Tillægsbetænkning afgivet af
Sundheds- og Ældreudvalget den 12. marts 2020
1. Indstillinger
Udvalget
indstiller lovforslaget til vedtagelse
i den affattelse, hvori det foreligger efter 2. behandling.
Alternativet, Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved afgivelsen af
tillægsbetænkningen ikke medlemmer i udvalget og dermed
ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske
bemærkninger i tillægsbetænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i
tillægsbetænkningen.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 12. marts
2020 og var til 1. behandling den 12. marts 2020. Lovforslaget blev
efter 1. behandling henvist til behandling i Sundheds- og
Ældreudvalget. Udvalget afgav betænkning den 12. marts
2020. Lovforslaget var til 2. behandling den 12. marts 2020,
hvorefter det blev henvist til fornyet behandling i udvalget.
Oversigt over lovforslagets
sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse
med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på
Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har, efter lovforslaget blev
henvist til fornyet udvalgsbehandling, behandlet lovforslaget i 1
møde.
Bilag
Efter udvalgets afgivelse af
betænkning er der omdelt 3 bilag på lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har efter afgivelsen af
betænkning modtaget en række svar fra sundheds- og
ældreministeren. Disse er optrykt som bilag 1 til
tillægsbetænkningen.
Annette Lind (S) Birgitte Vind (S)
Tanja Larsson (S) Camilla Fabricius (S) nfmd. Daniel Toft Jakobsen (S) Flemming
Møller Mortensen (S) Julie Skovsby (S) Lennart
Damsbo-Andersen (S) Rasmus Horn Langhoff (S) Stinus Lindgreen (RV)
Nils Sjøberg (RV) Kirsten Normann Andersen (SF) Trine Torp
(SF) Peder Hvelplund (EL) Victoria Velasquez (EL) Susanne Zimmer
(UFG) Jane Heitmann (V) fmd.
Ellen Trane Nørby (V) Hans Andersen (V) Martin Geertsen (V)
Marlene Ambo-Rasmussen (V) Sophie Løhde (V) Liselott Blixt
(DF) Mette Hjermind Dencker (DF) Karina Adsbøl (DF) Jens
Henrik Thulesen Dahl (DF) Per Larsen (KF) Lars Boje Mathiesen (NB)
Henrik Dahl (LA)
Alternativet, Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 48 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 42 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 16 | |
Radikale Venstre (RV) | 16 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 14 | |
Enhedslisten (EL) | 13 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 13 | |
Nye Borgerlige (NB) | 4 | |
Liberal Alliance (LA) | 3 | |
Alternativet (ALT) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 5 | |
Bilag 1
Udvalgets
spørgsmål til sundheds- og ældreministeren og
dennes svar herpå
Spørgsmålene og sundheds- og ældreministerens
svar herpå er optrykt efter ønske fra V.
Spørgsmål nr. 2:
"Hvorfor foreslår ministeren, at solnedgangsklausulen
først bliver den 1. marts 2021? Dette henset til, at
lovforslaget er et meget stort indgreb, der skal ses i lyset af den
aktuelle og akutte situation, der ikke forventes at skulle
være en permanent tilstand i det kommende år "
Svar:
Det er vigtigt, at lovens bestemmelser kan anvendes i hele
COVID-19 udbruddet. Det er derfor vigtigt, at loven kan finde
anvendelse hele næste efterår/vinter, hvor der
desværre er en sandsynlighed for, at COVID-19 kan blusse op
igen.
Sundheds- og ældreministeren vil i november 2020
fremsætte et lovforslag om revision af lov om
foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme
(epidemiloven).
Spørgsmål nr. 4:
"Ministeren bedes redegøre for, jf. § 1, nr. 15,
(indsættelse af nye paragraffer i kapitel 3, (§ 12a)), i
hvor stort omgang disse regler også omfatter mulighed for at
begrænse krydstogtskibes anløb til danske havne, jf.
bemærkningerne? Og hvor mange krydstogtsskibe er planlagt til
ankomst til Danmark inden for de kommende to måneder? "
Svar:
Efter den med lovforslagets §
1, nr. 15, foreslåede § 12 a i epidemiloven kan
sundheds- og ældreministeren, når det er
nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse
af en alment farlig sygdom her i landet, efter forhandling med
transportministeren fastsætte regler om forbud mod adgang til
transportmidler eller restriktioner på transportmidler,
herunder om tilladt maksimalbelægning og om, at der fra skibe
ikke må ske samkvem med personer i land.
