Det næste punkt på dagsordenen er:

18) 1. behandling af lovforslag nr. L 193:

Forslag til lov om ændring af lov om social service og lov om socialtilsyn. (Indførelse af ret til overvågning og støtte i forbindelse hermed om natten for unge, der modtager hjælp efter § 95, stk. 3, i lov om social service i form af et kontant tilskud).

Af social- og indenrigsministeren (Astrid Krag).

(Fremsættelse 20.05.2020).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der har ordet, er hr. Daniel Toft Jakobsen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Det er et vigtigt og godt lovforslag, som vi skal behandle her i dag. Kort sagt er der en gruppe mennesker med svære handicap, som indtil nu ikke har haft mulighed for at få hjælp til overvågning og støtte om natten i eget hjem, og som får den mulighed nu, hvis det her lovforslag bliver vedtaget.

Siden dommen i Vestre Landsret i maj 2015 har vi vidst med sikkerhed, at der ikke er hjemmel i servicelovens § 95, stk. 3, til at yde overvågning og støtte i forbindelse hermed som en del af den samlede hjælp i en ordning med kontant tilskud til ansættelse af hjælpere. Derfor kommer der nu, hvis det her lovforslag bliver vedtaget, et stk. 4, som giver den hjemmel til at yde overvågning og støtte i nattetimerne for unge i alderen 18-23 år og med mulighed for 2 år mere for dem, som lider af en livstruende sygdom. Jeg er rigtig glad for, at den mulighed kommer nu.

Med de nuværende regler er der unge mennesker, som, når de fylder 18 år, kan være nødsaget til at flytte hjemmefra til f.eks. et botilbud, før de er klar til det, ganske enkelt for at kunne modtage den hjælp og støtte om natten, som de har brug for. Fremover bliver det muligt for den her gruppe at få den overvågning og støtte, som de har brug for om natten, i eget hjem i, til og med man er 23 år gammel. På den måde bidrager det her forslag rigtig meget til at skabe en bedre overgang til voksentilværelsen for den her gruppe unge med svære handicap.

Jeg vil gerne takke partierne bag finansloven – Radikale Venstre , SF, Enhedslisten og Alternativet – for den aftale, som vi udmønter med det her forslag. Jeg ved godt, at flere af jer har spillet en rigtig vigtig rolle i, at vi nu forhåbentlig kan få vedtaget det her forslag, og det skal I have tak for. Jeg ved også godt, at nogle af jer og også nogle af de organisationer på handicapområdet, som har afgivet høringssvar, godt kunne tænke sig, at vi kunne gå endnu længere, end vi gør her, bl.a. i forhold til aldersgruppen. Det kan jeg sagtens forstå, men først og fremmest er jeg bare rigtig glad for, at lovforslaget her giver en klar forbedring for en gruppe borgere, som af mange forskellige grunde kan stå i en rigtig svær situation, og derfor bakker vi i Socialdemokratiet selvfølgelig op om forslaget.

Der er et spørgsmål fra fru Karina Adsbøl.

Tak for det, og tak for ordførerens tale. Jeg kunne godt tænke mig at komme lidt ind på det med, at man har valgt en aldersbegrænsning, for som Muskelsvindfonden og alle andre også gør opmærksom på i høringssvarene, så handler det her jo ikke kun om de unge, men også om dem, der er ældre end 23. Så hvad vil den socialdemokratiske ordfører gøre i forhold til den del, altså så man også kan inkludere dem, der er over 23? Hvad vil Socialdemokratiet gøre i forhold til det forslag til vedtagelse, der netop også er vedtaget på det her område? Det her lovforslag lever jo ikke op til det forslag til vedtagelse, som et enigt Folketing står bag. Så hvordan og hvorledes vil man gøre fremadrettet?

Ordføreren.

Jamen jeg anerkender – og det tror jeg også jeg gjorde i min tale – at det her lovforslag ikke løser overvågningsproblematikken for alle borgere, men det løser den for en meget, meget vigtig gruppe, nemlig nogle unge mennesker, som, hvis ikke vi gjorde det her, også fremover vil være nødsaget til at flytte hjemmefra, før de er klar til det. Så vi løser en stor del af det, og det er jeg glad for. Vi løser jo det, som det er aftalt i finansloven vi skal løse. Hvad skal der så ske fremadrettet? Altså, i Socialdemokratiet arbejder vi jo på, så godt vi kan, og så hurtigt, som vi nu kan, og så hurtigt, som de økonomiske rammer giver mulighed for det osv., at forbedre forholdene for mennesker med handicap, og vi er kommet, synes jeg, et rigtig, rigtig godt stykke her det første års tid med flere forskellige initiativer. Og nu i dag kommer vi endnu et stykke, og det er jeg rigtig glad for.

Fru Karina Adsbøl.

Når ordføreren siger, at Socialdemokratiet arbejder videre på det her område, kunne jeg jo godt tænke mig at høre, hvornår vi så ser et lovforslag fra Socialdemokratiet, altså fra regeringen, som også indebærer, at det ikke kun handler om de unge, men også f.eks. om ALS-patienter. Ordføreren har måske siddet i Social- og Indenrigsudvalget, hvor vi i sin tid havde masser af foretræder om den her udfordring, der er, netop at det ikke handler om alder, i forhold til hvornår man fejlsynker. Så hvad er det næste skridt?

Ordføreren.

Jeg kan ikke stå her og sætte dato på eller helt konkret sige, hvad næste skridt bliver. Jeg siger bare, at jeg anerkender, at der stadig væk er ting på handicapområdet, som vi skal have set på. Derfor har vi også skrevet ind i det forståelsespapir, som en række partier stod bag, da regeringen kom til, at vi bl.a. skal have evalueret den måde, handicapområdet er organiseret på. Så der er mange ting på handicapområdet, som vi stadig væk gerne vil have set på. Nu har vi siddet i et års tid, og jeg synes, vi er kommet rigtig langt. Det er jeg stolt af, og jeg er også stolt af, at vi her i dag med det her forslag kommer et rigtig godt stykke videre i forhold til en gruppe, som virkelig har brug for det.

Så siger vi tak til ordføreren og går videre i ordførerrækken. Fru Anni Matthiesen, Venstre. Værsgo.

Tak for det, formand. Lovforslaget, som vi behandler her i salen, har jo egentlig sin oprindelse helt tilbage i 2015, hvor Vestre Landsret fastslog, at servicelovens § 95, stk. 3, ikke kan benyttes til overvågning. Siden da har unge med omfattende handicap og deres familier været i en form for klemme, fordi de ikke har kunnet få den nødvendige hjælp, og det er den problemstilling, som beskrives her, og som lovforslaget her imødegår. Med lovforslaget foreslås det nemlig, at der skabes hjemmel til, at kommunalbestyrelsen skal udbetale et kontant tilskud til ansættelse af hjælpere til at yde overvågning og støtte, også om natten, til unge i alderen fra 18-23 år og selvfølgelig til dem, som har behov, og som modtager hjælp efter § 95, stk. 3, i lov om social service.

Man kan sige, at det her er et godt og vigtigt første skridt, som vi nu kan sætte flueben ved, og jeg vil også understrege, at vi i Venstre er meget optaget af, at vi selvfølgelig også skal sikre en god service for mennesker med handicap, og derfor glæder det mig også, at vi nu behandler det her lovforslag i dag.

Når de unge mennesker fylder 18 år, overgår de principielt fra at være forældrenes ansvar til at blive fælles ansvar, og det betyder helt konkret, at overvågningshjælpen i forældrenes hjem forsvinder, kan man sige, og at de unge med handicap dermed praktisk talt tvinges til måske at komme på institution.

