L 85 Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

(Afskaffelse af opholdskrav for ret til dagpenge m.v.).

Af: Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2019-20
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 17-12-2019
1. behandlet / henvist til udvalg 07-01-2020
Betænkning afgivet 20-01-2020
2. behandlet/direkte til 3. behandling 21-01-2020
3. behandlet, vedtaget 23-01-2020
Ministerområde:
Beskæftigelsesministeriet
Resumé:
Med lovforslaget foreslås det at afskaffe opholdskravet for ret til dagpenge, der kræver ophold i riget, et EU/EØS-land eller Schweiz i 5 ud af 12 år i 2019, 6 ud af 12 år i 2020 og 7 ud af 12 år fra 2021 og fremefter.

Med lovforslaget foreslås det desuden, at der etableres en overgangsordning, der giver mulighed for at genoprette medlemsskabet af en a-kasse fra udmeldelsestidspunktet for personer, der har meldt sig ud, fordi de har været ramt af opholdskravet. Ordningen målrettes personer, som ikke opfyldte betingelserne i opholdskravet i 2019 og frem til afskaffelsen af opholdskravet den 1. februar 2020, og som meldte sig ud af en a-kasse i samme periode.

Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft den 1. februar 2020.
Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 59 (S, RV, SF, EL og ALT), imod stemte 50 (V, DF, KF, NB og LA), hverken for eller imod stemte 0.