Det næste punkt på dagsordenen er:

20) 1. behandling af lovforslag nr. L 68:

Forslag til lov om ændring af lov om social service. (Ro og stabilitet for udsatte børn og unge og styrkelse af forældres retssikkerhed i anbringelsessager).

Af social- og indenrigsministeren (Astrid Krag).

(Fremsættelse 20.11.2019).

Forhandlingen er åbnet. Den første, der har ordet, er fru Camilla Fabricius, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Så er vi i gang med endnu et lovforslag, som er en udmøntning af de initiativer, der er blevet taget i forhold til delaftalen om udmøntning af satspuljen. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det for Socialdemokratiet er centralt, at vi hele tiden arbejder for, at børn og unge får en bedre hverdag, også når de er anbragt uden for hjemmet, og at vi sikrer den dialog, der er med forældre på tværs af landet, uanset hvad det er for en familie, barnet er opvokset i, og som har betydning for det kvalificerede arbejde, der er i forhold til et barn.

Lovforslaget indeholder en række forskellige ændringer, som hver især er et lille skridt hen imod at gøre vilkårene bedre. Det er bl.a. formålet at understøtte den ro og stabilitet, som børn og unge bør opleve, når de er anbragt uden for hjemmet. Lovforslaget indeholder en række hovedelementer, og jeg vil prøve at ridse nogle af dem op her.

Der er blandt andet tale om begrænsning af forældremyndighedsindehaverens adgang til at få behandlet anmodninger om hjemgivelse i sager gang på gang. Når vi fra Socialdemokratiets side støtter det, handler det om, at det skaber en stor usikkerhed for børnene, at de igen og igen kommer i et limbo, når de fra forældrenes side bliver bedt om at forholde sig til, om de skal hjemtages.

Samtidig drejer det sig om gennemførelse af afgørelser om ændret anbringelsessted uden samtykke, hvilket vil sige, at vi også her lægger vægt på, hvad det er, børnene og de unge selv siger. Det er også vigtigt, at man af hensyn til retssikkerheden sikrer Ankestyrelsen mulighed for at træffe afgørelse om samvær i sager om anbragte børn.

Noget af det, der også er centralt for os, er, at man også her indfører krav om brug af autoriseret psykolog ved de undersøgelser, der er af forældremyndighedsindehaveren.

Det vil sige, at vi alt i alt ser på en lang række tiltag, som hver især betyder et lille step, for at børnene får et bedre udgangspunkt. Det er også vigtigt at sige, at anbringelser bør ske i dialog, sådan at man hele tiden sikrer sig, at forældrene har en forståelse af, hvorfor anbringelsen sker, og sådan at man sikrer sig i forhold til fremtidige anbringelser. Med de ord vil jeg sige, at Socialdemokratiet støtter lovforslaget.

Der er spørgsmål. Fru Karina Adsbøl.

Tak for det. Det er jo rigtigt, som den socialdemokratiske ordfører siger, at der er nogle gode elementer i lovforslaget, men hvis vi læser høringssvarene, læser vi bl.a., at Plejefamiliernes Landsforening, De Anbragtes Vilkår, Dansk Handicap Forbund og Dansk Psykolog Forening kritiserer kommunerne for pludselig at flytte børnene på grund af f.eks. konflikter med plejefamilien eller økonomiske hensyn. Plejefamiliernes Landsforening og De Anbragtes Vilkår bemærker, at hvis en ny hjemmel skal indføres, bør der være en uvildig instans, som skal godkende tvangsfuldbyrdelsen for at sikre barnets tarv. Det vil så i forhold til det, der handler om tvangsdelen, sige, at man kan tvangsflytte et barn fra et anbringelsessted til et andet. Det er jo det, man også vil give hjemmel til.

Så jeg kunne godt tænke mig at høre, om ordføreren har læst de høringssvar, der har været, og de bekymringer, der også er i forhold til det her lovforslag.

Ordføreren.

Det er i hvert fald helt sikkert, at det er vigtigt og væsentligt at tage stilling til den diversitet, der er, og at vi hele tiden sikrer, at man tager de erfaringer ind bedst muligt. Jeg tror, der er lagt op til en rigtig god drøftelse i udvalget, og vi skal måske også bede om indspark fra de pågældende i forbindelse med udvalgsarbejdet, så vi ansigt til ansigt hører, hvad det er, de vil sige. Tak for det.

Fru Karina Adsbøl.

Jeg forstår, at den socialdemokratiske ordfører er villig til at lytte til de bekymringer, der er i forhold til alle de høringssvar, vi har, netop i forhold til tvangsdelen. Rådet for Socialt Udsatte, KFUM's Sociale Arbejde, Hjertestilhed – Stop Vold mod Børn, og Dansk Handicap Forbund kan bl.a. ikke tilslutte sig netop det her forslag, og de bemærker jo også samtidig, at man gennemfører tingene med tvang. Og så ved vi jo, at der har foregået ulovligheder i forhold til de her sager, hvor børn er blevet tvangsflyttet fra deres anbringelsessted, hvor de faktisk gerne ville være blevet, men mod deres vilje er blevet tvangsflyttet, og her har man alligevel haft politiet inde over.

Så jeg er da glad for, at ordføreren er villig til, at vi kigger det her igennem med en tættekam for at se, om vi kan imødekomme nogle af de høringssvar, der har været.

Ordføreren.

Når man har flere behandlinger efter hinanden, og det her er første behandling, og når man også har drøftelser i et udvalg, så handler det jo om at få de forskellige aktører i spil, sådan at man rent faktisk får lyttet til dem, vi laver lovene for. For Socialdemokratiet er det rigtig, rigtig vigtigt, at vi sikrer, at børn trives bedst muligt, og derfor er det også vigtigt, at man samtidig får inddraget den erfaring, der er. Det har aldrig været sådan, at vi ikke har kunnet lytte mellem behandlingerne, og det er jo derfor, man har udvalgsbehandlingen, sådan at man eventuelt kan få justeret noget.