Noget af det, som jeg vil spørge ind til under udvalgsbehandlingen, er noget, som bl.a. Dansk Handicap Forbund også har rejst i deres høringssvar, nemlig det med, om lovforslaget faktisk med de penge, som er afsat, og som man forventer det vil koste, måske endda kunne dække hele gruppen. Det er noget af det, som jeg synes vi måske alle sammen på tværs af partierne bør have en interesse i at få gravet lidt nærmere ned i, for man kan sige, at hvis midlerne er der, hvorfor tør vi så ikke også at åbne op for dem, der er ældre end 23? Det er i hvert fald noget af det, jeg allerede kan sige til ministeren jeg gerne vil have nogle svar på.

Alt i alt kan vi fra Venstres side sige, at vi selvfølgelig bakker op om det her lovforslag, og vi synes, det er rart, at vi får de her ting på plads.

Vi siger tak til ordføreren og går videre i ordførerrækken, og så er det fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, formand. I Dansk Folkeparti har vi tidligere foreslået, om ikke blot man kunne lave en hjemmel i serviceloven, der gav kommunerne ret til at yde overvågning, som har været gældende praksis før landsretsdommen fra 2015, men det har af uransagelige grunde ikke kunnet lade sig gøre. Baggrunden for det her lovforslag har været en længerevarende kamp. Under den tidligere regering og under den nuværende regering har Dansk Folkeparti haft indkaldt ministre til forespørgselsdebat, og den 12. november 2019 debatterede vi dette emne i Folketingssalen. Forespørgslen lød: »Hvordan og hvornår vil ministeren løse overvågningsproblematikken og hjælpe de familier, som ikke for nuværende kan få hjælp til overvågning af et familiemedlem med indgribende handicap, fordi der ikke er hjemmel i servicelovens § 95, stk. 3, til at yde støtte til overvågning i eget hjem?«

I Dansk Folkeparti finder vi det vigtigt, at vi får ændret serviceloven, og at vi får indført en hjemmel, så kommunerne kan vende tilbage til den praksis, der gjaldt før landsretsdommen i 2015. Der har været gjort en kæmpe indsats for at løse det her med adskillige samråd, betænkninger og andet i Socialudvalget, hvor et stort flertal bl.a. skrev, at mulighederne for at finde en løsning på problematikken om kontant tilskud til ansættelse af hjælpere efter servicelovens § 95 om overvågning ikke var udtømt. Partierne bag en tidligere aftale skrev videre, at de fandt, at det var af stor vigtighed, at denne problematik blev løst. Men på trods af dette er det ikke lykkedes endnu at få rettet op på de uhensigtsmæssigheder, som den dom har medført.

Dommen medførte jo en justering af den tidligere praksis, hvor der rent faktisk blev ydet støtte til overvågning efter servicelovens § 95 rundtomkring i kommunerne. Dommen fastslog imidlertid, at det alene er timer til personlig og praktisk hjælp i hjemmet, altså hjemmehjælp, der kan indgå i den samlede udmåling. Det har så fået stor betydning for rigtig mange borgere, som grundet deres funktionsnedsættelse ikke er i stand til at tage vare på sig selv, og som derfor har behov for overvågning, fordi de f.eks. lider af epilepsi eller andre former anfald, hvor de har brug for hjælp.

Før dommen har kommunerne ifølge de oplysninger, som vi i hvert fald tidligere har modtaget, og som vi også har fået oplyst, fulgt den praksis, at overvågning blev indregnet i den samlede bevilling. Flere familier har måttet kaste håndklædet i ringen, fordi de har stået i en uholdbar situation, hvor de f.eks. har været tvunget til at sende de unge mennesker i et botilbud. Derudover er der også hele problematikken om ALS-patienter, hvor jeg synes vi skal arbejde for fleksible hjælpepakker. Det nytter ikke, at man ikke kan få den hjælp, man har behov for, så derfor må det være sådan, at man løbende og efter ens behov kan stige i antallet af hjælpetimer uden at skulle igennem et langvarigt klageforløb.

Efter den tidligere forespørgselsdebat stod alle Folketingets partier bag den her vedtagelsestekst: »Folketinget opfordrer regeringen til hurtigst muligt at finde en løsning på overvågningsproblematikken i relation til svært handicappede, der ikke kan være arbejdsledere, men som ønsker at bo hjemme, herunder bl.a. i forhold til overgangen fra barn til voksenliv. Overvågning er helt afgørende, fordi personen akut kan have behov for hjælp på grund af f.eks. fejlsynkning eller et epileptisk anfald. Overvågningen kan være et alternativ til anbringelse på et botilbud eller plejehjem. En landsretsdom fra 2015 slog imidlertid fast, at der ikke er hjemmel i serviceloven til, at kommunerne kan bevilge hjælp til overvågning. I praksis betyder det, at de pårørende er tvunget til at overvåge personen døgnet rundt eller søge om anbringelse på en døgninstitution væk fra familien og alt det, personen kender og er tryg ved. Situationen er ikke holdbar for de berørte familier.«

Det var et enigt Folketing, der stemte den vedtagelse igennem. Det her lovforslag lever ikke op til den fælles vedtagelsestekst, selv om det er et lille skridt i den rigtige retning, men det er ikke tilstrækkeligt. Flere af høringssvarene påpeger, at der er behov for, at der indføres en overvågningshjemmel uden tids- og aldersbegrænsninger.

Jeg må også sige, at det har været en meget, meget kort høringsfrist, og jeg havde ønsket, at man havde fremsat det her lovforslag tidligere, for høringssvarene påpeger også forskellige ting: LEV finder det glædeligt, at der med lovforslaget tages et første skridt til at afhjælpe de udfordringer, som de berørte familier har, men finder den foreslåede ordning helt utilstrækkelig i forhold til det samlede behov. Og Epilepsiforeningen ser det også som et første skridt, men melder også tilbage, at det her er et lille skridt i den rigtige retning. Derfor er der rigtig mange høringssvar, som også påpeger, at det her kan blive meget bedre.

Jeg skal understrege, at vi selvfølgelig støtter det her lillebitte skridt i den rigtige retning, for det er faktisk noget, vi har kæmpet for længe i Dansk Folkeparti, og jeg vil også sige tak til de partier, der rejste det under finanslovsforhandlingerne, og som har fået den her del med. Jeg tænker her særlig på min kollega, der har været med hele vejen igennem, Jakob Sølvhøj fra Enhedslisten, og vi har kæmpet kampen i Socialudvalget, så jeg vil i hvert fald sige tak for den del. Men jeg ser frem til, at vi måske kan forbedre det her lovforslag i udvalgsbehandlingen, eller at vi i hvert fald i fællesskab kan arbejde videre for, at det bliver bedre for alle dem, der har brug for hjælpen. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke spørgsmål, så ordføreren må gerne gå ned. (Karina Adsbøl (DF): Åh, nej). Det er jo dejligt, når ordførerne er glade for at stå oppe på talerstolen, men det giver ikke mere taletid.

Så er den næste ordfører hr. Rasmus Helveg Petersen. Værsgo.

Tak for det. Da vi vedtog finansloven for i år, indgik vi en delaftale om overvågning om natten i eget hjem til unge med svære handicaps, og det er denne aftale, vi i dag omsætter til lov. Jeg var berørt over de mange beretninger, vi modtog om overvågningsproblematikken, der til daglig giver et voldsomt slid på de berørte familier, og som giver et incitament til at sende unge med behov for natovervågning på institution, i stedet for at de kan blive i deres eget hjem i længere tid. Men det retter vi op på i dag for en stor del af målgruppens vedkommende. Hermed er unge mellem 18 og 23 i stand til at få overvågning i hjemmet, og det bør reducere gruppen med dette særlige behov ganske kraftigt, og det er vi meget tilfredse med.

