COVID-19, kan påbyde
personerne at forlade stedet.
Epidemiloven giver ikke hjemmel til at
fastsætte regler om, at politiet kan nedlægge forbud
mod ophold på bestemte steder, hvortil der er almindelig
adgang. Der kan dog under visse betingelser i medfør af
§ 6 a fastsættes regler om forbud mod eller
restriktioner for adgang til offentlige institutioner m.v. og i
medfør af § 12 b fastsættes regler om forbud mod
eller restriktioner for adgang til lokaler, som erhvervsdrivende
råder over, og hvortil offentligheden har adgang. Det
bemærkes, at §§ 6 a og 12 b foreslås udvidet
med lovforslaget, jf. nærmere pkt. 2.5.2.
2.3.2. Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og
den foreslåede ordning
Som det fremgår, har politiet ikke efter
de gældende regler i epidemiloven mulighed for at
nedlægge forbud mod ophold på bestemte steder i det
offentlige rum, herunder pladser, parker og strande.
Der vil i medfør af epidemilovens
§ 6, stk. 1, der foreslås udvidet med lovforslaget, jf.
pkt. 2.2.2, kunne fastsættes regler om forbud mod, at flere
personer befinder sig på samme sted. Det kan imidlertid -
afhængigt af det videre forløb af indsatsen for at
forebygge eller inddæmme udbredelsen af COVID-19 - vise sig,
at sådanne regler ikke er tilstrækkelige til at
forhindre smittespredning på steder i det offentlige rum,
hvor flere personer typisk befinder sig tæt på
hinanden, herunder på strande, pladser og veje og i parker.
Det gælder ikke mindst, hvis det er nødvendigt at
fortsætte indsatsen i foråret og sommeren, hvor
sådanne steder i stigende omfang må forventes at blive
benyttet af offentligheden.
Efter Sundheds- og Ældreministeriets
opfattelse bør der på den baggrund indføres
mulighed for, at politiet kan nedlægge forbud mod ophold
på sådanne steder, hvis det i konkrete tilfælde
viser sig, at de regler, der fastsættes i medfør af
epidemilovens § 6, stk. 1, om forbud mod, at flere personer
befinder sig på samme sted, ikke er tilstrækkelige til
at forhindre smittefare.
Det foreslås derfor, at sundheds- og
ældreministeren, når det er nødvendigt for at
forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig
sygdom her i landet, efter forhandling med justitsministeren skal
kunne fastsætte regler om, at politiet kan nedlægge
forbud mod ophold på bestemte steder, hvortil der er
almindelig adgang, i en bestemt periode, hvis det efter politiets
skøn er nødvendigt for at forhindre fare for smitte
med en alment farlig sygdom det pågældende sted.
Politiets forbud efter regler fastsat i
medfør af bestemmelsen vil kunne gælde for et "bestemt
sted, hvortil der er almindelig adgang". Det omfatter bl.a.
offentlige parker, pladser, strande, veje, forlystelsesparker,
banegårde og lufthavne og forretninger og
indkøbscentre i åbningstiden.
Det forudsættes dog, at adgangen til at
nedlægge forbud i almindelighed kun bruges, hvis de regler,
der måtte være fastsat i medfør af epidemilovens
§§ 6 a og 12 b, som udvidet ved lovforslaget, jf. pkt.
2.4.2 og 2.5.2, om offentlige institutioner,
idrætsanlæg, legepladser m.v. og lokaler og andre
lokaliteter, som fysiske og juridiske personer råder over, og
hvortil offentligheden har adgang, i det konkrete tilfælde
ikke er tilstrækkelige til at forhindre smittefare det
pågældende sted.
Det forudsættes også, at adgangen
til at nedlægge forbud ikke vil blive anvendt, hvis regler
fastsat i medfør af epidemilovens § 6, stk. 1, som
ligeledes foreslås udvidet, jf. pkt. 2.2.2, i det konkrete
tilfælde er tilstrækkelige til at forhindre faren for
smittespredning det pågældende sted.
Politiet vil i medfør af regler fastsat
efter den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse kunne forbyde
ophold det pågældende sted. Et forbud vil derimod ikke
omfatte almindelig færden det pågældende sted.
Det vil således uanset et nedlagt forbud fortsat være
lovligt eksempelvis at gå henover en plads eller igennem en
park, som er omfattet af forbuddet.
Forbud mod ophold vil alene kunne
nedlægges for mindre, afgrænsede områder, f.eks.
en bestemt plads, park, strand eller vej, og kun hvis
betingelserne, jf. ovenfor, for at nedlægge forbud er opfyldt
i forhold til det pågældende sted. Der vil
således ikke kunne nedlægges forbud, der omfatter
større områder som f.eks. en bydel.
Forbuddet vil skulle nedlægges for et
bestemt tidsrum, men tidsrummet vil kunne forlænges, hvis
betingelserne for nedlæggelse af forbud fortsat er
opfyldt.
Det vil i regler, som udstedes i medfør
af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse, også skulle
fastsættes, hvordan politiets beslutning om at nedlægge
forbud mod ophold et bestemt sted skal offentliggøres. Det
forudsættes i den forbindelse, at forbuddet
offentliggøres på en tydelig måde det
pågældende sted ved skiltning eller lignende, og at der
på politiets officielle hjemmeside gives oplysninger om
nedlagte forbud.
Det foreslås endvidere, at der kan
fastsættes regler om, at den, der har rådighed over et
sted, som er omfattet af et forbud, efter anmodning fra politiet
skal bistå med opsætning af skilte eller lignende.
Sådanne regler vil eksempelvis kunne indebære, at
kommunalbestyrelsen skal bistå politiet med at opsætte
skilte ved kommunens parker eller pladser, som er omfattet af et
forbud.
2.4. Forbud mod eller restriktioner for adgang til
udendørs offentlige idrætsanlæg, legepladser
m.v.
2.4.1. Gældende ret
Efter den gældende bestemmelse i
epidemilovens § 6 a kan sundheds- og ældreministeren,
når det er nødvendigt for at forebygge eller
inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet,
fastsætte regler om forbud mod adgang til eller restriktioner
for adgangen til offentlige institutioner m.v.
Bestemmelsen blev indført ved § 1,
nr. 6, i lov nr. 208 af 17. marts 2020 om ændring af lov om
foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme
(Udvidelse af foranstaltninger til at forebygge og inddæmme
smitte samt sikring af kapacitetsmæssige ressourcer m.v.).
Ifølge bemærkningerne til bestemmelsen, jf.
Folketingstidende 2019-20, A, L 133 som fremsat, side 25, kan
bestemmelsen bruges til at fastsætte regler om forbud mod
adgang til bl.a. biblioteker, svømmehaller m.v.
Bestemmelsen giver ikke hjemmel til at
fastsætte regler om forbud mod adgang til eller restriktioner
for adgangen til eller brugen af udendørs anlæg
m.v.
I medfør af bl.a. epidemilovens §
6 a har sundheds- og ældreministeren udstedt
bekendtgørelse nr. 224 af 17. marts 2020 om forbud mod
større forsamlinger og forbud mod adgang til og
restriktioner for visse lokaler i forbindelse med håndtering
af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) med senere ændring.
Bekendtgørelsens § 5 indeholder regler om, at visse
offentlige institutioner skal holde deres lokaler lukket for
offentligheden, og § 7 indeholder regler om, at offentlige
institutioner, som har rådighed over lokaler, hvortil
offentligheden har adgang, skal opfylde en række krav. Det er
bl.a. et krav, at der maksimalt tillades adgang for 1 person pr. 4
m2 gulvareal, og at lokalerne
så vidt muligt indrettes på en sådan måde,
at smittefare minimeres, herunder ved at gøre det muligt for
besøgende at holde passende afstand til hinanden.
2.4.2. Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og
den foreslåede ordning
Som det fremgår, kan sundheds- og
ældreministeren efter epidemilovens § 6 a, når det
er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme
udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet, fastsætte
regler om forbud mod adgang til eller restriktioner for adgangen
til offentlige institutioner m.v. Bestemmelsen giver ikke adgang
til at fastsætte regler om udendørs anlæg
m.v.
Det kan - afhængigt af det videre
forløb af indsatsen for at forebygge eller inddæmme
udbredelsen af COVID-19 - vise sig nødvendigt at
fastsætte regler om forbud mod adgang til eller restriktioner
for udendørs offentlige idrætsanlæg, legepladser
m.v., idet sådanne faciliteter efter deres karakter kan
indebære smittefare. Det gælder ikke mindst, hvis det
er nødvendigt at fortsætte indsatsen i foråret
og sommeren, hvor sådanne udendørs faciliteter i
stigende omfang må forventes at blive benyttet af
offentligheden.
Det foreslås derfor, at sundheds- og
ældreministeren ved en ændring af epidemilovens §
6 a bemyndiges til - når det er nødvendigt for at
forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig
sygdom her i landet - også at fastsætte regler om
udendørs offentlige institutioner og
idrætsanlæg, legepladser og lignende faciliteter, der
frembyder smittefare.
Herudover vil der kunne fastsættes
regler om lignende faciliteter, som frembyder smittefare. Det
omfatter eksempelvis udendørs fitnessanlæg, hvor
brugerne rører ved de samme redskaber. Også
faciliteter, der som følge af at brugerne ved anvendelse
heraf kan komme i tæt kontakt med hinanden med heraf
følgende smittefare, vil kunne være omfattet.
Sundheds- og ældreministeren vil i
medfør af epidemilovens § 6 a eksempelvis kunne
fastsætte, at offentligheden ikke har adgang til bestemte
idrætsanlæg, alle offentlige idrætsanlæg i
bestemte byer eller alle offentlige idrætsanlæg i
landet. Det vil også kunne fastsættes, at der kun er
adgang for et bestemt antal personer ad gangen i de nævnte
anlæg. Desuden vil det kunne fastsættes, at brugen af
anlæggene skal ske på en bestemt måde,
eksempelvis på en sådan måde, at der holdes
behørig afstand til andre besøgende. Det vil
også kunne fastsættes, at de pågældende
anlæg alene må benyttes til gennemgående
færdsel.
Sundheds- og ældreministeren vil derimod
ikke kunne fastsætte regler om offentlige parker, veje,
pladser m.v. Det vil således ikke i medfør af
bestemmelsen være muligt at forbyde adgang til eksempelvis
Kongens Have eller Rådhuspladsen i København eller
Universitetsparken i Aarhus, ligesom bestemmelsen ikke vil give
adgang til at fastsætte restriktioner for, hvor mange
personer der må befinde sig på en gågade ad
gangen. Politiet vil derimod under visse betingelser kunne
nedlægge et forbud mod ophold sådanne steder efter
regler udstedt i medfør af den foreslåede
bemyndigelsesbestemmelse om forbud mod ophold på steder,
hvortil der er almindelig adgang, jf. pkt. 2.3.2.
2.5. Forbud mod eller restriktioner for adgang til
lokaler og udendørsområder, som fysiske eller
juridiske personer råder over
2.5.1. Gældende ret
Efter epidemilovens § 12 b kan sundheds-
og ældreministeren, når det er nødvendigt for at
forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig
sygdom her i landet, efter forhandling med erhvervsministeren
fastsætte regler om forbud mod adgang til eller restriktioner
for adgangen til eller brugen af lokaler, som erhvervsdrivende
råder over, og hvortil offentligheden har adgang, herunder
regler om tilladt maksimalbelægning. Regler fastsat i
medfør af 1. pkt. kan fravige anden lovgivning.
Epidemilovens § 12 b giver kun hjemmel
til at fastsætte regler om lokaler, som erhvervsdrivende
råder over. Bestemmelsen kan derimod ikke bruges til at
fastsætte regler om lokaler, som andre fysiske eller
juridiske personer råder over, og hvortil offentligheden har
adgang.
Endvidere giver bestemmelsen alene adgang til
at fastsætte regler om "lokaler" og således ikke andre
lokaliteter, som den erhvervsdrivende råder over, og hvortil
offentligheden har adgang. Der kan derfor ikke fastsættes
regler om udendørsområder, som en erhvervsdrivende
råder over, og hvortil offentligheden har adgang.
I medfør af bl.a. epidemilovens §
12 b har sundheds- og ældreministeren udstedt
bekendtgørelse nr. 224 af 17. marts 2020 om forbud mod
større forsamlinger og forbud mod adgang til og
restriktioner for visse lokaler i forbindelse med håndtering
af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) med senere ændring.
Bekendtgørelsens § 6 indeholder regler om, at visse
lokaler, som erhvervsdrivende råder over, skal holdes lukket
for offentligheden, og § 7 indeholder regler om, at
erhvervsdrivende, som har rådighed over lokaler, hvortil
offentligheden har adgang, skal opfylde en række krav. Det er
bl.a. et krav, at der maksimalt tillades adgang for 1 person pr. 4
m2 gulvareal, og at lokalerne
så vidt muligt indrettes på en sådan måde,
at smittefare minimeres, herunder ved at gøre det muligt for
besøgende at holde passende afstand til hinanden.
2.5.2. Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og
den foreslåede ordning
Som det fremgår ovenfor, kan der efter
den gældende § 12 b i epidemiloven kun fastsættes
regler om forbud mod adgang til eller restriktioner for adgangen
til eller brugen af lokaler, som erhvervsdrivende har
rådighed over, og hvortil offentligheden har adgang. Der kan
ikke fastsættes regler om lokaler, som f.eks. en forening
råder over.
Det hensyn til at forebygge og inddæmme
smitte med COVID-19, der ligger bag epidemilovens § 12 b,
gælder imidlertid for alle lokaler, hvortil offentligheden
har adgang, uanset hvem der råder over lokalerne.
Bemyndigelsen i epidemilovens § 12 b
bør derfor efter Sundheds- og Ældreministeriets
opfattelse udvides, så der - når det er
nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse
af en alment farlig sygdom her i landet - også kan
fastsættes regler om lokaler, som fysiske eller juridiske
personer råder over, og hvortil offentligheden har adgang,
selv om den fysiske eller juridiske person ikke er
erhvervsdrivende.
Som det ligeledes fremgår ovenfor, giver
epidemilovens § 12 b alene adgang til at fastsætte
regler om lokaler og således ikke
udendørsområder, som den erhvervsdrivende råder
over, og hvortil offentligheden har adgang.
Det kan - afhængigt af det videre
forløb af indsatsen for at forebygge eller inddæmme
udbredelsen af COVID-19 - vise sig nødvendigt også at
fastsætte regler om udendørsarealer, som en fysisk
eller juridisk person råder over, og hvortil offentligheden
har adgang. Det gælder ikke mindst, hvis det er
nødvendigt at fortsætte indsatsen i foråret og
sommeren, hvor sådanne udendørs arealer i stigende
grad må forventes besøgt af offentligheden.
Epidemilovens § 12 b bør derfor
efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse udvides,
så der - når det er nødvendigt for at forebygge
eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i
landet - også kan fastsættes regler om udendørs
områder, som en fysisk eller juridisk person råder
over, og hvortil offentligheden har adgang.
Det foreslås på denne baggrund, at
epidemilovens § 12 b ændres, så der i
medfør af bestemmelsen kan fastsættes regler for
både lokaler og andre lokaliteter, hvortil offentligheden har
adgang, og så reglerne kan omfatte lokaler og andre
lokaliteter, som en fysisk eller juridisk person har rådighed
over.
Dermed vil der fremover eksempelvis også
kunne fastsættes regler om forbud mod adgang til eller
restriktioner for adgangen til eller brugen af et museum, som er
ejet af en fond, der ikke er erhvervsdrivende. Der vil også
kunne fastsættes regler om forbud mod adgang til og
restriktioner for adgang til eller brugen af lokaler og lokaliteter
tilhørende trossamfund uden for folkekirken. Efter de
gældende bestemmelser kan der alene fastsættes
sådanne regler for folkekirken, idet folkekirken er omfattet
af epidemilovens § 6 a om offentlige institutioner m.v.
