L 15 Forslag til lov om ændring af lov om godkendelse og syn af køretøjer.

(Gebyr og tilsyn med toldsyn, øgede beføjelser ved vejsidesyn m.v.).

Af: Transportminister Benny Engelbrecht (S)
Udvalg: Transportudvalget
Samling: 2019-20
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 02-10-2019

Fremsættelse: 02-10-2019

Skriftlig fremsættelse (2. oktober 2019)

20191_l15_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (2. oktober 2019)

Transportministeren (Benny Engelbrecht):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om godkendelse og syn af køretøjer (Gebyr og tilsyn med toldsyn, øgede beføjelser ved vejsidesyn m.v.)

(Lovforslag nr. L 15)

Formålet med lovforslaget er dels at implementere dele af den politisk indgåede "Aftale om styrket regelefterlevelse på motorområdet" i relation til indsatsen på området for toldsyn, og dels at sikre Færdselsstyrelsen nødvendige beføjelser i forbindelse med vejsidesyn.

"Aftale om styrket regelefterlevelse på motorområdet" indeholder en række initiativer, som har til formål at øge regelefterlevelsen og mindske risikoen for svig på motorområdet. Et af indsatsområderne er at sikre bedre toldsyn, som foretages af synsvirksomhederne i forbindelse med eksport af køretøjer. Det præciseres med forslaget, at denne tilsynskompetence også gælder for toldsyn, ligesom der foreslås indførelse af gebyr for toldsyn til at finansiere tilsynsopgaven. Endvidere indføres der mulighed for, at transportministeren ved bekendtgørelse kan indføre en tilladelsesordning til udførelse af toldsyn for synsvirksomhederne.

Dernæst foreslås det, at Færdselsstyrelsen som supplement til politiet får adgang til selv at anvise tunge erhvervskøretøjer ind til vejsiden med henblik på gennemførelse af vejsidesyn. Der skal efter EU-retten årligt gennemføres ca. 5000 vejsidekontroller i Danmark.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling. Da der er tale om erhvervsrettet lovgivning, skal jeg venligst opfordre til, at lovforslaget vedtages fire uger før den 1. januar 2020, hvor det foreslås, at forslaget skal træde i kraft.