I lighed med de tidligere talere er vi også indforstået med, at det ikke er hele gruppen, der bliver dækket, for det var pengene ikke til, men vi vil gerne både i udvalgsarbejdet og fremadrettet se på, hvad vi yderligere kan gøre. I første omgang må jeg sige, at vi er meget tilfredse med det her, og vi støtter selvfølgelig forslaget.

Der er to spørgsmål. Først er det fru Karina Adsbøl.

Tak for det, og tak for talen. Jeg kunne godt tænke mig at høre den radikale ordfører om det fremadrettede arbejde. For det her er et lillebitte skridt i den rigtige retning, men vi har en hel, større gruppe, som også har behov for hjælp. Så hvad vil De Radikale være med til i udvalgsbehandlingen: Vil man være med til at kigge på, om man kan ændre det her, så der er flere, der kan komme ind under målgruppen?

Nu ved jeg godt, at der bliver snakket meget om økonomi i den her tid, men altså, man må bare sige, at der er rigtig mange milliarder, der er fosset ud af statskassen, så set i det perspektiv kan man i den her sag jo godt tænke: Hvorfor kan man så ikke hjælpe mennesker med handicap ved at udvide målgruppen? Måske ordføreren kan svare på det?

Ordføreren.

Tak for det. For det første er jeg helt uenig med spørger i, at det her er et lillebitte skridt; det er at tale det ned. Det, vi tager her, er et konkret skridt, hvor det lykkes at komme i land med et politisk resultat, som det ikke er lykkedes for spørgeren tidligere at komme i land med. Det er et produkt af finanslovsforhandlingerne. Vi har prioriteret midler her til at tage et stort skridt i den rigtige retning, som er konkret og har stor betydning for rigtige mennesker, og det tjener ikke noget formål at kalde det et lillebitte skridt og lade, som om vi ikke her gør noget vigtigt.

For det andet: De penge, vi bruger i hjælpepakkerne omkring corona, er meget store beløb – det er rigtigt – men det er engangsudgifter, som kommer til at belaste på en anden måde, end når vi sætter de løbende driftsudgifter for staten op. Så det er to helt strukturelt forskellige pengekasser, som spørgeren her blander sammen, og det prøver vi at undgå. Der er tale om permanente udgifter det ene sted, og der er tale om engangsudgifter det andet sted – og de ting har en meget forskellig effekt på statens finanser.

For så vidt angår det videre arbejde, er vi indstillet på, på linje med det, som Venstres ordfører sagde, at se på, hvordan vi i udvalgsarbejdet kan gøre det her så klogt som muligt. Vi er også indstillet på at se, hvad der er af yderligere muligheder fremadrettet.

Fru Karina Adsbøl.

Tak for ordførerens svar. Jeg skal bare høre ordføreren: Så Det Radikale Venstre er villige til eventuelt at se på, om man kunne lande en fælles betænkning til det her og sikre, at man kunne arbejde videre med det, så man ikke sætter den her aldersbegrænsning på, men kan få udvidet målgruppen, så dem, der har behov for hjælp, også kan få hjælpen? Det er jo godt, de unge kan, men det er jo en lillebitte målgruppe ud af dem, der har behov for hjælpen. Så er Det Radikale Venstre indstillet på det?

Ordføreren.

Som jeg sagde i min ordførertale, er det her et produkt af en finanslovsaftale, der er indgået mellem en stribe partier, som ikke omfatter Dansk Folkeparti, hvor vi har prioriteret midler til området, og det er de midler, vi nu omsætter i lov. Og det er klart, at den økonomi vil vi gerne se på hvordan man kan bruge bedst muligt, men vi vil ikke i udvalgsarbejdet gå ud og bryde rammerne for den økonomi, der ligger her.

Så er det hr. Ole Birk Olesen.

Jeg vil gerne bore lidt ned i præmissen for det her med, at det skal koste staten penge, at man giver kommunerne lov til at gøre noget. Blev den udfordret under finanslovsforhandlingerne, som Det Radikale Venstre deltog i, altså det, at man siger til kommunerne, at de gerne må hjælpe borgerne, hvis de i kommunen beslutter at gøre det, og at påstanden fra regeringens side så er, at det koster staten penge? Blev det udfordret? Er Det Radikale Venstre enig i, at det må koste staten penge, hvis man giver kommunerne lov til at yde en service?

Ordføreren.

Tak for det. Virkeligheden er jo, at kommunerne, når de nu får den her mulighed, så også siger i forhandlingerne med staten, at det kommer til at have en vis omkostning, og at det derfor går ind i de økonomiforhandlinger, der ligger. Det er den virkelighed, som den slags ting bliver afgjort i. Den har vi ikke udfordret konkret i det her spørgsmål, nej.

Hr. Ole Birk Olesen.

Det er jo meget mærkeligt. Kommunerne har lov til at bygge 20 svømmehaller. Men det, at de har lov til det, betyder ikke, at de har en omkostning. De beslutter jo selv, om de vil bygge 20 svømmehaller, og det her er også en service, man yder til borgerne, og kommunen beslutter selv, om kommunen vil yde den service. Det, at staten giver kommunen lov til at yde den service, betyder da ikke, at kommunen skal gøre det, og det betyder da derfor heller ikke, at det skulle føre til, at kommunerne har et krav over for staten om, at staten skal komme med nogle penge. Jeg forstår simpelt hen ikke, at der kan sidde voksne partier omkring et bord i en finanslovsforhandling og give KL ret i, at hvis staten giver kommunerne lov til det her, så skal staten komme med nogle penge.

Ordføreren.

Jeg håber, at vi med den her tekst, med den her lov, skaber en forventning for de 18-23-årige om, at de kan forvente at få overvågning i deres hjem, når de har brug for det, og at de vil presse deres kommuner til at tildele dem den hjælp. Så i det her tilfælde må jeg sige, at ja, jeg regner med, at vi skaber en forventning om et merforbrug derude.

Så kom der lige et spørgsmål mere. Fru Mette Thiesen.

Tusind tak. Jeg nåede det lige. Lidt afledt af den debat, der lige har været, undrer jeg mig en lille smule, hvad angår de her unge mennesker, som kommer ind med det her, hvor de får mulighed for at få hjælp derhjemme og få den her overvågning. Kan ordføreren ikke bekræfte, at det er nogle unge mennesker, som alternativt skulle være på et botilbud, hvor de også får den støtte og hjælp, fordi de jo ikke vokser ud af den her enten udviklingshæmning eller det her handicap, men at det er noget, der er sådan ret permanent for den her gruppe?

Ordføreren.

Tak. I det omfang, vi kan indrette os på en måde, så vi kan få en større gruppe omfattet, så vil jeg såmænd gerne se på det. Men helt konkret kan man se, at der i dag er forældre, der har taget den opgave på sig at forestå døgnovervågning, hvilket slider ganske alvorligt på disse familier, fordi disse familier ikke ønsker, at barnet skal på institution, og ønsker at fastholde det hjemme og derfor påtager sig en opgave, som er kæmpestor. Her laver vi noget konkret aflastning for disse familier.

Fru Mette Thiesen.

