Skriftlig fremsættelse (5. februar
2020)
Justitsministeren (Nick Hækkerup):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
straffeloven (Forstærket indsats mod eksplosivstoffer)
(Lovforslag nr. L 105)
Regeringen offentliggjorde den 10. oktober
2019 et udspil om tryghed og sikkerhed i det offentlige rum.
Baggrunden var bl.a., at der i 2019 var en række
sprængninger i hovedstadsområdet, hvoraf to var rettet
direkte mod offentlige bygninger.
Lovforslaget følger op på de
initiativer i udspillet om tryghed og sikkerhed, der omhandler en
forstærket indsats mod sprængstoffer.
Regeringen ønsker at sætte
hårdt ind over for kriminelle grupper, der placerer bomber i
det offentlige rum. Det skal aldrig accepteres, at
bombesprængninger eller skyderier, der spreder frygt og
utryghed, bliver hverdag i Danmark.
Med lovforslaget lægges der op til,
at der i straffelovens § 114 a (om terrorlignende handlinger)
indsættes et nyt nr. 8, hvorefter straffen for
overtrædelse af straffelovens § 183, stk. 1 eller 2
(sprængninger), kan overstige den angivne strafferamme med
indtil det halve, når der er tale om forvoldelse af
sprængning rettet mod en offentlig bygning eller institution.
Med den foreslåede bestemmelse understreges det, at
sådanne handlinger skal betragtes som et angreb mod
staten.
Med lovforslaget lægges der endvidere
op til, at det fremover ved fastsættelsen af straffen for
ulovlig besiddelse af andre våben end skydevåben
(f.eks. panserværnsraketter, morterer, håndgranater og
miner) eller eksplosivstoffer skal indgå som en
skærpende omstændighed, at våbnet eller
eksplosivstoffet besiddes på offentligt tilgængeligt
sted eller andet sted, hvor mennesker ofte færdes eller
opholder sig.
Det foreslås, at strafniveauet
forhøjes med omkring en tredjedel i forhold til den straf,
der i dag ville blive fastsat af domstolene, således at
ulovlig besiddelse på offentligt tilgængeligt sted
eller andet sted, hvor mennesker færdes eller opholder sig,
som udgangspunkt skal straffes med ubetinget fængsel mellem 3
år og 6 måneder og 4 år i
førstegangstilfælde. I gentagelsestilfælde skal
der ske en betydelig skærpelse af straffen.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.