Betænkning afgivet af Sundheds- og
Ældreudvalget den 31. marts 2020
1. Ændringsforslag
Der er stillet 16 ændringsforslag til
lovforslaget. Sundheds- og ældreministeren har stillet
ændringsforslag nr. 1, 4, 6-10, 13, 14 og 16. Dansk
Folkepartis medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag
nr. 2, 5, 11 og 12. Venstres medlemmer af udvalget har stillet
ændringsforslag nr. 3. Det Konservative Folkepartis medlem af
udvalget har stillet ændringsforslag nr. 15.
2. Dispensation fra Folketingets
forretningsorden
Udvalget indstiller, at der dispenseres fra
bestemmelsen i Folketingets forretningsordens § 13, stk. 1,
om, at der skal gå 30 dage fra lovforslagets
fremsættelse, til det kan vedtages ved 3. behandling.
Et flertal i udvalget (udvalget med
undtagelse af NB) indstiller, at der dispenseres fra bestemmelsen i
Folketingets forretningsordens § 8 a, stk. 2, om, at der skal
gå 2 dage fra offentliggørelsen af betænkningen,
til lovforslaget kommer til 2. behandling, og fra bestemmelsen i
§ 13, stk. 1, således at 3. behandling kan finde sted
tidligere end 2 dage efter 2. behandling.
3. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (S, RV, SF, EL og Susanne Zimmer (UFG)) indstiller
lovforslaget til vedtagelse med de af
ministeren stillede ændringsforslag. Mindretallet vil stemme
imod ændringsforslag nr. 2, 3, 5, 11, 12 og 15.
Et mindretal i
udvalget (V) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 1, 3, 6-10, 13,
14 og 16 stillede ændringsforslag. Mindretallet vil stemme
imod ændringsforslag nr. 2, 5, 11, 12 og 15.
Et andet
mindretal (DF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr, 1, 2, 5-14 og 16
stillede ændringsforslag. Mindretallet vil stemme imod
ændringsforslag nr. 3, 4 og 15.
Et tredje
mindretal (KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de
under nr. 1, 6-10 og 13-16 stillede ændringsforslag.
Mindretallet vil stemme imod ændringsforslag nr. 2, 3-5, 11
og 12.
Et fjerde
mindretal (NB) vil redegøre for sin indstilling til
lovforslaget ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for
ændringsforslag nr. 1, 2, 6-14 og 16. Mindretallet vil
redegøre for sin indstilling til ændringsforslag nr.
3-5 og 15 ved 2. behandling.
Et femte
mindretal (LA) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 1, 3, 6-10, 13,
14 og 16 stillede ændringsforslag. Mindretallet vil stemme
imod ændringsforslag nr. 2, 5, 11, 12 og 15.
Alternativet, Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved
betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed
ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske
bemærkninger i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
4. Politiske bemærkninger
Socialdemokratiet, Venstre, Radikale
Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Susanne Zimmer
(UFG)
Et flertal i udvalget (S, V, RV, SF, EL og
Susanne Zimmer (UFG)) har noteret sig, at sundheds- og
ældreministeren har tilkendegivet, at den følgegruppe
for covid-19, der blev etableret i forbindelse med vedtagelse af
lov nr. 208 af 17. marts 2020, som bl.a. vil blive inddraget i
forbindelse med tiltag, der er på vej, herunder i form af
udmøntning af bemyndigelser efter loven, også vil
blive inddraget i forbindelse med udmøntning af
bemyndigelserne i nærværende lovforslag. I forbindelse
med akutte hastesager med behov for hurtig handling vil
følgegruppen blive inddraget hurtigst muligt.
Flertallet har desuden, for så vidt
angår udmøntningen af lovforslagets § 1, nr. 2,
der åbner mulighed for at fastsætte regler om adgangen
til at klage over afgørelser, der er truffet i henhold til
bemyndigelse efter epidemilovens § 1, stk. 2, noteret sig, at
sundheds- og ældreministeren har tilkendegivet, at
bestemmelsen vil blive udmøntet således, at alle
afgørelser, der træffes efter bemyndigelse, vil kunne
påklages til en overordnet myndighed.
Med hensyn til udmøntningen af
lovforslagets § 1, nr. 3, der åbner mulighed for at
fastsætte regler om forbud mod, at helt ned til tre personer
befinder sig på samme sted, har flertallet noteret sig, at
sundheds- og ældreministeren har tilkendegivet
følgende:
- At
bestemmelsen kun vil blive udmøntet på baggrund af
rådgivning fra sundhedsmyndighederne, og kun, hvis de
foreliggende oplysninger tilsiger, at forbuddet er
nødvendigt for at forebygge eller inddæmme alvorlig
smittespredning, og at et mindre indgribende forbud ikke er
tilstrækkeligt. Rådgivningen fra sundhedsmyndighederne
skal være skriftlig og offentligt tilgængelig. Venstres
medlemmer af udvalget mener, at i tilfælde af, at regeringen
gør brug af bemyndigelsen til at indskrænke
forsamlingsfriheden yderligere, bør det ske på en
decideret indstilling fra myndighederne, herunder
sundhedsmyndighederne.
- At lederne af
Folketingets partier vil blive konsulteret forud for en eventuel
udmøntning af bestemmelsen, herunder om varigheden af
sådanne regler. Venstres medlemmer af udvalget har noteret
sig, at regeringen vil konsultere Folketingets partier. Venstre
bemærker i den forbindelse, at vi helt fra start har
understreget, at dette lovforslag helt og aldeles bygger på
regeringens vurdering af Corona-situationen, og at anvendelsen af
bemyndigelserne helt og fuldt er regeringens ansvar, samt at
Venstre igennem udvalgsbehandlingen klart har tilkendegivet, at vi
kun mener, at en yderligere begrænsning af danskernes
forsamlingsmuligheder kræver en myndighedsindstilling.
- At
bestemmelsen som udgangspunkt ikke vil kunne bruges til at
indføre et forbud, der omfatter private boliger.
- At
bestemmelsen kun vil blive brugt til at indføre et forbud,
der omfatter sammenkomster i private boliger, hvis der opstår
tendenser til omgåelse af lukningen af barer, diskoteker og
natklubber. I givet fald vil kun sammenkomster, der kan sidestilles
med arrangementer m.v. i barer, diskoteker og natklubber, blive
omfattet af forbuddet. Almindelige private sammenkomster i form af
f.eks. fejringer, middage og fester i private boliger vil ikke
blive omfattet af et forbud.
- At politiet
ikke i medfør af epidemiloven vil få adgang til
private boliger uden retskendelse, selv om der indføres et
forbud mod sammenkomster, der kan sidestilles med arrangementer
m.v. i barer, diskoteker og natklubber. Politiet vil som led i
håndhævelsen af et sådant forbud kun kunne
få adgang til private boliger, i det omfang der er mulighed
for det i medfør af retsplejelovens regler om ransagning i
forbindelse med efterforskning af kriminalitet. Når
betingelserne for ransagning efter disse regler er opfyldt,
kræver ransagning af en bolig forudgående retskendelse
eller samtykke. Dog kan politiet foretage ransagning uden
forudgående retskendelse, hvis formålet ville blive
forspildt, hvis politiet skulle afvente en retskendelse. I
sådanne tilfælde skal politiet efterfølgende
efter anmodning fra den person, hvis bolig er blevet ransaget
indhente retskendelse.
Flertallet har også noteret sig, at
bemyndigelsesbestemmelsen i lovforslagets § 1, nr. 3, ikke
giver sundheds- og ældreministeren mulighed for at
indføre forbud mod, at tre eller flere personer, som er
nærmeste pårørende, befinder sig samme sted.
Nærmeste pårørende er i lovforslaget defineret
som en persons ægtefælle, faste samlevende, faste
partnere, forældre, børn og søskende. Der er
dog tale om en ikke udtømmende opremsning, som derfor
også vil omfatte bedsteforældre, bonusbørn,
plejebørn m.v. Udvalget har samtidig noteret sig, at
sundheds- og ældreministeren har tilkendegivet, at den
præcise afgrænsning af nærmeste
pårørende vil ske i forbindelse med en eventuelt
udmøntning af bemyndigelsen, og at den efter
omstændighederne også vil kunne omfatte en meget
nær ven, som den pågældende person har en
sådan relation til, at denne relation kan sidestilles med en
relation mellem to nærmeste pårørende.
Flertallet noterer sig, at følgegruppen for covid-19 vil
blive inddraget og lederne af Folketingets partier konsulteret
forud for en eventuel udmøntning af
bemyndigelsesbestemmelsen.
Endelig har fleertallet noteret sig, at lov
om foranstaltninger mod smitsomme sygdomme, herunder de
ændringer, der fremgår af nærværende
lovforslag, ophæves den 1. marts 2021 (solnedgangsklausul),
og at sundheds- og ældreministeren i november 2020 vil
fremsætte udkast til revision af loven.
Venstre
Venstres og Liberal Alliances medlemmer af
udvalget bemærker, at Danmark fortsat står i en
alvorlig og ekstraordinær situation som følge af
covid-19.
Alle dele af det danske sundhedsvæsen
og ikke mindst det sundhedsfaglige personale påtager sig et
stort ansvar for at hjælpe patienter og
pårørende bedst mulig igennem følgerne af
covid-19 udfordringerne. Men ikke alene er det danske
sundhedsvæsen udfordret, også mange virksomheder er
netop nu i en yderst svær situation, fordi deres livsgrundlag
fra den ene dag til den anden er lukket ned eller ændret
markant dels som en konsekvens af regeringens tiltag og dels som en
konsekvens af situationen på verdensmarkedet.
Der er i en tid som denne brug for, at vi
står sammen og viser tillid. Derfor bakker V og LA op om de
tiltag, som indtil nu er fremlagt af regeringen. V og LA
bemærker samtidig, at V og LA fortsat forventer, at
statsministeren i denne alvorlige situation kun beder om
Folketingets tilslutning til meget vidtgående lovgivning,
fordi det er bydende nødvendigt, og fordi statsministeren er
garant for, at de vide beføjelser, som regeringen hermed
får, ikke bliver misbrugt.
Venstre og Liberal Alliance bemærker,
at lovforslaget indeholder en række yderligere bemyndigelser
til sundheds- og ældreministeren. Disse bemyndigelser skal
efter V's og La's opfattelse ses i sammenhæng med den lange
række af vide beføjelser og bemyndigelser, som
sundheds- og ældreministeren fik med vedtagelsen af L
133.
Det blev i forbindelse med vedtagelsen af L
133 skrevet ind i betænkningen, at »ministeren vil
etablere en følgegruppe bestående af samtlige
sundhedsordførere, der løbende kan drøfte
aktuelle spørgsmål i forhold til håndteringen af
COVID-19. Følgegruppen vil følge udviklingen i
smittespredningen og blive inddraget i forbindelse med tiltag, der
er på vej, herunder i form af udmøntning af
bemyndigelser. I forbindelse med akutte hastesager med behov for
hurtig handling, vil følgegruppen blive inddraget hurtigst
muligt«. Denne passus bør også gælde for L
158.
Venstre og Liberal Alliance noterer i den
sammenhæng, at sundheds- og ældreministeren indtil
videre alene har orienteret følgegruppen om sine
beslutninger uden forudgående inddragelse, og dermed er
beslutningerne alene truffet på ministerens og regeringens
ansvar.
Venstre og Liberal Alliance har under
såvel udvalgsbehandling som under samråd forsøgt
at komme regeringens overvejelser nærmere ift. hvilke
konkrete situationer, der vil kunne føre til, at ministeren
gør brug af de i lovforslaget nævnte bemyndigelser.
Desværre har det ikke været muligt at få klare
svar fra regeringen.
På samme måde er det uklart for
V og LA, hvilken strategi regeringen har for en genåbning af
Danmark, herunder hvordan de nye beføjelser, som regeringen
ønsker at få med dette lovforslag, spiller
hensigtsmæssigt sammen med en genåbning af Danmark. I
samme ombæring giver det anledning til undren, at regeringen
beder Folketinget om yderligere beføjelser til at
indføre nye restriktioner, når statsministeren
på pressemøde den 30. marts 2020 kan oplyse, at der er
grund til forsigtig optimisme, fordi tallene viser, at udviklingen
i antallet af smittede og indlagte går i den rigtige
retning.
De seneste uger har vist, at danskerne
står sammen, når det gælder. Myndighedernes
anvisninger følges i stort omfang, og der er grund til at
rose, at danskerne tager covid-19 alvorligt og derfor tager de
nødvendige forholdsregler, som betyder, at vi ved at holde
afstand passer bedst på hinanden. Så meget desto mere
kan det undre, at regeringen alligevel ser et behov for at
gennemføre yderligere tiltag, som altså vil give
sundheds- og ældreministeren bemyndigelse til at
gennemføre endnu flere restriktioner for danskerne.
Og derfor er det helt afgørende for
V og LA, at der ligger sundhedsfaglige vurderinger til grund, hvis
de bemyndigelser, som ligger i lovforslaget, skal bringes i
anvendelse.
Nærværende lovforslag giver som
nævnt en række yderligere bemyndigelser til sundheds-
og ældreministeren. Vedtages lovforslaget i sin
nuværende form, vil det bl.a. betyde, at sundheds- og
ældreministeren vil kunne fastsætte regler om forbud
mod, at 3 personer eller flere befinder sig på samme sted.
Der er dermed tale om en meget vidtgående indskrænkning
i forsamlingsfriheden. Det er V's og LA's opfattelse, at det er
helt afgørende, at en beslutning om at indskrænke
forsamlingsfriheden yderligere, end hvad tilfældet allerede
er i dag, skal ske på et fagligt funderet grundlag og dermed
på indstilling fra de relevante myndigheder, som f.eks.
Sundhedsstyrelsen eller Rigspolitiet.
Venstre og Liberal Alliance bemærker
i den sammenhæng, at regeringen har lagt op til, at lederne
af Folketingets partier vil blive konsulteret forud for en eventuel
udmøntning af bestemmelsen vedrørende hvor mange
mennesker, der må samle sig, herunder om varigheden af
sådanne regler. Det er V's og LA's opfattelse, at en
sådan konsulationsordning rejser visse statsretlige
betænkeligheder. Der er derfor vigtigt for V og LA at
understrege, at en konsultation af partilederne i Folketinget ikke
ændrer ved, at det alene og utvetydigt er regeringen og i
sidste ende statsministeren, der har ansvaret for de beslutninger,
som regeringen træffer, bl.a. med afsæt i dette
lovforslag.
Venstre og Liberal Alliance opfordrer
regeringen til at ændre lovforslaget, så de i
lovforslaget indeholdte bemyndigelser kun kan anvendes efter
indstilling fra de relevante myndigheder. V agter at stille
ændringsforslag herom, såfremt regeringen ikke
efterkommer opfordringen og ønsket fra Venstre, inden
forslaget tredjebehandles.
Radikale Venstre, Enhedslisten og
Socialistisk Folkeparti
Radikale Venstres, Enhedslistens og
Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget noterer sig, at de
allerede vedtagne tiltag for at inddæmme spredningen af
smitte med SARS-CoV-2 i det danske samfund har haft den
ønskede effekt. Partierne noterer sig dog også, at
situationen fortsat er alvorlig, og at den positive effekt, vi har
opnået med hele samfundets opbakning, hurtigt kan tabes, hvis
ikke vi alle fortsat viser hensyn og følger myndighedernes
anbefalinger. Derfor kan det desværre blive nødvendigt
med yderligere tiltag, hvis udviklingen pludselig går den
forkerte vej. Partierne noterer sig særligt, at denne
udvikling kan gå meget hurtigt, hvilket man desværre
kan se i flere europæiske lande. Derfor kan en hurtig indsats
være helt afgørende, selv om vi alle naturligvis
ønsker, at der ikke kommer flere indskrænkninger i
vores frihed. Fordi der er tale om potentielt ret vidtgående
beføjelser, der indskrænker borgernes rettigheder, har
det for partierne været afgørende, at loven er bundet
af en solnedgangsklausul, at den allerede nedsatte
følgegruppe bliver løbende involveret, og at loven
revideres til november 2020. Derudover har det været yderst
vigtigt at fastslå, at adgang til private hjem kræver
en retskendelse, og at alle påbud kan påklages til
myndighederne. Endelig har partierne lagt afgørende
vægt på, at beslutningen om eventuelt at
indskrænke forsamlinger yderligere skal bygge på
rådgivning fra sundhedsmyndighederne, at der skal sikres et
proportionalitetshensyn, og at det ikke indskrænker vores
grundlovssikrede rettigheder om forsamlingsfrihed. Partierne er
desuden optaget af at få klarlagt konsekvenserne i forhold
til de mest udsatte borgere på bosteder, plejehjem, hospice
mm, bl.a. i forhold til den mentale sundhed, som Sundhedsstyrelsen
har påpeget vigtigheden af i sit høringssvar. Det
samme har en række organisationer, der organiserer bostederne
på området, også peget på. Organisationerne
har bl.a. haft et ønske om, at man paralleliserer de mindre
"bosteder" med familier. Disse forhold og ønsker vil
partierne fortsat følge, idet partierne naturligvis fortsat
vil sikre imod mere smitteudbredelse både blandt de udsatte
og ansatte, dels sikre beboerne værdige og trygge forhold -
men også gerne sikre bedre plads til den nære familie -
ikke mindst i forhold til de særlige situationer, der kan
opstå i forbindelse med livskriser, sygdom og terminal
pleje.
Socialistisk Folkeparti og
Enhedslisten
Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens
medlemmer af udvalget støtter intentionerne i
ændringsforslag nr. 5, stillet af DF. Virus skelner ikke
mellem turister og arbejdstagere, og det kan være
afgørende vigtigt, at vi har mulighed for at forhindre
indrejse for borgere, som kommer fra områder, hvor smitte med
Covid-19 er udbredt.
Partierne er imidlertid af den opfattelse,
at en konkret udmøntning af forslaget er et anliggende for
Beskæftigelsesministeriet. Sundheds- og ældreministeren
har i den forbindelse tilkendegivet, at der kan indkaldes til
forhandling med henblik på drøftelse af udfordringerne
med mange udenlandske arbejdere, som kommer til landet fra
områder med stor smittespredning. På det grundlag
stemmer SF og EL nej til ændringsforslaget.
Dansk Folkeparti
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget
støtter flertallets politiske bemærkninger, idet Dansk
Folkeparti dog anfører, at der kan være
tilfælde, hvor der er politiske beslutninger, som ikke
nødvendigvis kommer efter indstilling fra
sundhedsmyndighederne. Det har f.eks. været tilfældet
med indførelse af den helt nødvendige
grænsekontrol under corona-krisen.
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget
understreger, at det er regeringens ønske at få
yderligere bemyndigelser til at have yderligere foranstaltninger i
værktøjskassen for at begrænse spredningen af
coronasmitte. Det er således regeringen, som må tage
det fulde ansvar og stå på mål for konsekvenserne
ved anvendelsen af yderligere foranstaltninger og disse
bemyndigelser.
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget er
bevidste om situationens alvor og vil gøre, hvad der er
nødvendigt for at begrænse spredningen af
coronasmitte. Situationens alvor til trods er Dansk Folkepartis
medlemmer af udvalget fortsat yderst opmærksomme på
borgernes retssikkerhed. Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget
har noteret sig, at lovforslaget, som giver ministeren
vidtgående beføjelser, ikke indebærer, at der
vil være afgørelser efter loven, som ikke
længere vil kunne påklages til anden administrativ
myndighed.
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget har
også noteret sig, at politiet for at få adgang til
private boliger med henblik på at opløse en privat
sammenkomst vil skulle gå frem efter de almindelige
straffeprocessuelle regler om ransagning i retsplejeloven. Det er
således udgangspunktet, at politiet ikke uden en retskendelse
kan få adgang til en privat bolig med henblik på at
opløse en privat sammenkomst, som skønnes at
udgøre en særlig fare for coronasmitte.
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget er
herudover særlig opmærksomme på, at
bestemmelserne om besøgsrestriktioner for anbringelsessteder
og botilbud m.v. samt forbud mod at flere befinder sig samme sted
ikke medfører en indskrænkning i bedsteforældres
mulighed for at passe deres børnebørn,
forældres mulighed for at have samvær med deres
anbragte børn og plejefamilier samt mindre bosteders
mulighed for at fortsætte dagligdagen på
familielignende vis.
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget er
ligeledes opmærksomme på konsekvenserne af et forbud
mod ophold på steder, hvortil der er almindelig adgang,
særlig i forhold til adgangen til parker, skove, strande og
andre naturområder. Dette set i lyset af, at
sundhedsmyndighederne gentagne gange har udtalt, at det er godt for
både den mentale sundhed og det fysiske velbefindende at
komme ud i den friske luft.
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget
forventer endvidere, at berørte erhvervsdrivende i
tilfælde af et forbud mod adgang til lokaler og
udendørsområder, som fysiske eller juridiske personer
råder over, bliver kompenseret fuldt ud. Dette gælder
eksempelvis ejeren af en campingplads, som bliver pålagt at
lukke med det formål at begrænse spredningen af
coronasmitte.
Endelig forventer Dansk Folkepartis
medlemmer af udvalget, at forbud og restriktioner efter loven alene
opretholdes, så længe det er nødvendigt for at
begrænse spredningen af coronasmitte. Dette er særlig
vigtigt i forhold til opretholdelsen af besøgsrestriktioner
på plejehjemmene, da længere tids isolation og
manglende aktivitet kan have alvorlige konsekvenser for de
ældre såvel fysisk som mentalt. Dansk Folkepartis
medlemmer af udvalget er derfor også optagede af, at de
ældre får tilbudt tryghedsopkald under
coronakrisen.
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget har
stillet tre ændringsforslag til lovforslaget.
Det første ændringsforslag
adresserer den problemstilling, at asylansøgere på
deres vej til Danmark gennemrejser mange lande. Da coronavirussen
efterhånden findes overalt, er det ikke usandsynligt, at
asylansøgere på deres rejse mod Danmark har
pådraget sig smitte.
Det danske samfund og mange andre samfund
er lukket ned, og der er indført restriktive regler for,
hvor mange borgere der må mødes ad gangen. Politiet
patruljer i gader og udskriver om nødvendigt bøder
til borgere, hvis de mødes i større antal end
tilladt. Borgerne opfordres til at blive hjemme og undgå
kontakt med andre. Bevægelsesfriheden er stærkt
begrænset, mange grænser er lukkede, og
Udenrigsministeriet fraråder alle ikkenødvendige
rejser til de fleste lande i verden - alt sammen initiativer, der
kan give god mening i en tid, hvor coronasmitten breder sig og
fokus skal være på at begrænse udbredelsen af
smitten.
Det giver derfor ikke mening, at
asylansøgere kan bevæge sig frit omkring og rejse fra
land til lande med risiko for at pådrage sig smitte undervejs
og bringe den videre. Asylansøgere udgør en risiko
for at blive omvandrende smittekilder. Det er ikke blot farligt for
asylansøgerne selv, det udgør også en risiko
for samfundet.
Coronavirussen (covid-19) er en
verdensomspændende livsfarlig virus, der allerede har kostet
mange mennesker livet og har globale konsekvenser, herunder for
verdensøkonomien, og det er derfor på sin plads, at
Danmark fraviger de internationale forpligtelser, som vi har
påtaget os, under henvisning til den nye alvorlige situation,
der er indtrådt i verden.
Ændringsforslaget har til hensigt at
afvise asylansøgere ved grænsen, når det er
nødvendigt at forebygge udbredelsen af coronavirussen
(covid-19).
Det andet ændringsforslag adresserer
den problemstilling, at asylansøgere, afviste
asylansøgere, udviste kriminelle udlændinge, personer
på tålt ophold m.m., der er indkvarteret på et
indkvarteringssted, med deres færden udgør en mulig
risiko for at blive omvandrende smittekilder. Det er derfor
nødvendigt at pålægge de indkvarterede et
udgangsforbud og et besøgsforbud.
Formålet er at undgå smitte og
smittespredning af coronavirussen (covid-19), som skyldes at
personer fra indkvarteringsstedet pådrager sig smitten ude i
samfundet og bringer den med tilbage på indkvarteringsstedet,
eller at udefrakommende bringer smitten til
indkvarteringsstedet.
Forbuddet skal være gældende
under coronakrisen og er et af de mange tiltag, som viser sig
nødvendige for at begrænse udbredelsen af smitten.
Regeringen har iværksat mange tiltag, der er indgribende for
helt almindelige borgres hverdag, bl.a. strikse begrænsninger
i bevægelsesfriheden, herunder en de facto- nedlukning af
indsatte i fængslers muligheder for udgang og besøg,
hvorfor det er relevant at indføre et midlertidigt udgangs-
og besøgsforbud for asylansøgere på
indkvarteringssteder.
Det tredje ændringsforslag adresserer
den problemstilling, at udenlandske arbejdstagere frit kan rejse
ind i landet og udgøre en smitterisiko, fordi der ikke
stilles krav om, at udenlandske arbejdstagere skal gå i
karantæne i 14 dage efter indrejse. Det er derfor
nødvendigt for at forebygge eller inddæmme smitte, at
ministeren får mulighed for at fastsætte regler om
forbud mod eller restriktioner for udenlandske arbejdstageres
indrejse her i landet. Formålet er således at
begrænse spredningen af coronasmitte.
Dansk Folkeparti finder det vigtigt, at
loven bliver revideret løbende, samt at såfremt
ministeren vælger at anvende bemyndigelserne, skal det
stoppes med det samme, når behovet ikke længere er der.
Dansk Folkeparti finder det derfor også nødvendigt med
en solnedgangsklausul.
Nye Borgerlige
Nye Borgerliges medlem af udvalget
indstiller, at 3. behandling af lovforslaget bliver udskudt. De
dele af lovforslaget, som er af ekspropriativ karakter og derfor
først kan stadfæstes 3 søgnedage efter
Folketingets vedtagelse, kan dog vedtages nu. 3. behandling af den
øvrige del af lovforslaget skal udskydes, til der foreligger
en konkret sundhedsfaglig vurdering, som er identisk med det, som
kræves i ændringsforslag nr. 3, der er fremsat af
sundheds- og ældreministeren. Af ændringsforslag nr. 4
fremgår det, at reglerne om forbud mod, at ti eller
færre personer befinder sig på samme sted, alene kan
fastsættes på baggrund af rådgivning fra
sundhedsmyndighederne og kun, hvis de foreliggende oplysninger
tilsiger, at forbuddet er nødvendigt for at forebygge eller
inddæmme alvorlig smittespredning, og at et mindre
indgribende forbud ikke er tilstrækkeligt.
Denne situation befinder vi os ikke i. Hvis
vi i Danmark måtte komme i en situation, hvor
sundhedsmyndighederne anbefaler et forbud mod, at ti eller
færre personer befinder sig på samme sted, vil
lovforslaget således hurtigt kunne blive tredjebehandlet og
vedtaget af Folketinget, stadfæstet og træde i
kraft.
5. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til titlen
Af sundheds- og
ældreministeren, tiltrådt af udvalget:
1)
Efter »sygdomme« indsættes: »og forskellige
andre love«.
[Ændring af titlen som
følge af tilføjelse af ændringer i flere
love]
Af et mindretal
(DF), tiltrådt af et mindretal
(NB):
2)
Titlen affattes således:
»Forslag
til
Lov om ændring af lov om
foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme
og udlændingeloven
(Yderligere foranstaltninger for at
forebygge og inddæmme smitte med covid-19 m.v.)«.
[Konsekvensrettelse som
følge af ændringsforslag nr. 10 og 11]
Til § 1
Af et mindretal (V),
tiltrådt af et mindretal
(LA):
3)
Efter nr. 3 indsættes som nyt nummer:
»01 I §
6, stk. 1, indsættes efter 2. pkt. som nyt
punktum:
"Regler efter 1. pkt. om forbud mod, at ti
eller færre personer befinder sig på samme sted, kan
alene fastsættes efter indstilling fra relevante myndigheder,
herunder Sundhedsstyrelsen. "«
[Indsættelse af krav om
indstilling fra relevante myndigheder, herunder Sundhedsstyrelsen,
ved indførelse af forbud mod, at ti eller færre
personer befinder sig på samme sted]
Af sundheds- og
ældreministeren, tiltrådt af et flertal (S, RV, SF, EL og Susanne Zimmer
(UFG)):
4)
Efter nr. 3 indsættes som nyt nummer:
»02. I §
6, stk. 1, indsættes efter 2. pkt. som nyt
punktum:
»Regler efter 1. pkt. om forbud mod, at ti
eller færre personer befinder sig på samme sted, kan
alene fastsættes på baggrund af rådgivning fra
sundhedsmyndighederne og kun, hvis de foreliggende oplysninger
tilsiger, at forbuddet er nødvendigt for at forebygge eller
inddæmme alvorlig smittespredning, og at et mindre
indgribende forbud ikke er tilstrækkeligt.««
[Indsættelse af yderligere
betingelser for udmøntning af den foreslåede § 6,
stk. 1, om forbud mod, at flere personer befinder sig på
samme sted]
Af et mindretal
(DF):
5)
Efter nr. 11 indsættes som nyt nummer:
»03. Efter § 12 f
indsættes som § 12 g:
Ȥ 12 g. Sundheds- og
ældreministeren kan, når det er nødvendigt for
at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig
sygdom her i landet, efter forhandling med udlændinge- og
integrationsministeren fastsætte regler om forbud mod eller
restriktioner for udenlandske arbejdstageres indrejse i Danmark og
om undtagelser hertil. Regler fastsat i medfør af 1. pkt.
kan fravige anden lovgivning.««
[Bemyndigelse til at
fastsætte forbud eller restriktioner for udenlandske
arbejdstageres indrejse i Danmark]
Ny paragraf
Af sundheds- og
ældreministeren, tiltrådt af udvalget:
6)
Efter § 1 indsættes som ny paragraf:
Ȥ 01
I erhvervslejeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1218 af 11. oktober 2018, foretages
følgende ændring:
1.
Efter § 49 indsættes:
Ȥ 49 a.
Erhvervsministeren kan som led i håndteringen af covid-19
fastsætte regler om, at fristen i § 49, stk. 1, 1. pkt.,
forlænges.««
[Bemyndigelse til at forlænge
tidsfristen for aflevering af forbrugsregnskaber til lejerne]
Ny paragraf
7)
Efter § 1 indsættes som ny paragraf:
Ȥ 02
I lov om leje, jf. lovbekendtgørelse nr.
927 af 4. september 2019, foretages følgende
ændring:
1.
Efter § 43 indsættes:
Ȥ 43 a. Boligministeren
kan som led i håndteringen af covid-19 fastsætte regler
om, at fristen i § 43, stk. 1, 1. pkt.,
forlænges.««
[Bemyndigelse til at forlænge
tidsfristen for aflevering af forbrugsregnskaber til lejerne]
Ny paragraf
8)
Efter § 1 indsættes som ny paragraf:
Ȥ 03
I lov om leje af almene boliger, jf.
lovbekendtgørelse nr. 928 af 4. september 2019, som
ændret ved § 6 i lov nr. 498 af 1. maj 2019, foretages
følgende ændring:
1.
Efter § 56 indsættes:
Ȥ 56 a. Boligministeren
kan som led i håndteringen af covid-19 fastsætte regler
om, at fristen i § 56, stk. 1, 1. pkt.,
forlænges.««
[Bemyndigelse til at forlænge
tidsfristen for aflevering af forbrugsregnskaber til lejerne]
Ny paragraf
9)
Efter § 1 indsættes som ny paragraf:
Ȥ 04
I lov om almene boliger m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 119 af 1. februar 2019, som
ændret ved § 1 i lov nr. 1322 af 27. november 2018,
§ 5 i lov nr. 498 af 1. maj 2019 og lov nr. 1438 af 17.
december 2019, foretages følgende ændring:
1. I
§ 44 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2.
Boligministeren kan fravige og supplere reglerne i dette kapitel,
når foranstaltninger iværksat i medfør af lov om
foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme
gør det umuligt eller uforholdsmæssig vanskeligt for
almene boligorganisationer, selvejende institutioner, kommuner og
regioner, som udlejer almene boliger, og beboere at følge
reglerne.««
[Bemyndigelse til at fravige regler
om beboerdemokrati som følge af foranstaltninger
iværksat i medfør af lov om foranstaltninger mod
smitsomme og andre overførbare sygdomme]
Ny paragraf
10)
Efter § 1 indsættes som ny paragraf:
Ȥ 05
I lov om godkendelse og syn af
køretøjer, jf. lovbekendtgørelse nr. 959 af
24. september 2012, som ændret ved § 2 i lov nr. 385 af
27. april 2016 og lov nr. 1437 af 17. december 2019, foretages
følgende ændring:
1.
Efter § 3 indsættes:
Ȥ 3 a.
Transportministeren kan som led i håndteringen af covid-19
fastsætte regler om, at frister fastsat i medfør af
§ 3 suspenderes.««
[Bemyndigelse til at suspendere
synsfrister fastsat i medfør af § 3]
Ny paragraf
Af et mindretal
(DF), tiltrådt af et mindretal
(NB):
11)
Efter § 1 indsættes som ny paragraf:
Ȥ 06
I udlændingeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1022 af 2. oktober 2019, som
ændret senest ved lov nr. 1591 af 27. december 2019,
foretages følgende ændringer:
1. I
§ 28 indsættes som stk. 10:
»Stk. 10.
Når det er nødvendigt for at forebygge udbredelse af
coronavirussygdom 2019 (covid-19), kan udlændinge, som
påberåber sig at være omfattet af § 7,
afvises, jf. stk. 1, nr. 7.«
2. I
§ 48, stk. 1, 1. pkt.,
ændres »stk. 1-4 og stk. 7, 3. pkt.« til:
»stk. 1-4, stk. 7, 3. pkt., og stk. 10«.
3. I
§ 48 a, stk. 1, 5. pkt.,
indsættes efter »stk. 7, 3. pkt.,« ordene:
»eller stk. 10,«.
4. I
§ 52 b, stk. 6, ændres
»stk. 1-4 og stk. 7, 3. pkt.« til »stk. 1-4, stk.
7, 3. pkt., og stk. 10.««
[Afvisning af asylansøgere
og konsekvensrettelser]
Ny paragraf
12)
Efter § 1 indsættes som ny paragraf:
Ȥ 07
I udlændingeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1022, som ændret senest ved lov
nr. 1591 af 27. december 2019 foretages følgende
ændring:
1.
Efter § 42 m indsættes:
Ȥ 42 n.
Udlændingestyrelsen kan bestemme, at der indføres
midlertidigt udgangsforbud for alle udlændinge, der er
indkvarteret på et indkvarteringssted, jf. § 42 a, stk.
5, når det anses for nødvendigt af hensyn til at
forebygge udbredelsen af coronavirussygdom (covid-19).
§ 42 o.
Udlændingestyrelsen kan bestemme, at der indføres
midlertidige begrænsninger i adgangen til
indkvarteringssteder, jf. § 42 a, stk. 5, for
besøgende, herunder et fuldstændigt forbud mod
besøg, når det anses for nødvendigt af hensyn
til at forebygge udbredelsen af coronavirussygdom
(covid-19).««
[Udgangsforbud og ophør af
besøg]
Til § 2
Af sundheds- og
ældreministeren, tiltrådt af udvalget:
13) Stk.
2 affattes således:
»Stk. 2.
Regler fastsat i medfør af § 12 d, stk. 2, og §
13, stk. 3, i lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre
overførbare sygdomme forbliver i kraft, indtil de
ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i
medfør af § 12 d, stk. 3, eller § 13, stk. 3, jf.
denne lovs § 1, nr. 11 og 12.«
[Lovteknisk ændring]
14)
Som stk. 3 og 4 indsættes:
»Stk. 3.
§ 49 a i lov om leje af erhvervslokaler m.v., § 43 a i
lov om leje, § 56 a i lov om leje af almene boliger, §
44, stk. 2, i lov om almene boliger m.v. og § 3 a i lov om
godkendelse og syn af køretøjer som affattet ved
denne lovs § 01, nr. 1, § 02, nr. 1, § 03, nr. 1,
§ 04, nr. 1, og § 05, nr. 1, ophæves den 1. marts
2021.
Stk. 4.
Transportministeren kan i forbindelse med ophævelsen af
§ 3 a i lov om godkendelse og syn af køretøjer
som affattet ved denne lovs § 6, nr. 1, jf. stk. 3,
fastsætte overgangsregler om håndtering af
genindtrædelsen af frister, der efter regler fastsat i
medfør af § 3 a har været suspenderet.«
[Solnedgangsklausul og bemyndigelse
til at fastsætte overgangsregler i forhold til
synsfrister]
Af et mindretal
(KF):
15)
Som stk. 3 indsættes:
»Stk. 3.
Sundheds- og ældreministeren kan iværksætte
foranstaltningerne i medfør af lov om foranstaltninger mod
smitsomme og andre overførbare sygdomme § 6, stk. 1 og
3, med tilslutning af et af Folketinget nedsat udvalg. Sundheds- og
ældreministeren orienterer forud herfor udvalget om, hvorvidt
og i hvilket omfang iværksættelse af de
pågældende foranstaltninger ønskes på
baggrund af anbefaling fra sundhedsmyndighederne.«
[Indhentelse af tilslutning fra et
Folketingsudvalg forud for iværksættelse af
foranstaltninger efter § 6, stk. 1 og 3]
Til § 3
Af sundheds- og
ældreministeren, tiltrådt af udvalget:
16)
Efter »men« indsættes: »§
1«.
[Konsekvensrettelse]
Bemærkninger
Til nr. 1
Det foreslås, at lovforslagets titel
justeres, som følge af at der med ændringsforslagene
foreslås ændringer i lov om leje af erhvervslokaler
m.v., lov om leje, lov om leje af almene boliger, lov om almene
boliger m.v. og lov om godkendelse og syn af
køretøjer.
Til nr. 2
Lovforslagets titel forslås
ændret som konsekvens af ændringsforslag nr. 11 og
12.
Til nr. 3
Det
følger af lovforslagets § 1, nr. 3, at epidemilovens
§ 6, stk. 1, 1. pkt., foreslås ændret
således, at sundheds- og ældreministeren - når
det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme
udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet - efter
forhandling med justitsministeren kan fastsætte regler om
forbud mod, at flere personer befinder sig på samme sted.
Det foreslås, at der i epidemilovens
§ 6, stk. 1, indsættes et nyt 3. pkt., hvorefter regler
efter 1. pkt. om forbud mod, at 10 eller færre personer
befinder sig på samme sted, alene kan fastsættes efter
indstilling fra relevante myndigheder, herunder
Sundhedsstyrelsen.
Ændringsforslaget indebærer, at der alene kan
fastsættes regler om forbud mod, at ti eller færre
personer befinder sig på samme sted, hvis der foreligger en
indstilling herom fra relevante myndigheder, herunder
Sundhedsstyrelsen.
Til nr. 4
Det følger af lovforslagets §
1, nr. 4, at epidemilovens § 6, stk. 1, 1. pkt.,
foreslås ændret således, at sundheds- og
ældreministeren - når det er nødvendigt for at
forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig
sygdom her i landet - efter forhandling med justitsministeren kan
fastsætte regler om forbud mod, at flere personer befinder
sig på samme sted.
Det foreslås, at der i lovforslaget
efter nr. 4 indsættes et nyt nummer, hvori det
foreslås, at der i epidemilovens § 6, stk. 1, efter 2.
pkt. indsættes et nyt punktum, hvorefter regler efter 1. pkt.
om forbud mod, at ti eller færre personer befinder sig
på samme sted, alene kan fastsættes på baggrund
af rådgivning fra sundhedsmyndighederne og kun, hvis de
foreliggende oplysninger tilsiger, at forbuddet er
nødvendigt for at forebygge eller inddæmme alvorlig
smittespredning, og at et mindre indgribende forbud ikke er
tilstrækkeligt.
Ændringsforslaget indebærer
bl.a., at der alene kan fastsættes regler om forbud mod, at
ti eller færre personer befinder sig på samme sted,
hvis der foreligger oplysninger fra sundhedsmyndighederne, der
tilsiger, at et forbud mod, at flere end ti personer befinder sig
på samme sted, ikke er tilstrækkeligt, og at det
således er nødvendigt - og dermed proportionalt - at
iværksætte yderligere initiativer for at forebygge
eller inddæmme alvorlig smittespredning af en alment farlig
sygdom, herunder covid-19, her i landet. Det er således
forudsat, at sundheds- og ældreministeren
rådfører sig med sundhedsmyndighederne, inden
sådanne regler fastsættes.
Dette kan f.eks. være i
tilfælde, hvor sundhedsmyndighederne finder, at der er
indikationer på, at der sket en uventet negativ udvikling i
antallet af smittede med covid-19 med heraf følgende
forventede kapacitetsudfordringer i sundhedsvæsenet. Det kan
endvidere være i tilfælde, hvor sundhedsmyndighederne
bl.a. på baggrund af oplysninger fra politiet konstaterer, at
der er sket en uhensigtsmæssig ændring i
adfærdsmønstre i befolkningen generelt eller blandt
smittede, der medfører en ikke ubetydelig risiko for, at
antallet af smittede med covid-19 vil stige. Der kan f.eks.
være tale om oplysninger fra politiet om, at der ses
tendenser til, at myndighedernes generelle anbefalinger om, at
så få personer som muligt befinder sig på samme
sted, ikke efterleves i tilstrækkeligt omfang.
Det bemærkes, at den foreslåede
bestemmelse ikke har betydning i de tilfælde, hvor der i
øvrigt fastsættes nye regler om forbud mod, at flere
end ti personer befinder sig på samme sted, herunder hvis
dette antal justeres i opadgående retning.
Udmøntningen af bestemmelsen vil
skulle afspejle det konkrete situationsbillede.
Til nr. 5
Dansk Folkepartis formål med
ændringsforslaget at få fastsat regler for udenlandske
arbejdstageres indrejse med henblik på at begrænse
spredningen af coronasmitte.
Det fremgår af svaret på L 158,
spm. 57, at det på baggrund af de senest tilgængelige
tal i jobindsats.dk vurderes, at der før coronakrisens
indtræden var 45.000 EU-borgere, der var ansat hos en dansk
arbejdsgiver og havde bopæl i udlandet. 15.000 personer er
bosat i Tyskland og Sverige, og disse må under normale
forhold antages at pendle jævnligt. Hertil kommer danske
statsborgere bosat i udlandet.
Dansk Folkepartis ændringsforslag
indebærer, at sundheds- og ældreministeren, når
det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme
udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet, kan
fastsætte regler om forbud mod eller restriktioner for
udenlandske arbejdstageres indrejse i Danmark. Reglerne skal
fastlægges efter forhandling med udlændinge- og
integrationsministeren.
Den parlamentariske følgegruppe skal
inddrages, før ministeren udmønter bemyndigelsen med
konkrete tiltag.
Reglerne kan omfatte undtagelser, bl.a.
således at udenlandske arbejdstagere med
livsnødvendige job skal undtages.
Til nr. 6
Det fremgår af 45, stk. 1 og 2, i
erhvervslejeloven, at udlejere, der leverer varme og vand m.v. til
lejerne, kan kræve deres udgifter til lejerens forbrug og
andel i andre udgifter refunderet, og at udgifterne skal
opgøres i et forbrugsregnskab for ejendommen.
Det fremgår af § 49, stk. 1, 1.
pkt., i erhvervslejeloven, at forbrugsregnskabet skal være
kommet frem til lejerne senest 4 måneder efter
regnskabsårets udløb. Hvis regnskabet ikke er kommet
frem til lejeren ved udløbet af fristen, mister udlejeren
sin ret til at kræve tillægsbetaling af lejeren, jf.
§ 51, stk. 1, i erhvervslejeloven. Aflæggelsen af
forbrugsregnskab forudsætter, at professionelle
aflæsere får fysisk adgang til lejemålene og
foretager fysisk aflæsning af forbrugsmålere i
lejemålene.
Det betyder, at forbrugsregnskaber, hvor
regnskabsåret udløber i andet kvartal 2020, skal
fremsendes til lejerne senest 4 måneder efter den
varmeregnskabstermin, som gælder for ejendommen. Det
forudsætter, at de professionelle aflæsere får
fysisk adgang til lejemålene og foretager fysisk
aflæsning af forbrugsmålere i lejemålene i
forbindelse med regnskabsårets udløb. På grund
af den ekstraordinære situation i marts 2020, hvor regeringen
har iværksat en række særlige tiltag for at
hindre spredning af covid-19-virussen blandt befolkningen, vurderes
det, at de professionelle aflæseres besøg i de mange
lejemål i perioden marts-april 2020 vil indebære en
væsentlig risiko for spredning af covid-19-virussen blandt
lejerne. Det vurderes derfor at være nødvendigt at
forlænge fristen for aflæggelse af forbrugsregnskab
midlertidigt på grund af risikoen for spredning af smitte med
covid-19 blandt lejerne.
Det foreslås derfor, at der i §
49 a indsættes en bemyndigelse til, at erhvervsministeren som
led i håndteringen af covid-19 kan forlænge fristen i
§ 49, stk. 1, 1. pkt., for aflevering af forbrugsregnskab til
lejerne.
Det er hensigten, at bemyndigelsen skal
benyttes til at forlænge fristen for aflæggelse af
forbrugsregnskaber for erhvervslejemål midlertidigt i 2020
for at forebygge spredning af covid-19 blandt lejerne i
tillæg til de øvrige særlige foranstaltninger,
der er iværksat af regeringen for at forebygge spredning af
covid-19 blandt befolkningen.
Til nr. 7
Det fremgår af 37, stk. 1 og 2, i
lejeloven, at udlejere, der leverer varme og vand m.v. til lejerne,
kan kræve deres udgifter til lejerens forbrug og andel i
andre udgifter refunderet, og af § 37, stk. 1, fremgår,
at udgifterne skal opgøres i et forbrugsregnskab for
ejendommen.
Det fremgår af § 43, stk. 1, 1.
pkt., i lejeloven, at forbrugsregnskabet skal være kommet
frem til lejerne senest 4 måneder efter regnskabsårets
udløb. Hvis regnskabet ikke er kommet frem til lejeren ved
udløbet af fristen, mister udlejeren sin ret til at
kræve tillægsbetaling af lejeren, jf. § 45 b, stk.
1, i lejeloven. Aflæggelsen af forbrugsregnskab
forudsætter, at professionelle aflæsere får
fysisk adgang til lejemålene og foretager fysisk
aflæsning af forbrugsmålere i lejemålene.
Det betyder, at forbrugsregnskaber, hvor
regnskabsåret udløber i andet kvartal 2020, skal
fremsendes til lejerne senest 4 måneder efter den
varmeregnskabstermin, som gælder for ejendommen. Det
forudsætter, at de professionelle aflæsere får
fysisk adgang til lejemålene og foretager fysisk
aflæsning af forbrugsmålere i lejemålene i
forbindelse med regnskabsårets udløb. På grund
af den ekstraordinære situation i marts 2020, hvor regeringen
har iværksat en række særlige tiltag for at
hindre spredning af covid-19-virussen blandt befolkningen, vurderes
det, at de professionelle aflæseres besøg i de mange
lejemål i perioden marts-april 2020 vil indebære en
væsentlig risiko for spredning af covid-19-virussen blandt
lejerne. Det vurderes derfor at være nødvendigt at
forlænge fristen for aflæggelse af forbrugsregnskab
midlertidigt på grund af risikoen for spredning af smitte med
covid-19 blandt lejerne.
Det foreslås derfor, at der i §
43 a indsættes en bemyndigelse til, at boligministeren som
led i håndteringen af covid-19 kan forlænge fristen i
§ 43, stk. 1, 1. pkt., for aflevering af forbrugsregnskab til
lejerne.
Det er hensigten, at bemyndigelsen skal
benyttes til at forlænge fristen for aflæggelse af
forbrugsregnskaber for boliglejemål midlertidigt i 2020 for
at forebygge spredning af covid-19 blandt lejerne i tillæg
til de øvrige særlige foranstaltninger, der er
iværksat af regeringen for at forebygge spredning af covid-19
blandt befolkningen.
Til nr. 8
Det fremgår af 52, stk. 1 og 2, i
almenlejeloven, at udlejere, der leverer varme og vand m.v. til
lejerne, kan kræve deres udgifter til lejerens forbrug og
andel i andre udgifter refunderet, og at udgifterne skal
opgøres i et forbrugsregnskab for ejendommen.
Det fremgår af § 56, stk. 1, 1.
pkt., i almenlejeloven, at forbrugsregnskabet skal være
kommet frem til lejerne senest 4 måneder efter
regnskabsårets udløb. Hvis regnskabet ikke er kommet
frem til lejeren ved udløbet af fristen, mister udlejeren
sin ret til at kræve tillægsbetaling af lejeren, jf.
§ 58, stk. 1, i almenlejeloven. Aflæggelsen af
forbrugsregnskab forudsætter, at professionelle
aflæsere får fysisk adgang til lejemålene og
foretager fysisk aflæsning af forbrugsmålere i
lejemålene.