Ja, og det er et skridt på vejen, og det er rigtig godt, men stopper barnet med at være ens barn, når det bliver 24 år i stedet for 23 år? Nej, det gør det ikke, og jeg synes måske, det er en lille smule mærkeligt at kigge på en fysisk alder på nogen, som har så svære handicap som dem her. Det er jo nogle, som resten af deres liv vil have behov for den her støtte og hjælp, så derfor giver det ikke nogen mening at sætte en aldersgrænse på det.

Men jeg vil bare have ordføreren til at bekræfte, at de, når de kommer over det 23. år og ind i det 24. år og jo så desværre ikke har den her mulighed mere, så stadig vil have brug for den hjælp, men bare bliver tvunget på institution eller på et bosted, hvor de får den hjælp.

Ordføreren.

Tak for det. Som det er i dag, indtræffer den hændelse, når barnet fylder 18 år. Med det her får vi i det mindste rykket det til, når barnet er ovre det fyldte 23. år. At børn-/forældrerelationen skulle ændre sig, er der selvfølgelig ikke noget i, og det var heller ikke det, som spørgeren spurgte mig om. Men her må jeg sige, at vi laver en helt konkret fremrykning af det tidspunkt, hvor den her hændelse indtræffer. Så kan man diskutere, om det er godt eller skidt, at det sker, men jeg må sige, at det er en forbedring.

Hr. Morten Messerschmidt.

Det er ikke et område, jeg normalt blander mig i, men fordi jeg på privatfronten faktisk er involveret i netop det her, tillader jeg mig at tage ordet for at sige, at vi – og det håber jeg alle er enige om – absolut skal gøre, hvad vi kan, for at sikre, at unge mennesker, uanset om de så bliver 18 år, 23 år, 25 år, eller hvad det måtte være, kan være sammen med deres familier. Jeg er ikke i tvivl om, at de meget hårdtarbejdende og velmenende medarbejdere, der er rundtomkring på de mange institutioner i landet, gør deres absolut bedste. Men jeg har til gengæld også set rigtig mange af dem, og jeg vil sige, at der ikke er mange, hvor man som forælder har lyst til at se ens barn, uanset hvad for en alder barnet har, skulle have sin fremtidige tilværelse.

Så jeg mener, at vi absolut må gøre, hvad vi kan, for at aflaste de familier, som sådan set helhjertet og dedikeret ikke bare sætter hverdagen, men hele livet ind på at hjælpe deres børn. Jeg tror ikke, der er nogen, der har oplevet, hvordan den sektor ser ud, som med samvittigheden i behold ville kunne komme frem til en anden konklusion.

Ordføreren.

Så føler jeg mig overbevist om, at spørgeren i lighed med Dansk Folkepartis ordfører kommer til at stemme for den her klare forbedring, vi laver for vilkårene for disse familier.

Så siger vi tak til ordføreren. Og den næste ordfører er fru Charlotte Broman Mølbæk, SF.

Tak for det. Politik handler om mennesker, og derfor er det dejligt, at vi i dag kan behandle et forslag, der kan hjælpe unge mennesker med handicap og deres familier. Siden 2015 har tre på hinanden følgende socialministre sagt, at problemet med overvågning skal løses, så man kan give det rigtige tilbud og dermed undgå tvangsinstitutionalisering, og først nu, 5 år senere, sker der noget.

I SF mener vi ikke, at der kan være nogen som helst tvivl om, at servicelovens bestemmelse i § 95 bør ændres eller tilpasses, så en lang række familier og deres unge ikke længere skal leve i uvished om, hvad der vil ske, når de unge fylder 18 år. Derfor har vi kæmpet for den lovgivning i flere år, og vi er derfor også glade for, at det er lykkedes at komme igennem med at få det her på finansloven. Og jeg vil rigtig gerne give en tak til både forligspartierne og ministeren. Og der skal også sendes en særskilt tak til ordføreren for DF, fru Karina Adsbøl, som har været en stærk medkæmper i sagen.

For et år siden mødte jeg Eva til en valgdebat i Langå i Randers Kommune. Eva fortalte om den svære situation, som hendes datter Emilie snart vil stå i. Emilie er født med alvorlig epilepsi, som gør, at hun skal overvåges dagligt, 24 timer i døgnet. Overvågningen har hendes mor, Eva, stået for, og hun har fået tabt arbejdsfortjeneste, da hun ikke kan arbejde, mens hun passer på Emilie. Eva har sendt os en hilsen i forbindelse med førstebehandlingen af forslaget:

Som mor til en ellers relativt velfungerende pige med svær epilepsi, som kræver døgnovervågning, har jeg frygtet hendes 18-årsfødselsdag. Med den nuværende lov om automatisk stop vil det efter al sandsynlighed betyde, at hun vil blive tvunget hjemmefra, tvunget på et bosted. Jeg har i en årrække kæmpet for min datters selvbestemmelsesret i forhold til at sikre hende retten til at bestemme over sin egen fremtid, herunder ikke mindst til selv at bestemme, hvornår og hvor hun flytter hen, når hun engang er klar til at forlade de trygge rammer hos mig. Min datter får nu mulighed for at blive boende hjemme, til hun fylder 23, præcis som mange andre unge vælger at gøre. Næste skridt er, at vi helt fjerner aldersgrænsen og dermed sikrer, at vi som samfund i stedet for kigger på det enkelte menneske og vurderer ud fra individets behov.

Kampen fortsætter, men med denne lovændring er vi et skridt nærmere ligestilling og værdighed for vores unge med handicap. Emilie og jeg krydser fingre for, at vi nu kan glæde os til hendes 18-årsfødselsdag.

I SF havde vi også gerne set en lovændring uden aldersgrænse, uden begrænsning i hjælp om natten, eller at der i det mindste var bedre mulighed for dispensation. For hvis det vurderes bedst for en ung mand på 24-25 år at blive boende hjemme, skal der være mulighed for det, ligesom en ældre kvinde med als også kan få muligheden for overvågning i hjemmet. Og derfor skal vi på sigt sikre et system, der tilgodeser behovene – ikke et system, hvor mennesker med handicap kan presses ud i en anbringelse på grund af rigide aldersgrænser.

Vi er i SF er tilfredse med ændringsforslaget fra ministeren, der medfører en opblødning i forhold til kravet for at opnå dispensation. Dog er vi fortsat bekymrede over kriteriet om, at en læge skal vurdere den unges sygdom som værende livstruende og med en maks.-periode på 2 år. Disse krav kan betyde, at langt færre unge vil få muligheden for at få overvågning, end det egentlig var tiltænkt med forslaget.

Vi står selvfølgelig ved den aftale, vi har indgået ved finanslovsforhandlingerne, men vi vil gerne understrege, at vi hele tiden har været undrende i forhold til beregningerne af forslaget. SF mener på linje med nogle af høringsparterne – CP-foreningen og DH – at der inden for rammerne af de 60 mio. kr., der er afsat, burde være tilstrækkeligt med penge til, at man både kan sætte aldersgrænsen op og indføre en mere brugbar dispensationspraksis. Og derfor er det også godt, at vi blandt forligspartierne er enige om, at ordningen skal evalueres om 1-2 år. Det ser vi frem til, så vi som lovgivere kan få et klart billede af, hvor mange borgere det her drejer sig om, og hvad det i virkeligheden har kostet.

Med de bemærkninger stemmer SF ja til forslaget, og vi glæder os over, at en gruppe unge mennesker med handicap nu får mulighed for overvågning i hjemmet.

