Skriftlig fremsættelse (26. marts
2020)
Ministeren for
fødevarer, fiskeri og ligestilling (Mogens
Jensen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
ligestilling af kvinder og mænd (Digital post til begge
forældre om fælles barn)
(Lovforslag nr. L 146)
Lovforslaget
har til formål at sikre, at digital post, der indeholder
meddelelser om et barns forhold, og som er rettet mod begge
indehavere af forældremyndigheden, sendes til dem begge.
Dette skal medvirke til en tidssvarende og sammenhængende
digital service, der samtidig understøtter, at fædre
og mødre er ligestillede forældre. Når begge
modtager den digital post, har de samme informationsniveau og
grundlag for at tage ansvar for barnets behov, trivsel og
hverdag.
Udbredelsen af
digital post har aktualiseret og tydeliggjort problemstillingen om
situationer, hvor kun den ene indehaver af
forældremyndigheden modtager meddelelser om et barn, da
forældrene som udgangspunkt ikke har adgang til hinandens
digitale post. Samtidig sendes den digitale post om fælles
børn i mange tilfælde alene til mødrene. Dermed
sender det offentlige et signal om, at fædre og mødre
ikke er ligestillede forældre, og at mødre er
hovedansvarlige for et fælles barn.
I dag
forholder hverken ligestillingsloven, forældreansvarsloven
eller andre love sig klart og konkret til, hvorvidt digital post,
som indeholder meddelelse om et fælles barn, skal sendes til
begge indehavere af forældremyndigheden, men dette kan i vid
udstrækning udledes af formålet og principperne med
lovene. Den gældende sektorlovgivning forudsætter
således, at myndighederne skal kunne sende Digital Post til
begge forældremyndighedsindehavere. Med lovforslaget bliver
dette eksplicit fastsat.
Med
lovforslaget foreslås det, at offentlige myndigheder m.v.,
når de sender digital post, som indeholder meddelelser om et
barns forhold, og som efter sit indhold i henhold til den relevante
sektorlovgivning er rettet mod begge indehavere af
forældremyndigheden over et barn, skal sende den digitale
post til dem begge. Det vil omfatte meddelelser om f.eks. barnets
skole, børneinstitutioner, social- og sundhedsvæsenet
og tandlæger.
Der
foreslås indsat en undtagelsesbestemmelse, så
forpligtelsen ikke finder anvendelse, hvis særlige hensyn,
herunder hensyn til barnets bedste, hensynet til den anden
forældremyndighedsindehaver eller hensyn i anden lovgivning,
taler for alene at sende posten til den ene indehaver af
forældremyndigheden.
Der
lægges endvidere op, til at indføre en bemyndigelse
til, at en minister efter forhandling med ministeren for
fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte
regler om, at loven ikke skal finde anvendelse på
nærmere angivne sagstyper og offentlige myndigheder m.v.
Endelig
foreslås det, at der ikke skal være klageadgang til
Ligebehandlingsnævnet i de tilfælde, hvor en offentlig
myndighed m.v. ikke lever op til forpligtelsen om at sende digital
post om et fælles barn til begge indehavere af
forældremyndigheden.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.