Endvidere vil der fremover kunne
fastsættes regler om forbud mod adgang til eller
restriktioner for adgangen til eller brugen af
udendørsarealer, som en fysisk eller juridisk person
råder over. Der vil herefter eksempelvis kunne
fastsættes regler om forbud mod adgang til eller
restriktioner for brug af forlystelsesparkers
udendørsarealer, campingpladser, golfbaner m.v.
2.6. Besøgsrestriktioner for anbringelsessteder og
botilbud m.v.
2.6.1 Gældende
ret
Efter edidemilovens § 12 c kan sundheds-
og ældreministeren, når det er nødvendigt for at
forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig
sygdom her i landet, fastsætte regler om forbud mod eller
restriktioner for besøgendes adgang til offentlige og
private plejehjem og sygehuse og om undtagelser hertil. Regler
fastsat i medfør af 1. pkt. kan fravige anden
lovgivning.
Ministeren kan fastsætte regler om
forbud mod eller restriktioner for besøgendes adgang til
konkrete plejehjem og sygehuse eller generelt. Ansatte på
plejehjem og sygehuse samt personer, der indfinder sig de
pågældende steder for f.eks. at levere varer eller
serviceydelser, anses ikke for besøgende.
Visse nære pårørende kan
undtages for forbuddet eller restriktionen, i det omfang der f.eks.
er tale om et uopsætteligt besøg til en kritisk syg
person på et sygehus eller plejehjem, eller i det omfang der
er tale om forældre, som er pårørende til et
barn, som er indlagt på et sygehus.
Regler om forbud og restriktioner skal
være midlertidige og vil ikke kunne udstrækkes
længere, end hvad der er nødvendigt af hensyn til at
forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig
sygdom her i landet.
Bestemmelsen i § 12 c er nærmere
udmøntet i bekendtgørelse nr. 215 af 17. marts 2020
om afspærring og besøgsrestriktioner på
plejehjem og sygehuse i forbindelse med håndtering af
Coronavirussygdom 2019 (COVID-19).
Efter bekendtgørelsen kan Styrelsen for
Patientsikkerhed påbyde kommunalbestyrelsen midlertidigt at
udstede forbud mod eller restriktioner for besøgendes adgang
til plejehjem, herunder aflastningspladser, plejeboliger eller
andre boligformer, når det er nødvendigt for at
forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig
sygdom her i landet. Bekendtgørelsen finder også
anvendelse for Coronavirussygdom 2019 (COVID-19).
Styrelsen for Patientsikkerhed kan desuden
pålægge regionsrådet midlertidigt at udstede
forbud mod eller restriktioner for besøgendes adgang til
offentlige sygehuse. Endvidere kan styrelsen udstede midlertidige
forbud mod eller restriktioner for besøgendes adgang til
private sygehuse.
Herudover kan henholdsvis kommunalbestyrelsen
og regionsrådet beslutte, at et forbud eller en restriktion
ikke omfatter besøg i særligt kritiske situationer fra
en patients nære pårørende.
2.6.2. Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og
den foreslåede ordning
Nogle sårbare grupper er særligt
udsatte for at blive alvorligt syge, hvis de bliver smittet med
COVID-19. Det gælder ældre personer, især
ældre over 80 år, og personer med hjertekarsygdom,
diabetes, lungesygdom, immundefekter og kræft.
Derfor er der efter Sundheds- og
Ældreministeriets opfattelse et særligt behov for at
beskytte disse sårbare grupper. Efter de nuværende
regler er der imidlertid alene mulighed for at fastsætte
regler om forbud mod eller restriktioner for besøgendes
adgang til offentlige og private plejehjem og sygehuse. En del
ældre og sårbare grupper af børn og voksne bor
eller har ophold andre steder end på plejehjem og sygehuse,
f.eks. på anbringelsessteder og i botilbud m.v. på det
sociale område.
Det er efter Sundheds- og
Ældreministeriets opfattelse vigtigt, at der er særligt
fokus på at beskytte disse personer mod smittespredning.
Ministeriet finder derfor, at der er behov for at udvide de
nuværende regler, således at sundheds- og
ældreministeren kan fastsætte regler om forbud mod
eller restriktioner for besøgendes adgang til en række
yderligere offentlige og private bo- og opholdssteder, hvor der bor
ældre og andre sårbare grupper af børn og
voksne.
Det foreslås derfor, at sundheds- og
ældreministeren, når det er nødvendigt for at
forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig
sygdom, skal kunne fastsætte regler om forbud mod eller
restriktioner for besøgendes adgang til offentlige og
private anbringelsessteder og botilbud m.v. på det sociale
område og om undtagelser hertil.
Derved sikres det, at ministeren - foruden
besøgsrestriktioner for plejehjem og sygehuse - også
kan fastsætte regler om forbud mod eller restriktioner for
besøgendes adgang til offentlige og private
anbringelsessteder og botilbud m.v. for at beskytte de
sårbare grupper, som bor eller opholder sig de
pågældende steder.
Det foreslås endvidere, at det
præciseres i lovteksten, at restriktionsmulighederne
også kan finde anvendelse for besøgende på
offentlige og private plejeboliger og aflastningspladser m.v. og
for klinikker m.v.
2.7. Fravigelse af lovgivningen af hensyn til patienters
og borgeres behandlings- og plejerettigheder og andre
rettigheder
2.7.1 Gældende
ret
Efter § 12 d, stk. 1, kan sundheds- og
ældreministeren fastsætte regler om fravigelse af
forpligtelser for det offentlige og privates rettigheder over for
det offentlige fastsat i anden lovgivning, i medfør af anden
lovgivning eller i afgørelser truffet af det offentlige i
medfør af anden lovgivning, når det er
nødvendigt for at sikre kapacitet til behandling og pleje af
personer, der er smittet med en alment farlig sygdom, og de
pågældende forpligtelser og rettigheder må anses
for at være af mere underordnet betydning i forhold til det
nævnte kapacitetsbehov.
Sundheds- og ældreministeren kan efter
bestemmelsen fastsætte regler, der begrænser de
rettigheder og pligter, der følger af lovgivningen på
sundheds- og ældreministerens ressortområde, når
dette er nødvendigt for at sikre kapaciteten til behandling
og pleje af personer, der er smittet med en alment farlig
sygdom.
Efter bemyndigelsen kan der både
fastsættes regler om fuldstændigt at begrænse,
det vil sige suspendere, den pågældende rettighed eller
pligt, og regler om delvist at begrænse en rettighed eller
pligt, f.eks. ændring og forlængelse af en fastsat
frist. Begrænsninger kan indføres gradvist i takt med
udviklingen, behov og nødvendighed.
Det er en betingelse for udmøntning af
bestemmelsen, at det regionale og kommunale sundhedsvæsens
behandlings-, pleje- og personalekapacitet er under pres på
grund af en alment farlig sygdom, der er optaget på
epidemilovens liste A. Der kan ligeledes efter bestemmelsen
fastsættes tilsvarende foranstaltninger i forhold til
øvrige smitsomme og overførbare sygdomme optaget
på epidemilovens liste B i det omfang, sundheds- og
ældreministeren måtte have truffet beslutning herom
efter epidemilovens § 10. Sundheds- og Ældreministeriet
har den 17. marts 2020 udstedt bekendtgørelse nr. 213 om
udvidelse af §§ 5-7 og § 12 a-12 f i lov om
foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme
til at omfatte Coronavirussygdom 2019 (COVID-19).
I forhold til sundhedsvæsenet er det en
forudsætning for udmøntning af bestemmelsen, at
antallet af smittede medfører eller risikerer at
medføre, at sygehusvæsenet eller den primære
sundhedssektor har behov for at anvende behandlingskapaciteten og
de personalemæssige ressourcer på patienter, der er
smittet med en alment farlig sygdom, og at der ikke vil være
ressourcer til behandling af andre patientgrupper i samme omfang og
med samme hastighed som hidtil.
Det forudsættes, at de
begrænsninger af rettigheder, der fastsættes i
medfør af bestemmelsen, vil være med til at sikre, at
sundhedsvæsenet i en sådan situation anvender den
behandlingsmæssige og personalemæssige kapacitet til at
bekæmpe og inddæmme de omhandlede smitsomme sygdomme,
og samtidig sikre, at der fortsat tages hånd om patienter med
livstruende og akutte sygdomme.
Det er således en betingelse, at de
forpligtelser og rettigheder, som fraviges, må anses for at
være af mere underordnet betydning i forhold til det
kapacitetsbehov, som der vurderes at være til behandling af
personer, der er smittet med en alment farlig sygdom.
Det er forudsat, at bestemmelsen på
sundhedsområdet kan anvendes til at fravige sundhedslovens
regler om forebyggende helbredsundersøgelser til børn
under den undervisningspligtige alder efter § 63, udvidet frit
sygehusvalg i forbindelse med diagnostiske undersøgelser til
brug for praktiserende læger og speciallæger efter
§ 82 a, hurtig udredning efter § 82 b,
brystundersøgelser for personer mellem 50 og 69 år med
kvindeligt brystvæv efter § 85, udvidet frit sygehusvalg
efter § 87, maksimale ventetider for behandling af livstruende
sygdomme efter § 88, oplysningspligt ved henvisning til
sygehus efter § 90 og alkohol- og stofmisbrugsbehandling efter
§§ 141 og 142.
Det er ligeledes forudsat, at bemyndigelsen
kan anvendes med henblik på, at sundhedsvæsenet i en
periode efter en epidemi kan foretage de samme prioriteringer,
indtil behandlings- og personalekapaciteten er normaliseret.
Herudover kan bestemmelsen anvendes i
situationer med personalemangel som følge af sygemeldinger,
hjemmeisolation m.v. af sundhedspersonalet i både
sygehussektoren og primærsektoren, herunder kommunerne, der
gør, at det ikke vil være muligt i samme omfang og med
samme hastighed som hidtil at foretage behandling af patienter.
I forhold til den del af plejesektoren, der
henhører under sundheds- og ældreministerens ressort,
kan der efter bestemmelsen f.eks. ske fravigelse af § 79 a i
serviceloven om forebyggende hjemmebesøg for at sikre, at
man i en ekstraordinær situation kan prioritere ressourcerne
til de borgere, der har størst behov.
Bemyndigelsen er udmøntet ved
bekendtgørelse nr. 219 af 17. marts 2020 om
begrænsning af rettigheder på sundheds- og
ældreområdet i forbindelse med håndtering af
Coronavirussygdom 2019 (COVID-19), hvori der blandt andet er
fastsat regler om fravigelse af reglerne om regionale
behandlingstilbud, kommunale behandlings- og plejetilbud m.v.
2.7.2. Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og
den foreslåede ordning
Sundheds- og Ældreministeriet er blevet
opmærksom på, at de gældende regler ikke i
tilstrækkeligt omfang sikrer muligheden for, at patienter
eller borgere, hvis behandling, pleje m.v. er blevet aflyst eller
udskudt som følge af, at sundhedsvæsenets
behandlings-, pleje- og personalekapacitet er anvendt til
behandling og pleje af patienter med akutte og livstruende
sygdomme, kan få tilbudt anden behandling, pleje m.v. som
erstatning for den aflyste.
Det vil således efter Sundheds- og
Ældreministeriets opfattelse være hensigtsmæssigt
at fastsætte mulighed for at sikre, at patienter og andre
borgere, der som følge af den aldersgruppe, de
tilhører, har krav på at modtage nærmere
bestemte sundheds- eller plejeydelser, men ikke aktuelt kan modtage
en sådan ydelse som følge af et ekstraordinært
ressourcetræk hos sundhedsmyndighederne eller
foranstaltninger iværksat efter regler udstedt efter §
12 d, stk. 1, bevarer retten til at modtage disse ydelser, efter at
foranstaltningerne er ophørt.
Det vil desuden være
hensigtsmæssigt at åbne mulighed for at fastsætte
regler, der på anden måde sikrer, at behandling, der
ikke vil kunne iværksættes som følge af
foranstaltninger iværksat efter regler udstedt efter §
12 d, stk. 1, vil kunne iværksættes efter
foranstaltningernes ophør, hvis grundlaget herfor ellers
ville falde bort.
Der er ligeledes efter Sundheds- og
Ældreministeriets opfattelse ikke efter gældende ret
tilstrækkelige muligheder for at kunne fravige krav i
lovgivningen, som medfører eller forudsætter
anvendelse af ressourcer hos blandt andet Styrelsen for
Patientsikkerhed eller andre myndigheder, der samtidig anvender
ressourcer på at forebygge eller inddæmme udbredelsen
af en alment farlig sygdom her i landet.
Det er efter Sundheds- og
Ældreministeriets opfattelse afgørende at sikre, at
disse myndigheder kan anvende deres ressourcer på netop at
forebygge eller inddæmme udbredelsen af en alment farlig
sygdom, herunder Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) her i landet,
uden at dette får konsekvenser for patientsikkerheden.
Det foreslås, at sundheds- og
ældreministeren får bemyndigelse til at fastsætte
regler om fravigelse af betingelser fastsat i anden lovgivning
eller i medfør af anden lovgivning, når fravigelse er
nødvendig for at sikre patientsikkerheden eller patienters
og borgeres behandling, pleje og andre rettigheder m.v. i anden
lovgivning eller i medfør af anden lovgivning, og disse
betingelser ikke vil kunne opfyldes som følge af tiltag
eller foranstaltninger, der er truffet med henblik på at
forebygge eller inddæmme udbredelsen af en alment farlig
sygdom her i landet.
Med bemyndigelsen vil sundheds- og
ældreministeren i bekendtgørelse kunne fastsætte
regler om at fravige regler i anden lovgivning eller regler fastsat
i medfør af anden lovgivning.
Bemyndigelsen vil kunne udmøntes til at
fastsætte regler om fravigelse af betingelser, der er fastsat
i anden lov eller i medfør af anden lov, når det er
nødvendigt for at sikre patienters og borgeres behandlings-,
pleje- og andre rettigheder m.v. i anden lovgivning eller i
medfør af anden lovgivning.
Bemyndigelsen vil ligeledes kunne
udmøntes til at fravige betingelser i lov eller fastsat i
medfør af lov, når det er nødvendigt for at
sikre patientsikkerheden.
Det er en forudsætning for
udmøntningen af bestemmelsen, at de betingelser, der skal
fraviges, ikke vil kunne opfyldes som følge af, at der er
iværksat tiltag eller foranstaltninger med henblik på
at forebygge eller inddæmme udbredelsen af en alment farlig
sygdom her i landet.
2.8. Udmåling af bøder for
overtrædelser af forskrifter udstedt i medfør af
loven
2.8.1. Gældende ret
Der er ikke i epidemiloven fastsat regler om,
at der ved udmåling af bøder for overtrædelser
af forskrifter udstedt i medfør af loven skal tages hensyn
til virksomhedens størrelse i form af antallet af
ansatte.
Rigsadvokatens vejledende bødetakster
for overtrædelse af bekendtgørelse nr. 224 af 17.
marts 2020 om forbud mod større forsamlinger og forbud mod
adgang til og restriktioner for visse lokaler i forbindelse med
håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) med senere
ændring er følgende:
Overtrædelse af forbud mod større
forsamlinger efter § 1, stk. 1, i bekendtgørelsen
medfører som udgangspunkt en bøde på 1.500 kr.
Manglende efterkommelse af påbud efter § 2, stk. 1,
eller § 8 medfører som udgangspunkt en bøde
på 1.500 kr. Erhvervsdrivendes manglende overholdelse af
restriktioner for visse lokaler m.v. efter § 7, stk. 1,
medfører som udgangspunkt en bøde på 1.500 kr.
Erhvervsdrivendes manglende overholdelse af lukkekrav for
restauranter, indkøbscentre, sports- og fritidsfaciliteter
m.v. efter § 6, stk. 1, medfører som udgangspunkt en
bøde på 5.000 kr.