Det betyder, at forbrugsregnskaber, hvor
regnskabsåret udløber i andet kvartal 2020, skal
fremsendes til lejerne senest 4 måneder efter den
varmeregnskabstermin, som gælder for ejendommen. Det
forudsætter, at de professionelle aflæsere får
fysisk adgang til lejemålene og foretager fysisk
aflæsning af forbrugsmålere i lejemålene i
forbindelse med regnskabsårets udløb. På grund
af den ekstraordinære situation i marts 2020, hvor regeringen
har iværksat en række særlige tiltag for at
hindre spredning af covid-19-virussen blandt befolkningen, vurderes
det, at de professionelle aflæseres besøg i de mange
lejemål i perioden marts-april 2020 vil indebære en
væsentlig risiko for spredning af covid-19-virussen blandt
lejerne. Det vurderes derfor at være nødvendigt at
forlænge fristen for aflæggelse af forbrugsregnskab
midlertidigt på grund af risikoen for spredning af smitte med
covid-19 blandt lejerne.
Det foreslås derfor, at der i §
56 a indsættes en bemyndigelse til, at boligministeren som
led i håndteringen af covid-19 kan forlænge fristen i
§ 56, stk. 1, 1. pkt., for aflevering af forbrugsregnskab til
lejerne.
Det er hensigten, at bemyndigelsen skal
benyttes til at forlænge fristen for aflæggelse af
forbrugsregnskaber for boliglejemål midlertidigt i 2020 for
at forebygge spredning af covid-19 blandt lejerne i tillæg
til de øvrige særlige foranstaltninger, der er
iværksat af regeringen for at forebygge spredning af covid-19
blandt befolkningen.
Til nr. 9
Det fremgår af § 5 b i lov om
almene boliger m.v., at almene boligorganisationer skal give
beboerne indflydelse på egne boforhold. I kapitel 2 i
almenboligloven er der fastsat en række detaljerede regler om
beboerdemokrati. Almene boligorganisationer er private foreninger,
som er godkendt af kommunalbestyrelsen til at drive almen
boligvirksomhed, jf. § 1 i lov om almene boliger m.v. Almene
boligorganisationer er underlagt en tæt regulering og
offentligt tilsyn. Reglerne i lovens kapitel 2 forudsætter,
at der afholdes generalforsamlinger og
repræsentantskabsmøder, hvor lejerne bl.a.
vælger medlemmer til bestyrelsen. På grund af den
ekstraordinære situation i marts 2020, hvor regeringen i
medfør af § 6, stk. 1, i epidemiloven, har
iværksat forbud mod afholdelse og deltagelse i større
forsamlinger, arrangementer, begivenheder m.v. er det ikke muligt
at afholde de nævnte møder som forudsat.
Det foreslås, at boligministeren kan
fravige og supplere regler i kapitel 2 om beboerdemokrati,
når foranstaltninger iværksat i medfør af lov om
foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme
(epidemiloven) gør det umuligt eller uforholdsmæssig
vanskeligt for almene boligorganisationer, selvejende
institutioner, kommuner og regioner, som udlejer almene boliger, og
beboere at følge reglerne.
Det er hensigten, at bemyndigelsen bl.a.
kan benyttes til, at boligministeren kan fastsætte regler om
beboerdemokrati i den almene boligsektor, som fraviger eller
supplerer regler fastsat i almenboligloven, i det omfang det som
følge af foranstaltninger iværksat i medfør af
epidemiloven vil være umuligt eller uforholdsmæssig
vanskeligt for almene boligorganisationer m.v. og beboere at
følge reglerne.
Den foreslåede bestemmelse har
således bl.a. til formål at tage højde for, at
almene boligorganisationer, beboere og andre som følge af de
foranstaltninger, der træffes i medfør af
epidemiloven, kan komme i en situation, hvor det ikke er muligt for
dem at afholde de møder, som det er forudsat i
lovgivningen.
Som eksempel kan muligheden for at afholde
afdelingsmøder nævnes. En almen boligorganisation skal
være opdelt i et antal boligafdelinger for hvert
byggefortagende, som er økonomisk uafhængigt af de
andre boligafdelinger og af boligorganisationen, jf. § 16,
stk. 1, i lov om almene boliger m.v. Boligafdelingens
afdelingsmøde, som består af afdelingens lejere og
øvrige myndige husstandsmedlemmer, har kompetencen til at
beslutte driftsbudgettet for det kommende budgetår, jf.
§ 36, stk. 1, i lov om almene boliger m.v. Budgetåret
behøver ikke følge kalenderåret. Huslejen for
det kommende år fastsættes sådan, at de samlede
lejeindtægter giver afdelingen mulighed for at afholde de
udgifter, der er forbundet med driften (balancelejeprincippet), jf.
§ 45, stk. 1, i lov om almene boliger m.v.
Når der i medfør af § 6,
stk. 1, i epidemiloven, er fastsat regler om forbud mod afholdelse
og deltagelse i større forsamlinger, arrangementer,
begivenheder m.v., vil det kunne forhindre, at der vedtages et
driftsbudget på et afdelingsmøde som forudsat i §
36, stk. 1, i lov om almene boliger m.v. I medfør af det
foreslåede § 44, stk. 2, vil der derfor kunne
fastsættes regler om, at boligorganisationen på visse
betingelser kan fastsætte et driftsbudget for det kommende
år uden godkendelse på et afdelingsmøde. Desuden
vil der kunne fastsættes regler, der giver adgang til
aflysning eller udskydelse af afdelingsmøder i almene
boligafdelinger.
Det bemærkes, at ovenstående er
et eksempel på, hvad den foreslåede bemyndigelse kan
anvendes til. Regler udstedt i medfør af bestemmelsen vil
således kunne omfatte alle situationer, hvor foranstaltninger
iværksat i medfør af epidemiloven gør det
umuligt eller uforholdsmæssig vanskeligt for
boligorganisationer m.v. og beboere at følge regler for
beboerdemokratiet i den almene boligsektor. Det gælder for
eksempel også i forhold til generalforsamlinger og
repræsentantskabsmøder, herunder frister for
godkendelse af regnskaber ved udskydelse af sådanne
møder.
I det omfang, boligministeren
fastsætter sådanne regler i en bekendtgørelse,
vil der samtidig blive fastsat en udløbsklausul for
bekendtgørelsen. Efter udløbet af sådanne
midlertidige regler genindtræder de indtil da gældende
regler for almene boligorganisationer m.v. og beboere.
Til nr. 10
Det følger af § 3, stk. 1, i
lovbekendtgørelse nr. 959 af 24. september 2012 om
godkendelse og syn af køretøjer (synsloven), at et
registreret eller godkendt køretøj skal fremstilles
og godkendes ved syn efter indkaldelse. Indkaldelser efter
bestemmelsen sendes af Færdselsstyrelsen til registrerede
ejere eller brugere af køretøjer. I forbindelse med
indkaldelsen fastsættes en frist for, hvornår
køretøjet senest skal være synet.
Af § 3, stk. 2, fremgår det, at
politiet kan inddrage et køretøjs nummerplader, hvis
køretøjet efter indkaldelsen ikke fremstilles eller
godkendes ved syn eller omsyn.
Endelig følger det af § 3, stk.
3, at hvis et køretøj ikke er godkendt senest 10 uger
efter den frist, der er angivet i indkaldelsen til syn, kan
Trafikstyrelsen (nu Færdselsstyrelsen) udstede påbud
om, at køretøjets nummerplader omgående skal
afleveres til SKAT.
Efter synslovens § 13, stk. 1, kan en
registreret ejer eller bruger af en køretøj, som ikke
fremstiller sit køretøj til syn inden for den angivne
frist i synsindkaldelsen, jf. synslovens § 3, stk. 1, straffes
med bøde, ligesom en registreret ejer eller bruger af et
køretøj kan straffes med bøde for ikke at
efterkomme Færdselsstyrelsens påbud efter synslovens
§ 3, stk. 3. Efter synslovens § 13 a kan Trafikstyrelsen
(nu Færdselsstyrelsen) i et bødeforlæg
tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis den,
der har begået overtrædelsen, erklærer sig
skyldig og rede til inden for en nærmere angiven frist at
betale en bøde som angivet i
bødeforelægget.
Efter den foreslåede § 3 a kan
transportministeren som led i håndteringen af covid-19
fastsætte regler om, at frister fastsat i medfør af
synslovens § 3 suspenderes.
I en situation med alvorlig smittefare som
f.eks. den verserende smitterisiko i forbindelse med
covid-19-virussen er det afgørende, at personer ikke
omgås unødigt med risiko for at sprede smitten. Med
den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse kan
transportministeren således fastsætte midlertidige
regler, som suspenderer frister efter synslovens § 3 i en
afgrænset periode. Det vil samtidig betyde, at registrerede
ejere eller brugere af et indkaldt køretøj ikke vil
blive sanktioneret med bøder, bødeforelæg eller
nummerpladeinddragelse for at overskride synsfristen, idet
sanktioner efter synsloven på dette punkt altid
udløses ved overskridelser af frister efter § 3. Med
den foreslåede bestemmelse kan der også
fastsættes regler for håndteringen af verserende sager,
f.eks. hvor en registreret ejer eller bruger af et
køretøj har overskredet en synsfrist før en
eventuel periode med smitterisiko og har fået en ny
synsfrist, som falder inden for en smitteperiode. I sådanne
verserende sager kan det også blive nødvendigt at
suspendere frister, idet hensynet til at undgå unødigt
samkvem i en synshal også vil gælde her.
Det bemærkes, at
Færdselsstyrelsen indkalder over 20.000
køretøjer til syn hver uge, hvorfor det ikke vil
være muligt at behandle overskridelser af synsfrister
på grund af smittefare individuelt. I en sådan
situation vil det derfor være nødvendigt generelt at
suspendere synsfristen.
Sammen med de regler om suspension af
frister, som transportministeren fastsætter ved
bekendtgørelse, vil der samtidig blive fastsat en
udløbsklausul på bekendtgørelsen, der er
tilpasset det aktuelle risikobillede ved covid-19. Med den
foreslåede bemyndigelsesbestemmelse kan transportministeren
således også - i forbindelse med udløb af
udstedte bekendtgørelser - fastsætte overgangsregler
om, hvordan registrerede ejere eller brugere af
køretøjer skal forpligtes til igen at overholde nye
frister efter suspension af de oprindelige, genindkaldes til nyt
syn m.v. Med bemyndigelsen kan ministeren endvidere fastsætte
overgangsregler om håndtering af sanktionsforløb, som
blev igangsat før covid-19, men hvor nye frister også
er blevet suspenderet. Det kan f.eks. være den situation, at
en registreret ejer af et køretøj har overskredet en
synsfrist, der lå før covid-19, og har fået
meddelt en ny synsfrist, som ligger efter covid-19. Formålet
med bestemmelsen er således hurtigst muligt at få
genetableret retstilstanden på synsområdet til en
normal situation og få samlet op i forhold til de
køretøjer, som ikke er blevet synet m.v. under
perioden med covid-19. Sådanne overgangsregler vil kunne
komme på tale, hvis tiltag som følge af covid-19
ophæves før den 1. marts 2021, hvor den
foreslåede bemyndigelseshjemmel i synslovens § 3 a
automatisk ophæves.
Til nr. 11
Baggrunden for ændringsforslaget er,
at asylansøgere har rejst gennem mange lande på deres
vej til Danmark, og da Coronavirussen efterhånden findes
overalt, er det ikke utænkeligt, at asylansøgere har
pådraget sig smitte under rejsen til Danmark.
Derfor bør Danmark indtil videre
suspendere asylansøgeres ret til at søge asyl i
Danmark og til at få deres ansøgning behandlet her, og
asylansøgere skal derfor afvises ved grænseovergangene
til Danmark.
I den almindelige folkeret er det
anerkendt, at der gælder en klausul, hvorefter en folkeretlig
aftale kan bringes til ophør uanset grundprincippet om
aftalers bindende kraft. Det følger heraf, at enhver aftale
anses for indgået med det forbehold, at
omstændighederne ikke forandrer sig væsentligt,
således at aftalens opfyldelse bliver til alvorlig skade for
parten. Hvis der er tale om forandringer, der indebærer, at
uforandret opfyldelsespligt alvorligt ville true statens eksistens
eller velfærd, vil aftalen kunne tilsidesættes ud fra
almindelige nødretsgrundsætninger. Det er
således muligt folkeretligt i ekstraordinære
situationer at påberåbe sig reglerne om fundamentalt
ændrede omstændigheder.
Ændringsforslaget vil indebære,
at asylansøgere på samme måde som
udlændinge, der ikke har opholdstilladelse eller ikke har
fået udstedt registreringsbevis eller opholdskort her i
landet, og nordiske statsborgere, som ikke har fast bopæl her
i landet, kan afvises ved de danske grænser i medfør
af udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 7, det vil sige.
hvis sundhedsmæssige grunde tilsiger, at udlændingen
ikke bør have ophold her i landet.
Bestemmelsen vil give adgang til at afvise
asylansøgere ved indrejse fra såvel andre
Schengenlande som lande, der ikke er tilsluttet
Schengenkonventionen, jf. udlændingelovens § 28, stk. 1,
nr. 7, jf. stk. 3.
Det vil være en forudsætning
for, at der kan ske afvisning af asylansøgere efter
ændringsforslaget, at det er nødvendigt for at
forebygge udbredelse af coronavirussygdom 2019 (covid-19).
Efter udlændingelovens § 48,
stk. 1, 1. pkt., kan afgørelse om afvisning ved indrejsen,
jf. § 28, stk. 1-4, og stk. 7, 3. pkt., træffes af
vedkommende politidirektør.
Efter ændringsforslaget vil det
være politiet, der i de enkelte tilfælde træffer
afgørelse om afvisning ved grænsen efter
udlændingelovens almindelige regler.
Det foreslås således med
ændringsforslaget, at politiet i udlændingelovens
§ 48, stk. 1, 1. pkt., tillægges kompetence til efter
den foreslåede regel i udlændingelovens § 28, stk.
10, at træffe afgørelse om afvisning ved
grænsen.
Politiets afgørelse om afvisning
meddeles udlændingen skriftligt. Dette kan ske ved
anvendelsen af en standardformular om, at afvisning har fundet
sted.
Efter udlændingelovens § 48 a,
stk. 1, 1. pkt., træffer Udlændingestyrelsen, hvis en
udlænding påberåber sig at være omfattet af
§ 7, snarest muligt afgørelse om afvisning eller
overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b eller om
afvisning efter § 28, stk. 1, nr. 1, 2, 6 eller 7, eller
§ 28, stk. 2 eller 3, jf. stk. 1, nr. 1, 2, 6 eller 7, eller
udvisning efter § 25, nr. 2, eller § 25 b og i givet fald
udsendelse.
Det foreslås med
ændringsforslaget, at § 48 a, stk. 1, ikke finder
anvendelse, hvis politiet efter den foreslåede bestemmelse i
§ 28, stk. 10, har truffet afgørelse om afvisning ved
indrejsen.
I tilfælde, hvor politiet i
overensstemmelse med ændringsforslaget i
udlændingelovens § 28, stk. 10, har afvist en
udlænding ved indrejsen, træffer
Udlændingestyrelsen således efter
ændringsforslaget ikke afgørelse om bl.a. afvisning
eller udvisning efter udlændingelovens § 48 a, 1. pkt.,
for så vidt angår en udlænding, der
påberåber sig at være omfattet af § 7
(asyl).
Til nr. 12
Dansk Folkeparti foreslår et
udgangsforbud for alle udlændinge, der er indkvarteret
på indkvarteringssteder efter udlændingelovens §
42 a, stk. 5. Det omfatter således alle asylcentre, herunder
modtage-, opholds-, hjem- og udrejsecentre.
Dansk Folkeparti foreslår endvidere,
at udlændinge, der er indkvarteret på
indkvarteringssteder, ikke kan modtage besøg. Det omfatter
således alle asylcentre, herunder modtage-, opholds-,
hjemrejse- og udrejsecentre.
Baggrunden for ændringsforslaget er,
at som reglerne er i dag, er de nævnte persongrupper ikke
frihedsberøvede, hvorfor de kan færdes frit og modtage
besøgende.
Det skal undgås, at smitte kommer ind
på centrene, hvilket bl.a. vil umuliggøre udsendelse
til hjemlandet, hvis der pludselig skulle være mulighed for
det.
Ad § 42
n
Med den foreslåede bestemmelse i
udlændingelovens § 42 n foreslås det, at
Udlændingestyrelsen kan fastsætte et udgangsforbud for
alle udlændinge, der er indkvarteret på
indkvarteringssteder efter udlændingelovens § 42 a, stk.
5. Det omfatter således alle asylcentre, herunder modtage-,
opholds-, hjemrejse- og udrejsecentre.
Udgangsforbuddet vil således
også omfatte alle udlændinge, herunder alle
asylansøgere, afviste asylansøgere, udlændinge
på tålt ophold, kriminelle udviste udlændinge,
som er indkvarteret på indkvarteringssteder efter
Udlændingestyrelsens bestemmelse.
Udgangsforbuddet indebærer, at alle
udlændinge, der er indkvarteret på indkvarteringssteder
efter Udlændingestyrelsens bestemmelse, vil være
omfattet af en generel regel, der forbyder dem at forlade
indkvarteringsstedet.
Formålet med den foreslåede
bestemmelse i § 42 n er at undgå smitte og spredning af
covid-19 for beboere på et indkvarteringssted, også
fordi smitte af en udlænding vil betyde, at der i en periode
ikke kan ske udsendelse til hjemlandet, når muligheden herfor
måtte opstå.
Der er tale om et midlertidigt
udgangsforbud, idet formålet er at begrænse smitte og
spredning af covid-19, og forbuddet vil således kun
gælde, indtil coronakrisen er overstået. Det
forudsættes således, at udgangsforbuddet kan
iværksættes for en periode på som udgangspunkt op
til 14 dage ad gangen.
Med forslaget forudsættes det, at
politiet vil skulle yde bistand som led i håndhævelsen
af ovennævnte tiltag. De konkrete ressourcemæssige
konsekvenser for de berørte myndigheder vil skulle
afdækkes nærmere.
Ad § 42
o
Med den foreslåede bestemmelse i
udlændingelovens § 42 o foreslås det, at
Udlændingestyrelsen kan bestemme, at udlændinge, der er
indkvarteret på indkvarteringssteder, jf. § 42 a, stk.
5, ikke kan modtage besøg. Det omfatter således alle
asylcentre, herunder modtage-, opholds-, hjemrejse- og
udrejsecentre.
Forbuddet mod besøg vil
således også omfatte alle udlændinge, herunder
alle asylansøgere, afviste asylansøgere,
udlændinge på tålt ophold og kriminelle udviste
udlændinge, som er indkvarteret på indkvarteringssteder
efter Udlændingestyrelsens bestemmelse.
Formålet med den foreslåede
bestemmelse i § 42 o er at undgå smitte og spredning af
covid-19 for beboere på et indkvarteringssted, også
fordi smitte af en udlænding vil betyde, at der i en periode
ikke kan ske udsendelse til hjemlandet, når muligheden herfor
måtte opstå.
Adgangen til besøg på
modtage-, opholds-, hjemrejse- og udrejsecentre er ikke fastsat ved
lov, men er i dag i et vist omfang reguleret gennem husordener
udarbejdet af de respektive indkvarteringsoperatører.
Husordenerne kan eksempelvis fastsætte retningslinjer om, at
besøg afvikles på beboerens værelse.
Udlændingemyndighederne har som en
del af inddæmningsstrategien allerede indført
midlertidige tiltag, der skal mindske smittespredningen. Et af
disse tiltag er et stop for ordinære besøg på
indkvarteringsstederne. Det indebærer dog, at der f.eks. kan
gennemføres besøg, der har karakter af samvær
mellem et barn og en forælder, eller at udlændingen kan
få besøg af sin advokat eller en anden
partsrepræsentant.
Der indsættes med den
foreslåede bestemmelse i § 42 o en hjemmel til, at
Udlændingestyrelsen kan træffe beslutning om
ophør af adgangen til besøg på alle
indkvarteringssteder i asylcentersystemet. Forslaget
indebærer, at alle former for besøg ophører,
herunder besøg fra familiemedlemmer, venner, advokater og
andre partsrepræsentanter. Det vil også omfatte
besøg, der har karakter af samvær mellem et barn og en
forælder. De indkvarterede må i stedet opretholde
telefonisk og elektronisk kontakt i den periode, hvor
besøgsophøret er iværksat.
Der er tale om et midlertidigt ophør
i adgangen til besøg, idet formålet er at
begrænse smitte og spredning af covid-19, og ophøret
vil således kun gælde, indtil coronakrisen er
overstået. Det forudsættes således, at
Udlændingestyrelsen for en periode på som udgangspunkt
op til 14 dage ad gangen kan indføre et ophør for
alle former for besøg for at sikre, at de indkvarterede,
personalet og myndigheder eller andre, der måtte have deres
daglige gang på stedet, ikke udsættes for
smittespredning fra udefrakommende personer.
Med ændringsforslaget
forudsættes det, at politiet vil skulle yde bistand som led i
håndhævelsen af ovennævnte tiltag. De konkrete
ressourcemæssige konsekvenser for de berørte
myndigheder vil skulle afdækkes nærmere.
Til nr. 13
Det foreslås, at bestemmelsen
nyaffattes, således at henvisningerne til epidemilovens
§ 1, stk. 2, §§ 6, 6 a og 12 a-12 c og § 29,
stk. 2, udgår, da de ikke er nødvendige.
Til nr. 14
Det foreslås, at der i stk. 3
indsættes en solnedgangsklausul for de foreslåede
bestemmelser i § 49 a i lov om leje af erhvervslokaler m.v.,
§ 43 a i lov om leje, § 56 a i lov om leje af almene
boliger, § 44, stk. 2, i lov om almene boliger m.v. og §
3 a i lov om godkendelse og syn af køretøjer,
således at bestemmelserne ophæves den 1. marts
2021.
Det betyder, at de bestemmelser, der
indsættes i de ovennævnte love, automatisk
ophæves den 1. marts 2021, medmindre Folketinget forinden
beslutter at forlænge bestemmelsernes gyldighedsperiode.
Med det foreslåede stk. 4 bemyndiges
transportministeren til i forbindelse med ophævelsen af
§ 3 a i lov om godkendelse og syn af køretøjer
som affattet ved denne lov, at fastsætte overgangsregler om
håndtering af genindtrædelsen af frister, der efter
regler fastsat i medfør af § 3 a har været
suspenderet.
Med bemyndigelsen kan ministeren med
virkning for en overgangsperiode efter den 1. marts 2021, hvor
særreglen i § 3 a om suspension af synsfristerne
ophæves ved solnedgangsklausulen, fastsætte regler om,
hvordan registrerede ejere eller brugere af køretøjer
skal forpligtes til igen at overholde nye frister efter suspension
af de oprindelige, genindkaldes til nyt syn m.v. Med bemyndigelsen
kan ministeren endvidere fastsætte overgangsregler om
håndtering af sanktionsforløb, som blev igangsat
før covid-19, men hvor nye frister også er blevet
suspenderet. Det kan f.eks. være den situation, at en
registreret ejer af et køretøj har overskredet en
synsfrist, der lå før covid-19, og har fået
meddelt en ny synsfrist, som ligger efter covid-19. Formålet
med bestemmelsen er således hurtigst muligt at få
genetableret retstilstanden på synsområdet til en
normal situation og få samlet op i forhold til de
køretøjer, som ikke er blevet synet m.v. under
perioden med covid-19.
Til nr. 15
Det Konservative Folkeparti bemærker,
at der med lovforslaget kan igangsættes omfattende og
vidtgående initiativer, herunder at mindske
forsamlingsmulighederne for danskerne til at omfatte ikke flere end
3 personer, uden at ministeren orienterer Folketingets partier
herom, og uden at ministeren indhenter en skriftlig tilladelse fra
Folketingets partier herom.
Lovforslagets § 6, stk. 1,
indebærer bl.a., at den gældende mulighed for at
fastsætte regler om forbud mod forsamlinger m.v. udvides fra
i dag at omfatte større forsamlinger, arrangementer,
begivenheder m.v. til at omfatte muligheden for at fastsætte
regler om forbud mod, at flere personer befinder sig på samme
sted. Dermed vil der som den nedre grænse kunne
fastsættes regler om forbud mod, at tre personer eller flere
befinder sig på samme sted.
Herudover foreslås i lovforslaget
(§ 6, stk. 3) indført en mulighed for, at politiet,
hvis det er nødvendigt, i en bestemt periode kan
nedlægge forbud mod at tage ophold på et bestemt sted,
hvortil der er almindelig adgang. Hjemmel vil f.eks. kunne bruges,
hvis politiet erfarer, at der på bestemte steder gentagne
gange samler sig menneskemængder på en sådan
måde, at der er forhøjet smittefare.
Det Konservative Folkeparti foreslår
på baggrund af karakteren af disse meget indgribende og
vidtgående foranstaltninger, at sundheds- og
ældreministeren kun kan iværksætte
foranstaltninger i medfør § 6, stk. 1 og 3, med
tilslutning af et af Folketinget nedsat udvalg (p.t. Sundheds- og
Ældreudvalget).
Det Konservative Folkeparti ønsker,
at regeringen kan handle for at reducere smitten i Danmark, men er
samtidig betænkelige ved at stemme for så
vidtgående indgreb, som regeringen foreslår. Derfor
finder Det Konservative Folkeparti behov for en demokratisk kontrol
med beføjelserne.
Sundheds- og ældreministeren skal
herudover forud herfor orientere udvalget om, hvorvidt og i hvilket
omfang iværksættelse af de pågældende
foranstaltninger ønskes på baggrund af anbefaling fra
sundhedsmyndighederne.
Til nr. 16
Det foreslås, at lovforslagets §
3 om den territoriale gyldighed justeres som konsekvens af
indsættelsen af de nye paragraffer, som ikke skal finde
anvendelse på Færøerne og i Grønland og
ikke skal kunne sættes i kraft ved kongelig anordning for
Færøerne og Grønland.
6. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 26. marts
2020 og var til 1. behandling samme dag. Lovforslaget blev efter 1.
behandling henvist til behandling i Sundheds- og
Ædreudvalget.
Oversigt over lovforslagets
sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse
med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på
Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 4
møder.
Høringssvar
Et udkast til lovforslaget er ikke forinden
fremsættelsen sendt i høring. Under hensyn til at
lovforslaget hastebehandles, er lovforslaget heller ikke sendt i
høring samtidig med fremsættelsen.
Sundheds- og ældreministeren har
fremsendt bemærkninger fra Sundhedsstyrelsen, Styrelsen for
Patientsikkerhed, Statens Serum Institut og Styrelsen for
Patientklager i forbindelse med udarbejdelsen af lovforslaget.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 12
bilag på lovforslaget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget
2 skriftlige henvendelser om lovforslaget.
Samråd
Udvalget har stillet 1
spørgsmål til sundheds- og ældreministeren til
mundtlig besvarelse, som ministeren har besvaret i et lukket
samråd.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
187 spørgsmål til sundheds- og ældreministeren
til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret på
nær spørgsmål 183-187, som forventes besvaret
inden 3. behandling. Svar modtaget før
betænkningsafgivelse er optrykt som bilag 1.
Annette Lind (S) Birgitte Vind (S)
Tanja Larsson (S) Camilla Fabricius (S) nfmd. Daniel Toft Jakobsen (S) Flemming
Møller Mortensen (S) Julie Skovsby (S) Lennart
Damsbo-Andersen (S) Rasmus Horn Langhoff (S) Stinus Lindgreen (RV)
Nils Sjøberg (RV) Kirsten Normann Andersen (SF) Trine Torp
(SF) Peder Hvelplund (EL) Victoria Velasquez (EL) Susanne Zimmer
(UFG) Jane Heitmann (V) fmd.
Ellen Trane Nørby (V) Hans Andersen (V) Martin Geertsen (V)
Marlene Ambo-Rasmussen (V) Sophie Løhde (V) Liselott Blixt
(DF) Mette Hjermind Dencker (DF) Karina Adsbøl (DF) Jens
Henrik Thulesen Dahl (DF) Per Larsen (KF) Lars Boje Mathiesen (NB)
Alex Vanopslagh (LA)
Alternativet, Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 48 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 42 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 16 | |
Radikale Venstre (RV) | 16 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 14 | |
Enhedslisten (EL) | 13 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 13 | |
Nye Borgerlige (NB) | 4 | |
Liberal Alliance (LA) | 3 | |
Alternativet (ALT) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 5 | |
Bilag 1
Udvalgets spørgsmål til
sundheds- og ældreministeren og dennes svar
herpå
Spørgsmålene og sundheds- og ældreministerens
svar herpå er optrykt efter ønske fra udvalget.
Spørgsmål nr. 1:
"Kan ministeren redegøre
for, om der er sundhedsfagligt belæg for at indsnævre
antallet af personer, der må mødes på offentlige
steder yderligere? "
Svar:
Regeringens altoverskyggende
hovedprioritet er fortsat at afbøde de alvorlige
konsekvenser af spredningen af COVID-19 i det danske samfund mest
muligt. Det er i vid udstrækning vurderingen, at de tiltag,
der er iværksat mod smittespredning, allerede har haft en
betydelig effekt på danskernes aktiviteter og adfærd,
og at de vil bidrage til at aflaste og afbøde belastningen
af sundhedsvæsenet. Det er samtidig helt afgørende, at
myndighederne er rustet til og har de fornødne redskaber til
at udføre opgaven med at modvirke yderligere udbredelse af
Coronavirussygdom 2019.
Der bør derfor efter
regeringens opfattelse udvises rettidig omhu ved at tilvejebringe
de nødvendige handlemuligheder, hvis der måtte
opstå behov for at handle hurtigt og tage yderligere
initiativer for at begrænse smittespredningen og
afbøde konsekvenserne af spredningen.
Regeringen følger
naturligvis løbende situationen med henblik på at
vurdere, hvilke tiltag der er nødvendige.
Jeg kan i den forbindelse oplyse,
at Sundhedsstyrelsen i styrelsens bemærkninger af 25. marts
2020 til lovforslaget, som jeg oversendte til udvalget forud for
førstebehandlingen, oplyste, at det er styrelsens
opfattelse, at de mest effektive tiltag til at hindre
smittespredning under en afbødningsstrategi er
adfærdsmæssige tiltag i den brede befolkning
såsom opprioritering af hygiejne, selvisolation af personer
med symptomer på luftvejsinfektioner bredt set, samt
generelle tiltag til at hindre tætheden af mennesker i det
offentlige rum, f.eks. i offentlig transport, herunder øget
brug af hjemmearbejde og aflysning/udskydelse af arrangementer med
større forsamlinger.
Jeg skal desuden bemærke, at Sundhedsstyrelsen i
publikationen "COVID-19 i Danmark - Epidemiens
første bølge. Status
og strategi. Version 23. marts
2020", anbefaler, at personer holder fysisk afstand og
mindsker sociale aktiviteter - herunder undgår kontakt mellem
mange mennesker - for at undgå smittespredning. Det
fremgår således af publikationen, at:
"Centralt i den aktuelle danske strategi er
at mindske smittespredning i samfundet gennem forebyggelsestiltag,
der søger at påvirke og ændre borgernes
adfærd og ved at undgå kontakt mellem mange
mennesker. Det er helt
afgørende med målrettet kommunikation med
adfærdsanvisende råd til befolkningen om bl.a.
hygiejne, hensyntagen og at holde afstand (social
distancering). "
og
"Regering og Folketing har iværksat
en række tiltag, der har til formål at mindske
smitte-spredning i samfundet. En
smitsom sygdoms spredningspotentiale kan mindskes ved 1) at mindske
risikoen for smitte ved hver kontakt 2) at mindske antallet af
kontakter. "
Herudover kan jeg henvise til
Statens Serums Instituttets vurdering af det aktuelle smittetryk i
Danmark i publikationen: "Vurdering af det
aktuelle smittetryk i Danmark i forhold til COVID-19, pr 23. marts
2020", hvor Statens Serums institut har vurderet
smittetrykket ved de allerede igangsatte initiativer (herunder
mindre fysisk kontakt mellem personer og indvirkning på
smittetrykket).
Som jeg oplyste under
førstebehandlingen af lovforslaget, er regeringen dog
bevidst om, at der ikke nødvendigvis for hvert enkelt
element i lovforslaget foreligger den sædvanlige
sundhedsfaglige evidens. Det gælder også den
grænse, der foreslås i den foreslåede
ændring af epidemilovens § 6, stk. 1, i lovforslagets
§ 1, nr. 3. Ikke desto mindre påtager regeringen sig med
lovforslaget det politiske ansvar for at sikre de fremadrettede
muligheder for hurtigt at kunne handle og skride ind for at
begrænse smittespredningen og afbøde konsekvenserne af
spredningen.
Om en eventuel udmøntning af lovforslagets § 1, nr.
3, skal jeg samtidig bemærke, at bestemmelsen kun vil blive
udmøntet, såfremt udviklingen
i smittespredningen i det danske samfund eller en
uhensigtsmæssig ændring i befolkningens
adfærdsmønstre måtte gøre det
nødvendigt at iværksætte yderligere initiativer
for at forebygge yderligere smittespredning.
Spørgsmål nr. 2:
"Hvad er baggrunden for ministerens
forslag om at kunne begrænse antallet af personer der
må mødes på offentlige steder til mindre end 10
personer? "
Svar:
. /
.
Jeg kan henvise til mit samtidige svar på
spørgsmål nr. 1 til L 158.
Spørgsmål nr. 3:
"Kan ministeren oplyse, om ønsket om at kunne
begrænse antallet af personer, der må mødes
på offentlige steder til mindre end 10 personer, bygger
på en anbefaling fra WHO? "
Svar:
Sundheds- og Ældreministeriet
holder sig løbende orienteret om udviklingen i andre lande
og om anbefalingerne fra WHO.
WHO anbefaler at
iværksætte tiltag, som kan bremse smittespredningen,
men ministeriet er ikke bekendt med, at WHO har peget på et
maksimalt antal personer, der må mødes på
offentlige steder. ¬
. /
.
Som oplyst i mit samtidige svar
på spørgsmål nr. 1 til L 158 er regeringen
bevidst om, at der ikke nødvendigvis for hvert enkelt
element i lovforslaget foreligger den sædvanlige
sundhedsfaglige evidens. Det gælder også den
foreslåede ændring af epidemilovens § 6, stk. 1, i
lovforslagets § 1, nr. 3.
Spørgsmål nr. 4:
"Hvad vil udløse brugen af
hjemmel til at reducere antallet af personer, der må
forsamles i det offentlige rum, i stedet for alternativt at
øge indsatsen for overholdelse af den aktuelle
begrænsning på 10? Vil det kræve eksempelvis en
observeret stigning i smittespredning/indlæggelser, eller er
det en ren politisk vurdering? "
Svar:
. /
.
Jeg kan henvise til mit samtidige
svar på spørgsmål nr.1 til L 158.
Spørgsmål nr. 5:
"Kan ministeren bekræfte, at det ikke bliver muligt at
fratage personer retten til at klage, men at der udelukkende bliver
tale om at delegere klageretten til andre myndigheder? "
Svar:
Ja. I medfør af den
gældende § 1, stk. 2, i epidemiloven kan sundheds- og
ældreministeren bemyndige andre myndigheder til at
udøve de beføjelser, der i epidemiloven er tillagt
ministeren. Sundheds- og ældreministeren kan både
bemyndige underliggende myndigheder og myndigheder under andre
ministerier til at udøve de beføjelser, der
følger af loven. Sundheds- og ældreministeren kan
endvidere i regler, der fastsættes i medfør af loven,
fastsætte, at andre myndigheder skal udøve
beføjelserne ifølge de pågældende
regler.
Således har sundheds- og
ældreministeren eksempelvis bemyndiget politiet til at
udøve de beføjelser, der følger af
bekendtgørelse nr. 224 af 17. marts 2020 om forbud mod
større forsamlinger og forbud mod adgang til og
restriktioner for visse lokaler i forbindelse med håndtering
af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19), jf. bekendtgørelsens
§ 10.
Selv om politiets kompetence hviler
på ekstern delegation, vil der - i mangel af en udtrykkelig
lovhjemmel herom - normalt være rekurs til den oprindeligt
kompetente myndighed. I medfør af gældende ret er der
derfor adgang for en part til at klage over afgørelser, som
en myndighed har truffet efter bemyndigelse fra sundheds- og
ældreministeren i medfør af epidemilovens § 1,
stk. 2. I praksis betyder de gældende regler, at der f.eks.
er adgang til at klage til Sundheds- og Ældreministeriet over
politiets afgørelser i medfør af ovennævnte
bekendtgørelse.
Som det fremgår af
lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.2., er det
efter Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse ikke
hensigtsmæssigt, at afgørelser, der træffes af
andre myndigheder efter bemyndigelse fra sundheds- og
ældreministeren, i alle tilfælde kan påklages til
Sundheds- og Ældreministeriet. Det skyldes, at Sundheds- og
Ældreministeriet ikke i alle tilfælde besidder den
sagkundskab, der er nødvendig for at kunne behandle
klagerne.
Efter den med lovforslagets §
1, nr. 2, foreslåede affattelse af § 1, stk. 3, i
epidemiloven kan sundheds- og ældreministeren fastsætte
regler om adgangen til at klage over afgørelser, der er
truffet i henhold til bemyndigelse i medfør af § 1,
stk. 2.
Med den foreslåede
bestemmelse vil der kunne fastsættes regler om, at
afgørelser skal kunne påklages til en anden myndighed
end Sundheds- og Ældreministeriet. Der vil eksempelvis kunne
fastsættes regler om, at politiets afgørelser i
medfør af ovennævnte bekendtgørelse kan
påklages til Rigspolitiet, der som overordnet myndighed
vurderes at være nærmest til at behandle sådanne
klager.
Som det fremgår af
bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse, vil den
foreslåede bemyndigelse derimod ikke kunne anvendes til helt eller delvist at
afskære klageadgang, således at afgørelser
hverken kan påklages til Sundheds- og Ældreministeriet
eller andre myndigheder. Lovforslaget vil med andre ord ikke
indebære, at der vil være afgørelser efter
loven, som ikke vil kunne påklages til anden administrativ
myndighed. For så vidt angår adgangen til at klage over
politiets afgørelser i medfør af ovennævnte
bekendtgørelse vil der således alene blive fastsat
regler om, at adgangen til at påklage Rigspolitiets
afgørelser til Justitsministeriets departement som
tredjeinstans afskæres. Dette svarer til, hvad der
følger af retsplejelovens § 109, stk. 2, hvorefter
rigspolitichefens afgørelser i klagesager over
afgørelser truffet af politidirektørerne ikke kan
påklages til justitsministeren.
Det bemærkes i øvrigt,
at afgørelser truffet i henhold til epidemiloven kan
indbringes for domstolene i overensstemmelse med grundlovens §
63 om prøvelse af øvrighedsmyndighedens
grænser.
Spørgsmål nr. 6:
"Hvad er de sundhedsfaglige
argumenter for at forbyde forsamlinger under 10 personer? "
Svar:
Jeg kan henvise til mit samtidige svar på
spørgsmål nr. 1 til L 158.
Spørgsmål nr. 7:
"Er muligheden for forbyde forsamlinger under 10 personer et
redskab, der er blevet bedt om fra Sundhedsstyrelsen eller andre
sundhedsfaglige grupper? "
Svar:
Jeg kan henvise til mit samtidige svar på
spørgsmål nr. 1 til L 158.
Spørgsmål nr. 8:
"Er der erfaringer fra andre lande, der viser forskel på
forbud mod forsamlinger på 3, 5 eller 10 personer? "
Svar:
Som oplyst i mit samtidige svar på spørgsmål
nr. 3 til L 158 holder Sundheds- og Ældreministeriet sig
løbende orienteret om udviklingen i andre lande, herunder
andre landes tiltag for at forebygge spredning og afbødning
af smitte. Når det gælder forbud mod forsamlinger er
der forskel på, hvilket antal personer man har lagt sig fast
på i forskellige lande.
Jeg er ikke bekendt med, at der skulle foreligge erfaringer, som
gør det muligt at sammenligne effekten af forbud mod
forsamlinger på 3, 5 eller 10 personer.
. /
.
Som ligeledes oplyst i samtidige svar på
spørgsmål nr. 1 til L 158 er regeringen bevidst om, at
der ikke nødvendigvis for hvert enkelt element i
lovforslaget foreligger den sædvanlige sundhedsfaglige
evidens. Regeringen påtager sig ikke desto mindre med
lovforslaget det politiske ansvar for at sikre de fremadrettede
muligheder for hurtigt at kunne handle og skride ind for at
begrænse smittespredningen og afbøde konsekvenserne af
spredningen.
Spørgsmål nr. 9:
"Spørgeren noterer sig, at Sundhedsstyrelsen lægger
op til, at man ikke kan sætte en øvre grænse,
men at man kan opnå en sundhedsfaglig effekt ved at holde
afstand, vise hensyn og følge myndighedernes anvisninger.
Kan ministeren forestille sig, at man med de eksisterende
værktøjer kan opnå samme effekt ved f.eks. at
lade politiet patruljere hyppigere, indskærpe myndighedernes
anbefalinger og lignende? "
Svar:
Sundheds- og Ældreministeriet
har forstået spørgsmålet sådan, at der
spørges til den af Sundhedsstyrelsen anførte
bemærkning på s. 1 i styrelsens høringssvar af
25. marts 2020 til L nr. 158 om, at:
"Sundhedsstyrelsen understreger i denne forbindelse,
at der ikke ud fra sundhedsfaglig dokumentation kan
fastsættes en øvre grænse for et bestemt antal
deltagere i en forsamling, men vil foreslå at man
anlægger en mere kvalitativ tilgang, hvor myndighederne
konkret vejleder om hvordan forsamlinger, arrangementer mv. kan
gennemføres forsvarligt ud fra sundhedsfaglige
råd. "
Hertil bemærkes, at som det
fremgår af mit samtidige svar på spørgsmål
nr. 1 til L 158, er regeringens altoverskyggende hovedprioritet er
fortsat at afbøde de alvorlige konsekvenser af spredningen
af COVID-19 i det danske samfund mest muligt. Det er i vid
udstrækning vurderingen, at de tiltag, der er iværksat
mod smittespredning, allerede har haft en betydelig effekt. Det er
samtidig helt afgørende, at myndighederne er rustet til og
har de fornødne redskaber til at udføre opgaven med
at modvirke yderligere udbredelse af Coronavirussygdom 2019.
Der bør derfor efter
regeringens opfattelse udvises rettidig omhu ved at tilvejebringe
de nødvendige handlemuligheder, hvis der måtte
opstå behov for at handle hurtigt og tage yderligere
initiativer for at begrænse smittespredningen og
afbøde konsekvenserne af spredningen.
Regeringen følger
naturligvis løbende situationen med henblik på at
vurdere, hvilke tiltag der er nødvendige.
Spørgsmål nr. 10:
"Frygter ministeren ikke, at en skærpelse som denne
(forbud mod forsamlinger) kan fremme en kultur, hvor borgerne
begynder at agere politi overfor hinanden, og at dette kan have
negativ effekt i sig selv? "
Svar:
Det er min opfattelse, at befolkningen generelt udviser stort
samfundssind og opfører sig ansvarligt i denne meget
alvorlige situation. Det er ligeledes min oplevelse, at den brede
befolkning i stor grad efterlever myndighedernes anbefalinger og de
indførte restriktioner og forbud, og at der i øvrigt
er stor opbakning til vores fælles bestræbelser
på at værne om befolkningen og samfundet ved at
inddæmme smitten mest muligt.
Jeg deler derfor ikke den frygt, spørgeren giver udtryk
for.
Spørgsmål nr. 11:
"Formuleringen omkring sammenkomster i private hjem er en anelse
vag. Kan man være eksplicit i forhold til, hvilken type
sammenkomster man henviser til? Er det ungdomsfester? Over et vist
antal? "
Svar:
Det fremgår af pkt. 2.2.2 i lovforslagets almindelige
bemærkninger og af bemærkningerne til § 1, nr. 3,
at det forudsættes, at der som udgangspunkt ikke med hjemmel
i epidemilovens § 6, stk. 1, som ændret ved
lovforslaget, vil blive fastsat regler, der gælder for
private boliger. Dog fremgår det, at hvis det måtte
vise sig nødvendigt, vil der kunne fastsættes regler
for situationer, hvor private boliger benyttes til sammenkomster
med personer uden for husstanden, der er forsamlet på en
sådan måde, som skønnes at udgøre en
særlig fare for smitte med Coronavirussygdom 2019
(COVID-19).
Udgangspunktet efter bemærkningerne er således, at
bemyndigelsen i § 6, stk. 1, som ændret med
lovforslaget, ikke vil blive anvendt til fastsætte regler om
forbud mod, at flere personer befinder sig på samme sted i
private boliger.
Bemærkningerne forudsætter dog, at der, hvis det
måtte være nødvendigt, kan fastsættes
regler, som forbyder sammenkomster med personer uden for husstanden
i private boliger, hvis sammenkomsten sker på en sådan
måde, at det skønnes at udgøre en særlig
fare for smitte med Coronavirussygdom 2019 (COVID-19).
Der er således alene tale om, at ministeren gives en
mulighed for at regulere sådanne situationer, hvis dette
måtte vise sig nødvendigt for at imødegå
sammenkomster med en særlig smittefare. Om en sådan
regulering måtte blive nødvendig, vil afhænge af
udviklingen i den kommende tid. Foruden udviklingen i epidemiens
forløb vil også udviklingen i befolkningens
adfærd skulle indgå. Det kan i den forbindelse
være relevant, om der f.eks. opstår tendenser til
sammenkomster, som har karakter af omgåelse af reglerne om,
at erhvervsdrivendes indendørs serveringssteder, herunder
natklubber, barer og diskoteker, skal holdes lukket for
offentligheden, jf. § 6, stk. 1, nr. 1, i
bekendtgørelse nr. 224 af 17. marts 2020 om forbud mod
større forsamlinger og forbud mod adgang til og
restriktioner for visse lokaler i forbindelse med håndtering
af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19).
På den baggrund sigtes der med henvisningen til de
nævnte sammenkomster således særligt til
arrangementer mv., som kan sidestilles med arrangementer mv.
på natklubber, barer og diskoteker. Afhængig af de
nærmere omstændigheder vil såkaldte
"coronafester", som der allerede har været eksempler på
presseomtale af, i private boliger eksempelvis kunne blive
omfattet, hvis den nuværende bekendtgørelse
ændres, i det omfang disse skønnes at udgøre en
særlig fare for smitte med Coronavirussygdom 2019
(COVID-19).
Afslutningsvis bemærkes det, at det følger af det
ovenfor anførte, at almindelige private sammenkomster i form
af f.eks. fejringer, middage eller fester i private boliger ikke
vil blive reguleret i medfør af § 6, stk. 1, som
ændret ved dette lovforslag.
Spørgsmål nr. 12:
"Definitionen på nære relationer er ret restriktiv
og ser ud til f.eks. at udelukke kærester, der ikke bor
sammen, svigerforældre og stedforældre m.v. Kan
ministeren sikre en mere bred definition? "
Svar:
. /
.
Jeg henviser til min samtidige besvarelse af
spørgsmål nr. 77 til L 158.
Spørgsmål nr. 13:
"Kan ministeren være mere konkret i forhold til, hvor ofte
der skal have været forsamlet mennesker på et sted,
før man vælger at lukke det? "
Svar:
Efter den med lovforslagets §
1, nr. 4, foreslåede affattelse af § 6, stk. 3, i
epidemiloven kan sundheds- og ældreministeren, når det
er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme
udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet, efter
forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at
politiet kan nedlægge forbud mod ophold på et bestemt
sted, hvortil der er almindelig adgang, i en bestemt periode, hvis
det efter politiets skøn er nødvendigt for at
forhindre fare for smitte for at forhindre fare for smitte med en
alment farlig sygdom det pågældende sted.
Det fremgår af
bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse, at det
forudsættes, at adgangen til at nedlægge forbud i
almindelighed kun bruges, hvis de regler, der måtte
være fastsat i medfør af epidemilovens §§ 6
a og 12 b, som foreslås udvidet ved lovforslagets § 1,
nr. 6 og 9, i det konkrete tilfælde ikke er
tilstrækkelige for at forhindre smittefare det
pågældende sted. Det fremgår endvidere, at det
ligeledes forudsættes, at adgangen til at nedlægge
forbud ikke vil blive anvendt, hvis regler i medfør af
epidemilovens § 6, stk. 1, som også foreslås
udvidet ved lovforslagets § 1, nr. 6, i det konkrete
tilfælde er tilstrækkelige til at forhindre faren for
smittespredning det pågældende sted.
