L 144 Forslag til lov om ændring af SU-loven. (Udvidede muligheder for studielån og slutlån samt forhøjelse af fribeløb som følge af covid-19).

Af: Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S)
Udvalg: Uddannelses- og Forskningsudvalget
Samling: 2019-20
Status: Stadfæstet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 24-03-2020

Fremsat: 24-03-2020

Fremsat den 24. marts 2020 af uddannelses- og forskningsministeren (Ane Halsboe-Jørgensen)

20191_l144_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 24. marts 2020 af uddannelses- og forskningsministeren (Ane Halsboe-Jørgensen)

Forslag

til

Lov om ændring af SU-loven

(Udvidede muligheder for studielån og slutlån som følge af covid-19)

§ 1

I SU-loven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1037 af 30. august 2017, som ændret ved § 3 i lov nr. 1565 af 19. december 2017, § 1 i lov nr. 1569 af 18. december 2018 og lov nr. 464 af 29. april 2019, foretages følgende ændring:

1. Efter § 10 b indsættes:

 »§ 10 c. I marts og april 2020 forhøjes det samlede studielån, jf. § 9 og § 10 b, stk. 3, og slutlånet, jf. § 10, med 6.388 kr. pr. måned (2020-niveau).

Stk. 2. Uddannelses- og forskningsministeren kan fastsætte regler om, at forhøjelsen efter stk. 1 kan ske i andre måneder.«

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende, jf. dog stk. 3.

Stk. 2. Loven kan stadfæstes straks efter vedtagelsen.

Stk. 3. § 10 c i SU-loven som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, ophæves den 1. marts 2021.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Den 19. marts 2020 indgik regeringen (Socialdemokratiet) og Folketingets øvrige partier aftale om covid-19-initiativer. Der er tale om en omfattende hjælpepakke for at afbøde konsekvenserne af covid-19 for det danske samfund.

Dette lovforslag følger op på den del af hjælpepakken, der vedrører øgede SU-lånemuligheder for elever og studerende.

Elever på ungdomsuddannelser og studerende på videregående uddannelser kan risikere at miste deres fritids- og studiejob som følge af konsekvenserne af covid-19. Derfor foreslås det at udvide mulighederne for at optage studielån, således at uddannelsessøgende vil kunne opretholde deres månedlige disponible indkomst, også hvis de mister deres arbejde som følge af covid-19.

Med lovforslaget vil uddannelsessøgende få ret til at få udbetalt, hvad der svarer til 2 måneders ekstra studielån om måneden ud over deres SU-stipendier og eksisterende muligheder for SU-lån. Det indebærer, at elever og studerende kan få udbetalt op til 6.388 kr. (2020-niveau) om måneden ud over deres stipendium og eksisterende muligheder for SU-lån, så de samlet set kan få udbetalt op til 9.582 kr. om måneden i studielån. Dertil kommer eventuelt forsørgerlån og forhøjet lån for uddannelsessøgende, der får forældreindkomstafhængig SU. Der lægges op til, at udvidelsen også skal gælde for uddannelsessøgende ved videregående uddannelser, der har opbrugt deres SU-klip og modtager slutlån, således at disse uddannelsessøgendes slutlån på 8.241 kr. kan udvides, så de vil kunne få udbetalt 14.629 kr. om måneden samt eventuelt forsørgerlån.

Det følger af den politiske aftale, at forhøjelsen af lånemuligheden som udgangspunkt skal gælde for marts og april 2020, men at retten kan forlænges, i den grad situationen kræver det. Det foreslås på den baggrund, at uddannelses- og forskningsministeren bemyndiges til at forlænge ordningen.