2.8.2. Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser og
den foreslåede ordning
Det er for det første Sundheds- og
Ældreministeriets opfattelse, at udmålingen af
bøder til fysiske personer for overtrædelse af
forsamlingsforbuddet og for ikke at efterkomme politiets
påbud bør have en tilstrækkelig præventiv
effekt. Derfor bør bødeniveauet på 1.500 kr.
hæves til 2.500 kr.
Det er for det andet Sundheds- og
Ældreministeriets opfattelse, at der ved udmåling af
bøder for virksomheders overtrædelse af regler udstedt
i medfør af epidemiloven bør tages hensyn til
antallet af ansatte i virksomheden på gerningstidspunktet.
Dette vil have til formål at sikre, at bøder for de
største virksomheder også bliver økonomisk
følelige på samme måde som for mindre
virksomheder, så de får samme præventive effekt.
De virksomheder, der kan overtræde reglerne, varierer meget i
størrelse, og der er i nogle tilfælde tale om meget
store aktører. Sanktionsniveauet for overtrædelserne
bør derfor kunne tage højde for disse forskelle,
således at en bøde også er følelig for
store virksomheder med mange ansatte og ikke fremstår som
økonomisk ubetydelig i lyset af virksomhedens
størrelse. Bøden skal således have
tilstrækkelig præventiv og pønal karakter.
Det forudsættes med lovforslaget, at
bødeniveauet for overtrædelse af regler udstedt i
medfør af § 6, stk. 1, som ændret ved dette
lovforslag, som udgangspunkt hæves fra det gældende
niveau på 1.500 kr. til 2.500 kr. i
førstegangstilfælde. Der vil i
gentagelsestilfælde være grundlag for højere
bødestraffe.
Dette vil således i forhold til de
gældende regler udstedt i medfør af § 6, stk. 1,
omfatte fysiske personers overtrædelse af § 1, stk. 1,
og § 2, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 224 af 17. marts
2020 om forbud mod større forsamlinger og forbud mod adgang
til og restriktioner for visse lokaler i forbindelse med
håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) med senere
ændring. Det vil endvidere gælde overtrædelser af
eventuelle nye bestemmelser, der udfærdiges med hjemmel i
epidemilovens § 6, stk. 1 og 3.
Derudover foreslås det, at der ved
udmåling af bøder til erhvervsdrivende efter
forskrifter, der udfærdiges i henhold til loven, skal tages
hensyn til antallet af ansatte i virksomheden på
gerningstidspunktet.
Med den foreslåede bestemmelse
forudsættes det - for så vidt angår
fastsættelse af bødeniveauet for overtrædelse af
regler udstedt i medfør af epidemilovens § 12 b som
ændret ved dette lovforslag - for det første, at de
ovennævnte bødeniveauer på 5.000 kr. for ikke at
overholde lukkekrav som udgangspunkt hæves til det dobbelte i
førstegangstilfælde. Tilsvarende forudsættes
det, at fysiske og juridiske personers overtrædelse af
øvrige krav udstedt i medfør af epidemilovens §
12 b som ændret ved dette lovforslag og man?glende
efterkommelse af påbud i relation til sådanne krav som
udgangspunkt fordobles til 3.000 kr. i
førstegangstilfælde.
Dermed bliver udgangspunktet, at der skal
udmåles en bøde på 10.000 kr. for ikke at
overholde lukkekrav, en bøde på 3.000 kr. for ikke at
overholde øvrige restriktioner for lokaler og lokaliteter og
en bøde på 3.000 kr. for ikke at efterkomme
påbud om efterlevelse af sådanne restriktioner.
Med den foreslåede bestemmelse
forudsættes det for det andet, at der ved udmåling af
bødeniveauet i både førstegangstilfælde
og gentagelsestilfælde vil skulle skelnes mellem små og
mindre virksomheder (1-9 ansatte), mellemstore virksomheder (10-49
ansatte) samt store virksomheder (50 ansatte eller derover).
Det forudsættes i den forbindelse, at
det normale bødeniveau i førstegangstilfælde
som udgangspunkt vil skulle forhøjes med henholdsvis 100 %
for mellemstore virksomheder og 300 % for store virksomheder, hvor
virksomhedens størrelse er afhængig af antallet af
ansatte.
Disse niveauer forudsættes som
udgangspunkt forhøjet i 2. gangstilfælde med 100 % for
de små og mellemstore virksomheder og med 150 % for store
virksomheder. I tredjegangstilfælde forudsættes
niveauerne for de respektive virksomhedskategorier som udgangspunkt
forhøjet med 50 % i forhold til niveauerne i 2.
gangstilfælde.
De nævnte beregningsprincipper er
illustreret i skemaet nedenfor. Skemaets bødeniveauer tager
udgangspunkt i overtrædelser af § 6, stk. 1, i
bekendtgørelse nr. 224 af 18. marts 2020 om forbud mod
større forsamlinger og forbud mod adgang til og
restriktioner for visse lokaler i forbindelse med håndtering
af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) med senere ændring, der
forbyder en række virksomheder at holde åbent.
Det bemærkes i den forbindelse, at
ovennævnte beregningsprincipper, som skemaet nedenfor er
baseret på, også vil kunne anvendes ved udregning af
bøder i anledning af manglende overholdelse af restriktioner
for lokaler og lokaliteter og for manglende efterkommelse af
påbud herom udstedt i henhold til regler fastsat i
medfør af epidemilovens § 12 b som ændret ved
dette lovforslag. I disse sager vil udgangspunktet for små og
mindre virksomheder i 1. gangstilfælde være en
bøde på 3.000 kr.
Virksomhedens størrelse | 1. gangstilfælde | 2. gangstilfælde | 3. gangstifælde | Små og mindre virksomheder (1- 9
ansatte) | 10.000 kr. | 20.000 kr. | 30.000 kr. | Mellemstore virksomheder (10-49
ansatte) | 20.000 kr. | 40.000 kr. | 60.000 kr. | Store virksomheder (50 ansatte eller
derover) | 40.000 kr. | 100.000 kr. | 150.000 kr. |
|
Endelig bemærkes det, at
bødestraffen vil kunne stige yderligere ved
overtrædelser i 4. gangstilfælde og derover.
3. Forholdet
til grundloven og Danmarks internationale forpligtelser
3.1. Grundloven
3.1.1. Grundlovens § 79
Ifølge grundlovens § 79 har
borgerne ret til uden forudgående tilladelse at samle sig
ubevæbnede. Offentlige forsamlinger har politiet ret til at
overvære. Forsamlinger under åben himmel kan forbydes,
når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige
fred.
Forholdet mellem grundlovens § 79 og
navnlig den gældende § 6 i epidemiloven om forbud mod
afholdelse og deltagelse i større forsamlinger er behandlet
under pkt. 4.1 i bemærkningerne til lovforslag nr. L 133 af
12. marts 2020 (jf. Folketingstidende 2019-20, A, L 133 som
fremsat, side 13 f.), der bl.a. indførte den gældende
§ 6. Det fremgår bl.a. heraf, at bestemmelsen efter
Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse ikke vil
udgøre et indgreb i strid med forsamlingsfriheden efter
grundlovens § 79. Der lægges i den forbindelse bl.a.
vægt på, at den foreslåede ordning ikke giver
mulighed for at fastsætte regler eller i øvrigt
foretage indgreb rettet mod meningstilkendegivelser, men at
eventuelle indgreb vil blive fastsat af hensyn til at beskytte et
vægtigt hensyn til den offentlige sundhed, herunder hensynet
til at mindske eller forhindre udbredelse af alment farlige
sygdomme her i landet. Der lægges endvidere vægt
på, at det forudsættes, at indgreb mod forsamlinger
foretaget efter regler fastsat i medfør af den
foreslåede bestemmelse alene vil blive fastsat i det omfang
og den tidsmæssige udstrækning m.v., som efter en
konkret vurdering er nødvendigt for at beskytte hensynet til
den offentlige sundhed.
Tilsvarende forudsætninger er lagt til
grund for den foreslåede udvidelse af epidemilovens § 6,
hvorefter der vil kunne fastsættes forbud mod, at flere
personer befinder sig på samme sted. Det er på den
baggrund Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at den
foreslåede ordning ikke udgør et indgreb i strid med
forsamlingsfriheden efter grundlovens § 79.
3.1.2. Grundlovens § 73
Det følger bl.a. af grundlovens §
73, stk. 1, at ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom,
uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske
ifølge lov og mod fuldstændig erstatning.
Det følger af epidemilovens § 27,
at sundheds- og ældreministeren til brug for
gennemførelse af foranstaltninger efter loven kan
iværksætte ekspropriation af privat ejendom.
Bestemmelsen indebærer, at der er hjemmel til i forbindelse
med foranstaltninger efter loven at iværksætte
ekspropriation af både fysiske og juridiske personers
ejendom.
Med den foreslåede ændring af
epidemilovens § 6 a foreslås bestemmelsen udvidet til at
omfatte ikke blot offentlige institutioner m.v., men tillige
indendørs og udendørs anlæg og faciliteter, der
frembyder smittefare. Endvidere foreslås det at ændre
epidemilovens § 12 b til at omfatte både lokaler og
lokaliteter tilhørende enhver fysisk eller juridisk person.
Lovforslaget indebærer således, at der sker en
udvidelse af hjemlen til at foretage indgreb, som efter lovens
§ 27 vil kunne gennemføres ved
iværksættelse af ekspropriation.
Det fremgår bl.a. af de specielle
bemærkninger til den gældende § 27, at det vil
afhænge af en samlet vurdering ud fra en række
momenter, om anvendelsen af den pågældende bestemmelse
i konkrete tilfælde vil være udtryk for et
ekspropriativt indgreb. Det fremgår endvidere, at det
må antages, at sådanne foranstaltninger ofte ikke vil
skulle anses for ekspropriative indgreb i grundlovens forstand, men
at det imidlertid næppe på forhånd helt kan
udelukkes, at et indgreb efter bestemmelsen efter
omstændighederne vil kunne anses for ekspropriativt.
I tilfælde, hvor det vurderes, at der
ved gennemførelse af en af de med lovforslaget
foreslåede foranstaltninger vil være tale om et
ekspropriativt indgreb i grundlovens forstand, følger det af
lovens § 27, stk. 2, at der skal ydes fuldstændig
erstatning til den eller de berørte personer. Der vil ved
udmålingen af en sådan erstatning skulle tages
udgangspunkt i prisen for det pågældende gode, f.eks.
en løsøregenstand, på tidspunktet før
mangelsituationen opstår. Der henvises til Folketingstidende
2019-20, A, L 133 som fremsat, side 35 ff.
3.1.3. Grundlovens § 67
Ifølge grundlovens § 67 har
borgerne ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på
den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet
læres eller foretages, som strider imod sædeligheden
eller den offentlige orden.
Anvendelsesområdet for § 67 er
"gudsdyrkelsen". Bestemmelsen omfatter først og fremmest de
egentlige rituelle og kultiske handlinger, såsom forkyndelse,
bøn, gudstjeneste, dåb m.v., jf. bl.a. Alf Ross, Dansk
Statsforfatningsret, 3. udgave ved Ole Espersen (1980), side 754,
og Hans Gammeltoft-Hansen i Henrik Zahle (red.), Grundloven med
kommentarer, 2. udgave (2006), side 415.
Bestemmelsen sikrer borgerne en materiel
religiøs forenings-, forsamlings- og ytringsfrihed.
Lovgivningsmagten er således afskåret fra at
begrænse eller forbyde gudsdyrkelse i tilslutning til
religiøse samfund, så længe der ikke foretages
handlinger eller læres noget, der strider mod
sædeligheden eller den offentlige orden.
Religionsfriheden efter § 67 er ikke
ubegrænset, idet lovgivningsmagten er indrømmet en
adgang til at fastsætte de rammer for religionsfriheden, som
hensynet til sædeligheden eller den offentlige orden
tilsiger.
Grundlovens § 67 sætter samlet set
den grænse for statsmagten, at den er afskåret fra at
gribe ind over for borgernes gudsdyrkelse i tilslutning til
religiøse samfund, hvis denne indgriben - alene - er
begrundet i en afstandtagen fra den pågældende
trosretning som sådan. Lovgivningsmagten er derimod ikke
afskåret fra at gennemføre lovgivning, der
berører gudsdyrkelse, når lovgivningen ikke har til
hensigt at modvirke den berørte gudsdyrkelse, men er
begrundet i varetagelsen af andre hensyn (til beskyttelse af
sædeligheden eller den offentlige orden). Lovgivningsmagten
må i den forbindelse antages at være overladt et vidt
skøn, jf. Jens Peter Christensen m.fl., Grundloven med
Kommentarer (2015), side 408 f.
Ifølge den foreslåede
ændring af epidemilovens § 12 b (lovforslagets § 1,
nr. 9) vil bestemmelsen omfatte lokaler og lokaliteter
tilhørende enhver fysisk eller juridisk person, herunder
trossamfund. De forbud og restriktioner, der kan fastsættes
med hjemmel i bestemmelsen, vil blive fastsat med henblik på
at forebygge og inddæmme udbredelse af en alment farlig
sygdom og vil således ikke være begrundet i
gudsdyrkelsen, men vil varetage hensyn til den offentlige orden
efter grundlovens § 67.
Det er på den baggrund Sundheds- og
Ældreministeriets vurdering, at lovforslaget kan
gennemføres inden for rammerne af grundlovens § 67.
3.2. Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK)
3.2.1. EMRK artikel 11
Det følger bl.a. af EMRK artikel 11,
stk. 1, at enhver har ret til frit at deltage i fredelige
forsamlinger. Bestemmelsen omfatter både udendørs og
indendørs forsamlinger. Denne ret er imidlertid ikke
absolut. Der kan gøres indgreb i den nævnte rettighed,
hvis indgrebet er foreskrevet ved lov og er nødvendigt i et
demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed eller den
offentlige tryghed, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at
beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte
andres rettigheder og friheder, jf. EMRK artikel 11, stk. 2.
Forholdet mellem EMRK artikel 11 og bl.a. den
gældende § 6 i epidemiloven om forbud mod afholdelse og
deltagelse i større forsamlinger er behandlet under pkt. 4.2
i bemærkningerne til lovforslag nr. L 133 af 12. marts 2020
(jf. Folketingstidende 2019-20, A, L 133 som fremsat, side 14 f.),
der bl.a. indførte den gældende § 6. Det
fremgår bl.a. heraf, at forslaget efter Sundheds- og
Ældreministeriets vurdering kan gennemføres inden for
rammerne af EMRK artikel 11 om forsamlingsfriheden. Der
lægges i den forbindelse vægt på, at regler,
påbud og forbud vil blive udstedt med henblik på at
forfølge vægtige hensyn til at beskytte den offentlige
sundhed, herunder hensynet til at forebygge eller inddæmme
smitte med alment farlige sygdomme her i landet, og at forbud mod
forsamlinger og adgang til offentlige institutioner m.v. alene vil
blive fastsat, når det er nødvendigt for at mindske
eller forhindre udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet.
Endvidere forudsættes det, at indgreb efter de
foreslåede bestemmelser ophæves eller
indskrænkes, så snart de sundhedsmæssige hensyn,
indgrebene forfølger, ikke længere tilsiger, at
indgrebene opretholdes, og at der ved fastsættelsen af regler
og påbud i videst muligt omfang vil skulle tages hensyn til
borgernes mulighed for at komme med meningstilkendegivelser, i det
omfang sådanne hensyn lader sig forene med hensynet til den
offentlige sundhed.
Tilsvarende forudsætninger er lagt til
grund ved nærværende lovforslag, og det er på den
baggrund Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at den
foreslåede ordning kan gennemføres inden for rammerne
af EMRK artikel 11 om forsamlingsfriheden.