Jeg sætter stor pris på Karina Adsbøls meget store engagement, og jeg glæder mig også til udvalgsbehandlingen sammen med hende, så vi får det diskuteret rigtig godt. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Næste ordfører er fru Marlene Ambo-Rasmussen, Venstre. Værsgo.

Tak for ordet. Det er første gang, jeg står på talerstolen, og jeg er taknemlig over, at mit første lovforslag vedrører netop det her emne, for der er ingen tvivl om, at udsatte børn og unge er noget, der står mit hjerte meget nær. Som ordfører for familie og trivsel er min kerneopgave at bidrage til at sikre bedre rammer for, at udsatte børn og unge får en mere tryg og stabil opvækst. Opvæksten er på mange måder grobund for hele vores samfund. Hvis problemer i opvæksten udvikler sig, kan det i værste fald resultere i voksne samfundsborgere, der står uden for fællesskabet både økonomisk og socialt.

Sidste år lykkedes det Venstre at indgå en bred aftale om satspuljen på børne- og socialområdet for 2019-2021 – en aftale, jeg er stolt af på mit partis vegne. Forslaget udmønter initiativer fra satspuljen, som bl.a. skal medvirke til, at anbragte børn og unge får ro og stabilitet og så vidt muligt skånes for grundløse genbehandlinger af anbringelsessagen. En række kommuner har beklageligvis oplevet børnesager, hvor forældremyndighedsindehaveren anmoder om hjemgivelse, så snart anbringelsessagen er afsluttet. Det vil sige, at sagerne hele tiden er under behandling til unødig og voldsom belastning for barnet.

Derfor glæder det mig, at kommunen med forslaget i praksis får mulighed for at afvise at behandle anmodninger fra forældremyndighedsindehaveren om hjemgivelse af børn og unge, når forholdene ikke er væsentlig ændret.

Til slut er det glædeligt, at man også har inddraget forældrenes retssikkerhed i lovforslaget. Det foreslås at indføre krav om, at en indstilling fra kommunen om anbringelse uden samtykke skal indeholde en særskilt vurdering af forældremyndighedsindehaverens kompetencer i forhold til at drage omsorg for barnet og håndtere barnets særlige behov. Dette skal fremme forældrenes retssikkerhed i anbringelsessager.

Det er vigtigt, at vi har begge aspekter med, for området er noget komplekst. Sagerne er vidt forskellige, og det er vigtigt, at der kommer mere kvalitet i sagsbehandlingen, og at der sker en styrkelse af oplysningsgrundlaget.

Venstre kan støtte forslaget som fremsat.

Tak til ordføreren. Så er næste ordfører fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Først og fremmest tak til den socialdemokratiske ordfører, som er villig til at kigge det her igennem en gang til. Jeg har jo som ordfører på området forsøgt at rette henvendelse til ministeriet for at udtrykke mine bekymringer i forhold til også de høringssvar, der er.

Lovforslaget indeholder jo flere elementer, og der er nogle, der er gode, og andre, som er mindre gode. Da vi i sin tid sad omkring bordet, var hensigten netop, at vi ville sikre kontinuitet, forbedringer, hjælp og støtte til familier og børn på anbringelsesområdet, og der må jeg bare sige, at efter jeg har læst høringssvarene, som i den grad deler vandene, er jeg oprigtigt bekymret for, at det ikke er det, der sker med dette lovforslag. Og det har jeg også orienteret ministeriet om.

DF fremsatte et beslutningsforslag i sidste samling om, at anbragte børn selvfølgelig ikke skulle modregnes i deres lommepenge, fordi de skulle bidrage til betaling for deres anbringelse. Tidligere var der så et særskilt lovforslag, som fulgte op på vores beslutningsforslag, men nu er det så kommet med i det her lovforslag, og der må jeg bare sige, at vi ønsker en opdeling af det. Jeg undrer mig over, at vi tidligere har haft et særskilt lovforslag, og at man så vælger at putte det ind i det her lovforslag. Og så anerkender jeg ikke den præmis, at selv om man har indgået en aftale på området, kan man ikke være villig til også at kigge på de høringssvar, der er. Et er, at man har lavet en aftale; noget andet er, at det her er nogle af delene fra den aftale, vi i sin tid indgik, der bliver udmøntet. Men man må også som politiker reflektere og se på de høringssvar, der kommer, og derfor vil jeg opfordre ministeren til at genindkalde partierne bag aftalen. Det har ministeriet indtil videre ikke imødekommet, men jeg mener, at det er vigtigt, at vi stiller os selv det spørgsmål, om det er det rigtige lovforslag, vi har foran os.

Clean cut er et ord, der er kendt for dem, der arbejder på det her område, altså at man pludselig fjerner et barn. Og det kan også blive nødvendigt, hvis barnet er i fare, men jeg oplever altså gentagne gange, at det også sker i sager, hvor barnet eller den unge ikke er i fare. Vi har set gentagne udsendelser om det, og jeg må bare sige, at den sidste, vi havde samråd om, var Andreas fra Guldborgsund, som gerne ville blive ved sin plejefamilie, hans biologiske far ville gerne have, han skulle blive ved sin plejefamilie, men kommunen ville gerne have Andreas fjernet fra sin plejefamilie, og hvis det ikke havde været i medierne, ved jeg ikke, hvordan det ville have været endt. Så ville man nu, hvis vi godkender det her lovforslag, kunne have fjernet Andreas med politi og det hele, altså hvis man indfører det her. Så jeg synes bare, at vi som politikere har et ansvar for at se, om det er det rigtige lovforslag, der ligger her, eller der er andet, vi kan gøre.