Der er ingen spørgsmål, så vi siger tak til ordføreren. Og vi går videre i ordførerrækken med hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg må sige, at jeg glæder mig overordentligt over, at vi i dag kan behandle et lovforslag, hvor der endelig tages fat på at løse det dybt alvorlige problem, der opstod, da Vestre Landsret for lige godt 5 år siden afsagde en dom, der betød, at der ikke var hjemmel til at fortsætte den hidtidige praksis med at yde støtte til overvågning af borgere med handicap, der fik hjælp efter servicelovens § 95, stk. 3.

Dermed blev muligheden for støtte bogstavelig talt revet væk fra nogle hundrede familier, for hvem støtten til overvågning er fuldstændig afgørende for at få tilværelsen til at hænge sammen – familier, hvor en ung eller måske en ægtefælle i kraft af deres handicap konstant kan komme i en livstruende situation, f.eks. som følge af epilepsi eller fejlsynkning; familier, der dermed kan blive tvunget og for nogles vedkommende har været tvunget til at træffe det svære valg, at den unge eller ægtefællen måtte flytte til et botilbud med døgnovervågning i stedet for at blive boende sammen med familien. Det er simpelt hen hjerteskærende uretfærdigt.

I de 5 år, der er gået siden landsretsdommen, har familierne kæmpet for at få genetableret muligheden for at få støtte til overvågning. Enhedslisten har sammen med andre partier arbejdet hårdt for at få ændret situationen. Jeg vil også godt kvittere over for Dansk Folkepartis handicapordfører for det store arbejde, som hun og Dansk Folkeparti har udført i den her sag. Det har holdt ualmindelig hårdt undervejs. Det har fra skiftende ministres side ikke skortet på forståelse, når vi har drøftet det; der er bare ikke blevet handlet. Sagen er blevet trukket urimeligt i langdrag, det har været umuligt at få skabt klarhed over økonomien, og konkrete forslag til en løsning har faktisk været fuldstændig fraværende.

Jeg vil også sige, at den situation heldigvis har ændret sig, efter at vi har fået en ny regering. Det vil jeg godt kvittere for. Jeg vil dog samtidig sige, at det ikke har ændret sig helt så meget i en retning, som vi gerne så i Enhedslisten. Vi er rigtig glade for, at vi ved finanslovsforhandlingerne opnåede enighed om at sikre mulighed for støtte til overvågning om natten til unge mellem 18 og 23 år, men jeg vil godt understrege her, at vi anser det for dybt beklageligt, at støtten til overvågning er aldersbegrænset, og at den ikke kommer til at omfatte hjælp hele døgnet.

Derfor betragter vi også det forslag, som vi behandler i dag, som et første skridt, der skal følges af flere, sådan at alle borgere med handicap, der modtager hjælp efter § 95, stk. 3, og har et overvågningsbehov, også får ret til at modtage den nødvendige hjælp til overvågning.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har været svært at komme dertil, hvor vi er dag. Den uklarhed, der har været omkring økonomien, når vi har drøftet det med tidligere ministre, har i et vist omfang fået lov at overleve. Der var uklarhed, desværre, omkring økonomien, da vi forhandlede finansloven, og der har i de drøftelser, vi har haft omkring udmøntningen af forslaget, tror jeg, også været en enighed regeringen og forligspartierne imellem om, at der er en mildest talt mudret situation omkring økonomien, som vi simpelt hen har et behov for at få afklaret.

Det er Enhedslistens klare opfattelse, at det med den økonomiske ramme, vi aftalte ved finanslovsforhandlingerne, havde været muligt at sikre støtte til overvågning, om ikke til alle de borgere, som burde være omfattet af retten til støtte til overvågning, så i hvert fald til langt flere borgere.

Vi er kommet et lille stykke, også efter finanslovsforhandlingerne, med den aftale, vi har lavet, så der nu er indarbejdet en dispensationsbestemmelse, der giver mulighed for forlængelse ud over det 24. år. Og vi er rigtig godt tilfredse med, at der er enighed om, at vi skal have en grundig belysning af de økonomiske konsekvenser, der er ved at gennemføre lovforslaget. Jeg må sige, at jeg ikke er i tvivl om, at det vil vise sig muligt at udvide ordningen, også inden for den økonomiske ramme, vi har afsat ved den sidste finanslov. Og under alle omstændigheder kan jeg garantere, at det vil have en meget høj prioritet for Enhedslisten, at vi hurtigst muligt får sikret alle borgere i målgruppen en ret til støtte til overvågning.

Tak til ordføreren. Der er ingen spørgsmål. Den næste er fru Brigitte Klintskov Jerkel, Konservative. Værsgo.

Tak. Som lovgivningen er i dag, er det ikke muligt at yde overvågning og støtte i eget hjem som en del af hjælpen i ordninger efter servicelovens § 95, stk. 3, om kontant tilskud ved ansættelse af hjælpere, hvor arbejdslederfunktionerne varetages af en nærtstående. Det betyder, at borgere, som på grund af deres funktionsnedsættelse har behov for overvågning og støtte om natten ved siden af den personlige og praktiske hjælp i hjemmet, ikke kan få det. Hvis behovet for overvågning og støtte skal dækkes for denne gruppe borgere, kan den enkelte borger at tage imod et døgndækket botilbud, hvor personalet kan tilse borgeren og yde støtte om natten sammen med den øvrige hjælp. Det betyder, at unge med funktionsnedsættelse og behov for overvågning og støtte om natten fra den dag, de fylder 18 år, er nødt til at flytte på botilbud ved det fyldte 18. år, selv om de måske ikke er klar til at flytte hjemmefra.

Jeg har læst en hel del hjerteskærende fortællinger fra familier, hvor deres børn ved det fyldte 18. år stod og skulle tage stilling til, om deres 18-årige skulle flytte på døgntilbud eller blive i hjemmet. Jeg er selv forælder, og som forælder kan jeg fuldt ud sætte mig i deres situation. Det må være et forfærdeligt dilemma og situation at stå i.

Med lovforslaget her skaber vi mulighed for, at unge i alderen fra 18 til 23 år med svære handicap og omfattende funktionsnedsættelse, som har behov for overvågning og støtte om natten, kan tildeles en hjælp i hjemmet som et kontant tilskud og derved blive boende hos deres forældre og ikke føle sig nødsaget til at tage imod et botilbud for at kunne få hjælp og blive tilset om natten. Det vil være med til at skabe en bedre overgang til voksentilværelsen for de unge, som har behov for overvågning om natten, og det støtter Det Konservative Folkeparti op om.

Endelig vil jeg i forhold til den sidste del af lovforslaget omkring dispensationsmulighed nævne, at unge, som efter en lægelig vurdering lider af en aktuelt livstruende sygdom, skal kunne fortsætte med at modtage overvågning i eget hjem, indtil de afgår ved døden, dog højst i 2 år, som der står i lovforslaget, sådan at de unge ikke behøver at tage imod et botilbud i den sidste del af deres liv for at få den nødvendige hjælp om natten. Den del af lovforslaget bakker vi fra Konservatives side også op om, men vi mener, at vi bør inddrage Lægeforeningens høringssvar og deres forslag til kriterierne i forhold til den her del af lovforslaget i det videre arbejde i udvalget. Men som nævnt støtter Konservative op om lovforslaget.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører i rækken er fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak. Det her lovforslag er jo, som der tidligere blev sagt, et skridt på vejen. Det handler jo grundlæggende set om, om familier har mulighed for at tage sig af deres børn hjemme med hjælp, eller om familier simpelt hen skal tvinges ud i at aflevere deres allerkæreste på en institution eller i et døgntilbud. Familier, der ønsker at tage sig af deres børn uanset alder, er altså fanget i systemet lige nu. Og det kan simpelt hen ikke være rigtigt, at familier, der faktisk ønsker at tage sig af deres børn hjemme, ikke kan blive hjulpet.