Det fremgår af de specielle
bemærkninger til den foreslåede bestemmelse, at
bestemmelsen også vil kunne anvendes til at fastsætte
regler om, at det er forbudt for f.eks. besætning og
passagerer at få adgang til land. Det fremgår
endvidere, at der vil kunne fastsættes et generelt forbud mod
landgang for alle skibe, herunder krydstogtsskibe, når det er
nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse
af en alment farlig sygdom her i landet.
Det forudsættes, at regler om
forbud og restriktioner skal være midlertidige, og at det
ikke vil kunne udstrækkes længere, end hvad der er
nødvendigt af hensyn til at forebygge eller inddæmme
udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet.
For så vidt angår
spørgsmålet om, hvor mange krydstogtskibe der har
planlagt ankomst til Danmark inden for de kommende to
måneder, har Transport- og Boligministeriet oplyst, at der
ifølge CMPs (Copenhagen Malmö Port) hjemmeside vil
anløbe 41 skibe til København i perioden fra d.d. til
og med 11. maj 2020. Dette inkluderer ikke skibe, der
anløber i de øvrige danske havne. København er
imidlertid langt den største havn
Spørgsmål nr. 10:
"Vil ministeren yde teknisk bistand til et
ændringsforslag, der indebærer, at Folketinget hver 3.
måned efter lovens ikrafttræden kan påse om det
fortsat er nødvendigt med bemyndigelserne i loven. "
Svar:
Sundheds- og ældreministeren vil etablere en
følgegruppe bestående af samtlige
sundhedsordførere, der løbende kan drøfte
aktuelle spørgsmål i forhold til håndteringen af
COVID-19. Følgegruppen vil følge udviklingen i
smittespredningen og blive inddraget i forbindelse med tiltag, der
er på vej, herunder i form af udmøntning af
bemyndigelser.
Sundheds- og ældreministeren vil endvidere i november 2020
fremsætte et lovforslag om revision af lov om
foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme
(epidemiloven).
Spørgsmål nr. 13:
"Kan ministeren klarlægge, hvad det vil betyde, hvis der
indsættes en revisionsbestemmelse i loven, der
medfører, at Folketinget løbende kan føre
kontrol med behovet for de beføjelser, der tillægges
ministeren? "
Svar:
Sundheds- og ældreministeren vil etablere en
følgegruppe bestående af samtlige
sundhedsordførere, der løbende kan drøfte
aktuelle spørgsmål i forhold til håndteringen af
COVID-19. Følgegruppen vil følge udviklingen i
smittespredningen og blive inddraget i forbindelse med tiltag, der
er på vej, herunder i form af udmøntning af
bemyndigelser.
Sundheds- og ældreministeren vil i november 2020
fremsætte et lovforslag om revision af lov om
foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme
(epidemiloven).
Spørgsmål nr. 23:
"Regeringen bedes oversende hver
enkelt af myndighedernes - såvel sundhedsfaglige som
øvrige - beslutningsgrundlag og indstilling til regeringen
om de i lovforslaget foreslåede foranstaltninger. "
Svar:
Den altoverskyggende hovedprioritet
for regeringen er i øjeblikket at inddæmme og
afbøde de alvorlige konsekvenser af spredningen af COVID-19
i det danske samfund mest muligt. Det er helt afgørende, at
samfundet og myndighederne er rustet til og har de
nødvendige redskaber til at håndtere denne
trussel.
Regeringen finder derfor de
foreslåede øgede muligheder og foranstaltninger
nødvendige.
Jeg vedlægger til orientering
det materiale, som Sundheds- og Ældreministeriet har
modtaget. Det gælder Sundhedsstyrelsens notat af 8. marts
2020 om suspension af udrednings- og behandlingsretten og
Sundhedsstyrelsens udgivelse "Risikovurdering, strategi og tiltag
ved epidemi i Danmark" af 10. marts 2020, som beskriver scenarier
for sygdommen og de tiltag der er nødvendige. Vedlagt er
endvidere mail af 11. marts 2020 med bilag af 27. februar 2020 fra
Sundhedsstyrelsen til Sundheds- og Ældreministeriet, samt
mail af 11. marts 2020 fra Styrelsen for Patientsikkerhed til
Sundheds- og Ældreministeriet.