Det bemærkes i den
forbindelse, at det følger af § 2 i
bekendtgørelse nr. 224 af 17. marts 2020 om forbud mod
større forsamlinger og forbud mod adgang til og
restriktioner for visse lokaler i forbindelse med håndtering
af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19), at hvis flere end 10 personer
befinder sig sammen på et offentligt tilgængeligt sted,
uden at forholdet er omfattet af bekendtgørelsens § 1,
stk. 1 (vedrørende forbud mod at afholde og deltage i
indendørs og udendørs arrangementer mv.), på en
sådan måde, som efter politiets skøn
udgør en særlig fare for smitte med Coronavirussygdom
2019 (COVID-19), kan politiet påbyde personerne at forlade
stedet.
Det vil bero på en konkret
vurdering i det enkelte tilfælde, hvornår det vil
være nødvendigt at nedlægge forbud mod ophold et
bestemt sted i medfør af den foreslåede
bestemmelse.
Ved vurderingen af, om der er
grundlag for at udnytte adgangen til at nedlægge forbud, vil
der bl.a. kunne tages hensyn til Sundhedsstyrelsens generelle
anbefalinger vedrørende smittefaren fra den
pågældende sygdom og de konkrete forhold på
stedet.
Spørgsmål nr. 14:
"Er ministeren angående forslag om forbud mod ophold
på bestemte steder enig i, at det vil være at
foretrække, hvis man kan løse problemet på en
mindre indgribende måde ved eksempelvis at lade politiet
opløse forsamlinger, men tillade mindre grupper at benytte
et givent areal hensynsfuldt? "
Svar:
Det er jeg enig i. Derfor er det i bemærkningerne til
bestemmelsen anført, at det forudsættes, at adgangen
til at nedlægge forbud mod ophold og færden ikke vil
blive anvendt, hvis regler fastsat i medfør af epidemilovens
§ 6, stk. 1, om forbud mod, at flere personer befinder sig
på samme sted, i det konkrete tilfælde er
tilstrækkelige til at forhindre faren for smittespredning det
pågældende sted.
En udnyttelse af adgangen til at nedlægge forbud vil
således - med den nuværende bekendtgørelse
udstedt i medfør af epidemilovens § 6, stk. 1 - i
almindelighed bl.a. forudsætte, at faren for smittespredning
ikke kan imødegås ved at benytte den eksisterende
adgang at påbyde konkrete personer at forlade stedet.
Denne forudsætning vil ifølge lovforslagets
bemærkninger være opfyldt, hvis der - f.eks. på
baggrund af politiets erfaringer med det pågældende
sted - kort tid efter meddelelsen af sådanne forbud må
forventes på ny at indfinde sig andre personer på
stedet.
Det vil bero på en konkret vurdering, hvornår
påbud efter bekendtgørelsens § 2 ikke
længere er tilstrækkeligt til at imødegå
faren for smittespredning.
. /
.
Jeg kan herudover henvise til min samtidige besvarelse af
spørgsmål nr. 64 til L 158.
Spørgsmål nr. 15:
"Hvordan ser ministeren på, at man på den ene side
gerne vil have borgere til at være udenfor, og samtidig
lægger op til at begrænse adgangen til udendørs
arealer? Mange borgere har ikke adgang til have, men kan ende med
at sidde indenfor i en lejlighed i ugevis. "
Svar:
Som oplyst i mit samtidige svar
på spørgsmål nr. 1 til L 158 er regeringens
altoverskyggende hovedprioritet er fortsat at afbøde de
alvorlige konsekvenser af spredningen af COVID-19 i det danske
samfund mest muligt. Det er i vid udstrækning vurderingen, at
de tiltag, der er iværksat mod smittespredning, allerede har
haft en betydelig effekt. Det er samtidig helt afgørende, at
myndighederne er rustet til og har de fornødne redskaber til
at udføre opgaven med at modvirke yderligere udbredelse af
Coronavirussygdom 2019.
Der bør derfor efter
regeringens opfattelse udvises rettidig omhu ved at tilvejebringe
de nødvendige handlemuligheder, hvis der måtte
opstå behov for at handle hurtigt og tage yderligere
initiativer for at begrænse smittespredningen og
afbøde konsekvenserne af spredningen.
Myndighederne har allerede måttet oplyse om, at det er
gavnligt, hvis man har mulighed for at erstatte den
sædvanlige gåtursrute på et populært sted,
hvor mange mennesker er samlet, til nye ruter, hvor man kan
spadsere med bedst mulig afstand til andre for på den
måde at begrænse smitten.
Regeringen følger
naturligvis løbende situationen med henblik på at
vurdere, hvilke tiltag der er nødvendige.
Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke med
lovforslaget gives hjemmel til at hindre, at man færdes
udenfor.
Spørgsmål nr. 16:
"Hvor mange tilfælde har der været, hvor politiet
har måttet rydde samme område flere gange? Og hvor
mange forskellige områder er der tale om på landsplan?
"
Svar:
Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af
spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Rigspolitiet,
der har oplyst følgende:
"Rigspolitiet kan oplyse, at der er meddelt i alt 20 påbud
efter bekendtgørelse nr. 224 af 17. marts 2020 om forbud mod
større forsamlinger og forbud mod adgang til og
restriktioner for visse lokaler i forbindelse med håndtering
af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19).
Efter denne bekendtgørelse kan der meddeles påbud
efter § 2, stk. 1, i forbindelse med ophold for mere end 10
personer på steder, hvor politiet skønner, at der er
en særlig risiko for smittespredning. Der kan også
meddeles påbud efter § 8 til erhvervsdrivende, der har
overtrådt bekendtgørelsens § 7 om plads,
information og hygiejne mv., og hvor der ikke er udsigt til, at den
erhvervsdrivende fremover vil overholde § 7.
Ud af de 20 meddelte påbud er to af dem meddelt på
samme geografiske placering, men til forskellige personkredse. De
to påbud, som er meddelt samme sted, er begge givet ved en
udendørs træningsfacilitet ved SDU i Odense.
Herudover er der ikke geografisk sammenhæng i de meddelte
påbud. "
Spørgsmål nr. 17:
"Hvor mange bøder og for
hvilke forseelser under epidemiloven har der været uddelt?
"
Svar:
Justitsministeriet har til brug for
besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra
Rigspolitiet, der har oplyst følgende:
"Rigspolitiet kan oplyse, at der
fra ikrafttrædelsen af bekendtgørelse nr. 224 af 17.
marts 2020 om forbud mod større forsamlinger og forbud mod
adgang til og restriktioner for visse lokaler i forbindelse med
håndtering af coronavirussygdom 2019 (COVID-19) den 18. marts
2020 kl. 10 og til og med den 26. marts 2020 er rejst i alt 117
sigtelser for overtrædelse af bekendtgørelsen.
Ifølge
bekendtgørelsens § 11, stk. 1, kan der straffes med
bøde i forhold til følgende overtrædelser:
- Den, der afholder
eller deltager i et arrangement mv., hvor der er mere end 10
personer til stede, jf. bekendtgørelsens § 1, stk.
1.
- Erhvervsdrivendes
undladelse af at holde lokaler lukket, som foreskrevet i
bekendtgørelsens § 6, stk. 1.
- Erhvervsdrivendes
undladelse af at opfylde kravene i bekendtgørelsens § 7
(plads, information og hygiejne mv.).
- Undladelse af at
efterkomme påbud meddelt efter § 2, stk. 1 (ophold for
mere end 10 personer på steder, hvor politiet skønner,
at der er en særlig risiko for smittespredning).
- Erhvervsdrivendes
undladelse af at efterkomme et påbud efter § 8 om at
holde et lokale lukket i en nærmere bestemt periode.
Rigspolitiet kan ikke uden en
manuel gennemgang oplyse, hvor mange af sigtelserne, der på
nuværende tidspunkt har ført til udstedelse af et
bødeforelæg, eller hvilke bestemmelser i
bekendtgørelsen den enkelte sigtelse er rejst efter. En
sådan manuel gennemgang er ikke mulig inden for den fastsatte
tidsfrist. "
Spørgsmål nr. 18:
"Vil ministeren udarbejde et skema over klagemulighederne i
henhold til de foranstaltninger, der er omfattet af lovforslaget?
"
Svar:
Jeg har forstået spørgsmålet sådan, at
der spørges ind til lovforslagets konsekvenser for
muligheden for at klage over afgørelser, der kan
træffes efter epidemiloven, over for borgerne.
I medfør af den
gældende § 1, stk. 2, i epidemiloven kan sundheds- og
ældreministeren bemyndige andre myndigheder til at
udøve de beføjelser, der i epidemiloven er tillagt
ministeren. Sundheds- og ældreministeren kan både
bemyndige underliggende myndigheder og myndigheder under andre
ministerier til at udøve de beføjelser, der
følger af loven. Sundheds- og ældreministeren kan
endvidere i regler, der fastsættes i medfør af loven,
fastsætte, at andre myndigheder skal udøve
beføjelserne ifølge de pågældende
regler.
Efter den med lovforslagets §
1, nr. 2, foreslåede affattelse af § 1, stk. 3, i
epidemiloven kan sundheds- og ældreministeren fastsætte
regler om adgangen til at klage over afgørelser, der er
truffet i henhold til bemyndigelse i medfør af § 1,
stk. 2.
Med den foreslåede
bestemmelse vil der kunne fastsættes regler om, at
afgørelser skal kunne påklages til en anden myndighed
end Sundheds- og Ældreministeriet.
Der vil eksempelvis kunne
fastsættes regler om, at politiets afgørelser kan
påklages til Rigspolitiet, der som overordnet myndighed
vurderes at være nærmest til at behandle sådanne
klager.
Som det fremgår af
bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse, vil den
foreslåede bemyndigelse derimod ikke kunne anvendes til helt eller delvist at
afskære klageadgang, således at afgørelser
hverken kan påklages til Sundheds- og Ældreministeriet
eller andre myndigheder.
Lovforslaget vil med andre ord
ikke indebære, at der vil
være afgørelser efter loven, som ikke længere
vil kunne påklages til anden administrativ myndighed.
Nedenfor er indsat et skema over de
typer af afgørelser, som er omfattet af lovforslagets §
1, nr. 2. Der er tale om afgørelser, som sundheds- og
ældreministeren kan bemyndige andre myndigheder til at
træffe, og som sundheds- og ældreministeren har
bemyndiget andre myndigheder til at træffe. Det
bemærkes i den forbindelse, at afgørelser, der
træffes af Sundheds- og Ældreministeriets departement
(sundheds- og ældreministeren) i første instans, ikke
kan påklages til anden administrativ myndighed, idet der ikke
er tale om, at en sådan afgørelse træffes efter
bemyndigelse (delegation). Den ordning, der foreslås med
lovforslagets § 1, nr. 2, medfører ingen
ændringer heri.
Det kan til orientering oplyses, at de regler, der kan
træffes afgørelse efter, er fastsat i de
bekendtgørelser, der er udstedt i medfør af
epidemiloven. Der er i skemaet nedenfor på den baggrund alene
henvist til den relevante bekendtgørelse. Eventuelle
ændringer som følge af L 158 er angivet med
kursiv.
Skema over mulige
afgørelser, der kan træffes over for borgerne efter
bemyndigelse efter § 1, stk. 2, epidemiloveni relation til COVID-19, og klagemuligheder over sådanne
afgørelser
| Gældende
ret | L 158 | Hvad kan der
træffes afgørelse om? | Hvem træffer
afgørelsen? | Til hvem kan
afgørelsen påklages? | Hvor kan
afgørelsen påklages, hvis muligheden for at
fastsætte regler om adgangen til at klage over
afgørelser, udnyttes | Påbud om at lade sig Undersøge af sundhedsperson Indlægge på et sygehus eller
anden egnet facilitet Isolere i egnet facilitet Iværksætte tvangsmæssig
behandling af en person. Bekendtgørelse nr. 214 af 17. marts
2020 om undersøgelse, indlæggelse eller isolation og
tvangsmæssig behandling i medfør af lov om
foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme
i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019
(COVID-19) | Styrelsen for Patientsikkerhed | Sundheds- og Ældreministeriet | Ingen ændring | Afvisning af en borger i medfør af
et forbud eller restriktioner for besøgendes adgang til
offentlige og private plejehjem (og
plejeboliger, aflastningspladser, anbringelsessteder og botilbud
m.v.) og sygehuse (og
klinikker) Bekendtgørelse nr. 215 af 17. marts
2020 om afspærring og besøgsrestriktioner på
plejehjem og sygehuse i forbindelse med håndtering af
Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) | Der vil som udgangspunkt være tale
om faktisk forvaltningsvirksomhed. I det omfang der i det konkrete
tilfælde måtte være tale om en afgørelse,
vil denne blive truffet af det enkelte plejehjem, sygehus
m.v. | Styrelsen for Patientsikkerhed og herefter
Sundheds- og Ældreministeriet | Det skal afdækkes, hvor
klageadgangen fremadrettet skal ligge. | Oplysninger om sundhedstilstand og
tilladelse til frit samkvem for skibe og luftfartøjer, som
ankommer fra udlandet. Bekendtgørelse nr. 220 af 17. marts
2020 om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare
sygdomme på transportområdet. | Epidemikommissionerne | Sundheds- og Ældreministeriet | Ingen ændring | Fravigelse af privates pligter over for
det offentlige på Erhvervsministeriets område. Bekendtgørelse nr. 223 af 17. marts
2020 om fravigelse af privates pligter over for det offentlige
på Erhvervsministeriets område i forbindelse med
håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) | Finanstilsynet | Det antages, at Finanstilsynets
afgørelser efter gældende ret vil kunne påklages
til Erhvervsankenævnet. | Det fastsættes udtrykkeligt, at
afgørelserne kan påklages til
Erhvervsankenævnet. | Påbud til erhvervsdrivende om at
holde lokaler (og andre lokaliteter, som
fysiske eller juridiske personer råder over) lukket
for offentligheden i en nærmere bestemt periode Bekendtgørelse nr. 224 af 17. marts
2020 om forbud mod større forsamlinger og forbud mod adgang
til og restriktioner for visse lokaler i forbindelse med
håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) | Den stedlige politidirektør | Sundheds- og Ældreministeriet | Rigspolitiet i stedet for Sundheds- og
Ældreministeriet | Påbud til virksomheder og personer
om bl.a. at Indberette oplysning om lagre af
lægemidler m.v. Nedbringe og sprede lagre af
lægemidler m.v. Påbud til apoteker om udlevering af
lægemidler Påbud om medicinpriser Bekendtgørelse nr. 252 af 22. marts
2020 om lægemiddelberedskabet i forbindelse med
håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) | Lægemiddelstyrelsen | Sundheds- og Ældreministeriet | Ingen ændring | Påbud om sikring af forsyningen af
medicinsk udstyr og personlige værnemidler Bekendtgørelse nr. 253 af 22. marts
2020 om særlige foranstaltninger vedrørende forsyning
af medicinsk udstyr og personlige værnemidler i forbindelse
med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) | Lægemiddelstyrelsen | Sundheds- og Ældreministeriet | Ingen ændring |
|
Spørgsmål nr. 19:
"Hvis en gruppe personer vil demonstrere fredeligt,
udendørs og med god afstand imellem hinanden, vil det da
være foreneligt med hensynet til den offentlige sundhed?
"
Svar:
For så vidt angår den foreslåede ordnings
forhold til grundloven og Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention (EMRK) henvises til pkt. 3 i
lovforslagets almindelige bemærkninger, hvor bl.a. forholdet
til forsamlingsfriheden efter grundlovens § 79 og EMRK artikel
11 er nærmere omtalt.
Det fremgår bl.a. heraf, at såvel den gældende
§ 6 i epidemiloven om forbud mod afholdelse og deltagelse i
større forsamlinger som den foreslåede udvidelse af
bestemmelsen, hvorefter der vil kunne fastsættes forbud mod,
at flere personer befinder sig på samme sted, ikke giver
mulighed for at fastsætte regler eller i øvrigt
foretage indgreb rettet mod meningstilkendegivelser, men at
eventuelle indgreb vil blive fastsat af hensyn til at beskytte et
vægtigt hensyn til den offentlige sundhed, herunder hensynet
til at mindske eller forhindre udbredelse af alment farlige
sygdomme her i landet. Det fremgår endvidere, at det
forudsættes, at indgreb mod forsamlinger foretaget efter
regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse
alene vil blive fastsat i det omfang og den tidsmæssige
udstrækning mv., som efter en konkret vurdering er
nødvendigt for at beskytte hensynet til den offentlige
sundhed.
Det forudsættes således, at indgreb efter de
foreslåede bestemmelser ophæves eller
indskrænkes, så snart de sundhedsmæssige hensyn,
indgrebene forfølger, ikke længere tilsiger, at
indgrebene opretholdes, og at der ved fastsættelsen af regler
og påbud i videst muligt omfang vil skulle tages hensyn til
borgernes mulighed for at komme med meningstilkendegivelser, i det
omfang sådanne hensyn lader sig forene med hensynet til den
offentlige sundhed.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.1 og 3.2.1 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det bemærkes endelig, at det i § 3, stk. 1, i
bekendtgørelse nr. 224 af 17. marts 2020 om forbud mod
større forsamlinger og forbud mod adgang til og
restriktioner for visse lokaler i forbindelse med håndtering
af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) er fastsat, at
bekendtgørelsens §§ 1 og 2 om forbud mod
større forsamlinger mv. ikke gælder for forsamlinger
med et politisk eller andet meningsbefordrende øjemed.
Spørgsmål nr. 20:
"Vil forbuddet mod, at tre personer eller flere befinder sig
på samme sted, have betydning i forhold til plejefamilier
eller mindre bosteder, hvor beboerne lever og bor sammen
nærmest som en familie? "
Svar:
Det fremgår af pkt. 2.2.2 i lovforslagets almindelige
bemærkninger og af bemærkningerne til § 1, nr. 3,
at det forudsættes, at der som udgangspunkt ikke med hjemmel
i epidemilovens § 6, stk. 1, som ændret ved
lovforslaget, vil blive fastsat regler, der gælder for
private boliger.
Udgangspunktet efter bemærkningerne er således, at
bemyndigelsen i § 6, stk. 1, som ændret med
lovforslaget, ikke vil blive anvendt til fastsætte regler om
forbud mod, at flere personer befinder sig på samme sted i
private boliger.
Om mindre bosteder fremgår det, at det forudsættes,
at der ikke vil blive fastsat regler om forbud mod, at personer,
som ikke tilhører samme husstand, men hvis boligforhold
tilsiger, at de i praksis ikke kan undgå et vist mål af
omgang med hinanden, befinder sig på samme sted. Det
gælder f.eks. studerende i kollegieboliger med fælles
køkken- og/eller badefaciliteter og lignende
boligfællesskaber.
Det vil bero på en konkret vurdering, hvorvidt et
specifikt mindre bosted, vil kunne sidestilles med de nævnte
boligtyper eller bofællesskaber.
. /
.
Jeg kan herudover henvise til min samtidige besvarelse af
spørgsmål nr. 11 til L 185.
Spørgsmål nr. 21:
"Hvordan defineres almindelig færden kontra ophold,
når forbuddet mod ophold på steder, hvortil der er
almindelig adgang, ikke gælder almindelig færden
igennem f.eks. en park? "
Svar:
Efter den foreslåede
affattelse af § 6, stk. 3, i epidemiloven, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 4, kan sundheds- og ældreministeren, når
det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme
udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet, efter
forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at
politiet kan nedlægge forbud mod ophold på et bestemt
sted, hvortil der er almindelig adgang, i en bestemt periode, hvis
det efter politiets skøn er nødvendigt for at
forhindre fare for smitte med en alment farlig sygdom det
pågældende sted.
Politiet vil i medfør af
regler fastsat efter den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse
kunne forbyde ophold det pågældende sted. Et forbud vil
derimod ikke omfatte almindelig færden det
pågældende sted. Udtrykket "almindelig færden"
forudsættes eksempelvis at omfatte situationer, hvor man
går henover en plads eller igennem en park, som er omfattet
af forbuddet.
Som det fremgår af pkt. 2.3.2
i de almindelige bemærkninger til lovforslaget, er det
Sundheds- og Ældreministeriets vurdering, at en sådan
adgang til at fastsætte regler om forbud mod ophold bestemte
steder bør indføres i epidemiloven idet -
afhængigt af det videre forløb af indsatsen for at
forebygge eller inddæmme udbredelsen af COVID-19 - kan vise
sig, at øvrige foranstaltninger ikke findes
tilstrækkelige til at forhindre smittespredning på
steder i det offentlige rum, hvor flere personer typisk befinder
sig tæt på hinanden, herunder på strande, pladser
og veje og i parker. Det gælder ikke mindst, hvis det er
nødvendigt at fortsætte indsatsen i foråret og
sommeren, hvor sådanne steder i stigende omfang må
forventes at blive benyttet af offentligheden.
Som det fremgår af
bemærkningerne til bestemmelsen, vil politiets forbud efter
regler fastsat i medfør af bestemmelsen bl.a. kunne omfatte
offentlige parker, strande, pladser, veje, forlystelsesparker,
banegårde og lufthavne og forretninger og
indkøbscentre i åbningstiden.
Spørgsmål nr. 22:
"Kan forbuddet mod ophold på steder, hvortil der er
almindelig adgang, gælde private skove over 5 ha? "
Svar:
Efter den foreslåede affattelse af § 6, stk. 3, i
epidemiloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 4, kan sundheds- og
ældreministeren, når det er nødvendigt for at
forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig
sygdom her i landet, efter forhandling med justitsministeren
fastsætte regler om, at politiet kan nedlægge forbud
mod ophold på et bestemt sted, hvortil der er almindelig
adgang, i en bestemt periode, hvis det efter politiets skøn
er nødvendigt for at forhindre fare for smitte for at
forhindre fare for smitte med en alment farlig sygdom det
pågældende sted.
Som det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen,
vil politiets forbud efter regler fastsat i medfør af
bestemmelsen bl.a. kunne omfatte offentlige parker, strande,
pladser, veje, forlystelsesparker, banegårde og lufthavne og
forretninger og indkøbscentre i åbningstiden. Der er
ikke i bemærkningerne taget stilling til, om et forbud vil
kunne omfatte private skove.
Hvorvidt politiet efter omstændighederne vil kunne
nedlægge et sådant forbud vil i øvrigt bl.a.
afhænge af, om der er almindelig adgang til den
pågældende private skov, og om de øvrige
betingelser for at nedlægge et forbud er opfyldt. For
så vidt angår spørgsmålet om almindelig
adgang vil reglerne i naturbeskyttelsesloven om ret til at
færdes i privatejede skove skulle indgå i
vurderingen.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 4,
og bemærkningerne hertil.
Spørgsmål nr. 23:
"Er der grænser for tidsrummets længde og antallet
af forlængelser ved nedlæggelse af forbud mod ophold
på steder, hvortil der er almindelig adgang? "
Svar:
Efter den foreslåede
affattelse af § 6, stk. 3, i epidemiloven, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 4, kan sundheds- og ældreministeren, når
det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme
udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet, efter
forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at
politiet kan nedlægge forbud mod ophold på et bestemt
sted, hvortil der er almindelig adgang, i en bestemt periode, hvis
det efter politiets skøn er nødvendigt for at
forhindre fare for smitte med en alment farlig sygdom det
pågældende sted.
Om rammerne for nedlæggelse
af et forbud, hvis det måtte blive nødvendigt at
fastsætte regler, der giver politiet mulighed for at
nedlægge sådanne forbud, fremgår det af
bemærkningerne til bestemmelsen, at et forbud vil skulle
nedlægges for et bestemt tidsrum, men at tidsrummet vil kunne
forlænges, hvis betingelserne for nedlæggelse af forbud
fortsat er opfyldt.
Det vil bero på en konkret
vurdering i det enkelte tilfælde, hvornår det vil
være nødvendigt at nedlægge forbud mod ophold et
bestemt sted i medfør af den foreslåede
bestemmelse.
Ved vurderingen af, om der er
grundlag for at udnytte adgangen til at nedlægge forbud, vil
der bl.a. kunne tages hensyn til Sundhedsstyrelsens generelle
anbefalinger vedrørende smittefaren fra den
pågældende sygdom og de konkrete forhold på
stedet.
Der henvises i øvrigt til
lovforslagets § 1, nr. 4, og bemærkningerne hertil.
Spørgsmål nr. 24:
"Gælder forbuddet mod eller restriktioner for adgang til
udendørs offentlige idrætsanlæg, legepladser
m.v. kun offentlige idrætsanlæg, legepladser m.v. og
ikke private? "
Svar:
Efter den gældende bestemmelse i epidemilovens § 6 a
kan sundheds- og ældreministeren, når det er
nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse
af en alment farlig sygdom her i landet, fastsætte regler om
forbud mod adgang til eller restriktioner for adgangen til
offentlige institutioner m.v.
Efter den foreslåede udvidelse af § 6 a, jf.
lovforslagets § 1, nr. 6, foreslås det, at der fremover
også vil kunne fastsættes regler om adgang til eller
restriktioner for brugen af udendørs offentlige
institutioner, idrætsanlæg og legepladser og lignende
faciliteter, der frembyder smittefare, når det er
nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse
af en alment farlig sygdom her i landet.
I medfør af bestemmelsen vil der bl.a. kunne
fastsættes regler om idrætsanlæg og legepladser.
Herudover vil der kunne fastsættes regler om lignende
faciliteter, som frembyder smittefare. Det omfatter eksempelvis
udendørs fitnessanlæg, hvor brugerne rører ved
de samme redskaber. Også faciliteter, der som følge
af, at brugerne ved anvendelse heraf kan komme i tæt kontakt
med hinanden med heraf følgende smittefare, vil kunne
være omfattet.
Bestemmelsen finder alene anvendelse på
idrætsanlæg, legepladser mv., som en offentlig
myndighed råder over.
Det bemærkes dog, at der i medfør af epidemilovens
§ 12 b, der ligeledes foreslås udvidet, jf.
lovforslagets § 1, nr. 9, fremover vil kunne fastsættes
regler om forbud mod adgang til eller restriktioner for adgangen
til eller brugen af alle lokaler og andre lokaliteter, som fysiske
og juridiske personer råder over, og hvortil offentligheden
har adgang. Der vil med den foreslåede bestemmelse
eksempelvis kunne fastsættes regler om forbud mod adgang til
eller restriktioner for brug af udendørsarealer, herunder
forlystelsesparkers udendørsarealer, campingpladser og
golfbaner.
Bestemmelsen vil således også principielt kunne
benyttes over for legepladser, der ejes af private, f.eks.
legepladser i tilknytning til private daginstitutioner, hoteller
m.v.
Spørgsmål nr. 25:
"Vil der være klageadgang i
tilfælde af ekspropriation på baggrund af forbuddet mod
eller restriktioner for adgang til lokaler og
udendørsområder, som fysiske eller juridiske personer
råder over? "
Svar:
Efter epidemilovens § 27 kan
sundheds- og ældreministeren til brug for
gennemførelse af foranstaltninger efter denne lov eller
regler fastsat i medfør heraf iværksætte
ekspropriation af privat ejendom.
Sådanne foranstaltninger,
herunder hvis de måtte udgøre ekspropriative indgreb,
vil kunne påklages efter de regler, der gælder for
klage over den konkrete foranstaltning truffet i medfør af
loven. Der henvises i den forbindelse til den samtidige besvarelse
af spørgsmål nr. 5. I det omfang sådanne indgreb
ikke har karakter af afgørelser, vil man kunne rette
henvendelse til vedkommende myndighed og gøre sit krav
gældende.
Det bemærkes i øvrigt,
at det fremgår af de specielle bemærkninger til den
gældende epidemilovs § 27, at det vil afhænge af
en samlet vurdering ud fra en række momenter, om anvendelsen
af den pågældende bestemmelse, f.eks. regler fastsat i
medfør af epidemilovens § 12 b med de med lovforslaget
foreslåede ændringer, i det konkrete tilfælde vil
være udtryk for et ekspropriativt indgreb. Det fremgår
endvidere, at det må antages, at sådanne
foranstaltninger ofte ikke vil skulle anses for ekspropriative
indgreb i grundlovens forstand, men at det imidlertid næppe
på forhånd kan udelukkes, at et indgreb efter
omstændighederne vil kunne anses for ekspropriativt.
I tilfælde, hvor det
vurderes, at der ved gennemførelse af en foranstaltning med
hjemmel i epidemiloven vil være tale om et ekspropriativt
indgreb i grundlovens forstand, følger det af epidemilovens
§ 27, stk. 2, at der skal ydes fuldstændig erstatning
til den eller de berørte personer. Kan der ikke opnås
enighed, må spørgsmålet i givet fald indbringes
for domstolene. Der henvises til Folketingstidende 2019-20, A, L
133 som fremsat, side 35 ff.
Spørgsmål nr. 26:
"Vil det være muligt for
folkekirken at holde åbent i påsken f.eks. på
denne vis: Langfredag kl. 10-11: Organisten spiller "Hil dig
frelser og forsoner", mens 7 personer af gangen går ind - med
to meter imellem sig - beder fadervor og får en velsignelse -
og går ud igen. 5-10 minutter i alt. Så kommer
næste hold ind. Kirketjeneren tæller. Det samme
Påske Søndag. "
Svar:
Det følger af § 5, stk.
1, i bekendtgørelse nr. 224 af 17. marts 2020 om forbud mod
større forsamlinger og forbud mod adgang til og
restriktioner for visse lokaler i forbindelse med håndtering
af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19), at bl.a. offentlige
kirkeinstitutioner skal holde deres lokaler lukket for
offentligheden. Bestemmelsens stk. 2 indeholder en undtagelse for
folkekirkens kirkelige handlinger, herunder begravelser og
bisættelser, dåb og vielser. Undtagelsen omfatter
derimod ikke gudstjenester og andagter mv.
En gudstjeneste eller andagt som
den, der spørges til, uanset den beskrevne
fremgangsmåde og liturgi, vil således ikke kunne
gennemføres, som § 5 i bekendtgørelse nr. 224 af
17. marts 2020 er formuleret på nuværende
tidspunkt.
Det bemærkes for
fuldstændighedens skyld, at § 5 i bekendtgørelse
nr. 224 af 17. marts 2020 er udstedt med hjemmel i den
gældende § 6 a i epidemiloven. Den ændring af
epidemilovens § 6 a, der foreslås med lovforslaget, vil
ikke i sig selv ændre ved ovenstående resultat, idet
bestemmelsen fortsat vil indeholde hjemmel til at regulere adgang
til folkekirkens lokaler.
Spørgsmål nr. 27:
"Er det korrekt, at såfremt der er indført
besøgsrestriktioner, er den eneste undtagelse hertil
besøg ved kritisk sygdom eller besøg af
forældre til indlagte børn? "
Svar:
Som det fremgår af bemærkningerne til den
foreslåede ændring af § 12 c, jf. lovforslagets
§ 1 nr. 10, vil der kunne fastsættes regler om
undtagelser til forbud eller restriktioner for besøgendes
adgang til nærmere bestemte opholds- og bosteder.
I den forbindelse forudsættes det, at der fastsættes
regler, der undtager besøg i kritiske situationer fra en
borgers nære pårørende fra et forbud eller en
restriktion. Ved kritiske situationer forstås ifølge
lovbemærkningerne f.eks. et uopsætteligt besøg
hos en kritisk syg eller døende person, eller
forældres eller andre nære pårørendes
besøg hos et barn eller en voksen med nedsat psykisk
funktionsevne, som kognitivt fungerer som et barn.
Spørgsmål nr. 28:
"Er det korrekt, at det er henholdsvis kommunalbestyrelsen og
regionrådets beslutning, hvorvidt det undtagelsesvist skal
være muligt at aflægge besøg i kritiske
situationer? Og i bekræftende fald er det da muligt for
berørte personer at klage, såfremt kommunalbestyrelsen
eller regionsrådet ikke vælger at lade undtagelsen
gælde? "
Svar:
. /
.
Der henvises til den samtidige besvarelse af
spørgsmål nr. 29 til L 185.
Spørgsmål nr. 29:
"Hvad er begrundelsen for, at kommunalbestyrelsen og
regionrådet kan bestemme, hvorvidt det skal være muligt
at aflægge besøg i kritiske situationer eller ej?
"
Svar:
Det fremgår af den gældende § 12 c i lov om
foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare
sygdomme, at sundheds- og ældreministeren kan fastsætte
regler om forbud mod eller restriktioner for besøgendes
adgang til offentlige og private plejehjem og sygehuse og om
undtagelser hertil.
Disse regler er i dag udmøntet i bekendtgørelse
nr. 215 af 17. marts 2020 om afspærring og
besøgsrestriktioner på plejehjem og sygehuse i
forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019
(COVID-19). Det følger heraf, at Styrelsen for
Patientsikkerhed kan påbyde hhv. kommunalbestyrelsen og
regionsrådet at udstede midlertidigt forbud eller
restriktioner for besøgende.
At kompetencen i bekendtgørelsen er delt mellem Styrelsen
for Patientsikkerhed og henholdsvis regionsråd eller
kommunalbestyrelse på denne måde skyldes, at Styrelsen
for Patientsikkerhed har den sundhedsfaglige indsigt til at
vurdere, hvornår og med hvilket generelt sigte et påbud
om forbud eller restriktioner skal udstedes. Samtidig har
henholdsvis kommunalbestyrelsen og regionen det nødvendige
lokale og regionale kendskab til at beslutte, hvordan
påbuddet skal udmøntes for de konkrete plejehjem og
sygehuse m.v. i deres område.
Den foreslåede ændring af den gældende §
12 c, jf. lovforslagets § 1, nr. 10, hvorved
anbringelsessteder og botilbud omfattes af bestemmelsen,
ændrer imidlertid ikke ved, at sundheds- og
ældreministeren kan fastsætte undtagelser til forbud
mod eller restriktioner for besøg. Det fremgår i den
forbindelse af bemærkningerne til bestemmelsen, at det
forudsættes, at der fastsættes regler, der undtager
besøg i kritiske situationer fra en borgers nære
pårørende fra et forbud eller en restriktion. Ved
kritiske situationer forstås ifølge
bemærkningerne f.eks. et uopsætteligt besøg hos
en kritisk syg eller døende person, eller forældres
eller andre nære pårørendes besøg hos et
barn eller en voksen med nedsat psykisk funktionsevne, som
kognitivt fungerer som et barn.
Således forudsættes det, at hverken
regionsrådet eller kommunalbestyrelsen vil kunne beslutte, at
besøg i sådanne kritiske situationer ikke vil kunne
findes sted.
Der vil som udgangspunkt være tale om faktisk
forvaltningsvirksomhed, hvis en borger nægtes adgang til
eksempelvis et plejehjem eller et sygehus. I det omfang der i det
konkrete tilfælde måtte være tale om en
afgørelse, vil denne afgørelse kunne påklages
til Styrelsen for Patientsikkerhed.
Spørgsmål nr. 30:
"Hvordan defineres private anbringelsessteder? "
Svar:
Det fremgår af bemærkningerne til den
foreslåede ændring af § 12 c, jf. lovforslagets
§ 1 nr. 10, at der vil kunne fastsættes regler om
undtagelser til forbud eller restriktioner for besøgendes
adgang til offentlige og private anbringelsessteder og botilbud
m.v. på det sociale område.
Forslaget skyldes et behov for at beskytte de særligt
sårbare personer, som kan opholde sig på disse steder,
mod smittet med COVID-19.
Social- og Indenrigsministeriet har oplyst, at private
anbringelsessteder til børn og unge efter § 66, stk. 1,
i lov om social service kan være:
• Almene, forstærkede og specialiserede plejefamilier
og netværksplejefamilier
• Egne værelser, kollegier eller kollegielignende
opholdssteder
• Opholdssteder
• Selvejende døgninstitutioner
• Pladser på efterskoler, frie fagskoler og frie
grundskoler med kostafdeling
Det er imidlertid ikke hensigten med ændringen af §
12 c, at gøre det muligt at fastsætte regler om forbud
mod eller restriktioner for besøgende til børn og
unge i plejefamilier, men alene på institutionslignende
anbringelsessteder som opholdssteder og
døgninstitutioner.
Spørgsmål nr. 31:
"Kan der også indføres besøgsrestriktioner i
forhold til en plejefamilie? "
Svar:
. /
.
Jeg henviser til min samtidige besvarelse af
spørgsmål nr. 30 til L 158.
Spørgsmål nr. 32:
"Er der en grænse for, hvor længe
besøgsrestriktioner kan gælde, og er der mulighed for
at forlænge besøgsrestriktioner? "
Svar:
Det fremgår af epidemilovens § 12 c, som ændret
ved lovforslaget, at sundheds- og ældreministeren kan
fastsætte regler om forbud mod eller restriktioner for
besøgendes adgang til offentlige og private plejehjem,
plejeboliger, aflastningspladser, anbringelsessteder og botilbud
m.v. og sygehuse og klinikker.
Der er fastsat nærmere regler om forbud mod og
besøgsrestriktioner i bekendtgørelse nr. 215 af 17.
marts 2020 om afspærring og besøgsrestriktioner
på plejehjem og sygehuse i forbindelse med håndtering
af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19).
Det fremgår af bekendtgørelsens § 2, stk. 1,
at Styrelsen for Patientsikkerhed kan påbyde
kommunalbestyrelsen midlertidigt at udstede forbud mod eller
restriktioner for besøgendes adgang til plejehjem, når
det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme
udbredelsen af en alment farlig sygdom. Styrelsen for
Patientsikkerhed kan give et tilsvarende påbud, når det
er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme
COVID-19.
Det følger heraf, at et forbud mod eller restriktioner
for besøgendes adgang vil være en midlertidig
foranstaltning og alene vil kunne opretholdes, så længe
det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme
udbredelsen af en alment farlig sygdom eller COVID-19. Varigheden
vil derfor bero på en konkret vurdering.
Spørgsmål nr. 33:
"Bemyndigelsen til at kunne fravige
lovgivningen af hensyn til patienters og borgeres behandlings- og
plejerettigheder og andre rettigheder vil kunne anvendes i en
periode efter en epidemi, indtil behandlings- og
personalekapaciteten er normaliseret. Men hvor længe er det?
"
Svar:
Jeg er ikke bekendt med, hvor
længe den nuværende epidemi vil vare og dermed heller
ikke, hvilket scenarium sundhedsvæsenet vil stå i efter
en sådan epidemi.
Jeg har dog noteret mig, at
Sundhedsstyrelen i sit notat om suspension af udrednings- og
behandlingsretten af 8. marts 2020 til Sundheds- og
Ældreministeriet har oplyst, at det er styrelsens anbefaling,
at udrednings- og behandlingsretten bør suspenderes, indtil
epidemien er overstået, hvilket vil sige efter ca. 3
måneder. Sundhedsstyrelsen oplyser desuden, at styrelsen vil
kunne meddele Sundheds- og Ældreministeriet, når det
ikke længere er nødvendigt med en suspension.
. /
.
Udvalget har modtaget dette notat i
mit svar på spørgsmål nr. 23 til L 133.
Det kan desuden efter min
opfattelse ikke udelukkes, at der efter en epidemi fortsat vil
kunne være behov for begrænsning af visse rettigheder
med henblik på at kunne afvikle de formentligt mange
behandlinger, som det under epidemien ikke har været muligt
at udføre.
Sundheds- og Ældreministeriet
holder sig desuden løbende orienteret om
sundhedsvæsenets behandlings- og personalemæssige
kapacitet gennem Danske Regioner og KL.
Spørgsmål nr. 34:
"Hvem vurderer, hvornår
behandlings- og personalekapaciteten i sundhedsvæsenet atter
er normaliseret, og bemyndigelsen til at kunne fravige lovgivningen
ikke længere skal gælde? "
Svar:
. /
.
Jeg kan henvise til mit samtidige
svar på spørgsmål nr. 33 til L 158.
Spørgsmål nr. 35:
"Har ministeren i tankerne at lukke
større virksomheder, hvor der arbejder mange mennesker?
"
Svar:
Jeg kan henvise til afsnit 2.2.2. i lovforslagets almindelige
bemærkninger, hvoraf følgende fremgår:
"Endelig
bemærkes det, at det fortsat er hensigten, at reglerne om
forbud ikke vil omfatte almindelig tilstedeværelse på
en arbejdsplads, men at reglerne dog vil kunne omfatte forsamlinger
på en arbejdsplads, f.eks.
fællesmøder. "
Spørgsmål nr. 36:
"Kan ministeren bemyndige en anden minister, f.eks.
udlændinge- og integrationsministeren, til at lukke
grænsen for asylansøgere? "
Svar:
Sundheds- og ældreministeren har ikke mulighed for at
bemyndige en anden minister til at lukke grænsen for
asylansøgere.
Spørgsmål nr. 37:
"Hvordan defineres nære pårørende i forhold
til besøgsrestriktioner? "
Svar:
Nærmeste pårørende vil være
ægtefælle/samlever og slægtninge i lige linje.
Fjernere slægtninge, søskende eller plejebørn
kan efter omstændighederne også anses som
nærmeste pårørende, navnlig i de tilfælde,
hvor der ikke er en ægtefælle, samlever eller
børn. Familieforholdet er ikke altid det afgørende.
Også en person, som patienten eller borgeren er nært
knyttet til, vil i det konkrete forhold kunne anses for
nærmeste pårørende. Patientens opfattelse af,
hvem der er nærmeste pårørende, er af
afgørende betydning. Hvem der er nærmeste
pårørende må afgøres i den konkrete
situation.
Spørgsmål nr. 38:
"Vil ministeren redegøre for, hvordan det er muligt at
udstede forbud mod eller restriktioner for besøgendes adgang
til plejeboliger, der er at betragte som beboerens egen private
bolig? "
Svar:
Vi står i en helt ekstraordinær situation, hvor det
desværre har vist sig nødvendigt at fastsætte
regler, der kan fravige anden lovgivning for at sikre, at
myndighederne har de rette redskaber med henblik på at
forebygge og inddæmme smitte i situationer som den
nuværende med udbruddet af COVID-19.
Nogle sårbare grupper er særligt udsatte for at
blive alvorligt syge, hvis de bliver smittet med COVID-19. Det
gælder bl.a. ældre personer, især ældre
over 80 år.
Besøgsforbud eller besøgsrestriktioner er et
vigtigt redskab til at mindske risikoen for, at der startes nye
smittekæder med potentielt fatale følger for bl.a.
beboere i plejeboliger, men også for de øvrige
personer, der kan komme i kontakt med vedkommende eller er
afhængige af hjælp fra det samme personale. Dertil
kommer behovet for sikre, at vi ikke sætter
sygehusvæsnet under unødigt pres.
Jeg har stor forståelse for det savn, som opstår,
når vi ikke kan være sammen, som vi plejer, og jeg er
klar over, at et besøgsforbud eller
besøgsrestriktioner er en meget indgribende foranstaltning,
som kan være svær at forstå.
Jeg bemærker imidlertid, at det forudsættes, at der
fastsættes regler, der undtager besøg i kritiske
situationer fra beboerens nære pårørende.
. /
.
Om forståelsen af begrebet nære
pårørende henvises til min samtidige besvarelse af
spørgsmål nr. 37 til L 185.
Spørgsmål nr. 39:
"Kan indførelse af besøgsrestriktioner på
anbringelsessteder have den konsekvens, at forældre og
børn kan blive forhindret i at mødes, og i
bekræftende fald, hvilke initiativer vil ministeren tage for
at bevare relationen mellem forældre og børn? "
Svar:
Efter epidemilovens § 12 c kan sundheds- og
ældreministeren, når det er nødvendigt for at
forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig
sygdom her i landet, fastsætte regler om forbud mod eller
restriktioner for besøgendes adgang til offentlige og
private plejehjem og sygehuse og om undtagelser hertil.
Ved den foreslåede ændring af § 12 c, jf.
lovforslagets § 1 nr. 10, vil der også ved
bekendtgørelse kunne fastsættes regler om forbud mod
besøgendes adgang til anbringelsessteder og botilbud m.v.
eller restriktioner for besøg hertil.
Formålet med ændringen er at beskytte de
sårbare grupper, som kan opholde sig på disse steder,
mod smittet med COVID-19.
Det foregår dog af lovforslaget, at der vil kunne
fastsættes regler om undtagelser til forbud eller
restriktioner, og at det i den forbindelse forudsættes, at
der fastsættes regler, der undtager besøg i kritiske
situationer fra en borgers nære pårørende.
Ved kritiske situationer forstås f.eks. et
uopsætteligt besøg hos en kritisk syg eller
døende person, eller forældres eller andre nære
pårørendes besøg hos et barn eller en voksen
med nedsat psykisk funktionsevne, som kognitivt fungerer som et
barn.
Besøgsrestriktioner på anbringelsessteder vil
derfor ikke forhindre, at forældre kan besøge deres
barn.
Spørgsmål nr. 40:
"Har ministeren til hensigt at sætte hurtig udredning for
brystkræft ud af kraft med bemyndigelsen om at kunne fravige
lovgivningen af hensyn til patienters og borgeres behandlings- og
plejerettigheder og andre rettigheder? "
Svar:
L 158 vedrører ikke sundhedslovens § 88, som giver
patienter med kræftsygdomme og visse tilstande af
hjertesygdomme ret til behandlingsforløb inden for en
bestemt tidsperiode - også kaldet maksimale ventetider.
Spørgsmål nr. 41:
"Hvordan defineres almindelig tilstedeværelse på en
arbejdsplads i forhold til forbuddet mod, at flere personer
befinder sig på samme sted? "
Svar:
Med lovforslagets § 1, nr. 3, foreslås der en
ændring af § 6, stk. 1, i den gældende epidemilov.
Ved ændringen lægges der op til at ændre
bestemmelsens ordlyd, så der bliver mulighed for at
fastsætte regler om forbud mod, at flere personer befinder
sig på samme sted.
Det fremgår af pkt. 2.2.2 i lovforslagets almindelige
bemærkninger, at det fortsat er hensigten, at reglerne om
forbud ikke vil omfatte almindelig tilstedeværelse på
en arbejdsplads, men at reglerne dog vil kunne omfatte forsamlinger
på en arbejdsplads, f.eks. fællesmøder.
Det vil bero på en konkret vurdering, om der er tale om
almindelig tilstedeværelse på en arbejdsplads, eller om
der er tale om en forsamling.
Almindelig tilstedeværelse på en arbejdsplads
omfatter navnlig ophold og færden på arbejdspladsen,
som er et naturligt eller nødvendigt led i udførelsen
af det pågældende arbejde.
Jeg vil i øvrigt generelt opfordre til, at alle
arbejdspladser - for at forebygge smitte blandt medarbejdere -
følger de generelle retningslinjer fra sundhedsmyndighederne
for god hygiejne og iværksætter tiltag for at forebygge
smitte.
Spørgsmål nr. 42:
"Kan ministeren komme med flere
eksempler på, hvornår der kan fastsættes regler,
der gælder for private boliger, om forbud mod, at flere
personer befinder sig på samme sted? "
Svar:
. /
.
Der henvises til min samtidige
besvarelse af spørgsmål nr. 11 til L 158.
Spørgsmål nr. 43:
"Er ministeren allerede nu vidende om, at ministeren vil benytte
sig af bemyndigelser, som ministeren får, når
lovforslaget vedtages, og i bekræftende fald hvilke? "
Svar:
Regeringens altoverskyggende hovedprioritet er fortsat at
afbøde de alvorlige konsekvenser af spredningen af COVID-19
i samfundet mest muligt. Det er vurderingen, at de tiltag, der
allerede er iværksat for at hindre smitte, allerede har haft
en betydelig effekt. Det er samtidig helt afgørende, at
myndighederne har de fornødne redskaber til at udføre
opgaven, og at der udvises rettidig omhu ved at tilvejebringe disse
redskaber, hvis der måtte opstå et behov for dem.
Afhængigt af det videre forløb af indsatsen for at
forebygge eller inddæmme udbredelsen af COVID-19 kan det vise
sig nødvendigt at ændre de regler, der i dag er
fastsat medfør af epidemiloven.
Der kan på nuværende tidspunkt ikke med sikkerhed
siges noget om, hvilke regler der eventuelt kan blive behov for at
ændre. Dette afhænger bl.a. af, hvordan
smittespredningen udvikler sig, om borgene følger
myndighedernes råd m.v. Regeringen følger naturligvis
løbende situationen med henblik på at vurdere, hvilke
tiltag der er nødvendige.
Jeg vil gerne understrege, at de foranstaltninger, der evt.
iværksættes, er midlertidige og vil skulle
ophøre, så snart det ikke længere er
nødvendigt af hensyn til at forebygge eller inddæmme
udbredelse af sygdommen. Eventuelle nye regler, der udstedes i
medfør af bemyndigelsesbestemmelser, der foreslås i
dette lovforslag (L 158), vil således blive omfattet af en
ophørsklausul, der kan være kortere end den
ophørsklausul, lovforslaget (loven) bliver omfattet af.