Med det her lovforslag kommer vi et lille stykke ad vejen, men når vi taler om mennesker med så svære handicaps, som den her gruppe har, så giver det ikke nogen mening at tale om en fysisk alder, for det kan være enormt forskelligt. Jeg ved, vi ikke må bruge rekvisitter, men jeg har fundet en artikel i Frederiksborg Amtsavis, hvor der bl.a. bliver nævnt en ung mand, som er 24 år. Han vil ikke kunne få den her hjælp, og den her familie er så presset, i forhold til at de ikke længere kan få hjælp til ham på grund af den her aldersgrænse. Og sådan må det altså ikke være.

Når man taler om børn, unge eller voksne med så svære handicaps som dem her, er vi altså nødt til at prioritere, at familier kan tage sig af deres nære hjemme, og at ingen familier på grund af rigide regler bliver tvunget til at skulle aflevere deres barn eller nære på en institution, når de faktisk gerne vil tage det ansvar på sig hjemme og tage sig af dem. Jeg kan faktisk næsten ikke forestille mig noget værre, end hvis man kommer ud for den form for rigiditet.

Derfor har vi også tænkt os at bede om assistance til at få stillet et ændringsforslag, hvor vi får gjort op med nogle af de her ting, netop fordi vi ønsker at tage højde for, at man som familie selvfølgelig skal kunne tage sig af sine nære og sine kære derhjemme med den støtte og hjælp, der er behov for. Det må aldrig være sådan, at man som familie bliver tvunget til at aflevere sit barn enten i et botilbud eller på en døgninstitution på den her baggrund. Men vi bakker op om lovforslaget. Det er et skridt i den rigtige retning, men vi så gerne, at vi løste problemet helt. Tak.

Tak til ordføreren. Vi går videre i rækken af ordførere til hr. Ole Birk Olesen, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Liberal Alliance stemmer også for lovforslaget, som vi ligesom de øvrige partier anerkender som et lovforslag, der gør tingene bedre, end de er i dag. Men vi er fyldt med spørgsmålstegn om, hvorfor man ikke blot udvider kommunernes mulighed for at tilbyde den her hjælp, i stedet for at den er så begrænset, som den er i lovforslaget her.

Vi er med på, at Kommunernes Landsforening hævder, at det udgør en merudgift at tilbyde familier med f.eks. handicappede børn mulighed for natovervågning, hvis det er nødvendigt, efter serviceloven. Det siger Kommunernes Landsforening. Men vi er ikke med på, at det, at man giver kommunerne lov til selv at vælge, om de vil tilbyde den service eller ikke tilbyde den service, udgør et finansieringsbehov hos kommunerne, som de har krav på at få staten til at dække en del af. Det er simpelt hen noget af det mest mærkelige, jeg nogensinde har hørt.

På alle mulige områder har kommunerne mulighed for at tilbyde service til borgerne: flere pædagoger, flere lærere, færre børn i klasserne, nye svømmehaller, nye idrætsfaciliteter osv. Det har kommunerne lov til, fordi det mærkeligt nok ikke er forbudt ifølge loven, og så er påstanden, at hvis man på dette ene område giver kommunerne lov til at yde den service, så er presset så stort for, at servicen bliver ydet, at man nærmest, ved at man giver kommunerne lov til det, pålægger kommunerne en udgift. Hvis det skulle danne præcedens, skulle vi forbyde alle mulige kommunale services, for dermed har borgerne mulighed for at gå til kommunen og sige: Vi vil gerne have den service, vi vil gerne have en ekstra svømmehal, vi vil gerne have flere pædagoger i børnehaven, vi vil gerne have færre børn i klassen. Det er jo dyrt, og fordi det ikke er forbudt for staten, så bliver staten nødt til at finansiere, at der kan være det pres på kommunerne for at levere ydelsen.

Jeg forstår ikke noget som helst af, at regeringen ligger under for dette pres fra Kommunernes Landsforening, altså at fordi man ikke forbyder dem at levere en service, så skal staten betale nogle af pengene til det. Jeg forstår det ikke, og jeg forstår ikke det flertal, som har siddet under finanslovsforhandlingerne og accepteret, at det skal være muligt for Kommunernes Landsforening at sige: Hvis I ikke forbyder os at levere den her service, bliver I nødt til at give os nogle penge. Jeg synes, det er et svagt flertal i Folketinget, der ligger under for det her pres, og det er ikke kun regeringen, jeg er skuffet over her. Det er også de andre finanslovspartier, det er Enhedslisten, det er SF, det er Radikale Venstre og Alternativet. Hvorfor finder man sig i at danse efter Kommunernes Landsforenings pibe her?

Vi stemmer for lovforslaget, og så må vi jo vente, til der kommer et andet flertal i Folketinget, med at give Kommunernes Landsforening besked om, at sådan noget her gider vi altså ikke længere.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Charlotte Broman Mølbæk.

Tak for det, og jeg er da ked af, at jeg har skuffet ordføreren. Det handler muligvis om forskellige ideologier i forhold til, hvordan vores systemer i virkeligheden skal fungere i det her land. Men anerkender ordføreren, at der er en forskel på, at vi siger, at man i kommunen har mulighed for det her, og så at man har et retskrav på det, som der faktisk bliver indført med den her lovændring. Det er jo således, at det her er en overvågning, som borgerne kan gøre krav på, og de har klageadgang og den slags ting. Det gør bare situationen lidt anderledes, for det er jo sådan – og jeg skal nok være den sidste til at forsvare KL i den her sag på grund af problematikken om beregningerne – at når vi lovgiver og pålægger kommunerne at udføre en lang række opgaver for os, så må der også være en vis form for rimelighed og balance.

Ordføreren.

Ja, hvis man giver et retskrav, og det gør man så med det her lovforslag, men det kunne man jo bare lade være med. Man kunne jo bare gå tilbage til tilstanden før dommen ved retten, som var, at det kunne kommunerne gøre, hvis de ville. Så kom der en dom, som hævdede, at serviceloven ikke giver hjemmel til at yde den service, og så står vi så i den her situation nu. Men tilstanden før dommen var jo, at det var op til kommunerne selv, om de ville give den service. Det kunne man jo bare være vendt tilbage til.

Fru Charlotte Broman Mølbæk.

Ja, det kunne man, men det mener jeg oprigtigt talt ikke er den bedste løsning for borgerne, for vi skal jo tænke på, at borgerne skal have et retskrav, og det skal de have, uanset hvilken kommune de vælger at bosætte sig i. Så der må ikke være alt for stor forskel på, hvordan man vælger at udmønte den her lovgivning. Så et eller andet sted bliver vi også nødt til at have en eller anden form for fællesnævner, når vi snakker om hjælp til mennesker med handicap. Det må ikke på den måde blafre i vinden.

Ordføreren.

Så ifølge SF er det simpelt hen bedre, at hvis man er op til 24 år, så har man et retskrav på at få denne hjælp, hvorimod der, hvis man er over 24 år, slet ikke er nogen mulighed for at få den hjælp, selv om kommunen har lyst til at yde hjælpen. Det er bedre, end at alle borgere har mulighed for at få den hjælp, hvis deres kommune er indforstået med at yde den. Det synes jeg ikke. Jeg synes, det vigtigste er, at alle kommuner får lov til at yde den hjælp til alle borgere, hvis kommunerne ønsker det.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger til Liberal Alliances ordfører. Den næste ordfører er fra Alternativet, og det er hr. Torsten Gejl.