Det bemærkes, at Sundheds- og Ældreministeriet alene
har haft mulighed for at besvare spørgsmålet på
Sundheds- og Ældreministeriets vegne.
Spørgsmål nr. 26:
"Ministeren bedes redegøre for de overvejelser, der
ligger bag bemyndigelserne til at lade politiet bistå
sundheds- og ældreministeren, og i hvilke tilfælde der
vil kunne forekomme bøde eller fængsel med op til 1
år og 6 måneder. "
Svar:
Den foreslåede bestemmelse i epidemilovens § 5, stk.
4, giver sundheds- og ældreministeren hjemmel til efter
forhandling med justitsministeren fastsætte regler om
politiets bistand ved anvendelsen af beføjelserne i stk.
1-3, herunder om politiets bistand ved gennemførelse af
påbud om undersøgelse, indlæggelse eller
isolation og tvangsmæssig behandling.
Bestemmelsen indebærer, at der i en bekendtgørelse
kan fastsættes regler om politiets bistand i forbindelse med
gennemførelsen af f.eks. et påbud fra
sundhedsmyndighederne om, at en person skal lade sig
indlægge. Politiets bistand vil f.eks. kunne være
aktuel, hvis personen nægter at rette sig efter et
sådant påbud. I en sådan situation vil politiet
kunne anvende magtmidler for at sikre gennemførelsen af
påbuddet.
Politiets eventuelle anvendelse af magt i den forbindelse vil
skulle ske i overensstemmelse med bestemmelserne i politiloven,
herunder lovens § 16, stk. 1, hvorefter politiets
magtanvendelse skal være nødvendig og forsvarlig og
alene må ske med midler og i en udstrækning, der
står i rimeligt forhold til den interesse, der søges
beskyttet. Desuden skal magt anvendes så skånsomt, som
omstændighederne tillader, og således at eventuelle
skader begrænses til et minimum, jf. politilovens § 16,
stk. 2.
Den gældende bestemmelse i straffelovens § 119, stk.
4, vil efter omstændighederne kunne være relevant i
sådanne situationer. Det følger af denne bestemmelse,
at hvis nogen lægger hindringer i vejen for politiets
arbejde, straffes den pågældende med bøde eller
fængsel indtil 1 år og 6 måneder. Den konkrete
straf, der i givet fald vil blive tale om, vil skulle
fastsættes af domstolene efter de almindelige regler i
straffeloven om straffens fastsættelse under inddragelse af
samtlige omstændigheder i både formildende og
skærpende retning.
Det bemærkes, at lovforslaget ikke ændrer
straffelovens § 119, stk. 4.
Det bemærkes endvidere, at den gældende epidemilov
ligeledes indeholder bestemmelser om politiets bistand, hvis
myndighedernes påbud om lægeundersøgelse,
indlæggelse eller isolation ikke efterkommes, jf. den
gældende lovs § 5, stk. 2, og § 6, stk. 2.
Spørgsmål nr. 32:
"Vil ministeren tage initiativ til at fremsætte
ændringsforslag om efterfølgende retskendelse ved
tvangsindgreb, når ransagningens øjemed ville
forspildes, dersom retskendelse skulle afventes, således alle
tvangsindgreb undergår rettens kendelse ligesom ved
eksempelvis retsplejelovens § 796, stk. 3? "
Svar:
Sundheds- og ældreministeren har forstået
spørgsmålet sådan, at der spørges til den
med lovforslagets § 1, nr. 6, foreslåede affattelse af
epidemilovens § 5, hvorefter der som led i
håndhævelsen eller gennemførelsen af et
påbud efter den foreslåede bestemmelse i § 5, stk.
1, om undersøgelse, indlæggelse eller isolation eller
tvangsmæssig behandling efter § 5, stk. 2, er adgang
uden retskendelse til den pågældendes bolig og andre
lokaliteter som den pågældende råder over.