Derudover har jeg også udtalt mig tidligere i forhold til de spørgsmål, jeg har stillet, og i forhold til de høringssvar, der er. Mange af de interessenter, der arbejder på det her område, har jo ikke en jubel i deres høringssvar, men er også dybt bekymrede. Så jeg tænker, at vi også burde overveje, om det ikke er en uvildig instans, som skal ind over beslutningen om tvangsfuldbyrdelse af afgørelser om ændret anbringelsessted uden samtykke. Eksempelvis kunne kommunen indstille til Familieretshuset, eller sågar familieretten, at behandle en sag om tvangsfuldbyrdelse af en afgørelse om ændret anbringelsessted uden samtykke. Afgørelsen herom fra Familieretshuset skal fortsat kunne påklages til Ankestyrelsen, ligesom en afgørelse fra familieretten skal kunne påklages til landsretten.

Det er altså vigtigt, når vi ser de her sager, at der er retssikkerhed med det. Så derfor havde vi nogle gode intentioner, da vi sad omkring bordet, nemlig at vi ville sikre forældres retssikkerhed, vi ville sikre børn, og vi ville sikre bedre kvalitet i de her sager, men jeg må bare sige, at det, der lige ligger på bordet her, har vakt min bekymring, og jeg håber, at vi i fællesskab kan tage det op i udvalgsbehandlingen og simpelt hen stille nogle opklarende spørgsmål eller mødes i aftalekredsen, så vi kan finde ud af, om det er den vej, vi ønsker at gå her fra Folketinget af.

Tak til ordføreren. Og den næste ordfører er hr. Rasmus Helveg Petersen, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jamen her har vi jo endnu et forslag, der udmønter en satspuljeaftale, vi tidligere har indgået. Her ser vi på rammen omkring børn, der er anbragt uden for hjemmet, og det er jo en alvorlig sag. Vi giver bl.a. hjemmel til kommunerne til at afvise at behandle en anmodning fra forældrene om hjemgivelse, hvis der ikke er sket væsentlige ændringer derhjemme. Det er jo vidtgående, men det gør vi, fordi vi har set eksempler på sager, hvor der er gentagne anmodninger, som giver uro uden grund. Og overskriften på det er at prøve at sikre nogle tryggere og bedre rammer omkring de anbragte.

For så vidt angår den del af forslaget, der handler om hjemmelen til at tvangsanbringe unge, der allerede er anbragt uden for hjemmet, så understreges det jo i lovteksten, at dette kun skal finde anvendelse i helt særlige tilfælde, og det mener jeg bestemt også. Ikke desto mindre støtter jeg også både Socialdemokraternes og Dansk Folkepartis forventninger om, at vi i udvalgsarbejdet sikrer ikke mindst forældrenes retssikkerhed, men også ser grundigt på de høringssvar, der ligger.

Så vi er positivt indstillet over for dette lovforslag, men vi forventer også, at vi i udvalgsarbejdet sikrer os lige præcis, at de her meget vigtige problemstillinger bliver undersøgt. Tak.

Tak til ordføreren. Så er det fru Trine Torp, SF, som ordfører. Værsgo.

Tak for det. Forslaget, som vi behandler i dag, er et vigtigt forslag, fordi det handler om børn, der er i klemme i et spændingsfelt mellem de betydningsfulde voksne, der er omkring dem. Lovforslaget er en del af en aftale, som blev indgået for at skabe ro og stabilitet for anbragte børn og unge og for at understøtte forældrenes retssikkerhed i de sager. Det er kun de initiativer, der kræver lovændringer, fra den aftale, som vi har fokus på i dag. Der er derfor fortsat et arbejde at gøre for, at praksis på området også kan håndtere de komplekse processer, der er på spil, og at retssikkerheden for såvel børn som voksne forbedres.

Som flere høringssvar peger på, er der brug for at styrke retssikkerheden på et område, hvor der ses fejl, bl.a. i forhold til handleplaner, børnesamtaler, tilsyn m.m. Det er vi enige i i SF. Derfor er det vigtigt, at de grundlæggende principper om barnets bedste, forebyggelse, inddragelse og information, som fremgår af formålsparagraffen i serviceloven på det her område, fremhæves.

En anbringelse er et forsøg på at løse nogle problemer, men det betyder samtidig, at nogle nye problemer opstår. Det handler derfor om at skabe udviklingsmuligheder for børnene, men det kræver samarbejde mellem alle de involverede, og at man anerkender, at lovgivning og regulering ikke i sig selv løser problemerne. Det her felt handler om følelser og relationer, og derfor skal man ikke undervurdere betydningen af myndighedspersonernes tilgang i arbejdet og rammerne for det arbejde, de skal udføre.

Dramaer op til en anbringelse kan have skabt et konfliktfelt og gjort parterne til modspillere i stedet for medspillere. Der er derfor brug for at besvare spørgsmålet om, hvordan det samarbejde kan forbedres, og hvordan udvikling kan skabes. Forgæves anmodninger om hjemgivelse kan undgås med styrket dialog. Det er vigtigt. Vi har på mange måder en god lov, der tager afsæt i barnets tarv og rettigheder, sådan som de også er beskrevet i FN's børnekonvention, men det kræver også, at lovens intentioner overholdes, bl.a. at formålet med anbringelsen fremgår tydeligt. Og her er det ikke nok at beskrive barnets behov; det skal også fremgå, hvad behovet er i forhold til relationer mellem barn og forældre.

