L 104 Forslag til lov om ændring af retsplejeloven.

(Styrkelse af politiets muligheder for efterforskning af kriminalitet på internettet).

Af: Justitsminister Nick Hækkerup (S)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2019-20
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 05-02-2020

Fremsættelse: 05-02-2020

Skriftlig fremsættelse (den 5. februar 2020)

20191_l104_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (5. februar 2020)

Justitsministeren (Nick Hækkerup):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Styrkelse af politiets muligheder for efterforskning af kriminalitet på internettet)

(Lovforslag nr. L 104)

Lovforslaget er med enkelte justeringer og en tilføjelse en genfremsættelse af lovforslag nr. L 197 (2018-19 (1. samling)).

Regeringen offentliggjorde den 10. oktober 2019 et udspil om tryghed og sikkerhed i det offentlige rum. Baggrunden var bl.a., at der i 2019 var en række sprængninger i hovedstadsområdet, hvoraf to var rettet direkte mod offentlige bygninger. Sprængningerne har understreget behovet for at styrke politiets muligheder for at bekæmpe salg af våben og eksplosivstoffer på internettet.

Lovforslaget følger således bl.a. op på de initiativer i udspillet om tryghed og sikkerhed, der omhandler en forstærket indsats mod våben og eksplosivstoffer.

Lovforslaget skal desuden ses på baggrund af den teknologiske udvikling og de øgede udfordringer, der er forbundet med at opklare kriminalitet på internettet. Gerningsmændene har således mulighed for at anvende bl.a. falske profiler, der gør det svært at finde frem til dem, ligesom de kan benytte særligt beskyttede fora, som kan være vanskelige at trænge ind i.

Lovforslaget skal styrke politiets muligheder for at efterforske kriminalitet på internettet ved at udvide politiets adgang til at anvende agenter i efterforskningen af sager om udbredelse og besiddelse mv. af børnepornografi samt salg af hælervarer, narkotika, våben og eksplosivstoffer, når disse lovovertrædelser begås ved brug af internettet.

Dermed udvides politiets adgang til at anvende agenter i forhold til de gældende regler, hvor politiet i dag alene kan anvende hemmelige agenter i efterforskningen af lovovertrædelser, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover.

Derudover har lovforslaget til formål at give politiet mulighed for at erhverve rettigheder, genstande eller andet materiale, der i nærmere bestemt omfang er udbudt på internettet, uden at agentreglerne finder anvendelse.

Endelig skal lovforslaget sikre, at politiets ressourcer anvendes effektivt. Derfor foreslås der en udvidelse af kredsen af de personer, der kan udføre agentvirksomhed, til at omfatte ansatte i politiet med særlige efterforskningsmæssige kvalifikationer.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.