Sundheds- og ældreministeren har i et
ændringsforslag foreslået, at lovforslagets § 5,
stk. 3, om adgang til bolig mv., uden retskendelse skal
ophæves.
Ændringsforslaget skal ses i lyset af de politiske
drøftelser og i lyset af, at det må forventes, at den
foreslåede bestemmelse alene vil finde begrænset
anvendelse i praksis.
Da bestemmelsen foreslås ophævet, finder Sundheds-
og Ældreministeriet ikke anledning til at yde teknisk
bistand, der indebærer, at der sker efterfølgende
automatisk domstolsprøvelse.
Spørgsmål nr. 33:
"Vil ministeren yde teknisk bistand til udarbejdelse af et
ændringsforslag om efterfølgende retskendelse ved
tvangsindgreb, når ransagningens øjemed ville
forspildes, dersom retskendelse skulle afventes, således alle
tvangsindgreb undergår rettens kendelse ligesom ved
eksempelvis retsplejelovens § 796, stk. 3? "
Svar:
Der henvises til den samtidige besvarelse af
spørgsmål nr. 32 til L 133.
Spørgsmål nr. 40:
"Ministeren bedes redegøre for, hvor mange hjemler og
bemyndigelser der indføres med lovforslaget, såvel som
hvilke ressortområder de omfatter. "
Svar:
Jeg forstår
spørgsmålet sådan, at der spørges til
antallet af bemyndigelser, hvorefter der administrativ kan
fastsættes regler.
Jeg kan henvise til de
foreslåede § 1, stk. 2, § 6, stk. 1, § 6 a,
§ 7, stk. 2, § 8, stk. 2, § 12 a, § 12 c,
§ 12 d, stk. 1, § 12 e, § 21 a og § 21 b, der
er bemyndigelsesbestemmelser til sundheds- og
ældreministeren.
Jeg kan desuden oplyse, at
følgende bemyndigelser vil kunne udmøntes efter
forhandling med den relevante ressortminister angivet i parentes:
§ 5, stk. 4 (justitsministeren), § 6, stk. 2 og 3
(justitsministeren), § 12 b (erhvervsministeren), § 12 f
(vedkommende minister), § 13, stk. 3 (transportministeren), og
§ 22, stk. 1 (vedkommende minister).
Endeligt kan jeg henvise til det
foreslåede § 12 d, stk. 2, der er en bemyndigelse til de
enkelte ressortministre.
Spørgsmål nr. 44:
"Vil ministeren redegøre for forholdsreglerne og
konsekvenserne for den enkelte borger, der efter myndighedernes
anbefaling er på et såkaldt hjemmeophold for at
undgå spredning af virus, herunder om det kan være
ansvarspådragende for denne person at forlade det sted, hvor
den pågældende tager ophold, og dermed potentielt eller
reelt udsætte den øvrige befolkning for virussmitte?
"
Svar:
Der henvises til den samtidige besvarelse af
spørgsmål nr. 42 til L 133.
Spørgsmål nr. 46:
"Vil ministeren oplyse for, om der er forsikringsdækning,
f.eks. rejseforsikring og ansvarsforsikring, hvis en person, der
enten er karantæneramte, isolationsramte eller på
hjemmeophold ikke iagttager forholdsregler og anvisninger fra
myndighederne? "
Svar:
Det kan oplyses, at lovforslaget ikke indeholder bestemmelser om
forsikringsdækning.
Spørgsmål nr. 47:
"Ministeren bedes redegøre for, hvordan
tvangskarantæne skal foregå? "
Svar:
Det foreslås med
indsættelse af en ny bestemmelse i epidemilovens § 5,
stk. 1, nr. 3, at sundheds- og ældreministeren kan
påbyde, at en person, der lider af en alment farlig sygdom,
eller som formodes at kunne være smittet med en sådan,
skal lade sig isolere i en egnet facilitet.