Dette følger således samme linje som de
bekendtgørelser, der allerede er udstedt i medfør af
epidemiloven som følge af COVID-19.
Som det fremgår af
betænkningen til det lovforslag (L 133), som førte til
lov nr. 208 af 17. marts 2020, vil vi i COVID
19-følgegruppen løbende drøfte aktuelle
spørgsmål i forhold til håndteringen af
COVID-19, ligesom følgegruppen vil følge udviklingen
i smittespredningen og blive inddraget i forbindelse med tiltag,
der er på vej, herunder i form af udmøntning af
bemyndigelser. I forbindelse med akutte hastesager med behov for
hurtig handling, vil følgegruppen blive inddraget hurtigst
muligt. Følgegruppen vil naturligvis blive inddraget
på samme måde i forbindelse med eventuel
udmøntning af de foreslåede bemyndigelser i
nærværende lovforslag (L 158).
Spørgsmål nr. 44:
"Hvordan sikres det, at lovgivningen ikke bliver udnyttet? "
Svar:
Regeringens altoverskyggende
hovedprioritet er fortsat at afbøde de alvorlige
konsekvenser af spredningen af COVID-19 i det danske samfund mest
muligt. Det er i vid udstrækning vurderingen, at de tiltag,
der er iværksat mod smittespredning, allerede har haft en
betydelig effekt. Det er samtidig helt afgørende, at
myndighederne er rustet til og har de fornødne redskaber til
at udføre opgaven med at modvirke yderligere udbredelse af
Coronavirussygdom 2019.
Der bør derfor efter
regeringens opfattelse udvises rettidig omhu ved at tilvejebringe
de nødvendige handlemuligheder, hvis der måtte
opstå behov for at handle hurtigt og tage yderligere
initiativer for at begrænse smittespredningen og
afbøde konsekvenserne af spredningen.
Regeringen følger naturligvis løbende situationen
med henblik på at vurdere, hvilke tiltag der er
nødvendige.
Jeg vil gerne understrege, at de foranstaltninger, der evt.
iværksættes, er midlertidige og vil skulle
ophøre, så snart det ikke længere er
nødvendigt af hensyn til at forebygge eller inddæmme
udbredelse af sygdommen. Eventuelle nye regler, der udstedes i
medfør af bemyndigelsesbestemmelserne i lovforslaget, vil
således blive omfattet af en ophørsklausul, der kan
være kortere end den ophørsklausul, lovforslaget
(loven) bliver omfattet af. Dette følger således samme
linje som de bekendtgørelser, der allerede er udstedt i
medfør af epidemiloven som følge af COVID-19.
. /
.
Som oplyst i min samtidige
besvarelse af spørgsmål nr. 43, vil
COVID-19-følgegruppen - der som tilkendegivet i
betænkningen til lovforslag L 133, der førte til lov
nr. 208 af 17. marts 2020, løbende bliver inddraget i
forbindelse med tiltag, der er på vej - naturligvis
også blive inddraget i forbindelse med eventuel
udmøntning af de foreslåede bemyndigelser i dette
lovforslag (L 158).
Spørgsmål nr. 45:
"Er det planen med lovforslaget at
lukke campingpladserne, og i bekræftende fald vil ministeren
da hurtigt og tydeligt melde ud til de berørte? "
Svar:
Efter den foreslåede
ændring af § 12 b, 1. pkt., i epidemiloven, jf.
lovforslagets § 1, nr. 9, vil der fremover kunne
fastsættes regler om forbud mod adgang til eller
restriktioner for adgangen til eller brugen af
udendørsarealer, som en fysisk eller juridisk person
råder over.
Som det fremgår af
bemærkningerne til bestemmelsen, vil der herefter kunne
fastsættes regler om forbud mod adgang til eller
restriktioner for brug af bl.a. campingpladser.
Regeringens altoverskyggende
hovedprioritet er fortsat at afbøde de alvorlige
konsekvenser af spredningen af COVID-19 i samfundet mest muligt.
Det er vurderingen, at de tiltag, der allerede er iværksat
for at hindre smitte, allerede har haft en betydelig effekt. Det er
samtidig helt afgørende, at myndighederne har de
fornødne redskaber til at udføre opgaven, og at der
udvises rettidig omhu ved at tilvejebringe disse redskaber, hvis
der måtte opstå et behov for dem.
Med lovforslaget foreslås
derfor en række nye handlemuligheder, så det sikres, at
der er handlerum, hvis det måtte vise sig nødvendigt.
Dermed er det imidlertid ikke sagt, at der nødvendigvis vil
blive gjort brug heraf.
Regeringen følger
naturligvis løbende situationen med henblik på at
vurdere, hvilke tiltag der er nødvendige.
Spørgsmål nr. 46:
"Hvis ministeren vælger at
lukke campingpladserne, er der da taget højde for
kompensation/erstatning til de berørte? "
Svar:
. /
.
Der henvises til min samtidige besvarelse af
spørgsmål nr. 45 og 78 til L 158.
Spørgsmål nr. 47:
"Vil ministeren kommentere og
forholde sig til artiklen "Frustrerede håndværkere:
¬Vi går 600 på samme byggeplads" på
nordjyske.dk den 19. marts 2020? "
Svar:
. /
.
Jeg henviser til min samtidige
besvarelse af spørgsmål nr. 41 til L 158.
Spørgsmål nr. 48:
"Vil ministeren kommentere og forholde sig til artiklen "Corona:
Ansatte i oprør på supersygehus-byggeri" på
fagbladet3f.dk den 26. marts 2020"
Svar:
Sundheds- og Ældreministeriet har til brug for besvarelsen
af spørgsmålet indhentet et bidrag fra
Beskæftigelsesministeriet, som har oplyst
følgende:
"Arbejdsmiljølovgivningen stiller krav
om, at arbejdsgiveren skal sikre, at arbejdet planlægges og
tilrettelægges, så det kan udføres forsvarligt.
Dette gælder også i forhold til Corona-smitte.
Arbejdstilsynet opfordrer - på baggrund af Sundhedsstyrelsens
generelle råd om forebyggelse af smitte med Coronavirus -
til, at arbejdsgiverne sørger for:
- At arbejdet
tilrettelægges, så de ansatte kan arbejde med en god
afstand imellem sig. At der er håndvask eller håndsprit
til rådighed for de ansatte.
- At mindske
kontakt med andre. Det kan fx ske ved at forskyde mødetid,
pauser og fyraften.
- Regelmæssig
rengøring og afspritning af spiserum, toiletter mv.
Det skal bemærkes, at
Arbejdstilsynet i den nuværende situation kun fører
tilsyn i forhold til alvorlige ulykker og klager, hvor tilsynet vil
blive gennemført efter en konkret vurdering af klagen.
Arbejdstilsynet tager handling, hvis der er grund til at tro at
arbejdsforholdene ikke er i orden. Det gælder også i
forhold til retningslinjerne vedrørende Coronavirus.
Arbejdstilsynet har allerede kontaktet sygehusbyggepladsen i
Gødstrup og flere andre steder, hvor der er frygt for at
retningslinjerne i forhold til smitte af Corona ikke overholdes.
"
Det kan desuden oplyses, at
regionerne som bygherrer af de kvalitetsfondsstøttede
sygehusbyggerier har igangsat en række konkrete tiltag for
generelt at reducere risikoen for smitte på byggepladserne.
Tiltagene omfatter alle arbejdstagere på byggepladserne og
omfatter bl.a. karantæne efter indrejse i Danmark,
indskærpelser over for entreprenørerne om at
følge sundhedsmyndighedernes anbefalinger og restriktioner
på antallet af arbejdere i hvert rum på
byggepladsen.
Spørgsmål nr. 49:
"Vil ministeren yde teknisk bistand til et
ændringsforslag, der gør det muligt at afvise
asylansøgere ved grænseovergangene til Danmark?
Begrundelse: Asylansøgere har rejst gennem mange lande
på deres vej til Danmark, og da Corona-virussen
efterhånden findes overalt, er det ikke utænkeligt, at
asylansøgere har pådraget sig smitte under rejsen til
Danmark. Derfor bør Danmark indtil videre suspendere
asylansøgeres ret til at søge asyl i Danmark og til
at få deres ansøgning behandlet her, og
asylansøgere afvises derfor ved grænseovergangene til
Danmark. "
Svar:
Sundheds- og Ældreministeriet har til brug for besvarelsen
af spørgsmålet indhentet et bidrag fra
Udlændinge- og Integrationsministeriet, der har oplyst
følgende:
"1. Udlændinge- og
Integrationsministeriet har forstået spørgsmålet
således, at der ønskes teknisk bistand til et
ændringsforslag til udlændingeloven, som betyder, at
der kan ske afvisning af asylansøgere ved de danske
grænseovergange, når det er nødvendigt for at
forebygge udbredelse af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19).
Det ønskede ændringsforslag kan herefter udarbejdes
på følgende måde:
Ændringsforslag
til
Forslag til lov om ændring af
lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare
sygdomme
(Yderligere foranstaltninger for at
forebygge og inddæmme smitte med covid-19 m.v.) (L158)
Af (…)
1) Titlen affattes således:
»Forslag
til
Lov om
ændring af lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre
overførbare sygdomme og udlændingeloven
(Yderligere foranstaltninger for at
forebygge og inddæmme smitte med covid-19 m.v.)«.
[Konsekvensrettelse]
2) Efter § 1 indsættes som
ny paragraf:
Ȥ
01
I udlændingeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1022 af 2. oktober 2019, som senest
ændret ved lov nr. 1591 af 27. december 2019, foretages
følgende ændringer:
1. I
§ 28 indsættes efter stk. 9
som nyt stykke:
»Stk.
10. Når det er nødvendigt for at forebygge
udbredelse af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19), kan
udlændinge, som påberåber sig at være
omfattet af § 7, afvises, jf. stk. 1, nr. 7.«.
[Afvisning af
asylansøgere]
2. I
§ 48, stk. 1, 1. pkt.,
ændres »stk. 1-4 og stk. 7, 3. pkt.« til:
»stk. 1-4, stk. 7, 3. pkt., og stk. 10«.
[Konsekvensrettelse]
3. I § 48 a,
stk. 1, 5. pkt., indsættes efter »stk. 7, 3.
pkt.,« ordene: »eller stk. 10,«.
[Konsekvensrettelse]
4. I § 52 b,
stk. 6, ændres »stk. 1-4 og stk. 7, 3.
pkt.« til »stk. 1-4, stk. 7, 3. pkt., og stk.
10.«.
[Konsekvensrettelse]
Bemærkninger
Til § 01
Til nr. 1
Ændringsforslaget vil indebære, at
asylansøgere på samme måde som udlændinge,
der ikke har opholdstilladelse eller ikke har fået udstedt
registreringsbevis eller opholdskort her i landet, og nordiske
statsborgere, som ikke har fast bopæl her i landet, kan
afvises ved de danske grænser i medfør af
udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 7, dvs. hvis
sundhedsmæssige grunde tilsiger, at udlændingen ikke
bør have ophold her i landet.
Bestemmelsen vil give adgang til at afvise asylansøgere
ved indrejsen fra såvel andre Schengenlande som lande, der
ikke er tilsluttet Schengenkonventionen, jf. udlændingelovens
§ 28, stk. 1, nr. 7, jf. stk. 3.
Det vil være en forudsætning for, at der kan ske
afvisning af asylansøgere efter ændringsforslaget, at
det er nødvendigt for at forebygge udbredelse af
Coronavirussygdom 2019 (COVID-19).
Til nr. 2
Efter udlændingelovens § 48, stk. 1, 1. pkt., kan
afgørelse om afvisning ved indrejsen, jf. § 28, stk.
1-4, og stk. 7, 3. pkt., træffes af vedkommende
politidirektør.
Efter ændringsforslaget vil det være politiet, der i
de enkelte tilfælde træffer afgørelse om
afvisning ved grænsen efter udlændingelovens
almindelige regler.
Det foreslås således med ændringsforslaget, at
politiet i udlændingelovens § 48, stk. 1, 1. pkt.,
tillægges kompetence til efter den foreslåede regel i
udlændingelovens § 28, stk. 10, at træffe
afgørelse om afvisning ved grænsen.
Politiets afgørelse om afvisning meddeles
udlændingen skriftligt. Dette kan ske ved anvendelsen af en
standardformular om, at afvisning har fundet sted.
Til nr. 3
Efter udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt.,
træffer Udlændingestyrelsen, hvis en udlænding
påberåber sig at være omfattet af § 7,
snarest muligt afgørelse om afvisning eller
overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b eller om
afvisning efter § 28, stk. 1, nr. 1, 2, 6 eller 7, eller
§ 28, stk. 2 eller 3, jf. stk. 1, nr. 1, 2, 6 eller 7, eller
udvisning efter § 25, nr. 2, eller § 25 b og i givet fald
udsendelse.
Det foreslås med ændringsforslaget, at § 48 a,
stk. 1, ikke finder anvendelse, hvis politiet efter den
foreslåede bestemmelse i § 28, stk. 10, har truffet
afgørelse om afvisning ved indrejsen.
I tilfælde, hvor politiet i overensstemmelse med
ændringsforslaget i udlændingelovens § 28, stk.
10, har afvist en udlænding ved indrejsen, træffer
Udlændingestyrelsen således efter
ændringsforslaget ikke afgørelse om bl.a. afvisning
eller udvisning efter udlændingelovens § 48 a, 1. pkt.,
for så vidt angår en udlænding, der
påberåber sig at være omfattet af § 7
(asyl).
2. Jeg kan ikke støtte et
sådant ændringsforslag.
For så vidt angår muligheden for at afvise
asylansøgere ved grænsen, hvis de lider af COVID-19,
eller hvis de formodes at kunne være smittet med COVID-19,
kan jeg således tilføje, at det ikke vil være
muligt inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser
at indføre en ordning, der har den konsekvens, at
udlændinge, der søger asyl i Danmark, kan udsendes til
et land, hvor de er forfulgt eller risikerer at blive udsat for
behandling i strid med f.eks. Flygtningekonventionen eller Den
Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 3 om forbud mod
tortur og anden nedværdigende behandling.
Det er ligeledes vurderingen, at det vil være i strid med
Danmarks internationale forpligtelser at afvise udlændinge,
der ønsker at søge asyl i Danmark.
Det skyldes, at Danmark efter Dublinforordningen skal give
asylansøgere adgang til landet, mens
udlændingemyndighederne vurderer, hvilket land der efter
Dublinforordningen er ansvarligt for at behandle
asylansøgningen.
I den almindelige folkeret er det anerkendt, at der gælder
en klausul, hvorefter en folkeretlig aftale kan bringes til
ophør uanset grundprincippet om aftalers bindende kraft. Det
følger heraf, at enhver aftale anses for indgået med
det forbehold, at omstændighederne ikke forandrer sig
væsentligt, således at aftalens opfyldelse bliver til
alvorlig skade for parten. Hvis der er tale om forandringer, der
indebærer, at uforandret opfyldelsespligt alvorligt ville
true statens eksistens eller velfærd, vil aftalen kunne
tilsidesættes ud fra almindelige
nødretsgrundsætninger. Det er således muligt
folkeretligt i ekstraordinære situationer at
påberåbe sig reglerne om fundamentalt ændrede
omstændigheder.
Spørgsmålet om, hvorvidt den omstændighed, at
der kan indrejse asylansøgere, der er eller potentielt kan
være smittet med COVID-19, i Danmark, kan føre til, at
Danmark efter en folkeretlig vurdering ikke længere er
forpligtet til at følge procedurerne i Dublinforordningen,
skal efter min opfattelse ses i lyset af antallet af indrejsende
asylansøgere, og hvilken effekt det vil have på det
danske samfund, at asylansøgere, som er eller potentielt kan
være smittet med COVID-19, tager ophold her i landet.
For så vidt angår antallet af asylansøgere
registreres i øjeblikket et meget lavt antal nye
ansøgninger.
Under henvisning til, at lov om foranstaltninger mod smitsomme
og andre overførbare sygdomme tillige finder anvendelse
på asylansøgere og det lave antal
asylansøgninger, er det vurderingen, at der ikke aktuelt
foreligger en situation, som indebærer, at Danmark efter en
folkeretlig vurdering ikke længere er forpligtet til at
følge procedurerne i Dublinforordningen. "
Spørgsmål nr. 50:
"Vil ministeren yde teknisk bistand til et
ændringsforslag, der betyder, at beboere på asyl- og
udrejsecentre: asylansøgere, afviste asylansøgere,
udlændinge på tålt ophold og kriminelle udviste
udlændinge meddeles udgangsforbud og ikke kan modtage
besøg, indtil Corona-krisen er overstået?
Begrundelse: Som reglerne er i dag, så er de nævnte
persongrupper ikke frihedsberøvede, hvorfor de kan
færdes frit og modtage besøgende. Det skal
undgås at smitte kommer ind på centret, hvilket blandt
andet vil umuliggøre udsendelse til hjemlandet, hvis der
pludselig skulle være mulighed for det. "
Svar:
Sundheds- og Ældreministeriet har til brug for besvarelsen
af spørgsmålet indhentet et bidrag fra
Udlændinge- og Integrationsministeriet, der har oplyst
følgende:
"1. Udlændinge- og
Integrationsministeren har forstået spørgsmålet
således, at der ønskes teknisk bistand til et
ændringsforslag af udlændingeloven, som betyder, at der
kan træffes bestemmelse om udgangsforbud og ophør af
besøg på landets asylcentre, når det er
nødvendigt for at forebygge udbredelse af Coronavirussygdom
2019 (COVID-19).
Et sådant ændringsforslag kan formuleres på
følgende måde:
Ændringsforslag
til
Forslag til lov om ændring af
lov om
foranstaltninger mod smitsomme og
andre overførbare sygdomme
(Yderligere foranstaltninger for at
forebygge og inddæmme smitte med covid-19 m.v.) (L 158)
Af (…)
1) Titlen affattes således:
»Forslag
til
Lov om
ændring af lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre
overførbare sygdomme og udlændingeloven
(Yderligere foranstaltninger for at
forebygge og inddæmme smitte med covid-19 m.v.)«.
[Konsekvensrettelse]
2) Efter § 1 indsættes som
ny paragraf:
Ȥ
01
I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1022,
som senest ændret ved lov nr. 1591 af 27. december 2019, og
ved § 14 i lov nr. 1559 af 27. december 2019, foretages
følgende ændring:
1. Efter § 42 m
indsættes:
Ȥ 42 n.
Udlændingestyrelsen kan bestemme, at der indføres
midlertidigt udgangsforbud for alle udlændinge, der er
indkvarteret på et indkvarteringssted, jf. § 42 a, stk.
5, når det anses for nødvendigt af hensyn til at
forebygge udbredelsen af coronavirussygdom (COVID-19).
§ 42 o. Udlændingestyrelsen
kan bestemme, at der indføres midlertidige
begrænsninger i adgangen til indkvarteringssteder, jf. §
42 a, stk. 5, for besøgende, herunder et fuldstændigt
forbud mod besøg, når det anses for nødvendigt,
af hensyn til at forebygge udbredelsen af coronavirussygdom
(COVID-19).«.
[Udgangsforbud og ophør af
besøg]
Bemærkninger
Til § 01
Til nr. 1
Med den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens
§ 42 n foreslås det, at Udlændingestyrelsen kan
fastsætte et udgangsforbud for alle udlændinge, der er
indkvarteret på indkvarteringssteder efter
udlændingelovens § 42 a, stk. 5. Det omfatter
således alle asylcentre, herunder modtage-, opholds-, hjem-
og udrejsecentre.
Udgangsforbuddet vil således også omfatte alle
udlændinge, herunder alle asylansøgere, afviste
asylansøgere, udlændinge på tålt ophold,
kriminelle udviste udlændinge, som er indkvarteret på
indkvarteringssteder efter Udlændingestyrelsens
bestemmelse.
Udgangsforbuddet indebærer, at alle udlændinge, der
er indkvarteret på indkvarteringssteder efter
Udlændingestyrelsens bestemmelse, vil være omfattet af
en generel regel, der forbyder dem at forlade
indkvarteringsstedet.
Formålet med den foreslåede bestemmelse i § 42
n er at undgå smitte og spredning af covid-19 for beboere
på et indkvarteringssted, også fordi smitte af en
udlænding vil betyde, at der i en periode ikke kan ske
udsendelse til hjemlandet, når muligheden herfor måtte
opstå.
Der er tale om et midlertidigt udgangsforbud, idet
formålet er at begrænse smitte og spredning af
covid-19, og forbuddet vil således kun gælde, indtil
Corona-krisen er overstået. Det forudsættes
således, at udgangsforbuddet kan iværksættes for
en periode på som udgangspunkt op til 14 dage ad gangen.
Med forslaget forudsættes det, at politiet vil skulle yde
bistand som led i håndhævelsen af ovennævnte
tiltag. De konkrete ressourcemæssige konsekvenser for de
berørte myndigheder vil skulle afdækkes
nærmere.
Med den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens
§ 42 o foreslås det, at Udlændingestyrelsen kan
bestemme, at udlændinge, der er indkvarteret på
indkvarteringssteder, jf. § 42 a, stk. 5, ikke kan modtage
besøg. Det omfatter således alle asylcentre, herunder
modtage-, opholds-, hjem- og udrejsecentre.
Forbuddet mod besøg vil således også omfatte
alle udlændinge, herunder alle asylansøgere, afviste
asylansøgere, udlændinge på tålt ophold og
kriminelle udviste udlændinge, som er indkvarteret på
indkvarteringssteder efter Udlændingestyrelsens
bestemmelse.
Formålet med den foreslåede bestemmelse i § 42
o er at undgå smitte og spredning af covid-19 for beboere
på et indkvarteringssted, også fordi smitte af en
udlænding vil betyde, at der i en periode ikke kan ske
udsendelse til hjemlandet, når muligheden herfor måtte
opstå.
Adgangen til besøg på modtage-, opholds-, hjem- og
udrejsecentre er ikke fastsat ved lov, men er i dag i et vist
omfang reguleret gennem husordener udarbejdet af de respektive
indkvarteringsoperatører. Husordenerne kan eksempelvis
fastsætte retningslinjer om, at besøg afvikles
på beboerens værelse.
Udlændingemyndighederne har som en del af
inddæmningsstrategien allerede indført midlertidige
tiltag, der skal mindske smittespredningen. Et af disse tiltag er
et stop for ordinære besøg på
indkvarteringsstederne. Det indebærer dog, at der f.eks. kan
gennemføres besøg, der har karakter af samvær
mellem et barn og en forælder, eller at udlændingen kan
få besøg af sin advokat eller en anden
partsrepræsentant.
Der indsættes med den foreslåede bestemmelse i
§ 42 o en hjemmel til, at Udlændingestyrelsen kan
træffe beslutning om ophør af adgangen til
besøg på alle indkvarteringssteder i
asylcentersystemet. Forslaget indebærer, at alle former for
besøg ophører, herunder besøg fra
familiemedlemmer, venner, advokater og andre
partsrepræsentanter. Det vil også omfatte besøg,
der har karakter af samvær mellem et barn og en
forælder. De indkvarterede må i stedet opretholde
telefonisk og elektronisk kontakt i den periode, hvor
besøgsophøret er iværksat.
Der er tale om et midlertidigt ophør i adgangen til
besøg, idet formålet er at begrænse smitte og
spredning af covid-19, og ophøret vil således kun
gælde indtil Corona-krisen er overstået. Det
forudsættes således, at Udlændingestyrelsen for
en periode på som udgangspunkt op til 14 dage ad gangen kan
indføre et ophør for alle former for besøg for
at sikre, at de indkvarterede, personalet og myndigheder eller
andre, der måtte have deres daglige gang på stedet,
ikke udsættes for smittespredning fra udefrakommende
personer.
Med forslaget forudsættes det, at politiet vil skulle yde
bistand som led i håndhævelsen af ovennævnte
tiltag. De konkrete ressourcemæssige konsekvenser for de
berørte myndigheder vi skulle afdækkes
nærmere.
2. Jeg kan ikke støtte et
sådant ændringsforslag.
For så vidt angår muligheden for at indføre
et udgangsforbud for alle indkvarterede i asylcentersystemet, kan
jeg tilføje, at det ikke vurderes muligt inden for rammerne
af Danmarks internationale forpligtelser at indføre en
sådan ordning.
Et udgangsforbud, der generelt og døgnet rundt
afskærer udlændinge indkvarteret på landets
asylcentre fra at forlade indkvarteringsstedet, vil således
have karakter af forskelsbehandling omfattet af artikel 14
sammenholdt med artikel 5 i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention (EMRK) om den personlige frihed. EMRK
artikel 14 stiller krav om, at forskelsbehandling skal kunne
begrundes sagligt, hvilket indebærer, at forskelsbehandlingen
skal forfølge et anerkendelsesværdigt formål, og
at der skal være proportionalitet mellem det anvendte middel
og det formål, der søges realiseret. Det er
vurderingen, at et udgangsforbud som det beskrevne, som alene skal
gælde for udlændinge indkvarteret på landets
asylcentre, men ikke for andre grupper, f.eks. personer
indkvarteret på sociale botilbud o. lign., vil indebære
forskelsbehandling, der ikke vil blive anset for et egnet og
proportionalt middel til at opnå formålet om at
forebygge og inddæmme smitte med COVID-19.
Det bemærkes i øvrigt, at formålet - at
forebygge og inddæmme smitte med COVID-19 - vurderes at kunne
opnås ved andre allerede iværksatte, mindre indgribende
foranstaltninger. Der henvises i den forbindelse til svar på
spørgsmål nr. 233 og 252 til UUI (alm. del).
For så vidt angår forslaget om at indføre et
fuldt ophør af alle former for besøg på
indkvarteringsstederne kan jeg tilføje, at
Udlændingestyrelsen allerede har indført stop for alle
ordinære besøg, og der foretages således en helt
konkret vurdering af, om besøget er nødvendigt,
f.eks. for at gennemføre et samvær mellem et barn og
en forælder. Besøg fra venner og bekendte er der
således indtil videre sat en stopper for.
Endelig bemærkes, at lov om foranstaltninger mod smitsomme
og andre overførbare sygdomme (epidemiloven) og forskrifter
udstedt i medfør af loven tillige finder anvendelse på
alle indkvarterede udlændinge i asylcentersystemet. "
Spørgsmål nr. 51:
"Vil ministeren yde teknisk bistand til et
ændringsforslag, der har den virkning, at indsatte i
fængsler, lukkede såvel som åbne afdelinger, og i
arresthuse, ikke har ret til udgang og besøg under
Corona-krisen?
Begrundelse: Hvis en indsat bliver smittet i forbindelse med
udgang eller besøg, er der en alvorlig risiko for, at
vedkommende bringer smitten videre til at de andre indsatte.
Myndighedernes strategi med at begrænse borgernes
samvær må også omfatte indsatte i fængsler
og arresthuse. Retten til besøg og udgang skal derfor
suspenderes i tiden under Corona-krisen. Udgang skal forstås
bredt og ikke kun gælde traditionel udgang, men også
udgang til undervisning og ikke akutte læge- og
sundhedsbesøg, f.eks. tandlæge. "
Svar:
Det fremgår af spørgsmålet, at der
ønskes teknisk bistand til et ændringsforslag, der har
den virkning, at indsatte i fængsler, lukkede såvel som
åbne afdelinger, og i arresthuse, ikke har ret til udgang og
besøg under Corona-krisen. Det angives i den forbindelse, at
udgang skal forstås bredt og ikke kun gælde traditionel
udgang, men også udgang til undervisning og ikke-akutte
læge- og sundhedsbesøg, f.eks. tandlæge.
Justitsministeriet har i den forbindelse oplyst, at det med
hjemmel i gældende lovgivning siden den 18. marts 2020 har
været fastsat for kriminalforsorgens fængsler og
arresthuse, at alle former for udgang som udgangspunkt er
afskåret indtil videre. En ansøgning om udgang kan kun
imødekommes helt undtagelsesvist, hvis ganske særlige
omstændigheder taler derfor. Sådanne ganske
særlige omstændigheder foreligger typisk kun, hvis en
indsat har behov for akut sundhedsbehandling, skal besøge en
nærtstående person, der er alvorligt syg, eller deltage
i en nærtstående persons begravelse.
Retten til besøg er ligeledes blevet afskåret.
Indsatte kan kun få besøg af advokater og
præster eller lignende repræsentanter fra et
trossamfund, og for udenlandske indsattes vedkommende tillige
diplomatiske eller konsulære repræsentanter.
Besøg af disse skal så vidt mulig søges
erstattet af telefonsamtaler. Det tilstræbes generelt, at
indsatte i videre omfang får mulighed for telefonsamtaler,
navnlig med de nærmeste pårørende.
Den ønskede afskæring af retten til udgang og
besøg er således allerede opfyldt inden for rammerne
af den gældende lovgivning.
Spørgsmål nr. 52:
"Er lovforslaget omfattet af "solnedgangsklauslen" som blev
vedtaget i forbindelse med lov nr. 208 af 17. marts 2020? "
Svar:
Ja.
Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslagets
§ 2, vil den udløbsklausul, der er indsat i § 2,
stk. 2, i lov nr. 208 af 17. marts 2020 om ændring af lov om
foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare
sygdomme, også gælde de ændringer, der
følger af dette lovforslag (L 158).
Spørgsmål nr. 53:
"Vil ministeren sikre, at de forøgede
besøgsrestriktioner for anbringelsessteder, botilbud og
plejehjem m.v. indfases i takt med, at der indføres flere
test i forhold til smittede og især til borgere på
bosteder, som har mistænkelige symptomer, således at
man undgår unødigt at isolere udsatte borgere og
især psykisk syge borgere med ofte svære kognitive
handicap, der gør, at de kan have svært ved at
forstå de indgreb, der foretages som følge af
coronasmitte? "
Svar:
. /
.
Jeg henviser til min samtidige besvarelse af
spørgsmål nr. 29 til L 158, hvoraf det bl.a.
fremgår, at det vil være henholdsvis
kommunalbestyrelsen og regionen, der har det nødvendige
lokale og regionale kendskab, der beslutter, hvordan et konkret
påbud om forbud mod eller restriktioner for besøgende
adgang skal udmøntes for de konkrete plejehjem, sygehuse
m.v. i deres område. Det skal netop gøre det muligt at
tilpasse forbud og restriktionerne til de konkrete forhold på
stedet.
Jeg skal desuden gøre opmærksom på, at
hensigten med at udstede forbud mod eller restriktioner for
besøg først og fremmest er at sikre, at smitte ikke
bringes ind til patienter og
beboere.
Desuden ændrer den foreslåede ændring af den
gældende § 12 c, jf. lovforslagets § 1, nr. 10,
ikke ved, at sundheds- og ældreministeren kan fastsætte
undtagelser til forbud mod eller restriktioner for besøg.
Det fremgår i den forbindelse af bemærkningerne til
bestemmelsen, at det forudsættes, at der fastsættes
regler, der undtager besøg i kritiske situationer fra en
borgers nære pårørende fra et forbud eller en
restriktion. Ved kritiske situationer forstås ifølge
bemærkningerne f.eks. et uopsætteligt besøg hos
en kritisk syg eller døende person, eller forældres
eller andre nære pårørendes besøg hos et
barn eller en voksen med nedsat psykisk funktionsevne, som
kognitivt fungerer som et barn.
Spørgsmål nr. 54:
"Vil ministeren sikre, at de forøgede
besøgsrestriktioner for hospice og også for en del
plejehjemsbeboere så vidt muligt indfases, således at
de pårørende - selvfølgelig under iagttagelse
af de gældende sikkerhedsforanstaltninger mht. hygiejne,
afspritning og afstand af hensyn til især personalet - stadig
har mulighed for at være til stede i forhold til terminale
beboere? "
Svar:
. /
.
Jeg henviser til min samtidige besvarelse af
spørgsmål nr. 29 til L 158, hvoraf det bl.a.
fremgår, at den foreslåede ændring af den
gældende § 12 c, jf. lovforslagets § 1, nr. 10,
ikke ændrer ved, at sundheds- og ældreministeren kan
fastsætte undtagelser til forbud mod eller restriktioner for
besøg.
Det fremgår i den forbindelse af bemærkningerne til
bestemmelsen, at det forudsættes, at der fastsættes
regler, der undtager besøg i kritiske situationer fra en
borgers nære pårørende fra et forbud eller en
restriktion. Ved kritiske situationer forstås ifølge
bemærkningerne f.eks. et uopsætteligt besøg hos
en kritisk syg eller døende person.
Spørgsmål nr. 55:
"Vil ministeren overveje en undtagelse fra et muligt kommende
krav, om kun at være to i det offentlige rum, så
borgere og ansatte på mindre bosteder og plejefamilier anses
som "familie" for det første, fordi de typisk lever og bor
sammen - næsten som en familie - og for det andet, fordi det
ellers vil svække mulighederne for, at beboerne på
bosteder får mulighed for at komme ud i det fri med den
nødvendige støtte fra de ansatte? "
Svar:
. /
.
Jeg henviser til min samtidige besvarelse af
spørgsmål nr. 77 til L 158, hvoraf det bl.a.
fremgår, at den foreslåede ændring af § 6,
stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 3, navnlig indebærer,
at der også vil kunne fastsættes regler om forbud mod
mindre forsamlinger mv. Dermed vil der som den nedre grænse
kunne fastsættes regler om forbud mod, at tre personer eller
flere befinder sig på samme sted.
Det fremgår endvidere af svaret, at det forudsættes,
at der ikke fastsættes regler om forbud mod, at tre personer
eller flere, som er nærmeste pårørende, befinder
sig på samme sted, og at den nævnte personkreds er
udtryk for det minimum af personer, der vil skulle undtages fra et
eventuelt forbud mod, at tre eller flere personer befinder sig
samme sted, hvis det måtte vise sig nødvendigt at
indføre et sådant forbud.
Herudover fremgår det af svaret, at det vil være
muligt at fastsætte, at flere personer skal undtages, hvis et
sådant forbud måtte blive fastsat ved
bekendtgørelse, men at det samtidig vil skulle indgå i
overvejelserne, at en udvidelse af den undtagne personkreds vil
kunne vanskeliggøre håndhævelsen af forbuddet,
ligesom et større antal undtagelser vil kunne begrænse
effekten af en udvidelse af forbuddet i relation til at mindske
smittespredningen.
Spørgsmål nr. 56:
"Vil ministeren kommentere artiklen på www.dr.nyheder.dk
26/3-20 "Udenlandsk arbejdskraft kan rejse til Danmark uden at
komme i corona-karantæne"? Hvilke over-vejelser og
initiativer giver artiklen ministeren anledning til?
https://www.dr.dk/nyheder/indland/udenlandsk-arbejdskraft-kan-rejse-til-danmarkuden-komme-i-corona-karantaene"
Svar:
Sundheds- og Ældreministeriet har til brug for besvarelsen
af spørgsmålet indhentet et bidrag fra
Beskæftigelsesministeriet, som har oplyst
følgende:
"Den danske tilgang er baseret på en balance mellem
hensynet til at undgå smittespredning og hensynet til i
videst muligt omfang at sikre fortsat aktivitet på
arbejdsmarkedet.
Beskæftigelsesministeren taler med arbejdsmarkedets parter
om bl.a. denne problemstilling i morgen, den 30. marts.
På baggrund af dialogen med parterne og en vurdering fra
de relevante ministerier af den rejste problemstilling, vil
regeringen tage stilling til, om der er behov for en justering af
den danske indsats og vejledning. "
Spørgsmål nr. 57:
"Hvor mange udlændinge, skønner ministeren, er
indrejst i Danmark under corona-krisen for at arbejde? "
Svar:
Sundheds- og Ældreministeriet har til brug for besvarelsen
af spørgsmålet indhentet et bidrag fra
Beskæftigelsesministeriet, som har oplyst
følgende:
"På baggrund af de senest tilgængelige tal i
jobindsats.dk vurderes det, at der før Corona-krisens
indtræden var 45.000 EU-borgere, der var ansat hos en dansk
arbejdsgiver og med bopæl i udlandet. 15.000 personer er
bosat i Tyskland og Sverige, og disse må under normale
forhold antages at pendle jævnligt. Hertil kommer danske
statsborgere bosat i udlandet.
Det er ikke muligt at oplyse, hvor mange af disse, der arbejder
hjemme, eller er afskediget efter coronakrisens udbrud. Det er
heller ikke muligt at oplyse, hvor mange af de resterende 30.000
personer, der enten er blevet i hjemlandet, eller er blevet i
Danmark.
Med hensyn til udstationerede er der i marts 2020 registreret
knap 6.700 personer i Registret for Udenlandske Tjenesteydere
(RUT). Det vides ikke, hvor mange af disse, der er indrejst i
perioden, eller om de aktuelt er i Danmark eller fx hjemlandet. I
perioden fra 15. marts til 28. marts er der anmeldt 1.036
tjenesteydelser. Det kan dog ikke af registersøgningen
udledes, hvor mange virksomheder, der pt. aktivt udfører
disse tjenesteydelser. "
Spørgsmål nr. 58:
"Beskæftigelsesministeren afviser ikke at stramme op, jf.
artiklen på www.dr.nyheder.dk 26/3-20:
"Udenlandsk arbejdskraft kan rejse til Danmark uden at komme i
corona-karantæne".
Beskæftigelsesministeren siger, at han hurtigst muligt vil
tage en snak med arbejdsmarkedets parter og de øvrige
ministre for at finde den bedste balance, så alle kan
være trygge på deres arbejdsplads, og samtidig konstant
gør, hvad vi kan, for at bremse smittespredning. Vil
ministenen med et bidrag fra beskæftigelsesministeren oplyse,
hvad status er for det nævnte initiativ, og hvornår der
kan forventes initiativer fra regeringen på dette
område og hvilke? "
Svar:
. /
.
Sundheds- og Ældreministerier har til brug for besvarelsen
af spørgsmålet indhentet et bidrag fra
Beskæftigelsesministeriet, som har henvist til sit bidrag til
min samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 56 til L
158.
Spørgsmål nr. 59:
Vil ministeren kommentere henvendelsen af 27/3-20 fra Lisbet
Christoffersen, Roskilde Universitet, jf. L 158 - bilag 5""
Svar:
Henvendelsen af 27. marts 2020 fra professor Lisbet
Christoffersen angår navnlig forholdet mellem lovforslaget og
Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel
9.
Det kan i den forbindelse oplyses, at det følger af EMRK
artikel 9, stk. 1, at enhver har ret til at tænke frit og til
samvittigheds- og religionsfrihed. Denne ret omfatter frihed til at
skifte religion eller tro samt frihed til enten alene eller sammen
med andre, offentligt eller privat at udøve sin religion
eller tro gennem gudstjeneste, andagt og overholdelse af
religiøse skikke. Denne ret til at udøve sin religion
eller tro kan efter konventionens artikel 9, stk. 2, underkastes
sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og er
nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den
offentlige tryghed, for at beskytte den offentlige orden, sundheden
eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder
og friheder.
Det kan endvidere oplyses, at der i pkt. 3.2 i lovforslagets
almindelige bemærkninger er foretaget en vurdering i forhold
til EMRK, herunder EMRK artikel 11 om forsamlingsfriheden, jf.
også vurderingen under pkt. 4.2 i de almindelige
bemærkninger til lovforslag nr. L 133 af 12. marts 2020. Det
fremgår heraf bl.a., at forslaget efter Sundheds- og
Ældreministeriets vurdering kan gennemføres inden for
rammerne af EMRK artikel 11 om forsamlingsfriheden. Der
lægges i den forbindelse vægt på, at regler,
påbud og forbud vil blive udstedt med henblik på at
forfølge vægtige hensyn til at beskytte den offentlige
sundhed, herunder hensynet til at forebygge eller inddæmme
smitte med alment farlige sygdomme her i landet, og at forbud mod
forsamlinger og adgang til offentlige institutioner mv. alene vil
blive fastsat, når det er nødvendigt for at mindske
eller forhindre udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet.
Endvidere forudsættes det, at indgreb efter de
foreslåede bestemmelser ophæves eller
indskrænkes, så snart de sundhedsmæssige hensyn,
indgrebene forfølger, ikke længere tilsiger, at
indgrebene opretholdes, og at der ved fastsættelsen af regler
og påbud i videst muligt omfang vil skulle tages hensyn til
borgernes mulighed for at komme med meningstilkendegivelser, i det
omfang sådanne hensyn lader sig forene med hensynet til den
offentlige sundhed.
Det er vurderingen, at tilsvarende betragtninger gør sig
gældende for så vidt angår EMRK artikel 9 om
bl.a. religionsfriheden. Det bemærkes i den forbindelse, at
undtagelsen i bestemmelsens stk. 2 i det væsentlige er
sammenfaldende med undtagelsen i EMRK artikel 11, stk. 2.
Det er således Sundheds- og Ældreministeriets
vurdering, at lovforslaget kan gennemføres inden for
rammerne af EMRK artikel 9.
Det bemærkes i øvrigt, at der i pkt. 3.1.3 i de
almindelige bemærkninger til lovforslaget er foretaget en
vurdering i forhold til grundlovens § 67 om
religionsfriheden.
For så vidt angår
bemærkningerne i henvendelsen af 27. marts 2020 fra professor
Lisbet Christoffersen om regler for gudstjenester mv. og adgang til
religiøse bygninger bemærkes det, at formålet
med lovforslaget er at give myndighederne de fornødne
redskaber til fortsat at afbøde de alvorlige konsekvenser af
spredningen af COVID-19 i det danske samfund mest muligt. Der tages
ikke med lovforslaget stilling til, om og i givet fald i hvilket
omfang de foreslåede bemyndigelsesbestemmelser skal udnyttes.
Regeringen følger naturligvis løbende situationen med
henblik på at vurdere, hvilke tiltag der er
nødvendige.
Spørgsmål nr. 60:
"Hvilken myndighed har påbudskompetencen i forhold til
regler om besøgsrestriktioner på sociale
institutioner? "
Svar:
Det fremgår af de nuværende regler i epidemilovens
§ 12 c, at sundheds- og ældreministeren kan, når
det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme
udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet, fastsætte
regler om forbud mod eller restriktioner for besøgendes
adgang til offentlige og private plejehjem og sygehuse og om
undtagelser hertil.
Reglerne er udmøntet i bekendtgørelse nr. 215 af
17. marts 2020 om afspærring og besøgsrestriktioner
på plejehjem og sygehuse i forbindelse med håndtering
af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19).
For så vidt angår påbudskompetencen i forhold
til den foreslået udvidelse af § 12 c, vil der blive
behov for udmønte regler herom i bekendtgørelsen.
Jeg kan dog oplyse, at Styrelsen for Patientsikkerhed, efter den
nuværende bekendtgørelsens §§ 2 og 4, kan
påbyde hhv. kommunalbestyrelse og regionsråd at udstede
forbud mod eller restriktioner for besøgendes adgang til
hhv. plejehjem og sygehuse.
Spørgsmål nr. 61:
"Ministeren bedes redegøre
for viden om, at de nuværende restriktioner på
danskernes ikke er tilstrækkelige, der begrunder, at der er
behov for at skærpe restriktionerne for borgerne yderligere?
"
Svar:
. /
.
Om baggrunden for de
foreslåede ændringer kan jeg blandt andet henvise til
mit samtidige svar på spørgsmål nr. 1 til L
158.
Spørgsmål nr. 62:
"Hvordan vil ministeren sikre, at alternative familieformer ikke
kommer til at opleve, at der oprettes restriktioner, der rammer
deres muligheder for at kunne færdes i det offentlige rum
hårdere end mere traditionelle familieformer? "
Svar:
. /
.
Der henvises til min samtidige besvarelse af
spørgsmål nr. 77 til L 158.
Spørgsmål nr. 63:
" Vil ministeren beskrive, hvordan man har afgrænset
forsamlingsforbuddet i forhold til familier/husstand/nære
relationer i de lande, der har indført begrænsninger
på under 5 personer? "
Svar:
Mit ministerium har gennem Udenrigsministeriet modtaget
oplysninger fra danske ambassader om, hvilke tiltag der er lavet i
forskellige lande. Disse oplysninger varierer i detaljeringsniveau,
herunder i forhold til udformningen af forsamlingsforbud. På
dette grundlag kan jeg oplyse følgende:
I Litauen har man et forsamlingsforbud på maks. 2
personer, hvor familier er undtaget, men ved indkøb må
kun ét familiemedlem handle ad gangen. Estland har
også et forsamlingsforbud på maks. 2 personer, hvor
hjemmet er undtaget. I både Tyskland og Polen har man
ligeledes indført et forsamlingsforbud på maks. 2
personer, hvor familie og hustand/samlevende er undtaget. I Belgien
har man indført et udgangsforbud, men der er dog stadig
visse undtagelser for fysiske udfoldelser, hvor personer, som bor
under samme tag, kan samles udenfor. I Tjekkiet har man også
et forsamlingsforbud på maks. 2 personer, men her er
medlemmer fra samme husholdning, forsamlinger i
arbejdsøjemed og forsamlinger til begravelser undtaget.
Herudover har Schweiz, Kroatien, Irland, Storbritannien,
Østrig, Ungarn, Italien og Spanien indført
forsamlingsforbud på 5 mennesker eller derunder, men der er
fra disse landes ambassader ikke information om, hvorledes disse
forsamlingsforbud er afgrænset ift.
familie/hustand/nære relationer.
Spørgsmål nr. 64:
"Hvordan vil forbuddet mod ophold på bestemte steder i
praksis virke begrænsende ud over det allerede eksisterende
forbud mod større forsamlinger? Det må vel
forudsættes, at forsamlinger blot kan flytte sig, og der vil
derfor stadig være afhængig af en politimæssig
indsats at opløse/flytte forsamlingen? "
Svar:
Den gældende bestemmelse i epidemilovens § 6, stk. 1,
om forbud mod afholdelse og deltagelse i større forsamlinger
giver ikke hjemmel til at fastsætte regler om, at politiet
kan nedlægge forbud mod ophold på bestemte steder,
hvortil der er almindelig adgang.
Efter den foreslåede affattelse af § 6, stk. 3, i
epidemiloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 4, kan sundheds- og
ældreministeren, når det er nødvendigt for at
forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig
sygdom her i landet, efter forhandling med justitsministeren
fastsætte regler om, at politiet kan nedlægge forbud
mod ophold på et bestemt sted, hvortil der er almindelig
adgang, i en bestemt periode, hvis det efter politiets skøn
er nødvendigt for at forhindre fare for smitte for at
forhindre fare for smitte med en alment farlig sygdom det
pågældende sted.
Det fremgår af bemærkningerne til den
foreslåede bestemmelse, at det forudsættes, at adgangen
til at nedlægge forbud i almindelighed kun bruges, hvis de
regler, der måtte være fastsat i medfør af
epidemilovens §§ 6 a og 12 b, som foreslås udvidet
ved lovforslagets § 1, nr. 6 og 9, i det konkrete
tilfælde ikke er tilstrækkelige for at forhindre
smittefare det pågældende sted. Det fremgår
endvidere, at det ligeledes forudsættes, at adgangen til at
nedlægge forbud ikke vil blive anvendt, hvis regler i
medfør af epidemilovens § 6, stk. 1, i det konkrete
tilfælde er tilstrækkelige til at forhindre faren for
smittespredning det pågældende sted.
Det bemærkes i den forbindelse, at det følger af
§ 2 i bekendtgørelse nr. 224 af 17. marts 2020 om
forbud mod større forsamlinger og forbud mod adgang til og
restriktioner for visse lokaler i forbindelse med håndtering
af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19), at hvis flere end 10 personer
befinder sig sammen på et offentligt tilgængeligt sted,
uden at forholdet er omfattet af bekendtgørelsens § 1,
stk. 1 (vedrørende forbud mod at afholde og deltage i
indendørs og udendørs arrangementer mv.), på en
sådan måde, som efter politiets skøn
udgør en særlig fare for smitte med Coronavirussygdom
2019 (COVID-19), kan politiet påbyde personerne at forlade
stedet.
En udnyttelse af adgangen til at nedlægge forbud vil
således - med den nuværende bekendtgørelse
udstedt i medfør af epidemilovens § 6, stk. 1 - i
almindelighed bl.a. forudsætte, at faren for smittespredning
ikke kan imødegås ved at benytte adgangen til i
medfør af bekendtgørelsens § 2 at påbyde
konkrete personer at forlade stedet. Denne forudsætning vil
være opfyldt, hvis der - f.eks. på baggrund af
politiets erfaringer med det pågældende sted - kort tid
efter meddelelsen af sådanne forbud må forventes
på ny at indfinde sig andre personer på stedet.
Det vil bero på en konkret vurdering i det enkelte
tilfælde, hvornår det vil være nødvendigt
at nedlægge forbud mod ophold et bestemt sted i medfør
af den foreslåede bestemmelse.
Ved vurderingen af, om der er grundlag for at udnytte adgangen
til at nedlægge forbud, vil der bl.a. kunne tages hensyn til
Sundhedsstyrelsens generelle anbefalinger vedrørende
smittefaren fra den pågældende sygdom og de konkrete
forhold på stedet.