Tak. Grunden til, at vi står her, er, at der er borgere med handicap og meget alvorlige sygdomme, der har brug for overvågning, ikke mindst om natten. Det kan være en 19-årig, der på grund af en sygdom eller et handicap f.eks. risikerer at komme i en utrolig kritisk situation midt om natten, hvor vedkommende f.eks. ikke kan få luft. Det kan være en meget alvorlig og potentielt livstruende situation, som kræver, at der er nogen i nærheden til at hjælpe.

For at imødekomme dette har vi også i Alternativet været med til at udarbejde og vedtage en finanslov, som sætter penge af til overvågning. I første omgang kan det dække støtte til forældre, der ønsker at beholde deres børn på 18-23 år hjemme, så de selv kan overvåge dem i stedet for at sende dem på en institution. Det er blevet utrolig positivt modtaget i mange familier, som har levet under et kæmpestort pres, fordi de skulle overvåge deres børn og unge døgnet rundt. Men jeg har også kontakt til et medlem af vores parti, der har en voksen søster, der kræver overvågning døgnet rundt, og hun er ikke glad for den her lov, for den stopper ved 23 år. Derfor er det selvfølgelig også vigtigt for os i Alternativet at kæmpe videre for at ophæve aldersgrænsen og sikre, at støtte til overvågning og døgnhjælp gælder for alle, der har brug for det i det her land.

Tak for det. Der er en kort bemærkning. Fru Karina Adsbøl.

Tak for det, og tak for talen. Nu har jeg lyttet til de her taler, også fra dem, som har siddet med ved forhandlingsbordet, bl.a. Enhedslisten og SF, og alle de andre ordførere i dag, som alle sammen problematiserer aldersgrænsen på de 23 år. Så er det man tænker: Hvorfor landede den så der?

Så jeg vil spørge Alternativets ordfører: Hvad så nu? Hvordan kommer vi videre herfra? Vil Alternativets ordfører kæmpe sammen med Dansk Folkeparti og holde regeringen op på, at de skal indføre det, der står i det forslag til vedtagelse, vi i fællesskab vedtog? Der står netop, at man skal finde en løsning. Der er plejehjem jo også nævnt: et alternativ til botilbud eller plejehjem. Så det handler også om dem, der er ældre. Så hvordan kommer vi videre herfra?

Ordføreren.

Det er svært for mig at stå og udtale mig på andres vegne, men jeg kan da gøre det på vores. Ja, vi vil da kæmpe videre. Og uden at lægge nogen ord i munden vil jeg da sige, at jeg har oplevet en bekymring fra alle de politikere, som har været med til at vedtage det her, over, at den sidste del ikke er kommet med: altså at der overhovedet er en aldersgrænse. Når jeg oplever så tydelig en bekymring, har jeg også en forventning om, at vi kan komme videre med det. Jeg kan jo ikke stå her på talerstolen og forhandle finanslov, men min mavefornemmelse siger mig, at det her er noget, vi lige så stille kommer til at løse.

Fru Karina Adsbøl.

Grunden til jeg spørger, er, at jeg prøver lige at afdække, hvem det er, der måske har forhindret, at den her målgruppe blev udvidet. For når jeg hører de her partier i Folketingssalen, så hører jeg jo, at de alle sammen gerne vil have udvidet den her målgruppe i forhold til, at det ikke handler om en bestemt alder, men om, at man kan få den hjælp, man har behov for, uanset hvilken alder man har. Så spørgsmålet er bare, hvorfor man så ikke fik det vedtaget, og om der var nogen, der var imod det.

Ordføreren.

Jamen jeg vil jo ikke stå her og åbne for den type forhandlinger. Det sker naturligvis i fortrolighed.

Det, jeg har oplevet, er, at de historier, der har været omkring unge, som ikke kan få luft om natten i forbindelse med epilepsi, og dem, som virkelig kræver overvågning, har gjort et kæmpe stort indtryk på os alle sammen, også regeringen, og derfor har vi prioriteret at tage et kæmpe skridt i forhold til løsningen. Det er jo sådan med lovgivning og ofte, når der er økonomi indblandet, at man gør noget ved det: tager et stort skridt, og det er jo så også med henblik på at komme videre med det.

Tak til Alternativets ordfører. Så er vi igennem ordførerrækken, og den sidste, der får ordet, er social- og indenrigsministeren. Værsgo.

Mange tak til ordførererne. Jeg vil gerne kvittere for modtagelsen af lovforslaget og for den konstruktive debat, der har været i salen i dag.

Som bekendt udmønter lovforslaget her en del af finanslovsaftalen for 2020. Formålet med lovforslaget er at skabe hjemmel til at yde overvågning og støtte i forbindelse hermed om natten for unge med omfattende funktionsnedsættelser i alderen fra 18 til og med 23 år i eget hjem og at indføre en dispensationsordning, så man beholder denne hjælp i op til 2 år yderligere, hvis man ved det fyldte 24. år lider af en livstruende sygdom.

Med lovforslaget her sikres en bedre overgang til voksentilværelsen for en gruppe unge med meget svære handicap og deres hårdt prøvede familier, der har ventet ganske længe på en løsning af problematikken omkring manglende hjemmel i serviceloven til overvågning og støtte i forbindelse hermed. I den forbindelse vil jeg gerne kvittere for det store og løbende fokus på sagen fra Folketingets partier, og jeg er oprigtig glad for, at vi nu faktisk står der – ikke kun i tale, men også i handling – hvor vi kan få vedtaget en lovændring, der betyder en forhåbentlig mærkbar forbedring for de berørte familier.

Det er ikke nogen hemmelighed, at det har været vanskeligt at nå til enighed med KL om økonomien. Tingene er også nødt til at kunne hænge sammen ude i kommunerne. Det har vi ikke kunnet overbevise KL om at de gør. Derfor sigter vi efter at gøre erfaringerne op, når ordningen har virket lidt tid. Uanset hvad ser jeg det her lovforslag som et vigtigt skridt til at forbedre situationen for en gruppe svage unge og deres familier.

Jeg står naturligvis til rådighed for besvarelse af de spørgsmål, som udvalget måtte ønske at få belyst under udvalgsbehandlingen, men vil mest af alt i dag faktisk bare glæde mig utrolig meget over, at vi nu er kommet så langt, som vi er, med en diskussion, der har fyldt så meget og været så frugtesløs, siden den dom faldt tilbage i 2015.

Der er et par korte bemærkninger. Først er det fru Mette Thiesen.

Tusind tak for det. Jeg vil egentlig bare høre ministeren, om ministeren mener, at man helt reelt kan bruge en fysisk alder som rettesnor til unge med så svære handikap, som det er tilfældet her.

Ministeren.

Når der er den aldersgrænse, som der er i det her lovforslag, så kan man pege på to begrundelser for det. Den ene begrundelse er, at med lovforslaget her sigter vi mod at sikre en bedre overgang til voksentilværelsen for en gruppe unge. Og der er jeg meget enig med ordføreren i, at der er tallet 18 jo ikke sådan et magisk tal; at så er man pludselig moden og klar til at flytte hjemmefra. Det gælder jo i øvrigt også unge, som ikke har handicap og funktionsnedsættelser. Men det gælder måske især den her særlig sårbare gruppe, og derfor er jeg jo glad for, at vi med det her lovforslag kan åbne op for, at man kan få længere tid til det og et bedre forløb i forhold til at skulle flytte hjemmefra. Så er der da også den anden side af historien her, nemlig at der skal være en økonomi og en finansiering af tingene. Og hvis der ikke skulle være det, og det her sådan bare var gratis at indføre, så går jeg da ud fra, at Dansk Folkeparti under den tidligere regering havde fået gjort noget ved det her for længst.

