L 114 Forslag til lov om ændring af lov om fremme af vedvarende energi, lov om elforsyning, ligningsloven og personskatteloven. (Afholdelse af udbud af pristillæg i 2020-2024, ændring af værditabsordning, ophævelse af køberetsordning og oprettelse af salgsoptionsordning, VE-bonusordning, grøn puljeordning m.v.).

Af: Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S)
Udvalg: Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget
Samling: 2019-20
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 26-02-2020

Skriftlig fremsættelse (den 26. februar 2020)

20191_l114_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (26. februar 2020)

Klima-, energi- og forsyningsministeren (Dan Jørgensen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om fremme af vedvarende energi, lov om elforsyning, ligningsloven og personskatteloven (Afholdelse af udbud af pristillæg i 2020-2024, ændring af værditabsordning, ophævelse af køberetsordning samt oprettelse af salgsoptionsordning, VE-bonusordning, grøn puljeordning m.v.)

(Lovforslag nr. L 114)

Lovændringen udmønter elementer fra energiaftalen 2018.

Med energiaftalen 2018 blev det aftalt at fortsætte med at afholde teknologineutrale udbud i årene 2020-2024. Med lovforslaget gives ministeren bemyndigelse til at afholde udbud.

Den lokale og kommunale opbakning til fremtidens udbygning med vedvarende energi er et væsentligt element i at sikre Danmarks fortsatte grønne omstilling og nå regeringens ambitiøse klimamålsætninger. Det er derfor vigtigt, at der eksisterer de rette rammer for den fortsatte udbygning med vedvarende energi (VE) i Danmark. Partierne bag energiaftalen 2018 har på denne baggrund opnået enighed om de rammer, der fremadrettet vil være gældende for opstilling af vedvarende energianlæg i Danmark.

Det er besluttet at oprette tre nye ordninger, der skal sikre hensynet til lokale borgere og naboer til vedvarende energianlæg samt til de kommuner, der udbygger med vedvarende energi. En salgsoptionsordning, der giver boligejere i tæt afstand til vindmøller eller solcelleparker mulighed for at sælge deres bolig til opstiller. Boligen kan sælges til opstiller til værdien vurderet af den uafhængige taksationsmyndighed. Der oprettes en VE-bonusordning, hvor de nære naboer til vedvarende energiprojekter inden for 4-8 gange møllehøjde for vindmøller og 0-200 meter for solcelleanlæg får en årlig kontant skattefri bonus. Desuden forpligter loven opstillerne til at betale 88.000 kr. pr. opstillet MW til den kommune, hvor der opstilles nye VE-anlæg.

Endvidere indeholder lovforslaget forbedringer af den nuværende værditabsordning, såsom at flytte tidspunktet for vurderingen af værditabet af en beboelsesejendom til efter VE-anlæggets første producerede kWh, samt en afskaffelse af køberetsordningen, da den ikke virker efter hensigten.

Lovforslaget harmoniserer nettilslutningsreglerne ved at ændre bemyndigelsesbestemmelserne i VE-loven og elforsyningsloven, som forpligter klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte regler om vindmøllers og solcelleanlægs tilslutning til elforsyningsnettet, så disse også omfatter bølgekraftanlæg og vandkraftværker.

Loven udmønter mindre ændringer i VE-loven, der fastsætter regler for sikkerhed for vindmøller. Det foreslås, at ministeren bemyndiges til at kunne bestemme, at tekniske standarder og internationale vedtagelser skal være gældende, selv om de kun foreligger på engelsk. Det foreslås endelig med lovforslaget, at der indsættes en slutdato for ansøgning om pristillæg til husstandsvindmøller og forhøjet pristillæg til solcelleanlæg, hvilket sikrer, at puljerne kan lukkes helt.

For opstillerne vil de foreslåede ordninger betyde merudgifter for så vidt angår VE-bonusordningen, oprettelse af grøn pulje samt salgsoption. Modsat vil den foreslåede afskaffelse af køberetsordningen medføre en besparelse for opstillerne. Samlet set vurderes det, at de nye ordninger medfører en gennemsnitlig merudgift for opstillere af landvind på 1,0 mio. kr., mens det for opstillere af solceller vil svare til 0,5-0,8 mio. kr. pr. projekt.

Den foreslåede skattefritagelse for modtagere af VE-bonus har karakter af en skatteudgift svarende til skatteværdien af den modtagne VE-bonus. Skatteudgiften skønnes til ca. 15 mio. kr. årligt. Salgsoption vil medføre mindre økonomiske opstartsomkostninger for staten.

Lovforslaget foreslås at træde i kraft d. 1. juli 2020. Det foreslås dog, at ændring af værditabsordningen, ophævelse af køberetsordningen, ny salgsoptionsordning, ny VE-bonusordning og ny grøn pulje træder i kraft den 1. juni 2020, så flest mulige borgere og kommuner får glæde af de nye VE-ordninger.

Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil fastsætte nærmere regler om ikrafttrædelse af bl.a. bemyndigelse til afholdelse af teknologineutrale udbud 2020-2024, når der foreligger en statsstøttegodkendelse af udbudsbetingelserne fra Europa-Kommissionen.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.