L 150 Forslag til lov om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og retsplejeloven.

(Adgang til sociale behandlingstilbud mod stofmisbrug for indsatte i kriminalforsorgens institutioner m.v.).

Af: Justitsminister Nick Hækkerup (S)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2019-20
Status: Bortfaldet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 26-03-2020

Skriftlig fremsættelse (26. marts 2020)

20191_l150_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (26. marts 2020)

Justitsministeren (Nick Hækkerup):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og retsplejeloven (Adgang til sociale behandlingstilbud mod stofmisbrug for indsatte i kriminalforsorgens institutioner m.v.)

(Lovforslag nr. L 150)

Indsattes ret til social stofmisbrugsbehandling er en vigtig del af kriminalforsorgens resocialiserende arbejde. Det er afgørende for regeringen, at indsatte tilbydes en effektiv, fokuseret og koordineret social stofmisbrugsbehandling, der i videst muligt omfang er tilpasset den enkelte indsattes konkrete situation og behov.

Lovforslaget har til formål målrettet at styrke og udvide det nuværende tilbud om social stofmisbrugsbehandling i kriminalforsorgens institutioner. Lovforslaget indebærer således, at indsatte kan tilbydes en mere intensiv og effektiv social stofmisbrugsbehandling end i dag.

Lovforslaget har endvidere til formål at tilpasse reglerne om behandlingsgarantien for social stofmisbrugsbehandling, så de kommer til at afspejle praksis.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.