L 200 Forslag til lov om ændring af lov om almene boliger m.v.

(Forhøjelse af Landsbyggefondens renoveringsramme i 2020 og digitalisering af det almene byggeri).

Af: Boligminister Kaare Dybvad Bek (S)
Udvalg: Boligudvalget
Samling: 2019-20
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 03-06-2020
1. behandlet / henvist til udvalg 09-06-2020
Betænkning afgivet 15-06-2020
2. behandlet/direkte til 3. behandling 16-06-2020
3. behandlet, vedtaget 16-06-2020
Ministerområde:
Transport- og Boligministeriet
Resumé:
Den 19. maj 2020 indgik regeringen (Socialdemokratiet), sammen med Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Alternativet og Sikandar Siddique (UFG) Grøn boligaftale 2020: Landsbyggefondens rammer 2021-2026 og fremrykket indsats i 2020.

Med aftalen er det besluttet, at der ekstraordinært afsættes yderligere 12.120 mio. kr. (2020-prisniveau) til Landsbyggefondens renoveringsstøtteordning i 2020. Midlerne skal gennem en nedbringelse af ventelisten til støttede renoveringer stimulere den økonomiske aktivitet og skabe øget beskæftigelse for at afbøde virkninger af covid-19-krisen.

Dette lovforslag udmønter alene aftalen om ekstraordinær forøgelse af investeringsrammen til renovering i 2020, der skal føre til en hurtig afvikling af størstedelen af ventelisten til renoveringsstøtte fra Landsbyggefonden. Den øvrige del af aftalen forventes behandlet i folketingssamlingen 2020-21.

Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.
Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 90 (S, V, DF, RV, SF, EL, KF, ALT og Susanne Zimmer (UFG)), imod stemte 5 (NB og LA), hverken for eller imod stemte 0.