Spørgsmål nr. 65:
"Vil ministeren bekræfte, at L 158 vil være
underlagt solnedgangsklausul, revision af loven i november 2020 og
den samme politiske følgegruppe som L 133? "
Svar:
Jeg kan bekræfte, at L 158 vil være underlagt
solnedgangsklausul, revision af loven i november 2020 og den samme
politiske følgegruppe som L 133.
Spørgsmål nr. 66:
"Hvilken konkret udvikling i
smittetal, indlæggelse, intensiv indlæggelser,
respiratorpatienter, siden man indførte de seneste
restriktioner, gør, at regeringen nu finder det
nødvendigt at indskrænke endnu mere? "
Svar:
Lovforslagets elementer om
eksempelvis forbud mod ophold på et bestemt sted baserer sig
ikke på konkrete tal på ovennævnte
områder.
. /
.
Som oplyst i mit samtidige svar
på spørgsmål nr. 1 til L 158 er regeringen
bevidst om, at der ikke nødvendigvis for hvert enkelt
element i lovforslaget foreligger den sædvanlige
sundhedsfaglige evidens. Ikke desto mindre påtager regeringen
sig med lovforslaget det politiske ansvar for at sikre de
fremadrettede muligheder for hurtigt at kunne handle og skride ind
for at begrænse smittespredningen og afbøde
konsekvenserne af spredningen.
Spørgsmål nr. 67:
"Hvilke konkrete tal på
smitte, indlæggelser, intensiv indlæggelser,
respiratorpatienter, mener ministeren der skal være tilstede,
før man åbner Danmark op igen? "
Svar:
Hvis vi bliver ved med at holde afstand og vaske hænder og
undgår for megen aktivitet, så vil vi stille og roligt
kunne se det i tallene: Antallet af indlæggelser vil stige
mindre stejlt end ellers. Kurven vil forhåbentlig flade
ud.
I dét scenarie - så kan vi hurtigere begynde
så småt at åbne Danmark igen.
Spørgsmål nr. 68:
"Hvis lovforslaget bliver første behandlet og
udvalgsbehandlet nu, ændringsforslag behandletved 2.
behandlingen, og bekendtgørelser udarbejdet, hvor hurtigt
ville loven så kunne træde i kraft efter 3. behandling?
"
Svar:
Det følger af grundlovens § 73, stk. 2, at når
et lovforslag vedrørende ekspropriation af ejendom er
vedtaget, kan en tredjedel af folketingets medlemmer inden for en
frist af tre søgnedage fra forslagets endelige vedtagelse
kræve, at det først indstilles til kongelig
stadfæstelse, når nyvalg til Folketinget har fundet
sted, og forslaget på ny er vedtaget af det derefter
sammentrædende folketing.
Det fremgår desuden af pkt. 3.1.2 i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget, at lovforslaget
indebærer en udvidelse af hjemlen til at foretage indgreb,
som efter lovens § 27 vil kunne gennemføres ved
iværksættelse af ekspropriation.
Det følger samlet set heraf, at hvis lovforslaget
vedtages, vil det først kunne stadfæstes efter
udløbet af fristen på tre søgnedage i
grundlovens § 73, stk. 2. Fristen begynder først at
løbe på dagen for lovforslagets endelige vedtagelse
ved tredjebehandling, og en udskydelse af tredjebehandlingen vil
derfor også udskyde tidspunktet for, hvornår den
nævnte frist kan begynde at løbe.
. /
.
Som det bl.a. fremgår af den
samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 1 til L 158,
bør der efter regeringens opfattelse udvises rettidig omhu
ved at tilvejebringe de nødvendige handlemuligheder, hvis
der måtte opstå behov for at handle hurtigt og tage
yderligere initiativer for at begrænse smittespredningen og
afbøde konsekvenserne af spredningen.
Regeringen kan på den baggrund ikke støtte en
udskydelse af lovforslagets tredjebehandling og endelige
vedtagelse.
Spørgsmål nr. 69:
"Sundhedsstyrelsen vurderer selv i
worst case scenarie nu ikke at max kapaciteten på
respiratorer bliver udfordret. Hvad er regeringens og ministerens
begrundelse for ikke at lukke Danmark op, når
sundhedsmyndighederne nu mener, de har kapacitet? "
Svar:
Hvis vi bliver ved med at holde afstand og vaske hænder og
undgår for megen aktivitet, så vil vi stille og roligt
kunne se det i tallene: Antallet af indlæggelser vil stige
mindre stejlt end ellers. Kurven vil forhåbentlig flade
ud.
I dét scenarie - så kan vi hurtigere begynde
så småt at åbne Danmark igen.
Spørgsmål nr. 70:
"Hvornår forventer man, at man har kapacitet og begynder
at akutteste 10.000 personer om dagen? "
Svar:
Jeg kan oplyse, at lovforslaget ikke indeholder bestemmelser
eller bemærkninger, der vedrører testkapacitet m.v. i
forhold til COVID-19.
Jeg svarer dog gerne på spørgsmålet, hvis
udvalget måtte ønske at stille det på anden
vis.
Supplerende svar:
Jeg fremsender hermed et uddybende svar til SUU alm. del spm.
70, som blev oversendt til udvalget den 29. marts 2020:
Det er det klare strategiske mål, at der skal testes langt
flere i Danmark, i tråd med WHO's anbefalinger.
Derfor er det positivt, at regionerne den 27. marts har meldt
ud, at de øger testkapaciteten til mere end 5.000 daglige
test. Samtidig arbejder regionerne og statslige aktører
på flere initiativer sammen med virksomheder og
universiteter, som kan være med til at øge kapaciteten
yderligere.
Spørgsmål nr. 71:
"Hvad er årsagen til, at Serum Instituttet så sent
som mandag den 23. marts 2020 ikke havde overblik over max
kapaciteten for testning i Danmark? Burde dette ifølge
ministeren ikke være gjort tidligere? "
Svar:
Jeg kan oplyse, at lovforslaget ikke indeholder bestemmelser
eller bemærkninger, der omhandler testkapaciteten i
Danmark.
Jeg svarer dog gerne på spørgsmålet, hvis
udvalget måtte ønske at stille det på anden
vis.
Supplerende svar:
Jeg fremsender hermed et uddybende svar til SUU alm. del spm.
71, som blev oversendt til udvalget d. 29. marts 2020.
Testkapaciteten i Danmark er løbende blevet
drøftet med regionerne. Jeg kan hertil oplyse, at der i uge
12 blev etableret en Task Force for testkapacitet - bestående
af repræsentanter fra Lægemiddelstyrelsen, Statens
Serum Institut og regionerne - som blandt andet har til
formål at koordinere indsatsen og afdække den samlede,
landsdækkende testkapacitet.
Testkapaciteten udvikler sig løbende, da der arbejdes
på højtryk for at udvide den. Regionerne og statslige
aktører samarbejder på flere initiativer med
virksomheder og universiteter, som kan være med til at
øge kapaciteten yderligere.
Spørgsmål nr. 72:
"Hvorledes mener ministeren, at det
konkret skal håndhæves, at der ikke må stå
3 personer sammen på et sted, hvis de ikke er i
nærmeste relation til hinanden? Kan politiet afkræve
dem et svar på deres relation, hvis de ikke ønsker at
flytte sig fra hinanden? Kan politiet anholde disse 3 personer,
hvis de ikke ønsker at oplyse deres relation eller flytte
sig? "
Svar:
. /
.
Der henvises til min samtidige
besvarelse af spørgsmål nr. 127 til L 158.
Spørgsmål nr. 73:
"Er det korrekt at i forhold til
regeringens udspil, så vil politiet potentielt have ret til
at afkræve 3 eller flere borgere svar på deres
relation, hvis de befinder sig sammen, og ikke vil opløse
denne forsamling? "
Svar:
. /
.
Der henvises til min samtidige
besvarelse af spørgsmål nr. 127 til L 158.
Spørgsmål nr. 74:
"Er det korrekt at i forhold til
regeringens udspil, så vil politiet potentielt have ret til
at gå ind på privat ejendom og med tvang opløse
en forsamling, hvis den er på 3 eller derover, og disse ikke
er en del af husstanden eller nære familierelationer? "
Svar:
Der henvises til mine samtidige
besvarelser af spørgsmål nr. 11 og 99 til L 158.
Spørgsmål nr. 75:
"Er det korrekt, at regerings udspil, som beskrevet, potentielt
ville kunne umuliggøre at ikke samlevende kærester,
hvor den ene har hjemmeboende børn, lovligt ville kunne
opholde sig i samme private ejendom, da de ikke er omfattet af
regeringens definition på nærmeste
pårørende? "
Svar:
. /
.
Jeg henviser til min samtidige besvarelse af
spørgsmål nr. 77 til L 158.
Spørgsmål nr. 76:
"Er det korrekt, at regeringens udspil, som beskrevet,
potentielt ville kunne umuliggøre, at naboer lovligt ville
kunne passe hinandens børn, hvis deres egne børn
også er tilstede, og man derfor vil være 3 eller
derovre som ikke er nærmeste relation? ? "
Svar:
. /
.
Jeg henviser til min samtidige besvarelse af
spørgsmål nr. 77 til L 158.
Spørgsmål nr. 77:
"Er det korrekt, at regeringens udspil, som beskrevet,
potentielt ville kunne umuliggøre at bedsteforældre
passer deres børnebørn, hvis forældrene ikke er
tilstede, og der er 3 eller flere tilstede i den private
ejendom?
Svar:
.
Regeringen og myndighederne har som led i indsatsen mod
spredning af COVID-19 i Danmark taget en række generelle
tiltag med henblik på at nedbringe antallet af sociale
kontakter og sikre behørig afstand mellem borgerne.
Regeringen har i den forbindelse understreget, at en effektiv
indsats mod spredning af COVID-19 i Danmark kræver, at den
enkelte tager ansvar for at nedbringe antallet af sociale kontakter
og sikre behørig afstand til sine medborgere. Det
gælder også inden for familien og venne-kredsen.
I lyset heraf er der på nuværende tidspunkt fastsat
regler om, at der som udgangspunkt gælder et forbud mod at
afholde og deltage i indendørs og udendørs
arrangementer, begivenheder, aktiviteter eller lignende, hvor der
er flere end 10 personer til stede, jf. § 1 i
bekendtgørelse nr. 224 af 17. marts 2020 om forbud mod
større forsamlinger og forbud mod adgang til og
restriktioner for visse lokaler i forbindelse med håndtering
af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19). Der er fastsat visse
undtagelser hertil, herunder i bestemmelsens stk. 2, hvorefter
forbuddet ikke gælder i private boliger. Der er derimod ikke
i dag fastsat en undtagelse for arrangementer mv. med
nærmeste pårørende.
Det nævnte forbud mod forsamlinger mv., hvor der er flere
end 10 personer til stede, er udstedt med hjemmel i den
gældende epidemilovs § 6, stk. 1. Med lovforslaget
foreslås bemyndigelsen i lovens § 6, stk. 1,
ændret, således at muligheden for at fastsætte
regler om forbud udvides fra i dag at omfatte større
forsamlinger, arrangementer, begivenheder mv. til at omfatte
muligheden for at fastsætte regler om forbud mod, at flere
personer befinder sig på samme sted, jf. den foreslåede
§ 1, nr. 3.
Den foreslåede ændring indebærer navnlig, at
der også vil kunne fastsættes regler om forbud mod
mindre forsamlinger mv. Dermed vil der som den nedre grænse
kunne fastsættes regler om forbud mod, at tre personer eller
flere befinder sig på samme sted.
Det bemærkes i den forbindelse, at det fremgår af
pkt. 2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger og af
bemærkningerne til § 1, nr. 3, at det forudsættes,
at der som udgangspunkt ikke med hjemmel i epidemilovens § 6,
stk. 1, som ændret ved lovforslaget, vil blive fastsat
regler, der gælder for private boliger. Der henvises i
øvrigt til den samtidige besvarelse af
spørgsmål nr. 11 vedrørende lovforslaget.
Det fremgår samtidig af de specielle bemærkninger
til lovforslagets § 1, nr. 3, at det forudsættes, at der
ikke fastsættes regler om forbud mod, at tre personer eller
flere, som er nærmeste pårørende, befinder sig
på samme sted. Ved nærmeste pårørende
forstås personens ægtefælle, faste samlevende,
faste partner, forældre, børn og søskende. Det
bemærkes i den forbindelse, at der ikke i
bemærkningerne til forslaget til den gældende
epidemilovs § 6, stk. 1, er forudsat en lignende
begrænsning, jf. lovforslag nr. L 133 af 12. marts 2020 om
ændring af lov om foranstaltninger mod smit-somme og andre
overførbare sygdomme.
Det bemærkes, at den nævnte personkreds er udtryk
for det minimum af personer, der vil skulle undtages fra et
eventuelt forbud mod, at tre eller flere personer befinder sig
samme sted, hvis det måtte vise sig nødvendigt at
indføre et sådant forbud. Det vil således
være muligt at fastsætte, at flere personer skal
undtages, hvis et sådant forbud måtte blive fastsat ved
bekendtgørelse. Jeg har i den forbindelse noteret mig, at
der fra en række ordføreres side er givet udtryk for
et ønske om en sådan yderligere undtagelse, der f.eks.
kan omfatte bedsteforældre, stedbørn, der ikke er en
del af husstanden mv.
Det vil dog samtidig skulle indgå i overvejelserne, at en
udvidelse af den undtagne personkreds vil kunne
vanskeliggøre håndhævelsen af forbuddet, ligesom
et større antal undtagelser vil kunne begrænse
effekten af en udvidelse af forbuddet i relation til at mindske
smittespredningen. Der erindres i den forbindelse om, at det
aktuelle forbud mod, at flere end 10 personer befinder sig i en
forsamling mv., ikke indeholder en undtagelse for nærmeste
pårørende. En udvidelse af undtagelsen for
nærmeste pårørende vil således kunne
føre til, at det i en række tilfælde vil
være muligt at forsamles flere end 10 personer i situationer,
hvor dette ikke i dag er lovligt.
Det skal i den forbindelse understreges, at hvis Danmark
måtte befinde sig i en situation, hvor det bliver
nødvendigt at overveje at indføre et forbud mod, at
helt ned til tre personer befinder sig samme sted, vil der
være tale om en yderst alvorlig situation. Erfaringerne fra
de lande, der er ramt af de mest omfattende sygdomsudbrud, viser,
hvilke ødelæggende konsekvenser en ukontrollabel
smittespredning kan få. I en sådan situation vil
hensynet til at begrænse smittespredningen om muligt veje
endnu tungere end i dag.
I lyset heraf vil det ikke være hensigtsmæssigt
på nuværende tidspunkt at tage stilling til den
nærmere udformning af et eventuelt forbud mod, at helt ned
til tre personer befinder sig på samme sted. Den
nærmere udformning heraf, herunder omfanget af den undtagne
personkreds, bør derfor i givet fald foretages på
baggrund af det konkrete situationsbillede på
tidspunktet.
Spørgsmål nr. 78:
"Regeringen ønsker muligheden at lukke områder med
forretninger og f.eks. campingpladser. Mener ministeren at disse
virksomheder burde have fuld kompensation for deres tab, eller
må de blot acceptere potentielt at gå konkurs grundet
regeringens beslutning? "
Svar:
Jeg kan oplyse, at regeringen har indgået en aftale med
Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk
Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye
Borgerlige, Liberal Alliance og Alternativet om
COVID-19-initiativer.
Der er heri blandt andet aftalt en kompensationsmodel for
virksomhedernes faste omkostninger. Det er aftalt, at
erhvervsdrivende, som ved bekendtgørelse er påbudt
fuldt lukket, i denne periode vil blive kompenseret svarende til
100 pct. af de faste omkostninger.
Der er endvidere aftalt en kompensationsordning for
selvstændige og freelancere og etableret en aftale om
midlertidig lønkompensation, der også vil kunne
ansøges, såfremt virksomhederne opfylder kriterierne
for støtte.
Spørgsmål nr. 79:
"Hvor hurtigt vil en uddannet sygeplejerske kunne oplæres
til at håndtere og betjene patienter, som ligger i
respirator? "
Svar:
Jeg kan oplyse, at lovforslaget ikke indeholder bestemmelser
eller bemærkninger, der vedrører uddannelse eller
oplæring af sundhedspersonale.
Jeg svarer dog gerne på spørgsmålet, hvis
udvalget måtte ønske at stille det på anden
vis.
Spørgsmål nr. 80:
"Hvor mange ekstra sygeplejersker oplærer man til at kunne
håndtere og betjene respiratorer? "
Svar:
Jeg kan oplyse, at lovforslaget ikke indeholder bestemmelser
eller bemærkninger, der vedrører uddannelse og
oplæring af sundhedspersonale.
Jeg svarer dog gerne på spørgsmålet, hvis
udvalget måtte ønske at stille det på anden
vis.
Spørgsmål nr. 81:
"Hvad er dødeligheden blandt patienter med COVID-19
(opdelt på alder og køn,) uden andre komplikationer
end COVID-19? "
Svar:
Jeg kan oplyse, at lovforslaget ikke indeholder bestemmelser
eller bemærkninger, der omhandler dødeligheden blandt
patienter, som er smittet med COVID-19.
Jeg svarer dog stadig gerne i muligt omfang på
spørgsmålet, hvis udvalget måtte ønske at
stille det på anden vis.
Spørgsmål nr. 82:
"Hvilke andre komplikationer havde de afdøde patienter,
som har fået konstateret COVID-19? Ønsket oplyst med
(sygdom og alder)? "
Svar:
Jeg kan oplyse, at lovforslaget ikke indeholder bestemmelser
eller bemærkninger, der vedrører komplikationer hos
afdøde patienter, som var smittet med COVID-19.
Jeg svarer dog gerne i muligt omfang på
spørgsmålet, hvis udvalget måtte ønske at
stille det på anden vis.
Supplerende svar:
Jeg fremsender hermed et uddybende svar til SUU alm. del spm.
82, som blev oversendt til udvalget d. 29. marts 2020:
Statens Serum Institut udvider løbende de statistiske
opgørelser i forhold til Covid-19, bl.a. i forhold til
dødeligheden opgjort i forhold til underliggende sygdom og
alderssammensætning. Det forventes, at disse
opgørelser vil være offentligt tilgængelige
inden for den nærmeste fremtid.
Spørgsmål nr. 83:
"Vurderer ministeren, at der i forhold til regeringens udspil
sker en forringelse af borgernes mulighed for at klage i forhold
til den nuværende lovgivning? "
Svar:
I medfør af den gældende § 1, stk. 2, i
epidemiloven kan sundheds- og ældreministeren bemyndige andre
myndigheder til at udøve de beføjelser, der i
epidemiloven er tillagt ministeren. Sundheds- og
ældreministeren kan både bemyndige underliggende
myndigheder og myndigheder under andre ministerier til at
udøve de beføjelser, der følger af loven.
Sundheds- og ældreministeren kan endvidere i regler, der
fastsættes i medfør af loven, fastsætte, at
andre myndigheder skal udøve beføjelserne
ifølge de pågældende regler.
Således har sundheds- og ældreministeren eksempelvis
bemyndiget politiet til at udøve de beføjelser, der
følger af bekendtgørelse nr. 224 af 17. marts 2020 om
forbud mod større forsamlinger og forbud mod adgang til og
restriktioner for visse lokaler i forbindelse med håndtering
af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19), jf. bekendtgørelsens
§ 10.
Selv om politiets kompetence hviler på ekstern delegation,
vil der - i mangel af en udtrykkelig lovhjemmel herom - normalt
være rekurs til den oprindeligt kompetente myndighed. I
medfør af gældende ret er der derfor adgang for en
part til at klage over afgørelser, som en myndighed har
truffet efter bemyndigelse fra sundheds- og ældreministeren i
medfør af epidemilovens § 1, stk. 2. I praksis betyder
de gældende regler, at der f.eks. er adgang til at klage til
Sundheds- og Ældreministeriet over politiets
afgørelser i medfør af ovennævnte
bekendtgørelse.
Som det fremgår af lovforslagets almindelige
bemærkninger, pkt. 2.1.2., er det efter Sundheds- og
Ældreministeriets opfattelse ikke hensigtsmæssigt, at
afgørelser, der træffes af andre myndigheder efter
bemyndigelse fra sundheds- og ældreministeren, i alle
tilfælde kan påklages til Sundheds- og
Ældreministeriet. Det skyldes, at Sundheds- og
Ældreministeriet ikke i alle tilfælde besidder den
sagkundskab, der er nødvendig for at kunne behandle
klagerne.
Efter den med lovforslagets § 1, nr. 2, foreslåede
affattelse af § 1, stk. 3, i epidemiloven kan sundheds- og
ældreministeren fastsætte regler om adgangen til at
klage over afgørelser, der er truffet i henhold til
bemyndigelse i medfør af § 1, stk. 2.
Med den foreslåede bestemmelse vil der kunne
fastsættes regler om, at afgørelser skal kunne
påklages til en anden myndighed end Sundheds- og
Ældreministeriet. Der vil eksempelvis kunne fastsættes
regler om, at politiets afgørelser i medfør af
ovennævnte bekendtgørelse kan påklages til
Rigspolitiet, der som overordnet myndighed vurderes at være
nærmest til at behandle sådanne klager.
Som det fremgår af bemærkningerne til den
foreslåede bestemmelse, vil den foreslåede bemyndigelse
derimod ikke kunne anvendes til helt
eller delvist at afskære klageadgang, således at
afgørelser hverken kan påklages til Sundheds- og
Ældreministeriet eller andre myndigheder.
Lovforslaget vil med andre ord ikke
indebære, at der vil være afgørelser efter
loven, som ikke vil kunne påklages til anden administrativ
myndighed. For så vidt angår adgangen til at klage over
politiets afgørelser i medfør af ovennævnte
bekendtgørelse vil der således alene blive fastsat
regler om, at adgangen til at påklage Rigspolitiets
afgørelser til Justitsministeriets departement som
tredjeinstans afskæres. Dette svarer til, hvad der
følger af retsplejelovens § 109, stk. 2, hvorefter
rigspolitichefens afgørelser i klagesager over
afgørelser truffet af politidirektørerne ikke kan
påklages til justitsministeren.
Det bemærkes i øvrigt, at afgørelser truffet
i henhold til epidemiloven kan indbringes for domstolene i
overensstemmelse med grundlovens § 63 om prøvelse af
øvrighedsmyndighedens grænser.
Spørgsmål nr. 84:
"Hvorfor mener regeringen, at det er nødvendigt at fjerne
folks mulighed for at klage i bekæmpelsen af corona-virussen?
"
Svar:
. /
.
Der henvises til den samtidige besvarelse på
spørgsmål nr. 83 vedrørende lovforslaget.
Spørgsmål nr. 85:
"Hvis man bevarer de nuværende foranstaltninger, og ikke
indfører nye, vurderer Sundhedsstyrelsen så på
nuværende tidspunkt, at max kapaciteten på respiratorer
vil blive brudt? "
Svar:
Ministeriet har til brug for min besvarelse indhentet
følgende bidrag fra Sundhedsstyrelsen:
"Sundhedsstyrelsens fremlagde den 23. marts 2020 en prognose for
behovet for respiratorpladser samt en oversigt over kapaciteten af
intensive sengepladser på sygehusene.
Prognosen viser, at der under epidemiens toppunkt forventes et
behov for respiratorpladser til COVID-19 patienter på cirka
820 - 990 pladser, afhængig af om der tages afsæt i
beregninger baseret på tal fra hhv. Italien eller Kina. Der
er en række forudsætninger i beregningerne, der
gør, at begge prognoser er behæftet med usikkerhed, og
der er i prognoserne ikke taget højde for effekten af de
mange tiltag, der er iværksat i Danmark de seneste uger, for
at hindre yderligere smittespredning i det danske samfund. Det er
vurderingen fra Sundhedsstyrelsen og Statens Seruminstitut, at
prognosen baseret på tal fra Italien er mest sammenlignelig
med danske forhold.
Oversigten over kapaciteten af intensive sengepladser med
respirator, som kan anvendes til behandling af patienter med
COVID-19 er 940 under epidemiens toppunkt. Der vil således, i
henhold til prognosen, være tilstrækkelig kapacitet af
respiratorpladser til at dække behovet.
Sundhedsstyrelsen følger udviklingen i Danmark, og der
vil løbende blive udgivet nye prognoser fra Statens Serum
Institut, som er udarbejdet på baggrund af data for
udviklingen af den første COVID-19-epidemibølge i
Danmark. "
Jeg kan henholde mig til Sundhedsstyrelsens oplysninger, idet
jeg samtidig gør opmærksom på, at der udover de
940 pladser, som regionerne kan frigøre til COVID-19
patienter under epidemiens højdepunkt, også ses
på muligheder for at rekvirere respiratorer uden for det
offentlige sundhedsvæsen.
Samlet set fremgår det af ovennævnte rapport, at der
kan rekvireres respiratorer uden for det offentlige
sundhedsvæsen inden for kort tid fra privathospitaler
organiseret i Sundhed Danmark og fra Forsvaret og
Beredskabsstyrelsen. Den samlede kapacitet baseret på
indmeldinger fra regioner, Beredskabsstyrelsen, Forsvaret, private
hospitaler og -klinikker er således, at der kan
frigøres ca. 1.060 respiratorer til
COVID-19.
Det antal respiratorer, som angives ovenfor, er et
øjebliksbillede. Sundhedsstyrelsen er fortsat i gang med at
få sikret yderligere kapacitet, og er i fortsat dialog med
universiteter og i veterinærtjeneste om at inddrage flere
respiratorer. Derudover er både regioner og stat i gang med
at købe ekstra respiratorer.
Herudover har regionerne et antal intensivpladser med
respiratorer til andre svært syge patienter.
Jeg vil endelig gerne understrege, at det er vigtigt, at der
sikres tilstrækkeligt med personale til at pleje det
forventede antal patienter, som vil have behov for
respiratorbehandling under COVID-19 epidemiens
højdepunkt.
Spørgsmål nr. 86:
"Hvilke af lovforslagets konkrete tiltag vil regeringen
igangsætte efter vedtagelsen, og hvilke vil man afvente?
"
Svar:
. /
.
Jeg kan henvise til min samtidige
besvarelse af spørgsmål nr. 43 til L 158.
Spørgsmål nr. 87:
"Hvad er fejlraten på de forskellige tests, der anvendes
til at teste for COVID-19? "
Svar:
Jeg kan oplyse, at lovforslaget ikke indeholder bestemmelser
eller bemærkninger, der vedrører fejlraten for tests
for COVID-19.
Jeg svarer dog gerne i muligt omfang på
spørgsmålet, hvis udvalget måtte ønske at
stille det på anden vis.
Supplerende svar:
Jeg fremsender hermed et uddybende svar til SUU alm. del spm.
87, som blev oversendt til udvalget d. 29. marts 2020.
Det har ikke været muligt, at indhente et detaljeret
bidrag fra Statens Serum Institut inden for fristen. Statens Serum
Institut har dog oplyst, at fejlraten for de PCR test, der anvendes
i forbindelse med COVID-19, afhænger af
prøvetagningen, herunder hvorfra prøven tages og
symptomerne hos patienten. Hvis prøvematerialet er taget
optimalt og indeholder virus, vurderes testen meget sikker. Jeg kan
henholde mig til svaret fra Statens Serum Institut.
Spørgsmål nr. 88:
"Hvilke helt konkrete beregninger
ligger til grund for lovforslaget? "
Svar:
. /
.
Jeg kan henvise til mit samtidige
svar på spørgsmål nr. 1 til L 158.
Spørgsmål nr. 89:
"Kan ministeren fremlægge de
konkrete sundhedsfaglige beregninger, der ligger til grund for
lovforslaget? "
Svar:
. /
.
Jeg kan henvise til mine samtidige
svar på spørgsmålene nr. 1 til L 158.
Spørgsmål nr. 90:
"Sundhedsstyrelsen har brugt en sådan SIR (susceptible,
infected, recovered) model til at forudsige udviklingen af Corona i
Danmark. Kan ministeren fremlægge denne model, modellens
inputtal samt de antagelser der er gjort i model? "
Svar:
Jeg kan oplyse, at lovforslaget ikke indeholder bestemmelser
eller bemærkninger, som omtaler modeller, der anvendes for at
forudsige udviklingen i COVID-19-smitte.
Jeg svarer dog gerne i muligt omfang på
spørgsmålet, hvis udvalget måtte ønske at
stille det på anden vis.
Supplerende svar:
Jeg fremsender hermed et uddybende svar til SUU alm. del spm.
90, som blev oversendt til udvalget d. 29. marts 2020.
Sundhedsstyrelsen udgav d. 30. marts 2020 rapporten "Status ved
indgang til 5. epidemiuge" Af denne
fremgår følgende vedr. styrelsens SIR-model:
"Forskere fra forskellige danske forskningsmiljøer har i
samarbejde med Statens Serum Institut udarbejdet en såkaldt
SIR model for et forventet epidemiforløb i Danmark. En SIR
model er en matematisk model, der grupperer befolkningen i tre
grupper: De modtagelige (Susceptibles), de smittede (Infected) og
de helbredte (Recovered). Modellen antager, at hele befolkningen
som udgangspunkt er modtagelig for coronavirus, og at de helbredte
er immune.
Modellen er udviklet på baggrund af data fra Norditalien
(provinserne Lombardiet, Veneto og Emilia Romagna). "
. /
.
Jeg kan endvidere henvise til Statens Serum Instituts vedlagte
notat "status og prognose for epidemiens
fremtidige udvikling".
Spørgsmål nr. 91:
"Hvordan ser den nuværende udvikling ud i forhold til,
hvad der var planlagt/forventet fra sundhedsmyndighedernes side?
"
Svar:
Jeg kan oplyse, at lovforslaget ikke indeholder bestemmelser
eller bemærkninger, som omtaler modeller, der anvendes for at
forudsige udviklingen i COVID-19-smitte.
Jeg svarer dog gerne i muligt omfang på
spørgsmålet, hvis udvalget måtte ønske at
stille det på anden vis.
Spørgsmål nr. 92:
"Nye undersøgelser fra universiteter i England og USA
viser, at der muligvis allerede har været en bred smitte af
Corona i befolkningen, der nu er blevet immune. Hvad vil ministeren
gøre for at klarlægge dette tal i Danmark? "
Svar:
Jeg kan oplyse, at lovforslaget ikke indeholder bestemmelser
eller bemærkninger, der omhandler befolkningens mulige
immunitet over for COVID-19.
Jeg svarer dog gerne i muligt omfang på
spørgsmålet, hvis udvalget måtte ønske at
stille det på anden vis.
Supplerende svar:
Jeg fremsender hermed et uddybende svar til SUU alm. del spm.
92, som blev oversendt til udvalget den 29. marts 2020.
Ved siden af den nuværende testindsats i
sygehusvæsenet arbejder sundhedsmyndighederne sammen med
private aktører intensivt på, at få en
væsentlig udvidelse af testkapaciteten, herunder opbygning af
en betydelig kapacitet til immuntests for om man har været
smittet (serologiske antistof-test). Dermed vil vi bl.a. have bedre
forudsætninger for at vurdere udbredelsen af immunitet i
befolkningen.
Spørgsmål nr. 93:
"Ministeren bedes redegøre,
om der er i danskernes ageren i denne krisetid findes begrundelser
for at foreslå muligheden af at indskrænke danskernes
forsamlingsfrihed yderligere? "
Svar:
. /
.
Som oplyst i min samtidige
besvarelse af spørgsmål nr. 1 er regeringens
altoverskyggende hovedprioritet fortsat at afbøde de
alvorlige konsekvenser af spredningen af COVID-19 i det danske
samfund mest muligt.
Det er i vid udstrækning
vurderingen, at de tiltag, der er iværksat mod
smittespredning, allerede har haft en betydelig effekt på
danskernes aktiviteter og adfærd. Det er samtidig helt
afgørende, at myndighederne er rustet til og har de
fornødne redskaber til at udføre opgaven med at
modvirke yderligere udbredelse af Coronavirussygdom 2019.
Der bør derfor efter
regeringens opfattelse udvises rettidig omhu ved at tilvejebringe
de nødvendige handlemuligheder, hvis der måtte
opstå behov for at handle hurtigt og tage yderligere
initiativer for at begrænse smittespredningen og
afbøde konsekvenserne af spredningen.
Regeringen følger
naturligvis løbende situationen med henblik på at
vurdere, hvilke tiltag der er nødvendige.
Spørgsmål nr. 94:
"Ministeren bedes redegøre for, om ministeren vil modtage
deciderede indstillinger fra Rigspolitiet og sundhedsmyndighederne
inden, at denne lovgivning omsættes til
bekendtgørelser og omsættes til virkning i samfundet,
herunder specifikt ift. restriktioner ift. forsamlingsfriheden.
"
Svar:
Det kan oplyses, at der hverken
efter den gældende epidemilov eller lovforslaget er fastsat
bestemmelser om, at Rigspolitiet skal afgive indstillinger til brug
for udarbejdelsen af bekendtgørelser, der udstedes i
medfør af epidemiloven. Det bemærkes endvidere, at der
ikke i almindelighed er fastsat regler om, at der til brug for
udarbejdelsen af sådanne bekendtgørelser, herunder
bekendtgørelser udstedt i medfør af lovens § 6,
stk. 1, om forbud mod større forsamlinger, skal indhentes
indstilling fra sundhedsmyndighederne. Det bemærkes dog, at
der er fastsat bestemmelser om indstilling fra Sundhedsstyrelsen i
epidemilovens § 2, stk. 2, (om bl.a. ændringer i lovens
liste A og B), § 8 (om tvangsvaccination) og § 23 (om
regler om bl.a. indførsel og udførsel af smitstof fra
en smitsom eller anden overførbar sygdom), der ikke
foreslås ændret med lovforslaget.
Det bemærkes endvidere for
fuldstændighedens skyld, at det følger af
epidemilovens § 10, at sundheds- og ældreministeren
efter rådgivning fra Sundhedsstyrelsen kan bestemme, at de
foranstaltninger, der alene kan iværksættes mod alment
farlige sygdomme, jf. §§ 5-9 og 12 a-12 f, også kan
iværksættes over for øvrige smitsomme og andre
overførbare sygdomme, når disse optræder
på en ondartet måde eller med stor udbredelse, eller
når andre forhold indebærer en særlig stor risiko
for smittespredning.
Regeringen følger
løbende situationen med henblik på at vurdere, hvilke
tiltag der er nødvendige. I den forbindelse indgår
også erfaringer og anbefalinger fra de relevante myndigheder,
herunder Rigspolitiet og sundhedsmyndighederne.
Herudover skal jeg for så vidt angår
udmøntning af bestemmelsen i epidemilovens § 6, stk. 1,
jf. lovforslagets § 1, nr. 3, om forbud mod, at flere personer
befinder sig på samme sted, bemærke, at jeg har til
hensigt at fremsætte et ændringsforslag.
Ændringsforslaget skal sikre,
at der alene kan fastsættes regler om forbud mod, at 10 eller
færre personer befinder sig på samme sted, hvis der
foreligger oplysninger fra sundhedsmyndighederne, der tilsiger, at
et forbud mod, at flere end 10 personer befinder sig på samme
sted, ikke er tilstrækkeligt, og at det således er
nødvendigt - og dermed proportionalt - at
iværksætte yderligere initiativer for at forebygge
eller inddæmme alvorlig smittespredning af en alment farlig
sygdom, herunder COVID-19, her i landet. Det er således
forudsat, at sundheds- og ældreministeren
rådfører sig med sundhedsmyndighederne, inden
sådanne regler fastsættes.
Endelig bemærkes for så
vidt angår den foreslåede nye bestemmelse i
epidemilovens § 6, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 4,
at sundheds- og ældreministeren efter den foreslåede
bestemmelse, når det er nødvendigt for at forebygge
eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i
landet, efter forhandling med justitsministeren kan fastsætte
regler om, at politiet kan nedlægge forbud mod ophold
på et bestemt sted, hvortil der er almindelig adgang, i en
bestemt periode, hvis det efter politiets skøn er
nødvendigt for at forhindre fare for smitte med en alment
farlig sygdom det pågældende sted. Det vil
således være politiet, der efter regler fastsat i
medfør af bestemmelsen konkret skal tage stilling til, om
der skal nedlægges opholdsforbud for et bestemt sted.
Spørgsmål nr. 95:
"Ministeren bedes argumentere for nødvendingen af
lovforslaget henset til følgende beregninger fra
førende sundhedsøkonomer, jf. artikel på
Altinget 27/3-20: "Sundhedseksperter om overset prognose: Intet
tyder på store kapacitetsproblemer under epidemien"
https://www.altinget.dk/artikel/sundhedseksperter-om-overset-prognose-intet-tyder-paastore-kapacitetsproblemer-under-epidemien"
Svar:
Indledningsvist skal jeg oplyse, at
lovforslag L 158 ikke indeholder bestemmelser om begrænsning
eller suspension af patientrettigheder. Bestemmelser herom blev
fastsat ved § 1, nr. 16 (epidemilovens § 12 d, stk. 1), i
lov nr. 208 af 17. marts 2020.
. /
.
Som jeg oplyste i mit samtidige
svar på spørgsmål nr. 1 til L 158, så er
regeringens altoverskyggende hovedprioritet at afbøde de
alvorlige konsekvenser af spredningen af COVID-19 i det danske
samfund mest muligt. Det er i vid udstrækning vurderingen, at
de tiltag, der er iværksat mod smittespredning, allerede har
haft en betydelig effekt. Det er samtidig helt afgørende, at
myndighederne er rustet til og har de fornødne redskaber til
at udføre opgaven med at modvirke yderligere udbredelse af
Coronavirussygdom 2019.
Der bør derfor efter
regeringens opfattelse udvises rettidig omhu ved at tilvejebringe
de nødvendige handlemuligheder, hvis der måtte
opstå behov for at handle hurtigt og tage yderligere
initiativer for at begrænse smittespredningen og
afbøde konsekvenserne af spredningen.
I forhold til
spørgsmålet om sundhedsvæsenets kapacitet kan
jeg oplyse, at Sundhedsstyrelsen har oplyst, at styrelsen som
følge af COVID-19 forventer et øget pres på
sundhedsvæsenet på grund af en stigning i antallet af
patienter med behov for intensiv terapi.
Sundhedsstyrelsen har blandt andet
oplyst følgende i sit notat af 8. marts 2020 om suspension
af udrednings- og behandlingsretten:
"Ved en
COVID-19 epidemi i Danmark vil der være behov for at
frigøre kapacitet på landets sygehuse som følge
af et stort patientvolumen med COVID-19 med behov for
sygehusbehandling, heraf en stor del med behov for intensiv
terapi. Samtidig vil kapaciteten
bliver udfordret af behov for udredning af et stor antal patienter
med mistanke om COVID-19 og der vil i perioden også
være øget omfang af sygemeldt personale.
Samlet set vil
det derfor være fornuftigt at prioritere således, at
patienter med sygdomme, hvor der ikke er behov for akut behandling,
og hvor det er fagligt forsvarligt at udskyde behandlingen, ikke
behandles i perioden. Således kan man prioritere behandlingen af
kritisk syge patienter herunder kritisk syge patienter med
COVID-19. "
Denne anbefaling er blandt andet
udmøntet ved bekendtgørelse nr. 301 af 28. marts 2020
om begrænsning af rettigheder på sundheds- og
ældreområdet i forbindelse med håndtering af
Coronavirussygdom 2019 (COVID-19).
Efter § 2, stk. 1, i denne
bekendtgørelse kan regionsrådet på baggrund af
en samlet vurdering af regionens samlede behandlings- og
personalekapacitet prioritere denne kapacitet til udredning og
behandling af patienter med akutte og livstruende sygdomme,
herunder patienter med Coronavirussygdom 2019 (COVID-19), der har
behov for sygehusbehandling, herunder intensiv behandling, eller
til iværksættelse og bemanding af andre
foranstaltninger i direkte relation til udredning og behandlingen
af patienter med Coronavirussygdom 2019 (COVID-19), herunder
indsatser vedrørende logistik, særlige
hygiejneforanstaltninger m.v.
Efter § 2, stk. 2, kan
regionsrådet på baggrund af vurderingen efter stk. 1
beslutte at udskyde planlagte og fremtidige undersøgelser,
behandlinger, indkaldelser m.v., herunder se bort fra tidsfrister
og kadencer efter sundhedslovens § 82 b om retten til hurtig
udredning og § 87, stk. 1-3, om udvidet frit sygehusvalg.
Spørgsmål nr. 96:
"Ministeren bedes kommentere
høringssvaret fra Sundhedsstyrelsen, herunder især
følgende bemærkning: "Sundhedsstyrelsen understreger i
denne forbindelse, at der ikke ud fra sundhedsfaglig dokumentation
kan fastsættes en øvre grænse for et bestemt
antal deltagere i en forsamling, men vil foreslå at man
anlægger en mere kvalitativ tilgang, hvor myndighederne
konkret vejleder om hvordan forsamlinger, arrangementer mv. kan
gennemføres forsvarligt ud fra sundhedsfaglige råd".
"
Svar:
Som oplyst i mit samtidige svar
på spørgsmål nr. 1 til L 158 er regeringen
bevidst om, at der ikke nødvendigvis for hvert enkelt
element i lovforslaget foreligger den sædvanlige
sundhedsfaglige evidens. Det gælder også den
grænse, der foreslås i den foreslåede
ændring af epidemilovens § 6, stk. 1, i lovforslagets
§ 1, nr. 3.
Ikke desto mindre er det efter
regeringens opfattelse helt afgørende, at myndighederne er
rustet til og har de fornødne redskaber til at udføre
opgaven med at modvirke yderligere udbredelse af Coronavirussygdom
2019. Der bør derfor efter regeringens opfattelse udvises
rettidig omhu ved at tilvejebringe de nødvendige
handlemuligheder, hvis der måtte opstå behov for at
handle hurtigt og tage yderligere initiativer for at begrænse
smittespredningen og afbøde konsekvenserne af
spredningen.
Regeringen påtager sig
således med lovforslaget det politiske ansvar for at sikre de
fremadrettede muligheder for hurtigt at kunne handle og skride ind
for at begrænse smittespredningen og afbøde
konsekvenserne af spredningen.
Spørgsmål nr. 97:
"Ministeren bedes redegøre for sine overvejelser i
forhold til at udsætte en 3. behandling af lovforslaget,
herunder især hvad angår spørgsmålet om
restriktionerne ift. forsamlinger. "
Svar:
Jeg kan henvise til mit samtidige svar på
spørgsmål nr. 68 til L 158.
Spørgsmål nr. 98:
"Ministeren bedes redegøre for tidsmæssige
scenarier fsva. lovens ikrafttræden og konkrete
udmøntning i bekendtgørelser, herunder især
redegøre for påskehelligdagenes indvirkning
herpå. "
Svar:
Regeringens altoverskyggende hovedprioritet er fortsat at
afbøde de alvorlige konsekvenser af spredningen af COVID-19
i samfundet mest muligt. Det er i vid udstrækning
vurderingen, at de tiltag, der er iværksat mod
smittespredning, allerede har haft en betydelig effekt. Det er
samtidig helt afgørende, at myndighederne er rustet til og
har de fornødne redskaber til at udføre opgaven med
at modvirke yderligere udbredelse af Coronavirussygdom 2019, og at
der udvises rettidig omhu ved at tilvejebringe disse redskaber,
hvis der måtte opstå et behov for dem.
Afhængigt af det videre forløb af indsatsen for at
forebygge eller inddæmme udbredelsen af COVID-19 kan det vise
sig nødvendigt at ændre de regler, der i dag er
fastsat medfør af epidemiloven. Regeringen følger
naturligvis løbende situationen med henblik på at
vurdere, hvilke tiltag der eventuelt er nødvendige. Dette
gælder også i påskehelligdagene.
De lovændringer, som er foreslået med L 158, vil
ifølge lovforslagets § 2, stk. 1, træde i kraft
ved bekendtgørelse i Lovtidende.
. /
.
Der kan endvidere henvises til min samtidige besvarelse af
spørgsmål nr. 68 vedrørende lovforslaget.
Spørgsmål nr. 99:
"Ministeren bedes redegøre for spørgsmålet
om dommerkendelse fsva. politiets muligheder for at opløse
sammenkomster i private boliger. "
Svar:
Det følger § 6, stk. 2, i epidemiloven, at sundheds-
og ældreministeren efter forhandling med justitsministeren
kan fastsætte regler om, at der uden retskendelse er adgang
til lokaler og andre lokaliteter med henblik på kontrol af
overholdelsen af regler fastsat i medfør af stk. 1, og om
politiets bistand i den forbindelse.
Bemyndigelsen vil ikke blive benyttet til at fastsætte
regler om, at der uden retskendelse er adgang til private boliger
med henblik på kontrol af overholdelsen af regler fastsat i
medfør af stk. 1.
Det betyder, at hvis der måtte blive fastsat regler om
forbud mod forsamlinger mv. efter epidemilovens § 6, stk. 1,
som ændre ved dette lovforslag, vil politiet for at få
adgang til private boliger skulle gå frem efter de
almindelige straffeprocessuelle regler om ransagning i
retsplejelovens kapitel 73, jf. § 30 i epidemiloven.
Det følger af retsplejelovens § 793, stk. 1, nr. 1,
at politiet kan foretage ransagning af bl.a. boliger og andre
husrum. Ransagning må kun foretages, hvis den
pågældende med rimelig grund er mistænkt for en
lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og
ransagningen må antages at være af væsentlig
betydning for efterforskningen, jf. § 794, stk. 1. Derudover
er det ved ransagning af boliger og andre husrum mv. et krav, at
sagen angår en lovovertrædelse, der efter loven kan
medføre fængselsstraf, eller at der er bestemte grunde
til at antage, at bevis i sagen eller genstande, der kan
beslaglægges, kan findes ved ransagningen, jf. § 794,
stk. 2. Det bemærkes i den forbindelse, at det følger
af epidemilovens § 30, at ransagning i sager om
overtrædelser af bestemmelserne i denne lov kan ske i
overensstemmelse med retsplejelovens regler om ransagning i sager,
som efter loven kan medføre frihedsstraf.
Ransagning må efter § 797, stk. 1, ikke foretages,
hvis det efter undersøgelsens formål, sagens betydning
og den krænkelse og ulempe, som undersøgelsen må
antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt
indgreb. Ransagningen skal således være
proportional.
Det følger endvidere af § 796, stk. 2, at
afgørelse om ransagning af bl.a. boliger, jf. § 783,
stk. 1, nr. 1, træffes ved rettens kendelse. Det er med andre
ord udgangspunktet, at ransagning foretages efter indhentelse af
retskendelse.
Politiet kan dog træffe beslutning om at foretage
ransagningen, såfremt undersøgelsens øjemed
ville forspildes, hvis retskendelse skulle afventes, jf. §
796, stk. 3. Som eksempel kan nævnes, at en mistænkt
kan nå at bortskaffe bevismateriale, hvis politiet skal
afvente, at der kan indhentes en forudgående retskendelse. I
disse tilfælde forelægger politiet, hvis den, hvis
husrum, lokaliteter eller genstande ransagningen retter sig mod,
fremsætter anmodning herom, snarest muligt og senest inden 24
timer sagen for retten, der ved kendelse afgør, om indgrebet
kan godkendes. Politiet kan endvidere træffe beslutning om at
foretage ransagningen, hvis den mistænkte, hvis husrum,
lokaliteter eller genstande ransagningen retter sig mod, meddeler
skriftligt samtykke hertil, jf. § 796, stk. 5.
. /
.
Der henvises i øvrigt til den samtidige besvarelse af
spørgsmål nr. 11 vedrørende lovforslaget.
Spørgsmål nr. 100:
"Ministeren bedes redegøre for konkrete situationer og
sammenkomster i private boliger, som kan skønnes at
udgøre en særlig fare for smitte med COVID-19. "
Svar:
. /
.
Jeg kan henvise til min samtidig
besvarelse af spørgsmål nr. 11 (L158).
Spørgsmål nr. 101:
"Ministeren bedes specificere, om myndighederne har konstateret
konkrete eksempler, der begrunder et behov for at lovgive om at
give sundhed- og ældreministeren muligheden for at lukke
legepladser".
Svar:
Efter den gældende bestemmelse i epidemilovens § 6 a
kan sundheds- og ældreministeren, når det er
nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse
af en alment farlig sygdom her i landet, fastsætte regler om
forbud mod adgang til eller restriktioner for adgangen til
offentlige institutioner m.v.
Med den foreslåede udvidelse af § 6 a, jf.
lovforslagets § 1, nr. 6, vil der fremover også kunne
fastsættes regler om adgang til eller restriktioner for
brugen af udendørs offentlige institutioner,
idrætsanlæg og legepladser og lignende faciliteter, der
frembyder smittefare, når det er nødvendigt for at
forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig
sygdom her i landet.