Loven beskriver også, at der skal ske en systematisk inddragelse. Kommunen skal derfor gøre sig nogle metodiske overvejelser om, hvilken inddragelse der skal ske i den konkrete familie, og hvordan samarbejdet med forældrene skal foregå, herunder også om forældrenes mulighed for at følge med i barnets liv og barnets mulighed for at forholde sig til sine forældre. Der skal gives information, og der skal træffes de rette afgørelser.

Hensynet til barnets bedste og samarbejdet med forældrene er hinandens forudsætninger, og et styrket oplysningsgrundlag i anbringelsessager vil også styrke retssikkerheden. Dialog og samarbejde er den bedste sikring af et godt forløb for barnet. Lovforslaget må derfor heller ikke ændre ved udgangspunktet i serviceloven, nemlig samarbejdet med familien om barnet, og det skal være tydeligt for forældrene og barnet, hvad baggrunden for, formålet med og indholdet af foranstaltningerne er, når det undtagelsesvis ikke er muligt at opnå samtykke.

Som flere høringssvar peger på, er kommunernes forpligtelse til at sikre støtte til forældrene og en handleplan for, hvordan man kan være med til at løse de problemer, som har været medvirkende årsag til anbringelsen, vigtig – både i forhold til samvær under anbringelsen og en eventuel hjemgivelse. Så når der i lovforslaget lægges op til, at kommunen kan afvise at behandle ansøgninger om hjemgivelse ved anbringelser uden samtykke, hvis der ikke er sket væsentlige ændringer af de forhold, som var baggrunden for anbringelsen, ja, så stiller det nogle krav til, hvordan sagen håndteres op til anbringelsen og under anbringelsen. Og som det er understreget i bemærkningerne til lovforslaget, ændrer det ikke ved de krav, der er til indhold under sagen: at det skal være tilstrækkelig oplyst, klageadgang osv.

For at understøtte forældrenes retssikkerhed og styrke oplysningsgrundlaget foreslås det, at der altid i sager om anbringelse uden samtykke skal være en forældrekompetencevurdering, som også tager stilling til, om det er muligt at undgå anbringelse ved at give forskellige former for hjælp og støtte til forældrene. Samtidig ønskes det at sikre kvalitet i undersøgelserne, ved at det kræves, at det skal foregå ved en autoriseret psykolog. Alt det støtter vi også.

Så er der hele det her spørgsmål om tvangsfuldbyrdelse, som jeg lige vil nå at knytte et par kommentarer til. For det er altså vigtigt her, at vi sikrer, at det kun sker, hvis det ville være til skade for barnet ikke at gøre det, hvis behovet for ændret støtte er betydeligt og akut, og hvis der samtidig ikke er nogen andre muligheder. Og det skal ske så skånsomt som muligt for barnet.

Til sidst vil jeg sige, at vi også støtter den del af lovforslaget, som handler om, at børn og unge selvfølgelig ikke skal betale for deres ophold, når de har et job, og håber på, at det også kan blive udvidet til dem, der er over 18 år.

Med de ord, kan jeg lige nå at sige her til sidst, støtter vi lovforslaget.

Ja, tiden går hurtigt, når man har meget på hjerte, men tak til ordføreren. Så går vi videre i ordførerrækken, og det er fru Jette Gottlieb, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Da vores ordfører på området, Pernille Skipper, ikke kan være her, fremfører jeg synspunkterne på vores vegne. Enhedslisten bifalder intentionerne om at skabe ro og stabilitet for anbragte børn og unge og desuden forbedre retssikkerheden for forældre, der har børn anbragt uden for hjemmet.

Selv om der er gode elementer i forslaget, f.eks. forslaget om, at børn og unge med fritidsjob ikke skal modregnes for deres ophold på et bosted, mener vi desværre ikke, at det overordnet er lykkedes med forslaget at skabe bedre forhold for hverken børn eller forældre i anbringelsessager. Undersøgelser fra bl.a. Justitia og Københavns Kommune har dokumenteret, at der er fejl i alt for mange anbringelsessager, faktisk næsten dem alle sammen. Desuden har Institut for Menneskerettigheder og andre påvist, at sagsbehandlingen halter, bl.a. når det kommer til inddragelse af forældre og børn i sagerne.

Desværre beskæftiger lovforslaget sig kun i begrænset omfang med, hvordan antallet af fejl i sagsbehandlingen kan nedbringes. Hvis vi skal forbedre retssikkerheden og livssituationen for anbragte børn og deres forældre, skal antallet af fejl nedbringes. Det forudsætter, at den rette faglige kvalitet er til stede i sagsbehandlingen. Nu må det ikke forstås og misforstås som en mistillid til de kommunale sagsbehandlere, men derimod forstås som en erkendelse af, at problemerne i anbringelsessager er mange og komplekse og ressourcerne i kommunerne er knappe, og at de formentlig ikke kan løses med enkelte lovændringer og justeringer. Det risikerer at virke mod hensigten.

Vi finder det særlig problematisk, at man med forslaget vil afskære forældre fra at anmode om hjemtagning af et barn i nogle situationer, især når vi ved, at der er fejl i en uforholdsmæssig stor del af sagerne. Vi er skeptiske over for at udvide muligheden for at anvende tvang med mulig inddragelse af politiet.

Enhedslisten kan desværre ikke støtte forslaget i dets nuværende form, men vi vil meget gerne arbejde for en opdeling af forslaget for at forbedre retssikkerheden og få mindre tvang i anbringelsessager.

Tak til ordføreren. Så er det fru Brigitte Klintskov Jerkel, Konservative, som ordfører. Værsgo.