3.2.2. EMRK artikel 8 og artikel 2 i 4.
tillægsprotokol til EMRK
Efter artikel 8, stk. 1, i EMRK har enhver ret
til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin
korrespondance.
Efter artikel 2, stk. 1, i 4.
tillægsprotokol til EMRK skal enhver, der lovligt befinder
sig på en stats område, have ret til inden for dette
område at færdes frit og til frit at vælge sit
opholdssted.
Disse rettigheder er imidlertid ikke
absolutte. Der kan gøres indgreb i de nævnte
rettigheder, hvis indgrebet er foreskrevet ved lov og er
nødvendigt i et demokratisk samfund (opfylder kravet om
proportionalitet) til varetagelse af nærmere bestemte
anerkendelsesværdige formål, herunder af hensyn til at
beskytte sundheden, jf. artikel 2, stk. 3, i 4.
tillægsprotokol til EMRK, og EMRK artikel 8, stk. 2.
Som det fremgår under pkt. 4.2 i
bemærkningerne til lovforslag nr. L 133 af 12. marts 2020
(jf. Folketingstidende 2019-20, A, L 133 som fremsat, side 14 f.),
vil indgreb efter epidemiloven i de nævnte rettigheder
være foreskrevet ved lov og forfølge vægtige
hensyn til den offentlige sundhed, herunder hensynet til at
forebygge eller inddæmme smitte med alment farlige sygdomme
her i landet. Det er endvidere forudsat, at indgrebene alene vil
blive fastsat i det nødvendige omfang.
Det bemærkes særligt for så
vidt angår den foreslåede udvidelse af § 6 i
epidemiloven til at give adgang til at indføre regler om
forbud mod, at flere personer befinder sig på samme sted
(lovforslagets § 1, nr. 3), at det fremgår nedenfor
under de specielle bemærkninger til bestemmelsen, at det
forudsættes, at der ikke vil blive fastsat regler om forbud
mod, at tre eller flere medlemmer af samme husstand befinder sig
på samme sted, eller at tre eller flere personer, som er
nærmeste pårørende, befinder sig på samme
sted.
Det er på den baggrund Sundheds- og
Ældreministeriets vurdering, at de foreslåede
bestemmelser kan gennemføres inden for rammerne af EMRK
artikel 8 og artikel 2 i 4. tillægsprotokol til EMRK.
4. Økonomiske konsekvenser og
implementeringskonsekvenser for det offentlige
Etableringen og udvidelsen af de
foreslåede hjemler medfører ikke i sig selv
merudgifter. Der kan dog være økonomiske og
administrative konsekvenser forbundet med at benytte hjemlerne.
Omfanget af disse konsekvenser vil
afhænge af udviklingen af den konkrete situation.
Det bemærkes, at der må forventes
øgede udgifter til behandling i sygehusvæsenet efter
en epidemi, indtil behandlings- og personalekapaciteten er
normaliseret.
Endelig kan lovforslaget medføre
økonomiske konsekvenser på Justitsministeriets
område, herunder for politiet og domstolene. Det er dog ikke
muligt at kvantificere eventuelle merudgifter på
nuværende tidspunkt.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Etableringen og udvidelsen af de
foreslåede hjemler medfører ikke i sig selv
merudgifter. Der kan dog være økonomiske og
administrative konsekvenser forbundet med at benytte hjemlerne.
Omfanget af disse konsekvenser vil
afhænge af udviklingen af den konkrete situation.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ikke administrative
konsekvenser for borgerne.
7. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen
miljømæssige konsekvenser.
8. Forholdet
til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter.
9. Hørte myndigheder og organisationer
m.v.
Et udkast til lovforslag er ikke forinden
fremsættelsen sendt i høring. Det skyldes den
ekstraordinære situation, hvor de alvorlige konsekvenser af
spredningen af COVID-19 i det danske samfund skal afbødes
hurtigst muligt. Som følge heraf er der behov for, at
lovforslaget hastebehandles.
10. Sammenfattende skema | | Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis
ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«) | Negative konsekvenser/merudgifter (hvis
ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«) | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Etableringen og udvidelsen af de
foreslåede hjemler medfører ikke i sig selv
merudgifter. Der kan dog være økonomiske og
administrative konsekvenser forbundet med at benytte
hjemlerne. Omfanget af disse konsekvenser vil
afhænge af udviklingen af den konkrete situation. Det bemærkes, at der må
forventes øgede udgifter til behandling i
sygehusvæsenet efter en epidemi, indtil behandlings- og
personalekapaciteten er normaliseret. Endelig kan lovforslaget medføre
økonomiske konsekvenser på Justitsministeriets
område, herunder for politiet og domstolene. Det er dog ikke
muligt at kvantificere eventuelle merudgifter på
nuværende tidspunkt. | Implementeringskonsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Omfanget vil afhænge af udviklingen
af den konkrete situation. | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Etableringen og udvidelsen af de
foreslåede hjemler medfører ikke i sig selv
merudgifter. Der kan dog være økonomiske og
administrative konsekvenser forbundet med at benytte
hjemlerne. Omfanget af disse konsekvenser vil
afhænge af udviklingen af den konkrete situation. | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Omfanget vil afhænge af udviklingen
af den konkrete situation. | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen | Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen | Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter | Er i strid med de fem principper for
implementering af erhvervsrettet EU-regulering / Overimplementering
af EU-retlige minimumsforpligtigelser | JA | NEJ X |
|
Bemærkninger til lovforslagets enkelte
bestemmelser
Til §
1
Til nr. 1
Efter epidemilovens § 1, stk. 2, kan
sundheds- og ældreministeren bemyndige andre myndigheder,
herunder de epidemikommissioner, der er nævnt i kapitel 2,
til at udøve de beføjelser, der i loven er tillagt
ministeren.
Sundheds- og ældreministeren kan
både bemyndige myndigheder under Sundheds- og
Ældreministeriet og myndigheder under andre ministerier til
at udøve de beføjelser, der følger af loven.
Sundheds- og ældreministeren kan endvidere i regler, der
fastsættes i medfør af loven, fastsætte, at
andre myndigheder skal udøve beføjelserne
ifølge de pågældende regler.
Det foreslås, at ",og iagttage de
pligter, der påhviler ministeren" indsættes i § 1,
stk. 2, efter "ministeren".
Det betyder, at sundheds- og
ældreministeren kan bemyndige andre myndigheder, herunder de
epidemikommissioner, der er nævnt i kapitel 2, til at
udøve de beføjelser, der i loven er tillagt
ministeren, og iagttage de pligter, der ifølge loven
påhviler ministeren.
Sundheds- og ældreministeren vil efter
den foreslåede bestemmelse kunne bemyndige myndigheder under
Sundheds- og Ældreministeriet og myndigheder under andre
ministerier samt epidemikommissionerne til at iagttage de pligter,
som ministeren ifølge epidemiloven skal iagttage. Det kan
f.eks. være sundheds- og ældreministerens pligt efter
epidemilovens § 20 til at give vejledning om adgang til
domstolsprøvelse efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43
a i forbindelse med, at en person, der lider af en alment farlig
sygdom, eller som formodes at kunne være smittet med en
sådan, meddeles afslag på anmodning om ophævelse
af et meddelt påbud bl.a. efter epidemilovens § 5, stk.
1, nr. 3, om at lade sig isolere i en egnet facilitet.
Sundheds- og ældreministeren vil
endvidere efter den foreslåede bestemmelse kunne
fastsætte i regler, der fastsættes i medfør af
loven, at andre myndigheder, herunder epidemikommissionerne, skal
iagttage de pligter, der følger af de pågældende
regler.
Til nr. 2
Efter epidemilovens § 1, stk. 2, kan
sundheds- og ældreministeren bemyndige andre myndigheder,
herunder de epidemikommissioner, der er nævnt i kapitel 2,
til at udøve de beføjelser, der i denne lov er
tillagt ministeren.
Sundheds- og ældreministeren kan
både bemyndige myndigheder under Sundheds- og
Ældreministeriet og myndigheder under andre ministerier til
at udøve de beføjelser, der følger af loven.
Sundheds- og ældreministeren kan endvidere i regler, der
fastsættes i medfør af loven, fastsætte, at
andre myndigheder skal udøve beføjelserne
ifølge de pågældende regler.
Sundheds- og ældreministeren har
bemyndiget politiet til at udøve de beføjelser, der
følger af bekendtgørelse nr. 224 af 17. marts 2020 om
forbud mod større forsamlinger og forbud mod adgang til og
restriktioner for visse lokaler i forbindelse med håndtering
af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) med senere ændring, jf.
bekendtgørelsens § 10. Bekendtgørelsen er
udstedt i medfør af bl.a. epidemilovens §§ 6, 6 a
og 12 b.
Hvor der er sket delegation af kompetence fra
en myndighed til en anden, vil der normalt være rekurs til
den delegerende myndighed. Der er derfor efter gældende ret
adgang for en part til at klage over afgørelser, som en
myndighed har truffet efter bemyndigelse fra sundheds- og
ældreministeren i medfør af epidemilovens § 1,
stk. 2.
Efter gældende ret er der som
følge heraf f.eks. adgang til at klage til Sundheds- og
Ældreministeriet over politiets afgørelser i
medfør af den ovennævnte bekendtgørelse.
Det foreslås, at der indsættes et
nyt § 1, stk. 3, i epidemiloven.
Efter den foreslåede bestemmelse kan sundheds- og
ældreministeren fastsætte regler om adgangen til at
klage over afgørelser, der er truffet i henhold til
bemyndigelse i medfør af stk. 2.
Der vil i medfør af den
foreslåede bestemmelse kunne fastsættes regler om, at
afgørelser skal kunne påklages til en anden myndighed
end Sundheds- og Ældreministeriet. Det vil således
eksempelvis kunne fastsættes, at politiets afgørelser
i medfør af den ovennævnte bekendtgørelse om
forbud mod større forsamlinger og forbud mod adgang til og
restriktioner for visse lokaler i forbindelse med håndtering
af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) kan påklages til
Rigspolitiet i stedet for til Sundheds- og Ældreministeriet.
I givet fald vil det endvidere kunne fastsættes, at
Rigspolitiets afgørelser i klagesager ikke kan
påklages til Justitsministeriet.
Den foreslåede bemyndigelse vil derimod
ikke kunne anvendes til helt eller delvis at afskære
klageadgang, således at afgørelser hverken kan
påklages til Sundheds- og Ældreministeriet eller andre
myndigheder.
Til nr. 3
Det følger af epidemilovens § 6,
stk. 1, 1. pkt., at sundheds- og ældreministeren, når
det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme
udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet, efter
forhandling med justitsministeren kan fastsætte regler om
forbud mod afholdelse af og deltagelse i større
forsamlinger, arrangementer, begivenheder m.v.
Det følger af bl.a. af
bemærkningerne til bestemmelsen, at det umiddelbart var
hensigten, at grænsen for størrelsen på
forsamlinger skal være 100 personer, men at antallet kan
hæves eller sænkes afhængigt af, hvad der
vurderes at være nødvendigt for at forebygge eller
inddæmme udbredelse af den pågældende sygdom, jf.
Folketingstidende 2019-20, A, L 133 som fremsat, side 24.
Derudover følger det af
bemærkningerne, at de regler om forbud mod afholdelse og
deltagelse i forsamlinger, arrangementer, begivenheder m.v., der
kan udstedes i medfør af bestemmelsen, skal forstås i
bred forstand, og at de vil kunne omfatte enhver situation, hvor
personer opholder sig sammen, jf. Folketingstidende 2019-20, A, L
133 som fremsat, side 24.
Det fremgår endvidere af
bemærkningerne, at reglerne om forbud ikke vil omfatte
almindelig tilstedeværelse på en arbejdsplads, men at
de dog vil kunne omfatte forsamlinger på en arbejdsplads,
f.eks. fællesmøder.
Den gældende bestemmelse i § 6,
stk. 1, er udmøntet i §§ 1 og 2 i
bekendtgørelse nr. 224 af 17. marts 2020 om forbud mod
større forsamlinger og forbud mod adgang til og
restriktioner for visse lokaler i forbindelse med håndtering
af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) med senere ændring. Det
fremgår af § 1 i bekendtgørelsen, at det er
forbudt at afholde og deltage i indendørs og udendørs
arrangementer, begivenheder, aktiviteter eller lignende, hvor der
er flere end 10 personer til stede.
Desuden fremgår det af
bekendtgørelsens § 2, stk. 1, at politiet, hvis flere
end 10 personer befinder sig sammen på et offentligt
tilgængeligt sted på en sådan måde, at det
efter politiets skøn udgør en særlig fare for
smitte med COVID-19, kan påbyde personerne at forlade stedet.
Det er udtryk for faktisk forvaltningsvirksomhed, når
politiet efter denne bestemmelse påbyder personer at forlade
et sted, hvor flere personer befinder sig. Der er således
ikke tale om afgørelser i forhold til de
pågældende personer.
Det foreslås, at § 6, stk. 1, 1. pkt., ændres,
således at muligheden for at fastsætte regler om forbud
udvides fra i dag at omfatte større forsamlinger,
arrangementer, begivenheder m.v. til at omfatte muligheden for at
fastsætte regler om forbud mod, at flere personer befinder
sig på samme sted.
Med den foreslåede ændring vil det
for det første ikke længere være et krav, at
forbuddet kun kan rettes mod "større" forsamlinger m.v. Det
betyder, at der med bestemmelsen også vil kunne
fastsættes regler om forbud mod mindre forsamlinger m.v.
Dermed vil der som den nedre grænse kunne fastsættes
regler om forbud mod, at tre personer eller flere befinder sig
på samme sted.
Med den foreslåede ændring vil det
for det andet ikke længere fremgå af lovteksten, at der
skal være tale om en forsamling, arrangement, begivenhed
m.v., idet lovteksten foreslås ændret, således at
henvisningen til forsamlinger, arrangementer, begivenheder m.v.
udgår og erstattes af, at der kan fastsættes regler om
forbud mod, at flere personer befinder sig på samme sted. Der
er tale om en præcisering af lovteksten, da det allerede
fremgår af den gældende lovtekst, at der ikke er tale
om en udtømmende opregning, jf. ordet "m.v.", og da det
fremgår af bemærkningerne til den gældende
bestemmelse, at enhver situation, hvor personer opholder sig
sammen, vil kunne være omfattet af regler udstedt i
medfør af bestemmelsen, jf. ovenfor. Med den
foreslåede ændring vil der således fortsat kunne
fastsættes regler om forbud mod, at flere personer befinder
sig på samme sted, herunder ved større eller mindre
forsamlinger, arrangementer, begivenheder m.v.
Det bemærkes i den forbindelse, at det
forudsættes, at der ikke vil blive fastsat regler om forbud
mod, at tre medlemmer eller flere af samme husstand befinder sig
på samme sted.
Det forudsættes også, at der ikke
fastsættes regler om forbud mod, at tre personer eller flere,
som er nærmeste pårørende, befinder sig på
samme sted. Ved nærmeste pårørende forstås
personens ægtefælle, faste samlevende, faste partnere,
forældre, børn og søskende.
Det forudsættes endvidere, at der ikke
vil blive fastsat regler om forbud mod, at personer, som ikke
tilhører samme husstand, men hvis boligforhold tilsiger, at
de i praksis ikke kan undgå et vist mål af omgang med
hinanden, befinder sig på samme sted i tilknytning til
boligen. Det gælder f.eks. studerende i kollegieboliger med
fælles køkken- og/eller badefaciliteter og lignende
boligfællesskaber.
Det bemærkes endvidere, at det
forudsættes, at der som udgangspunkt ikke med hjemmel i
bestemmelsen vil blive fastsat regler, der gælder for private
boliger. Hvis det måtte vise sig nødvendigt, vil der
dog kunne fastsættes regler for situationer, hvor private
boliger benyttes til sammenkomster med personer uden for
husstanden, der er forsamlet på en sådan måde,
som skønnes at udgøre en særlig fare for smitte
med Coronavirussygdom 2019 (COVID-19).