Regeringens altoverskyggende hovedprioritet er fortsat at
afbøde de alvorlige konsekvenser af spredningen af COVID-19
i det danske samfund mest muligt. Det er i vid udstrækning
vurderingen, at de tiltag, der er iværksat mod
smittespredning, allerede har haft en betydelig effekt på
danskernes aktiviteter og adfærd. Det er samtidig helt
afgørende, at myndighederne er rustet til og har de
fornødne redskaber til at udføre opgaven med at
modvirke yderligere udbredelse af COVID-19.
Der bør derfor efter regeringens opfattelse udvises
rettidig omhu ved at tilvejebringe de nødvendige
handlemuligheder, hvis der måtte opstå behov for at
handle hurtigt og tage yderligere initiativer for at begrænse
smittespredningen og afbøde konsekvenserne af
spredningen.
Regeringen følger naturligvis løbende situationen
med henblik på at vurdere, hvilke tiltag der er
nødvendige.
. /
.
Der kan i øvrigt henvises til den samtidige besvarelse af
spørgsmål nr. 16 til L 158.
Som det bl.a. fremgår af besvarelsen, har Rigspolitiet
oplyst, at der er meddelt i alt 20 påbud efter
bekendtgørelse nr. 224 af 17. marts 2020 om forbud mod
større forsamlinger og forbud mod adgang til og
restriktioner for visse lokaler i forbindelse med håndtering
af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19). Ud af de 20 meddelte
påbud er to af dem meddelt på samme geografiske
placering, men til forskellige personkredse. De to påbud, som
er meddelt samme sted, er begge givet ved en udendørs
træningsfacilitet ved SDU i Odense. Herudover er der ikke
geografisk sammenhæng i de meddelte påbud.
. /
.
Jeg henviser desuden til min samtidige besvarelse af
spørgsmål nr. 1 til L 158, hvor af det bl.a.
fremgår, at Sundhedsstyrelsen i styrelsens bemærkninger
af 25. marts 2020 til lovforslaget, som jeg oversendte til udvalget
forud for førstebehandlingen, oplyste, at det er styrelsens
opfattelse, at de mest effektive tiltag til at hindre
smittespredning under en afbødningsstrategi er
adfærdsmæssige tiltag i den brede befolkning
såsom opprioritering af hygiejne, selvisolation af personer
med symptomer på luftvejsinfektioner bredt set, samt
generelle tiltag til at hindre tætheden af mennesker i det
offentlige rum, f.eks. i offentlig transport, herunder øget
brug af hjemmearbejde og aflysning/udskydelse af arrangementer med
større forsamlinger.
Spørgsmål nr. 102:
"Ministeren bedes kommentere, om der vil være
sundhedsfaglige eller andre argumenter for ikke også at
undtage familierelationer generelt fsva. de foreslåede
forsamlingsrestriktioner. "
Svar:
. /
.
Jeg henviser til min samtidige besvarelse af
spørgsmål nr. 77 til L 158.
Spørgsmål nr. 103:
"Under henvisning til artikel 2 i tillægsprotokol 4 til
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention bedes ministeren
redegøre konkret for, hvilke sundhedsfaglige hensyn der kan
begrunde en indskrænkning af bevægelsesfriheden,
så det f.eks. ikke længere er muligt at bevæge
sig mellem landsdelene i Danmark. "
Svar:
I pkt. 3.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger er
der foretaget en vurdering i forhold til Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 og artikel 2 i 4.
tillægsprotokol til konventionen, jf. også vurderingen
under pkt. 4.2.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslag
nr. L 133 af 12. marts 2020. Det fremgår heraf bl.a., at
Sundheds- og Ældreministeriets vurdering kan
gennemføres inden for rammerne af de nævnte
bestemmelser. Der er i den forbindelse lagt vægt på, at
indgreb efter epidemiloven i de nævnte rettigheder vil
være foreskrevet ved lov og forfølge vægtige
hensyn til den offentlige sundhed, herunder hensynet til at
forebygge eller inddæmme smitte med alment farlige sygdomme
her i landet. Det er endvidere forudsat, at indgrebene alene vil
blive fastsat i det nødvendige omfang.
. /
.
Der kan endvidere henvises til mit samtidige svar på
spørgsmål nr. 1 til L 158.
Spørgsmål nr. 104:
"Det fremgår af § 1 i bekendtgørelse om forbud
mod større forsamlinger og forbud mod adgang til og
restriktioner for visse lokaler i forbindelse med håndtering
af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19), at forbuddet mod at afholde
og deltage i indendørs og udendørs arrangementer,
begivenheder, aktiviteter eller lignende, hvor der er flere end 10
personer til stede, ikke gælder i private boliger. Ministeren
bedes redegøre for, om det vil være muligt
sundsfagligt at begrunde et forbud mod at bevæge sig mellem
landsdelene i Danmark, hvis man samtidig opretholder undtagelsen
for private boliger i § 1 i bekendtgørelse om forbud
mod større forsamlinger og forbud mod adgang til og
restriktioner for visse lokaler i forbindelse med håndtering
af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19). I bekræftende fald
bedes ministeren konkret redegøre for den sundhedsfaglige
begrundelse herfor. "
Svar:
. /
.
Jeg henviser til min samtidige besvarelse af
spørgsmål nr. 1 til L 158.
Spørgsmål nr. 105:
"Hvad er den sundhedsfaglige dokumentation for at forbyde, at
antallet af borgere, som færdes sammen maksimalt må
være 2 personer, og hvad er begrundelsen for, at det er 2
personer, som er valgt som maksimum? "
Svar:
. /
.
Jeg henviser til min samtidige besvarelse af
spørgsmål nr. 1 til L 158.
Spørgsmål nr. 106:
"Ministeren bedes redegøre for, om det vil have en
sundhedsfaglig betydning, såfremt man ift.
forsamlingsrestriktioner satte den øvre grænse ved
eksempelvis 5 personer. "
Svar:
. /
.
Jeg henviser til min samtidige besvarelse af
spørgsmål nr. 1 til L 158.
Spørgsmål nr. 107:
"Hvad vil regeringen gøre for at oplyse befolkningen om,
hvordan yderligere restriktioner fsva. forsamlingsfriheden skal
forstås? "
Svar:
Efter den foreslåede
affattelse af § 6, stk. 3, i epidemiloven, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 4, kan sundheds- og ældreministeren, når
det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme
udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet, efter
forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at
politiet kan nedlægge forbud mod ophold på et bestemt
sted, hvortil der er almindelig adgang, i en bestemt periode, hvis
det efter politiets skøn er nødvendigt for at
forhindre fare for smitte for at forhindre fare for smitte med en
alment farlig sygdom det pågældende sted.
Som det fremgår af
bemærkningerne til bestemmelsen, vil det i regler, som
udstedes i medfør af den foreslåede bestemmelse,
også skulle fastsættes, hvordan politiets beslutning om
at nedlægge forbud mod ophold et bestemt sted skal
offentliggøres.
Det forudsættes i den
forbindelse, at forbuddet offentliggøres på en tydelig
måde det pågældende sted ved skiltning eller
lignende, og at der på politiets officielle hjemmeside gives
oplysninger om nedlagte forbud.
Endvidere yder myndighederne
løbende vejledning om de gældende regler og de seneste
nyheder og anvisninger om COVID-19, bl.a. på politiets
officielle hjemmeside om corona-smitte.
Det er i øvrigt mit indtryk,
at dansk politi hver eneste dag gør en stor indsats med at
vejlede befolkningen om forståelsen af de gældende
regler.
Spørgsmål nr. 108:
"Hvordan harmonerer det, at regeringen netop har åbnet for
flere anlægsinvesteringer i kommuner og regioner - og dermed
igangsætter flere byggeprojekter med flere
håndværkere på byggepladser til følge -
med muligheden for en eventuel begrænsning af antallet som
må færdes sammen i det offentlige rum? "
Svar:
Med lovforslagets § 1, nr. 3,
foreslås der en ændring af § 6, stk. 1, i den
gældende epidemilov. Ved ændringen lægges der op
til at ændre bestemmelsens ordlyd, så der bliver
mulighed for at fastsætte regler om forbud mod, at flere
personer befinder sig på samme sted.
Det fremgår af pkt. 2.2.2 i
lovforslagets almindelige bemærkninger, at det fortsat er
hensigten, at reglerne om forbud ikke vil omfatte almindelig
tilstedeværelse på en arbejdsplads, men at reglerne dog
vil kunne omfatte forsamlinger på en arbejdsplads, f.eks.
fællesmøder.
. /
.
Som oplyst i min samtidige
besvarelse af spørgsmål nr. 41 til L 158 vil det bero
på en konkret vurdering, om der er tale om almindelig
tilstedeværelse på en arbejdsplads, eller om der er
tale om en forsamling.
Almindelig tilstedeværelse
på en arbejdsplads omfatter navnlig ophold og færden
på arbejdspladsen, som er et naturligt eller
nødvendigt led i udførelsen af det
pågældende arbejde.
Jeg vil i øvrigt generelt
opfordre til, at alle arbejdspladser - for at forebygge smitte
blandt medarbejdere - følger de generelle retningslinjer fra
sundhedsmyndighederne for god hygiejne og iværksætter
tiltag for at forebygge smitte.
For så vidt angår
spørgsmålet om en eventuel begrænsning af
antallet af personer, som må færdes sammen i det
offentlige rum, kan jeg henvise til, at regeringens
altoverskyggende hovedprioritet fortsat er at afbøde de
alvorlige konsekvenser af spredningen af COVID-19 i det danske
samfund mest muligt.
Det er i vid udstrækning
vurderingen, at de tiltag, der er iværksat mod
smittespredning, allerede har haft en betydelig effekt på
danskernes aktiviteter og adfærd. Det er samtidig helt
afgørende, at myndighederne er rustet til og har de
fornødne redskaber til at udføre opgaven med at
modvirke yderligere udbredelse af Coronavirussygdom 2019.
Der bør derfor efter
regeringens opfattelse udvises rettidig omhu ved at tilvejebringe
de nødvendige handlemuligheder, hvis der måtte
opstå behov for at handle hurtigt og tage yderligere
initiativer for at begrænse smittespredningen og
afbøde konsekvenserne af spredningen.
Regeringen følger
naturligvis løbende situationen med henblik på at
vurdere, hvilke tiltag der er nødvendige.
Spørgsmål nr. 109:
"Ministeren bedes redegøre for, om regeringen agter at
følge forslaget om at udvide muligheden for at regulere
lokaler, som erhvervsdrivende råder over, til også at
omfatte udendørs arealer, op med et decideret påbud om
at lukke til eksempelvis campingpladser, forlystelsesparker
m.v."
Svar:
Der henvises til min samtidige
besvarelse af spørgsmål nr. 45 til L 158.
Spørgsmål nr. 110:
"Ministeren bedes redegøre for, om muligheden for at
regulere udendørs arealer også komme til at omfatte
golfbaner. "
Svar:
Efter den foreslåede
ændring af § 12 b, 1. pkt., i epidemiloven, jf.
lovforslagets § 1, nr. 9, vil der fremover kunne
fastsættes regler om forbud mod adgang til eller
restriktioner for adgangen til eller brugen af
udendørsarealer, som en fysisk eller juridisk person
råder over.
Som det fremgår af
bemærkningerne til bestemmelsen, vil der herefter kunne
fastsættes regler om forbud mod adgang til eller
restriktioner for brug af bl.a. golfbaner.
. /
.
Som oplyst i min samtidige
besvarelse af spørgsmål nr. 1 til L 158 er regeringens
altoverskyggende hovedprioritet fortsat at afbøde de
alvorlige konsekvenser af spredningen af COVID-19 i det danske
samfund mest muligt.
Det er i vid udstrækning
vurderingen, at de tiltag, der er iværksat mod
smittespredning, allerede har haft en betydelig effekt på
danskernes aktiviteter og adfærd. Det er samtidig helt
afgørende, at myndighederne er rustet til og har de
fornødne redskaber til at udføre opgaven med at
modvirke yderligere udbredelse af Coronavirussygdom 2019.
Der bør derfor efter
regeringens opfattelse udvises rettidig omhu ved at tilvejebringe
de nødvendige handlemuligheder, hvis der måtte
opstå behov for at handle hurtigt og tage yderligere
initiativer for at begrænse smittespredningen og
afbøde konsekvenserne af spredningen.
Regeringen følger
naturligvis løbende situationen med henblik på at
vurdere, hvilke tiltag der er nødvendige.
Spørgsmål nr. 111:
"Ministeren bedes redegøre for, om Danmark følger
WHO's anbefalinger fsva. tests? Hvis ikke - på hvilke
områder er der afvigelser, og hvad er begrundelsen herfor?
"
Svar:
Jeg kan oplyse, at lovforslaget ikke indeholder bestemmelser
eller bemærkninger, der vedrører gennemførelsen
af tests for COVID-19.
Jeg svarer dog gerne på spørgsmålet, hvis
udvalget måtte ønske at stille det på anden
vis.
Spørgsmål nr. 112:
"Ministeren bedes redegøre for, i hvor mange
tilfælde politiet har måttet opløse
forsamlinger, som følge af forsamlingsforbuddet på 10
personer. "
Svar:
. /
.
Der henvises til den samtidige
besvarelse af spørgsmål nr. 17 til L 158.
Spørgsmål nr. 113:
"Ministeren bedes redegøre
for, hvilke overvejelser regeringen aktuelt har for danskernes
afvikling af påskeferien fsva. mulighederne for at rejse
mellem landsdele og mulighederne for at deltage i private sociale
sammenkomster. "
Svar:
. /
.
Som oplyst i min samtidige
besvarelse af spørgsmål nr. 1 er regeringens
altoverskyggende hovedprioritet fortsat at afbøde de
alvorlige konsekvenser af spredningen af COVID-19 i det danske
samfund mest muligt.
Det er i vid udstrækning
vurderingen, at de tiltag, der er iværksat mod
smittespredning, allerede har haft en betydelig effekt på
danskernes aktivitet og adfærd. Det er samtidig helt
afgørende, at myndighederne er rustet til og har de
fornødne redskaber til at udføre opgaven med at
modvirke yderligere udbredelse af Coronavirussygdom 2019.
Der bør derfor efter
regeringens opfattelse udvises rettidig omhu ved at tilvejebringe
de nødvendige handlemuligheder, hvis der måtte
opstå behov for at handle hurtigt og tage yderligere
initiativer for at begrænse smittespredningen og
afbøde konsekvenserne af spredningen.
Regeringen følger
naturligvis løbende situationen med henblik på at
vurdere, hvilke tiltag der er nødvendige.
Spørgsmål nr. 114:
"Er der på nuværende
tidspunkt tegn på, at det vil blive nødvendigt, at
lukke f.eks. Storebæltsbroen og Københavns Lufthavn
for alt unødvendig trafik? "
Svar:
. /
.
Som oplyst i min samtidige
besvarelse af spørgsmål nr. 1 er regeringens
altoverskyggende hovedprioritet fortsat at afbøde de
alvorlige konsekvenser af spredningen af COVID-19 i det danske
samfund mest muligt.
Det er i vid udstrækning
vurderingen, at de tiltag, der er iværksat mod
smittespredning, allerede har haft en betydelig effekt på
danskernes aktivitet og adfærd. Det er samtidig helt
afgørende, at myndighederne er rustet til og har de
fornødne redskaber til at udføre opgaven med at
modvirke yderligere udbredelse af Coronavirussygdom 2019.
Der bør derfor efter
regeringens opfattelse udvises rettidig omhu ved at tilvejebringe
de nødvendige handlemuligheder, hvis der måtte
opstå behov for at handle hurtigt og tage yderligere
initiativer for at begrænse smittespredningen og
afbøde konsekvenserne af spredningen.
Regeringen følger
naturligvis løbende situationen med henblik på at
vurdere, hvilke tiltag der er nødvendige.
Spørgsmål nr. 115:
"Ministeren bedes redegøre for, hvilke nye
beføjelser politiet tildeles med lovforslaget. "
Svar:
Sundheds- og ældreministeren
kan efter den gældende epidemilov bemyndige andre myndigheder
til at udøve de beføjelser, der ved loven er tillagt
ministeren, jf. § 1, stk. 2. Ved lovforslagets § 1, nr.
1, foreslås det, at bestemmelsen i epidemilovens § 1,
stk. 2, udvides, så ministeren også kan bemyndige andre
myndigheder til at iagttage de pligter, der ifølge loven
påhviler ministeren.
I medfør af den
gældende epidemilovs § 1, stk. 2, har sundheds- og
ældreministeren f.eks. bemyndiget politiet til at varetage
ministerens beføjelser efter bekendtgørelse nr. 224
af 17. marts 2020 om forbud mod større forsamlinger og
forbud mod adgang til og restriktioner for visse lokaler i
forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019
(COVID-19), jf. bekendtgørelsens § 10.
Med lovforslagets § 1, nr. 4,
foreslås det, at der indsættes et nyt stk. 3 i
epidemilovens § 6. Efter den foreslåede § 6, stk.
3, kan sundheds- og ældreministeren, når det er
nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse
af en alment farlig sygdom her i landet, efter forhandling med
justitsministeren fastsætte regler om, at politiet kan
nedlægge forbud mod ophold på et bestemt sted, hvortil
der er almindelig adgang, i en bestemt periode, hvis det efter
politiets skøn er nødvendigt for at forhindre fare
for smitte med en alment farlig sygdom det pågældende
sted.
Politiet tildeles ikke umiddelbart
nogen nye beføjelser med lovforslagets § 1, nr. 4, men
politiet vil med hjemmel i bestemmelsen kunne gives hjemmel til at
nedlægge forbud som de nævnte, hvis der viser sig behov
herfor.
Det nærmere omfang af
politiets beføjelser afhænger således af,
hvordan og i hvilket omfang bemyndigelsen i lovforslagets § 1,
nr. 4, og lovens øvrige bemyndigelser måtte blive
udmøntet.
Hertil bemærkes, at
regeringens altoverskyggende hovedprioritet fortsat er at
afbøde de alvorlige konsekvenser af spredningen af COVID-19
i det danske samfund mest muligt. Det er i vid udstrækning
vurderingen, at de tiltag, der er iværksat mod
smittespredning, allerede har haft en betydelig effekt på
danskernes aktivitet og adfærd. Det er samtidig helt
afgørende, at myndighederne er rustet til og har de
fornødne redskaber til at udføre opgaven med at
modvirke yderligere udbredelse af COVID-19.
Der bør derfor efter
regeringens opfattelse udvises rettidig omhu ved at tilvejebringe
de nødvendige handlemuligheder, hvis der måtte
opstå behov for at handle hurtigt og tage yderligere
initiativer for at begrænse smittespredningen og
afbøde konsekvenserne af spredningen.
Regeringen følger
naturligvis løbende situationen med henblik på at
vurdere, hvilke tiltag der er nødvendige.
Spørgsmål nr. 116:
"Ministeren bedes kommentere samtlige indkomne
høringssvar. "
Svar:
Som det fremgår af afsnit 9 i
lovforslagets almindelige bemærkninger, har udkastet til
lovforslaget ikke forinden fremsættelsen været sendt i
høring. Det skyldes den ekstraordinære situation, hvor
de alvorlige konsekvenser af spredningen af COVID-19 i det danske
samfund skal afbødes hurtigst muligt.
Sundheds- og Ældreministeriet
har imidlertid i forbindelse med udarbejdelse af udkastet til
lovforslaget sendt udkastet til en række styrelser under
ministeriet med henblik på styrelsernes bemærkninger.
Det gælder Sundhedsstyrelsen, Styrelsen for Patientsikkerhed,
Statens Serum Institut og Styrelsen for Patientklager.
. /
.
Jeg har noteret mig
Sundhedsstyrelsens og Styrelsens for Patientsikkerheds
bemærkninger. I forhold til Sundhedsstyrelsens
bemærkninger skal jeg dog understrege - som jeg også
har oplyst i mit samtidige svar på spørgsmål nr.
1 til L 158 - at regeringen er bevidst om, at der ikke
nødvendigvis for hvert enkelt element i lovforslaget
foreligger den sædvanlige sundhedsfaglige evidens, men at
regeringen ikke desto mindre med lovforslaget påtager sig det
politiske ansvar for at sikre de fremadrettede muligheder for
hurtigt at kunne handle og skride ind for at begrænse
smittespredningen og afbøde konsekvenserne af
spredningen.
Hverken Statens Serum Institut eller Styrelsen for Patientklager
har haft bemærkninger til udkastet.
Som det fremgår af mit
samtidige svar på spørgsmål nr. 117 til L 158,
har Justitsministeriet modtaget e-mails af 23. og 25. marts 2020,
hvor Rigspolitiet fremkommer med bemærkninger til visse dele
af et foreløbigt udkast til lovforslag. Herudover har der i
forbindelse med udarbejdelse af lovforslaget løbende
været dialog med Rigspolitiet om den nærmere tekniske
udformning af visse dele af lovforslaget, herunder
bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 12,
vedrørende indsamling af oplysninger om flypassagerer.
Ved den nævnte e-mail af 23.
marts 2020 kommer Rigspolitiet med bemærkninger til et
foreløbigt udkast til lovforslagets § 1, nr. 2, der
vedrører muligheden for at fastsætte regler om
adgangen til at klage over afgørelser truffet efter
bemyndigelse fra sundheds- og ældreministeren.
For så vidt angår
Rigspolitiets bemærkning vedrørende påbud
udstedt efter § 2, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 224 af
17. marts 2020 om forbud mod større forsamlinger og forbud
mod adgang til og restriktioner for visse lokaler i forbindelse med
håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19)
bemærkes det, at det bl.a. fremgår af
bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 3, at
sådanne påbud er udtryk for faktisk
forvaltningsvirksomhed. Der er således ikke tale om
afgørelser i forhold til de pågældende
personer.
For så vidt angår
Rigspolitiets bemærkning vedrørende udnyttelse af
rammebestemmelsen til, at det er Rigspolitiet, der er klageinstans,
bemærkes det, at det bl.a. fremgår af
bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2, at det i
medfør af den foreslåede bestemmelse eksempelvis vil
kunne fastsættes, at politiets afgørelser i
medfør af bekendtgørelse om forbud mod større
forsamlinger og forbud mod adgang til og restriktioner for visse
lokaler i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom
2019 (COVID-19) kan påklages til Rigspolitiet i stedet for
til Sundheds- og Ældreministeriet.
Ved den nævnte e-mail af 25.
marts 2020 kommer Rigspolitiet med bemærkninger til et
foreløbigt udkast til lovforslagets § 1, nr. 4, der
vedrører muligheden for at fastsætte regler om forbud
mod ophold på steder, hvortil der er almindelig adgang.
For så vidt angår
mailens pkt. 1 om det forvaltningsretlige afgørelsesbegreb
bemærkes det, at der ikke ved lovforslaget er taget stilling
til, om politiets forbud efter regler fastsat i medfør af
lovforslagets § 1, nr. 4, vil være en forvaltningsretlig
afgørelse.
Vedrørende mailens pkt. 2, 3
og 4 om præcisering af bemærkningerne til lovforslaget
kan det oplyses, at det bl.a. fremgår af bemærkningerne
til lovforslagets § 1, nr. 4, at det vil bero på en
konkret vurdering, hvornår påbud efter § 2 i
bekendtgørelse om forbud mod større forsamlinger og
forbud mod adgang til og restriktioner for visse lokaler i
forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019
(COVID-19) ikke længere er tilstrækkeligt til at
imødegå faren for smittespredning.
Desuden fremgår det af
bemærkningerne til § 1, nr. 4, at der ved vurderingen
af, om der er grundlag for at udnytte adgangen til at
nedlægge forbud, bl.a. vil kunne tages hensyn til
Sundhedsstyrelsens generelle anbefalinger vedrørende
smittefaren fra den pågældende sygdom og de konkrete
forhold på stedet.
Herudover foreslås det bl.a.
med lovforslagets § 1, nr. 4, at sundheds- og
ældreministeren kan fastsætte regler om, at den, der
har rådighed over et sted, som er omfattet af et forbud,
efter anmodning fra politiet skal bistå med opsætning
af skilte eller lignende. Det fremgår af bemærkningerne
til den foreslåede bestemmelse, at regler fastsat i
medfør heraf eksempelvis vil kunne indebære, at
kommunalbestyrelsen skal bistå politiet med at opsætte
skilte ved kommunens parker eller pladser, som er omfattet af et
forbud. Hvis forbuddet omfatter et sted, som f.eks. en
erhvervsdrivende har rådighed over, vil reglerne også
kunne indebære, at den erhvervsdrivende efter anmodning skal
bistå politiet med opsætning af skilte.
For så vidt angår
mailens pkt. 5 om økonomiske konsekvenser bemærkes
det, at det bl.a. fremgår af pkt. 4 i lovforslagets
almindelige bemærkninger, at etableringen og udvidelsen af de
foreslåede hjemler ikke i sig selv medfører
merudgifter. Der kan dog være økonomiske og
administrative konsekvenser forbundet med at benytte hjemlerne.
Omfanget af disse konsekvenser vil afhænge af udviklingen af
den konkrete situation. Det fremgår desuden, at lovforslaget
kan medføre økonomiske konsekvenser på
Justitsministeriets område, herunder for politiet og
domstolene. Det er dog ikke muligt at kvantificere eventuelle
merudgifter på nuværende tidspunkt.
Spørgsmål nr. 117:
"Ministeren bedes oversende
politiets høringssvar. "
Svar:
. /
.
Der henvises til vedlagte e-mails
af 23. og 25. marts 2020, hvor Rigspolitiet fremkommer med
bemærkninger til visse dele af et foreløbigt udkast
til lovforslag. Herudover har der i forbindelse med udarbejdelse af
lovforslaget løbende været dialog med Rigspolitiet om
den nærmere tekniske udformning af visse dele af
lovforslaget, herunder bemærkningerne til lovforslagets
§ 1, nr. 12, vedrørende indsamling af oplysninger om
flypassagerer.
Spørgsmål nr. 118:
"Ministeren bedes oplyse, hvad
forventningerne er til reduktion af antal ny-smittede (corona),
såfremt lovforslaget implementeres fuldt ud. "
Svar:
. /
.
Som oplyst i mit samtidige svar på spørgsmål
nr. 1 er det i vid udstrækning vurderingen, at de tiltag, der
er iværksat mod smittespredning, allerede har haft en
betydelig effekt på danskernes aktiviteter og adfærd,
og at de vil bidrage til at aflaste og afbøde belastningen
af sundhedsvæsenet.
Det er samtidig helt
afgørende for regeringen, at myndighederne er rustet til og
har de fornødne redskaber til at udføre opgaven med
at modvirke yderligere udbredelse af Coronavirussygdom 2019.
Der bør derfor efter
regeringens opfattelse udvises rettidig omhu ved at tilvejebringe
de nødvendige handlemuligheder, hvis der måtte
opstå behov for at handle hurtigt og tage yderligere
initiativer for at begrænse smittespredningen og
afbøde konsekvenserne af spredningen.
Hvorvidt og i hvilken
udstrækning de foreslåede foranstaltninger har effekt,
må efter regeringens opfattelse vises med tiden. Men
regeringen påtager sig med lovforslaget det politiske ansvar
for at sikre, at de fremadrettede muligheder for hurtigt at kunne
handle og skride ind for at begrænse smittespredningen og
afbøde konsekvenserne af spredningen vil være til
stede.
Spørgsmål nr. 119:
"Hvornår forventer ministeren, at smittekurven
knækker? "
Svar:
Jeg kan oplyse, at lovforslaget ikke indeholder bestemmelser om
prognoser for udviklingen i antallet af COVID-19-smittede.
Jeg svarer dog gerne i muligt omfang på
spørgsmålet, hvis udvalget måtte ønske at
stille det på anden vis.
Spørgsmål nr. 120:
"Ministeren bedes oplyse, om regeringen har særlige
overvejelser ifht. ældre demente om deres muligheder for
samvær, såfremt lovforslaget implementeres. "
Svar:
Jeg er meget opmærksom på de særlige
udfordringer og problemstillinger, der er forbundet med, at nogle
grupper rammes hårdere end andre af restriktionerne. Det
gælder bl.a. borgere med kognitive
funktionsnedsættelser, fx som følge af en
demenssygdom, som kan have svært ved at forstå og
overholde påbuddene. Vi ved, at borgere, som er ramt af en
demenssygdom, ofte er særligt udsatte for ændringer i
rammer og rutiner, samt at restriktioner i forhold til fysisk
kontakt med og omsorg fra tætte nærtstående kan
virke særligt indgribende og påvirke disse gruppers
livskvalitet og mentale sundhed negativt.
Vi står som bekendt i en helt ekstraordinær
situation, hvor det desværre har vist sig nødvendigt
at fastsætte regler, der kan fravige anden lovgivning for at
sikre, at myndighederne har de rette redskaber med henblik på
at forebygge og inddæmme smitte i situationer som den
nuværende med udbruddet af COVID-19. Det gælder
eksempelvis i forhold til muligheden for at indføre
besøgsforbud eller besøgsrestriktioner på
eksempelvis plejehjem i det omfang, at det er nødvendigt for
at forebygge eller inddæmme udbredelsen af en alment farlig
sygdom her i landet.
Nogle sårbare grupper er særligt udsatte for at
blive alvorligt syge, hvis de bliver smittet med COVID-19. Det
gælder ældre borgere, især ældre over 80
år, og borgere med hjertekarsygdom, diabetes, lungesygdom,
immundefekter og kræft. Derfor har vi også som samfund
et særligt ansvar for at sikre, at disse grupper ikke
udsættes for unødig smitterisiko.
Besøgsforbud eller besøgsrestriktioner er et
vigtigt redskab til at mindske risikoen for, at der startes nye
smittekæder med potentielt fatale følger for beboere i
plejeboliger eller på plejehjem, men også for de
øvrige personer, der kan komme i kontakt med vedkommende
eller er afhængige af hjælp fra det samme personale.
Dertil kommer behovet for sikre, at vi ikke sætter
sygehusvæsnet under unødigt pres.
Jeg ved, at plejepersonalet rundt omkring i landet er
særligt opmærksomme på at skabe så trygge
rammer som muligt omkring bl.a. plejehjemsbeboere med en
demenssygdom under de nuværende omstændigheder.
Det skal understreges, at der er tale om midlertidige
foranstaltninger, der skal ophøre, så snart det ikke
længere er nødvendigt af hensyn til at forebygge eller
inddæmme udbredelse af sygdommen. Derfor følger vi
løbende situationen.
Spørgsmål nr. 121:
"Ministeren bedes oplyse, hvilke overvejelser regeringen har i
fht. mennesker, der er psykisk sårbare eller har en psykisk
lidelse, såfremt lovforslaget implementeres og isolation
forventeligt vil blive endnu mere udtalt. "
Svar:
Regeringens altoverskyggende hovedprioritet er fortsat at
afbøde de alvorlige konsekvenser af spredningen af COVID-19
i det danske samfund mest muligt. Det er helt afgørende, at
samfundet og myndighederne er rustet til og har de
nødvendige redskaber til at udføre opgaven og
modvirke yderligere udbredelse af virussen.
I denne helt ekstraordinære situation har det
desværre vist sig nødvendigt at fastsætte
regler, der kan fravige anden lovgivning og være meget
indgribende for den enkelte borger.
Jeg er meget opmærksom på, at nogle sårbare
grupper er særligt udsatte og følsomme over for den
situation, vi står i. Det kan fx være psykiske
sårbare eller personer med en psykisk lidelse.
Står man i en konkret situation, hvor det bliver
nødvendigt at isolere en psykisk sårbar eller
sindslidende person, er det selvfølgelig vigtigt, at det
sikres, at der tages alle de hensyn til den pågældende,
som kan lade sig gøre. Det er vigtigt at fastholde
relationsarbejdet under hensyn til de ændrede rammer og fx
tænke i alternative kontaktformer.
Jeg har stor forståelse for det savn, som opstår,
når vi ikke kan være sammen, som vi plejer. Men vi
står i en situation, hvor det er nødvendigt at
forebygge og inddæmme udbredelsen af COVID-19, og hvor afsavn
kan være med til redde menneskeliv.
Det skal understreges, at der er tale om midlertidige
foranstaltninger, der skal ophøre, så snart det ikke
længere er nødvendigt af hensyn til at forebygge eller
inddæmme udbredelse af sygdommen.
Spørgsmål nr. 122:
"Ministeren bedes oplyse, om regeringen har overvejelser om
foranstaltninger i relation til ensomme og/eller selvmordstruede,
henset til at lovforslagets konsekvens ifht. mulighederne for
socialt samvær. I givet fald, hvilke? "
Svar:
I denne helt ekstraordinære situation, vi står i, er
det endnu mere vigtigt, at alle omkring ensomme borgere eller
personer med psykiske lidelser er opmærksomme på at
fastholde relationsarbejdet med de mest sårbare i vores
samfund, som ikke kan klare hverdagen uden kontakt og
støtte.
Jeg kan oplyse, at Sundhedsstyrelsen den 25. marts 2020 har
offentliggjort informationsmateriale om gode råd om mental
sundhed i form af en pjece samt et opslag med titlen: Mental
sundhed, gode råd til hvordan du og dine nærmeste
kommer godt igennem epidemien med ny coronavirus. Materialet
henvender sig bl.a. til de mere psykisk sårbare borgere med
for eksempel angst eller depression, deres pårørende
samt den almene befolkning bredt.
I tillæg til ovenstående materiale forventer
Sundhedsstyrelsen tillige at udarbejde informationsmateriale
henvendt til ensomme ældre, ligesom der forventes at blive
udarbejdet særskilt materiale til personer med psykisk
sårbarhed. Dette arbejde forventes offentliggjort
snarest.
Jeg har stor forståelse for det savn, som opstår,
når vi ikke kan være sammen, som vi plejer, og jeg er
klar over, at der med lovforslaget lægges op til yderligere
indgribende foranstaltninger, som kan være svære at
forstå. Men vi står i en situation, hvor det kan
være nødvendigt for at forebygge og inddæmme
udbredelsen af COVID-19, og hvor dette afsavn kan være med
til redde menneskeliv.
Det skal dog understreges, at der er tale om midlertidige
foranstaltninger, der skal ophøre, så snart det ikke
længere er nødvendigt af hensyn til at forebygge eller
inddæmme udbredelse af sygdommen.
Spørgsmål nr. 123:
"Ministeren bedes redegøre
for, om SSI's adgang til og brug af teledata også skal
anvendes til at legitimere regeringens overvejelser om at lukke
Storebælt, Lillebælt og øvrige broer og
færgeforbindelser. "
Svar:
Jeg kan oplyse, at lovforslaget
ikke indeholder bestemmelser eller bemærkninger, der
vedrører Statens Serum Instituts adgang til og brug af
teledata.
Jeg svarer dog gerne på
spørgsmålet, hvis udvalget måtte ønske at
stille spørgsmålet på anden vis.
Spørgsmål nr. 124:
"Ministeren bedes redegøre
for, hvorfor der er brug for at begrænse borgernes ret til at
mødes yderligere henset til, at SSI ift. til de allerede
udmeldte restriktioner har vurderet en smittereduktion på
30-50 pct., samt at Danmark også i fald, forværringen
bliver lige så kraftig som i Italien, vil kunne klares inden
for den tilgængelige hospitalskapacitet i Danmark. "
Svar:
Regeringens altoverskyggende
hovedprioritet er fortsat at afbøde de alvorlige
konsekvenser af spredningen af COVID-19 i det danske samfund mest
muligt. Det er i vid udstrækning vurderingen, at de tiltag,
der er iværksat mod smittespredning, allerede har haft en
betydelig effekt.
Ikke desto mindre er det efter
regeringens opfattelse helt afgørende, at myndighederne er
rustet til og har de fornødne redskaber til at udføre
opgaven med at modvirke yderligere udbredelse af Coronavirussygdom
2019. Der bør derfor efter regeringens opfattelse udvises
rettidig omhu ved at tilvejebringe de nødvendige
handlemuligheder, hvis der måtte opstå behov for at
handle hurtigt og tage yderligere initiativer for at begrænse
smittespredningen og afbøde konsekvenserne af
spredningen.
Regeringen påtager sig
således med lovforslaget det politiske ansvar for at sikre de
fremadrettede muligheder for hurtigt at kunne handle og skride ind
for at begrænse smittespredningen og afbøde
konsekvenserne af spredningen.
. /
.
Som oplyst i mit samtidige svar
på spørgsmål nr. 95 til L 158, så har
Sundhedsstyrelsen oplyst, at styrelsen som følge af COVID-19
forventer et øget pres på sundhedsvæsenet
på grund af en stigning i antallet af patienter med behov for
intensiv terapi, og at det er Sundhedsstyrelsens vurdering, at det
derfor vil være fornuftigt at prioritere således, at
patienter med sygdomme, hvor der ikke er behov for akut behandling,
og hvor det er fagligt forsvarligt at udskyde behandlingen, ikke
behandles i perioden.
Spørgsmål nr. 125:
"Ministeren bedes redegøre for det sundhedsfaglige
argument ved, at regeringen har opfordret danskerne til ikke at
tage i deres sommerhus henset til, at der er større afstand
mellem bebyggelserne der end i f.eks. byområderne, hvor
smitteintensiteten i forvejen er størst. "
Svar:
Jeg vil gerne understrege, at regeringen ikke vil forbyde
danskerne at tage i sommerhus.
Selvom jeg har fuld forståelse for danskernes lyst til at
rejse i sommerhus og opleve naturen - ikke mindst jo bedre vejret
bliver - vil regeringen ikke desto mindre fortsat opfordre
danskerne til at dæmpe rejseaktiviteten og udskyde
påskefrokoster og sammenkomster med familie og venner for at
modvirke, at virussen spreder sig.
Spørgsmål nr. 126:
"Ministeren bedes redegøre for, hvorfor regeringen mener,
at straksbøder og mulighed for fængselsstraf f.eks.
ved fleres ophold på en bænk i solen er proportional
med de få problemer og overtrædelser af maksimalt 10
personers forsamling, der er konstateret de forgangne uger? "
Svar:
Det er min opfattelse, at befolkningen generelt udviser stort
samfundssind og opfører sig ansvarligt i denne meget
alvorlige situation. Det er ligeledes min oplevelse, at den brede
befolkning i stor grad efterlever myndighedernes anbefalinger og de
indførte restriktioner og forbud.
Det er samtidig min opfattelse, at dem, der overtræder
regler udstedt i medfør af § 6, stk. 1, i epidemiloven
skal kunne straffes, herunder for overtrædelse af forbuddet
mod større forsamlinger. I den forbindelse bemærkes
det, at det fremgår af § 11, stk. 1, i
bekendtgørelse nr. 224 af 17. marts 2020 om forbud mod
større forsamlinger og forbud mod adgang til og
restriktioner for visse lokaler i forbindelse med håndtering
af coronavirussygdom 2019 (COVID-19), at den, der overtræder
et forbud mod større forsamlinger mv. efter § 1, stk.
1, i bekendtgørelsen, straffes med bøde. En
overtrædelse medfører efter Rigsadvokatens aktuelle
vejledende bødetakster som udgangspunkt en bøde
på 1.500 kr. i førstegangstilfælde.
Det følger af pkt. 2.8.2 i lovforslagets almindelige
bemærkninger og af bemærkningerne til § 1, nr. 14,
at det forudsættes med lovforslaget, at bødeniveauet
for overtrædelse af regler udstedt i medfør af §
6, stk. 1, som ændret ved dette lovforslag, som udgangspunkt
hæves fra det gældende niveau på 1.500 kr. til
2.500 kr. i førstegangstilfælde, og at der i
gentagelsestilfælde vil være grundlag for højere
bødestraffe.
Det er min opfattelse, at denne bødestraf er en passende
og proportional sanktion over for overtrædelser af regler
udstedt i medfør af epidemilovens § 6, stk. 1, som
ændret ved dette lovforslag, herunder regler om forbud mod,
at flere personer befinder sig på samme sted.
Der er ikke med lovforslaget lagt op til at fastsætte
regler om fængselsstraf for sådanne
overtrædelser.
Det er ligeledes min overbevisning, at det er en
forudsætning for fortsat opbakning til tiltagene og reglerne
hos den brede befolkning, der til stadighed overholder
myndighedernes retningslinjer, at man ikke samtidig ser stadig
flere, der bryder reglerne, uden at der skrides ind og uden, der er
en passende sanktion. Dette vil potentielt underminere det store
flertals motivation til at fortsætte med at holde afstand,
aflyse besøg mm.
Spørgsmål nr. 127:
"Ministeren bedes redegøre for, hvordan borgerne skal
bevise deres nære familiære relation. Er det via pas,
særskilte tilladelsesdokumenter eller andet? "
Svar:
Det er et almindeligt princip i straffesager, at det er politiet
og anklagemyndigheden, der har bevisbyrden for, at der er sket en
overtrædelse af en straffebestemmelse.
Det gælder også for overtrædelser af regler
udstedt i medfør af epidemilovens § 6, stk. 1, som
ændret ved lovforslaget.
Derudover følger det af retsplejelovens § 750, 1.
pkt., at politiet kan foretage afhøringer, men at politiet
ikke kan pålægge nogen at afgive forklaring, og at
ingen tvang må anvendes for at få nogen til at udtale
sig. I overensstemmelse hermed følger det af § 752,
stk. 1, 1. pkt., at en sigtet inden politiets afhøring skal
gøres udtrykkeligt bekendt med sigtelsen og med, at den
sigtede ikke er forpligtet til at udtale sig.
Det følger dog også af retsplejelovens § 750,
2. pkt., at enhver har pligt til på forlangende at oplyse sit
navn, adresse og fødselsdato til politiet. Undladelse heraf
straffes med bøde, jf. retsplejelovens § 750, 3.
pkt.
Politiet kan i medfør af retsplejelovens § 755, stk.
1, efter omstændighederne anholde en person som led i
efterforskningen af en strafbar lovovertrædelse, herunder for
mulige overtrædelser af retsplejelovens § 750, 2. pkt.,
hvilket f.eks. kan omfatte, når politiet har mistanke om, at
personen har oplyst falske generalier. Anholdelse må dog ikke
foretages, hvis mindre indgribende midler er tilstrækkelige,
jf. retsplejelovens § 755, stk. 4.
Derudover følger det af epidemilovens § 6, stk. 3,
at sundheds- og ældreministeren efter forhandling med
justitsministeren kan fastsætte regler om, at politiet kan
anvende den fornødne magt for at sikre, at regler fastsat i
medfør af § 6, stk. 1, overholdes. Denne bestemmelse er
udmøntet i § 4, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 224
af 17. marts 2020 om forbud mod større forsamlinger og
forbud mod adgang til og restriktioner for visse lokaler i
forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019
(COVID-19) med senere ændringer, hvor det fremgår, at
politiet kan anvende den fornødne magt i overensstemmelse
med lov om politiets virksomhed for at sikre, at forbuddet i
bekendtgørelsens § 1 overholdes, og at påbud
efter § 2 efterkommes.
Som det bl.a. også fremgår af bemærkningerne
til § 6, stk. 3, i epidemiloven, jf. Folketingstidende
2019-20, A, L 133 som fremsat, side 24 og 25, findes de generelle
betingelser for politiets magtanvendelse i politilovens § 16,
stk. 1, hvorefter politiets magtanvendelse skal være
nødvendig og forsvarlig, og magtanvendelsen alene må
ske med midler og i en udstrækning, der står i rimeligt
forhold til den interesse, der søges beskyttet. Desuden skal
magt anvendes så skånsomt, som omstændighederne
tillader, og således at eventuelle skader begrænses til
et minimum, jf. politilovens § 16, stk. 2.
Jeg har i øvrigt fuld tillid til, at politiet kan
varetage opgaven hensigtsmæssigt under udøvelse af det
skøn, som politiet dagligt udøver i forbindelse med
udførelsen af politiets opgaver.
Spørgsmål nr. 128:
"Ministeren bedes definere en familiær relation i sit
fulde omfang. "
Svar:
. /
.
Jeg kan henvise til mit samtidige svar på
spørgsmål nr. 77 til L 158.
Spørgsmål nr. 129:
"Ministeren bedes oplyse det forventede normal straffeniveau,
hvis regeringen vælger at anvende bemyndigelsen til at
reducere borgernes forsamlingsfrihed til maksimalt to, og politiet
f.eks. stopper tre kusiner, der går en tur sammen. "
Svar:
Det følger af pkt. 2.8.2 i lovforslagets almindelige
bemærkninger og af bemærkningerne til § 1, nr. 14,
at det forudsættes med lovforslaget, at bødeniveauet
for overtrædelse af regler udstedt i medfør af §
6, stk. 1, som ændret ved dette lovforslag, som udgangspunkt
hæves fra det gældende niveau på 1.500 kr. til
2.500 kr. i førstegangstilfælde, og at der i
gentagelsestilfælde vil være grundlag for højere
bødestraffe.
. /
.
For så vidt angår spørgsmålet om
nærmeste pårørende henvises til min samtidige
besvarelse af spørgemål nr. 77 til L 158.
Spørgsmål nr. 130:
"Ministeren bedes redegøre for, hvordan
plejeforældre skal beskyttes mod smitte med covid-19,
når de biologiske forældre fortsat har krav på at
må tage barnet op og kramme/kysse, hvorefter barnet skal med
plejeforældrene hjem. "
Svar:
Det er min opfattelse, at befolkningen generelt udviser stort
samfundssind og opfører sig ansvarligt i denne meget
alvorlige situation, så smittespredningen mindskes mest
muligt. Det er ligeledes min oplevelse, at den brede befolkning i
stor grad efterlever myndighedernes anbefalinger om bl.a. god
hygiejne og rengøring.
Jeg har stor forståelse for, at et barn og dets biologiske
forældre har behov for f.eks. at kunne kramme, og at
plejeforældre derved vil kunne opleve at blive udsat for
smitte.
Spørgsmål nr. 131:
"Ministeren bedes redegøre for, hvordan
plejeforældre er stillet, hvis der indføres et
forsamlingsforbud med maksimalt to personer, når der skal
afholdes samvær mellem barnet og dets biologiske
forældre under overværelse af kommunal medarbejder samt
plejeforældre. "
Svar:
. /
.
Jeg kan henvise til min samtidige besvarelse af
spørgsmål nr. 77 til L 158.
Spørgsmål nr. 132:
"Ministeren bedes redegøre
for, om der er eksempler på situationer eller sammenkomster i
private hjem, som begrunder, at politiet skal have mulighed for at
opløse sammenkomster i private hjem. "
Svar:
. /
.
Der henvises til mine samtidige
besvarelser af spørgsmål nr. 11 og 99 til L 158.
Spørgsmål nr. 133:
"Hvordan vil ministeren sikre, at svenskere, der stadig pendler
til Danmark for at varetage et arbejde, f.eks. i sundhedssektoren,
eller danskere, der har arbejde i Sverige, ikke bringer smitte med
ind i Danmark? "
Svar:
Danske statsborgere kan som bekendt altid indrejse i Danmark
(https://politi.dk/coronavirus-i-danmark).
Det er i øvrigt min opfattelse, at befolkningen generelt
udviser stort samfundssind og opfører sig ansvarligt i denne
meget alvorlige situation, så smittespredningen mindskes mest
muligt. Det er således min oplevelse, at den brede befolkning
i stor grad efterlever myndighedernes anbefalinger om at tage
hensyn til andre ved at blive hjemme, hvis de er syge, og at holde
god hygiejne m.v.
Sundheds- og Ældreministeriet har endvidere indhentet et
bidrag fra Udlændinge- og Integrationsministeriet, der har
oplyst følgende:
"Det fremgår af retningslinjerne for indrejse i Danmark,
at udlændinge, der udviser tydelige sygdomstegn, fx hoste,
feber o.l, ikke vil få lov at rejse ind i Danmark uanset
formål (https://politi.dk/coronavirus-i-danmark). "
Spørgsmål nr. 134:
"Vil sociale tilbud, som f.eks. botilbud og anbringelsessteder,
hvor børn, unge og voksne midlertidigt eller permanent har
deres hjem, samt væresteder, natvarmestuer og lignende
sociale tilbud for udsatte mennesker, hvor der ikke foregår
en formel visitation, være omfattet af et forsamlingsforbud
udstedt efter § 6, stk. 1, i lov om foranstaltninger mod
smitsomme og andre overførbare sygdomme? Eller vil disse
tilbud være undtaget fra forsamlingsforbuddet på samme
måde som kollegieboliger med fælles køkken-
og/eller badefaciliteter og lignende boligfællesskaber, jf.
bemærkningerne til lovforslaget? "
Svar:
. /
.
Jeg henviser til min samtidige besvarelse af
spørgsmål nr. 77 til L 158, hvoraf det bl.a.
fremgår, at den foreslåede ændring af § 6,
stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 3, navnlig indebærer,
at der også vil kunne fastsættes regler om forbud mod
mindre forsamlinger mv. Dermed vil der som den nedre grænse
kunne fastsættes regler om forbud mod, at tre personer eller
flere befinder sig på samme sted.
