Tak, jeg håber ikke, at jeg taber tid, ved at de andre bruger den. (Formanden (Henrik Dam Kristensen):Nej, bestemt ikke).
Forligskredsen har sendt nogle forslag her sammen med ministeren, og det er alle sammen forbedringer eller i hvert fald præciseringer af den nuværende situation. Jeg er bange for, at vi er i en situation, hvor vi langt fra når de mål, som vi egentlig havde sat os for 2020. Selvfølgelig når vi dem ikke i 2020, men reduktion af psykiske belastninger, reduktion af muskel- og skeletbelastninger og reduktion af de alvorlige ulykker var jo de tre mål, der blev stillet op i 2020-planen. Så er vi heldigvis blevet klogere, i forhold til at vi også skal sætte mål op om det kemiske arbejdsmiljø, for der har været nogle alvorlige skandaler.
Jeg er bange for, at vi ikke når de her mål, selv om vi lægger 5 år til planen, hvis ikke vi tager yderligere initiativer end det her, og derfor har jeg talt for, at vi skulle følge fagforeningernes forslag, da vi forhandlede. Det var der ikke lydhørhed for, men jeg vil stadig væk sige: Det er nødvendigt, kære kollegaer, at vi gør det, hvis vi ikke fortsat vil se 40.000, der er udsat for ulykker, og 20.000, der er udsat for erhvervssygdomme i Danmark. Det tal har været næsten fast i rigtig mange, mange år, så der skal tages nogle store initiativer.
Jeg har hæftet mig ved, at FH, altså det tidligere LO, har givet en række forslag til ændringer, og jeg vil indtrængende opfordre ministeren til at indarbejde de forslag, alle sammen, i det endelige lovforslag, som vi skal stemme om på et tidspunkt.
Et eksempel – ud over dem, jeg har nævnt, hvor man ikke får de penge, man har brug for – er, at man fjerner tilsynsbogen. Det er en bog, der er på arbejdspladsen, så arbejdsmiljørepræsentanter og de ansatte kan se, hvad der er kommet af henvendelser fra Arbejdstilsynet. Den fjerner man uden at sikre, at de ansatte får direkte adgang til at se, hvad det er for en kommunikation, der har været. Det mindste, man kunne forvente, er, at vi sikrer, at arbejdsmiljørepræsentant og arbejdsgiver er totalt ligestillet, at arbejdsmiljørepræsentant og arbejdsgiver altid – begge parter – er med, når Arbejdstilsynet er på besøg. Det var vi enige om i 1972 og i 1976, da vi fik den nye lov, men det er lige så langsomt blev squeezed ud, og arbejdsmiljørepræsentanterne er ofte kun tilskuere til det her – kun tilskuere. Både, fordi de ikke har rettigheder længere, og fordi de får for dårlig en uddannelse. Der er ikke ét af de her punkter, der styrker arbejdsmiljørepræsentantens situation på arbejdspladsen, tværtimod kan der være en risiko for, at det er sværere at blive arbejdsmiljørepræsentant.
Jeg vil gerne bede alle partier om at overveje det, for alle partier siger: Vi er enige om, at vi skal den rigtige vej, der skal være færre, der bliver ramt, arbejdsmiljøet skal være bedre osv. osv. Ja, men det plaster, vi sætter på det brækkede ben, helbreder ikke det ben. Det lapper på nogle ting, og det er forbedringer, det er jeg enig i, men det er meget, meget små forbedringer. Og vi har ikke løst den opgave, vi satte os i 2017, med de her forslag, heller ikke med den bekendtgørelse, vi får. Vel er der forbedringer, og vel stemmer vi for, men jeg vil gerne appellere til, at de mennesker, der næste år og næste år igen skal udsættes for belastende arbejdsmiljø, slipper for det. For vi kan godt komme meget, meget længere med det her, også uden at det koster en bondegård.
Tværtimod er der samfundsmidler at tjene på det. Prøv lige at tænke på de 80 mia. kr., som ingen har gavn af, og som i dag bliver brugt til at lappe på mennesker, som kommer galt af sted på deres arbejdsplads. Det er vores ansvar, det er vores alles ansvar. Hvis vi ikke tager flere initiativer og investerer i at spare de 80 mia. kr., ja, så tager vi ikke ansvar efter min mening.