2. Udvidede muligheder for SU-lån

2.1. Gældende ret

SU gives i form af stipendier og lån. Studielån kan gives i måneder, hvor den uddannelsessøgende samtidig modtager stipendium. Studielånet udgør 3.194 kr. (2020-niveau) og kan forhøjes med op til 1.721 kr. (2020-niveau) for uddannelsessøgende, der på grund af forældrenes indkomst ikke har ret til det fulde tillæg til grundstipendiet. Slutlån udgør 8.241 kr. (2020-niveau) om måneden og kan gives til uddannelsessøgende i videregående uddannelse, når den uddannelsessøgende har opbrugt sine stipendier til den pågældende uddannelse. Sammen med stipendium og studielån, eller sammen med slutlån, kan uddannelsessøgende, der er forsørgere, optage et supplerende studielån. Der henvises til kapitel 3 om støtteformer og støttebeløb i SU-loven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1037 af 30. august 2017.

Uddannelsessøgende, der ønsker at optage et lån, skal først søge om at få lånet tildelt. I tildelingen ligger en kontrol af, om den uddannelsessøgende er optaget på en SU-berettigende uddannelse og i øvrigt opfylder de almindelige betingelser for ret til SU, jf. SU-lovens kapitel 1 og 2.

Ansøgning om tildeling af studielån sker via Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøttes (herefter styrelsen) selvbetjeningssystem minSU, og ansøgningen skal være modtaget senest den 5. december i det støtteår, hvori der søges studielån. Det vil sige, at ansøgning om studielån i 2020 skal være indgivet senest den 5. december 2020. Der kan dog alene søges om studielån til den uddannelse, som den uddannelsessøgende er i gang med på ansøgningstidspunktet. Der henvises til § 43, stk. 2, i SU-bekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse nr. 1515 af 13. december 2017.

Ansøgning om tildeling af slutlån sker ligeledes gennem minSU, og ansøgningen skal være modtaget inden udgangen af den måned, hvor den uddannelsessøgende ønsker slutlånet fra, jf. SU-bekendtgørelsens § 43, stk. 1.

Når lånet er tildelt, skal den uddannelsessøgende godkende sin låneplan og dermed indgå en låneaftale med styrelsen om at få lånet eller dele af lånet udbetalt. Den uddannelsessøgende har ikke adgang til at godkende låneplanen i perioder, hvor den uddannelsessøgende har orlov fra uddannelsen, er erklæret studieinaktiv efter SU-reglerne eller ikke er indskrevet på en SU-berettigende uddannelse, jf. SU-lovens § 38 c, stk. 3, og § 38 d, stk. 2.

I forbindelse med godkendelsen af låneplanen vælger den uddannelsessøgende selv i hvilke måneder, vedkommende ønsker at få udbetalt lånet, og for så vidt angår studielån, hvilket beløb der ønskes udbetalt i de enkelte måneder, dog inden for de i SU-loven fastsatte maksimumrammer for de enkelte typer lån. Slutlån udbetales altid med det maksimale beløb i de måneder, den uddannelsessøgende ønsker lånet udbetalt. Der henvises til SU-lovens §§ 38 c og 38 d.

Den uddannelsessøgende kan på ethvert tidspunkt inden for et givent støtteår ændre på låneplanen for det pågældende støtteår. Ved ændring af låneplanen indgår den uddannelsessøgende således en ny revideret låneaftale med styrelsen.

2.2. Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Med henblik på at bidrage til udmøntning af den politiske aftale af 19. marts 2020 om en hjælpepakke foreslås det, at der indsættes en ny bestemmelse i SU-loven som § 10 c, stk. 1, om, at studielån og slutlån for marts og april 2020 forhøjes med 6.388 kr. pr. måned (2020-niveau). Beløbet svarer til 2 måneders ekstra studielån om måneden.

Muligheden tilvejebringes via de digitale ansøgningssystemer snarest muligt.