Det bemærkes i den forbindelse, at det forudsættes,
at der ikke vil blive fastsat regler om forbud mod, at tre
medlemmer eller flere af samme husstand befinder sig på samme
sted.
Det forudsættes endvidere, at der ikke vil blive fastsat
regler om forbud mod, at personer, som ikke tilhører samme
husstand, men hvis boligforhold tilsiger, at de i praksis ikke kan
undgå et vist mål af omgang med hinanden, befinder sig
på samme sted. Det gælder f.eks. studerende i
kollegieboliger med fælles køkken- og/eller
badefaciliteter og lignende boligfællesskaber. De botilbud og
anbringelsessteder, væresteder mv. og sociale tilbud, der
spørges til, vil efter omstændighederne kunne
være omfattet af denne forudsætning. Det vil bero
på en konkret vurdering af det enkelte tilbud mv.
Det vil være muligt at fastsætte, at flere personer
skal undtages, hvis et sådant forbud måtte blive
fastsat ved bekendtgørelse, men det vil samtidig skulle
indgå i overvejelserne, at en udvidelse af den undtagne
personkreds vil kunne vanskeliggøre håndhævelsen
af forbuddet, ligesom et større antal undtagelser vil kunne
begrænse effekten af en udvidelse af forbuddet i relation til
at mindske smittespredningen.
Spørgsmål nr. 135:
"Vil sociale tilbud, som f.eks. botilbud og anbringelsessteder,
hvor børn, unge og voksne midlertidigt eller permanent har
deres hjem, samt væresteder, natvarmestuer og lignende
sociale tilbud for udsatte mennesker, hvor der ikke foregår
en formel visitation, kunne være omfattet af et adgangsforbud
udstedt efter § 6a, stk. 1, i lov om foranstaltninger mod
smitsomme og andre overførbare sygdomme? "
Svar:
Efter den gældende bestemmelse i epidemilovens § 6 a
kan sundheds- og ældreministeren, når det er
nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse
af en alment farlig sygdom her i landet, fastsætte regler om
forbud mod adgang til eller restriktioner for adgangen til
offentlige institutioner m.v.
Ifølge bemærkningerne til bestemmelsen, jf.
Folketingstidende 2019-20, A, L 133 som fremsat, side 25, kan
bestemmelsen bruges til at fastsætte regler om forbud mod
adgang til bl.a. biblioteker, svømmehaller m.v.
Det bemærkes, at epidemilovens § 6 a alene giver
hjemmel til at fastsætte regler for offentlige institutioner
og dermed ikke for botilbud, anbringelsessteder, væresteder
mv. og andre sociale tilbud, der f.eks. er etableret af frivillige
foreninger.
I medfør af bl.a. epidemilovens § 6 a har sundheds-
og ældreministeren udstedt bekendtgørelse nr. 224 af
17. marts 2020 om forbud mod større forsamlinger og forbud
mod adgang til og restriktioner for visse lokaler i forbindelse med
håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) med senere
ændring. Bekendtgørelsens § 5 indeholder regler
om, at offentlige kultur-, kirke- og fritidsinstitutioner skal
holde deres lokaler lukket for offentligheden.
Bo- og opholdssteder mv. af den art, der henvises til i
spørgsmålet, vurderes ikke i almindelighed at
være omfattet af denne bestemmelse. Bekendtgørelsens
§ 7 indeholder regler om, at bl.a. offentlige institutioner,
som har rådighed over lokaler, hvortil offentligheden har
adgang, skal opfylde en række krav. Bestemmelsen omfatter
således alene de i spørgsmålet nævnte
institutioner, i det omfang der er tale om offentlige
institutioner, hvortil offentligheden har adgang.
Den foreslåede udvidelse af § 6 a, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 6, vurderes ikke at have betydning for de
institutioner mv., der er omtalt i spørgsmålet. Med
udvidelsen foreslås det således, at der fremover
også vil kunne fastsættes regler om adgang til eller
restriktioner for brugen af udendørs offentlige
institutioner, idrætsanlæg og legepladser og lignende
faciliteter, der frembyder smittefare, når det er
nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse
af en alment farlig sygdom her i landet.
I medfør af bestemmelsen vil der bl.a. kunne
fastsættes regler om idrætsanlæg og legepladser.
Herudover vil der kunne fastsættes regler om lignende
faciliteter, som frembyder smittefare. Det omfatter eksempelvis
udendørs fitnessanlæg, hvor brugerne rører ved
de samme redskaber. Også faciliteter, der som følge
af, at brugerne ved anvendelse heraf kan komme i tæt kontakt
med hinanden med heraf følgende smittefare, vil kunne
være omfattet.
Spørgsmål nr. 136:
"Vil et forbud mod at forsamles mere end to personer på
samme sted også omfatte situationer, hvor to personer
opholder sig samme sted, og en eller begge er ledsaget, f.eks. af
en pædagog eller en anden støtteperson, hvis denne
ledsagelse er en forudsætning for, at den eller de
pågældende har mulighed for at bevæge sig ud i
det offentlige rum? Og vil et forbud mod at forsamles mere end to
personer på samme sted også omfatte situationer, hvor
f.eks. en medarbejder fra et botilbud eller et anbringelsessted
opholder sig på et offentligt sted sammen med 2 eller flere
personer fra f.eks. botilbuddet eller anbringelsesstedet, fordi
dette er nødvendigt af ressourcemæssige årsager?
"
Svar:
. /
.
Jeg kan henvise til min samtidige besvarelse af
spørgsmål nr. 41 til L 158, hvor det bl.a.
anføres, at det fremgår af pkt. 2.2.2 i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget, at det fortsat er hensigten,
at reglerne om forbud udstedt i medfør af epidemilovens
§ 6, stk. 1, ikke vil omfatte almindelig tilstedeværelse
på en arbejdsplads. Det vil bero på en konkret
vurdering, om der er tale om almindelig tilstedeværelse
på en arbejdsplads, eller om der er tale om en forsamling.
Almindelig tilstedeværelse på en arbejdsplads omfatter
navnlig ophold og færden på arbejdspladsen, som er et
naturligt eller nødvendigt led i udførelsen af det
pågældende arbejde.
. /
.
Jeg kan endvidere henvise til min samtidige besvarelse af
spørgsmål nr. 134 til L 158, hvori det bl.a.
anføres, at det fremgår af bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 3, at der ikke vil blive fastsat regler
om forbud mod, at personer, som ikke tilhører samme
husstand, men hvis boligforhold tilsiger, at de i praksis ikke kan
undgå et vist mål af omgang med hinanden, befinder sig
på samme sted. Det gælder f.eks. studerende i
kollegieboliger med fælles køkken- og/eller
badefaciliteter og lignende boligfællesskaber. Som
anført i besvarelsen af spørgsmål nr. 134 til L
158 vil botilbud og anbringelsessteder efter omstændighederne
kunne være omfattet af denne forudsætning. Det vil bero
på en konkret vurdering af det enkelte botilbud eller
anbringelsessted.
. /
.
Jeg kan i øvrigt henvise til min samtidige besvarelse af
spørgsmål nr. 77 til L 158.
Spørgsmål nr. 137:
"Ministeren bedes, jf. svar på spm. 19, redegøre
for, hvordan andet meningsbefordrende øjemed skal defineres?
"
Svar:
. /
.
Som det fremgår af min
besvarelse af spørgsmål 19 til L 158, er det i
bekendtgørelse nr. 224 af 17. marts 2020 om forbud mod
større forsamlinger og forbud mod adgang til og
restriktioner for visse lokaler i forbindelse med håndtering
af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) fastsat, at
bekendtgørelsens §§ 1 og 2 om forbud mod
større forsamlinger mv. ikke gælder for forsamlinger
med et politisk eller andet meningsbefordrende øjemed.
Undtagelsen for forsamlinger med et
politisk eller andet meningsbefordrende øjemed skal navnlig
ses i lyset af forsamlingsfriheden efter grundlovens § 79 og
EMRK artikel 11. Der er redegjort nærmere for forholdet
mellem de nævnte bestemmelser og lovforslag nr. L 158 i
besvarelsen af spørgsmål nr. 19 til L 158 og i pkt. 3
i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Der kan
endvidere henvises til pkt. 4.1.3 i de almindelige
bemærkninger til lovforslag nr. L 133 af 12. marts 2020, jf.
Folketingstidende 2019-20, A, L 133 som fremsat, side 13 f., hvoraf
følgende bl.a. fremgår:
"Det er almindeligt antaget i den
forfatningsretlige litteratur, at grundlovens § 79, 3. pkt.,
ikke udtømmende gør op med de indgrebsmuligheder, der
er over for forsamlinger. Det er således bl.a. antaget, at
der - i det omfang der er hjemmel hertil i anden lovgivning -
uafhængigt af grundlovens § 79, 3. pkt., kan foretages
indgreb af hensyn til andre væsentlige offentlige eller
private interesser, forudsat at der ikke dermed er tilsigtet et
indgreb i forsamlingens ytringstilkendegivelse som sådan, jf.
bl.a. Poul Andersen, Dansk Statsforfatningsret (1954), side 700 ff.
og 706 ff., Als Ross, Dansk Statsforfatningsret (3. udgave v. Ole
Espersen, 1980), side 773 ff., og Henrik Zahle, Dansk
Forfatningsret 3 (3. udg., 2003), side 131 f. Som eksempel
nævner Poul Andersen, a.st., side 706 f., at sygdomme
ifølge den daværende epidemilovs § 22 kan
begrunde et forbud mod afholdelse af offentlige møder.
Højesteret tog ved dom af
16. august 1999 (optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 1999, s.
1798) stilling til bestemmelsen i § 1 i lov nr. 907 af 15.
oktober 1996 om forbud mod ophold i bestemte ejendomme
(rockerloven), der indeholder hjemmel for politiet til at forbyde
en person at opholde sig i en bestemt ejendom under nærmere
angivne betingelser.
Højesteret anfører i
dommens præmisser bl.a., at grundlovens § 79 om
forsamlingsfrihed af hensyn til muligheden for gennem forsamlinger
at befordre meningstilkendegivelser sikrer, at forsamlinger kan
afholdes uden forudgående tilladelse fra en offentlig
myndighed og ikke vilkårligt kan forbydes. Bestemmelsen
hindrer imidlertid ikke, at der ved lov fastsættes regler,
som - uden at være rettet mod en forsamlings
meningstilkendegivelser - begrænser forsamlingsfriheden,
når dette sker til beskyttelse af andre væsentlige
interesser, herunder andres liv og velfærd, idet
sådanne begrænsninger dog ikke må gå videre
end, hvad der er nødvendigt for en sådan beskyttelse,
jf. herved også EMRK artikel 11. "
Som det fremgår, er det
antaget, at forsamlingers ytringstilkendegivelser nyder en
særlig beskyttelse i grundlovens § 79, der betegnes som
en politisk frihedsrettighed. Noget tilsvarende gør sig
gældende for EMRK artikel 11. Bestemmelsen om forsamlinger
med et "politisk eller andet meningsbefordrende øjemed" i
§ 3, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 224 af 17. marts 2020
er således udtryk for, at ikke alene ytringstilkendegivelser,
der kan betegnes som politiske, men også andre
meningstilkendegivelser, f.eks. om samfundsmæssige forhold i
øvrigt, undtages fra forbuddene i bekendtgørelsens
§§ 1 og 2.
Spørgsmål nr. 138:
"Kan styrelsen kræve at få udleveret
dankorttransaktioner, jf. Berlingske 29/3-20: "Mistænkt for
at være smittet? Styrelse kan kræve at få
udleveret dine dankorttransaktioner""?
Svar:
Jeg kan oplyse, at det bl.a. følger af § 1, 1. pkt.,
i bekendtgørelse nr. 216 af 17. marts 2019 om
oplysningsforpligtelser samt behandling af personoplysninger med
henblik på at hindre udbredelse og smitte i forbindelse med
håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19), at juridiske
personer er forpligtet til efter anmodning fra Styrelsen for
Patientsikkerhed eller politiet at afgive relevante oplysninger som
f.eks. oplysninger om navn og adresse på
betalingskortindehaver samt tid og sted for betalingstransaktioner
Det følger endvidere af bekendtgørelsens § 1, 3.
pkt., at Styrelsen for Patientsikkerhed og politiet kun kan anmode
om oplysninger omfattet af 1. pkt., når det er
nødvendigt med henblik på at hindre udbredelse og
smitte af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19).
Denne bekendtgørelse er udstedt i forbindelse med
udmøntning af lov nr. 208 af 17. marts 2020 om ændring
af lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre
overførbare sygdomme (Udvidelse af foranstaltninger til at
forebygge og inddæmme smitte samt sikring af
kapacitetsmæssige ressourcer m.v.).
Styrelsen vil således - hvis betingelserne i bestemmelsen
i øvrigt er opfyldt - efter omstændighederne kunne
afkræve nærmere angivne oplysninger om
betalingstransaktioner (navn og adresse på
betalingskortindehaver, tid og sted for betalingstransaktioner) fra
juridiske personer, dvs. virksomheder.
Men jeg kan i forlængelse heraf oplyse, at denne
bekendtgørelse bliver ændret, således at bl.a.
adgangen til at indhente oplysninger om navn og adresse på
betalingskortindehaver samt tid og sted for betalingstransaktioner
udgår af bekendtgørelsen. Ændringen vil
træde i kraft snarest muligt.
Baggrunden herfor er bl.a., at Styrelsen for Patientsikkerhed
har oplyst, at styrelsen ikke har anvendt bestemmelsen, siden
bestemmelsen trådte i kraft den 18. marts 2020. Styrelsen har
desuden oplyst, at styrelsen heller ikke aktuelt har behov for
sådanne oplysninger.
Spørgsmål nr. 139:
"Ministeren bedes, jf. svar på spm. 51, redegøre
for, hvilke særlige tilfælde der har været givet
tilladelse til vedrørende udgang og besøg under
Corona-krisen fra 18/3-20 i landets fængsler og arresthuse.
"
Svar:
Jeg har til brug for besvarelsen bedt Justitsministeriet
indhentet en udtalelse fra Direktoratet for Kriminalforsorgen, der
har oplyst følgende:
"Direktoratet for Kriminalforsorgen har til brug for besvarelsen
indhentet oplysninger fra de fire kriminalforsorgsområdet.
Det bemærkes, at oplysningerne er baseret på manuelle
gennemgange og derfor kan være behæftet med en vis
usikkerhed.
Direktoratet for Kriminalforsorgen kan herefter oplyse, at der i
forhold til besøg ikke har været nogen tilfælde,
hvor der siden 18. marts 2020 er dispenseret i forhold til reglerne
om afskæring af besøg til pårørende,
venner og bekendte.
Med hensyn til udgang har der siden den 18. marts 2020
været givet tilladelse hertil med henblik på at
møde i retten, at deltage i en nærtstående
persons begravelse, at besøge en nærtstående
person, der er alvorligt syg, samt med henblik på
sundhedsbesøg. Kriminalforsorgsområdernes oplysninger
omfatter ikke personalets transport af varetægtsarrestanter
til f.eks. afhøringer og aflæggelse af
dna-prøve. "
Spørgsmål nr. 140:
"Ministeren bedes begrunde, hvorfor man ikke har undtaget
bosteder og plejefamilier på linje med kollegieboliger, jf.
svaret på spm. 20? "
Svar:
Jeg kan oplyse, at der i bemærkningerne til lovforslagets
§ 1, nr. 3, vedrørende den foreslåede
ændring af epidemilovens § 6, stk. 1, ikke er foretaget
en udtømmende oplistning af boligfællesskaber, som vil
kunne undtages fra forbud mod, at flere personer befinder sig
på samme sted. Der er alene tale om eksempler. Lignende
boligformer vil derfor efter en konkret vurdering ligeledes kunne
undtages.
Hertil kommer, at der som udgangspunkt ikke vil være
hjemmel i epidemilovens § 6, stk. 1, som ændret ved
lovforslaget, til at fastsætte regler om forbud mod, at flere
personer befinder sig på samme sted i private boliger.
Spørgsmål nr. 141:
"Skal svaret på spm. 39 forstås sådan, at
forældre, værge m.v. fortsat skal kunne se sit barn,
hvis det er anbragt, og børnene har ret til at se sine
forældre? "
Svar:
Som det fremgår af min besvarelse af
spørgsmål nr. 39, vil besøgsrestriktioner
på anbringelsessteder ikke forhindre, at forældre kan
besøge deres barn.
Det fremgår således af lovforslaget, at der vil
kunne fastsættes regler om undtagelser til forbud eller
restriktioner, og at det i den forbindelse forudsættes, at
der fastsættes regler, der undtager besøg i kritiske
situationer fra en borgers nære pårørende.
Det fremgår endvidere, at der ved kritiske situationer
forstås f.eks. forældres eller andre nære
pårørendes besøg hos et barn.
Om begrebet nære pårørende kan jeg henvise
til min besvarelse af spørgsmål nr. 37 til L 158.
Heraf fremgår det bl.a., at familieforholdet ikke altid vil
være afgørende for at anse en person for
nærmeste pårørende.
Spørgsmål nr. 142:
"Må de, som bor i plejeboliger, tage på
besøg, til begravelse eller andet, når de ikke
må få besøg, jf. svar på spm. 38? "
Svar:
Den foreslåede bestemmelse i § 1, nr. 10,
vedrører adgang til bl.a. at fastsætte regler for
forbud og restriktioner for besøgendes adgang til
plejeboliger, aflastningspladser, anbringelsessteder og botilbud
m.v., det vil sige regler for, hvornår beboere på disse
steder og tilbud kan eller ikke kan modtage besøg.
Formålet med at kunne fastsætte regler for forbud og
besøgendes adgang til sådanne steder er at beskytte de
sårbare grupper, som kan opholde sig på disse steder,
mod at blive smittet med COVID-19.
Adgangen for beboerne på disse steder og tilbud til selv
at tage ud og aflægge besøg hos andre eller på
andre steder er derimod omfattet af de samme anbefalinger fra
Sundhedsstyrelsen, der gælder for den øvrige
befolkning, om, hvordan vi skal omgå hinanden, bl.a. at vi
skal minimere aktiviteter, hvor vi har kontakt til andre, herunder
begrænser antallet af besøg, aflyser besøg,
hvis man får symptomer på luftvejsinfektion, og sikrer
nem adgang til håndhygiejne.
Beboere i plejeboliger, aflastningspladser, anbringelsessteder
og botilbud m.v. vil således kunne aflægge besøg
hos andre eller på steder uden for deres bolig i samme omfang
som øvrige borgere - forudsat, at de er i stand hertil, og
at det kan lade sig gøre inden for de driftsmæssige
rammer, der er for den pågældende plejebolig,
aflastningsplads, anbringelsessted og botilbud m.v.
Spørgsmål nr. 143:
"Der ønskes et tydeligt svar
på spm. 22 vedrørende privatskov: Ja eller nej? "
Svar:
. /
.
Som oplyst i min besvarelse af 29.
marts 2020 af spørgsmål nr. 22 til L 158 lægges
der med den foreslåede affattelse af § 6, stk. 3, i
epidemiloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 4, op til, at
sundheds- og ældreministeren, når det er
nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse
af en alment farlig sygdom her i landet, efter forhandling med
justitsministeren kan fastsætte regler om, at politiet kan
nedlægge forbud mod ophold på et bestemt sted, hvortil
der er almindelig adgang, i en bestemt periode, hvis det efter
politiets skøn er nødvendigt for at forhindre fare
for smitte med en alment farlig sygdom det pågældende
sted.
Som det fremgår af
bemærkningerne til bestemmelsen, vil der alene kunne
nedlægges forbud for et mindre, afgrænset
område.
Som det ligeledes fremgår af
bemærkningerne til bestemmelsen, vil politiets forbud efter
regler fastsat i medfør af bestemmelsen bl.a. kunne omfatte
offentlige parker, strande, pladser, veje, forlystelsesparker,
banegårde og lufthavne og forretninger og
indkøbscentre i åbningstiden. Der er ikke i
bemærkningerne taget stilling til, om et forbud vil kunne
omfatte private skove.
Politiet vil efter
omstændighederne kunne nedlægge et sådant forbud,
hvis de øvrige betingelser for at nedlægge et forbud
er opfyldt, i det omfang, der er almindelig adgang til den
pågældende private skov.
For så vidt angår
spørgsmålet om almindelig adgang vil reglerne i
naturbeskyttelsesloven om ret til at færdes i privatejede
skove skulle indgå i vurderingen.
Det følger af
naturbeskyttelsesloven, at skove er åbne for færdsel
til fods og på cykel samt for ophold, hvis der er lovlig
adgang dertil, jf. § 23, stk. 1, 1. pkt. Det gælder dog
ikke for skovarealer, der er afmærket som militære
anlæg, jf. § 23, stk. 1, 2. pkt. Endvidere følger
det af § 23, stk. 2, at offentlighedens adgang ikke må
forhindres eller vanskeliggøres. Der må ikke
opsættes usædvanlige hegn omkring skove.
For så vidt angår
offentlighedens færdsel i privatejede skove følger det
af § 23, stk. 5, at færdsel til fods og på cykel
kun må ske ad stier og veje. Der er kun adgang fra kl. 6 til
solnedgang, og ophold må ikke finde sted inden for 150 m fra
beboelses- og driftsbygninger. Ejeren af privatejede skove på
mindre end 5 ha kan ved skiltning efter
bestemmelserne i mark- og vejfredslovens § 17 fastsætte
indskrænkninger i offentlighedens adgang, jf. § 23, stk.
6. Endelig følger det af § 23, stk. 7, at de
ovenanførte regler i § 23, stk. 5 og 6, ikke
gælder for skove, der ejes af offentlige stiftelser.
På den baggrund er det
vurderingen, at der i medfør af lovforslagets § 1, nr.
4, efter omstændighederne vil være hjemmel til, at
politiet vil kunne nedlægge forbud mod ophold i et mindre,
afgrænset område i en privatskov over 5 ha. Det
bemærkes i den forbindelse, at det vil være en
forudsætning for at nedlægge et sådant forbud, at
de øvrige betingelser for at nedlægge et forbud er
opfyldt.
Der henvises i øvrigt til
lovforslagets § 1, nr. 4, og bemærkningerne hertil.
Spørgsmål nr. 144:
"Kan ministeren, jf. svar på
spm. 99, bekræfte, at en husundersøgelse kan blive
iværksat uden en dommerkendelse? Eller hvordan skal
bemærkningerne om bevismaterialet i forhold til svaret
forstås? Kan man f.eks. lave en mindehøjtidelighed?
"
Svar:
. /
.
Som det fremgår af min
besvarelse af spørgsmål nr. 11 til L 158, er
udgangspunktet efter bemærkningerne til lovforslaget, at
bemyndigelsen i § 6, stk. 1, som ændret med
lovforslaget, ikke vil blive anvendt til fastsætte regler om
forbud mod, at flere personer befinder sig på samme sted i
private boliger.
Bemærkningerne
forudsætter dog også, at der, hvis det måtte
være nødvendigt, kan fastsættes regler, som
forbyder sammenkomster med personer uden for husstanden i private
boliger, hvis sammenkomsten sker på en sådan
måde, at det skønnes at udgøre en særlig
fare for smitte med Coronavirussygdom 2019 (COVID-19). Som det
videre fremgår af min besvarelse af spørgsmål
nr. 11, sigtes der med henvisningen til de nævnte
sammenkomster særligt til arrangementer mv., som kan
sidestilles med arrangementer mv. på natklubber, barer og
diskoteker.
Der sigtes således ikke til,
at de nævnte sammenkomster vil omfatte
mindehøjtideligheder i private hjem, og der vil derfor ikke
blive fastsat regler om forbud mod sådanne sammenkomster.
Derudover fremgår det af min
besvarelse af spørgsmål nr. 99, at bemyndigelsen i
epidemilovens § 6, stk. 2, ikke vil blive benyttet til at
fastsætte regler om, at der uden retskendelse er adgang til
private boliger med henblik på kontrol af overholdelsen af
regler fastsat i medfør af § 6, stk. 1.
Som det videre fremgår af
besvarelsen, vil politiet for at få adgang til private
boliger skulle gå frem efter de almindelige
straffeprocessuelle regler om ransagning i retsplejeloven.
Efter retsplejelovens § 796,
stk. 2, skal en afgørelse om ransagning af bl.a. boliger,
jf. § 783, stk. 1, nr. 1, træffes ved rettens kendelse.
Det er med andre ord udgangspunktet, at en ransagning foretages
efter indhentelse af forudgående retskendelse. Bestemmelsen
er udtryk for det generelle princip i straffeprocessen, at
straffeprocessuelle tvangsindgreb alene kan foretages af politiet
på baggrund af en retskendelse, hvorved det er konstateret,
at lovens betingelser for tvangsindgrebet er opfyldt i det konkrete
tilfælde.
Politiet kan dog træffe
beslutning om at foretage ransagning, såfremt
undersøgelsens øjemed ville forspildes, hvis
retskendelse skulle afventes, jf. § 796, stk. 3. I disse
tilfælde forelægger politiet, hvis den, hvis husrum,
lokaliteter eller genstande ransagningen retter sig mod,
fremsætter anmodning herom, snarest muligt og senest inden 24
timer sagen for retten, der ved kendelse afgør, om indgrebet
kan godkendes. Eksemplet om bortskaffelse af bevismateriale i min
besvarelse af spørgsmål nr. 99 skal alene ses som et
typeeksempel på, at betingelsen om ransagning "på
øjemedet" vil kunne være opfyldt, da bevismaterialet i
eksemplet ville være bortskaffet - og dermed ville også
selve formålet med ransagningen falde bort - hvis politiet
skulle afvente en retskendelse.
Det bemærkes i øvrigt,
at ovennævnte undtagelse om, at tvangsindgrebet kan foretages
uden forudgående retskendelse, hvis "indgrebets øjemed
ville forspildes, dersom retskendelse skulle afventes" (også
kaldet "på øjemedet"), ikke alene gælder for
ransagning men også for en lang række af de
øvrige bestemmelser i retsplejeloven, herunder i forhold til
indgreb i meddelelseshemmeligheden, agentvirksomhed, forstyrrelse
eller afbrydelse af radio- eller telekommunikation,
legemsbesigtigelse og beslaglæggelse.
Som det fremgår ovenfor, vil
der således i forhold til straffeprocessuelle indgreb uden
samtykke altid være krav om enten forudgående eller
efterfølgende retskendelse. Det er dog kun et krav, at der
indhentes efterfølgende retskendelse, hvis den, hvis husrum,
lokaliteter eller genstande ransagningen retter sig mod,
fremsætter anmodning herom.
Spørgsmål nr. 145:
"Ministeren bedes redegøre for, om Danmark følger
WHO's anbefalinger fsva. tests? Hvis ikke - på hvilke
områder er der afvigelser, og hvad er begrundelsen herfor?
Spørgerne mener, at spørgsmålet er helt
relevant for behandlingen af L 158 og hele spørgsmålet
om, hvad der skal til i forhold til at anvende de yderligere
beføjelser, der ligger i L 158. "
Svar:
WHO anbefaler omfattende brug af test men har ikke konkrete
målsætninger om antallet af test. Samtidig anerkender
WHO, at kapacitet også er en væsentlig faktor.
Det er det klare strategiske mål, at der skal testes langt
flere i Danmark, i tråd med WHO's anbefalinger.
Sundhedsstyrelsen har 25. marts 2020 udsendt opdaterede
retningslinjer for håndteringen af COVID-19 i
sundhedsvæsenet. I takt med at epidemien udvikler sig, skal
vi kunne teste langt flere.
Desværre er der global mangel på testudstyr, og det
mærkes også ude i regionerne. Derfor arbejdes der
også intensivt og kreativt på at øge
testkapaciteten i samarbejde med både private og offentlige
aktører. I takt med at testkapaciteten udbygges, vil der
blive plads til, at langt flere kan testes.
Danske Regioner har 27. marts 2020 meldt ud, at regionernes
testkapacitet bliver forøget til mere end 5.000 daglige
test, og at de med den nuværende lagerbeholdning kan sikre
denne kapacitet i 14 dage.
Spørgsmål 146:
"Hvornår forventer ministeren, at smittekurven
knækker. "
Svar:
Sundheds- og Ældreministeriet har til brug for besvarelsen
indhentet bidrag fra Statens Serum Institut, der kan oplyse
følgende:
"Epidemikurve
Med udgangspunkt i data fra COVID-19-epidemien i Italien er der
opstillet en prognose for, hvordan epidemien kan udvikle sig i
Danmark, hvis den forløb på samme vis som i de tre
hårdest ramte regioner i Norditalien (Lombardiet, Veneto og
Emilia Romagna), et såkaldt worst-case-scenario. I dette
scenarie opereres med et 13 uger langt epidemiforløb.
Når vi plotter antallet af indlagte tilfælde i DK
på kurven er der noget der tyder på, at vi er lidt
længere inde i epidemien end hidtil antaget, således at
vi nu har overstået fjerde epidemiuge. Ifølge denne
prognose vil udbruddet toppe allerede primo april uden tiltag.
Figur 1. Antal
nyindlagte COVID-19 tilfælde per epidemiuge i Danmark op til
d. 26. marts i forhold til en model baseret på det
Norditalienske (Lombardiet, Veneto og Emilia Romagna)
scenarie
Det ser imidlertid ud til, at smittespredningen er bremset lidt
op, hvilket tyder på en begyndende effekt af regeringens
tiltag. Med de igangværende tiltag forventes det, at kurven
topper senere og bliver mere affladet. Såfremt den
nuværende indsats fastholdes gennem lang tid, er det
sandsynligt, at epidemien vil fortsætte i en relativ
afdæmpet form, samtidig med, at risiko for overbelastning af
sundhedsvæsenet er reduceret set i forhold til et
norditaliensk scenarie. Såfremt man derimod beslutter at
ophæve alle tiltag efter den 13. april 2020, vil
smittepresset stige betydeligt. Forløbet af epidemien vil
derfor afhænge af, hvornår og hvordan man vil
løfte diverse tiltag. Der er nedsat en ad-hoc ekspertgruppe
sammen med Statens Serum Institut, der netop arbejder med
forskellige typer af epidemimodeller, der kan bruges til bedre at
forudse forløbet af epidemien, når man tager
højde for effekten af forskellige tiltag hver for sig og
kombineret. "
Jeg kan henholde mig til ovenstående.
Spørgsmål nr. 147:
"Ministeren bedes redegøre for, om SSIs adgang til og
brug af teledata også skal anvendes til at legitimere
regeringens overvejelser om at lukke Storebælt,
Lillebælt og øvrige broer og
færgeforbindelser.
Spørgerne mener, at spørgsmålet er helt
relevant for behandlingen af L 158 og hele spørgsmålet
om, hvad der skal til i forhold til at anvende de yderligere
beføjelser, der ligger i L 158. "
Svar:
. /
.
Som oplyst i svar på
spørgsmål nr. 123 til L 158, indeholder lovforslaget
ikke bestemmelser eller bemærkninger, der vedrører
Statens Serum Instituts adgang til brug af teledata.
Jeg kan dog oplyse, at Statens
Serum Institut på bestilling fra Sundheds- og
Ældreministeriet har nedsat en forskningsgruppe med
deltagelse af forskere fra Statens Serum Institut og flere danske
universiteter. Forskningsgruppen skal ved hjælp af matematisk
modellering analysere og give bidrag til løbende justering
af COVID-19-indsatsen.
De matematiske modeller skal
hjælpe med at analysere effekt af allerede indførte
tiltag, effekt af mulige tiltag, samt estimerede effekter,
når indførte tiltag reduceres eller fjernes.
Et af de centrale
spørgsmål, der ønskes analyseret via matematisk
modellering, er, hvordan regeringens restriktioner påvirker
danskeres kontaktmønstre. For at kunne gennemføre
sådanne analyser er der behov for, at forskningsgruppen kan
anvende oplysninger fra forskellige datakilder, der kan belyse
udviklingen i mængder - fx hvor meget og hvordan
bevæger befolkningen sig rundt, og hvordan påvirker det
udviklingen i smittespredning.
Det er en forudsætning for,
at datasæt med f.eks. anonymiserede teleoplysninger kan
etableres, at de relevante myndigheder vurderer, at datasæt
kan stilles til rådighed for forskningsgruppen inden for de
lovgivningsmæssige rammer.
Det er således på
nuværende tidspunkt for tidligt at sige, på hvilken
måde Statens Serums Instituts eventuelle analyser af data vil
kunne anvendes i forbindelse med regeringens beslutninger om
iværksættelse af foranstaltninger for at forebygge og
inddæmme smitte med COVID-19 m.v.
Spørgsmål nr. 148:
"Vil ministeren i forlængelse af svar på spm. 53
oplyse, om ministeren i alle tilfælde mener, at kommunerne i
dag er i stand til at håndtere og vurdere behovet for
restriktioner i forhold til besøgendes adgang til botilbud
og plejehjem for særligt udsatte grupper, så man
får taget de nødvendige afvejninger af, hvordan vi
håndterer ¬coronasmitte og den mentale sundhed, som
Sundhedsstyrelsen også påpeger i sit høringssvar
i forhold til særligt udsatte borgere - og hvor kan
kommunerne i givet fald søge støtte og vejledning
på både social- og sundhedsområdet, når de
skal træffe disse svære beslutninger om isolation og
besøgsrestriktioner? "
Svar:
Jeg har tillid til, at kommunalbestyrelserne kan vurdere,
hvordan et konkret påbud udstedt af Styrelsen for
Patientsikkerhed om forbud mod eller restriktioner for
besøgende adgang skal håndteres lokalt.
Kommunalbestyrelsen vil blandt andet kunne søge vejledning
hos de centrale sundhedsmyndigheder, herunder i de offentliggjorte
anbefalinger om forebyggelse af smitte med COVID-19.
Spørgsmål nr. 149:
"Kan ministeren i forlængelse af svar på spm. 53
oplyse, hvordan status er på mulighederne for at teste
udsatte borgere og de ansatte på bosteder og plejehjem med
¬corona-symptomer? "
Svar:
Det fremgår af Sundhedsstyrelsen retningslinjer, som er
opdateret den 25. marts 2020, at der sker telefonisk visitation af
voksne til test i en regional COVID-19-vurderingsenhed efter en
række kriterier. Et af kriterierne er, at der skal ske
visitation, efter et konkret klinisk skøn, af voksne, som
anses for at være særligt sårbare individer,
herunder bl.a. patienter med svær psykisk sygdom, nedsat
kognitiv funktion eller andre underlæggende sygdomme, samt
øvrige særligt udsatte grupper, når de har lette
til moderate symptomer forenelig med COVID-19.
Det er i Sundhedsstyrelsens retningslinjer beskrevet, at
ansatte, der varetager en kritisk funktion i sundhedsvæsnet,
ældreplejen, indsatser for særligt sårbare
grupper på socialområdet, eller andre helt
særlige nøglefunktioner i samfundet, vil kunne
henvises af deres nærmeste personaleleder til vurdering og
test i en regional COVID-19-vurderingsenhed med henblik på
hurtig raskmelding.
Endelig fremgår det af retningslinjerne, at der ved
mistanke om smittespredning på plejecentre,
ældreboliger, kommunale bosteder, kriminalforsorgens
institutioner og andre steder, kan borgerne henvises til vurdering
og evt. test for COVID-19 via egen læge eller en fast
tilknyttet læge fx plejehjemslæge m.v.
Retningslinjerne, som jeg henholder mig til, kan findes på
https://www.sst.dk/da/Udgivelser/2020/Retningslinjer-for-haandtering-af-COVID-19.
. /
.
Jeg kan afslutningsvist oplyse, at der arbejdes intensivt
på en væsentlig udvidelse af testkapaciteten. Jeg
henviser samtidig til min besvarelse af spørgsmål nr.
145 til L 158 vedrørende tests og testkapacitet.
Spørgsmål nr. 150:
"I forlængelse af svar på spm. 54 vil
spørgeren gerne vide, hvordan ministeren definerer "kritiske
situationer" på et hospice, hvor de fleste beboere vel for
det første kan defineres som værende i en terminal
tilstand, og for det andet kan faren for at smitte en beboer fra en
udefrakommende ikke siges at have helt de samme fatale
konsekvenser, som på et plejehjem eller bosted? "
Svar:
. /
.
Jeg henviser til min besvarelse af spørgsmål nr. 54
til L 158 af 29. marts 2020, hvoraf det fremgår, at der ved
kritiske situationer bl.a. forstås et uopsætteligt
besøg hos en kritisk syg eller døende person.
Spørgsmål nr. 151:
"I forlængelse af svar på spm. 55 vil
spørgeren gerne vide helt konkret, hvordan det skulle
vanskeliggøre håndhævelsen af forbuddet, hvis
man er mere end to eller tre personer i en "familielignende"
situation fra et mindre bosted? "
Svar:
Som det fremgår af bemærkningerne til § 1, nr.
3, forudsættes det, at der ikke fastsættes regler efter
epidemilovens § 6, stk. 1, som ændret ved lovforslaget,
om forbud mod, at tre personer eller flere, som er nærmeste pårørende,
befinder sig samme sted.
. /
.
Af min besvarelse af spørgsmål nr. 77 til L 158
fremgår, at den kreds af nærmeste
pårørende, der er opregnet i lovforslagets
bemærkninger, er udtryk for det minimum af personer, der vil
skulle undtages fra et eventuelt forbud.
Det vil således være muligt at fastsætte, at
flere personer skal undtages, hvis et sådant forbud
måtte blive fastsat ved bekendtgørelse.
Håndhævelseshensynet vil være ét af de
hensyn, der vil skulle indgå i afgrænsningen af
nærmeste pårørende: Jo bredere en
afgrænsning, desto sværere vil det være at
dokumentere den nødvendige tilknytning.
Spørgsmål nr. 152:
"Afvisning af en borger i
medfør af et forbud eller restriktioner for
besøgendes adgang til offentlige og private plejehjem (. .
.) og sygehuse (. . .) vil som udgangspunkt være faktisk
forvaltningsvirksomhed. Men i hvilke tilfælde vil der skulle
træffes en afgørelse med klageadgang? Der henvises til
svar på spørgsmål 18 og 29. "
Svar:
En borger, der nægtes adgang til eksempelvis et plejehjem
eller et sygehus, vil have mulighed for at rette henvendelse herom
til Styrelsen for Patientsikkerhed. Styrelsen for Patientsikkerhed
vil i forbindelse med behandlingen af en sådan henvendelse
skulle vurdere, om der er tale om en afgørelse i
forvaltningslovens forstand, som styrelsen som klageinstans kan
behandle.
I den juridiske litteratur er en afgørelse traditionelt
defineret som en udtalelse fra en forvaltningsmyndighed, som
udstedes på offentligretligt grundlag, som rettes til en
eller flere personer m.v. og går ud på ensidigt at
bestemme, hvad der er eller skal være gældende ret i et
foreliggende tilfælde.
Det vil således bero på en konkret vurdering i det
enkelte tilfælde, om det er tale om en afgørelse i
forvaltningslovens forstand.
Spørgsmål nr. 153:
"Hvem foretager den konkrete
vurdering af, hvorvidt et bosted vil kunne sidestilles med f.eks.
kollegieboliger og lignende bofællesskaber i forhold til
forbuddet mod, at tre personer eller flere befinder sig på
samme sted? Der henvises til svar på spørgsmål
20. "
Svar:
. /
.
Jeg henviser til min besvarelse af spørgsmål nr.
134 vedrørende lovforslaget (L 158), hvoraf det bl.a.
fremgår, at botilbud og anbringelsessteder, væresteder
m.v. og sociale tilbud efter omstændighederne vil kunne
være omfattet af forudsætningen om, at der ikke vil
blive fastsat regler om forbud mod, at personer, som ikke
tilhører samme husstand, men hvis boligforhold tilsiger, at
de i praksis ikke kan undgå et vist mål af omgang med
hinanden, befinder sig på samme sted. Det vil bero på
en konkret vurdering af det enkelte tilbud m.v.
I forbindelse med en eventuel udmøntning af regler om
forbud mod, at 10 eller færre personer befinder sig på
samme sted, vil der kunne tages stilling til den nærmere
afgrænsning af, i hvilket omfang botilbud,
anbringelsessteder, væresteder m.v. og sociale tilbud der vil
skulle være omfattet af sådanne regler.
Det bemærkes i den forbindelse, at det følger af
den foreslåede § 6, stk. 1, 1. pkt. (lovforslagets
§ 1, nr. 3), at regler om forbud mod, at flere personer
befinder sig på samme sted, fastsættes af sundheds- og
ældreministeren efter forhandling med justitsministeren.
Spørgsmål nr. 154:
"Skal almindelig færden
igennem f.eks. en park forstås på den måde, at
det vil være tilladt at løbetræne samt lufte
børn eller hunde i en park trods forbud mod ophold på
steder, hvortil der er almindelig adgang? Der henvises til svar
på spørgsmål 21. "
Svar:
. /
.
Som oplyst i min besvarelse af 29.
marts 2020 af spørgsmål nr. 21 til lovforslaget
lægges der med den foreslåede bestemmelse i § 6,
stk. 3, i epidemiloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 4, op til,
at sundheds- og ældreministeren, når det er
nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse
af en alment farlig sygdom her i landet, efter forhandling med
justitsministeren kan fastsætte regler om, at politiet kan
nedlægge forbud mod ophold på et bestemt sted, hvortil
der er almindelig adgang, i en bestemt periode, hvis det efter
politiets skøn er nødvendigt for at forhindre fare
for smitte med en alment farlig sygdom det pågældende
sted.
Som det fremgår af
bemærkningerne til bestemmelsen, vil politiet efter regler
fastsat i medfør heraf kunne forbyde ophold det
pågældende sted. Et forbud vil derimod ikke omfatte
almindelig færden. Udtrykket "almindelig færden"
forudsættes eksempelvis at omfatte situationer, hvor man
går henover en plads eller igennem en park, som er omfattet
af forbuddet.
Det vil bero på en konkret
vurdering af den pågældende situation, om der er tale
om ophold i strid med et forbud eller almindelig færden. Det
vil dog som udgangspunkt ikke være i strid med et forbud mod
ophold i eksempelvis en park, at en person i forbindelse med
løbetræning, hundeluftning eller en gåtur med
sine børn løber eller går igennem parken.
Slår den pågældende sig derimod ned i parken for
f.eks. at spise medbragt mad eller nyde solen, vil der som
udgangspunkt være tale om ophold i strid med forbuddet.
Spørgsmål nr. 155:
"Skal svaret på
spørgsmål 23 forstås sådan, at der ikke er
fastsat grænser for tidsrummets længde og antallet af
forlængelser ved nedlæggelse af forbud mod ophold
på steder, hvortil der er almindelig adgang? "
Svar:
Med den foreslåede
bestemmelse i § 6, stk. 3, i epidemiloven, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 4, lægges der op til, at sundheds- og
ældreministeren, når det er nødvendigt for at
forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig
sygdom her i landet, efter forhandling med justitsministeren kan
fastsætte regler om, at politiet kan nedlægge forbud
mod ophold på et bestemt sted, hvortil der er almindelig
adgang, i en bestemt periode, hvis det efter politiets skøn
er nødvendigt for at forhindre fare for smitte med en alment
farlig sygdom det pågældende sted.
. /
.
Som oplyst i min besvarelse af 29.
marts 2020 af spørgsmål nr. 23 til lovforslaget
fremgår det af bemærkningerne til bestemmelsen, at et
forbud vil skulle nedlægges for et bestemt tidsrum, men at
tidsrummet vil kunne forlænges, hvis betingelserne for
nedlæggelse af forbud fortsat er opfyldt.
Der er således ikke med
lovforslaget lagt op til, at der skal gælde en fast
grænse for, hvor længe et forbud kan være
gældende, eller at der kun skal kunne foretages et bestemt
antal forlængelser.
Det vil bero på politiets
konkrete vurdering i det enkelte tilfælde, om betingelserne
for at forlænge et forbud er opfyldt. I denne vurdering vil
bl.a. politiets erfaringer med det pågældende sted og
Sundhedsstyrelsens generelle anbefalinger om smittefaren fra
sygdommen kunne indgå.
Det bemærkes, at det i
bemærkningerne til det foreslåede § 6, stk. 3, er
forudsat, at regler fastsat i medfør af bestemmelsen skal
være midlertidige, og at de ikke vil kunne udstrækkes i
længere tid, end hvad der skønnes nødvendigt
for at forebygge eller inddæmme udbredelsen af den
pågældende sygdom. Når en eventuel
bekendtgørelse udstedt i henhold til bestemmelsen
ophæves, vil alle forbud mod ophold bestemte steder, der
måtte være udstedt i henhold til en sådan
bekendtgørelse, også bortfalde.
Spørgsmål nr. 156:
"Hvis ministeren vælger at
forbyde adgang til f.eks. golfbaner eller forlystelsesparkers
udendørsarealer, er der da taget højde for
kompensation/erstatning til de berørte? Der henvises til
svar på spørgsmål 24"
Svar:
For så vidt angår
spørgsmålet om eventuel erstatning bemærkes, at
det fremgår af de specielle bemærkninger til den
gældende epidemilovs § 27, at det vil afhænge af
en samlet vurdering ud fra en række momenter, om anvendelsen
af den pågældende bestemmelse, f.eks. regler fastsat i
medfør af epidemilovens § 12 b med de med lovforslaget
foreslåede ændringer, i det konkrete tilfælde vil
være udtryk for et ekspropriativt indgreb. Det fremgår
endvidere, at det må antages, at sådanne
foranstaltninger ofte ikke vil skulle anses for ekspropriative
indgreb i grundlovens forstand, men at det imidlertid næppe
på forhånd kan udelukkes, at et indgreb efter
omstændighederne vil kunne anses for ekspropriativt.
I tilfælde, hvor det
vurderes, at der ved gennemførelse af en foranstaltning med
hjemmel i epidemiloven vil være tale om et ekspropriativt
indgreb i grundlovens forstand, følger det af epidemilovens
§ 27, stk. 2, at der skal ydes fuldstændig erstatning
til den eller de berørte personer. Kan der ikke opnås
enighed, må spørgsmålet i givet fald indbringes
for domstolene. Der henvises til Folketingstidende 2019-20, A, L
133 som fremsat, side 35 ff.
. /
.
For så vidt angår
spørgsmålet om kompensation kan det oplyses, at
lovforslaget ikke indeholder regler herom. Der henvises i
øvrigt til min besvarelse af spørgsmål nr. 78
til L 158.
Spørgsmål nr. 157:
"Vil ministeren udarbejde et skema
over klagemulighederne, når der er tale om ekspropriative
indgreb ved gennemførelse af foranstaltninger efter
epidemiloven? "
Svar:
Det fremgår af den
gældende epidemilovs § 1, stk. 2, at sundheds- og
ældreministeren kan bemyndige andre myndigheder til at
udøve de beføjelser, der i epidemiloven er tillagt
ministeren. Hvis ministeren i medfør heraf bemyndiger en
anden myndighed til at træffe afgørelser, vil
sådanne afgørelser som udgangspunkt kunne
påklages til ministeren. Med hjemmel i det foreslåede
§ 1, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, vil det dog
kunne fastsættes, at en anden myndighed skal være
klageinstans. Det vil således f.eks. kunne fastsættes,
at klager over politiets afgørelser skal indgives til
Rigspolitiet.
Hvis en fysisk eller juridisk
person mener, at en afgørelse truffet efter epidemiloven
eller regler udstedt i medfør heraf udgør
ekspropriation, vil den pågældende kunne klage til den
myndighed, der er klageinstans for så vidt angår den
pågældende afgørelse. Der henvises i den
forbindelse til det skema, der fremgår af min besvarelse af
spørgsmål nr. 18 til L 158. Skemaet indeholder en
oversigt over afgørelser, som sundheds- og
ældreministeren har bemyndiget andre myndigheder til at
træffe, og det fremgår i den forbindelse både,
hvilken myndighed der i dag er klageadgang til, og hvilken
myndighed der forventes at kunne klages til efter en eventuel
vedtagelse af lovforslaget.
Sundheds- og ældreministerens
afgørelser i sager, hvor ministeren ikke har bemyndiget en
anden myndighed til at træffe afgørelse, kan ikke
påklages til anden administrativ myndighed.
Epidemiloven indeholder herudover
en række bemyndigelsesbestemmelser, der skal udmøntes
ved bekendtgørelser. En fysisk eller juridisk person, der
mener, at en generel regel i en sådan bekendtgørelse -
og altså ikke en konkret afgørelse i forhold til den
pågældende - udgør ekspropriation, vil skulle
rette henvendelse til den myndighed, der har udstedt den
pågældende bekendtgørelse, dvs. som udgangspunkt
sundheds- og ældreministeren. Den fysiske eller juridiske
person vil over for denne myndighed kunne gøre sit krav
gældende. I tilfælde af uenighed må
spørgsmålet indbringes for domstolene.