Derudover bemærkes det, at det fortsat
er hensigten, at reglerne om forbud ikke vil omfatte almindelig
tilstedeværelse på en arbejdsplads, men at reglerne dog
vil kunne omfatte forsamlinger på en arbejdsplads, f.eks.
fællesmøder. Det er endvidere hensigten, at reglerne
ikke skal omfatte f.eks. almindelig tilstedeværelse i
offentlige institutioner, der holder åbent, eksempelvis
daginstitutioner eller børnehaver, hvor der udføres
nødpasning efter regler udstedt i medfør af
epidemilovens § 22, stk. 2. Tilsvarende gælder f.eks.
almindelig tilstedeværelse i offentlige transportmidler, idet
det forudsættes, at forbud og restriktioner rettet mod
transportmidler fastsættes efter epidemilovens § 12
a.
Endelig bemærkes det, at den
foreslåede ændring af § 6, stk. 1, 1 pkt., ikke
ændrer ved, at det fortsat er udtryk for faktisk
forvaltningsvirksomhed, når politiet efter § 2, stk. 1,
i bekendtgørelsen eller efter eventuelle lignende regler
udstedt i medfør af § 6, stk. 1, påbyder personer
at forlade et sted, hvor flere personer befinder sig. Der vil
således fortsat ikke være tale om afgørelser i
forhold til de pågældende personer.
Det følger af epidemilovens § 6,
stk. 1, 2. pkt., at regler fastsat i medfør af 1. pkt. kan
omfatte både indendørs, udendørs, offentlige og
private forsamlinger, arrangementer, begivenheder m.v.
Det foreslås i § 6, stk. 1, 2. pkt., at henvisningen
til forsamlinger, arrangementer, begivenheder m.v. ændres til
henvisning til steder, hvor flere personer befinder sig. Forslaget
skal ses i sammenhæng med den foreslåede ændring
af § 6, stk. 1, 1. pkt., hvor muligheden for at
fastsætte regler om forbud udvides til at omfatte, at flere
personer befinder sig på samme sted.
Det bemærkes, at det følger af
epidemilovens § 10, at sundheds- og ældreministeren
efter rådgivning fra Sundhedsstyrelsen kan bestemme, at de
foranstaltninger, der alene kan iværksættes mod alment
farlige sygdomme, jf. §§ 5-9 og 12 a-12 f, også kan
iværksættes over for øvrige smitsomme og andre
overførbare sygdomme, når disse optræder
på en ondartet måde eller med stor udbredelse, eller
når andre forhold indebærer en særlig stor risiko
for smittespredning.
Sundheds- og ældreministeren har i
medfør af epidemilovens § 10 udstedt
bekendtgørelse nr. 213 af 17. marts 2020, som
fastsætter, at epidemilovens §§ 5-7 og §§
12 a-12 f og regler fastsat i medfør heraf omfatter
COVID-19.
I det omfang denne bekendtgørelse
opretholdes, vil regler fastsat i medfør af epidemilovens
§ 6 gælde for COVID-19.
Til nr. 4
Det følger af epidemilovens § 6,
stk. 1, 1. pkt., at sundheds- og ældreministeren, når
det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme
udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet, efter
forhandling med justitsministeren kan fastsætte regler om
forbud mod afholdelse af og deltagelse i større
forsamlinger, arrangementer, begivenheder m.v.
I medfør af bl.a. denne bestemmelse har
sundheds- og ældreministeren udstedt bekendtgørelse
nr. 224 af 17. marts 2020 om forbud mod større forsamlinger
og forbud mod adgang til og restriktioner for visse lokaler i
forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019
(COVID-19) med senere ændring.
Det fremgår af § 1 i
bekendtgørelsen, at det er forbudt at afholde og deltage i
indendørs og udendørs arrangementer, begivenheder,
aktiviteter eller lignende, hvor der er flere end 10 personer til
stede. Desuden fremgår det af § 2, stk. 1, at politiet,
hvis flere end 10 personer befinder sig sammen på et
offentligt tilgængeligt sted på en sådan
måde, at det efter politiets skøn udgør en
særlig fare for smitte med COVID-19, kan påbyde
personerne at forlade stedet.
Epidemilovens § 6 giver ikke hjemmel til
at fastsætte regler om, at politiet kan nedlægge forbud
mod ophold på bestemte steder, hvortil der er almindelig
adgang.
Der kan dog under visse betingelser i
medfør af den gældende bestemmelse i epidemilovens
§ 6 a fastsættes regler om forbud mod eller
restriktioner for adgang til offentlige institutioner m.v. og i
medfør af § 12 b fastsættes regler om forbud mod
eller restriktioner for adgang til lokaler, som erhvervsdrivende
råder over, og hvortil offentligheden har adgang. Det
bemærkes, at §§ 6 a og 12 b foreslås udvidet
med lovforslagets § 1, nr. 6 og 9.
Det foreslås, at der indsættes et
nyt stk. 3 i epidemilovens § 6. Efter det foreslåede
stk. 3, 1.
pkt., kan sundheds- og ældreministeren, når det
er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme
udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet, efter
forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at
politiet kan nedlægge forbud mod ophold på et bestemt
sted, hvortil der er almindelig adgang, i en bestemt periode, hvis
det efter politiets skøn er nødvendigt for at
forhindre fare for smitte med en alment farlig sygdom det
pågældende sted.
Politiets forbud efter regler fastsat i
medfør af bestemmelsen vil kunne gælde for et "bestemt
sted, hvortil der er almindelig adgang". Det omfatter bl.a.
offentlige parker, strande, pladser, veje, forlystelsesparker,
banegårde og lufthavne og forretninger og
indkøbscentre i åbningstiden.
Det forudsættes dog, at adgangen til at
nedlægge forbud i almindelighed kun bruges, hvis de regler,
der måtte være fastsat i medfør af epidemilovens
§§ 6 a og 12 b, som udvidet ved lovforslagets § 1,
nr. 6 og 9, om offentlige institutioner, idrætsanlæg,
legepladser m.v. og lokaler og andre lokaliteter, som fysiske og
juridiske personer råder over, og hvortil offentligheden har
adgang, i det konkrete tilfælde ikke er tilstrækkelige
til at forhindre smittefare det pågældende sted.
Det forudsættes også, at adgangen
til at nedlægge forbud ikke vil blive anvendt, hvis regler
fastsat i medfør af epidemilovens § 6, stk. 1, som
ligeledes foreslås udvidet, jf. lovforslagets § 1, nr.
6, om forbud mod, at flere personer befinder sig på samme
sted, i det konkrete tilfælde er tilstrækkelige til at
forhindre faren for smittespredning det pågældende
sted.
En udnyttelse af adgangen til at
nedlægge forbud vil således - med den nuværende
bekendtgørelse udstedt i medfør af epidemilovens
§ 6, stk. 1 - i almindelighed bl.a. forudsætte, at faren
for smittespredning ikke kan imødegås ved at benytte
adgangen til i medfør af bekendtgørelsens § 2 at
påbyde konkrete personer at forlade stedet. Denne
forudsætning vil være opfyldt, hvis der - f.eks.
på baggrund af politiets erfaringer med det
pågældende sted - kort tid efter meddelelsen af
sådanne forbud må forventes på ny at indfinde sig
andre personer på stedet. Det vil bero på en konkret
vurdering, hvornår påbud efter bekendtgørelsens
§ 2 ikke længere er tilstrækkeligt til at
imødegå faren for smittespredning.
Ved vurderingen af, om der er grundlag for at
udnytte adgangen til at nedlægge forbud, vil der bl.a. kunne
tages hensyn til Sundhedsstyrelsens generelle anbefalinger
vedrørende smittefaren fra den pågældende sygdom
og de konkrete forhold på stedet.
Politiet vil i medfør af regler fastsat
efter den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse kunne forbyde
ophold det pågældende sted. Et forbud vil derimod ikke
omfatte almindelig færden det pågældende sted.
Det vil således uanset et nedlagt forbud fortsat være
lovligt eksempelvis at gå henover en plads eller igennem en
park, som er omfattet af forbuddet.
Politiets forbud mod ophold efter regler
fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse vil
alene kunne nedlægges for mindre, afgrænsede
områder, f.eks. en bestemt plads, strand, park eller vej, og
kun hvis betingelserne, jf. ovenfor, for at nedlægge forbud
er opfyldt i forhold til det pågældende sted. Der vil
således ikke kunne nedlægges forbud, der omfatter
større områder som f.eks. en bydel.
Forbuddet vil skulle nedlægges for et
bestemt tidsrum, men tidsrummet vil kunne forlænges, hvis
betingelserne for nedlæggelse af forbud fortsat er
opfyldt.
Det vil i regler, som udstedes i medfør
af den foreslåede bestemmelse, også skulle
fastsættes, hvordan politiets beslutning om at nedlægge
forbud mod ophold et bestemt sted skal offentliggøres. Det
forudsættes i den forbindelse, at forbuddet
offentliggøres på en tydelig måde det
pågældende sted ved skiltning eller lignende, og at der
på politiets officielle hjemmeside gives oplysninger om
nedlagte forbud.
Der vil kunne fastsættes regler om straf
for overtrædelse af forbud nedlagt i medfør af regler
udstedt efter den foreslåede bestemmelse, jf. epidemilovens
§ 29, stk. 2, hvorefter der i forskrifter, der
udfærdiges i henhold til loven, kan fastsættes straf af
bøde eller fængsel indtil 6 måneder for
overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne.
Efter det foreslåede stk. 3, 2. pkt., kan sundheds- og
ældreministeren endvidere fastsætte regler om, at den,
der har rådighed over et sted, som er omfattet af et forbud,
efter anmodning fra politiet skal bistå med opsætning
af skilte eller lignende.
Regler fastsat i medfør af den
foreslåede bestemmelse vil eksempelvis kunne indebære,
at kommunalbestyrelsen skal bistå politiet med at
opsætte skilte ved kommunens parker eller pladser, som er
omfattet af et forbud. Hvis forbuddet omfatter et sted, som f.eks.
en erhvervsdrivende har rådighed over, vil reglerne
også kunne indebære, at den erhvervsdrivende efter
anmodning skal bistå politiet med opsætning af
skilte.
Det bemærkes, at det følger af
epidemilovens § 10, at sundheds- og ældreministeren
efter rådgivning fra Sundhedsstyrelsen kan bestemme, at de
foranstaltninger, der alene kan iværksættes mod alment
farlige sygdomme, jf. §§ 5-9 og 12 a-12 f, også kan
iværksættes over for øvrige smitsomme og andre
overførbare sygdomme, når disse optræder
på en ondartet måde eller med stor udbredelse, eller
når andre forhold indebærer en særlig stor risiko
for smittespredning.
Sundheds- og ældreministeren har i
medfør af epidemilovens § 10 udstedt
bekendtgørelse nr. 213 af 17. marts 2020, som
fastsætter, at epidemilovens §§ 5-7 og §§
12 a-12 f og regler fastsat i medfør heraf omfatter
COVID-19.
I det omfang denne bekendtgørelse
opretholdes, vil regler fastsat i medfør af epidemilovens
§ 6 gælde for COVID-19.
Det forudsættes, at regler fastsat i
medfør af den foreslåede bestemmelse skal være
midlertidige, og at de ikke vil kunne udstrækkes i
længere tid, end hvad der skønnes nødvendigt
for at forebygge eller inddæmme udbredelsen af den
pågældende sygdom.
Til nr. 5
Ifølge den gældende bestemmelse i
epidemilovens § 6, stk. 3, kan sundheds- og
ældreministeren efter forhandling med justitsministeren
fastsætte regler om, at politiet kan anvende den
fornødne magt for at sikre, at regler fastsat i
medfør af stk. 1 overholdes.
Det foreslås, at "stk. 1" ændres
til "stk. 1 og 3".
Det vil indebære, at der også vil
kunne fastsættes regler om, at politiet kan anvende den
fornødne magt for at sikre overholdelsen af regler fastsat i
medfør af det foreslåede § 6, stk. 3, jf.
lovforslagets § 1, nr. 4, om adgang for politiet til at
nedlægge forbud mod ophold på et bestemt sted, hvortil
der er almindelig adgang.
Til nr. 6
Efter den gældende bestemmelse i
epidemilovens § 6 a kan sundheds- og ældreministeren,
når det er nødvendigt for at forebygge eller
inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet,
fastsætte regler om forbud mod adgang til eller restriktioner
for adgangen til offentlige institutioner m.v.
Bestemmelsen blev indført ved § 1,
nr. 6, i lov nr. 208 af 17. marts 2020 om ændring af lov om
foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme
(Udvidelse af foranstaltninger til at forebygge og inddæmme
smitte samt sikring af kapacitetsmæssige ressourcer m.v.).
Ifølge bemærkningerne til bestemmelsen, jf.
Folketingstidende 2019-20, A, L 133 som fremsat, side 25, kan
bestemmelsen bruges til at fastsætte regler om forbud mod
adgang til bl.a. biblioteker, svømmehaller m.v.
Bestemmelsen giver ikke hjemmel til at
fastsætte regler om forbud mod adgang til eller restriktioner
for adgangen til eller brugen af udendørs anlæg
m.v.
I medfør af bl.a. epidemilovens §
6 a har sundheds- og ældreministeren udstedt
bekendtgørelse nr. 224 af 17. marts 2020 om forbud mod
større forsamlinger og forbud mod adgang til og
restriktioner for visse lokaler i forbindelse med håndtering
af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) med senere ændring.
Bekendtgørelsens § 5 indeholder regler om, at visse
offentlige institutioner skal holde deres lokaler lukket for
offentligheden, og § 7 indeholder regler om, at offentlige
institutioner, som har rådighed over lokaler, hvortil
offentligheden har adgang, skal opfylde en række krav. Det er
bl.a. et krav, at der maksimalt tillades adgang for 1 person pr. 4
m2 gulvareal, og at lokalerne
så vidt muligt indrettes på en sådan måde,
at smittefare minimeres, herunder ved at gøre det muligt for
besøgende at holde passende afstand til hinanden.
Det foreslås, at ordene "adgangen til
offentlige institutioner m.v." i epidemilovens § 6 a ændres til "adgangen til
eller brugen af indendørs eller udendørs offentlige
institutioner og idrætsanlæg, legepladser og lignende
faciliteter, der frembyder smittefare".
Med den foreslåede ændring vil der
fremover for det første, når det er nødvendigt
for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment
farlig sygdom her i landet, også kunne fastsættes
regler om udendørs offentlige institutioner,
idrætsanlæg og legepladser og lignende faciliteter, der
frembyder smittefare.
For det andet vil der med den foreslåede
ændring fremover også kunne fastsættes
restriktioner for "brugen af" offentlige institutioner,
idrætsanlæg, legepladser m.v. Det svarer til
formuleringen af den gældende bestemmelse i epidemilovens
§ 12 b om lokaler, som erhvervsdrivende råder over, og
hvortil offentligheden har adgang. Det bemærkes i den
forbindelse, at epidemilovens §§ 6 a og 12 b har samme
formål.
I medfør af bestemmelsen vil der bl.a.
kunne fastsættes regler om idrætsanlæg og
legepladser. Herudover vil der kunne fastsættes regler om
lignende faciliteter, som frembyder smittefare. Det omfatter
eksempelvis udendørs fitnessanlæg, hvor brugerne
rører ved de samme redskaber. Også faciliteter, der
som følge af, at brugerne ved anvendelse heraf kan komme i
tæt kontakt med hinanden med heraf følgende
smittefare, vil kunne være omfattet.