Tak. Lovforslaget her er et vigtigt lovforslag, som er med til at styrke, at der er ro og stabilitet for udsatte børn og unge ved en anbringelse uden for hjemmet, hvilket jo netop er så vigtigt i forhold til deres trivsel. Det gælder f.eks. ro i forbindelse med en anbringelse uden samtykke, hvor børn og unge skånes for grundløse genbehandlinger af anbringelsessagen, som kan være meget belastende og kan være med til at skabe utryghed for barnet, når der ikke er sket væsentlige ændringer af forholdene i sagen.

Herudover er der bl.a. også i lovforslaget en styrkelse af sammenhængen mellem valg af anbringelsessted og valg af et egnet undervisningstilbud til barnet eller den unge. Det er jo også vigtigt, for at barnets hverdag fungerer, og for at barnet trives. Endelig vil jeg nævne, at ved en anbringelse uden for hjemmet lægger lovforslaget også op til, at der i den børnefaglige undersøgelse skal være indeholdt en særskilt vurdering af forældremyndighedsindehaverens kompetencer i forhold til at drage omsorg for barnet eller den unge. Og der indføres et krav om, at eventuelle psykologiske undersøgelser af forældremyndighedsindehaveren skal foretages af en autoriseret psykolog. Det skal jo være med til at øge kvaliteten af undersøgelsen. Til slut vil jeg nævne, at lovforslaget også lægger op til en ophævelse af egenbetalingen for døgnophold for børn og unge under 18 år, og det kan Det Konservative Folkeparti støtte.

Vi støtter lovforslaget som helhed.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Torsten Gejl som ordfører fra Alternativet. Værsgo.

Tak. I Alternativet synes vi også, at der er nogle rigtig gode intentioner i det her lovforslag. Vi mener selvfølgelig også, at det, hvis der på baggrund af høringssvarene er grund til justeringer, selvfølgelig er vores pligt at gøre det, altså hvis vi kan blive klogere.

Jeg synes, det er vigtigt, at forældre ikke kan sikres genoptagelse af behandlingen af en anbringelse i det uendelige, som det nogle gange sker. Det skaber jo ikke nogen ro om den anbringelse. På et tidspunkt skal barnet jo også vide, at nu er det det her, der er situationen, og at det er sådan her, det fortsætter med at være.

Det er jo fint nok, at man kan afvise at genoptage en sag, hvis der ikke er sket væsentlige forandringer. Problemet er bare, at så mange sager er baseret på fejl, som flere af de andre ordførere også har sagt. Jeg føler lidt, at man måske fratager forældrene nogle rettigheder, hvis man nægter dem at kunne genoptage en sag, som er baseret på fejl. Forudsætter man, at ens barn er anbragt på grund af en fejl, eller at der har været væsentlige fejl i en procedure, og at man så ikke kan genoptage sagen, ville man blive sindssyg. Det ville da være forfærdeligt som forældre at være vidne til det, så det synes jeg også er en ting, vi er nødt til at debattere. Efterlader det her nogle forældre uden nogle rettigheder i en meget, meget svær situation, hvor de faktisk burde kunne gøre noget?

En anden ting, som jeg tænker på, er, at i forhold til situationer, hvor man vælger, at et barn skal tvangsflyttes fra én forælder til den anden, står der:

»Lovforslaget lægger op til at ændre reglerne, så kommunerne får adgang til at fuldbyrde afgørelser om ændret anbringelsessted uden samtykke, eventuelt med politiets bistand, i de helt særlige tilfælde, hvor det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges bedste.«

Her har vi jo siddet i 3 år i Socialministeriet i sidste periode og lavet familieret, og der gik vi en masse runder for at sørge for, at der ikke var noget barn i det her land, der skulle hentes af fogeden eller politiet. Vi arbejdede rigtig, rigtig meget med det, og jeg tror faktisk, at det lykkedes at sikre det. Det står i hvert fald som målsætning i den lov, at der ikke længere er nogen børn, der skal hentes ud fra under et bord, mens de skriger, af en foged eller en politiperson, som så mod forælderens vilje går med det.

Der var mange ting, som vi var igennem. For det første skal man starte med at se, om man ikke kan lave et frivilligt forlig mellem forældrene. For det andet kan en forælder få tvangsbøder, hvis det er sådan, at vedkommende ikke vil slippe et barn. Senere kan den forælder, der tilbageholder barnet, blive tilbageholdt, sådan at man måske kan hente barnet i skolen. Først derefter kan man måske komme ind med en indsats, der direkte handler om at fjerne barnet. Så vi gjorde rigtig, rigtig meget i familieretten for at sikre, at der ikke er noget barn, der bare skal fjernes af politiet, og nu synes jeg, at vi står her og risikerer noget. Jeg skal have læst endnu mere på det, for det er ikke enkelt lovstof. Jeg synes faktisk ikke, at jeg ser de filtre eller de mange initiativer, der skal forhindre, at politiet henter de her børn. Det er ekstremt traumatiserende for et barn at blive hentet af politiet mod sine forældres vilje.

Jeg synes også, at DF har ret i, at det måske kunne være en god idé at drøfte det her lidt mere. Det er klart, at vi i Alternativet da også har været med til at vedtage det her, så vi vil også gerne have det ekspederet, have det gjort fleksibelt og have det gjort godt, men vi er jo nødt til altid lige at sikre, at det, vi laver, er ordentligt. Jeg synes, at der er nogle høringssvar her, som måske kalder på en justering.

Tak til ordføreren. Så er det fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak. Jeg kan sådan set tilslutte mig mange af de kommentarer, der er kommet både fra Dansk Folkeparti, Enhedslisten og nu også fra Alternativet med hensyn til bekymringen for nogle af de ting, som er en del af det her lovforslag.

