Betænkning afgivet af
Transportudvalget den 12. november 2019
1. Ændringsforslag
Enhedslistens medlemmer af udvalget har
stillet 1 ændringsforslag til lovforslaget.
2. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (S, V, DF, RV, SF, KF og LA) indstiller lovforslaget til
vedtagelse uændret.
Et mindretal i
udvalget (EL og ALT) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det stillede
ændringsforslag.
Et andet
mindretal i udvalget (NB) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet
vil stemme imod det stillede ændringsforslag.
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved
betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed
ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske
bemærkninger i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
3. Politiske bemærkninger
Enhedslisten
Enhedslistens medlemmer af udvalget byder
med glæde en ny bane over Vestfyn velkommen. Banen er et
vigtigt element i timemodellen, som Togfonden DK's projekter baner
vejen for. Efter Enhedslistens opfattelse er opgraderingen af
jernbaneinfrastrukturen i landet af afgørende betydning for
klimaindsatsen og i særdeleshed for at fremme mobiliteten
på tværs af landet.
Enhedslisten konstaterer, at kapaciteten
på jernbanen stort set er opbrugt på Vestfyn. En ny
jernbane over Vestfyn vil efter Enhedslistens opfattelse få
positiv betydning for regionaltogene mellem Odense og Fredericia.
Herved får man en langt bedre mulighed for nu også at
realisere det, der kaldes det fynske S-tog, med hurtige og
forholdsvis højfrekvente forbindelser mellem Svendborg,
Odense, Middelfart, Fredericia, Kolding og Vejle. Den ny jernbane
over Vestfyn betyder også, at der bliver flere muligheder for
godstog over Vestfyn.
Enhedslistens medlemmer af udvalget har
fremsat et ændringsforslag, som betyder, at anlægget af
den ny jernbane over Vestfyn igangsættes i 2021. Det er efter
Enhedslistens opfattelse vigtigt at få tilvejebragt alle de
tiltag, som kan sikre mere klimavenlig transport. Dette er
særlig vigtigt set i lyset af regeringens mål om en 70
procentsreduktion af drivhusgasser i 2030.
Nye Borgerlige
Nye Borgerliges medlem af udvalget stemmer
imod lovforslaget om en ny jernbane på Vestfyn. Nye
Borgerlige ønsker at prioritere veje over skinner og ser
langt hellere, at pengene bruges på gode, rentable
vejprojekter og trafikal ligestilling i hele Danmark.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 1
Af et mindretal
(EL), tiltrådt af et mindretal
(ALT):
1) I
stk. 1 ændres »bemyndiges
til at anlægge« til: »påbegynder i 2021
anlæg af«.
[Transportministeren
pålægges at påbegynde anlæg af en ny
jernbane over Vestfyn i 2021]
Bemærkninger
Til nr. 1
Ændringsforslaget
pålægger transportministeren i 2021 at påbegynde
anlæg af en ny jernbane over Vestfyn, som det er beskrevet i
lovforslaget og bemærkningerne til lovforslaget. Med
vedtagelse af dette ændringsforslag følger også,
at Togfonden DK's partier vil afsætte 147 mio. kr. til
projektforberedelse i 2021 i stedet for i 2023 som foreslået
i finanslovsforslaget for 2020. Anlægsprojektet følger
i øvrigt den foreslåede tidsplan, som den er beskrevet
i afsnit 3.1, side 17 ff. i Bemærkninger til
lovforslaget.
5. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 2. oktober
2019 og var til 1. behandling den 10. oktober 2019. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i
Transportudvalget.
Oversigt over lovforslagets
sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse
med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på
Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 2
møder.
Høringssvar
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og den
daværende transport-, bygnings- og boligminister sendte den
10. april 2019 dette udkast til udvalget, jf. TRU alm. del - bilag
324, folketingsåret 2018-19, 1. samling. Den 3. oktober 2019
sendte transportministeren høringssvarene og et
høringsnotat til udvalget.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 6 bilag
på lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
6 spørgsmål til transportministeren til skriftlig
besvarelse, som ministeren har besvaret.
Henrik Møller (S) Jan
Johansen (S) Jeppe Bruus (S) fmd.
Jesper Petersen (S) Lennart Damsbo-Andersen (S) Malte Larsen (S)
Orla Hav (S) Thomas Jensen (S) Andreas Steenberg (RV) Jens Rohde
(RV) Rasmus Helveg Petersen (RV) Anne Valentina Berthelsen (SF)
Karsten Hønge (SF) Henning Hyllested (EL) Eva Flyvholm (EL)
Susanne Zimmer (ALT) Kristian Pihl Lorentzen (V) Morten Dahlin (V)
Hans Christian Schmidt (V) nfmd.
Christoffer aagaard Melson (V) Heidi Bank (V) Anne Honoré
Østergaard (V) Dennis Flydtkjær (DF) Mette Hjermind
Dencker (DF) Hans Kristian Skibby (DF) Niels Flemming Hansen (KF)
Mona Juul (KF) Mette Thiesen (NB) Ole Birk Olesen (LA)
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 48 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 43 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 16 | |
Radikale Venstre (RV) | 16 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 14 | |
Enhedslisten (EL) | 13 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 12 | |
Alternativet (ALT) | 5 | |
Nye Borgerlige (NB) | 4 | |
Liberal Alliance (LA) | 3 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 1 | |