Epidemilovens § 6 a vil derimod ikke give
adgang til at fastsætte regler om offentlige parker, veje,
pladser m.v. Det vil således ikke i medfør af
bestemmelsen være muligt at forbyde adgang til eksempelvis
Kongens Have eller Rådhuspladsen i København eller
Universitetsparken i Aarhus, ligesom bestemmelsen ikke vil give
adgang til at fastsætte restriktioner for, hvor mange
personer der må befinde sig på en gågade ad
gangen. Politiet vil derimod under visse betingelser kunne
nedlægge et forbud mod ophold sådanne steder efter
regler udstedt i medfør af det foreslåede § 6,
stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 4.
Det vil i medfør af epidemilovens
§ 6 a eksempelvis kunne fastsættes, at offentligheden
ikke har adgang til bestemte idrætsanlæg, alle
offentlige idrætsanlæg i bestemte byer eller alle
offentlige idrætsanlæg i landet. Det vil også
kunne fastsættes, at der kun er adgang for et bestemt antal
personer ad gangen i de nævnte anlæg. Desuden vil det
kunne fastsættes, at brugen af anlæggene skal ske
på en bestemt måde, eksempelvis på en sådan
måde, at der holdes behørig afstand til andre
besøgende. Det vil også kunne fastsættes, at de
pågældende anlæg alene må benyttes til
gennemgående færdsel.
Det bemærkes endvidere, at det
følger af epidemilovens § 10, at sundheds- og
ældreministeren efter rådgivning fra Sundhedsstyrelsen
kan bestemme, at de foranstaltninger, der alene kan
iværksættes mod alment farlige sygdomme, jf.
§§ 5-9 og 12 a-12 f, også kan
iværksættes over for øvrige smitsomme og andre
overførbare sygdomme, når disse optræder
på en ondartet måde eller med stor udbredelse, eller
når andre forhold indebærer en særlig stor risiko
for smittespredning.
Sundheds- og ældreministeren har i
medfør af epidemilovens § 10 udstedt
bekendtgørelse nr. 213 af 17. marts 2020, som
fastsætter, at epidemilovens §§ 5-7 og §§
12 a-12 f og regler fastsat i medfør heraf omfatter
COVID-19.
I det omfang denne bekendtgørelse
opretholdes, vil regler fastsat i medfør af epidemilovens
§ 6 a gælde for COVID-19.
Til nr. 7
Efter den gældende bestemmelse i
epidemilovens § 6 a kan sundheds- og ældreministeren,
når det er nødvendigt for at forebygge eller
inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet,
fastsætte regler om forbud mod adgang til eller restriktioner
for adgangen til offentlige institutioner m.v. Med lovforslagets
§ 1, nr. 6, vil bestemmelsen blive ændret, så der
kan fastsættes regler om forbud mod adgang til eller
restriktioner for adgangen til eller brugen af indendørs
eller udendørs offentlige institutioner og
idrætsanlæg, legepladser og lignende faciliteter, der
frembyder smittefare.
Det foreslås, at der indsættes et
nyt 2. pkt., hvorefter regler fastsat i
medfør af 1. pkt. kan fravige anden lovgivning. Det betyder,
at regler fastsat i medfør af § 6 a vil kunne fravige
bestemmelser i anden lovgivning, som ellers ville give
besøgende ret til at få adgang til eller bruge
institutionen, anlægget m.v.
Det foreslåede 2. pkt. svarer til 2.
pkt. i § 12 b, som giver adgang til at fastsætte regler
om forbud mod adgang til eller restriktioner for adgangen til eller
brugen af lokaler, som erhvervsdrivende råder over, og
hvortil offentligheden har adgang. Det bemærkes, at § 12
b foreslås udvidet, jf. lovforslagets § 1, nr. 9.
Til nr. 8
Det følger af epidemilovens § 12
a, 1. pkt., at sundheds- og ældreministeren, når det er
nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse
af en alment farlig sygdom her i landet, efter forhandling med
transportministeren kan fastsætte regler om forbud mod adgang
til transportmidler eller restriktioner på transportmidler,
herunder om tilladt maksimalbelægning og om, at der fra skibe
ikke må ske samkvem med personer i land.
Det fremgår bl.a. af
bemærkningerne til § 12 a, jf. Folketingstidende
2019-20, A, L 133, som fremsat, side 27-28, at det
forudsættes, at ministeren vil kunne fastsætte regler
om forbud mod adgang til enkelte transportmidler samt restriktioner
på transportmidler, herunder tog, bus, letbane, metro,
luftfartøjer, færger. Et forbud eller en restriktion
vil kunne rettes mod konkrete transportruter, f.eks. færge-
eller togruter, ligesom det også vil kunne rettes mod
generelle transportformer, f.eks. forbud mod adgang til alle tog og
metroer, hvilket vil betyde, at al tog- og metrodrift vil blive
indstillet.
Det fremgår videre, at der ligeledes vil
kunne fastsættes regler om maksimalbelægning,
således at det f.eks. kan fastsættes, at visse
transportmidler ikke må medtage flere passagerer end 1/4 af
den maksimale kapacitet, eller at der ikke må medtages flere
passagerer, end der er sæder til.
Det foreslås, at "transportministeren" i
§ 12 a, 1. pkt. ændres til
"vedkommende minister". Det betyder, at sundheds- og
ældreministeren, når det er nødvendigt for at
forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig
sygdom her i landet, efter forhandling med vedkommende minister kan
fastsætte regler om forbud mod adgang til transportmidler
eller restriktioner på transportmidler, herunder om tilladt
maksimalbelægning og om, at der fra skibe ikke må ske
samkvem med personer i land.
Den foreslåede ændring vil
indebære, at regler om forbud mod adgang til transportmidler
eller restriktioner på transportmidler vil blive fastsat af
sundheds- og ældreministeren efter forhandling med den
minister, som efter anden lovgivningen har ansvaret for regulering
af det pågældende transportmiddel.
Det bemærkes i den forbindelse, at
regulering af bus, tog, letbane og metro samt lufttransport
hører under transportministerens ressort. Regulering af
skibe hører under erhvervsministerens ressort.
Til nr. 9
Efter epidemilovens § 12 b kan sundheds-
og ældreministeren, når det er nødvendigt for at
forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig
sygdom her i landet, efter forhandling med erhvervsministeren
fastsætte regler om forbud mod adgang til eller restriktioner
for adgangen til eller brugen af lokaler, som erhvervsdrivende
råder over, og hvortil offentligheden har adgang, herunder
regler om tilladt maksimalbelægning. Regler fastsat i
medfør af 1. pkt. kan fravige anden lovgivning.
Epidemilovens § 12 b giver kun hjemmel
til at fastsætte regler om lokaler, som erhvervsdrivende
råder over. Bestemmelsen kan derimod ikke bruges til at
fastsætte regler om lokaler, som andre fysiske eller
juridiske personer råder over, og hvortil offentligheden har
adgang.
Endvidere giver bestemmelsen alene adgang til
at fastsætte regler om "lokaler" og således ikke andre
lokaliteter, som den erhvervsdrivende råder over, og hvortil
offentligheden har adgang. Der kan derfor ikke fastsættes
regler om udendørsområder, som en erhvervsdrivende
råder over, og hvortil offentligheden har adgang.
I medfør af bl.a. epidemilovens §
12 b har sundheds- og ældreministeren udstedt
bekendtgørelse nr. 224 af 17. marts 2020 om forbud mod
større forsamlinger og forbud mod adgang til og
restriktioner for visse lokaler i forbindelse med håndtering
af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) med senere ændring.
Bekendtgørelsens § 6 indeholder regler om, at visse
lokaler, som erhvervsdrivende råder over, skal holdes lukket
for offentligheden, og § 7 indeholder regler om, at
erhvervsdrivende, som har rådighed over lokaler, hvortil
offentligheden har adgang, skal opfylde en række krav. Det er
bl.a. et krav, at der maksimalt tillades adgang for 1 person pr. 4
m2 gulvareal, og at lokalerne
så vidt muligt indrettes på en sådan måde,
at smittefare minimeres, herunder ved at gøre det muligt for
besøgende at holde passende afstand til hinanden.
Det foreslås, at ordene "lokaler, som
erhvervsdrivende råder over" i epidemilovens § 12 b, 1. pkt., ændres til
"lokaler og andre lokaliteter, som fysiske eller juridiske personer
råder over".
Med den foreslåede ændring vil der
fremover kunne fastsættes regler om forbud mod adgang til
eller restriktioner for adgangen til eller brugen af alle lokaler
og andre lokaliteter, som fysiske og juridiske personer råder
over, og hvortil offentligheden har adgang. Dermed udvides den
gældende bemyndigelse, der i dag kun gælder for
lokaler, som erhvervsdrivende råder over.
Fremover vil der således eksempelvis
også kunne fastsættes regler om forbud mod adgang til
eller restriktioner for adgang til eller brugen af et museum, som
er ejet af en fond, der ikke er erhvervsdrivende. Der vil
også kunne fastsættes regler om forbud mod adgang til
og restriktioner for adgang til eller brugen af lokaler og
lokaliteter tilhørende trossamfund uden for folkekirken.
Efter de gældende bestemmelser kan der alene fastsættes
sådanne regler for folkekirken, idet folkekirken er omfattet
af epidemilovens § 6 a om offentlige institutioner m.v.
Endvidere vil der fremover eksempelvis kunne
fastsættes regler om forbud mod adgang til eller
restriktioner for brug af udendørsarealer, herunder
forlystelsesparkers udendørsarealer, campingpladser og
golfbaner.
Der vil ikke i medfør af § 12 b
kunne fastsættes regler om lokaler og andre lokaliteter, som
en offentlig myndighed råder over, og hvortil offentligheden
har adgang. Sådanne regler vil i stedet skulle
fastsættes i medfør af epidemilovens § 6 a, der
foreslås udvidet med lovforslagets § 1, nr. 6.
Det bemærkes, at det følger af
epidemilovens § 10, at sundheds- og ældreministeren
efter rådgivning fra Sundhedsstyrelsen kan bestemme, at de
foranstaltninger, der alene kan iværksættes mod alment
farlige sygdomme, jf. §§ 5-9 og 12 a-12 f, også kan
iværksættes over for øvrige smitsomme og andre
overførbare sygdomme, når disse optræder
på en ondartet måde eller med stor udbredelse, eller
når andre forhold indebærer en særlig stor risiko
for smittespredning.
Sundheds- og ældreministeren har i
medfør af epidemilovens § 10 udstedt
bekendtgørelse nr. 213 af 17. marts 2020, som
fastsætter, at epidemilovens §§ 5-7 og §§
12 a-12 f og regler fastsat i medfør heraf omfatter
COVID-19.
I det omfang denne bekendtgørelse
opretholdes, vil regler fastsat i medfør af epidemilovens
§ 12 b gælde for COVID-19.
Til nr. 10
Efter epidemilovens § 12 c kan sundheds-
og ældreministeren, når det er nødvendigt for at
forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig
sygdom her i landet, fastsætte regler om forbud mod eller
restriktioner for besøgendes adgang til offentlige og
private plejehjem og sygehuse og om undtagelser hertil. Regler
fastsat i medfør af 1. pkt. kan fravige anden
lovgivning.
Der er fastsat nærmere regler herom i
bekendtgørelse nr. 215 af 17. marts 2020 om afspærring
og besøgsrestriktioner på plejehjem og sygehuse i
forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019
(COVID-19).
Det foreslås, at der i § 12 c efter "plejehjem"
indsættes: "plejeboliger og aflastningspladser m.v.,
anbringelsessteder og botilbud m.v.", og at "klinikker"
indsættes efter sygehuse.
Med de foreslåede ændringer vil
anbringelsessteder og botilbud m.v. blive omfattet af
bemyndigelsesbestemmelsen, hvorefter sundheds- og
ældreministeren kan fastsætte regler om forbud mod
eller restriktioner for besøgendes adgang til disse
steder.
Det betyder, at sundheds- og
ældreministeren ved bekendtgørelse kan fastsætte
regler om forbud mod besøgendes adgang til
anbringelsessteder og botilbud m.v. eller restriktioner for
besøg hertil.
Der vil efter de foreslåede
ændringer kunne fastsættes regler om, at forbud eller
restriktioner kan omfatte såvel offentlige som private
tilbud, og at forbud eller restriktioner kan rettes mod konkrete
anbringelsessteder og botilbud m.v. i én eller flere dele af
landet eller disse steder generelt.
Der vil endvidere kunne fastsættes
regler om undtagelser til forbud eller restriktioner for
besøgendes adgang til anbringelsessteder og botilbud
m.v.
Det forudsættes, at der fastsættes
regler, der undtager besøg i kritiske situationer fra en
borgers nære pårørende fra et forbud eller en
restriktion. Ved kritiske situationer forstås f.eks. et
uopsætteligt besøg hos en kritisk syg eller
døende person, eller forældres eller andre nære
pårørendes besøg hos et barn eller en voksen
med nedsat psykisk funktionsevne, som kognitivt fungerer som et
barn.
De foreslåede ændringer betyder
endvidere, at det i lovteksten præciseres, at
bemyndigelsesbestemmelsen også vil omfatte plejeboliger,
aflastningspladser og klinikker.
Herved sikres det, at der fastsættes en
entydig hjemmel til, at sundheds- og ældreministeren ved
bekendtgørelse kan fastsætte regler om forbud mod
besøgendes adgang til plejeboliger, aflastningspladser og
klinikker eller restriktioner for besøg hertil.
Sundheds- og ældreministeren vil
ligeledes kunne fastsætte regler om undtagelser til forbud
eller restriktioner for besøgendes adgang til
ovennævnte steder.
Det forudsættes, at der fastsættes
regler, der undtager besøg i kritiske situationer fra en
beboers eller patients nære pårørende fra et
forbud eller en restriktion. Ved kritiske situationer forstås
f.eks. et uopsætteligt besøg hos en kritisk syg eller
døende person, eller forældres eller andre nære
pårørendes besøg hos et barn eller en voksen
med nedsat psykisk funktionsevne, som kognitivt fungerer som et
barn.
Den foreslåede ændring vil bringe
ordlyden af bestemmelsen i overensstemmelse med fortolkningen af
den gældende bestemmelse.
De foreslåede regler vil som
følge af den gældende § 12 c, 2. pkt., kunne
fravige anden lovgivning.
Til nr. 11
Der er ikke efter gældende ret mulighed
for at fastsætte regler, der sikrer, at patienter eller
borgere, hvis behandling, pleje m.v. er blevet aflyst eller udskudt
som følge af, at sundhedsvæsenets behandlings-, pleje-
og personalekapacitet er anvendt til behandling og pleje af
patienter med akutte og livstruende sygdomme, kan få tilbudt
anden behandling, pleje m.v. som erstatning for den aflyste.
Der er ligeledes ikke mulighed for at
fastsætte regler, der sikrer, at patienter og andre borgere,
der - som følge af den aldersgruppe, de tilhører -
har krav på at modtage nærmere bestemte sundheds- eller
plejeydelser, men ikke aktuelt kan modtage en sådan ydelse
som følge af foranstaltninger iværksat efter regler
udstedt efter § 12 d, stk. 1, bevarer retten til at modtage
denne ydelse, efter at foranstaltningerne er ophørt, hvis
der fortsat er grundlag for dette.
Endelig er der ikke efter gældende ret
mulighed for at fravige betingelser i lovgivningen, som
medfører eller forudsætter anvendelse af ressourcer
hos bl.a. Styrelsen for Patientsikkerhed eller andre myndigheder,
der samtidig anvender ressourcer på at forebygge eller
inddæmme udbredelsen af en alment farlig sygdom her i
landet.
Det foreslås, at der i 12 d efter stk. 1
indsættes et nyt stk. 2.
Efter det foreslåede § 12 d, stk. 2, kan sundheds- og
ældreministeren fastsætte regler om fravigelse af
betingelser fastsat i anden lovgivning eller i medfør af
anden lovgivning, når fravigelse er nødvendig for at
sikre patientsikkerheden eller patienters og borgeres behandling,
pleje og andre rettigheder m.v. i anden lovgivning eller i
medfør af anden lovgivning, og disse betingelser ikke vil
kunne opfyldes som følge af et ekstraordinært
ressourcetræk hos sundhedsmyndighederne eller tiltag eller
foranstaltninger, der er truffet med henblik på at forebygge
eller inddæmme udbredelsen af en alment farlig sygdom her i
landet.