Den forhøjede lånemulighed vil automatisk blive tildelt til uddannelsessøgende, der allerede har fået tildelt lån i form af studielån og eventuelt supplerende studielån til forsørgere eller slutlån. Den uddannelsessøgende skal blot godkende en ny låneplan for at få lånet udbetalt, når den uddannelsessøgende har modtaget en støttemeddelelse med den ændrede tildeling. Det vil således være op til den enkelte uddannelsessøgende, om pågældende ønsker at udnytte muligheden for at optage et højere lån. Fristerne for godkendelse af låneplanen vil følge de almindelige regler, hvorefter låneplanen kan godkendes når som helst, den uddannelsessøgende er under uddannelsen inden for støtteåret, når blot den uddannelsessøgende ikke har orlov fra uddannelsen eller er erklæret studieinaktiv efter SU-reglerne.

Hvis den uddannelsessøgende ikke allerede har fået tildelt lån i marts eller april, skal den uddannelsessøgende søge om tildeling af lån på sædvanligvis vis via selvbetjeningssystemet minSU. Her gælder de almindelige ansøgningsfrister, således at ansøgning om studielån eller slutlån, herunder det supplerende studielån til forsørgere, skal være modtaget inden for den uddannelse, som der søges lån til, dog senest den 5. december i støtteåret. Det vil sige, at ansøgning om studielån i 2020 skal være indgivet senest den 5. december 2020. Ansøgning om slutlån skal dog være modtaget inden udgangen af den måned, hvortil der søges slutlån, hvilket vil sige, at ansøgning om slutlån for marts 2020 skal indgives inden udgangen af marts 2020. Ved udbetaling af slutlån kan den uddannelsessøgende vælge mellem at anmode om udbetaling af den sædvanlige slutlånssats eller den forhøjede sats.

Det foreslås endvidere, at uddannelses- og forskningsministeren efter det foreslåede § 10 c, stk. 2, får bemyndigelse til at fastsætte regler om, at forhøjelsen af studielånet og slutlånet kan ske i andre måneder.

Det er hensigten, at ministeren med hjemmel i denne bestemmelse vil kunne fastsætte regler i bekendtgørelse om at forlænge den udvidede lånemulighed for uddannelsessøgende, hvis konsekvenserne af covid-19 fortsat vurderes at nødvendiggøre dette.

Med henblik på, at de foreslåede ændringer kan få virkning så hurtigt som muligt, foreslås det derudover, at loven skal træde i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende, og at loven stadfæstes straks efter vedtagelsen, jf. lovforslagets § 2, stk. 1 og 2.

Henset til karakteren af det foreslåede tiltag foreslås det endeligt med lovforslagets § 2, stk. 3, at den foreslåede bestemmelse i SU-lovens § 10 c ophæves den 1. marts 2021.

Det vil indebære, at de nye regler om forhøjelse af lånemulighederne for uddannelsessøgende som følge af covid-19, der gennemføres med lovforslaget, automatisk ophæves, medmindre Folketinget forinden beslutter at forlænge reglernes gyldighedsperiode.

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

Forslaget vurderes som udgangspunkt at være udgiftsneutralt over den samlede låneperiode. Øget låneoptagelse vil medføre øgede renteindtægter, og der vil være en andel af lånene, der misligholdes og i sidste ende må afskrives med tab. Det er ikke på tidspunktet for lovforslagets fremsættelse muligt at angive et præcist skøn for, hvor mange uddannelsessøgende, der vil udnytte muligheden og i hvilken grad.

Lovforslaget har ingen implementeringskonsekvenser for det offentlige.

Lovforslaget følger principperne for digitaliseringsklar lovgivning. Ansøgning om forhøjet studielån vil ske ved brug af den eksisterende digitale selvbetjeningsløsning minSU.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget har ingen økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

6. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.

8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har ikke været sendt i høring, da de nye regler skal træde i kraft hurtigst muligt med henblik på, at elever og studerende, der mister deres fritids- og studiejob som følge af konsekvenserne af covid-19, får mulighed for at gøre brug af de forhøjede lånemuligheder med henblik på at kunne opretholde deres disponible indkomst. Dette vil forudsætte, at loven kan træde i kraft hurtigst muligt.