Personligt lægger jeg også mærke til det her med, at man kan give kommunerne muligheden for at afvise at behandle anmodninger fra forældremyndighedsindehaveren om hjemgivelse af børn og unge, når der ikke er sket væsentlige ændringer i forholdene. Når vi har set så mange fejl inden for det her område, hvem er det så, der skal sidde og vurdere, om der er sket væsentlige ændringer, hvis det oprindelige grundlag er fuldstændig forkert? Det er så én ting.

Det andet er, at det jo så også er et spørgsmål om, at anbringelsessager er noget af det mest hjerteskærende. Jeg tror, at alle os, der har børn, kan blive enige om, at det skærer en i hjertet, at der er familier, der bliver splittet på den her måde. Det er jo desværre nødvendigt nogle gange, men vi er også nødt til at sikre, at vi gør det her rigtigt. Jeg bliver bekymret, når jeg læser flere af delene i det her lovforslag. Jeg bliver rigtig bekymret, som Dansk Folkeparti også nævnte, når jeg læser nogle af de her høringssvar, der er kommet; især når vi ved, hvor mange fejl der er på det her område, og i øvrigt også ved, hvor mange fejl der er inden for andre områder, og hvor mange fejl der bliver begået rundt omkring i kommunerne både inden for børnehandicapområdet, voksenhandicapområdet osv.

På den baggrund kan Nye Borgerlige ikke støtte det her lovforslag i den nuværende form, men jeg glæder mig rigtig meget til, at vi skal drøfte det i udvalget, for det er et rigtig, rigtig vigtigt område. Vi kan ikke støtte lovforslaget, som det foreligger her.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance, som ordfører. Værsgo.

Tak for ordet. Med lovforslag L 68 udmønter vi en aftale, som er en delaftale under satspuljen for 2019-2020. Som flere ordførere også har været inde på, er målet med aftalen jo at give anbragte børn mere ro, og det sikres bl.a. ved at undgå anbringelsessager, hvor der reelt ikke er sket en ændring i forholdene. Man kan altså sige, at på den her måde bliver børn i et eller andet omfang også beskyttet mod hensynsløse voksne, om man vil.

Det er et rigtig godt initiativ, som et bredt flertal bakker op om, så derfor støtter vi også lovforslaget. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Så er det social- og indenrigsministeren. Værsgo.

Tak for det, og tak til alle ordførerne, der har været på talerstolen her i dag. Vi ved jo alle, at vi står med et lovforslag, som udmønter de lovgivningsmæssige delinitiativer i »Ro og stabilitet for udsatte børn og unge« fra sidste års satspuljeaftale, og så udmønter lovudkastet også de to delinitiativer i »Styrkelse af forældres retssikkerhed i anbringelsessager« fra samme politiske aftale. Formålet med lovforslaget er bl.a. at understøtte ro og stabilitet for nogle af de mest udsatte børn og unge, vi har, der med SF's ordførers ord risikerer at komme i klemme mellem betydningsfulde voksne i deres liv og opleve pres, hvilket de har oplevet rigeligt af i deres liv allerede.

Med lovforslaget giver vi kommunerne mulighed for at afvise at behandle anmodninger fra forældremyndighedsindehaveren om at få hjemgivet børn og unge, der er anbragt uden samtykke, når der ikke er sket væsentlige ændringer af forholdene i sagen. Det er et af delelementerne i lovforslaget, og i forlængelse af det vil jeg bare knytte en enkelt kommentar til det, som Dansk Folkepartis ordfører sagde, nemlig at man ikke ville kigge på de høringssvar, der foreligger. Hvis man kigger i høringsnotatet, er der faktisk fra side fem og fremefter opridset en lang række af de præciseringer, der er blevet lavet i bemærkningerne til lovforslaget som følge af høringssvarene. Jeg synes, det er vigtigt, at vi behandler det her med al den forsigtighed og akkuratesse, som skal til – for det er jo noget af det allermest indgribende, et samfund kan gøre, når man kan konstatere, at der er et barn, der bliver svigtet af sine forældre, altså at tage ansvaret på fællesskabets skuldre – og at vi så også løfter ansvaret ordentligt.

Derfor er der sket tydeliggørelser, uddybninger og justeringer i lovbemærkningerne ud fra høringsnotatet, bl.a. i forhold til hvad det så vil sige, at der ikke er sket væsentlige ændringer af forholdene. Det er selvfølgelig en af de afgørende pointer i lovforslaget her. Jeg ser meget frem til og går meget gerne ind i – det skal alle ordførerne også vide – at få det her uddybet yderligere i udvalgsbehandlingen, så vi kan være helt sikre på, at vi er på sikker grund her.

Det er svært stof, og det er også et område, hvor vi må sige, at der er en del af de ting, der har været rejst fra talerstolen her i dag, som snævert set ikke har noget med det her lovforslag at gøre, men som har at gøre med nogle bredere udfordringer på anbringelsesområdet. Det diskuterer jeg også meget gerne med udvalget, men jeg tror, vi må holde tungen lige i munden med det konkrete lovforslag og holde fast i, at det hverken gør mere eller mindre end det, vi nu har aftalt at det skal kunne gøre.

Jeg vil ikke gå dybere ind i alle de andre elementer af lovforslaget her. Der er syv forskellige, og jeg synes, ordførerne har været grundigt omkring dem i deres indlæg. Så jeg vil alene knytte en enkelt bemærkning til det, der går, synes jeg, mest igen i bekymringerne, nemlig diskussionen om indførelse af hjemmel til at gennemføre afgørelse af ændret anbringelsessted uden samtykke. Jeg kan sige til Alternativets ordfører og andre, der måtte interessere sig for det, at denne hjemmel allerede eksisterer i dag, når man taler om at gennemføre afgørelsen, der handler om, at barnet skal fra forældrene og til plejefamilie eller døgninstitution.