Sundheds- og ældreministeren vil efter
bestemmelsen kunne fastsætte regler, der fraviger betingelser
i anden lovgivning eller i medfør af anden lovgivning
på sundheds- og ældreministerens ressortområde,
når fravigelse er nødvendig for at sikre
patientsikkerheden eller patienters og borgeres behandling, pleje
og andre rettigheder m.v. i anden lovgivning eller i medfør
af anden lovgivning.
Efter bemyndigelsen vil der både kunne
fastsættes regler om fuldstændigt at fravige, det vil
sige suspendere, den pågældende betingelse, og regler
om delvist at begrænse en betingelse, f.eks. ændring og
forlængelse af en fastsat frist. Begrænsninger kan
indføres gradvist i takt med udviklingen, behov og
nødvendighed.
Det er en betingelse for udmøntning af
bestemmelsen, at de betingelser, der skal fraviges, ikke vil kunne
opfyldes som følge af tiltag eller foranstaltninger, der er
truffet med henblik på at forebygge eller inddæmme
udbredelsen af en alment farlig sygdom her i landet.
Den foreslåede bestemmelse vil bl.a.
kunne anvendes til at fastsætte regler, der midlertidigt
suspenderer forbuddet i § 6 i lov om assisteret reproduktion i
forbindelse med behandling, diagnostik og forskning m.v.
(reproduktionsloven) mod at yde assisteret reproduktion
(fertilitetsbehandling) til kvinder, der er ældre end 45
år. Dette vil bl.a. kunne sikre, at de kvinder, der for
nuværende ikke kan modtage behandling med assisteret
reproduktion, bl.a. som følge af regionernes prioritering af
den behandlingsmæssige kapacitet eller private udbyderes
lukning af klinikker grundet risiko for smittespredning, og som
fylder 46 år i denne periode, ikke forhindres i at modtage
forventet eller planlagt behandling.
Bestemmelsen vil ligeledes kunne anvendes til
at fastsætte regler, der midlertidigt forlænger den
tilladte opbevaringsperiode for menneskelige æg i § 15 i
reproduktionsloven, så kvinder, der for nuværende ikke
kan modtage behandling med assisteret reproduktion, bl.a. som
følge af regionernes prioritering af den
behandlingsmæssige kapacitet eller private udbyderes lukning
af klinikker grundet smittespredning, ikke får destrueret
deres opbevarede æg efter udløbet af den maksimalt
tilladte opbevaringstid på 5 år.
Herudover vil bestemmelsen kunne anvendes til
at fastsætte regler om at fravige det krav, der gælder
efter § 11 a i lov om autorisation af sundhedspersoner og om
sundhedsfaglig virksomhed om, at afgørelser truffet af
Styrelsen for Patientsikkerhed efter § 9, stk. 1-3, i
autorisationsloven, bortfalder, senest 2 år efter, at
styrelsen har truffet afgørelse, medmindre styrelsen
forinden har anlagt retssag. Der vil med bestemmelsen kunne
fastsættes regler, der fraviger dette krav, således at
det sikres, at afgørelser efter autorisationslovens §
9, stk. 1-3, ikke bortfalder senest 2 år efter, at styrelsen
har truffet afgørelse, selvom styrelsen ikke forinden har
anlagt retssag.
Herved sikres det, at der kan fastsættes
regler, der muliggør, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan
fokusere og anvende styrelsens ressourcer på at forebygge og
inddæmme udbredelsen af en alment farlig sygdom her i landet,
uden at det samtidig medfører bortfald af midlertidige
tilsynssanktioner, der er fastsat for at sikre
patientsikkerheden.
Til nr. 12
Det følger af epidemilovens § 13,
stk. 1, at den ansvarshavende for et transportmiddel, herunder
luftfartøjer, skibe, tog og busser, eller dennes
befuldmægtigede efter anmodning fra sundheds- og
ældreministeren eller den, som optræder på
ministerens vegne, skal udlevere passagerlisteoplysninger, i det
omfang sådanne foreligger, hvis en person om bord er smittet
eller må formodes at kunne være smittet med smitsomme
og andre overførbare sygdomme omfattet af § 2.
Det følger af epidemilovens § 13,
stk. 2, at føreren og en eventuel skibslæge ved et
skibs ankomst skal meddele sundheds- og ældreministeren eller
den, som optræder på ministerens vegne, oplysninger om
sundhedstilstanden om bord såvel under rejsen som på
ankomsttidspunktet. Ved et luftfartøjs ankomst
påhviler denne oplysningspligt luftfartøjets
fører eller dennes befuldmægtigede.
Efter epidemilovens § 13, stk. 3, kan
sundheds- og ældreministeren efter forhandling med
transportministeren fastsætte nærmere regler om, hvilke
oplysninger der skal meddeles i medfør af stk. 1 og 2, samt
om meddelelsens form.
Det foreslås, at § 13, stk 3, ændres, således
at det fastsættes, at sundheds- og ældreministeren
efter forhandling med vedkommende minister kan fastsætte
nærmere regler om, hvilke oplysninger der skal meddeles i
medfør af stk. 1 og 2, samt om meddelelsens form.
Den foreslåede ændring vil
indebære, at regler udstedt i medfør § 13, stk.
3, vedrørende indsamling af oplysninger efter § 13,
stk. 1, vil blive fastsat af sundheds- og ældreministeren
efter forhandling med den minister, som efter anden lovgivning har
ansvaret for at indsamle passagerlisteoplysninger.
Det bemærkes i den forbindelse, at
registrering af passagerer på passagerskibe foretages i
henhold til bekendtgørelse nr. 1235 af 28. november 2019 om
optælling og registrering af de ombordværende på
passagerskibe, som sejler til og fra havne i Fællesskabets
medlemsstater, som er udstedt af Søfartsstyrelsen under
Erhvervsministeriet.
Indsamling af oplysninger om flypassagerer er
reguleret i lov nr. 1706 af 27. december 2018 om indsamling,
anvendelse og opbevaring af oplysninger om flypassagerer
(PNR-loven), som hører under Justitsministeriet.
Det fremgår af PNR-lovens § 3, 1.
pkt., at luftfartsselskaber efter anmodning fra Rigspolitiet og
herefter løbende forud for flyvninger, der har tilknytning
til Danmark, skal videregive PNR-oplysninger, jf. lovens bilag 1, i
elektronisk form til PNR-enheden. Bestemmelsen gælder alene
PNR-oplysninger, som luftfartsselskaber har indsamlet som led i
deres virksomhed.
Den foreslåede ændring af
epidemilovens § 13, stk. 3, skal ses i sammenhæng med
epidemilovens § 1, stk. 2, hvoraf det fremgår, at
sundheds- og ældreministeren kan bemyndige andre myndigheder,
herunder de epidemikommissioner, der er nævnt i kapitel 2,
til at udøve de beføjelser, der i denne lov er
tillagt ministeren.
Bl.a. med henblik på at minimere de
ressourcemæssige konsekvenser for de berørte
erhvervsvirksomheder, der efter anden lovgivning er underlagt
forpligtelser til at levere passageroplysninger m.v. - eksempelvis
luftfartsselskaber og rederier - er det hensigten, at epidemilovens
§ 13 navnlig søges udmøntet i overensstemmelse
med, og gennem anvendelse af, de ordninger for indhentelse af
oplysninger, der er etableret efter anden lovgivning.
Sundheds- og ældreministeren vil
således med den foreslåede ændring af § 13,
stk. 3, efter forhandling med vedkommende minister kunne
fastsætte nærmere regler om, at de oplysninger, som den
ansvarshavende for et transportmiddel skal udlevere efter
epidemilovens § 13, stk. 1, efter anmodning fra sundheds- og
ældreministeren eller den, som optræder på
ministerens vegne, skal indsamles af de myndigheder, eksempelvis
Rigspolitiets PNR-enhed, jf. PNR-lovens § 1, der efter anden
lovgivning indsamler oplysningerne med henblik på, at
passageroplysningerne herefter kan videregives til sundheds- og
ældreministeren eller den, som ministeren bemyndiger
hertil.
I de tilfælde hvor PNR-oplysninger alene
indsamles efter epidemilovens § 13, stk. 1 - og således
ikke modtages som led i den eksisterende ordning efter PNR-loven -
vil oplysningerne ikke indgå i PNR-enhedens
it-løsning, og de vil således alene kunne indsamles og
videregives til brug for sundhedsmyndighederne.
I de tilfælde, hvor Rigspolitiets
PNR-enhed som led i dennes drift har indsamlet oplysninger, vil det
i øvrigt i medfør af epidemilovens § 21 b om
behandling af personoplysninger eksempelvis kunne fastsættes,
at PNR-enheden - i det omfang enheden handler på vegne af
sundheds- og ældreministeren - generelt vil kunne benytte den
ordning for indsamling af PNR-oplysninger, der er fastsat i
PNR-loven med henblik på videregivelse af oplysninger til de
relevante sundhedsmyndigheder. Det indebærer, at de
oplysninger, der måtte blive indsamlet af PNR-enheden, som
led i dennes drift, kan videregives til de relevante
sundhedsmyndigheder.
Til nr. 13
Det følger af epidemilovens § 29,
stk. 1, nr. 1, at medmindre højere straf er forskyldt efter
anden lovgivning, straffes med bøde eller fængsel
indtil 6 måneder den, der overtræder § 21.
Det foreslås, at bestemmelsen
ændres således, at det fastsættes, at medmindre
højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes
med bøde eller fængsel indtil 6 måneder den, der
overtræder § 13, stk. 1 eller 2, eller § 21.
Det følger af epidemilovens § 13,
stk. 1, at den ansvarshavende for et transportmiddel, herunder
luftfartøjer, skibe, tog og busser, eller dennes
befuldmægtigede efter anmodning fra sundheds- og
ældreministeren eller den, som optræder på
ministerens vegne, skal udlevere passagerlisteoplysninger, i det
omfang sådanne foreligger, hvis en person om bord er smittet
eller må formodes at kunne være smittet med smitsomme
og andre overførbare sygdomme omfattet af § 2.
Det følger endvidere af epidemilovens
§ 13, stk. 2, at føreren og en eventuel skibslæge
ved et skibs ankomst skal meddele sundheds- og
ældreministeren eller den, som optræder på
ministerens vegne, oplysninger om sundhedstilstanden om bord
såvel under rejsen som på ankomsttidspunktet. Ved et
luftfartøjs ankomst påhviler denne oplysningspligt
luftfartøjets fører eller dennes
befuldmægtigede.
Forslaget indebærer, at en
ansvarshavende for et transportmiddel omfattet af § 13, stk.
1, der ikke efterkommer en anmodning om at udlevere
passagerlisteoplysninger i det omfang de foreligger, vil kunne
straffes med bøde eller fængsel indtil 6
måneder.
Forslaget indebærer endvidere, at en
fører af et skib og en eventuel skibslæge og
føreren af et luftfartøj eller dennes
befuldmægtigede, der ikke opfylder sin oplysningspligt efter
§ 13, stk. 2, vil kunne straffes med bøde eller
fængsel indtil 6 måneder.
For så vidt angår
overtrædelser af epidemilovens § 13, stk. 1 og 2,
forudsættes det, at strafforfølgningen - for så
vidt angår ansvarshavende for luftfartøjer - skal
følge, hvad der er fastsat efter PNR-loven. Det
følger således af PNR-lovens forarbejder, at der ved
strafforfølgningen af luftfartselskaber kan tages hensyn til
antallet af passagerer på den berørte flyvning, og om
luftfartsselskabet tidligere har begået en overtrædelse
efter loven. Dette indebærer, at den samlede effekt af det
enkelte luftfartsselskabs manglende efterlevelse skal inddrages i
vurderingen af straffens fastsættelse.
Ved fastsættelsen af straffen efter
PNR-loven skal der endvidere navnlig tages hensyn til, at
bøden skal være effektiv, stå i et rimeligt
forhold til overtrædelsen og have afskrækkende
virkning. Bødestraffen vil i
førstegangstilfælde, som udgangspunkt være
mellem 10.000 kr. og 100.000 kr. pr. flyvning, hvor der ikke
videregives PNR-oplysninger i overensstemmelse med lovforslagets
krav. Der kan ved fastsættelsen bl.a. tages hensyn til
antallet af passagerer på den pågældende
flyvning.
Straffen efter PNR-loven kan nedsættes
eller bortfalde helt, hvis overtrædelsen skyldes
undskyldelige omstændigheder. Dette vil bl.a. kunne
være tilfældet, hvis luftfartsselskabet kan
påvise, at det grundet forhold hos tredjemand - og uagtet, at
selskabet har udfoldet rimelige bestræbelser på at
afhjælpe forholdet - har været afskåret fra at
videregive PNR-oplysninger i overensstemmelse med lovforslagets
krav, eller hvor et fly, der ikke er beregnet til at ankomme til
Danmark, pludselig er blevet omdirigeret til at lande i
Danmark.
Ved strafforfølgningen af
ansvarshavende for luftfartøjer for overtrædelser af
epidemilovens § 13 vil disse hensyn kunne inddrages på
tilsvarende vis.
Til nr. 14
Det følger af § 29, stk. 2, i
epidemiloven, at der i forskrifter, der udfærdiges i henhold
til loven, kan fastsættes straf af bøde eller
fængsel indtil 6 måneder for overtrædelse af
bestemmelserne i forskrifterne.
Det foreslås, at § 29, stk. 2, nyaffattes med samme
ordlyd som den gældende bestemmelse. Nyaffattelsen har til
formål at gøre det muligt at angive niveauer for den
straf, der udmåles efter regler udstedt i medfør af
epidemilovens § 6.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2
gør det muligt at fastsætte straf af bøde eller
fængsel indtil 6 måneder for overtrædelse af
bestemmelserne i forskrifter, der udstedes i medfør af
bemyndigelsesbestemmelserne i epidemiloven.
Det følger af Rigsadvokatens vejledende
bødetakster for overtrædelse af bekendtgørelse
nr. 224 af 17. marts 2020 om forbud mod større forsamlinger
og forbud mod adgang til og restriktioner for visse lokaler i
forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019
(COVID-19) med senere ændring, at overtrædelse af
forbuddet mod større forsamlinger m.v. efter § 1, stk.
1, medfører som udgangspunkt en bøde på 1.500
kr., og at manglende efterkommelse af et påbud efter §
2, stk. 1, også medfører som udgangspunkt en
bøde på 1.500 kr.
Med nyaffattelsen er det forudsat, at
bødeniveauet for overtrædelse af regler udstedt i
medfør af § 6, stk. 1, som ændret ved dette
lovforslag, som udgangspunkt hæves fra det gældende
niveau på 1.500 kr. til 2.500 kr. i
førstegangstilfælde. Der vil i
gentagelsestilfælde være grundlag for højere
bødestraffe. Dette vil således omfatte
ovennævnte bestemmelser i den gældende
bekendtgørelse. Det vil endvidere omfatte eventuelle nye
bestemmelser, der udfærdiges med hjemmel i epidemilovens
§ 6, stk. 1 og 3.
Fastsættelsen af straffen vil i
øvrigt fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering
i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i
sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og
nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger
skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved
de almindelige regler om straffens fastsættelse i
straffelovens kapitel 10.
Til nr. 15
Der er ikke i epidemiloven fastsat regler om,
at der ved udmåling af bøder for overtrædelser
af forskrifter udstedt i medfør af loven skal tages hensyn
til virksomhedens størrelse i form af antallet af
ansatte.