 


9. Sammenfattende skema

 
Positive konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«)
Negative konsekvenser/merudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen
Ingen
Implementeringskonsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.
Er i strid med de fem principper for implementering af erhvervsrettet EU-regulering / Går videre end minimumskrav i EU-regulering (sæt X)
JA
NEJ
X


 


Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Efter de gældende regler gives SU i form af stipendier og lån, jf. SU-lovens § 7, stk. 1, jf. lovbekendtgørelse nr. 1037 af 30. august 2017. Studielån kan gives i måneder, hvor den uddannelsessøgende samtidig modtager stipendium. Studielånet udgør 3.194 kr. (2020-niveau) og kan forhøjes med op til 1.721 kr. (2020-niveau) for uddannelsessøgende, der på grund af forældrenes indkomst ikke har ret til det fulde tillæg til grundstipendiet. Slutlån udgør 8.241 kr. (2020-niveau) og kan gives til uddannelsessøgende i videregående uddannelse, når den uddannelsessøgende har opbrugt sine stipendier til den pågældende uddannelse. Sammen med stipendium og studielån, eller sammen med slutlån, kan uddannelsessøgende, der er forsørgere, optage et supplerende studielån på op til 1.598 kr. (2020-niveau). Der henvises til kapitel 3 om støtteformer og støttebeløb i SU-loven.

Med lovforslagets § 1, nr. 1, foreslås det at indsætte en ny § 10 c i SU-loven.

Med det foreslåede § 10 c, stk. 1, foreslås det, at studielån og slutlån for marts og april 2020 forhøjes med 6.388 kr. pr. måned (2020-niveau). Beløbet svarer til 2 måneders ekstra studielån om måneden. Der vil således alene blive givet én forhøjelse på 6.388 kr. pr. måned af det samlede studielån, uanset om den uddannelsessøgende både får studielån og forhøjet eller supplerende lån eller får dobbelt støtte i forbindelse med fødsel eller adoption, jf. SU-lovens § 14 og 19, eller dobbelt støtte i måneden før den første måned med lønnet praktik eller projektorienteret forløb med løn i udlandet, jf. SU-bekendtgørelsens § 29.

Den forhøjede lånemulighed vil automatisk blive tildelt til uddannelsessøgende, der allerede har fået tildelt lån i form af studielån og eventuelt supplerende studielån til forsørgere eller slutlån. Den uddannelsessøgende vil blot skulle godkende en ny låneplan for at få lånet udbetalt, når den uddannelsessøgende har modtaget en støttemeddelelse med den ændrede tildeling. Det vil således være op til den enkelte uddannelsessøgende, om pågældende ønsker at udnytte muligheden for at optage et højere lån. Fristerne for godkendelse af låneplanen vil følge de almindelige regler, hvorefter låneplanen kan godkendes når som helst, den uddannelsessøgende er under uddannelsen inden for støtteåret, når blot den uddannelsessøgende ikke har orlov fra uddannelsen eller er erklæret studieinaktiv efter SU-reglerne.

Hvis den uddannelsessøgende ikke allerede har fået tildelt lån i marts eller april, skal den uddannelsessøgende søge om tildeling af lån på sædvanligvis vis via selvbetjeningssystemet minSU. Her gælder de almindelige ansøgningsfrister, således at ansøgning om studielån eller slutlån, herunder det supplerende studielån til forsørgere, skal være modtaget inden for den uddannelse, som der søges lån til, dog senest den 5. december i støtteåret. Ansøgning om slutlån skal dog være modtaget inden udgangen af den måned, hvortil der søges slutlån, hvilket vil sige, at ansøgning om slutlån for marts 2020 skal indgives inden udgangen af marts 2020.

Når den uddannelsessøgende har modtaget en støttemeddelelse med den ændrede tildeling af studielån eller slutlån, skal den uddannelsessøgende via selvbetjeningssystemet minSU godkende sin låneplan med det forhøjede lån, før lånet kan udbetales.