Ombudsmanden har rettet henvendelse for at høre, om der findes en tilsvarende hjemmel, hvis der er tale om et anbragt barn, der f.eks. skal flyttes fra et opholdssted til et andet, fordi barnets behov har ændret sig, så man ikke længere har de faglige kvalifikationer, der skal til, og der er behov for at gennemføre det uden samtykke. Den hjemmel findes ikke i dag, men der er jo en parallelitet til, at hjemmelen er der i dag, når flytningen sker fra forældrene og til plejefamilie eller anbringelsessted. Men vi mangler det, når det er et barn, der én gang er anbragt. Der betyder stabilitet – det tror jeg vi alle sammen er enige om – utrolig meget for de her børn, men der kan jo i nogle helt afgrænsede tilfælde være behov for et andet tilbud end det, barnet eller den unge er i.

Men det er også blevet tydeliggjort og yderligere understreget i bemærkningerne på baggrund af høringssvarene, at det kun er i helt særlige tilfælde, hvor barnets eller den unges behov for ændret støtte er meget betydeligt og i udgangspunktet akut, at der ud fra hensyn til barnet eller den unges bedste – ikke til økonomiske forhold, ikke til andet end barnets eller den unges bedste – vil kunne være grundlag for fuldbyrdelse af afgørelsen med politiets bistand. Så det er også blevet yderligere indhegnet i bemærkningerne i forlængelse af høringssvarene.

For jeg er enig med alle ordførerne i, at det her jo ikke er noget, man skal tage let på, overhovedet, og at det ikke er noget, der pludselig skal til at finde sted i vældig mange tilfælde. Derfor er der så også med lovgivningen indført, at der i de her sager vil være en pligt til at registrere det og indberette det til Ankestyrelsen, så vi kan følge udviklingen meget, meget tæt. Og det fornemmer jeg efter dagens debat at der er en varm opbakning til fra ordførerne.

Alt det her skal vi selvfølgelig nok også gerne uddybe yderligere i udvalgsbehandlingen. Jeg har ingen interesse i andet, end at få alle de bekymringer, der bliver givet udtryk for, både i høringssvarene og af ordførerne her, udredt så meget som overhovedet muligt i udvalgsbehandlingen. Så med det vil jeg sige, at jeg selvfølgelig står til rådighed for besvarelse af alle de spørgsmål, der måtte være, og takker bare for en god og konstruktiv førstebehandling af forslaget, som – det medgiver jeg – jo er komplekst.

Tak for det. Det er godt, for der er to med spørgsmål indtil videre, og den første er fru Karina Adsbøl.

Tak for det. Kære minister, det hænger jo sammen, tingene hænger jo sammen. Når vi ikke kan sikre, at de her sager ikke er fyldt med fejl og mangler, når der ikke er nogen kvalitetssikring i de her sager, og når vi ved, hvor mange sager der er fejlbefængt, så vil man nu åbne for en hjemmel til, at man kan tvangsfuldbyrde, så politiet kan komme ind, når man skal flytte et barn fra ét anbringelsessted til et andet anbringelsessted. Et er servicelovgivningen, men noget andet er jo retsplejeloven, i forhold til hvad politiet kan gøre, når et barn er i fare. Ja, så kan politiet også rette henvendelse og komme ind i et hus, hvis børnene er i fare. Selvfølgelig kan de det.

Noget andet er, at man vil have det ind i servicelovgivningen, og vi er jo godt bekendt med det med Ombudsmanden. Man kunne jo også gå den anden vej og sige: Skal vi overhovedet have sådan en lovhjemmel? For fakta er, at der er sket lovbrud i de her sager og i andre sager, hvor politiet er mødt op alligevel, selv om de ikke måtte, og derfor synes jeg bare, at ministeren simpelt hen må uddybe, hvornår det er af hensyn til barnets bedste. Vi har set Andreassagen og Michael Lambert-sagen, og jeg ved ikke hvor mange sager.

Tak! Så er det social- og indenrigsministeren, der skal svare på spørgsmålet.

Tak for det. For det første kan vi jo ikke stå og sagsbehandle enkeltsager her i Folketingssalen, så jeg kan ikke gå ind i en konkret sag. Men jeg prøvede faktisk at være ret grundig her i min opsamling, i forhold til hvordan det er afgrænset og indhegnet i lovforslagets bemærkninger, og at det kun er i ganske, ganske særlige tilfælde – undtagelsesvise tilfælde – hvor barnets eller den unges behov for ændret støtte er meget betydeligt og som udgangspunkt akut, og jeg vil meget gerne belyse yderligere i udvalgsbehandlingen, hvordan den afgrænsning er, ligesom der jo er den sikkerhed for os alle sammen i, at de her meget få sager vil blive indberettet til Ankestyrelsen, så vi kan følge udviklingen.

Så vil jeg sige til ordføreren – men ordføreren ved det jo også godt – at der allerede i dag er nogle regler i serviceloven, som gælder, når en ung fjernes tvangsmæssigt fra forældrene, men de gælder ikke, hvis det af hensyn til den unges bedste er nødvendigt at flytte den unge fra f.eks. én specialiseret institution til en anden, og det her er ikke, fordi der skal til at flyttes tvangsmæssigt rundt på børn og unge. Det er også meget tydeligt beskrevet i lovforslagets bemærkninger, og vi uddyber det meget gerne i udvalgsbehandlingen.

Fru Karina Adsbøl.