Så svaret er todelt: Med det her lovforslag har vi fokus på at sikre en bedre overgang til voksentilværelsen for en gruppe unge, men der skal selvfølgelig også være en økonomi, og det giver nogle begrænsninger.

Fru Mette Thiesen.

Nu synes jeg jo egentlig lidt, at hr. Ole Birk Olesen havde en rigtig god pointe før, for det var tilsyneladende muligt for kommunerne uden, hvad skal vi sige, hjælp herindefra at gøre det, inden den her dom fra 2015. Og jeg kunne egentlig tænke mig, at ministeren forholdt sig til en artikel i Frederiksborg Amtsavis, som jeg også nævnte fra talerstolen før. Og det er om en familie, som er dybt rystet, fordi de har en meget, meget svært handicappet dreng, som de simpelt hen gerne vil passe hjemme. Han er så lige fyldt 24, og avisen har så spurgt social- og indenrigsministeren, hvorfor svært handicappede over 24 ikke kan få støtte til at blive boende hjemme, hvis forældrene ønsker det. Og nu citerer jeg ministeren:

»Jeg er glad for, at de unge og deres familie kan få en god overgang, inden at de unge flytter hjemmefra. Men man skal jo ikke blive boende hjemme altid«.

Der er jeg nødt til at spørge, om det generelt er ministerens holdning, at det er ministeren, der skal diktere, hvordan familierne skal indrette sig.

Tak. Ministeren.

For det første vil jeg gerne lige benytte anledningen til at opklare en misforståelse. For det er en misforståelse, hvis man har fået et billede af, at alle kommuner over en kam bevilgede overvågning om natten før dommen i 2015. Det kan vi også godt prøve at få uddybet. Men det er ikke sådan, at man de facto oplevede alle steder at have adgang til det.

Så vil jeg sige: Nej, det er ikke mig, der skal bestemme, hvornår man flytter hjemmefra. Men nu har vi jo at gøre med en ordning, hvor det er offentlige midler, der finansierer den her overvågning om natten, og derfor bliver vi nødt til at forholde os til, hvor langt den finansiering kan række, og hvad der så kan være en naturlig grænse.

Tak. Så er det fru Karina Adsbøl.

Jeg bliver nødt til at sige til ministeren, at Dansk Folkeparti har kæmpet længe for det her, også i forhandlinger, hvor Socialdemokratiet har siddet rundt om bordet, bl.a. i satspuljeforhandlingerne.

Så vil jeg spørge, om ministeren i dag kan bekræfte, at kommunerne er dut-kompenseret for BPA-ordningerne. Det var det ene. Og det andet spørgsmål, jeg vil stille, er i forhold til det fælles forslag til vedtagelse, vi har vedtaget, V 10: Synes ministeren, at det her lovforslag lever op til det forslag til vedtagelse, som et flertal af Folketingets partier har skrevet og vedtaget her i Folketingssalen?

Ministeren.

Til det første vil jeg sige, at jeg ikke tror, jeg har hørt nogen i dag gøre andet end at anerkende, at det her er noget, der har optaget mange partier længe. Det, jeg tillod mig at gøre, var at konstatere, at det her jo ikke blev til virkelighed i de år, hvor Dansk Folkeparti var parlamentarisk grundlag for en regering, og hvor der blev indgået aftale om endda også et par finanslove, hvor man kunne have fået det her igennem. Og det betyder, at der er nogle familier, der har ventet meget længe på den løsning, der nu bliver fremlagt med lovforslaget i dag, og som heldigvis kan træde i kraft lige om lidt på grund af den finanslovsaftale, regeringen indgik med finanslovspartierne før jul – og tak for det til jer.

Jeg synes jo, det er flot at høre også Liberal Alliance her sige: Så må vi jo fikse det, når vi kommer tilbage i regering. Man kan i hvert fald konstatere, at det ikke er blevet fikset – hvis man kan sige det om noget så vigtigt og kompliceret – før vi står her i dag.

Så vil jeg da sige, at jeg synes, vi tager et rigtig vigtigt skridt her i dag. Men det er klart, og det synes jeg også jeg har været meget åben omkring, at der er de begrænsninger, der hænger sammen med aldersgrænsen, i den finansiering, der er her.

Fru Karina Adsbøl.

Man må i hvert fald sige, at regeringen er blevet presset til handling på det her område. Jeg har tidligere siddet til forhandlinger med Socialdemokratiet om netop det her emne. Men det kan vi jo godt diskutere, når ministeren vil skyde med skarpt på den måde.

Men den anden del, jeg lige vil spørge ind til, er: Mener ministeren, at det her lovforslag, som ministeren har fremsat, lever op til det fælles forslag til vedtagelse, vi har vedtaget her i Folketingssalen?

Ministeren.

Men jeg bliver nødt til lige at knytte et par ord til det, ordføreren for Dansk Folkeparti siger, for én ting er at rejse noget i en politisk forhandling, noget andet er jo at acceptere, at der er de økonomiske rammer, der skal til, for at det kan lade sig gøre. Og nu skal jeg ikke referere meget dybdegående fra forhandlingsforløb, men jeg har da mere end én gang oplevet, at der bliver lagt flere krav og ønsker på bordet, end der er penge til – og det gælder ikke kun for Dansk Folkeparti; sådan er det jo tit og ofte, altså at man ønsker mere, end man nødvendigvis kan få.

Så det billede genkender jeg ikke. Jeg anerkender til fulde Dansk Folkepartis kamp for den her sag, men jeg bliver også bare nødt til at sige, at det først er her i dag, at det bliver til virkelighed.

Så er det hr. Ole Birk Olesen.

Jeg tager kun ordet for at gentage fru Karina Adsbøls spørgsmål, som ministeren nu ad to omgange ikke har svaret på: Mener ministeren, at lovforslaget her lever op til det forslag til vedtagelse, som et flertal i Folketinget har vedtaget i Folketingssalen?

Ministeren.

Men det svarede jeg faktisk på i slutningen af mit første svar – det forsøgte jeg, men der kommer mine pædagogiske evner så måske til kort – nemlig at med beslutningen her mener jeg at vi kommer et rigtigt vigtigt stykke ad vejen i den diskussion, og jeg medgiver også, og det har man heller ikke hørt mig sige andet, at der i diskussionen er en målgruppe, som er større end den, som vi lykkes med her.

Hr. Ole Birk Olesen.

Et stykke ad vejen er svaret fra ministeren. Så svaret her på spørgsmålet, om lovforslaget lever op til det forslag til vedtagelse, som et flertal i Folketinget har vedtaget, er, at det lever op til det et stykke ad vejen, altså det lever ikke helt op til det forslag til vedtagelse, som også Socialdemokratiet har stemt for. Hvad er forklaringen på det?

Ministeren.

Altså, nu skal man passe på med at være polemisk, men hvis nu den meget store optagethed af det her emne havde fyldt rigtig meget for den tidligere regering, kunne det jo være, man havde løst det her tidligere. Derfor vil jeg sige, at med det lovforslag, vi vedtager her i dag, som heldigvis træder i kraft lige om lidt og kommer nogle hårdtprøvede familier til forhåbentlig meget stor hjælp med stor betydning for deres livskvalitet og deres hverdag, så kommer vi et meget vigtigt stykke ad vejen i forhold til den vedtagelsestekst og i forhold til en diskussion, der jo har haft mange år på bagen, og hvor der er gået og kommet mange finanslove, uden at der har været fundet en løsning.

Tak til social- og indenrigsministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Social- og Indenrigsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.