Spørgsmål nr. 158:
"Ministeren svarer ikke på
spørgsmål 26. Vil ministeren besvare
spørgsmålet? "
Svar:
. /
.
Som det fremgår af min besvarelse af
spørgsmål nr. 26 vedrørende lovforslaget, vil
det ikke være muligt - som § 5 i bekendtgørelse
nr. 224 af 17. marts 2020 er formuleret på nuværende
tidspunkt - at afholde en gudstjeneste eller andagt, som den der
spørges til i spørgsmål nr. 26.
Som statsministeren oplyste på pressemødet den 30.
marts 2020, vil det, såfremt den nuværende udvikling og
tallene holder, være muligt med en kontrolleret og gradvis
genåbning af Danmark. Det kræver, at vi alle
fortsætter med at holde afstand og følge
myndighedernes anvisninger.
Regeringen vil løbende følge situationen. Det
gælder naturligvis også ift. folkekirken.
Regeringen vil drøfte med Folketingets partier, hvordan
den gradvise åbning kan foretages.
Spørgsmål nr. 159:
"Skal svaret på
spørgsmål 32 forstås sådan, at der ikke er
fastsat grænser for varigheden af besøgsrestriktioner
samt muligheden for forlængelse heraf? "
Svar:
Forbud mod eller restriktioner for
besøgendes adgang til eksempelvis et plejehjem vil
være midlertidige
foranstaltninger, der kun kan opretholdes så længe, det
er nødvendigt for at forebygge
eller inddæmme udbredelsen af en alment farlig sygdom eller
COVID-19.
Varigheden af forbud mod eller
restriktioner for besøg vil derfor bero på en konkret
vurdering af, hvor længe disse vurderes at være
nødvendige for at sikre ovenstående. Når forbud
eller restriktioner ikke længere er nødvendige, skal
de således ophæves.
Spørgsmål nr. 160:
"Vil ministeren løbende tage
følgegruppen med på råd i forhold til
vurderingen af, hvor længe det er nødvendigt med en
suspendering af udrednings- og behandlingsretten samt evt. andre
rettigheder? Der henvises til svar på spørgsmål
33. "
Svar:
Det er min opfattelse, at det hovedsageligt er en sundhedsfaglig
vurdering, hvor længe der er behov for at opretholde en
suspendering af udrednings- og behandlingsretten samt eventuelle
andre rettigheder. Som lovet i forbindelse med udvalgsbehandlingen
vil jeg dog løbende holde udvalget orienteret om
udviklingen. Det vil ske på baggrund af oplysninger fra
Sundhedsstyrelsen, Danske Regioner og KL om sundhedsvæsenets
behandlings- og personalemæssige kapacitet.
Jeg vil også sørge for, at den følgegruppe
for COVID-19, der blev etableret i forbindelse med vedtagelse af
lov nr. 208 af 17. marts 2020, fortsat bliver inddraget i
forbindelse med tiltag, der er på vej, herunder i form af
udmøntning af bemyndigelser efter loven. I forbindelse med
akutte hastesager med behov for hurtig handling, vil
følgegruppen blive inddraget hurtigst muligt.
Spørgsmål nr. 161:
"L 158 vedrører ikke sundhedslovens § 88, men er det
korrekt, at den gældende § 12 d i epidemiloven
vedrører sundhedslovens § 88? Der henvises til svaret
på spørgsmål 40. "
Svar:
Som det fremgår af bemærkningerne til den
gældende § 12 d, stk. 1, i epidemiloven (lov nr. 208 af
17. marts 2020), kan sundheds- og ældreministeren
fastsætte regler om begrænsning af rettigheder på
sundheds- og ældreområdet. Begrænsningen skal
sikre, at regionsrådet og kommunalbestyrelsen får
mulighed for at prioritere den behandlings- og
personalemæssige kapacitet til patienter med akutte og
livstruende behandlingsbehov, herunder COVID-19.
Bestemmelsen kan ifølge bemærkningerne anvendes til
bl.a. at fastsætte regler, der. fraviger sundhedslovens
regler om forebyggende helbredsundersøgelser til børn
under den undervisningspligtige alder efter § 63, udvidet frit
sygehusvalg i forbindelse med diagnostiske undersøgelser til
brug for praktiserende læger og speciallæger efter
§ 82 a, hurtig udredning efter 82 b, brystundersøgelser
for personer mellem 50 og 69 år med kvindeligt brystvæv
efter § 85, udvidet frit sygehusvalg efter § 87,
maksimale ventetider for behandling af livstruende sygdomme efter
§ 88, oplysningspligt ved henvisning til sygehus efter §
90 og alkohol- og stofmisbrugsbehandling efter §§ 141 og
142.
Bestemmelsen i epidemilovens § 12 d, stk. 1, er
nærmere udmøntet i bekendtgørelse nr. 301 af
28. marts 2020 om begrænsning af rettigheder på
sundheds- og ældreområdet i forbindelse med
håndering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19).
Det er vigtigt at understrege, at de regler, som nu
foreslås ændret, sammen med de gældende regler
netop skal sikre, at der fortsat er ressourcer til både at
behandle patienter med COVID-19 og andre patienter med akutte og
livstruende sygdomme. Patienter med kræft eller andre
livstruende sygdomme skal også fremadrettet modtage
behandling. Så hvis en borger får mistanke om
kræft, f.eks. finder en knude i brystet, så er det
fortsat vigtigt, at borgeren med det samme kontakter sin
læge.
Spørgsmål nr. 162:
"Har ministeren på baggrund af de foreliggende
anbefalinger fra sundhedsmyndighederne planer om at lukke
campingpladserne, eller er det noget regeringen
påtænker, såfremt der kommer nye oplysninger? Og
hvilke oplysninger skal ligge til grund? "
Svar:
Efter den foreslåede
ændring af § 12 b, 1. pkt., i epidemiloven, jf.
lovforslagets § 1, nr. 9, vil der fremover kunne
fastsættes regler om forbud mod adgang til eller
restriktioner for adgangen til eller brugen af
udendørsarealer, som en fysisk eller juridisk person
råder over.
Som det fremgår af
bemærkningerne til bestemmelsen, vil der herefter kunne
fastsættes regler om forbud mod adgang til eller
restriktioner for brug af bl.a. campingpladser.
Som oplyst i min besvarelse af 29.
marts 2020 af spørgsmål nr. 1 til L 158 er regeringens
altoverskyggende hovedprioritet fortsat at afbøde de
alvorlige konsekvenser af spredningen af COVID-19 i samfundet mest
muligt. Det er i vid udstrækning vurderingen, at de tiltag,
der er iværksat mod smittespredning, allerede har haft en
betydelig effekt på danskernes aktiviteter og
adfærd.
Der bør derfor efter
regeringens opfattelse udvises rettidig omhu ved at tilvejebringe
de nødvendige handlemuligheder, hvis der måtte
opstå behov for at handle hurtigt og tage yderligere
initiativer for at begrænse smittespredningen og
afbøde konsekvenserne af spredningen.
Regeringen følger
naturligvis løbende situationen med henblik på at
vurdere, hvilke tiltag der er nødvendige.
Spørgsmål nr. 163:
"Vil campingpladserne på nuværende tidspunkt kunne
opnå en delvis kompensation set i forhold til, at mange af
deres campister f.eks. er fra Tyskland, og grænsen er lukket?
"
Svar:
. /
.
Der henvises til min samtidige
besvarelse af spørgsmål nr. 156 til L 158.
Spørgsmål nr. 164:
"Vil ministeren yde teknisk bistand til et
ændringsforslag, der indebærer, at bemyndigelsen til
indskrænkningen i forsamlingsfriheden er på ministerens
ansvar, men hvor det fremgår af loven, at ministeren kun kan
iværksætte den konkrete passus efter indstilling fra
relevante myndigheder, herunder Sundhedsstyrelsen? "
Svar:
1. Det ønskede
ændringsforslag kan udarbejdes på følgende
måde:
"Ændringsforslag
AF (…)
Til § 1
01) Efter nr. 3 indsættes som
nyt nummer:
"0X) I § 6,
stk. 1, indsættes efter 2. pkt. som nyt punktum:
"Regler efter 1. pkt. om forbud mod, at 10 eller færre
personer befinder sig på samme sted, kan alene
fastsættes efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen, der forud
for afgivelsen af en indstilling skal inddrage andre relevante
myndigheder. "
[Indsættelse af krav om indstilling fra Sundhedsstyrelsen
ved indførelse af forbud mod, at 10 eller færre
personer befinder sig på samme sted]
B e m æ r k n i n g e r
Til nr. 01
Det følger af lovforslagets
§ 1, nr. 3, at epidemilovens § 6, stk. 1, 1. pkt.,
foreslås ændret således, at sundheds- og
ældreministeren - når det er nødvendigt for at
forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig
sygdom her i landet - efter forhandling med justitsministeren kan
fastsætte regler om forbud mod, at flere personer befinder
sig på samme sted.
Det foreslås, at der i epidemilovens § 6, stk. 1, indsættes et nyt 3.
pkt., hvorefter regler efter 1. pkt. om forbud mod, at 10 eller
færre personer befinder sig på samme sted, alene kan
fastsættes efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen, der forud
for afgivelsen af en indstilling skal inddrage andre relevante
myndigheder.
Ændringsforslaget
indebærer, at der alene kan fastsættes regler om forbud
mod, at 10 eller færre personer befinder sig på samme
sted, hvis der foreligger en indstilling herom fra
Sundhedsstyrelsen.
Endvidere indebærer
ændringsforslaget, at Sundhedsstyrelsen i forbindelse med
forberedelsen af en indstilling skal inddrage andre relevante
myndigheder. Det omfatter bl.a. andre relevante sundhedsmyndigheder
og Rigspolitiet. "
2. Det
fremgår af spørgsmålet, at der ønskes
teknisk bistand til en bestemmelse om, at regler om forbud mod, at
10 eller færre personer befinder sig på samme sted,
alene kan fastsættes efter indstilling fra relevante
myndigheder, herunder Sundhedsstyrelsen. I den forbindelse
bemærkes det, at reglen om indstilling i
ændringsforslaget er udarbejdet sådan, at
Sundhedsstyrelsen afgiver indstillingen, men forud herfor skal
inddrage andre relevante myndigheder. Det skyldes, at en
sådan regel vurderes bedre at kunne håndteres i
praksis. Hvis sundheds- og ældreministeren således
skulle indhente indstillinger fra flere myndigheder, ville der
opstå spørgsmål om, hvilke af eventuelle
modstridende indstillinger der kunne danne grundlag for
fastsættelse af regler om forbud mod, at 10 eller færre
personer befinder sig samme sted. Det er vurderingen, at
formålet med den regel, der ønskes teknisk bistand
til, bedst kan opnås med den løsning, der
fremgår af ændringsforslaget.
3. Jeg
kan ikke støtte et sådant ændringsforslag.
Regeringen har hidtil taget en række tiltag, der har til
formål at mindske smittespredning i samfundet. Det er i vid
udstrækning vurderingen, at tiltagene allerede har haft en
betydelig effekt på danskernes aktiviteter og adfærd,
og at de vil bidrage til at aflaste og afbøde belastningen
af sundhedsvæsenet. Det er med andre ord vurderingen, at
regeringens hidtidige tilgang har virket, og lovforslaget ligger i
forlængelse af denne tilgang.
Som jeg oplyste under
førstebehandlingen af lovforslaget, er regeringen bevidst
om, at der ikke nødvendigvis for hvert enkelt element i
lovforslaget foreligger den sædvanlige sundhedsfaglige
evident. Det gælder også den grænse, der
foreslås i den foreslåede ændring af
epidemilovens § 6, stk. 1. Ikke desto mindre påtager
regeringen sig med lovforslaget det politiske ansvar for at sikre de
fremadrettede muligheder for hurtigt at kunne handle og skride ind
for at begrænse smittespredningen og afbøde
konsekvenserne af spredningen.
Det er naturligvis ikke
ensbetydende med, at regeringen ikke løbende inddrager
sundhedsmyndighedernes rådgivning ved vurderingen af, hvilke
tiltag der er nødvendige. Jeg kan i den forbindelse henvise
til de publikationer m.v. fra Sundhedsstyrelsen og Statens Serum
Institut, der er omtalt i min besvarelse af spørgsmål
nr. 1 til L 158.
Jeg mener derfor, at det
ændringsforslag, jeg har oversendt til udvalget, er udtryk
for den rette balance mellem sundhedsmyndighedernes
rådgivning og det politiske ansvar. Med
ændringsforslaget lægger jeg op til, at forbud mod, at
10 eller færre personer befinder sig på samme sted,
alene kan fastsættes på baggrund af rådgivning
fra sundhedsmyndighederne, og kun, hvis de foreliggende oplysninger
tilsiger, at forbuddet er nødvendigt for at forebygge eller
inddæmme alvorlig smittespredning, og at et mindre
indgribende forbud ikke er tilstrækkeligt.
Dette kan f.eks. være i
tilfælde, hvor sundhedsmyndighederne finder, at der er
indikationer på, at der er sket en uventet negativ udvikling
i antallet af smittede med COVID-19 med heraf følgende
forventede kapacitetsudfordringer i sundhedsvæsenet. Det kan
endvidere være i tilfælde, hvor sundhedsmyndighederne
bl.a. på baggrund af oplysninger fra politiet konstaterer, at
der er sket en uhensigtsmæssig ændring i
adfærdsmønstre i befolkningen generelt eller blandt
smittede, der medfører en ikke ubetydelig risiko for, at
antallet af smittede med COVID-19 vil stige. Der kan f.eks.
være tale om oplysninger fra politiet om, at der ses
tendenser til, at myndighedernes generelle anbefalinger om, at
så få personer som muligt befinder sig på samme
sted, ikke efterleves i tilstrækkeligt omfang.
Spørgsmål nr. 165:
"Ministeren bedes faktuelt redegøre for smittekilder, og
hvem der blive smittet i Danmark, samt hvilke forudsigelser dette
kan give anledning til? "
Svar:
Af Sundhedsstyrelsens vejledning Retningslinjer for håndtering af COVID-19 i
sundhedsvæsenet, der senest er opdateret den 25. marts
2020, fremgår følgende:
"SARS-CoV-2 er et coronavirus, der tilhører en familie af
vira, der kan være årsag til alt fra milde
forkølelser til alvorlige nedre luftvejsinfektioner med
mulig dødelig udgang. SARS-CoV-2 smitter ved
dråbesmitte og kontaktsmitte (håndtryk, via genstande
m.v.) ligesom andre humane coronavirus.
Inkubationstiden for COVID-19 er mellem 2 og 12 dage med en
median tid omkring 5-7 dage.
Overlevelsestiden for SARS-CoV-2 på overflader er endnu
ukendt, men for praktiske formål regnes med en
overlevelsestid på 48 timer, som dog kan være
længere afhængig af forureningsgrad. Virus er
følsomt over for desinfektion med ethanol.
Der er også mulighed for, at coronavirus kan smitte via
fæko-oral smitte, men det antages ikke at have stor betydning
for smittespredning. Det antages, at meget symptomatiske personer
smitter mere, end personer med få eller ingen symptomer,
på grund af større virusmængde samt mere
slimproduktion, hoste og nys. Meget tyder pa°, at personer med
COVID-19 smitter i meget tidlige sygdomsstadier i modsætning
til fx SARS, hvor patienter først blev smittefarlige sent i
sygdomsforløbet.
Der er ikke påvist smitte fra mor til foster under
graviditet. Fordelingen mellem symptomfri, milde og sværere
tilfælde er aldersafhængig. Børn udvikler
sjældent alvorlig sygdom på baggrund af COVID-19. "
Sundhedsstyrelsen oplyser, at den ny coronavirus er en type af
coronavirus, som vi ikke har set før. Det betyder dels, at
der er mange ting, som vi ikke ved om den, men også at alle
er modtagelige for smitte, fordi vores immunsystem aldrig har
"mødt" virussen før. Det betyder, at mange kan blive
smittet og syge og derfor håndterer vi ny coronavirus
anderledes end fx almindelige sæson-in?uenzaepidemier. "
Jeg kan henholde mig til Sundhedsstyrelsens oplysninger.
Sundhedsmyndighederne følger situationen meget tæt
og får hele tiden nyheder og opdateringer fra andre lande, og
myndighederne justerer hele tiden risikovurderinger og indsatser
til den aktuelle situation.
Spørgsmål nr. 166:
"Kan ministeren oplyse, om anbragte børn og unge har
mulighed for at fravælge samvær med forældre
m.fl. med baggrund i risiko for corona-smitte? "
Svar:
For regeringen er det afgørende, at vi passer lige
så godt på anbragte børn, som vi passer på
alle andre danske børn.
Det er et vitalt hensyn at skærme anbringelserne i
størst muligt omfang, så børn og unge kan blive
i deres hjem, hvor de er anbragt hos plejefamilier eller i
døgntilbud.
For nuværende vurderes der ikke at være
sundhedsfagligt grundlag for generelt at suspendere anbragte
børns samvær med biologiske forældre,
netværk m.fl. Imidlertid kan hensynet til at skærme
anbringelsen betyde, at der i lyset af den aktuelle situation vil
kunne være behov for, at kommunerne foretager en konkret
vurdering af, om et samvær mellem et anbragt barn og dets
biologiske forælder bør justeres eller
gennemføres.
Særlige sundhedsmæssige hensyn kan indgå i
vurderingen af, om et samvær skal afbrydes eller suspenderes.
Dette gælder f.eks., hvis et anbragt barn eller dets
forældre er i en særlig risikogruppe som defineret af
Sundhedsstyrelsen, eller der er sygdomstegn hos barn eller
forældre. Det samme kan gøre sig gældende, hvis
det vurderes, at forældrene vil udsætte barnet for
fare, f.eks. ved at undlade at følge Sundhedsstyrelsens
anbefalinger, eller hvis det bringer anbringelsen i fare grundet
hensyn til plejefamilien eller personale i døgntilbud.
I sådanne tilfælde vil et anbragt barns samvær
med biologiske forældre, netværk m.fl. således
kunne suspenderes eller indskrænkes efter en konkret kommunal
vurdering.
Jeg kan afslutningsvist oplyse, at reglerne om anbragte
børn og unge hører under social- og
indenrigsministerens ressortområde.
Spørgsmål nr. 167:
"Eftersom en række borgere er blevet smittet på
plejehjem og sygehuse og måske også i hjemmeplejen af
personale, vil spørgeren gerne vide om ministeren har
kendskab til hvilke smittekilder, der typisk er tale om f.eks.
kollektiv trafik, indkøbscentre, butikker mm, i takt med, at
borgerne nu har været i meget lidt kontakt igennem de seneste
14 dage? "
Svar:
Til brug for besvarelse har jeg modtaget følgende
oplysninger fra Sundhedsstyrelsen, som jeg henholder mig til:
"Sundhedsstyrelsen har ikke kendskab til, hvor personer, der
får påvist COVID-19, er blevet smittet. Der
udføres aktuelt ikke smitteopsporing fra myndighedernes
side, og der foretages ingen central registrering af mulige
smittekilder fraset, at Statens Serum Institut indhenter
oplysninger om, hvilket land personen antages at være blevet
smittet i. "
Spørgsmål nr. 168:
"Kan ministeren oplyse, om der er borgere, som er smittet
på bosteder eller sociale institutioner via personalet, og
hvad der evt. i givet fald er smittekilden her i takt med, at
borgerne nu har været i meget lidt kontakt igennem de seneste
14 dage? "
Svar:
Overvågningen af borgere, der er smittet med COVID-19,
indeholder data om bl.a. antal smittede fordelt på alder,
køn, kommune og smitteland. Der findes ikke data om, hvor
smitten her i landet stammer fra, og jeg kan dermed ikke oplyse, om
der er borgere smittet på bosteder eller kommunale
institutioner via personalet.
Jeg er meget opmærksom på, at nogle sårbare
grupper er særligt udsatte og følsomme over for den
situation, vi står i, og vi skal derfor værne
særligt om dem.
For at beskytte særligt sårbare borgere mod smitte,
er der for medarbejdere i sundheds- og socialsektoren en
skærpet forpligtelse til at udvise særlig
opmærksomhed i forhold til, om man udvikler symptomer og
blive hjemme ved symptomer på COVID-19.
Sundhedsstyrelsen har udsendt vejledninger ud til personer, som
arbejder i sundhedssektoren for at hindre smittespredning.
Derudover er det vigtigt, at det pædagogiske personale
på bosteder eller sociale institutioner så vidt muligt
begrænser den fysiske kontakt med borgerne og erstatter den
fysiske kontakt med andre stimuli for at hindre
smittespredning.
Spørgsmål nr. 169:
"Kan ministeren bekræfte, at såfremt lovforslagets
bestemmelser skal aktiveres, skal der være en konkret
ændring i f.eks. adfærd og smittetal, ligesom der skal
være en klar grund til at indføre ny strammere
lovgivning. På den baggrund bedes ministeren oplyse, hvor
højt smittetallet skal være, før regeringen
aktiverer L 158, og hvilke adfærdsmæssige
ændringer der vil få regeringen til at aktivere de
lovgivningsmæssige stramninger, som en vedtagelse af L 158
åbner for. "
Svar:
Som det fremgår af det
ændringsforslag, jeg netop har oversendt til udvalget,
lægger regeringen op til, at bemyndigelsen til at kunne
fastsætte regler om forbud mod, at 10 eller færre
personer befinder sig på samme sted, alene kan
fastsættes på baggrund af rådgivning fra
sundhedsmyndighederne, og kun, hvis de foreliggende oplysninger
tilsiger, at forbuddet er nødvendigt for at forebygge eller
inddæmme alvorlig smittespredning, og at et mindre
indgribende forbud ikke er tilstrækkeligt.
Dette kan f.eks. være i
tilfælde, hvor sundhedsmyndighederne finder, at der er
indikationer på, at der sket en uventet negativ udvikling i
antallet af smittede med COVID-19 med heraf følgende
forventede kapacitetsudfordringer i sundhedsvæsenet. Det kan
endvidere være i tilfælde, hvor sundhedsmyndighederne
bl.a. på baggrund af oplysninger fra politiet konstaterer, at
der er sket en uhensigtsmæssig ændring i
adfærdsmønstre i befolkningen generelt eller blandt
smittede, der medfører en ikke ubetydelig risiko for, at
antallet af smittede med COVID-19 vil stige. Der kan f.eks.
være tale om oplysninger fra politiet om, at der ses
tendenser til, at myndighedernes generelle anbefalinger om, at
så få personer som muligt befinder sig på samme
sted, ikke efterleves i tilstrækkeligt omfang.
Spørgsmål nr. 170:
"Ministeren bedes oplyse, hvilken
lovgivning der ligger til grund for SSI's indsamling af danskernes
bevægelsesmønstre fsva. teledata og data indsamlet via
Dankortterminaler, og hvordan ministeren påtænker, at
anvende disse data. "
Svar:
Jeg kan henvise til mit svar
på spørgsmål nr. 147.
Spørgsmål nr. 171:
"Hvilke politiske overvejelser ligger der til grund for SSI's
indsamling af danskernes bevægelsesmønstre via
teledata og dataindsamlet via Dankortterminaler. "
Svar:
Jeg kan henvise til mit svar på spørgsmål nr.
147.
Spørgsmål nr. 172:
"Hvilke sundhedsfaglige
overvejelser ligger der til grund for SSI's indsamling af
danskernes bevægelsesmønstre via teledata og
dataindsamlet via Dankortterminaler. "
Svar:
Jeg kan henvise til mit svar
på spørgsmål nr. 147.
Spørgsmål nr. 173:
"Hvor hurtigt vil en uddannet
sygeplejerske kunne oplæres til at håndtere og betjene
patienter, som ligger i respirator? Spørgeren mener, at
spørgsmålet er helt relevant for behandlingen af L 158
og spørgsmålet om, hvad der skal til i forhold til at
anvende de yderligere beføjelser, der ligger i L 158. "
Svar:
Jeg kan oplyse, at lovforslaget ikke indeholder bestemmelser
eller bemærkninger, der vedrører uddannelse og
oplæring af sundhedspersonale. På ministeriets
anmodning, har Sundhedsstyrelsen dog oplyst følgende:
"Pleje af patienter på intensiv afdeling, herunder
patienter i respirator, varetages normalt af sygeplejersker med
specialuddannelse i intensiv sygepleje. Specialuddannelsen er en
1,5 årig efteruddannelse, som tilbydes sygeplejersker med
mindst 2 års erhvervserfaring som sygeplejerske, og som har
gennemført 6 måneders introduktionsansættelse
på en intensivafdeling. Specialuddannelsen er beskrevet i
Bekendtgørelse om specialuddannelsen for sygeplejersker i
intensiv sygepleje https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.
aspx? id=188729
Efter gennemført uddannelse kan sygeplejersken
selvstændigt planlægge, udføre og evaluere
intensiv sygepleje til kritisk syge patienter i alle aldre med
vekslende plejebehov. Sygeplejersken har omfattende viden om
sygdomslære, farmakologi og tekniske færdigheder
på det medicinsk faglige område. Desuden kan
sygeplejersken formidle sin viden og færdigheder om intensiv
sygepleje samt kvalitetsudvikle og samarbejde internt og
eksternt.
Intensivsygeplejersker er således uddannet til at
samarbejde og formidle viden om pleje af kritisk syge patienter
herunder patienter i respirator. Under normale omstændigheder
er de intensive afdelinger normeret med 1-2 intensivsygeplejersker
pr. seng døgnet rundt. I forbindelse med etablering af
ekstra intensive sengepladser til behandling af patienter med
COVID-19 vil det i en periode, når vi væsentligt
overstiger den vanlige kapacitet på omkring 420 pladser,
være nødvendigt at fravige den normale normering og
organisere den intensive sygepleje på en anden måde. De
intensive afdelinger planlægger at etablere sygeplejeteams
omkring patienterne med deltagelse af intensivsygeplejesker, men
hvor intensivsygeplejerskerne får en superviserende og
koordinerende rolle i et team af andre sygeplejersker, som har
modtaget oplæring i pleje af intensivpatienter.
Regionerne har planlagt i første omgang at oplære
sygeplejersker, som vurderes at have de bedste forudsætninger
for at pleje intensivpatienter. Det drejer sig om
anæstesisygeplejersker inklusiv sygeplejersker under
uddannelse til anæstesisygeplejersker. Dertil kommer
lægestuderende, som er uddannet som ventilatører og
dermed har kompetencer til at passe respirator-patienter, og
sygeplejersker på opvågningsafdelinger, som har
kompetencer til at passe bedøvede patienter. Det forventes
at blive nødvendigt at rekruttere yderligere sygeplejersker,
og sygehusene vil her anvende sygeplejersker, som har intensiv-
eller anæstesiuddannelsen, men som varetager andre opgaver
til daglig samt operationssygeplejersker og erfarne sygeplejersker
fra kirurgiske afdelinger. Det planlægges også at
anvende personale fra privathospitaler.
Uddannelse og opkvalificering indeholder i alle regioner en
kombination af teoretisk undervisning, e-learning,
simulationstræning og sidemandsoplæring i form af fx
følgevagter med en intensivsygeplejerske. Der undervises i
hygiejne og brug af værnemidler, observation og pleje af
patienter i respirator, væsketerapi, kontrol af blodgasser,
betjening af respiratorer, medicin-administration mv.
Uddannelsesprogrammet tilrettelægges på baggrund af
kursisternes forudsætninger og forventede rolle i
plejeteamet. Anæstesisygeplejersker og sygeplejersker under
uddannelse til intensivsygeplejersker tiltænkes mere
avancerede opgaver end eksempelvis operationssygeplejersker eller
ventilatører. Undervisningen er tilrettelagt forskelligt i
de enkelte regioner, men varigheden er typisk teoretisk
undervisning i 1-2 dage samt følgevagt med en
intensivsygeplejerske med sidemandsoplæring i 2-3 dage. "
Jeg kan henholde mig til Sundhedsstyrelsens oplysninger, idet
jeg understreger, at det er vigtigt, at der sikres
tilstrækkeligt med personale til at pleje det forventede a
tal patienter, som vil have behov for respiratorbehandling under
COVID-19 epidemiens højdepunkt.
Spørgsmål nr. 174:
"Hvor mange ekstra sygeplejersker
oplærer man til at kunne håndtere og betjene
respiratorer? Spørgeren mener, at spørgsmålet
er helt relevant for behandlingen af L 158 og
spørgsmålet om, hvad der skal til i forhold til at
anvende de yderligere beføjelser, der ligger i L 158. "
Svar:
Jeg kan oplyse, at lovforslaget
ikke indeholder bestemmelser eller bemærkninger, der
vedrører uddannelse og oplæring af sundhedspersonale.
På ministeriets anmodning, har Sundhedsstyrelsen dog oplyst
følgende:
"Sygehusene planlægger med at
etablere og bemande de intensive sengepladser successivt,
sådan at der vil være det nødvendige antal,
når epidemiens toppunkt indtræder i epidemiuge 6-8.
Tilstrækkelig personale sikres dels ved, at
intensivsygeplejersker, der er på deltid, går på
fuldtid, dels ved at aflyse ikke kritiske indsatser i
sundhedsvæsenet, og dermed frigøre plejepersonale fra
dette, dels ved at rekruttere yderligere. Samtidig opkvalificeres
relevant personale til at varetage intensiv pleje.
Regionerne har iværksat
intensive uddannelsesprogrammer af personale, herunder blandt andet
anæstesi- og opvågningssygeplejersker. Derudover
uddannes der via Foreningen Af Danske Lægestuderende (FADL)
ekstra ventilatører. Der vil være behov for et
betydeligt antal sygeplejesker, ventilatører mv til at sikre
bemandingen, eksempelvis forventer Region Syd at have uddannet 700
sygeplejersker til at passe intensivpatienter inden uge 17, og FADL
i Region Hovedstaden er i gang med at oplære 240 ekstra
ventilatører. "
Jeg kan henholde mig til
Sundhedsstyrelsens oplysninger, idet jeg understreger, at det er
vigtigt, at der sikres tilstrækkeligt med personale til at
pleje det forventede antal patienter, som vil have behov for
respiratorbehandling under COVID-19 epidemiens
højdepunkt.
Spørgsmål nr. 175:
Hvorfor går ministeren ud og siger, at det går fint,
og de tiltag, vi har lavet, fungerer, når man så
samtidig vil bede os om at stramme lovgivningen?
Svar:
For regeringen er det
afgørende, at myndighederne er rustet til og har de
fornødne redskaber til at udføre opgaven med at
modvirke yderligere udbredelse af Coronavirussygdom 2019.
Det er derfor efter regeringens
opfattelse udtryk for rettidig omhu, når regeringen med dette
lovforslag søger at tilvejebringe handlemuligheder, som kan
vise sig at blive nødvendige - også selvom de ikke
aktuelt er nødvendige på baggrund af den viden, vi har
nu.
Regeringen følger
naturligvis løbende situationen med henblik på at
vurdere, hvilke tiltag der er nødvendige.
Spørgsmål nr. 176:
"Når inkubationstiden er 8-10
dage, hvad er så grunden til, at man vil starte med at lukke
op lige efter påske, når det er påsken, man er
bange for, at folk samles og vil sprede smitten? "
Svar:
Danskerne har indtil nu vist et enormt samfundssind, og generelt
har vi oplevet, at størstedelen af befolkningen har fulgt
myndighedernes anbefalinger og retningslinjer.
Jeg har indtryk af, at langt de fleste har forstået
alvoren i situationen og forventer, at danskerne i den kommende
tid, herunder også i påsken, vil fortsætte med at
efterleve myndighedernes anbefalinger og retningslinjer.
Danskernes indsats i påsken er afgørende for, at vi
gradvist kan åbne samfundet igen, hvilket også var et
af de budskaber, som danskerne kunne tage med fra
pressemødet den 30. marts 2020.
Spørgsmål nr. 177:
"Hvilke dele af lovforslaget skal
udgå, for at lovforslaget ikke er omfattet af fristen om 3
søgnedage før stadfæstelsen? "
Svar:
Grundlovens § 73, stk. 2,
foreskriver, at når et lovforslag vedrørende
ekspropriation af ejendom er vedtaget, kan en tredjedel af
folketingets medlemmer inden for en frist af tre søgnedage
fra forslagets endelige vedtagelse kræve, at det først
indstilles til kongelig stadfæstelse, når nyvalg til
Folketinget har fundet sted, og forslaget på ny er vedtaget
af det derefter sammentrædende folketing.
Det følger af epidemilovens
§ 27, at sundheds- og ældreministeren til brug for
gennemførelse af foranstaltninger efter loven kan
iværksætte ekspropriation af privat ejendom.
Bestemmelsen indebærer, at der er hjemmel til i forbindelse
med foranstaltninger efter loven at iværksætte
ekspropriation af både fysiske og juridiske personers
ejendom.
Som det fremgår af pkt. 3.1.2
i de almindelige bemærkninger til lovforslaget,
indebærer lovforslaget, at der sker en udvidelse af hjemlen
til at foretage indgreb, som efter lovens § 27 vil kunne
gennemføres ved iværksættelse af ekspropriation.
Dette gør sig gældende for de foreslåede
udvidelser af epidemilovens § 6 a og § 12 b, og det vil
endvidere principielt kunne gøre sig gældende for den
foreslåede udvidelse af § 6, stk. 1.
Det vurderes således, at hvis
lovforslaget ikke skal være omfattet af
mindretalsbeskyttelsen i grundlovens § 73, stk. 2, vil
lovforslagets § 1, nr. 3, 6 og 9 skulle udgå af
lovforslaget.
Spørgsmål nr. 178:
"Hvem har besluttet, at SSI skal
indsamle danskernes bevægelsesmønstre fsva. teledata
og data indsamlet via Dankortterminaler? "
Svar:
Jeg kan henvise til mit svar på spørgsmål nr.
147.
Spørgsmål nr. 179:
"Findes der overhovedet ikke regler
i landets store lovkatalog, som giver politiet bemyndigelse til at
gå ind og stoppe en fest, hvis man vurderer, at folk
udøver aktivitet, som udgør en sundhedstrussel enten
mod andre eller hele samfundet? "
Svar:
Det bemærkes indledningsvist, at det følger af
§ 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 224 af 17. marts 2020
om forbud mod større forsamlinger og forbud mod adgang til
og restriktioner for visse lokaler i forbindelse med
håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) med senere
ændringer, at forbuddet mod at afholde og deltage i
arrangementer, begivenheder, aktiviteter eller lignende, hvor der
er flere end 10 personer til stede, ikke gælder i private
boliger.
Efter politilovens § 5, stk. 1, har politiet til opgave at
afværge fare for forstyrrelse af den offentlige orden samt
fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed.
Med henblik på at afværge sådan fare kan
politiet ifølge § 5, stk. 2, foretage indgreb, herunder
udstede påbud, over for den eller de personer, der giver
anledning til faren. Politiet kan i medfør af bestemmelsen
efter omstændighederne gribe ind, hvis der er tale om fare
for forstyrrelse af den offentlige orden samt fare for
enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed.
Det fremgår af bemærkningerne til § 5, stk. 1,
at "forstyrrelse af den offentlige orden" f.eks. omfatter
gadeuorden, værtshusuorden, uanstændig adfærd,
støjende adfærd og krænkelse af
fællesgoder som monumenter og lign. Politiet kan
således eksempelvis gribe ind over for høj musik mv.
på en ejendom, hvis musikken mv. forstyrrer de
omkringboende.
Derudover fremgår det af bemærkningerne til §
5, stk. 1, at fare for "enkeltpersoners eller den offentlige
sikkerhed" omfatter fare for borgernes liv, helbred eller ejendom i
forbindelse med ulykker, sygdom mv. Det er uden betydning, om faren
er opstået som følge af andre personers adfærd
eller skyldes naturskabte begivenheder, som f.eks. kraftig
blæst, der medfører risiko for, at en mur vælter
ud over en befærdet gade, eller risiko for kemikalieudslip
fra en virksomhed eller for jordskred. I sådanne
tilfælde vil politiet således også kunne gribe
ind for at afværge fare for enkeltpersoners eller den
offentlige sikkerhed.
Efter § 5, stk. 4, kan politiet skaffe sig adgang til et
ikke frit tilgængeligt sted uden retskendelse, når det
er nødvendigt for at afværge fare for den offentlige
orden eller fare for sikkerheden.
Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at
politiet alene kan skaffe sig adgang til et ikke frit
tilgængeligt sted, hvis det er nødvendigt for at
afværge en konkret og nærliggende fare den offentlige
orden, samt fare for enkelpersoners eller den offentlige
sikkerhed.
Endvidere fremgår det af bemærkningerne, at politiet
også vil kunne skaffe sig adgang til private hjem, hvis der
foreligger fare for orden og sikkerhed. Det kan f.eks. være
nødvendigt i forbindelse med gasudslip, der indebærer
fare for omkringboende, eller brud på en vandhane i en
lejlighed, der indebærer fare for større materielle
skader i ejendommen. Er beboeren ikke til stede, kan politiet
eventuelt gå frem efter regler om uanmodet
forretningsførelse. Politiet vil også kunne skaffe sig
adgang til et privat hjem i forbindelse med husspektakler, hvis det
kan befrygtes, at nogen ellers lider personlig overlast.
Det er på den baggrund vurderingen, at bestemmelsen ikke
vil kunne anvendes af politiet til at skaffe sig adgang til private
hjem med udgangspunkt i en generel vurdering af, at fester som
følge af udbredelsen af COVID-19 i samfundet udgør en
sundhedstrussel mod andre eller hele samfundet.
. /
.
Der henvises i øvrigt til min besvarelse af
spørgsmål nr. 99 vedrørende lovforslaget.
Spørgsmål nr. 180:
"Vil ministeren sende udvalget et
notat fra Rigspolitiet om, i hvor mange tilfælde politiet har
måtte opløse forsamlinger, jf. epidemiloven, samt
hvornår og hvor henne? "
Svar:
. /
.
Der henvises til besvarelse af 29.
marts 2020 af spørgsmål nr. 16 og 17 til
lovforslaget.
Det kan supplerende oplyses, at
Rigspolitiet har oplyst, at der fra den 18. marts 2020 kl. 10 til
og med den 29. marts 2020 er meddelt i alt 21 påbud efter
bekendtgørelse nr. 224 af 17. marts 2020 om forbud mod
større forsamlinger og forbud mod adgang til og
restriktioner for visse lokaler i forbindelse med håndtering
af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19).
Desuden har Rigspolitiet oplyst, at
der fra ikrafttrædelsen af bekendtgørelse nr. 224 af
17. marts 2020 om forbud mod større forsamlinger og forbud
mod adgang til og restriktioner for visse lokaler i forbindelse med
håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) den 18. marts
2020 kl. 10 og til og med den 29. marts 2020 er rejst i alt 134
sigtelser for overtrædelse af bekendtgørelsen.
Det bemærkes - som det bl.a.
fremgår af besvarelsen af 29. marts 2020 af
spørgsmål nr. 17 - at Rigspolitiet har oplyst, at
Rigspolitiet ikke uden en manuel gennemgang kan oplyse, efter
hvilke bestemmelser i bekendtgørelsen der er rejst sigtelse
i enkelte tilfælde. Rigspolitiet har endvidere oplyst, at en
sådan manuel gennemgang ikke er mulig inden for den fastsatte
tidsfrist.
Spørgsmål nr. 181:
"Vil det gå ind under
ekspropriation, påbud eller den generelle hjælpepakke,
hvis ministeren vælger at begrænse mulighed for at
drive campingplads? "
Svar:
. /
.
Som det fremgår af min
besvarelse af spørgsmål nr. 45 til L 158, vil der med
den foreslåede ændring af § 12 b, 1. pkt., i
epidemiloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 9, fremover kunne
fastsættes regler om forbud mod adgang til eller
restriktioner for adgangen til eller brugen af
udendørsarealer, herunder campingpladser, som en fysisk
eller juridisk person råder over.
Epidemilovens § 27 giver
sundheds- og ældreministeren hjemmel til at
iværksætte ekspropriation af privat ejendom til brug
for gennemførelse af foranstaltninger efter epidemiloven.
Det betyder, at § 27 giver hjemmel til at gennemføre et
indgreb efter en af de øvrige bestemmelser i loven, selv om
indgrebet måtte udgøre ekspropriation. Et forbud mod
adgang til eller restriktioner for adgangen til eller brugen af
campingpladser vil således kunne gennemføres ved
ekspropriation.
Om et indgreb i et konkret
tilfælde udgør ekspropriation vil, som det
fremgår af de specielle bemærkninger til den
gældende epidemilovs § 27, jf. Folketingstidende 2019-20
A, L 133 som fremsat, side 35 ff., afhænge af en samlet
vurdering ud fra en række momenter. Det fremgår
endvidere, at det må antages, at sådanne
foranstaltninger ofte ikke vil skulle anses for ekspropriative
indgreb i grundlovens forstand, men at det imidlertid næppe
på forhånd kan udelukkes, at et indgreb efter
omstændighederne vil kunne anses for ekspropriativt.
I tilfælde, hvor det
vurderes, at der ved gennemførelse af en foranstaltning med
hjemmel i epidemiloven vil være tale om et ekspropriativt
indgreb i grundlovens forstand, følger det af epidemilovens
§ 27, stk. 2, at der skal ydes fuldstændig erstatning
til den eller de berørte personer. Kan der ikke opnås
enighed, må spørgsmålet i givet fald indbringes
for domstolene.
Det bemærkes i den
forbindelse, at der med lovforslaget foreslås en række
nye handlemuligheder, så det sikres, at der er handlerum,
hvis det måtte vise sig nødvendigt. Dermed er det
imidlertid ikke sagt, at der nødvendigvis vil blive gjort
brug heraf. Regeringen følger naturligvis løbende
situationen med henblik på at vurdere, hvilke tiltag der er
nødvendige.
. /
.
For så vidt angår
mulighederne for at opnå kompensation i andre tilfælde
henvises der til min besvarelse af spørgsmål nr. 78
til L 158. Som det fremgår heraf, er der i regeringens aftale
med Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk
Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye
Borgerlige, Liberal Alliance og Alternativet om
COVID-19-initiativer bl.a. aftalt en kompensationsmodel for
virksomhedernes faste omkostninger. Det er aftalt, at
erhvervsdrivende, som ved bekendtgørelse er påbudt
fuldt lukket, i denne periode vil blive kompenseret svarende til
100 pct. af de faste omkostninger.
Der er endvidere aftalt en
kompensationsordning for selvstændige og freelancere og
etableret en aftale om midlertidig lønkompensation, der
også vil kunne ansøges, såfremt virksomhederne
opfylder kriterierne for støtte.
Spørgsmål nr. 182:
"Vil ministeren kommentere nyheder
fra Institut for Menneskerettigheder, jf. L 158 - bilag 10:
- Ny hastelovgivning er meget
vidtgående men lovlig
- Menneskeretlige hensyn i kampen
mod COVID-19"
Svar:
Indledningsvis vil jeg gerne slå fast, at det er vigtigt
for regeringen, at menneskerettighederne også overholdes i
den krisesituation, vi befinder os i. Jeg noterer mig i den
forbindelse også med tilfredshed, at Institut for
Menneskerettigheder tilkendegiver, at regeringens nye tiltag ligger
inden for statens handlerum i en krisesituation.
For så vidt angår L 158 fremgår det bl.a. af
Institut for Menneskerettigheders skrivelse af 27. marts 2020:
Forbud mod små forsamlinger og
strafskærpelser har menneskeretlige konsekvenser, men
tiltagene ligger inden for statens handlerum i en
krisesituation, bilagets s. 1, at særligt
lovforslagets forslag om at give politiet bemyndigelse til at
forbyde forsamlinger helt ned til tre personer er
vidtgående.
I nyhedsartiklen er konstitueret direktør for Institut
for Menneskerettigheder, Louise Holck, endvidere citeret som
følgende:
"Menneskeretten er beregnet til at fungere
i den virkelige verden, og den giver staterne et stort handlerum i
en krise som den, vi står i nu. De danske myndigheder kan derfor gå meget
længere og indføre langt mere vidtgående
begrænsninger i borgernes rettigheder, end de normalt
kan. […] Det kræver
dog, at tiltagene er med til at mindske smitten og dermed beskytte
borgernes sundhed, og at vi befinder os i en
krisesituation. Samtidig skal
tiltagene have et lovligt grundlag, være så klare, at
borgerne kan forstå og efterleve reglerne, og tiltagene
må hverken gå længere eller gælde
længere end det er nødvendigt for at håndtere
krisen. "
Sundheds- og Ældreministeriet kan oplyse, at ministeriet
grundlæggende er enigt i de ovenanførte betragtninger.
Der henvises i den forbindelse til pkt. 3 i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget, hvor forholdet til grundloven
og Danmarks internationale forpligtelser er nærmere
behandlet.
Det bemærkes i den forbindelse, at der med lovforslaget
foreslås en række nye handlemuligheder, så det
sikres, at der er handlerum, hvis det måtte vise sig
nødvendigt. Dermed er det imidlertid ikke sagt, at der
nødvendigvis vil blive gjort brug heraf. Regeringen
følger naturligvis løbende situationen med henblik
på at vurdere, hvilke tiltag der er nødvendige.
For så vidt angår det i artiklen anførte om,
at der opfordres til, at politiet først og fremmest
opfordres til at guide befolkningen til at følge reglerne
bemærkes, at myndighederne yder løbende vejledning om
de gældende regler og de seneste nyheder og anvisninger om
COVID-19, bl.a. på politiets officielle hjemmeside om
corona-smitte.
Det er i øvrigt mit indtryk, at dansk politi hver eneste
dag gør en stor indsats med at vejlede befolkningen om
forståelsen af de gældende regler.
For så vidt angår Institut for Menneskerettigheders
skrivelse af 27. marts 2020: COVID-19-pandemien lægger pres på
borgernes rettigheder. Instituttet
minder om, at menneskerettighederne stadig gælder i en
krisesituation, bilagets s. 4-7, fremgår det bl.a.
heraf, at Institut for Menneskerettigheder særligt peger
på, at især forsamlingsfriheden og retten til fri
bevægelighed er blevet begrænset i Danmark som
følge af Covid-19 foranstaltninger. Instituttet understreger
bl.a. vigtigheden af, at myndighederne overvejer, om det samme
formål kan opfyldes med andre og mindre indgribende
tiltag.
Det bemærkes i den forbindelse, at den foreslåede
ordnings forhold til grundloven og Danmarks internationale
forpligtelser, herunder i forhold til forsamlingsfriheden og retten
til fri bevægelighed, er nærmere behandlet i pkt. 3 i
de almindelige bemærkninger til lovforslaget, hvortil der
henvises.
Det fremgår bl.a. heraf, at såvel den gældende
§ 6 i epidemiloven om forbud mod afholdelse og deltagelse i
større forsamlinger som den foreslåede udvidelse af
bestemmelsen, hvorefter der vil kunne fastsættes forbud mod,
at flere personer befinder sig på samme sted, ikke giver
mulighed for at fastsætte regler eller i øvrigt
foretage indgreb rettet mod meningstilkendegivelser, men at
eventuelle indgreb vil blive fastsat af hensyn til at beskytte et
vægtigt hensyn til den offentlige sundhed, herunder hensynet
til at mindske eller forhindre udbredelse af alment farlige
sygdomme her i landet. Det fremgår endvidere, at det
forudsættes, at indgreb mod forsamlinger foretaget efter
regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse
alene vil blive fastsat i det omfang og den tidsmæssige
udstrækning m.v., som efter en konkret vurdering er
nødvendigt for at beskytte hensynet til den offentlige
sundhed.
Det forudsættes således, at indgreb efter de
foreslåede bestemmelser ophæves eller
indskrænkes, så snart de sundhedsmæssige hensyn,
indgrebene forfølger, ikke længere tilsiger, at
indgrebene opretholdes, og at der ved fastsættelsen af regler
og påbud i videst muligt omfang vil skulle tages hensyn til
borgernes mulighed for at komme med meningstilkendegivelser, i det
omfang sådanne hensyn lader sig forene med hensynet til den
offentlige sundhed.
Det bemærkes endvidere, at det i § 3, stk. 1, i
bekendtgørelse nr. 224 af 17. marts 2020 om forbud mod
større forsamlinger og forbud mod adgang til og
restriktioner for visse lokaler i forbindelse med håndtering
af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19) er fastsat, at
bekendtgørelsens §§ 1 og 2 om forbud mod
større forsamlinger mv. ikke gælder for forsamlinger
med et politisk eller andet meningsbefordrende øjemed.
Som anført ovenfor foreslås der med lovforslaget en
række nye handlemuligheder, så det sikres, at der er
handlerum, hvis det måtte vise sig nødvendigt. Dermed
er det imidlertid ikke sagt, at der nødvendigvis vil blive
gjort brug heraf. Regeringen følger naturligvis
løbende situationen med henblik på at vurdere, hvilke
tiltag der er nødvendige.