Ved udbetaling af studielån, herunder supplerende tillæg til forsørgere, vil den uddannelsessøgende fortsat have mulighed for alene at anmode om udbetaling af en del af det tildelte studielån. Ved udbetaling af slutlån kan den uddannelsessøgende vælge mellem at anmode om udbetaling af den sædvanlige slutlånssats eller den forhøjede sats. SU-modtageren kan selv vælge, om låneplanen godkendes nu eller senere og dermed udskyde udbetalingen til et senere tidspunkt.

Udbetalingen af det forhøjede studielån eller slutlån vil ske efter, at låneplanen er godkendt.

Tilbagebetaling af forhøjet SU-lån og forhøjet slutlån vil følge de almindelige betingelser herfor, jf. SU-bekendtgørelsens kapitel 17. Det vil således også være muligt at tilbagebetale lån med det samme, hvis den studerende fortryder det forhøjede lån. Den uddannelsessøgende kan også blot fravælge SU-lån eller slutlån i en af de følgende måneder, jf. SU-bekendtgørelsens § 46.

Med det foreslåede § 10 c, stk. 2, foreslås det, at det uddannelses- og forskningsministeren får bemyndigelse til at fastsætte regler om, at forhøjelsen af studielånet og slutlånet kan ske i andre måneder.

Det er hensigten, at ministeren med hjemmel i denne bestemmelse vil kunne fastsætte regler i bekendtgørelse om at forlænge den udvidede lånemulighed for uddannelsessøgende, hvis konsekvenserne af covid-19 vurderes at nødvendiggøre dette.

Til § 2

Det foreslås med stk. 1, at loven skal træde i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, da der ønskes så tidlig en ikrafttræden, som folketingsbehandlingen muliggør.

Det foreslås i stk. 2, at lovforslaget kan stadfæstes straks efter dets vedtagelse. Ifølge grundlovens § 42, stk. 7, kan et lovforslag, som kan undergives folkeafstemning, i særdeles påtrængende tilfælde stadfæstes straks efter dets vedtagelse, når forslaget indeholder bestemmelse herom. I den forbindelse bemærkes, at forslaget skal medvirke til at afbøde de negative økonomiske konsekvenser, som spredningen af covid-19 vil få for uddannelsessøgende, der mister deres fritids- eller studiejob som følge af konsekvenserne af covid-19. Det er på den baggrund afgørende, at stadfæstelse sker hurtigst muligt efter vedtagelsen, idet den foreslåede udvidede lånemulighed for uddannelsessøgende, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, tidligst kan finde anvendelse efter lovens ikrafttrædelse.

Det foreslås i stk. 3, at § 10 c som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 1, ophæves den 1. marts 2021. Forslaget indebærer, at de nye regler om forhøjelse af lånemulighederne for uddannelsessøgende som følge af covid-19, der gennemføres med lovforslaget, automatisk ophæves, medmindre Folketinget forinden beslutter at forlænge reglernes gyldighedsperiode.

Loven gælder hverken for Færøerne eller Grønland, fordi den lov, som foreslås ændret, ikke gælder for Færøerne eller Grønland og ikke indeholder en hjemmel til at sætte loven i kraft for Færøerne eller Grønland.


Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering
 
Lovforslaget
  
§ 1
  
I SU-loven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1037 af 30. august 2017, som ændret ved § 3 i lov nr. 1565 af 19. december 2017, § 1 i lov nr. 1569 af 18. december 2018 og lov nr. 464 af 29. april 2019, foretages følgende ændring:
1. Efter § 10 b indsættes:
»10 c. I marts og april 2020 forhøjes det samlede studielån, jf. § 9 og § 10 b, stk. 3, og slutlånet, jf. § 10, med 6.388 kr. pr. måned (2020-niveau).
Stk. 2. Uddannelses- og forskningsministeren kan fastsætte regler om, at forhøjelsen efter stk. 1 kan ske i andre måneder.«