Tak for det. Ja, det er der jo brug for at få uddybet, og så må ministeren da anerkende det i forhold til det her område, når det sejler så meget i de her sager. Så siger ministeren, at vi ikke skal sagsbehandle. Nej, jeg sagsbehandler heller ikke. Men der har været dokumentarer i stribevis på det her område i forhold til sagen fra Esbjerg omkring Michael Lambert, der skulle tvangsfjernes fra sin plejefamilie, og Andreassagen var i fjernsynet, og det er derfor, jeg nævner det med navn. Der har været så mange dokumentarer på det her område og så mange andre ting, som viser, at det her område er der simpelt hen ikke styr på.

Tak. Jeg må sige, at jeg tror, at det, når der er navne med, måske er bedre at stille spørgsmålet skriftligt til ministeren i den forbindelse.

Men nu er det ministeren for at svare.

Men der vil jeg jo gerne sige meget klart til Dansk Folkepartis ordfører og alle andre her i salen, at der her ikke står en minister på talerstolen og siger, at alting fungerer virkelig godt på anbringelsesområdet. Tværtimod. Jeg tror, vi har brug for at få gået det her område efter med en tættekam, og er man i tvivl, kan man jo bare se på Børnesagsbarometeret, som kom med tal for første gang her i slutningen af sidste uge, med hensyn til hvor mange steder der er fejl i reglerne.

Men vi bliver nødt til at gå hele vejen rundt her. Vi bliver nødt til at finde ud af, i hvor høj grad det er den lovgivning, vi har lavet, som sætter modsatrettede krav, er for procestung, i hvor høj grad det handler om ressourcerne eller fagligheden derude, i hvor høj grad det handler om de foranstaltninger, der bliver iværksat hvornår. Altså, det er jo ikke det her lovforslag, der gør fra eller til. Det her lovforslag laver nogle konkrete forbedringer, men den store diskussion har vi jo som opgave at tage, desuagtet at der er nogle forbedringer i det her lovforslag.

Fru Trine Torp.

Tak for det. Jeg er enig med ministeren i, at der faktisk står en lang række bemærkninger til loven, som præciserer, hvordan det er, loven er allerede i dag, og når der opstår bekymringer både hos mig, men også hos andre omkring det her, så er det jo, fordi de præciseringer har været der rigtig længe og det er vanskeligt at se, at man helt er i mål med at leve op til loven.

Noget af det, jeg gerne vil høre ministeren svare lidt på, er: Hvordan sikrer vi, at der forud for en anbringelse uden samtykke faktisk er gjort gedigne forsøg på at samarbejde med forældrene, at inddrage dem i sagsbehandlingen, at begrunde anbringelsen, ikke alene ud fra barnets behov, men også ud fra behovet i barnets relation til dets forældre? Det er det ene spørgsmål.

Det andet er i forhold til tvangsfuldbyrdelsen: Hvordan sikrer vi, at det faktisk er til barnets bedste? For ministeren siger – og det står også i lovbemærkningerne – at det i udgangspunktet skal være akut. Hvad betyder det?

Tak. Social- og indenrigsministeren.

I forhold til det sidste tror jeg simpelt hen, at jeg vil lade det blive ved at sige, at vi må få det udboret noget bedre under udvalgsbehandlingen. Jeg har svaret efter bedste evne her, men det er jo klart, at vi skal have betrygget udvalget i, at det er ordentligt defineret i lovforslagets bemærkninger og dermed også i de eventuelle vejledninger, der måtte komme ud. For det er jo klart, at det her i sidste ende skal kunne fungere i praksis, og så er der indlagt en bagstopper, der gør, at vi kommer til at kunne følge nøje ved Ankestyrelsen, hvor mange sager der kommer her, og det er jo meget, meget tydeligt – jeg behøver næsten ikke at læse det op igen – at der er tale om, at det her kun skal være i helt særlige tilfælde, og det vil vi jo så kunne følge med i. Men lad os få det boret yderligere ud i udvalgsbehandlingen.

Det første spørgsmål husker jeg så ikke, men ordføreren har måske en mulighed for at stille det igen i anden runde.

Fru Trine Torp.

Jeg skal prøve at gøre det lidt kort. Det handler om det her med, hvordan det er, man sikrer den her inddragelse af forældrene, at den faktisk har fundet sted, og at man har gjort sig et ordentligt forsøg på at samarbejde med forældrene og få forældrene medinddraget i beslutningen om at anbringe barnet. Men lige i forhold til det der med tvangsfuldbyrdelse: Ville det efter ministerens opfattelse være inden for formålet, at en kommune f.eks. havde uoverensstemmelser med et anbringelsessted? Ville det være nok til, at man kunne tvangsfuldbyrde en flytning?

Ministeren.

Nej, økonomiske uoverensstemmelser eller på anden vis uoverensstemmelser, der ikke har noget at gøre med et behov hos barnet og et ændret behov hos barnet, vil jo ikke falde inden for det her. Men lad os få det uddybet, og I kan stille nogle spørgsmål og få svar, og det kan også blive optrykt sammen med lovforslaget, og det vil jo være en god måde at få de bekymringer, der måtte være, manet i jorden.

Så vil jeg da sige, at der jo ikke er noget i det her lovforslag – som jeg også sagde til Dansk Folkepartis ordfører – der ændrer ved hele det fundament, som anbringelsessager går på. Jeg skrev faktisk ned, at ordføreren sagde i sin tale, at de her forgæves anmodninger om hjemgivelse kan undgås, hvis man har et ordentligt samarbejde, og derfor handler en del af lovforslaget her jo også om at sikre bedre belysninger af forældrekompetencer bl.a., og det, at man skal tilstræbe et samarbejde, er jo et fundament, som det her lovforslag også hviler på.

Tak til social- og indenrigsministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Social- og Indenrigsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.