Rigsadvokatens vejledende bødetakster
for erhvervsdrivendes overtrædelse af bekendtgørelse
nr. 224 af 17. marts 2020 om forbud mod større forsamlinger
og forbud mod adgang til og restriktioner for visse lokaler i
forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019
(COVID-19) med senere ændring er følgende:
Erhvervsdrivendes manglende overholdelse af
lukkekrav for restauranter, butikker, sports- og fritidsfaciliteter
m.v. efter § 6, stk. 1, i bekendtgørelsen
medfører som udgangspunkt en bøde på 5.000 kr.
Erhvervsdrivendes manglende overholdelse af restriktioner for visse
lokaler m.v. efter § 7 i bekendtgørelsen
medfører som udgangspunkt en bøde på 1.500 kr.
Endelig vil erhvervsdrivendes manglende efterkommelse af
påbud efter § 8 i bekendtgørelsen også som
udgangspunkt medføre en bøde på 1.500 kr.
Det foreslås i § 29, stk. 3, at der ved udmåling
af bøder til erhvervsdrivende efter forskrifter, der
udfærdiges i henhold til loven, skal tages hensyn til
antallet af ansatte i virksomheden på gerningstidspunktet.
Det bemærkes, at virksomheder også omfatter
enkeltmandsvirksomheder.
Med den foreslåede bestemmelse
forudsættes det - for så vidt angår
fastsættelse af bødeniveauet for den erhvervsdrivendes
overtrædelse af regler udstedt i medfør af
epidemilovens § 12 b som ændret ved dette lovforslag -
for det første, at de ovennævnte bødeniveauer
på 5.000 kr. for ikke at overholde lukkekrav som udgangspunkt
hæves til det dobbelte i førstegangstilfælde.
Tilsvarende forudsættes det, at fysiske og juridiske
personers overtrædelse af øvrige krav udstedt i
medfør af epidemilovens § 12 b som ændret ved
dette lovforslag og manglende efterkommelse af påbud i
relation til sådanne krav som udgangspunkt fordobles til
3.000 kr. i førstegangstilfælde.
Dermed bliver udgangspunktet, at der til den
erhvervsdrivende skal udmåles en bøde på 10.000
kr. for ikke at overholde lukkekrav, en bøde på 3.000
kr. for ikke at overholde øvrige restriktioner for lokaler
og lokaliteter og en bøde på 3.000 kr. for ikke at
efterkomme påbud om efterlevelse af sådanne
restriktioner.
Med den foreslåede bestemmelse
forudsættes det for det andet, at der ved udmåling af
bødeniveauet i både førstegangstilfælde
og i gentagelsestilfælde vil skulle skelnes mellem små
og mindre virksomheder (1-9 ansatte), mellemstore virksomheder
(10-49 ansatte) samt store virksomheder (50 ansatte eller
derover).
Det forudsættes i den forbindelse, at
det normale bødeniveau i førstegangstilfælde
som udgangspunkt vil skulle forhøjes med henholdsvis 100 %
for mellemstore virksomheder og 300 % for store virksomheder, hvor
virksomhedens størrelse er afhængig af antallet af
ansatte.
Disse niveauer forudsættes som
udgangspunkt forhøjet i 2. gangstilfælde med 100 % for
små og mellemstore virksomheder og med 150 % for store
virksomheder. I 3. gangstilfælde forudsættes niveauerne
for de respektive virksomhedskategorier som udgangspunkt
forhøjet med 50 % i forhold til niveauerne i 2.
gangstilfælde.
De nævnte beregningsprincipper er
illustreret i skemaet nedenfor. Skemaets bødeniveauer tager
udgangspunkt i overtrædelser af § 6, stk. 1, i
bekendtgørelse nr. 224 af 18. marts 2020 om forbud mod
større forsamlinger og forbud mod adgang til og
restriktioner for visse lokaler i forbindelse med håndtering
af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) med senere ændring, der
forbyder en række virksomheder at holde åbent.
Det bemærkes i den forbindelse, at
ovennævnte beregningsprincipper, som skemaet nedenfor er
baseret på, også vil kunne anvendes ved udregning af
bøder i anledning af manglende overholdelse af restriktioner
for lokaler og lokaliteter og for manglende efterkommelse af
påbud herom udstedt i henhold til regler fastsat i
medfør af epidemilovens § 12 b som ændret ved
dette lovforslag. I disse sager vil udgangspunktet for små og
mindre virksomheder i 1. gangstilfælde være en
bøde på 3.000 kr.
Virksomhedens størrelse | 1. gangstilfælde | 2. gangstilfælde | 3. gangstifælde | Små og mindre virksomheder (1- 9
ansatte) | 10.000 kr. | 20.000 kr. | 30.000 kr. | Mellemstore virksomheder (10-49
ansatte) | 20.000 kr. | 40.000 kr. | 60.000 kr. | Store virksomheder (50 ansatte eller
derover) | 40.000 kr. | 100.000 kr. | 150.000 kr. |
|
Det bemærkes, at bødestraffen vil
kunne stige yderligere ved overtrædelser i 4.
gangstilfælde og derover.
Fastsættelsen af straffen vil i
øvrigt fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering
i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i
sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og
nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger
skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved
de almindelige regler om straffens fastsættelse i
straffelovens kapitel 10.
Til §
2
Det foreslås i stk.
1, at loven træder i kraft ved bekendtgørelsen
i Lovtidende. Dette skyldes, at loven skal træde i kraft
så hurtigt som muligt, da den bl.a. har til formål at
inddæmme COVID-19.
Det bemærkes, at der i § 2, stk. 2,
i lov nr. 208 af 17. marts 2020 om ændring af lov om
foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme
(Udvidelse af foranstaltninger til at forebygge og inddæmme
smitte samt sikring af kapacitetsmæssige ressourcer m.v.)
findes en udløbsklausul, hvorefter lov om foranstaltninger
mod smitsomme og andre overførbare sygdomme automatisk
ophæves den 1. marts 2021. Det vil således også
gælde de ændringer, der følger af dette
lovforslag.
Det foreslås i stk.
2, at regler fastsat i medfør af § 1, stk. 2,
§§ 6, 6 a, 12 a-12 d og 13 og § 29, stk. 2, i lov om
foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme
forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af
forskrifter udstedt i medfør af § 1, stk. 2,
§§ 6, 6 a, 12 a-12 d og 13 og § 29, stk. 2, i lov om
foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare
sygdomme, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, 3-12 og
14.
Bekendtgørelser udstedt i medfør
af de nævnte bestemmelser vil dog kun forblive i kraft,
indtil de ophæves ved den ophørsklausul, som
bekendtgørelserne måtte indeholde. Herefter vil der
skulle udstedes nye bekendtgørelser, hvis der fortsat er
behov for de pågældende regler.
Det følger af epidemilovens § 10,
at sundheds- og ældreministeren efter rådgivning fra
Sundhedsstyrelsen kan bestemme, at de foranstaltninger, der alene
kan iværksættes mod alment farlige sygdomme, jf.
§§ 5-9 og 12 a-12 f, også kan
iværksættes over for øvrige smitsomme og andre
overførbare sygdomme, når disse optræder
på en ondartet måde eller med stor udbredelse, eller
når andre forhold indebærer en særlig stor risiko
for smittespredning.
Sundheds- og ældreministeren har i
medfør af epidemilovens § 10 udstedt
bekendtgørelse nr. 213 af 17. marts 2020, som
fastsætter, at epidemilovens §§ 5-7 og §§
12 a-12 f og regler fastsat i medfør heraf omfatter
Coronavirussygdom 2019 (COVID-19).
Det forudsættes, at de nævnte
bestemmelser med de ændringer, der følger af dette
lovforslag, og regler fastsat i medfør af bestemmelserne,
vil omfatte Coronavirussygdom 2019 (COVID-19), uden at der er behov
for at udstede en ny bekendtgørelse efter lovens
ikrafttræden, hvis den gældende bekendtgørelse
forlænges ud over den 30. marts 2020.
Til §
3
Det foreslås i § 3, at loven ikke
gælder for Færøerne og Grønland, men at
den ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvis i
kraft for Færøerne med de ændringer, som de
færøske forhold tilsiger.
Territorialbestemmelsen svarer til
territorialbestemmelsen i § 32 i epidemiloven.
Bilag
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
Gældende
lov | | Lovforslaget | | | | | | § 1 | | | | | | I lov om foranstaltninger mod smitsomme og
andre overførbare sygdomme, jf. lovbekendtgørelse nr.
1026 af 1. oktober 2019, som ændret ved bekendtgørelse
nr. 156 af 27. februar 2020, bekendtgørelse nr. 157 af 27.
februar 2020 og lov nr. 208 af 17. marts 2020, foretages
følgende ændringer: | | | | §
1. - - - | | | Stk. 2.
Sundheds- og ældreministeren kan bemyndige andre myndigheder,
herunder de epidemikommissioner, der er nævnt i kapitel 2,
til at udøve de beføjelser, der i denne lov er
tillagt ministeren. | | 1. I § 1, stk. 2, indsættes efter
"ministeren": ", og iagttage de pligter, der påhviler
ministeren". | | | | | | 2. I § 1 indsættes som stk. 3: | | | "Stk. 3.
Sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler om
adgangen til at klage over afgørelser, der er truffet i
henhold til bemyndigelse i medfør af stk. 2. " | | | | § 6.
Sundheds- og ældreministeren kan, når det er
nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse
af en alment farlig sygdom her i landet, efter forhandling med
justitsministeren fastsætte regler om forbud mod afholdelse
af og deltagelse i større forsamlinger, arrangementer,
begivenheder m.v. Regler fastsat i medfør af 1. pkt. kan
omfatte både indendørs, udendørs, offentlige og
private forsamlinger, arrangementer, begivenheder m.v. Regler
fastsat i medfør af 1. pkt. kan fravige anden
lovgivning. | | 3. I § 6, stk. 1, 1. pkt., ændres
"afholdelse af og deltagelse i større forsamlinger,
arrangementer, begivenheder m.v." til: ", at flere personer
befinder sig på samme sted. ", og i 2.
pkt. ændres "forsamlinger, arrangementer, begivenheder
m.v." til: "steder, hvor flere personer befinder sig. " | Stk.
2. - - - | | 4. I § 6 indsættes efter stk. 2 som nyt
stykke: | | | "Stk. 3.
Sundheds- og ældreministeren kan, når det er
nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse
af en alment farlig sygdom her i landet, efter forhandling med
justitsministeren fastsætte regler om, at politiet kan
nedlægge forbud mod ophold på et bestemt sted, hvortil
der er almindelig adgang, i en bestemt periode, hvis det efter
politiets skøn er nødvendigt for at forhindre fare
for smitte med en alment farlig sygdom det pågældende
sted. Sundheds- og ældreministeren kan endvidere
fastsætte regler om, at den, der har rådighed over et
sted, som er omfattet af et forbud, efter anmodning fra politiet
skal bistå med opsætning af skilte eller lignende.
" Stk. 3 bliver herefter stk. 4. | | | | Stk. 3.
Sundheds- og ældreministeren kan efter forhandling med
justitsministeren fastsætte regler om, at politiet kan
anvende den fornødne magt for at sikre, at regler fastsat i
medfør af stk. 1 overholdes. | | 5. I § 6, stk. 3, der bliver stk. 4,
ændres "stk. 1" til: "stk. 1 og 3". | | | | § 6 a.
Sundheds- og ældreministeren kan, når det er
nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse
af en alment farlig sygdom her i landet, fastsætte regler om
forbud mod adgang til eller restriktioner for adgangen til
offentlige institutioner m.v. | | 6. I § 6 a ændres "adgangen til
offentlige institutioner m.v." til: "adgangen til eller brugen af
indendørs eller udendørs offentlige institutioner og
idrætsanlæg, legepladser og lignende faciliteter, der
frembyder smittefare. " | | | | | | 7. I § 6 a indsættes som 2. pkt.: | | | "Regler fastsat i medfør af 1. pkt.
kan fravige anden lovgivning. " | | | | § 12 a.
Sundheds- og ældreministeren kan, når det er
nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse
af en alment farlig sygdom her i landet, efter forhandling med
transportministeren fastsætte regler om forbud mod adgang til
transportmidler eller restriktioner på transportmidler,
herunder om tilladt maksimalbelægning og om, at der fra skibe
ikke må ske samkvem med personer i land. Regler fastsat i
medfør af 1. pkt. kan fravige anden lovgivning. | | 8. I § 12 a, 1. pkt., ændres
"transportministeren" til: "vedkommende minister". | | | | § 12 b.
Sundheds- og ældreministeren kan, når det er
nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse
af en alment farlig sygdom her i landet, efter forhandling med
erhvervsministeren fastsætte regler om forbud mod adgang til
eller restriktioner for adgangen til eller brugen af lokaler, som
erhvervsdrivende råder over, og hvortil offentligheden har
adgang, herunder regler om tilladt maksimalbelægning. Regler
fastsat i medfør af 1. pkt. kan fravige anden
lovgivning. | | 9. I § 12 b, 1. pkt., ændres "lokaler,
som erhvervsdrivende råder over" til: "lokaler og andre
lokaliteter, som fysiske eller juridiske personer råder
over". | | | | § 12 c.
Sundheds- og ældreministeren kan, når det er
nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse
af en alment farlig sygdom her i landet, fastsætte regler om
forbud mod eller restriktioner for besøgendes adgang til
offentlige og private plejehjem og sygehuse og om undtagelser
hertil. Regler fastsat i medfør af 1. pkt. kan fravige anden
lovgivning. | | 10. I §
12 c indsættes efter "plejehjem":
", plejeboliger, aflastningspladser, anbringelsessteder og botilbud
m.v.", og efter "sygehuse" indsættes: "og klinikker". | | | | § 12 d. - -
- | | 11. I §
12 d indsættes efter stk. 1 som
nyt stykke: | Stk.
2. --- | | "Stk. 2.
Sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler om
fravigelse af betingelser fastsat i anden lovgivning eller i
medfør af anden lovgivning, når fravigelse er
nødvendig for at sikre patientsikkerheden eller patienters
og borgeres behandling, pleje og andre rettigheder m.v. i anden
lovgivning eller i medfør af anden lovgivning, og disse
betingelser ikke vil kunne opfyldes som følge af et
ekstraordinært ressourcetræk hos sundhedsmyndighederne
eller tiltag eller foranstaltninger, der er truffet med henblik
på at forebygge eller inddæmme udbredelsen af en alment
farlig sygdom her i landet. " Stk. 2 bliver herefter stk. 3. | | | | §
13. - - - | | | Stk.
2. - - - | | | Stk. 3.
Sundheds- og ældreministeren kan efter forhandling med
transportministeren fastsætte nærmere regler om, hvilke
oplysninger der skal meddeles i medfør af stk. 1 og 2, samt
om meddelelsens form. | | 12. I § 13, stk. 3, ændres
"transportministeren" til: "vedkommende minister". | | | | § 29.
Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning,
straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder
den, der | | 13. I § 29, stk. 1, nr. 1, indsættes
efter "overtræder": "§ 13, stk. 1 eller 2, eller". | 1) overtræder § 21, 2) - - - | | | | | | Stk. 2. I
forskrifter, der udfærdiges i henhold til loven, kan der
fastsættes straf af bøde eller fængsel indtil 6
måneder for overtrædelse af bestemmelserne i
forskrifterne. | | 14. § 29, stk. 2, affattes
således: "Stk. 2. I
forskrifter, der udfærdiges efter loven, kan der
fastsættes straf af bøde eller fængsel indtil 6
måneder for overtrædelse af bestemmelserne i
forskrifterne. " | Stk.
3. - - - | | | | | 15. I § 29 indsættes efter stk. 2 som
nyt stykke: | | | "Stk. 3. Ved
udmåling af bøder til erhvervsdrivende efter
forskrifter, der udfærdiges i henhold til loven, skal der
tages hensyn til antallet af ansatte i virksomheden på
gerningstidspunktet. " Stk. 3 bliver herefter stk. 4. |
|