Det fremgår af de specielle
bemærkninger til den foreslåede bestemmelse, at
isolering i en egnet facilitet f.eks. vil kunne være den
pågældendes eget hjem. Der kan dog være forhold,
der gør, at det ikke er hensigtsmæssigt, at der sker
isolation i eget hjem, herunder ved risiko for, at andre i
hustanden smittes. Det foreslås derfor også, at det
skal være muligt at isolere personer i en anden egnet
facilitet. Dette kan bl.a. være sygehuse, kaserner, hoteller
mv. Det er et krav, at faciliteten skal være egnet, hvilket
bl.a. betyder, at der skal være mulighed for overnatning og
adgang til alle basale fornødenheder, herunder mad og
drikke.
Det forudsættes, at
tvangsisoleringen alene opretholdes, så længe dette er
nødvendigt.
Det foreslås desuden i lovforslaget, at
sundhedsmyndighederne eventuelt med bistand fra politiet kan
håndhæve påbuddet, hvis en person ikke overholder
et sådan påbud om isolation.
Spørgsmål nr. 52:
"Vil ministeren afvise tredjelandsborgere set i lyset af
epidemien? Der henvises til kan-bestemmelsen under almindelige
bemærkninger, afsnit 5. "
Svar:
Som det fremgår af
bemærkningerne til loven, indeholder udlændingeloven
regler, hvorefter tredjelandsborgere, der ikke allerede har lovligt
ophold i Danmark, kan afvises, hvis sundhedsmæssige grunde
tilsiger, at de ikke bør have ophold i Danmark.
Lovforslaget indebærer, at
tredjelandsstatsborgere, såfremt der fastsættes regler
herom, vil kunne blive pålagt at lade sig undersøge,
indlægge eller isolere i en egnet facilitet. Disse regler
vedrører alle udlændinge, der opholder sig i
Danmark.
Som anført i pkt. 5 i
lovforslagets bemærkninger, vil der efter
omstændighederne kunne ske afvisning af bl.a.
tredjelandsstatsborgere i overensstemmelse med reglerne i
udlændingeloven, hvis de pågældende i forbindelse
med indrejsen tilkendegiver, at de ikke agter at efterkomme et
sådant påbud.
Lovforslaget ændrer
imidlertid ikke på udlændingelovens regler om, hvilke
tredjelandsstatsborgere der vil kunne afvises. Der vil
således fortsat ikke kunne ske afvisning af
tredjelandsstatsborgere med lovligt ophold i Danmark.
Der henvises i øvrigt til
den samtidige supplerende besvarelse af spørgsmål nr.
57.
Spørgsmål nr. 54:
"Vil Folketinget løbende blive orienteret, når
tvangsbestemmelserne bliver anvendt? "
Svar:
Sundheds- og Ældreministeriet vil orientere Folketingets
Sundheds- og Ældreudvalg om omfanget af anvendelsen af
tvangsbestemmelserne.
Spørgsmål nr. 76:
"Kan ministeren oplyse, om antallet af tvangskarantæner
vil blive registreret? "
Svar:
Sundheds- og Ældreministeriet vil foranledige, at antallet
af tvangskarantæner vil blive registreret.
Spørgsmål nr. 79:
"Vil ministeren yde teknisk bistand til et
ændringsforslag, som indebærer, at sundheds- og
ældreministeren får beføjelser til at kunne
beslutte, at asylansøgere kan afvises ved grænsen i
tilfælde af, at en pandemi er under opsejling eller direkte
er erklæret af WHO? "
Svar:
Spørgsmålet om muligheden for, inden for rammerne
af Danmarks internationale forpligtelser, at afvise
asylansøgere ved grænsen, henhører under
Udlændinge- og Integrationsministeriets ressort. Det har ikke
været muligt inden for fristen at indhente et bidrag fra
Udlændinge- og Integrationsministeriet til udarbejdelse af et
ændringsforslag.
Spørgsmål nr. 80:
"Vil ministeren yde teknisk bistand til et
ændringsforslag, som indebærer, at sundheds- og
ældreministeren får beføjelser til at
træffe afgørelse om, at asylsøgere, afviste
asylansøgere, udlændinge på tålt ophold og
kriminelle udviste udlændinge, der opholder sig på et
udrejsecenter eller asylcenter, meddeles udgangsforbud på
ubestemt tid, når en pandemi er under opsejling eller direkte
er erklæret af WHO? "
Svar:
Der henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 79
til L 133.