L 153 Forslag til lov om kommuners og regioners indkøb i forbindelse med håndtering af covid-19.

Af: Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S)
Udvalg: Finansudvalget
Samling: 2019-20
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 26-03-2020

Fremsættelse: 26-03-2020

Skriftlig fremsættelse (26. marts 2020)

20191_l153_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (26. marts 2020)

Social- og indenrigsministeren (Astrid Krag):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om kommuners og regioners indkøb i forbindelse med håndtering af covid-19

(Lovforslag nr. L 153)

Lovforslaget fremsættes i forlængelse af aftalen af 19. marts 2020 mellem regeringen og alle Folketingets partier om en række covid-19-initiativer vedrørende indkøb på det statslige område.

Folketingets Finansudvalg har ved tiltrædelse af akt nr. 114 af 23. marts 2020 givet sin tilslutning til, at der til og med 31. oktober 2020 kan dispenseres fra en række bevillingsregler, der har betydning for indkøb i staten. Dispensationerne vil give mulighed for at forudbetale leverancer frem til 1. juli 2020 med en værdi på højst 1 mio. kr. og at undlade at gøre misligholdelsesbestemmelser (f.eks. krav om betaling af bod for forsinkelse) gældende over for leverandører til staten, hvis misligholdelsen kan henføres til covid-19.

Formålet med dette lovforslag er at skabe grundlag for, at kommuner og regioner kan få de samme beføjelser og pligter på indkøbsområdet i forbindelse med covid-19, som statens institutioner har fået.

Med lovforslaget får social- og indenrigsministeren bemyndigelse til efter forhandling med finansministeren at fastsætte regler om kommuners og regioners indkøb med henblik på at give kommuner og regioner samme beføjelser og pligter i forbindelse med håndteringen af covid-19 som statsinstitutioner og andre institutioner, der er omfattet af de statslige bevillings- og regnskabsregler.

Bemyndigelsen vil blive udnyttet til at fastsætte regler, der indebærer, at der skabes parallelitet mellem de regler, som gælder for statsinstitutioner og andre institutioner, der er omfattet af de statslige bevillings- og regnskabsregler, og de regler, som gælder for kommuner og regioner, i den foreliggende situation. En kommune eller en region vil således kunne få hjemmel til at indgå aftale med en erhvervsvirksomhed om forudbetaling for den ydelse, kommunen eller regionen har bestilt levering af, også selv om dette er begrundet i, at erhvervsvirksomheden er i økonomiske vanskeligheder, og uden at afvente, at ydelsen leveres. En kommune eller en region vil endvidere kunne få hjemmel til at undlade at gøre misligholdelsesbeføjelser gældende, hvis leverandørens misligholdelse kan henføres til covid-19-situationen, f.eks. bod i forbindelse med forsinket levering.

Der vil kunne fastsættes regler, som fraviger regler fastsat i medfør af anden lovgivning, f.eks. regler vedrørende forretningsgange inden for kommunens henholdsvis regionens kasse- og regnskabsvæsen.

Regeringen har iværksat høring af Europa-Kommission for så vidt angår statsstøttespørgsmål. Reglerne vil først blive sat i kraft, når regeringen har fået en tilbagemelding fra Europa-Kommissionen om, at ordningen kan godkendes.

Et udkast til lovforslag har været sendt i høring hos KL og Danske Regioner, men har ikke herudover været sendt i høring, da regeringen ønsker, at reglerne skal træde i kraft hurtigst muligt. Under hensyntagen til, at lovforslaget ønskes hastebehandlet, er lovforslaget ikke sendt i høring i forbindelse med fremsættelse.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.